Monthly Archives: December 2013

Dybt nede i mudderet under havbunden udgør arkæer en stor del af det mikroskopiske liv. De encellede organismer er en helt separat livsform, som er ukendt for de fleste.

Forskere ved Center for Geomikrobiologi ved Aarhus Universitet, som ledes af Bo Barker Jørgensen, har som de første i verden kortlagt arvematerialet i fire arkæceller hentet op fra mudderet i Aarhusbugten. Derved er de kommet frem til, at arkæer spiller en vigtig og hidtil ukendt rolle i Jordens kulstofkredsløb ved at nedbryde proteiner.

Anført af Karen Lloyd fra University of Tennessee i USA, som i to år var tilknyttet Center for Geomikrobiologi, har Aarhus-forskerne offentliggjort deres resultat i Nature.

Livet på Jorden inddeles i tre livsformer: Bakterier er encellede mikroorganismer uden cellekerne. Planter, dyr og svampe består derimod af eukaryote celler, der indeholder en cellekerne. Arkæer har som bakterier ingen cellekerne og er encellede organismer, men de biokemiske egenskaber minder om dem, man finder i den eukaryote celle.

Det var først i slutningen af 1970’erne, at man opdagede, at arkæer er en separat livsform forskellig fra bakterier.

Arkæer kan bl.a. findes i ekstreme miljøer som varme kilder. Inden for de seneste år er man blevet klar over, at arkæer også udgør en stor del af havbundens mikroorganismer. Ifølge Bo Barker Jørgensen er det et realistisk skøn, at arkæerne er den gruppe organismer med flest individer i verden.

I dna’et fra arkæerne fandt forskerne gener, som koder for enzymer, der bruges til nedbrydning af proteiner. Efterfølgende kunne de vise, at jo mere protein, der blev tilført prøver med arkæer, des mere bliver nedbrudt. Dermed er de nu overbeviste om, at arkæer spiller en vigtig rolle i havbundens økosystem.

Postdoc Dorthe Groth Petersen, der er medforfatter på artiklen, kalder beskedent resultatet for en lille brik i forståelsen af det marine økosystem. Brikken er dog vigtig, da den er med til at opklare mysteriet om, hvordan mudder-arkæer lever, hvilket man intet kendskab havde til tidligere.

Hvordan kan det være, at bjergkæder som Appalacherne i USA og Ural i Rusland har eksisteret i flere hundrede millioner år og dermed er langt over deres estimerede levetid? Det spørgsmål har geologerne undret sig over gennem lang tid.

David Lundbek Egholm og Mads Faurschou Knudsen fra Aarhus Universitet samt Mike Sandiford fra University of Melbourne i Australien har nu fundet svaret.

Store bjergkæder opstår i forbindelse med tektoniske bevægelser, hvor materiale fra undergrunden skubbes op. I områder, som bliver tektonisk inaktive, vil erosion forårsaget af vand i floder slide bjergene ned til grunden i løbet af en snes millioner år. Det er den forudsigelse, som følger af den gængse stream power-teori, der antager, at bjergene nedbrydes i en langsom, jævn proces.

Det har derfor været et mysterium, hvordan bjerge eksempelvis på Sri Lanka kan holde sig opretstående meget længere på trods af store brusende floder.

David Egholm og Mads Faurschou Knudsen forklarer nu, at der er et meget mere kompliceret samspil mellem erosion i form af stenskred og erosionen, end stream power-modellen antager.

Jordskreddenes magi

Stenskred påvirker bjergenes erosion på to måder. På den ene side beskytter de flodbunden mod yderligere erosion ved konstant at fylde nye jord- og stenlag op. På den anden side kan jordskredene tilføre de materialer, som i strømmen kan øge erosionen.

‘Magien’ opstår så at sige, hvis jordskreddet konstant bevarer jordlagene, samtidig med at det eroderer visse dele af bjergterrænets bund. Den kombination forlænger ifølge de to forskere bjergenes levetid, skriver Aarhus-forskerne i en artikel i Nature.

De har taget udgangspunkt i fysiske teorier for, hvordan småsten kan hvirvles op i vandet og transporteres et stykke vej for derefter at falde ned på bunden igen, og hvor megen energi, stenene overfører til underlaget under sammenstødende. Alt dette har de indpasset i en geologisk model, der tager højde for den tidslige udvikling.

Analysen viser mere specifikt, at kombinationen af jordskred og flodstrømning betyder, at en bjerghøjde af 2 kilometer kan opretholdes i mere end 200 millioner år, mens det kun kaster godt 20 millioner år af sig, hvis man bruger en model, der udelukkende tager flodens erosion i betragtning.

Hvis det ikke var, fordi datahastigheden i optiske fibre gennem det seneste kvarte århundrede var øget mere end 10.000 gange, ville internettet for længst være bukket under.

I år har forskere fra Boston University i USA i samarbejde med den danske producent OFS-Fitel i Brøndby i Science præsenteret en ny mulighed for at mangedoble kapaciteten af dataoverførsel, så vi også i de kommende år kan opleve stærkt øget kapacitet.

Da fiberen er produceret og videreudviklet i Danmark kvalificerer det forskningsresultatet til at kunne indgå på listen over årets største danske forskningsresultater.

Ideen er at udnytte muligheden for at sende flere forskellige signaler gennem fiberen på forskellige bølgetyper, der adskiller sig fra hinanden ved at have et forskelligt impulsmoment eller orbital angular momentum (OAM).

Det er en teknik, der tidligere er udnyttet i andre sammenhænge med lys og også i forbindelse med radiobølger. Men det er en mulighed, som man ikke hidtil har anset for praktisk anvendelig i optiske fibre, da uperfektheder i fibre vil blande signalerne sammen og derfor i kommunikationsterminologiens fagudtryk vil give anledning til krydstale.

Siddarth Ramachandran fra Boston University har lavet oplægget til en optisk fiber, som minimerer koblingen mellem signalerne.

Venstre- og højredrejet lys

Poul Kristensen fra OFS-Fitel har været med til at optimere det foreslåede design og har fremstillet fiberen i Brøndby. OFS-Fitels danske afdeling har udspring i NKT’s lyslederproduktion, som blev påbegyndt omkring 1980.

En fiber med en længde på 1,1 kilometer er efterfølgende blevet afprøvet i en forsøgsopstilling.

Fiberen er bl.a. blevet brugt til at overføre et signal på 1,6 terabit/s ved at benytte ti bølgelængder, to OAM-bølgetyper (henholdsvis en venstredrejet og højredrejet snoning af lyset) og et avanceret modulationsformat, der kendes som 16-QAM (kvadratur amplitude modulation).

Måden til at undgå krydstale på er et særligt design af brydningsindeksvariation i fiberens kerne. Poul Kristensens fiber har som normale optiske fibre et højt brydningsindeks i centrum. Det er omgivet af en ring med et lavere brydningsindeks og endnu en ring med en højere brydningsindeks. Uden om den sidste ring findes kappen med et konstant lavt brydningsindeks.

Anvendelse af OAM-bølgetyper til at overføre meget høje datahastigheder i fibre kræver altså en helt ny form for optiske fibre. Det er ikke muligt at anvende med de fibre, som allerede er i drift.

Poul Kristensen vurderer, at OAM-teknologien i første omgang kan være interessant i store datacentre, hvor der skal overføres meget høje datahastigheder over afstande, og hvor der allerede i dag er pladsproblemer med at installere flere kabler.

Eske Willerslevs Center for Geogenetik ved Københavns Universitet er noget nær verdensmestre i analyser af ældgammelt dna. Hvert år fremlægger forskerne ved centeret nye resultater, som rokker ved tidligere accepteret viden og bringer nye hårde fakta om udviklingshistorien på Jorden til veje.

På en konference i USA kunne Eske Willerslev i oktober berette, at dna-analyser af en dreng, der døde for 24.000 år siden, viser at en tredjedel af den amerikanske indianeres arvemasse kommer fra Europa, så disse ikke udelukkende har arvemasse, der stammer fra Østasien, som det tidligere var formodet.

Dette forskningsresultat blev dog først offentliggjort af Nature efter vores skæringsdato 15. november, så det kan ikke komme i betragtning til Videnskabens top-5 i år.

Det kan derimod en analyse af en 700.000 år gammel hesteknogle foretaget af Ludovic Orlando fra Eske Willerslevs center.

Knoglen blev fundet i 2003 i et permafrostlag ved Thistle Creek i Yukun-territoriet i Canada tæt ved Alaska. Netop fordi knoglen har ligget gemt i den ekstreme kulde, er dna-materialet så velbevaret, at forskerne har kunnet sekventere genomet.

Hestens forfader er endnu ældre

Analysen, der er fremlagt i Nature, imponerer ved at give en rekord for kortlægningen af et fuldt genom. Hestens genom er næsten ti gange ældre end den tidligere genomrekord, som tilhørte Denisova-mennesket, der var en fjern af slægtning af neanderthalerne.

Forskningsresultatet rykker også afgørende ved vores viden om hestens udviklingshistorie.

Ved at sammenligne genomet med et genom for en hest, der levede for 43.000 år siden, en nulevende Przewalski-hest og et æsel har Ludovic Orlando og co. fundet, at den seneste fælles forfader til hestefamilien (Equus) levede for 4-4,5 millioner år siden. Det er dobbelt så lang tid siden, som man tidligere har vurderet.

Forskerne har også påvist, at størrelsen af hestepopulationen har varieret betydeligt de seneste to millioner år – ikke mindst under store klimaforandringer.

De har desuden kunnet fastslå, at Przewalski-hesten, som er den eneste ægte vilde hest tilbage i verden (vilde heste i Australien og andre steder er i virkeligheden domesticerede heste, der er undsluppet), ikke er blandet med domesticerede heste.

Analysen viser, at Przewalski-hesten og de domesticerede heste skiltes ad for mellem 38.000 og 72.000 år siden.

En stor del af Wikipedias fremtid er knyttet til sprogene i udviklingslandene, forklarer internetleksikonets stifter Jimmy Wales i den tredje del af et stort interview, som blev foretaget i begyndelsen af december, da han var i København for at deltage i en international konference og modtage en Unesco Niels Bohr Guldmedalje for Wikipedias bidrag til en Åben Verden.

Du har tidligere erklæret, at du ønsker mindst 250.000 artikler på ethvert sprog, der tales af mere end en million mennesker – dem er der omkring 350 af. Hvordan går det med den målsætning?

»Vi oplever i dag vækst visse steder, men ikke i alle lande. Det går rigtigt godt i Sydøstasien, og langt om længe ser vi også en vis vækst i afrikanske sprog. Men der er stadig tale om meget små sprogversioner i Afrika.«

»Men der er her, fremtiden er for os. Den næste milliard brugere, der vil komme online inden for de næste 5-10 år, vil for størstedelens vedkommende bo i udviklingslandene.«

Hvilke udfordringer giver det Wikipedia?

»Vi skal bl.a. tænke mere over, hvordan folk kommer online. Det sker på mobile enheder, som giver os udfordringer – ikke mindst i forbindelse med redigering af artikler. Det vil altid være svært at redigere artikler på en iPhone, men på tablet-computere kan vi nok finde ud af at give en god oplevelse. Jeg redigerer nogle gange selv Wikipedia-artikler fra min iPad. Det fungerer nogenlunde i dag, men det kunne sikkert blive bedre.«

Det er måske overraskende for mange, at du selv redigerer artikler. Hvor lang tid bruger du på det?

»Sandsynligvis mere end jeg burde. «

Kan du være mere specifik?

»Størstedelen af min tid bruger jeg på at diskutere med Wikipedia-community’et, og så redigerer jeg lidt ind i mellem – nærmest lidt for sjov. I dag lavede jeg eksempelvis en tilføjelse til en artikel om en komiker – jeg har faktisk lige glemt hans navn – hvorom jeg havde modtaget en oplysning. Det er ofte små ting som det, men iblandt er jeg mere ambitiøs. Det afhænger af min tid.«

To millioner donerer penge hvert år

Wikipedias økonomi er baseret på frivillige donationer. Det ser ud til at fungere relativt smertefrit. Hvad er jeres hemmelighed?

»Traditionelt samlede vi penge ind ved en årlig indsamling ved årets slutning. Vi er nu blevet mere sofistikerede. Det betyder, at vi er blevet i stand til at indsamle større beløb med brug af færre bannere. Vi har eksperimenteret lidt med nye design for at øge virkningen, men vi hjælpes også af, at mange er villige til at bidrage år efter år.«

»Vi har nu skiftet strategi til indsamling hen over året, så en bruger vil se fem bannere i løbet af et år. Det indbringer en tredjedel af vores budget, før den traditionelle årlige efterårskampagne begynder. Vi tror derfor på, den vil blive kortere og mindre ‘forstyrrende’ end tidligere.«

»Det ser ud til, at I har fundet opskriften på at drive en nettjeneste, som det ikke lykkes med for aviser?

Vi har omkring 500 millioner brugere om måneden og årligt omkring to millioner, der giver donationer. Det er det store volumen, som er grundlaget for vores model.«

»For internetaviser, som baserer sig annonceindtægter eller delvis betaling for indholdet, er der ligeledes et incitament at blive stor meget hurtig. Det kan derimod være svært for lokale aviser at skaffe indtægter. Det bekymrer mig faktisk, for de er vigtige. Jeg er ikke sikker på, hvordan markedet vil udvikle sig, men det bliver spændende at følge.«

»Et andet forhold for Wikipedia er, at vores omkostninger er lave, fordi vores model kan fungere ved, at det er frivillige, som skriver. Journalistik er anderledes.«

Jimmy Wales forklarede mere om problemerne med at drive journalistik baseret på frivillig arbejdskraft i anden del af interviewet.

Læs også første del af interviewet her:

Da vi som en sommerspøg på ing.dk opfordrede læserne til at indsende deres bud på den bedste eller værste ingeniørløsning, de længe havde set, havde vi på redaktionen ikke lige forestillet os, at billedgalleriet skulle blive årets mest læste artikel i 2013. Men det blev det.

At store containerskibe med Maersk malet på siden har en dragende virkning på teknisk interesserede læsere, er mindre overraskende, men det afspejles også tydeligt på listen nedenfor, hvor vi har samlet en top-20 over de artikler, der fik flest klik i årets løb.

Mobiltelefoner med antenneproblemer var også et stort læserhit først på året, og sagaen om de mange forsøg på at dyrke karse under større eller mindre grad af bestråling fra mobiltelefoner, wifi-routere m.v., har de fleste vist i frisk erindring. Ellers har du her muligheden for at læse eller genlæse årets læserfavoritter her:

1. Fotokonkurrence: Se flere spøjse ingeniør- og håndværkerløsninger
2. Tusindvis af turboer brænder af i franske dieselmotorer
3. Se Majestic Mærsk ligge ved Langelinie
4. Her er antennedommen over ni populære mobiltelefoner
5. Se Emma Mærsks motor skilt ad
6. Ny undersøgelse: Antenner i smartphones er gået fra dårlige til chokerende ringe
7. 16 meter vand i maskinrum på Emma Mærsk
8. Folkeskoleelever vækker forsker-opsigt: Mobilstråling forhindrer karse i at spire
9. Opråb fra forsker: Solceller er den mest klimaskadelige grønne energiform
10. 12 volt og mikrovindmølle sparede 85 procent på elregningen
11. Sådan kommer Danmarks nye højhastighedsbane til at se ud
12. Her er matematikprøven som danske akademikere ikke kan løse
13. The Simpsons er propfyldt med matematik
14. Apple patenterer ny type vindmølle: iMølle på vej?
15. Derfor holder vi fast i 50 Hz og 25 kV, når jernbanen skal elektrificeres
16. Ny solcellevejledning: Tagkonstruktionen SKAL forstærkes
17. Kraftspænding fra nødgenerator smadrede elektronik i hel bydel
18. Ny test: Kun to ud af syv varmepumper fortjener A-mærket
19. Kæmpe succes: Raket fløj lodret over otte kilometer
20. Her er supertogene, der kan køre København-Aalborg på 3 timer

Artiklen stammer fra Danske Maskiningeniørers jubilæumsmagasin

I en fabriksreception på Nordfyn står et gammelt monstrum af en sprøjtestøbemaskine med fabrikantnavnet Negri Bossi & Co påtrykt på den irgrønne overflade.

Den italienske maskine er det første, der møder en, når man træder ind ad døren til Bogense Plast, men der ligger ikke noget underliggende symbolsk budskab bag, forsikrer Per Grunddal Jørgensen. Maskinen tilhørte bare en underleverandør, som den danske virksomhed engang opkøbte.

En ‘museumsgenstand’ nøjes den tekniske direktør og medejer med at kalde den. Og efter rundvisningen i plastfremstillingsvirksomhedens 2.500 kvadratmeter store produktionshal giver Per Grunddal Jørgensens prædikat efterfølgende fin mening.

Årtiers automatisering

Museumsgenstanden ville nemlig på ingen måde passe ind i det produktionsmiljø, der gemmer sig inde bag receptionen og administrationslokalerne. Her har Bogense Plasts betragtelige maskinpark af standard-sprøjtestøbemaskiner i løbet af de seneste 25 år fået selskab af den ene automationsteknologi efter den anden.

Fra specialmaskiner over traditionelle traversrobotter til frit programmerbare industrirobotter. 50 maskiner kontra 28 robotter af den ene eller den anden art lyder totalen på.

På overfladen fremstår den nordfynske fremstillingsvirksomhed dermed som et mikrokosmisk billede på de foregående to-tre årtiers automatisering af det industrielle Danmark, hvor konkurrencen fra udlandet og for høje lønandele har fået stadigt flere virksomheder til at forsøge at automatisere sig ud af dødvandet.

Maskiningeniør Per Grunddal Jørgensen har været med hele vejen. Fra den første automationsløsning i 1989 til 2013, hvor Bogense Plast overvejer at hoppe med på den næste bølge inden for industrirobotter: robotten som produktionsmedarbejderens kognitivt intelligente nye kollega. Mere om det senere.

Næstbedste år for robotter

Bogense Plast er langtfra den eneste danske produktionsvirksomhed, hvor maskiningeniørerne har måttet vænne sig til at betjene robotter i næsten lige så stor udstrækning, som de betjener sprøjtestøbemaskiner, valsepressere og dieselmotorer.

Efter et langt tilløb op gennem 1990’erne og første halvdel af 00’erne er der tegn på, at dansk industri efterhånden er begyndt at omfavne den lige dele berømmede og berygtede industrirobot. Tal fra robotnetværket DIRA viser, at 2012 tegnede sig for det næstbedste salg af robotter herhjemme nogensinde med 503 solgte enheder – kun overgået af 2008’s 507 eksemplarer.

I absolutte tal svarer det til en stigning på 8,1 procent i antallet af robotter i dansk industri, har DIRA endvidere opgjort.

Innovationsmiljøet i især Odense, centreret omkring Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, RoboCluster og Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, har længe skubbet på udviklingen, og med Lego Mindstorms og især Universal Robots’ hypede robotarm har Danmark så også fået et par tiltrængte kommercielle fyrtårne.

»Det er gået fra at være legetøj til noget meget seriøst. Når vi endelig har fået et fyrtårn herhjemme som Universal Robots, betyder det, at andre siger: ‘Vi tør også’. Når man siger, at man laver noget med robotter, bliver man ikke længere leet ud af lokalet,« lyder det fra projektchef på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet Niels Jul Jacobsen, der i lighed med Per Grunddal Jørgensen har været en del af den fynske robotfortælling lige fra dens spæde begyndelse i slutningen af 1980’erne.

En atypisk virksomhed

Tilbage til nutiden og Nordfyn. Det er formiddag i produktions-Danmark, og Bogense Plasts produktionshal summer af aktivitet.

Produktionen af plastemner til kunder som Danfoss, Grundfos og Siemens kører hele døgnet alle ugens syv dage, og dagtimerne mellem syv om morgenen og tre om eftermiddagen er det tidspunkt, hvor omstillingerne så vidt muligt finder sted.

Bogense Plast er en atypisk dansk produktionsvirksomhed. Her gør man det ikke i nulserier, prototyper og mange omstillinger. Skal produktionen være rentabel, skal man helst op i seriestørrelser, der tager minimum 16 timer fra start til slut, for en omstilling på en maskine tager typisk tre til fire timer.

Flere af maskinerne støber dog plastemner på livet løs denne formiddag. Robotteknologi er for længst blevet en af nøglerne til at sikre høje oppetider og en så lav lønandel som muligt. En stor del af produktionshallen består af produktionsceller, hvor sprøjtestøbemaskiner, rullebånd og robotter af den ene eller den anden art arbejder sammen som én harmonisk enhed.

Sparer 15 procent

I én celle suger en traversrobot – en simpel industrirobot i pick and place-kategorien, der kan bevæge sig på x-, y- og z-aksen, og som sidder oven på én bestemt maskine – færdigstøbte topparter til Linak-aktuatorer ud af sprøjtestøbemaskinen via en vakuumgribearm og pakker emnerne i en papkasse.

Stort set samme proces finder sted i en tilstødende celle – bare med den forskel, at robotten inden aflevering i papkassen frasorterer overskydende plastspild fra støbningen. I en tredje celle er en mere avanceret seks-akset industrirobot fra ABB på arbejde. Den løfter en betjeningsenhed i plast til Danfoss’ frekvensomformere ud af maskinen, påfører hver enheds rude en tynd rulle beskyttelsesfolie og pakker den i kasser, lige så snart et visionsystem har sagt god for foliens kvalitet.

»Det er standard automationsteknologier bundet sammen til en avanceret enhed. Alt er lavet i små elementer, der kan pilles fra hinanden, så vi også hurtigere kan tilpasse os nye produkter,« forklarer Per Jørgensen, som anslår, at Bogense Plast med automatiseringerne har hentet 15 procent af kostprisen på visse produkter.

Kom med på et afbud

Undfangelsen af den moderne industrirobot ‘as we know it’ kan dateres tilbage til midten af 1950’erne, hvor amerikanske Joseph Engelberger grundlagde verdens første robotvirksomhed. I 1961 blev den første industrirobot taget i brug i General Motors produktion i New Jersey.

Starten på om ikke det danske, så i hvert fald det fynske robotmiljø skal vi en del årtier længere frem i tiden for at finde. Og ligesom med så mange andre ting i livet kan det tilskrives en tilfældighed.

Ledelsen på det daværende Odense Universitet, i dag SDU, skulle i 1989 på besøg på Lindøværftet i Munkebo for at drøfte et muligt udviklingssamarbejde. En dekan meldte fra i sidste øjeblik, og professor John Perram, leder af et forskningshold for algoritmer i molekyledynamik på Institut for Matematik og Datalogi, kom med på et afbud.
På Lindø kom han tilfældigvis til at sidde ved siden af værftets udviklingschef, som berettede om de problemer, værftet havde med sine svejserobotter. De var købt i Japan nogle år forinden og hængt op i kraner, der flyttede robotterne rundt i svejsehallen, men det fungerede ikke ordentligt.

Den nød kunne John Perram og hans forskere da sagtens knække, replicerede den australske forsker. Måske lidt for kækt, hvis man i dag spørger Niels Jul Jacobsen, som var en del af australierens forskerhold.

»Vi påstod, at vi kunne løse det, men vi havde ingen anelse om, hvordan det skulle gøres. Vi havde heller ikke nogen anelse om, hvordan en robot så ud, men vi havde en enorm tiltro til vores evner inden for matematik,« genkalder Niels Jul Jacobsen sig med et grin.

Evnerne viste sig at holde stik. Et formaliseret samarbejde mellem universitetet og Lindøværftet blev indledt, John Perram og hans kolleger kunne et par år senere fremvise deres første avancerede styring til værftets robotter, og i 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt.

’Den der orange robot’

I første omgang bliver vi i 1989 lidt endnu. For det var samtidig året, hvor den voksende virksomhed Bogense Plast for første gang kastede sig over automation.

Per Grunddal Jørgensen, maskiningeniør fra Odense Teknikum årgang 1985, var kommet til virksomheden året før, og i dag kan han sagtens genkalde sig den ganske øjenåbnende oplevelse, det var at samkøre en specialmaskine, to sprøjtestøbemaskiner og to traversrobotter til én automatiseret løsning.

Med andre ord kimen til de produktionsceller, man ser hos Bogense Plast i dag.

»Som ny ingeniør var det en kæmpe udfordring at lave den første automationsløsning i en lille virksomhed. Men ejeren (Freddy Tindhof, red.) har altid været fascineret af automation og kostoptimering, så det har været et slaraffenland at arbejde i,« fortæller Per Grunddal Jørgensen, der husker, hvordan en af datidens store diskussioner gik på, om man med industrirobotter ikke blev alt for afhængig af sine leverandører.

Diskussionerne blev ligefrem emotionelle fem år senere, da Bogense Plast i 1994 hjemkøbte sin første reelle industrirobot, et seks-akset orange skrummel fra ABB.

Da herskede der, erindrer den tekniske direktør, en vis modvilje mod den der ‘orange robot, som ville komme og stjæle folks arbejde’.

Automatiserer for at overleve

Knap 20 år efter at den orange trussel erobrede gulvplads på Fynsvej i Bogense, er de orange industrirobotter for længst blevet et ikon i moderne industri. Og for længst blevet accepteret af Bogense Plasts medarbejdere ifølge Per Grunddal Jørgensen.

»Holdningen har ændret sig drastisk. I dag spørger medarbejderne, om ikke vi skal have flere robotter. For de har forstået budskabet – at vi er nødt til at automatisere for at overleve.«

På tilsvarende vis er Danmark i mellemtiden også blevet accepteret og anerkendt ude i den store verden som værende et af landene i førerfeltet for robotteknologi. Men vi er ikke alene – og er eller bliver aldrig nogensinde verdensmestre, understreger Niels Jul Jacobsen, som tilføjer, at for ti år siden var der ingen, der kendte Danmark som robotland. Det har Universal Robots været med til at ændre på.

Danmarks vej videre herfra

Næste skridt er at kombinere eksempelvis Universal Robots’ simple industrirobot med visionteknologi, gribearm og software, så den trænes til at løse mere avancerede opgaver som for eksempel at genkende udvalgte emner i en bunk e.

Og netop de integrerede løsninger, hvor robotten kombineres med andre former for automationsteknologier, er nok den vej, Danmark skal gå, hvis vi fortsat vil spille en rolle på verdensmarkedet.

Teknologiintegration og helhedstænkning rimer nemlig meget godt på det, de mange små og mellemstore industrivirksomheder i Danmark med årene har udviklet et vist talent inden for: små serier og hurtige omstillinger.

»Vores automationsløsninger vinder mange priser rundt omkring. Vi har dygtige integratorer, netop fordi vi ikke har de store seriestørrelser, men de hurtige omstillinger,« lyder det fra Niels Jul Jacobsen, som bakkes op af Søren Peter Johansen, faglig leder på Center for Robotteknologi.

»Den store forskel er, at vi ikke har de store virksomheder med masseproduktion. I Tyskland er de gode til at udvikle robotter til automobilindustrien, men robotterne laver det samme dag ud og dag ind. De har ikke de samme behov som vores virksomheder. Det kræver ikke samme grad af innovation som herhjemme.«

Duer ikke uden mennesker

Den hellige gral inden for robotteknologi p.t., såvel i Danmark som i udlandet, er udviklingen af de såkaldte co-worker-robotter: Små, fleksible industrirobotter til billige penge, som via vision, gribere, sensorer og software bliver så tilpas kognitivt intelligente, at de kan efterabe produktionsmedarbejderens arbejdsopgaver.

Altså robotter, der sidemandoplæres af medarbejderen ude på gulvet i stedet for at blive programmeret af programmøren, som Søren Peter Johansen udtrykker det.

Det er et koncept, der ligger meget langt fra de forestillinger, John Perram og hans forskningshold af matematikere gjorde sig om automation dengang i de tidligere 90’ere, men den dag i dag glæder det kun Niels Jul Jacobsen:

»Vi troede, at vi kunne automatisere det hele, uden der var mennesker med i billedet. Men alle erfaringer siden da har fortalt os, at det er svært at gøre det her, uden at have mennesker ind over. For mennesker er bedst til at vurdere, hvornår noget er gået galt i en proces.«

Endnu et stort skridt

Også Per Grunddal Jørgensen undersøger p.t. muligheden for at placere robotter og produktionsmedarbejdere ved siden af hinanden og dermed tage Bogens Plast med ned ad en helt ny sti.

Han er med i et såkaldt Safir-projekt under inkubatorvirksomheden Blue Ocean Robotics og har haft lejlighed til at se en co-worker-robot demonstreret i praksis hos en plastvirksomhed i USA.

Så længe Bogense Plasts egne emner bare skal pakkes vilkårligt i papkasser, er der ikke noget behov for en robot med visionteknologi.

Men med kunder, der i stigende grad efterspørger at få deres emner pakket i særlige mønstre, kan Per Jørgensen efterhånden godt se fidusen i en lille, fleksibel robotarm, der klikkes på de enkelte transportbånd.

Spørgsmålet er, om medarbejderne vil reagere på samme måde som i 1994, da ABB-robotten dukkede op på gulvet:

»Vi kigger lidt på co-worker-robotten i vores montageafdeling. Og det vil være endnu et stort skridt for medarbejderne at få sådan en robot ved siden af sig.«