Det moderne samfunds succes skyldes specialisering, arbejdsdeling, opdeling i de former for delrationalitet, som knytter sig mangfoldigheden af forskellige sociale funktioner.
Videnskaben står der som en af dem med sine kriterier for at skelne mellem sandt og falskt i videnskabelige forstand.
Videnskaben om vor naturlige omverden er presset af det omgivende samfund. Fx er den gået delvist under for økonomien, hvor kravet om at minimere distancen mellem forskning og faktura har gjort sit indhug i den videnskabelige autonomi, med det resultat at kun den forskning, der bidrager til den økonomiske vækst, respekteres og fremmes internt og eksternt.
Videnskaben om økonomien er fx også selv gået under for økonomi, blandt andet resulterende i det, som A. N. Whitehead beskrev under betegnelsen ”malplaceret konkretisering”, senere videreudviklet af Herman E. Daly; Forestillingen om, at kapital, målt i pengeværdier, dvs. værdi i snæver økonomisk forstand, kan erstatte det økonomiske systems eksterne mulighedsbetingelser, og om at det således er om at maksimere omsætningen i enhver forstand, for at “at få råd til at tage sig af også de uheldige konsekvenser af den økonomiske omsætning”, har grebet videnskaben om økonomien, således at man i dag stort set over hele linjen nægter at se det selvnegerende aspekt i dyrkelsen af de kriterier for succes, som gælder i snæver økonomisk forstand.
Den abstrakte økonomiske værdi, væksten målt i penge, beskrives blindt og alt for økonomisk som forudsætning for det at kunne kompensere for de uheldige konsekvenser af omsætningen i økonomisk forstand. Den konkrete anvendelse af det abstrakte er malplaceret.
Kombineret med det videnskabelige forsigtighedsprincip har videnskaben selv givet carte blanche til omverdenens selektive omgang med beskrivelserne af fx omfanget af og prognoserne for den globale opvarmning.
De skrappe videnskabelige kriterier for sandhed, hvor intet er absolut sandt, men højest sandsynliggjort, fordi alt, hvad der har med den konkrete virkelighed og natur at gøre, højest kan gøre sig forhåbninger om at blive beskrevet på måder der lader sig falsificere, hvis de endnu ikke er blevet det.
Klimaskeptikerne har nidkært benyttet sig af enhver usikkerhed med argumentet om, at ulykkerne og sammenhængen mellem den måde homo economicus udfolder sig på og den underminering af vore livsbetingelser, som vi taler om fx i forbindelse med global opvarmning, er der, og at ingen er skyldig, før det modsatte er bevist.
Det eneste, som kan bevises hvad virkeligheden angår, er, at beviset aldrig følger af den strenge videnskab, i den form som de vil bøje sig for. For kun den analytisk deduktive slutning følger med logisk nødvendighed, hvor naturvidenskaben og alt det sociale i sit udgangspunkt er induktivt.
Det er til at græde snot over hvor selvnegerende og inkompetent det moderne menneske er inden for netop den disciplin, som der i den grad er blevet brug for i takt med menneskets succes; Den succes, som skyldes funktionsdifferentieringen og arbejdsdelingen, er gigantisk, men konsekvenserne af samme succes truer selv samme succes, således at vi mere end nogen sinde før har brug for en forpligtende overordnet rationalitet, der på hensigtsmæssig vis kan afveje og proportionere effekter og delaspekterne af udviklingen, konsekvenserne for menneskets livsbetingelser.
I stedet så vælter delrationaliteterne deres autistiske og pladderoptimistiske budskaber ud over det sociale landskab, så der kun efterlades lidt håb for fremtiden.
Trangen til at råbe nytårstorsk og pladderhoveder af elendigheden er påtrængende, men næppe mere konstruktiv end pladderoptimisternes, problembenægternes fjollede hurraråb. Skål og velkommen lyder det i kor. Det er en noget speget fornøjelse at deltage i festen. Men skål alligevel!
