Daily Archives: December 8, 2013

Når de tunge komponenter som gear, aksler, generatorer og vinger skal op og ned fra en vindmølle, kræver det dyre mobilkraner. Ofte er vejene ud til en vindmøllepark dårlige, og derfor skal kranerne transporteres på mange lastbiler og samles på stedet.

Men Liftra har udviklet en kran, som kun fylder en enkelt container. Ude ved møllen udnyttes møllens egen lille servicekran til at hejse en monteringsplatform op i møllen. Her monteres den på møllens bundplade, og nu kan selve kranen hejse sig selv op i møllehuset. Herfra kan alle de tunge komponenter som gear, generator og aksler hejses op og ned. Ved at montere to kraner er det tilmed muligt at bruge dem til at hejse selve rotoren op og ned.

Liftras Self Hoisting Crane fylder ikke mere end en enkelt container og kan stilles op på én dag. Det har især stor betydning i USA, hvor tilkørselsforholdene ofte er vanskelige for de store mobilkraner. USA er da også det marked, som Liftra i første omgang satser på.

Foreløbig er kranen udviklet til at blive monteret på en 1,5 MW-mølle fra General Electric. Men der arbejdes også på en model, der passer til Siemens 2,3 MW og på lidt længere sigt også til nogle af Vestas’ modeller. Desuden forventer Liftra, at gå ind på havmølleområdet med de selvhejsende kraner.

Dommerne kalder løsningen et spændende eksempel på, hvordan den danske vindmølleindustri har givet grobund for en underskov af innovative virksomheder som Liftra.

Efter at have ventet i årevis i kulissen er tre danske og et tysk energiselskab nu i fuld gang med at investere i biogas-projekter rundt om i Danmark: Dong Energy og HMN som ejere og operatører på opgraderingsanlæg for biogas, og Naturgas Fyn og tyske E.ON Danmark som medejere eller partnere i biogasanlæg – og helst de store af slagsen.

Det, de alle ventede på, var en politisk beslutning – som blev taget ved energiforliget i marts 2012 – og som gik ud på at udbrede den solide støtte til biogas-elproduktion til også at omfatte produktion af biogas, der opgraderes og sendes ud på naturgasnettet, forklarer E.ON’s danske direktør for biogas, Michael Dalby:

»Vi har siddet på sidelinjen og kigget i mange år, men det var hverken økonomisk fornuftigt eller visionært nok for os blot at kunne producere biogas til elproduktion og dermed til et begrænset marked,« siger han og tilføjer, at E.ON ser biogas som en vigtig del af den grønne omstilling, og at den derfor skal ind i naturgasnettet og bruges til at gøre transportsektoren grønnere.

Strategien for E.ON er at indgå partnerskaber lokalt omkring etablering af biogasanlæg, som skal være meget større end i dag og gerne producere 5 millioner kubikmeter methan, hvilket er 10 gange mere end gennemsnittet i dag, vurderer Michael Dalby.

Konkret har E.ON indgået partnerskab og derpå købt sig ind på eksisterende biogasanlæg i Morsø og Hjørring og er involveret i to nye anlæg, hvoraf det ene i Sønderjylland bliver kæmpestort – hvis alle tilladelser falder på plads.

Selskabets ambition er at have fem store biogasanlæg, der hovedsageligt skal producere biogas til naturgasnettet og til transportsektoren, kørende i 2020. E.ON har nemlig allerede etableret en gas-tankstation i partnerskab med OK, og flere skal komme til.

Komplicerede projekter

Naturgas Fyn er via sit kommercielle selskab Bionaturgas Danmark gået ind i ikke mindre end syv biogasprojekter på forskellige stadier. Og man regner med at tage investeringsbeslutning på tre af disse projekter i 2014.

Ambitionen er at have fire store biogasanlæg i drift i 2015, og direktør for Bionaturgas Danmark Hans Duus Jørgensen er ikke bleg for at afsløre, at selskabet regner med at investere op mod en halv milliard kroner i de nævnte projekter:

»Vi er meget selektive i vores udvælgelse af biogasprojekter og går kun ind i projekter med en positiv business case. Vores forretningsmodel er, at vi går ind og investerer sammen med landmændene, men med majoritet og med krav om, at vi både er byg- og driftsherre – ellers kan vi heller ikke tiltrække fremmed investering til projekterne,« siger han.

Han tilføjer, at netop biogasprojekter er så komplekse at realisere, at det af og til kan være faktorer som et godt samarbejde mellem kommune, lokale borgere og landmænd, der gør projekterne mere attraktive – netop fordi dette samarbejde kan sikre en hurtig realisering af projektet.

Hans Duus Jørgensen vil ikke sætte tal på ambitionerne for Bionaturgas Danmark længere ud i fremtiden – ud over at det langsigtede mål er at få fyldt naturgasnettet op med grøn gas.

»Jeg tror ikke, at vi kommer til at se anlæg, som ikke opgraderer biogassen og sender den ud i gasnettet,« siger han og begrunder det med, at flere afsætningsmuligheder for biogassen giver en bedre økonomi.

Naturgasselskaberne HMN og Dong Energy investerer som nævnt udelukkende i opgradering af biogas til naturgas. Ifølge adm. direktør Susanne Juhl investerer HMN i opgraderingsanlæg i forbindelse med ‘fornuftige biogasanlæg’ og er nu med i en håndfuld projekter.

Gasselskabernes indtog i biogasverdenen ser altså ud til at kunne medføre et markant skift i anvendelsen af biogas fra direkte brug i kraftvarmeproduktion til opgradering til naturgaskvalitet.

Sekretariatschef i Brancheforeningen for Biogas Bruno Sander tror dog på et mere nuanceret billede og minder om, at opgradering stadig er dyrt, og at der endnu ikke er gang i et salg af bionaturgas med certifikater, der giver en højere pris.

»Men ellers ser jeg det generelt som rigtig positivt, at naturgasselskaberne går ind og skubber på udviklingen. De kan være med til at sikre samarbejde i hele værdikæden fra biogasproduktionen til anvendelse i for eksempel transportsektoren og dermed løfte biogassen op på et højrere stade,« siger han.

De seneste tre år har firmaet Total Wind Blades repareret forkanter på 240 vinger i den 11 år gamle havmøllepark Horns Rev 1 ud for Blåvands Huk. Dermed har erfaringerne fra netop denne park givet branchen endnu en værdifuld lærestreg: Vindmøllevingernes forkanter slides så meget af vind og vejr, at de skal repareres måske flere gange i møllens levetid.

Primært for at forhindre, at energiproduktionen daler, men sliddet kan også med tiden udvikle sig til at true styrken i vingen.

Eller som direktør i Total Wind Blades Niels Christian Therkildsen udtrykker det: Vingernes forkanter kan betragtes ligesom dækkene på en bil. Hvis ikke du holder dem i orden, kommer du til at køre på fælgene.

Horns Rev 1 drives i dag af Vattenfall, der ejer 60 pct. af parken. Horns Rev 1 var den første park i Nordsøen og som sådan leveringsdygtig i masser af erfaringer – også den kedelige slags som gearkasseknas og transformersvigt.

Ikke nok at tælle til tre

Og nu er det så vingernes tur, bekræfter vingeingeniør hos Vattenfall Rikke Juul Balle, som sammen med en nyansat kollega skal sætte fokus på møllevingernes performance, holdbarhed og vedligeholdelse. Både på Vattenfalls eksisterende havmølleparker, Horns Rev 1 og Lillgrund, og ved indgåelse af kontrakter på vindmøller til kommende parker:

»Med erfaringerne fra Horns Rev står det nu klart for alle selskaber, at det ikke er nok at tælle til tre vinger, når man inspicerer offshore-møller. Her i Vattenfall arbejder vi med at få overvåget vingerne og med at udforme inspektions- og vedligeholdelsesprogrammer for de enkelte sites og møllefabrikater,« siger hun og tilføjer, at ansættelse af specielle vinge-ingeniører nu er blevet praksis hos de fleste offshore-operatører.

Ud over Horns Rev 1 og Lillgrund i Sverige har Total Wind Blades – der er ét blandt flere vingereparationsselskaber – også arbejdet på Rødsand Havmøllepark, på Middelgrunden, på Baltic 1 i Tyskland og på fem britiske havmølleparker, Barrow, North Hoyle, Kentish Flats, Scroby Sands, Thanet og Robin Rigg samt hollandske OWEZ. Dels for ejerne af parken og dels for vindmøllefabrikanter ved overlevering af parkerne.

Øjenåbner for branchen

Direktør Niels Christian Therkildsen er enig i, at Horns Rev 1 var en øjenåbner for hele branchen, der i hans optik har været noget sløv til at erkende problemet.

»På havet sker nedslidning af vingernes forkanter dobbelt så hurtigt som på land, så alle parker på havet vil skulle have repareret vingerne før eller siden,« siger han.

Total Wind Blades, som har inspiceret og repareret vinger siden 2007, bruger en særlig kvalitet maling fra et tysk firma og en hemmelig påføringsmetode til reparationerne.

Virksomheden har sammen med Vattenfall udviklet et system, hvor man sliber ned til glasfiberen og derefter påfører tre lag maling med hver sin farve. Den inderste farve er rød, og man kan så med en kikkert se, om den røde farve er synlig, og om det dermed er tid til nye reparationer.

Ifølge Vattenfall tager reparation af forkanten én dag pr. vinge i godt vejr – baseret på erfaringer fra Horns Rev 1.

Slid koster op til 5 pct.

Prisen på hele operationen er ikke offentlig, og Rikke Juul Balle kan heller ikke sige endnu, hvor meget elproduktionen er blevet reduceret på Horns Rev 1 på grund af sliddet. Det er nemlig meget svært at opgøre statistisk korrekt, da rigtig mange faktorer spiller ind.

»Men det er noget, vi arbejder med, ligesom erfaringerne giver os en god baggrund for at stille nye krav til vingeproducenterne. Det kan for eksempel være krav til malingskvaliteten, til påføringen og til kontrollen af den færdige overfladebehandling,« siger Rikke Juul Balle.

Seniorforsker Christian Bak fra DTU Vindenergi forklarer, at vindtunnelforsøg med et rent vingeprofil over for et profil med simulering af støv, insekter og andre ujævnheder på forkanten viser, at de resulterende turbulente strømninger hen over vingeprofilet kan reducere energiproduktionen med i størrelsesordenen 5 pct. Reduktionen kan være mindre eller endnu større – afhængig af graden af ujævnheder på forkanten:

Dråber rammer med 300 km/h

»En vingetip på en stor mølle bevæger sig gennem luften med omkring 300 kilometer i timen. Det vil sige, at vanddråber og sandkorn rammer forkanten med meget stor kraft, og det stiller selvklart store krav til overfladens slidstyrke,« siger Christian Bak.

Den særlige kran, kaldet Skyclimber, som anvendes til reparationer på Horns Rev, er udviklet af Vestas og kravler så at sige op ad siden af tårnet ved hjælp af et wirespil, som monteres under gearkassen i møllens nacelle.

Total Wind Blade benytter også en anden type kran, hvor platformen går hele vejen rundt om vingen, således at man kan arbejde på begge sider af vingen samtidig. Denne model kunne dog af tekniske årsager ikke bruges på Horns Rev.

Data for CO2, fugt, temperatur og det lokale vejr har alle betydning for indeklimaet og energiforbruget i vores bygninger. Derfor er Göran Wilke, der tidligere var leder af Elsparefonden, sprunget ud som iværksætter og har udviklet IC-Meter, som kombinerer sensorer, trådløs kommunikation og cloud til analyse af indeklimaet i et rum.

Hvert femte sekund sendes data fra sensoren, der er placeret i rummet, videre i skyen via kundens internet. Her lægges data for lokale vejrudsigter ind over, og på den måde skabes et datagrundlag for de bedste tiltag, når der skal spares på energien, samtidig med at indeklimaet skal forbedres.

Udviklingen af IC-Meter ligger i forlængelse af den danske målsætning om at halvere energiforbruget til opvarmning inden 2050. Det er den største investering i klimastrategien. Her er det afgørende, at der er realistiske forventninger til besparelser på varmeregningen, og at de rent faktisk bliver leveret. Mindst lige så vigtigt er, at indeklimaet er i orden, når en bygning er renoveret og tæt, siger Göran Wilke.

»Jeg har i mange år vejledt og evalueret om energibesparelser med særlig fokus på at vurdere effekterne af henholdsvis tekniske og adfærdsmæssige besparelser. Derfor forekom det oplagt at supplere med målinger af det, som vi mennesker rent faktisk har behov for, et godt indeklima, samt lokale vejrdata,« fortæller han.

Göran Wilke havde derfor to mål for øje, da han gik i gang med at udvikle IC-Meter: Det skulle være muligt at dokumentere indeklimaet i skoler, daginstitutioner, sundhedssektoren, mødelokaler, kontorer og boliger. Og måleren skulle dokumentere samspillet mellem indeklima og energiforbrug i forbindelse med energirenoveringer og Esco-aftaler.

Med IC-Meter mener dommerne, at indeklimaet bliver taget alvorligt, og kalder det en innovativ kombination af hardware, sensor og cloud.

Knap seks meter fra det tunnelrør, som tunnelboremaskinen (TBM’en) med kælenavnet Nora, netop er blevet færdig med at bore fra Nørrebroparken til Nørrebros Runddel, begynder den næste TBM snart at bore en parallel tunnel.

»Nu, hvor Nora har nået runddelen, starter den næste TBM efter planen tunnelboringen mod Nørrebros Runddel station,« fortæller Metroselskabets anlægschef, Guy Taylor.

Den 100 meter lange og 357 ton tunge tunnelboremaskine er monteret, testet og klar til at gnave sig igennem københavnerkalken, mens den – hvis den holder samme kadence som den første – hvert døgn vil sætte 10-12 stk. af de 9,4 meter lange betonringe.

De fem meters afstand mellem de to tunnelrør er for at sikre et stabilt jordtryk omkring tunnelringene.

Efter Nørrebros Runddel fortsætter turen til Frederiksberg Allé/Platanvej, hvor TBM’erne bliver taget op af jorden og på lastbiler fragtet til Nørrebroparken.

Efter atter at være blevet samlet, fortsætter de tunnelboringen fra Nørrebroparken den modsatte vej til tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, hvor de igen bliver taget op.

I alt kommer fire tunnelboremaskiner til at bore de 33 kilometer tunnelring. Det andet sæt boremaskiner bliver sænket ned ved Otto Busses Vej, hvor Cityringens kontrol- og vedligeholdelsescenter bliver opført.

Et af de mere spektakulære forslag til en fast forbindelse mellem Fyn og Sjælland kunne have stoppet al nutiden diskussion om en bro over Kattegat, hvis det var blevet gennemført – den gik nemlig helt til Jylland nord om Fyn.

Det var en slags to-i-en løsning, hvor en kombineret vejbro og tunnel mellem udgik fra spidsen af Asnæs ved Kalundborg henover Samsø til Gylling Næs ved mundingen af Horsens Fjord. Men nord for Fyns Hoved delte broen sig og sendte en gren sydpå til Odense via halvøen Hindsholm.

Projektet var udarbejdet af civilingeniør Knus B. Buhl og arkitekt Torkild Bang Termansen. ‘Det geografisk og idémæssigt centrale punk i det nye projekt, som endnu kun har idéform er grunden Bolsaks, som ligger ca. 15 km vest for Asnæs. Her er visse steder kun mellem 1 og 2 meter vand, og Buhl og Termansen foreslår her skabt en kunstig ø’, fortalte vi.

Hvornår skrev vi historien?

Se svaret i julekalenderen i morgen

Svaret på spørgsmålet i går:

Vi skrev om Tuborgs jubilæumsfest i 1922.

Læser du e-bøger?

Kan du huske dem ligeså godt som dem du har siddet fysisk med i hånden?

For et stykke tid siden så jeg nogle henvisninger til en videnskabelig undersøgelse der viste, at man hverken husker eller forstår bøger man har læst elektronisk nær så godt som bøger man har haft fysisk i hånden.

Undersøgelsen blev refereret i en artikel på popularmechanics.com, men da jeg ikke har login dertil, kunne jeg kun se de indledende bemærkninger. Og siden har jeg ikke kunnet genfinde den – så dem der vil har faktuelle referencer må hellere stoppe her… (eller sende mig et link)

Men pointen var, at da læsning er en meget ny disciplin for mennesker har vi ikke udviklet et hjernecenter til tekstgenkendelse. I stedet bruger vi den motoriske og den rumlige del af hjernen til at huske det vi læser. Det vil sige at højden af bogens højre og venstre side hjælper os til at huske hvad der sker hvornår i en roman. Det at man fysisk skal tage 1/3 del af siderne og vende for at gå tilbage og se hvad det egentlig var han sagde der i begyndelsen.

Hvis man er typen der skriver noter i margen, så kommer de også mere naturligt ind i sammenhængen end de – i øvrigt smart søgbare – noter man kan skrive ind i sine e-bøger.

Konteksten er fysisk. “Jeg skrev på en af den første 100 sider.”

Det ligger meget godt i tråd med det usability-eksperten Jakob Nielsen har sagt i 15 år, nemlig at man ikke læser hvad der står på en skærm. Man skimmer det. Derfor bliver web-sider mere læsevenlige hvis man fremhæver nøgleordene.

Så husker man ikke hele siden, men man husker hovedbudskabet. Hvilket er fint til websider, men ikke nødvendigvis yder retfærdighed til en roman hvor forfatteren har gjort sig umage med dialog og formuleringer.

Desuden har de fysiske bøger den fordel at de ved deres blotte tilstedeværelse minder en om at man jo er i gang med en bog. Først nu hvor jeg sidder og skriver dette kommer jeg i tanke om at jeg egentlig fik startet på en e-bog for 2 år siden. Min eneste. Den blev jeg aldrig færdig med.
Derimod bliver jeg dagligt mindet om de 4 bøger jeg er i gang med i fysisk form. At tiden så ikke er til at få læst så meget videre er en anden historie.

Men spørgsmålet er:

Husker I jeres e-bøger?

Har I fravalgt dem?

Skriver I også alt ud som er på mere en 2 sider inden I læser det?

Epilepsianfald kan være voldsomme, ikke bare for de ramte, men også for personer i nærheden. Men en ny alarm fra IctalCare kan registrere anfaldet, lige når det indtræder, og sende en besked til nærmeste omsorgsperson. Det øger velfærden, både for den ramte person og for alle de andre involverede. Derfor var dommerpanelet enige om, at IctalCare skulle vinde årets Produktions 2013 i kategorien Velfærd.

Ideen til en alarm opstod på baggrund af et samarbejde mellem teknologihuset Delta og medikovirksomheden Coloplast tilbage i 2005. Formålet var at kombinere Coloplasts klæbeteknologi med Deltas viden inden for mikroelektronik. På den måde ville man skabe nye kropsbårne applikationer.

Alarmen anvender EMG-målinger af muskelaktiviteter under epileptiske anfald. Det er langt mere simpelt og diskret end EEG-målinger, som kræver komplicerede måleudstyr monteret direkte på hovedbunden.

Det resulterede i en elektrode, som klæbes direkte på huden, en sensor, som hægtes på elektroden og en alarmenhed, som ligger i lomme. En patentanmeldt algoritme i sensoren analyserer data fra elektroden og giver besked til alarmenheden, hvis der er tale om et epilepsianfald.

Dommerne kalder IctalCare epilepsialarm for et spændende og innovativt højteknologisk produkt.

Med effektiv processtyring og blanding af materialerne, er det muligt at hente mest mulig sukkerstof ud af biomassen før den går videre til produktion af bioethanol. Sådan et system har Biogasol udviklet på basis af målrettet forskning fra DTU.

»Praktisk taget ingen andre i verden er i stand til at opnå så høje udbytter i industriel skala,« fortæller Rune Skovgaard-Petersen, der teknisk direktør hos Biogasol.

Anlægget har fået navnet Carbofra 400 og hos Biogasol håber man, at det nye anlæg kan få den industri, der vil udnytte restprodukter fra land- og skovbrug, til at udnytte ressourcerne optimalt, når der skal fremstilles bioethanol eller biomaterialer.

Carbofrac-anlægget er opbygget i et modulært system, så det er muligt at samle, teste og afsende det i moduler, der skal kunne være i en container.

Carbofrac er fleksibelt med hensyn til typen af biomasse. Det kan for eksempel være hvedehalm, forskellige træsorter, hvedeklid, majshalm eller sukkerrørs-bagasse.

Rune Skovgaard-Petersen forudser, at biomasse i fremtiden vil spille en væsentlig rolle for transportbrændstoffer, kemikalier og materialer. Han mener, at det medfører mange fordele, blandt andet miljømæssig bæredygtighed, fordelagtig økonomi og uafhængighed af olie. 


I motivationen for bæredygtighedsprisen er dommerne ikke i tvivl: Med Carbofrac har Biogasol formået at opbygge et ‘state of the art’-anlæg.

Magilabyrint med faldgruber

Magilabyrinten er ikke et spritnyt spil, men derfor er det bestemt stadig spilbart. I modsætning til quizspil er der ingen aktualitet involveret, men til gengæld håneret ad libitum.

Spillet går i al sin enkelthed ud på, at man sætter små træstykker fast i spillebrættet, efter et mønster angivet i reglerne, og så vendes brættet på hovedet. En masse små billeder dukker frem, og for de op til fire deltagere handler det nu om at nå først hen til det felt, der viser samme tegning som det kort, der trækkes op af en pose inden spillet.

Man starter i hvert sit hjørne og bevæger sig rundt efter antallet af øjne på terningen (som i øvrigt kun går op til fire), og det er så her, det tricky starter.

For under sin spillebrik har man en magnet siddende, som er forbundet til en metalkugle under brættet, og når man bevæger brikken glidende rundt på brættet, følger kuglen med – lige indtil man krydser en grænse, hvor der sidder en træbrik, og klonk, så falder kuglen ned, og man må begynde forfra fra sit hjørne.

Når man frem til feltet, får man det tilsvarende kort, og den første, der samler fem billedkort, har vundet. Så reglerne er lige til at overse, også for de yngste. Brættet er nemt at gøre klar, og så kan det spilles på omkring 20 minutter, hvilket altid er godt for de utålmodige.

Lad mig bare sige, at medspillerne (tre voksne og et barn på 12) var begejstrede for spillet. Især på grundt af fremdriften og muligheden for at grine hånligt, hver gang der lød en klonk.

»Det er rigtig godt, fordi man lige skal tænke sig lidt om,« lød det fra den 12-årige, som viste sig at være den med spillets måske bedste hukommelse.

Det gode ved spillet er også, at det ikke går dødt undervejs, fordi man er nødt til at følge med i, hvad de andre laver, for ikke at ende med at drøne over de samme forkerte barrierer. Men efter nogle spil må man nok trodse tegningerne i regelsættet og selv finde på nogle steder at placere træbrikkerne, så man ikke ender med at kunne dem udenad.

Magilabyrinten, 20-30 minutter, 2-4 spillere, Fra 6 år.

På togtur i Europa

Ticket to Ride er efterhånden en brætspilklassiker, som udkom for første gang i 2004 og siden er kommet i regionale udgaver, såsom denne Europa-version.

Har man ikke spillet det før, kræver det tålmodighed og villighed til at læse en god pamflet af en regelbog. Det kan snildt tage op mod 40 minutter at gøre sig klar til at spille, og de allermest utålmodige vil allerede her være begyndt at gabe.

Men lad dig ikke snyde, for samtlige spillere syntes efterfølgende, at det var hele besværet værd!

Kompleksiteten i at komme i gang skyldes en masse forskellige kort og brikker, som man lige skal have styr på. Man kan være op til fem spillere, og hver spiller får tildelt 45 plastictogvogne.

Disse vogne skal placeres på felterne på brættet på strækninger, der for den enkelte spiller skal forme en kortere eller længere rute, som de har fået udpeget på et kort trukket fra bunken.

Man får lov at sætte sine togbrikker på strækninger med 1-6 togvogne, og det sker, når man har samlet det tilsvarende antal togkort i samme farve. Der er otte farver og en joker – lokomotivet – som repræsenterer en hvilken som helst farve.

Nu handler det om at få lagt sine ruter, for hvis man ikke når hele ruten, udløser det strafpoint til sidst. Det betyder, at man skal sørge for at bane sig vej, inden en anden kommer til at snuppe strækningen og lukke ruten. Sker dette, må man tage en togstation i brug – man får tildelt tre hver – som giver en ret til at køre på en andens spor.

Den, der først får brugt alle sine togvogne, lukker spillet, og der bliver nu talt point op, efter hvor mange ruter der er fuldført, hvem der har den længste ubrudte strækning, og hvem der har stationer tilovers – fratrukket strafpoint for ufuldendte ruter.

Spillet tager med fem spillere et par timer at fuldføre – plus tiden til at stille det op og lære reglerne. Så de 30-60 minutter, der står på spilæsken, var for os noget i underkanten.

Kun en enkelt spiller fandt det kedeligt, selv om hun vandt. »Det var som at køre tog – gadung, gadung,« lød konklusionen på spillet, som hun fandt uden spænding og overraskelsesmomenter.

Dog mente hun, at man måske blev bedre til at tænke strategisk, efterhånden som man lærte spillet bedre at kende. Men i det spil, vi spillede, kom vi aldrig rigtig til at holde i vejen for hinanden, så det gik bare trin for trin derudad – uden de måske lidt savnede muligheder for at straffe og drille de andre undervejs.

Men på trods af den stejle indlæringskurve fandt flertallet spillet besværet værd.

Ticket to Ride, Europe, 30-60 min., 2-5 spillere, Fra 8 år.

Hvem tager skraldet?

Roskis er finsk for papirkurv eller skraldespand, og en sådan er netop omdrejningspunktet for dette spil.

Her er vi ude i et af de helt enkle spil for hele familien, hvor det ligesom i Klodsmajor gælder om at stable ting, uden at de falder ned.

Op til fem spillere kan være med, og hver får ti kort med tal på. Man lægger ud med at vælge tre, og ud af dem lægger man et på bordet sammen med de andres første kort.

Tallet indikerer, hvor mange stykker affald man skal stable i skraldespanden, uden at noget falder ned på bordet. Der er i alt 40 stykker affald i plastic, og den med det laveste tal på kortet starter med at lægge f.eks. tre stykker affald i.

Nu går det på tur, hele tiden med laveste kort som næste spiller, og lykkes det den sidste spiller at komme af med alt sit affald, trækker alle et nyt kort og starter forfra, enten til alt affaldet er brugt, eller det tipper over.

Lykkes det en spiller at stable de sidste stykker affald, scorer de point efter et briksystem på bordet. Falder der noget ned, er der minuspoint til denne spiller.

Så oven på Ticket to Ride var dette en hurtig omgang af et spil. Enkelt og ligetil, og for de af spillerne, der kan lide korte spil, hvor der hele tiden sker noget, var der jubel at spore over Roskis.

Kan man lide Tetris og at bygge, kan man sikkert blive ved og ved – hvert spil tager blot omkring 20 minutter for fem spillere, men i fleres øjne kunne det nok godt blive kedeligt efter mere end to omgange.

Selv den 12-årige fandt spillet lidt kedeligt, mens kun en af de voksne var ovenud begejstret og ville have det med hjem og spille det for sig selv.

Roskis, 30 min., 2-5 spillere, fra 6 år.

Bezzerwizzer tilbage med nye spørgsmål

Det danske spil Bezzerwizzer har siden 2006 høstet stor succes i konkurrencen mod spil som Trivial Pursuit. Og siden har virksomheden bag sendt noget nær et nyt spil på gaden hvert år og kombinerede det i en kortere periode med en onlineudgave.

Hele tre nye udgaver er det blevet til på det seneste, og Ingeniøren har prøvet dem alle. Dels er der det gode ’gammeldags’ Bezzerwizzer, der har fået 5.000 nye spørgsmål og tilføjet nye features, hvis man er mange om bordet.

En af de nye features er brikken ’Write’, som man kan spille, hvis man vil tvinge næste hold til at svare skriftligt. Det gør man, inden spørgsmålet bliver læst op, og så skal hvert medlem af holdet skrive svaret på en blok uden at tale sammen først.

Denne brik er dog kun relevant, hvis man spiller mindst to spil på hvert hold, og det gjorde vi ikke, hvorfor brikken aldrig kom i spil. Men altid forfriskende når spiludbydere prøver at peppe et velkendt spil op med nye features – og undertegnede finder denne mulighed lidt mere fredelig end en af de foregående versioner af spillet, der var udstyret med en xylofon, hvor man skulle spille spørgsmålene!

Bezzerwizzer, 30-60 min., fra 2 spillere, fra 15 år.

Bezzerwizzer 2013

Bezzerwizzer har også udsendt en pocket-version med spørgsmål udelukkende omhandlende 2013. Her foregår pointtagningen på en medfølgende blok, hvor man skal satse 1-4 point på, hvor sikker man er på sit svar på kortet.

Hvert kort rummer en serie spørgsmål under en kategori, som f.eks. kunne være ’Javel, hr. minister’. I denne kategori skal du bl.a. vide, hvem der er hhv. uddannelsesminister, klima- og energiminister og justitsminister.

Det kan hurtigt konkluderes, at dette ikke er et af de spil, man kan trække hjem på oplagret paratviden fra de seneste 20-30 år. Det er udelukkende de emner, der har trukket overskrifter i 2013, så har du ikke set X-Factor, Sporten og Nyhederne fra ind- og udland … så er du på den her!

Bezzerwizzer Året der gik 2013, Fra 2 spillere, Fra 15 år.

På jagt efter tyven

Og endelig er der spillet, som for undertegnede at se sagtens kunne blive et stort familiehit, nemlig Quizmysteriet. Spillet brillerer med en plade med lige så stor minimalisme som Bezzerwizzer-spillene, og efter et enkelt spil sidder reglerne på rygraden.

I spillet får man en brik, som starter på detektivbureauet. Herefter slår man på skift med en terning for at bevæge sig rundt på brættet, hvor man skal samle spor for at opklare, hvem der står bag forbrydelsen, hvad vedkommende stjal og hvor.

Der er mulighed for at samle tre spor til hver af de tre kategorier, og det foregår helt stille og roligt rundt på brættet, dog med risiko for at blive smidt i fængsel undervejs af et tip-kort, som man enten selv eller en modstander trækker.

Når man har en fornuftig idé om, hvem, hvad og hvor, skynder man sig tilbage til politistationen, og har man gættet rigtigt, har man vundet. Enkelt og ligetil.

Eksempler på spor kunne være, at det er en greve fra Rumænien, der har stjålet det samme, som Lisa fra The Simpsons spiller, og det er sket i et land, hvor mange går i sauna. Skulle disse spor ikke være nok, må man tage en runde mere. Der kan også være tale om en Grand Prix-vinder, der negler fisk.

En yderligere bonus ved spillet er, at man kan tage en runde forholdsvis hurtigt – på under en halv time, afhængig af antal af spillere, så selv de mest utålmodige kan lige klare det.

Quizmysteriet, 30-60 min., 2-4 spillere, fra 9 år.