Daily Archives: December 25, 2013

Vi bliver bombarderet med ansigter på de sociale medier og i reklamer, men hvad er det egentlig, der afgør, om vi kan huske ansigtet bagefter?

Det har en gruppe amerikanske forskere fra MIT luret på for at gøre det muligt selv at manipulere med sin genkendelighed, skriver gizmag.com.

Forskerne er gået efter at kreere en algoritme, hvor man i et program kan uploade sit foto, hvorefter man får et nyt billede af sit ansigt, der står skarpere i folks hukommelse.

Og der er tale om meget diskrete ændringer, så de færreste burde ane, at man er blevet ’photoshoppet’ en smule.

Det blev ifølge forskningsrapporten grebet an på den måde, at en række frivillige fra et crowdsourcing-netværk på Amazon til at begynde med fik lov at sidde og se på tusindvis af billeder af ansigter fra en database. Derefter blev 2.000 af dem udvalgt som værende ’genkendelige’ ansigter – uden at de frivillige behøvede at sætte ord på hvorfor.

Derefter satte forskerne computeren til at analysere billederne for at se på, hvad disse fotos så havde til fælles. Samme manøvre blev udført på de billeder, der scorede pladserne som de mindst genkendelige.

Det foregik på den langstrakte måde, at der blev taget tusindvis af kopier af hvert foto, hvor der blev ændret en lille smule. Herefter blev de bedste udvalgt, hvorefter møllen kørte en gang til, indtil forskerne kunne deklarere, at softwaren nu var tilstrækkeligt mættet med oplysninger.

Til sidst endte holdet op med 500 ansigter, som blev kørt igennem programmet, som nu var udstyret med lighedstrækkene for både de let genkendelige og de mindst genkendelige.

Disse 500 ansigter blev sat over for de to forskellige former for lighed, så der i alt forelå tre fotos af hvert ansigt: Det oprindelige, det ’forbedrede’ og det ’forværrede’.

Nogle af ansigterne kan ses til højre, hvor det umiddelbart kan se ud som om, ansigterne er gjort lidt smallere, hvis de skal være mere genkendelige, og måske er kæben også lige blevet spidset lidt. Og er der ikke også kommet lidt mere ’trut’ på læberne?

Ifølge forskerne har det dog være vigtigt, at ændringerne skulle være meget diskrete og ikke måtte ændre grundlæggende ved ansigtet. Det måtte helst heller ikke gøre dem mindre attraktive.

Ud over lige at gøre billedet på Facebook eller jobansøgningen lige dén snas lækrere, mener forskerne også, at softwaren omvendt kan bruges i f.eks. film-makeup, hvor man måske ønske, at statister skal træde lidt mere i baggrunden og ikke blive for genkendelige.

Prøv selv forskernes lille hukommelsesspil her eller hent en del af forskernes kode, som kan forudsige genkendelighed her.

Nu bliver det formentlig snart muligt at leve hele sit liv på de syv verdenshave – uden at gå glip af for meget på landjorden.

Det amerikanske selskab Freedom Ship skulle nemlig have støvet en gammel plan af fra 1990’erne om at bygge et kæmpe skib, der kan huse 40.000 mennesker og alverdens institutioner, skriver The Telegraph.

Skibet skulle komme op at koste over 50 mia. kroner, så det bliver nok ikke helt billigt at blive indbygger på det. Til gengæld vil de rige beboere ikke mangle noget, da der både skal bygges skoler, hospitaler, butikker, parker og en lille lufthavn.

Freedom Ship, som også skibet kommer til at hedde, er 25 etager højt og 1,6 km langt. Det vil veje 2,7 mio. ton, og når det først er kommet på havet, er det nødt til at blive der, for ingen havne er store nok til at tage imod det undervejs.

Derfor bliver det mindre både og små fly, der vil fragte gods og passagerer frem og tilbage mellem skib og land, og ellers vil skibet bare bevæge sig rundt og rundt om Jorden, så længe det holder. Det vil tage omkring to år at nå Jorden rundt.

Undervejs vil der blive mulighed for nogle prangende ferier, da skibet lægger til uden for nogle af verdens største havne, hvorefter folk kan transporteres ind og holde ferie eller blot nyde lidt fastere grund under fødderne i en periode.

20.000 besætningsmedlemmer

Faktisk er det meningen, at skibet ligger fortøjet i 70 procent af tiden, og sejltiden er skemalagt til at passe med, at indbyggerne får mest muligt ud af sommermånederne i de forskellige lande.

Ud over muligheden for 40.000 faste indbyggere bliver der også mulighed for at komme til skibet som turist. Der er plads til 30.000 gæster, som kan komme med og opleve atmosfæren, og hotellerne kan rede op til 10.000 – som selvfølgelig kan tage en tur på kasino. Derudover er der gjort plads til 20.000 besætningsmedlemmer.

Projektet kan gå i gang, når virksomheden har samlet de første fem-seks mia. kroner ind. Efter en finanskrise, hvor de godt har kunnet glemme det, mener de, at udsigterne ser lysere ud, og at de snart vil kunne gå i gang.

Det fremgår ikke, hvad huslejen er, hvis man skulle ønske at slå sig ned på Freedom Ship.

07:43 den 4. november 2013 – En gammel Seat trækker sig langsomt gennem dybe vandpytter, der har samlet sig i den brede indkørsel til raketværkstedet hos Copenhagen Suborbitals (CS). I Seaten sidder en skaldet mand i en stor rød og sort kedeldragt med påskriften ‘Von B’. Det er rumskibsbygger Kristian von Bengtson, der har stiftet raketforeningen sammen med makkeren, raketbygger Peter Madsen.

Kristian er første mand på stedet. Han parkerer foran værkstedet – en hangar, der ligger for enden af Refshaleøen, helt derude hvor raketbyggerne tydeligt kan høre tågehornene fra de store skibe og se dem passere forbi som skygger ude på Øresund.

Værkstedet, der til daglig kaldes HAB (Horisontal Assembly Building), ligner et stort rustent rør, der er skåret over på langs. I gamle dage hed bygningen Riggerhallen, fordi B&W opbevarede de mange kilometer af wirer, som skibsværftets kraner brugte til at trække enorme skibssektioner ud af skibshallerne bagved. I dag er hallerne omdannet til indendørs golfbane, eventsted for polterabender, og snart bliver de fyldt af det internationale Melodi Grand Prix. Tiderne skifter.

07:44 Kristian går langsomt gennem regnen hen til HAB. Foran hangaren står store trækasser fyldt med forvredne jerndele, gasflasker, en cykel, og en trillebør med fladt dæk. Langs den ene side af hangaren står containere proppet med udstyr og verdens største privatbyggede ubåd, Nautilus. Et gammelt projekt, der vidner om, at her sker store ting. Langs den anden side står rækker af træer, et med en forladt fuglerede.

08:00 Ved første øjekast ligner hangaren et uoverskueligt rod af værktøj og metaldele. Nymalede raketter står sammen med halvfærdige rumkapsler i råt jern. I en kapsel er en nøgen dukke sænket ned ved hjælp af kæder fra loftet. Længere inde i værkstedet er der fyldt med maskiner som båndsav, pladeskærere og svejseapparater. I midten af rummet troner en 16 ton grøn drejebænk fra 1941, der kan dreje emner på 1,30 meter i diameter. Og ved siden af den kæmper halvanden meter brede aluminiumsrør om pladsen sammen med meterhøje raketmotorer og stativer til værktøj.

1. Raketudtryk for antænding af en lille mængde brændstof i trykkammeret, før der åbnes for brændstoftankens hovedventil

Her er koldt, og ikke meget lys slipper ind gennem den grønne bevoksning, der ligger som et tykt lag på rækkerne af de små vinduer i plexiglas. Men ved et tryk på lyskontakten tænder fire rækker lysstofrør. Kristian slår hætten tilbage på sin kedeldragt, blotter sin skaldede isse og går hen til værkstedets lille tekøkken. Han tænder vandvarmeren og laver en kop kaffe.

08:11 I et lille nyindrettet kontor under hangarens buede loft sidder Kristian og tjekker mail. Omgivet af billeder af astronauter fra Apollo-programmet, modeller af CS’ raketter og en stor Lego-model af rumfærgen mailer han sammen med en amerikansk samarbejdspartner, der bygger en rumdragt til CS. Men i dag sidder Kristian ikke længe ved computeren.

I ‘hans ende’ af værkstedet – rumkapselafdelingen – lige ved indgangen, ligger nemlig skinnende laserskårne metaldele til at bygge en konisk kapsel med en diameter på 64 centimeter. Den første CS-kapsel, der har potentialet til at nå rummet om bord på en 9 meter høj raket, Heat 2X, der ligger i den anden ende af HAB. Delene til kapslen ligger klar sammen med farverige plantegninger: »Det er som at gå i gang med et stort Meccano-byggesæt, hvor alt passer perfekt sammen. Elsker det,« fortæller Kristian.

Tre yngre mænd træder ind i HAB. Den ene er ingeniørpraktikant Sylvester Szöllösi fra Aarhus Universitet, en lille fyr med sort hår og runde briller. De to andre er Danny og Mathias, praktikanter fra Maskinmesterskolen i København. Det er anden gang, Danny og Mathias er i HAB, men de har hurtigt lært at pakke sig ind i store kedeldragter.

09:45 Under instruktion fra Sylvester skærer Mathias og Danny 12 meter lange firkantede jernrør i mindre stykker. De skal bruges til at bygge en flammedeflektor til teststanden VTC-3, der ligger nogle hundrede meter fra HAB, hvor CS’ største raketmotorer bliver afprøvet. Flammedeflektoren skal dreje udstødningen fra motoren 90 grader og fordamper 250 liter kølevand i sekundet for at undgå at brænde i stykker.

»Det er faktisk lidt mindre, end hvad ESA (Den Europæiske Rumfartsorganisation, red.) anbefaler, men bruger vi for meget vand, så dæmper vi lyden, og vi elsker det høje drøn. Vi lever faktisk af det,« griner Sylvester og går i gang med at rense en drejebænk i værkstedet.

11:20 En mand med regndråber dryppende fra sin kasket og vandperler i skægget træder ind i værkstedet. Manden er Claus Nørregaard, en af Peter Madsens gamle bekendte, fra dengang han byggede ubåde. Claus er gørtler og fænomenal til metalarbejde. Han har dårlige nyheder med. Tyveknægte har suget 2.000 liter diesel op af tankene på raketbyggernes skib Vostok, der ligger fortøjet i en af kanalerne i Københavns Havn.

Kristian og Claus diskuterer problemet, og Claus går ud i værkstedets tekøkken og tager en kop kaffe. ‘Køkkenet’ befinder sig kun tre meter fra, hvor praktikanterne saver i tunge jernbjælker. Det består af en vask og en tre meter lang melaminplade på et jernstativ. To store dåser på bordet vidner om raketbyggernes vigtigste behov: håndrens med slibemiddel og Nescafé.

Claus åbner en af skabslågerne i overskabet for at tage et kaffekrus. På lågen er klistret et billede fast af en mus på vej mod osten i en musefælde. Under billedet står der: ‘Advarsel – Endlösung iværksat’.

11:35 En af CS’ fire kvinder ud af et samlet hold frivillige på 55 personer træder ind i HAB sammen med raketbygger Peter Madsen. Ditte gad ikke længere være arbejdsløs og søgte om praktikplads i HAB. Nu svejser hun, nitter brændstoftanke, gør rent og laver mad.

Peter opfører sig straks som en narkohund, der er sluppet løs i værkstedet. Han snuser rundt overalt og snakker med alle. Han lever i en slags Apollo-verden, i en koldkrigstid, og spørger drillende: ‘Er der nogen kommunister her?’

11:44 Mathias og Danny har samlet sig omkring Sylvester for at skitsere flammedeflektoren på en tavle i det fælles kontor ved siden af værkstedet. Kontoret hedder Mission Control, fordi det er kontrolcenter, når CS tester raketmotorer bag HAB. Mellem billeder af Saturn-raketten og historiske raketbyggere og astronauter hænger en plakat af Tintin på Månen, et Krølle Bølle-flag fra Bornholm, og på en hylde står en tro kopi af Saturn-raketten i plastic. Al ‘indretning’ vidner om, at skæve ideer gror godt.

Over to lange borde langs væggene er der reoler med bøger om raketbrændstof og rumskibsdesign, og på bordene står rækker af computere omgivet af ledninger, loddekolber og andet teknisk isenkram.

Praktikanterne står med ryggen til et søkort over Bornholm. Tuschstreger på kortet illustrerer et muligt raketangreb fra midt i Østersøen på Sydsverige og Polen. Tegneren har forventet et modangreb fra en polsk armada og har tydeligvis ikke tiltro til præcisionen af CS’ raketter. De laver et par saltomortaler, før de finder deres kurs.

1. Nasa-kommando, der gav tegn til at sætte gang i brændstof- og turbinepumper på raketmotoren

11:50 Aktiviteten stiger i HAB. Claus, Kristian og Peter diskuterer højlydt, hvordan de bedst bygger en flydende affyringsplatform til affyring af to små raketter kaldet Mini-LES. Raketterne var planlagt til at flyve over Sejerøbugten i dette efterår, men ombygningen af den motoriserede affyringsplatform Sputnik har trukket så meget ud, at en ny løsning skal findes.

11:55 På et hvidt bord skitserer de tre lynhurtigt, hvordan en platform kan flyde på tre olietønder. Ideen er at trække platformen ud til havs med en motoriseret gummibåd. Udgangspunktet er en plan, som Kristian har haft længe, hvor platformen flyder på tre tomme olietønder. Bag HAB finder de en gammel sprittønde, og straks hiver de jernbjælker frem og skærer dem i stykker med en vinkelsliber, så gnisterne står til alle sider. Imens slæber Mathias og Danny 12 meter lange jernbjælker ind i HAB med et hejsespil på hjul og skærer dem i mindre stykker. Larmen er øredøvende, og folk bruger høreværn. Lugten af brændt jern breder sig.

12:32 Ditte er kravlet ind i et aluminiumsrør og renser rørets vægge med ethanol. Røret er en brændstoftank til raketten Heat 1600. Tanken hviler på et sæt gummihjul, så Ditte kan dreje den som en trædemølle, mens hun arbejder. Et sæt høretelefoner over hendes lange lyse hår holder vinkelslibernes larm ude af hovedet og musikken inde.

12:41 Peter Madsen har hængt sin camouflagejakke over en gammel raketmotor og går nu rundt i en tynd sort kedeldragt, der holdes tæt til livet af et elastikbælte. Han er tydeligvis irriteret. En unbrakonøgle ligger ikke på sin faste plads. Efter et par minutters søgen finder han nøglen og begynder at spænde toppen på motoren til Heat 2X. I dag vil han montere trykluftsventilerne, der skal åbne og lukke for tilførslen af flydende ilt.

»Læg mærke til, hvor stor ventilen til den flydende ilt er,« siger Peter og leder tankerne hen på fuseren i 2010, hvor en frossen ventil ikke ville åbne.

13:01 Larmen fra save, vinkelslibere, drejebænke og boremaskiner overdøver nu ethvert forsøg på snak i værkstedet. Maskinerne og menneskene er de eneste kilder til varme i hallen, hvor porten er helt åben og lukker lidt regn ind.

14:11 Den flydende platform til mini-LES-raketterne tager form. Claus og Kristian har arbejdet flere timer stort set uden at sige et ord. Men nu snakker de. De holder kaffepause og diskuterer, hvilken skrotplads der kunne tænkes at ligge inde med tønder til platformen.

16:05 Claus og Kristian rydder op, før Kristian går ud på den mørke parkeringsplads og sætter sig i Seaten for at hente børn. Claus fejer omhyggeligt gulvet i den ene ende af HAB, mens Ditte tryller med frisk pasta, kylling og champignoner i det lille tekøkken.

Maden bliver serveret i Mission Control og er til hende og Peter, men Claus drister sig til at stjæle af Peters tallerken, mens han snakker i mobiltelefon. Peter er ligeglad, men de to kender også hinanden som et gammelt ægtepar – de har kendt hinanden siden 2003, hvor de arbejdede dag og nat i to et halvt år på at bygge en 12 meter lang ubåd ved navn Kraka.

1. Nasa-udtryk for kommando om at slutte hovedmotoren – main engine cutoff

17:01 Foran HAB holder 17 biler nu parkeret. De frivillige har fået fri fra arbejde og har nu overtaget hangaren. De falder groft sagt i to grupper: de brede metalarbejdere i blå overalls og de mere spinkle elektronikfolk i hverdagstøj. Metalarbejderne er her for at tage del i svejsningerne på Heat 1600, rumkapslerne og fortsætte Peters arbejde med at installere ventiler på raketmotoren til Heat 2X. Mandag er nemlig arbejdsdag for Peters gruppe af folk, Taskforce 1600. Elektronikfolkene er her for det faste mandagsmøde. De fleste arbejder nemlig hjemme, så mødet er afgørende for at koordinere arbejdet på Heat 2X.

17:13 »Slib knive og gafler. Så er der serveret,« lyder det fra en mand med halvlangt sort hår, hvor en tjavs hænger ned over et par briller med kraftig sort kant. I Mission Control er et bord fyldt med foliebakker med mad, og folk summer om maden som fluer om et stykke kød, mens de diskuterer de danske IC4-tog.

17:22 Ingeniørpraktikant Sylvester her er stadig. Han forundres over den dedikation, han oplever hos de frivillige: »I Aarhus var jeg med i en masse ungdomsarbejde og åbnede blandt andet en café for unge, men jeg har aldrig oplevet den samme entusiasme for projektet som i CS. Måske var vores mål i Aarhus for uklart.«

Ingen i CS får løn for arbejdet, men Sylvester fortæller, hvordan Peter og Kristian har en unik evne til at inspirere deres folk, så de dukker op dag efter dag til langt ud på natten: »Det er, fordi drømmen er så stor. I CS er man med i et eventyr. Vi skal i rummet. Den ledestjerne formår de her to meget karismatiske folk at få til at lyse klart både dag og nat.«

For Sylvester har de seneste måneder været en stor rejse. I begyndelsen frygtede han at hænge over drejebænkene med en svejsemaskine i hånden, men opdagede, at der også var plads til designopgaver og management. I dag styrer han praktikanterne og sætter nye i gang. Men i næste måned slutter hans praktik. I Aarhus vil han starte en underafdeling af CS, der skal være en slags hvervekampagne.

Omkring kapslen til Heat 2X står to eksperter fra DTU Space og diskuterer, hvilke dele af kapslen der bliver mest varme ved reentry. De snakker om, hvor ledninger til kameraer og antenner skal løbe, og hvordan de undgår, at kapslens oppustelige flydeelementer bliver for varme.

18:18 Halvt inde i en af brændstoftankene til Heat 1600 står en af Peter Madsens barndomsvenner, Thomas Pedersen, der har bygget raketter fra barnsben. Han har travlt med at opmåle tankene og de lameller, der skal forhindre væsken i at vælte voldsomt frem og tilbage. Mål fra en skydelære og målebånd bliver til streger i en tegning på en bærbar computer. Tegningen skal sendes videre til elektronikudvikler Flemming Nyboe, der skriver programmet til at styre raketten og derfor skal kende alle detaljer til f.eks. at udregne massemidtpunkt og inertimoment: »Tja, det er jo lidt typisk for CS, at vi først bygger raketterne, og så laver vi tegningerne bagefter. Vi gør det lidt for tit efter mit hoved.«

18:29 Peter Madsen har taget en pause fra arbejdet på Heat 2X og står med en flok omkring sig og fortæller om planerne for opsendelsen af de to mini-Les-raketter. Emnet skifter, og Peter fortæller, hvordan han skal til Malaysia og undervise studerende i raketteknologi. Han er bange for at misse sit fly, og folk diskuterer, om det er muligt at hoppe op i hjulbrønden på flyet og overleve, hvis man iførte sig den rumdragt, som er ved at blive udviklet af amerikanerne til CS.

1. Udtryk for det højeste punkt en raket når i sin bane, før den vender tilbage mod Jorden

18:31 HAB er nu fyldt af over 20 mennesker. To unge går rundt og snakker med Sylvester. Den ene er en studerende på maskinmesterskolen, der bare er ‘dødtræt af at glo ind i bøgerne’. Den anden er fra Californien, men kom til Danmark for at være projektleder på akvarierne i Den Blå Planet. Men hvorfor hjælpe CS?

»Hvem vil ikke gerne bygge en rumraket,« lyder svaret prompte. Deres første opgave i HAB ligner en tålmodighedstest. De skal banke rusten af et skrummel af et elektronikskab, slibe det ned og male det, fortæller Sylvester. »No worries,« lyder svaret.

19:11 Udviklingsmødet går i gang i kontoret på første sal, hvor 15 mand har klemt sig ind. De fleste må sidde på gulvet. Eksperter fra DTU Space er mødt frem, blandt dem en spinkel mand med lang hestehale og briller, Bo Brændstrup, der til daglig arbejder med telemetri og mikrobølger. I midten af rummet sidder Flemming Nyboe, der nærmeste har fået heltestatus i CS, efter at han udviklede styresystemet til dette års raket ‘Sapphire’, der fløj perfekt lodret. Peter Madsen har tilkæmpet sig en kontorstol, og fra en lille sofa i hjørnet indleder elektronikudvikler Steen Andersen mødet.

En infernalsk larm fra vinkelslibere og boremaskiner trænger gennem de to lukkede døre og vinduer til kontoret. Larmen får folks ansigtsmuskler til at spændes i et forsøg på at høre hinanden, og folk rykker så tæt sammen, at næsten al ledig gulvplads i rundkredsens midte forsvinder.

20:31 Udviklingsmødet på første sal er stadig i gang, men Peter har forladt det, fordi hans punkt på mødet var slut, og nu arbejder han videre på Heat 2X sammen med to mekanikere. De to nye frivillige sliber stadig på det ramponerede elskab, og Peter ser sit snit til i stedet at involvere dem i arbejdet med lamellerne til tankene i Heat 1600. Lamellerne skal skæres ud af aluminiumsplader og nittes fast, fortæller Peter, der viser dem hen til en halvanden meter lang pladesaks, der ligner noget fra en guillotine i Frankrig. »Ja, den er nok snart 100 år gammel. Men den virker fint,« forsikrer han.

Peter tager en pause og går til indgangsdøren og kigger ud i natten. Udenfor støvregner det stadig, og de aflange, mosbegroede vinduer i HAB lyser svagt ud i aftenskumringen. Den omsluttende stilhed bliver kun afbrudt fra tid til anden af maskinernes larm i værkstedet, der trænger ud på parkeringspladsen.

Peter kigger op mod skydækket, der skjuler stjernerne, og tænker højt: »Vi får hele tiden besøg af nye folk, og udfordringen er ikke mandskab, men ledelse. Vi har en akut mangel på ledere til at holde folk beskæftiget. Ofte kører den sidste bil først hjem langt efter midnat. Vi er simpelthen raketværkstedet, der aldrig sover,« siger han.

I december i år begyndte CS at flytte til en tre gange så stor hal kun et stenkast fra HAB.

Hermed slutter vores historiske ’julekalender’. Hensigten har været at give et indtryk af den utrolige rigdom af teknologi- og samfundshistorie, der gemmer sig i de gamle årgange af ingeniørbladene.

Anledningen er, at vi nu har igangsat den første fase af vores digitaliseringsprojekt, som om et halvt års tid vil gøre det muligt for enhver at dykke ned i disse og utallige tilsvarende historier fra vores nære fortid – foreløbig fire tidsskrifter fra perioden 1892 til 1940.

Hovedparten af juleeksemplerne har vi plukket fra artikler i det oprindelige Ingeniøren, men også Ingeniør & Bygningsvæsen og Ingeniørens Ugeblad har bidraget.

Og lad os så få svaret på gårsdagens spørgsmål:

Vi bragte kronikken om teknikken og julehyggen den 22. december 1967.

Her finder I alle 24 julehistorier: