Monthly Archives: December 2013

Det er bøvlet og dyrt for alle parter, hvis for eksempel kronisk syge skal forbi hospitalet jævnligt til rutineundersøgelse. Med teknologiens hjælp kan en række af den slags konsultationer klares over internettet, og så kan sundhedsbudgetterne strækkes lidt længere.

Sådan lyder drømmen om telemedicin som en af de oplagte dele af fremtidens velfærdssamfund, men hvor højt, forventningerne skal sættes, og hvor mange penge der kan spares, tør staten ikke sige noget om endnu. Der er stadig for meget usikkerhed, fortæller Digitaliseringsstyrelsen.

»Hele verden har meget store forventninger til, hvad telemedicin kan løse af problemer. Både i forhold til kvalitet i behandlingen og til de offentlige kasser. Men vurderinger er endnu ikke i tilstrækkelig grad underbygget af fakta. Reelt ved vi ikke, hvad vi kan forvente,« siger Nina Husfeldt Clasen, chef for styrelsens kontor for digital velfærd, til Version2.

Sammen med flere ministerier, Danske Regioner og kommunernes KL udsendte Digitaliseringsstyrelsen i efteråret en strategi for digital velfærd. Her havde telemedicin en solid rolle, men uden ret præcise målsætninger.

»Der var kritik fra erhvervslivets side, da den udkom, fordi de mente, det var for ukonkret. Men vi er nødt til at have dokumentation på plads gennem flere store forsøg. Vi kan ikke træffe forhastede beslutninger,« siger kontorchefen.

Vil kortlægge Danmarks teleinfrastruktur

I strategien lød det, at telemedicinske forsøg med i alt 3.500 patienter frem til udgangen af 2015 skulle give de nødvendige erfaringer. Målet er så at være klar til telemedicin i fuld skala i år 2020, altså om seks år.

Flere af de forsøg, der har været hidtil, har dog haft problemer med at få båndbredde nok til borgeren, så der er også fokus på den tekniske side med selve infrastrukturen, siger Nina Husfeldt Clasen.

»Vi kan ikke træffe en beslutning om at rulle telemedicin ud nationalt, hvis det ikke kan lade sig gøre rent teknisk. Derfor har vi også et initiativ for at sikre tilstrækkelig bredbåndsdækning for digital velfærd. Det er en anerkendelse af, at vi ikke endnu kan beslutte, vi skal have rullet ud i hele landet, for det kan ikke lade sig gøre endnu,« siger hun.

Den nuværende infrastruktur er en udmærket start, og det handler også om at sætte målene efter, hvad der kan lade sig gøre.

»Vi kan komme rigtig langt med den dækning, vi har i dag, med kobber, fiber og mobil. Telemedicin er også meget andet end video. Der er også forskellige målinger af for eksempel blodtryk og blodprocent, som ikke kræver ret stor kapacitet,« siger Nina Husfeldt Clasen.

Og skal det være video og billeder, kan man komme et stykke vej med at optimere videostrømmen eller bruge flere forskellige mobile telenetværk, så man altid vælger det bedste, pointerer hun.

Nogle steder i landet er der dog stadig problemer med at få hurtigt nok internet til telemedicin, og derfor bliver der nu sat gang i en mere detaljeret afdækning af problemet, forklarer hun.

»Vi har løbende lavet disse afdækninger af infrastrukturen, men den næste skal være mere fintmasket. Formålet er, at den enkelte kommune så kan træffe beslutninger ud fra den og få svar på, om en telemedicinsk løsning lade sig gøre i hele kommunen eller kun nogle steder. Så kan de se, om der er brug for en alternativ løsning,« siger Nina Husfeldt Clasen om kortlægningen, der finder sted i løbet af 2014.

Version2 sætter fokus på telemedicin, som er udpeget til at give Danmark solide besparelser i fremtiden, men som foreløbigt ikke er nået længere end til forsøgsstadiet.

Sikkerhedsfirmaet RSA holdt ikke bare fast i en kompromitteret algoritme som standard i en række produkter i mange år efter, at andre var holdt op med at bruge den. Faktisk fik RSA 10 millioner dollars af efterretningstjenesten NSA for at bruge algoritmen, fordi NSA havde mulighed for at bryde krypteringen.

Sådan lød afsløringen kort før jul, en påstand som RSA i en skriftlig melding tager afstand fra, men ikke benægter direkte. Og det får nu konkrete konsekvenser for det store, amerikanske firma, der er ejet af giganten EMC. Det skriver The Register.

I Finland blev sikkerhedsmanden Mikko Hypponen nemlig så gal over afsløringen, at han skrev et åbent brev til RSA’s topchefer og erklærede, at han bliver væk fra RSA’s næste store konference i februar i USA.

Mikko Hypponen er leder af antivirusfirmaet F-Secures forskning og udvikling, og han er en meget brugt taler på konferencer verden over. Således har han foreløbigt været på scenen til otte forskellige RSA-konferencer.

Han havde også en aftale om at holde oplæg på konferencen i februar, men den kan RSA altså nu skyde en hvid pind efter. Titlen på præsentationen var meget passende ‘Governments as Malware Authors’.

I det åbne brev lægger Mikko Hypponen vægt på, at NSA’s massive overvågning i høj grad er rettet mod alle andre end USA’s indbyggere, som i nogen grad er beskyttet af lovgivningen i USA. Han forventer derfor ikke, at hans boykot får følgeskab af andre talere, da de fleste er amerikanere. Men som udlænding er han ramt af NSA’s overvågning og forarget over RSA’s ageren.

Wikipedias vision er, at hver enkelt person på kloden skal fri adgang til hele summen af den menneskelige viden.

Med flere end 30 millioner artikler på 287 sprog og flere end en halv milliard brugere hver måned er det store internetleksikon kommet et godt stykke af vejen.

Wikipedias medstifter og fremmeste ambassadør, Jimmy Wales, var i København i begyndelsen af december i forbindelse med konferencen ‘An Open World – Science, technology and society in the light of Niels Bohr’s thoughts’ for at modtage en Unesco Niels Bohr Guldmedalje for Wikipedias bidrag til en åben verden.

Det skete med denne officielle begrundelse:

‘Wikipedia er et symbol på vor tid, som er præget af af netværk og involvering. Wikipedia er ikke bare et værktøj, det er indbegrebet af en drøm, der er lige så gammel som menneskeheden selv, så gammel som Biblioteket i Alexandria (Antikkens største videnscenter, red.).’

I en del lande kan det dog være meget svært at forfølge visionen, berettede Jimmy Wales i et interview med Ingeniøren, som foregik umiddelbart efter, han havde mødt en gruppe af redaktørerne, der holder liv i og kvalitetsikrer artiklerne i Wikipedias danske udgave.

»Gennem tre år var vi forbudt i Kina, men nu er vi stort set tilgængelige. Vi har det princip, at vi ikke vil samarbejde med censorer. Kineserne har nu åbnet for os, men de filtrerer visse sider. Vi kan ikke forhindre dem i at sætte et filter på deres eget netværk, så de har lukket for sider om Liu Xiaobo, der modtog Nobels fredspris (i 2010, red.).«

Det samme gælder vel kunstneren Ai Weiwei?

»Præcis. Det er let at regne ud, hvad der er blokeret. Jeg er ikke enig i denne blokering, men jeg tror, at myndighederne overser, at hele idéen med Wikipedia er langt mere undergravende end en enkelt artikel om Ai Weiwei. Wikipedia viser, at viden ikke er noget, som deles ud fra ledelsen i Partiet til masserne. Hovedidéen i Wikipedia er, at alle kan deltage i diskussionen – og alle kan blive uddannet. Det er en meget stærk ikkeautoritetstro måde at forholde sig til verden på.«

Hvordan giver det sig til udtryk?

»Der findes en ung kinesisk generation, som består af bloggere, ser er vant til at bruge og redigere Wikipedia. De ville ikke bare vente på, at de ‘vise mænd’ i toppen fortæller, hvad de skal gøre. Det er en meget dybere revolution end de forandringer, som omverdenen presser på over for kineserne. Kina gennemgår en overgangsfase. Den kan tage en rum tid, men jeg er meget optimistisk.«

Gør du selv noget for at presse den udvikling igennem?

»Når jeg besøger ministre i Kina, fortæller jeg, at vi er et åbent community, og de fleste anerkender, at det rent faktisk er godt. Det er ikke perfekt, men godt. Det er noget, Kina behøver. Jeg tror faktisk, de forstår det.«

Der findes lande, som er endnu mere lukkede end Kina, hvordan ser du situationen her?

»Nordkorea er et ekstremt eksempel. Her smugler folk Wikipedias koreanske udgave ind på USB-nøgler, da de ikke har internetadgang. Det er meget tys tys. Ofte er det teenagere, der skal bruges det til at lave deres lektier.«

»Det er utroligt svært for os at forstå, hvordan systemet fungerer, når kommunikation er så ringe. Der er en vis forståelse og tolerance in Nordkorea for, at universiteter skal have adgang til viden, det er simpelthen en nødvendighed; så universiteterne har muligvis en eller anden form for adgang til Wikipedia. Men Nordkorea betaler prisen for deres lukkethed. Det er ikke holdbart at have et totalitært system og tro, det er muligt at kontrollere alt, folk må have kendskab til. Det er umuligt i dag, medmindre man afbryder forbindelser til omverdenen på en helt ekstrem måde,« siger Jimmy Wales, som konkluderer:

»Ingen kan forstå Nordkorea. Det meste, de foretager sig, synes ikke at give mening.«

I næste afsnit beretter Jimmy Wales om problematikken med at opretholde et højt kvalitetsniveau i alle dele af Wikipedia-universet, og frygten for at lide samme skæbne som radioamatørerne.

I tredje afsnit beretter Jimmy Wales om en sofistikering af finaniseringsmodellen og fremtidsplanerne for Wikipedia, der skal bringe en milliard flere ikke-engelsktalende brugere til Wikipedia.

HTC – og en række andre Android-producenter – er ikke kendt for en lynhurtig opdateringsproces, så allerede solgte telefoner løbende får alle de nyeste versioner af Android, og det har gennem årene ført til en del kritik fra kunderne.

Men nu forsøger HTC at give et bedre overblik over, hvordan processen foregår, og hvilke telefoner, der er blevet opdateret til den nye Android Kitkat 4.4. I en infografik om processen fremgår det, at det især er teleselskaberne, som gør det til en langstrakt affære. Det skriver Ars Technica.

I HTC’s oversigt optræder kun flagskibet HTC One, og her er de versioner, som teleselskaberne ikke har været med inde over, alle opdateret til Kitkat, mens telefoner med ændringer fra teleselskabernes side stadig venter.

Ifølge infografikken kommer der tre ekstra led ind, når der også er tilpasninger fra teleselskaberne, så det samlede antal trin går fra ni til tolv. Men hvilke trin, der tager længst tid, fremgår ikke af grafikken.

Den første store hurdle er, om chipsæt-producenter som Qualcomm og Nvidia vil lave nye drivere til en ny version af Android. Hvis svaret er ja, kan HTC så afvente en ny såkaldt Board Support Package, og så skal HTC-ingeniørerne tilpasse HTC Sense til den nye Android-version og de nye drivere.

Efter det må HTC så arbejde med hver af teleselskaberne for at få den nye version til at fungere med de forskellige tilpasninger og standard-applikationer, som teleselskaberne har tilføjet telefonen.

Google har tidligere gennem Android-organisationen Open Handset Alliance forpligtet producenterne af Android-hardware til at understøtte produkterne med nye opdateringer i mindst halvandet år.

I 2014 kan du ikke længere vide dig sikker, når du bliver krypterede e-mails. Utøj som spam, phishing og malware vil nemlig også blive sendt i krypteret form. Det forudser sikkerhedsfirmaet Comendo i en pressemeddelelse om nye trusler i året, der kommer.

»I 2014 vil vi begynde at se virus og malware i krypterede e-mails. Spam og phishing vil også blive krypteret. I takt med at krypterede og signerede e-mails vinder større udbredelse, vil de kriminelle drage fordel af den ekstra tillid, som krypterede e-mails bliver vist i virksomheder«, udtaler Mikkel Winther, der er product manager i Comendo, som sælger sikkerhedsløsninger til blandt andet e-mail-filtrering.

Mikkel Winther understreger, at en krypteret mail er udtrykt for, at afsenderen er den, som personen udgiver sig for. Men det er ingen garanti for, at han eller hun har rent mel i posen.

I kølvandet på de mange afsløringer om NSA’s overvågning kan man også forestille sig, at flere vil begynde at bruge krypterede e-mails som standard, for at beskytte indholdet bedre mod nysgerrige øjne.

Comendos nytårsprognose fortæller også, at det nye år vil byde på en stigning i mængden af malware til smartphones. En udvikling Comendo også har registreret i 2013.

Det har været et skidt år for elektroniske patientjournaler i Region Midtjylland.

Efter adskillige nedbrud og problemer med at implementere opdateringer vil Regionen have privat hjælp til at drive hospitalernes EPJ-system, der leveres af Systematic. Det fortæller koncerndirektør Ole Thomsen.

»Vi har haft i hvert fald tre nedbrud bare i 2013. Så det er en nødvendighed, at vi får noget hjælp udefra til driften af vores EPJ-system«, siger koncerndirektør Ole Thomsen til Version2.

Region Midtjyllands EPJ gik blandt andet ned i oktober måned, da Holstebro, hvor et af regionens datacentre ligger, blev ramt af strømsvigt. Proceduren med at rykke driften over til det andet datacenter i Skejby slog fejl, og resultatet var, at ingen af sygehusene i Region Midtjylland havde adgang til de elektroniske patientjournaler i store dele af en weekend.

Ole Thomsen fortæller også om problemer med opdateringer, og tegner et billede af en driftsopgave, der har været for stor for regionen selv.

»Det har simpelthen været en meget større opgave, end vi først har antaget. Vi har haft store problemer med at implementere flere opdateringer, og vi kan ikke være fokuserede på at tænke fremad, når vi hele tiden skal slukke så mange brande«, siger Ole Thomsen.

Regionen har endnu ikke noget konkret udbud parat, da man først skal have styr på, hvilket ansvar der ligger hvor. Men Ole Thomsen vurderer, at man vil gå i gang i starten af det nye år.

»Vi skal først have afklaret hvilke opgaver, der skal ligge hos os selv, hvilke der skal ligge hos vores EPJ-leverandør, og hvilke opgaver vi kan outsource til en privat virksomhed. Jeg regner med, at vi er klar til at gå på markedet ved udgangen af januar«, siger Ole Thomsen.

Mere outsourcing muligvis på vej

Driften af de elektroniske patientjournaler er ikke det eneste område, som Region Midtjylland overvejer at lægge i hænderne på private aktører.

Varetagelsen af regionens to datacentre i Holstebro og Skejby kan også komme i udbud, og Ifølge koncerndirektøren arbejder man på en større sourcingstrategi, der skal ligge færdig i marts 2014.

»Vi skal simpelthen have et overblik over hele vores it-forretning. Datacentrene kan sagtens overtages af private, men det kommet senere. I første omgang drejer det sig om EPJ-systemet, da det er det vigtigste«, siger Ole Thomsen til Version2.

Nå, nu har jeg så en lille PXE server, som fungerer og kan fungere på sin lille stand. MEN! Det ser hverken pænt ud eller er særligt praktisk at have den stående med blotlagte printplader. Det kunne være rart at få ”pakket den ind” i en kasse eller noget tilsvarende.
Som jeg ser det er der 3 muligheder :

• Købe en kasse, som passer bedst muligt.
• Bygge en kasse fra bunden.
• Se hvad, jeg har liggende i mine gemmer.

Købe en kasse, som passer bedst muligt

Denne løsning kan tage rigtig lang tid – at finde en kasse, jeg kan lide, få den bestilt etc. Hvor mange tekniske tegninger er der på kasserne ? Og flere andre usikkerheder.

Bygge en kasse fra bunden

Det har længe været et lille mål for mig at få lavet noget med akrylplader og at bukke disse over en form fx i ovnen. Dette giver muligheden for at bygge en 100% custom kasse, som passer helt og aldeles til projektet. Men, det giver også en del mere arbejde ( bygning af en form, som passer til den ønskede form ). Naturligvis, kunne jeg også begynde at bukke akrylpladen med en varmepistol og en bordkant, men jeg har ikke lige en varmepistol liggende tilgængeligt.

Se hvad, jeg har liggende i mine gemmer

Her i jule- / krisetider er sparsommelighed / mådehold en dyd ( eller noget i dén stil ), så en hurtig gennemgang af mit lager af stumper samlet sammen gennem flere år med elektronikprojekter som hobby senere, og en mulig kandidat til en kasse er fundet kassen fra en Maxtor One Touch ( en 3,5” harddisk koblet til USB ).
Nogle af fordelene ved kassen er, at der er en stand til den ( den kan også udstyres med 4 gummifødder ). Kassen er rimelig robust. Den er meget rummelig. Hvis jeg vil tilpasse den lidt, er der nogle muligheder : Jeg kan skære ca. 6 cm af kasse og derved gøre den mindre – dvs. 15 cm lang i stedet for 21 cm. Kassen ser også rimelig ”færdig” ud – dvs. den ligner ikke lige det, som hele projektet er : et hyggeprojekt, som er skruet sammen på skrivebordet for at løse et ( måske ) engangsproblem. Nå ja, og så har jeg haft interesse i at bruge kassen til noget fornuftigt.
Anywho, flere stumper inkluderer en tast / switch med en indbygget ( blå ) LED. Derved kan jeg montere én ting i frontpladen og stadig få både tænd / sluk og en indikation af, om board’et er tændt.
Mht. at skære kassen ned i størrelse, så begyndte jeg at kigge lidt på tallene. Hvis man måler efter, så bør der afsættes 8 cm til bord og bagplade. Switch’en kræver 3,5 cm at forsiden af frontpladen over at kunne bruges fornuftigt. Alt i alt 11,5 cm, som ligger godt inden for de 15 cm, som kassen kan skæres ned til. Nu kunne det jo være, at jeg senere besluttede mig for, at jeg ville udstyre serveren med en ekstra harddisk, så hvorfor ikke lade lidt plads være, så disken kunne være i kassen? Hvis jeg tager fx en Western Digital Passport disk, kan den ( minus kabel ) være i kassen, da den måler 8 cm i bredden og kan derfor være der ( med hele 1,5 cm til overs ). ( og så slipper jeg også for at skulle modificere kassen mere end højst nødvendigt )

For- og bagplader

One Touch’en har allerede både for- og bagplader. Dvs. de kan bruges som skabeloner for de nye plader. Forpladen bliver lavet i en tynd metalplade, jeg har købt i Bauhaus. Bagpladen bliver lavet af en stump akryl, jeg har liggende.
Bagpladen bliver helt klart den største udfordring, idet udskæringerne til LAN – , Power – og skærmstikkene skal passe sammen med boardet, som skal monteres i selve kassen. Forpladen bliver blot et stort hul til switchen – jeg kan så overveje, om jeg skal montere et lille håndtag ( måske overkill på et så lille fysisk projekt ) eller lade plads være til et LCD display til visning af fx antallet af forbundne computere ( for at ”lege” lidt med elektronik ifm. dette projekt ).

Fremtiden for projektet…

Nå, det var så min lille gennemgang ( alle 3 dele ) af et lille hobbyprojekt, som har taget lidt af min fritid og har fundet en hyggelig brug for et lille board og en kasse, jeg havde liggende. En stor bonus for dette projekt er for mit eget vedkommende, at jeg har haft muligheden for at rode lidt med PXE boot og opbygge en server ved siden af, som kan lette mit arbejde med computere og give en masse muligheder. Og bedre endnu, det har genoplivet grunden til, at jeg i sin tid endte i IT-branchen : min nørdede interesse for elektronik og computere og ikke blot at kunne lave en teoretisk lækker løsning men rent faktisk lave et ”produkt”, som kan løse et problem fra den virkelige verden.
Har projektet en fremtid? Som et værktøj til sletning af en masse computere har det måske en mulighed – især hvis jeg udbygger det med andre værktøjer ( fx Knoppix / Hiren’s Boot CD ). Men, som det også er blevet foreslået, det kan måske med fordel blive grundlaget for at lave en bootable USB stick, som kan host’e løsningen i et Live Image og derved slippe for at slæbe selve hardwaren med og i stedet en lille USB stick. Kunne være en rigtig skæg ting at kigge videre på Knoppix, som vist nok har en indbygget PXE server. Jeg er i hvert fald taknemmelig for forslaget, som jeg ikke lige havde overvejet – har ikke bygget Live images, men det vil jeg i hvert fald kaste mig over.

I mit tidligere indlæg fortalte jeg om mine planer om en lille PXE server, jeg kunne bruge til at slette maskiner med.
Der er helt sikkert andre måder at gøre dette på, men det er dén måde, jeg har brugt, og den virkede for mig. For nemhedens skyld fandt jeg nogle stumper akryl frem og lavede en lille stand, KTLX’en kan sidde fast på – det fjerner problemet med ledninger, muligheden for kortslutninger, og gør det en helt del lettere ( synes jeg ) at håndtere hardwaren. Længe leve LockTite og dobbeltklæbende tape

Foruden en minimal OpenSuse ( net ) installation tilføjede jeg i pakke manager’en i YAST ( Yet Another Setup Tool ) :

• DHCP Server
• NFS-Kernel-Server
• OpenSSH ( for remote shell )
• SysLinux
• TFTP Server

Jeg foretrækker at bruge putty som remote shell access til serveren for at udnytte ”tab complete”. Opsætningen af den er lidt uden for scope for mit indlæg, så det vil jeg overlade til Google ;-), men ellers har Yast også en rigtig lækker måde at gøre det på.

DHCP serverens indstillinger mangler et par ting : IP adressen på TFTP serveren, navnet på SysLinux PXE filen og ”Dynamic-BootP” protokollen aktiveret ( ok, det var så 3 stk ).

Det er værd at notere, at ”filename” SKAL komme efter ”next-server” – jeg oplevede i hvert fald fejl, da jeg byttede om på dem. Filerne, som skal danne grundlaget for boot af andre maskiner, hentes fra min server ved at .iso filen fra DBAN til serveren via wget. En folder oprettes i roden :

Strukturen for TFTP serveren laves med

Og iso filen mountes som readonly og alle filer kopieres over. Efterfølgende unmountes iso’en ( og denne kan nu slettes for at frigøre mere plads ) :

Et par filer er nødvendige for at kunne konfigurere pxe :
/srv/tftpboot/pxelinux.cfg/default, som indeholder ”hovedmenuen” for PXE, og pxe.conf ( samme folder ), som indeholder alle ”grundindstillingerne” for PXE, hhv. :

og

Læg mærke til, at i default filen er der en henvisning til dban.menu. Det har jeg gjort for at holde de enkelte filer på et nogen lunde fornuftigt leje mht. størrelse etc. Det er min plan, at jeg vil udvide mulighederne på serveren senere hen, så jeg vil holde muligheden for at lette udvidelsen åben.

Nå, alt dette skal jo så testes, og til det bruger jeg VirtualBox på min laptop :

Where 2 go from here?

Næste skridt herfra til så være at få sat serveren op med flere værktøjer ( Hiren’s Boot CD, Knoppix etc. ), og endog opgradere en virtuel maskine ( faktisk den, jeg kørte testen af konfigurationen på ) til at være min egentlige DHCP / PXE server, så jeg blot skal koble mine embedded’e systemer til netværket i stedet for at fedte rundt med USB sticks :-).

Jeg skal også have pakket KTLX’en ind i en lille kasse, så den ikke kommer noget til ( kortslutning etc. ) og monteret en knap på, så jeg kan lukke pænt ned.

Det var meget lidt om PXE – go nuts

Danmarks største forsøgsreaktor, DR3, var tiltænkt en afgørende rolle i forbindelse med indførelse af atomkraft i den danske elforsyning, men den viste først og fremmest sit værd som en unik og efterspurgt neutronkilde.

Alan M. Weinberg, direktør for Oak Ridge National Laboratory i USA, lancerede i 1961 begrebet Big Science:

»Når historikere ser tilbage på det 20. århundrede, vil de se Big Science-monumenterne – enorme raketter, højenergiacceleratorer, forsøgsreaktorer – som tidens symboler, på samme måde som Notre Dame er et symbol på middelalderen,« skrev han i Science.

DR3 var en Big Science-facilitet.

Neutroner kan bruges til materialestudier på samme måde som eksempelvis røntgenstråling og kan anvendes med fordel i visse situationer. De er f.eks. bedre egnet til at undersøge positioner af lette atomer som hydrogen end røntgenstråling. Da neutroner er uden ladning, kan de trænge dybt ind i materialet.

Når Danmark og Sverige i dag står for opbygningen af et avanceret neutronstrålingsanlæg i Lund i Skåne, European Spallation Source (ESS), sker det i høj grad med udgangspunkt i den viden og de erfaringer, der blev høstet med DR3 som en stor europæisk neutronfacilitet.

DR3 blev i sine første år anvendt i forbindelse med en række reaktorteknologiske forsknings- og udviklingsprojekter. Men det var som en neutronkilde i verdensklasse, at den langt op i 1990’erne årligt tiltrak et par hundrede forskere fra hele verden.

Industrien fik bestrålet prøver

Reaktoren blev også brugt til en lang række erhvervsmæssige formål, f.eks. undersøgelser af boreprøver fra Nordsøens undergrund i 1970’erne. Når prøverne var bestrålet, kunne man bestemme deres indhold af forskellige grundstoffer. Denne viden kunne bruges til at fastslå undergrundens geologiske historie – og dermed potentialet for at finde olie og gas.

Den største industrielle udnyttelse af DR3 var dog til produktion af NTD-silicium, som dækker over betegnelsen ‘neutron transmutation doping’. Ved bestråling med neutroner er det muligt at omdanne en del af siliciumatomerne i en siliciumkrystal til fosfor og dermed skabe et materiale til anvendelse inden for halvlederindustrien.

Det blev Isotoplaboratoriet ved Risø, der kom til at stå for den opgave. Laboratoriets daværende leder, civilingeniør, dr.techn. Kaj Heydorn, fortæller i dag, at Risø stod for omkring en fjerdedel af verdensmarkedet. Det er en ny vurdering, han er kommet frem til, efter at Ingeniøren har gjort ham opmærksom på en rapport fra sidste år fra Det Internationale Atomenergiagentur, der indeholder en vurdering af totalmarkedet for NTD-silicium i 1990’erne, som tidligere var en noget ukendt størrelse.

Samarbejde med Topsil

Kemisk diffusion er den mest almindelige metode til at dotere silicium med fosfor. Men til meget følsomme komponenter som tyristorer, der anvendes inden for effektelektronik, har man brug for en meget ensartet fordeling af fosforatomer i siliciumkrystallen. Det er vanskeligt at opnå med diffusion.

Omdannelse af silicium til fosfor ved bestråling med neutroner blev allerede studeret i USA i 1951, og i 1961 foretog Bell Laboratories i USA de første eksperimenter. Da Siemens i Tyskland i 1973 anvendte NTD-silicium til fremstilling af tyristorer, skete det kommercielle gennembrud.

»I foråret 1974 fik jeg en henvendelse fra Hans Mørk Janus, der var udviklingschef i Topsil. Han spurgte, om vi kunne bestråle noget af deres silicium. Jeg var noget skeptisk, for det ville kræve et utroligt rent udgangsmateriale, for at vi ikke skulle ende med et radioaktivt materiale,« fortæller Kaj Heydorn.

Men forsøget blev gjort, og resultatet var vellykket. Heydorn havde brugt neutroner fra DR2 og gik nu i gang med et formaliseret samarbejde med Topsil. Det var ikke helt simpelt, for Risø var slet ikke interesseret i, endsige gearet til, at drive kommerciel virksomhed.

»Hvor dybt kan man synke?«

Isotoplaboratoriet havde bl.a. til opgave at levere materialer til skoler og hospitaler. Da produktionen blev sat i gang i 1960, var det besluttet, at Risø skulle levere disse gratis. Det betød, at leverancerne ofte blev placeret i overfyldte skabe og aldrig brugt.

»Det ville jeg ikke spilde min tid på, så jeg insisterede på, at der skulle betales,« siger Kaj Heydorn.

Det var ikke en populær beslutning.

»Rundt omkring på Risø var reaktionen: ‘Hvor dybt kan man synke?’. Laboratoriets i forvejen beskedne prestige faldt yderligere,« siger Kaj Heydorn, der henviser til, at forskerne i Fysikafdelingen udgjorde toppen i det interne hierarki på Risø, mens supportfunktionerne lå i bunden.

Heydorn fik dog på eget initiativ opbygget et faktureringssystem, som han også kunne bruge til Topsil-ordren.

Isotoplaboratoriets lave status i systemet kom i øvrigt til udtryk, da Risøs direktion besluttede at lukke for DR2 – uden at kommunikere det videre til Heydorn.

»Da vi nærmest tilfældigt erfarede, at DR2 skulle lukkes med udgangen af oktober 1975, fik vi travlt med at opbygge nyt udstyr, der kunne anvendes til bestråling af silicium på DR3,« siger han.

Det var umuligt at få direktionen til at stille midler til rådighed for dette rent kommercielle formål. Men i sidste øjeblik lykkedes det Topsil at få bevilget penge fra Udviklingsfonden, og 14 dage før DR2’s nedlukning blev den første siliciumkrystal bestrålet i DR3.

DR3 viste sig at være særdeles velegnet til fremstilling af NTD-silicium. Kay Heydorn fik skabt en forretning, der også fremstillede NTD-silicium for virksomheder i Tyskland og Japan. I 1990’erne var den gennemsnitlige årlige produktion på ca. 25 ton.

De årlige indtægter på omkring 20 mio. kr. overskyggede helt Risøs øvrige eksterne indtægter og udgjorde en betydelig del af driftsudgifterne ved DR3, der i slutningen af 1990’erne var omkring 40 mio. kr. om året.

Neutronforskning i verdensklasse

Til trods for de industrielle anvendelser med fremstilling af NTD-silicium var DR3 dog først og fremmest en grundforskningsfacilitet, der var med til at sætte Risø på forskningens verdenskort. Et af de mest markante resultater gennem årene var bestemmelsen af neutronens levetid.

Inde i atomkerner er neutroner stabile partikler i lighed med protoner, men uden for atomkernen er neutronen en ustabil partikel. Da neutronen har en masse, der er 1,4 promille større end protonens masse, kan den henfalde til en proton ved udsendelse af en elektron, en elektron-antineutrino og med frigivelse af en energi på 782 kiloelektronvolt.

Henfaldet blev observeret første gang i 1948, og tre år efter kom canadiske forskere med den første ‘præcise’ måling af neutronens levetid, som lød på 1.108 sekunder. Præcisionen var det dog så som så med, for usikkerheden blev angivet til 216 sekunder.

I 1959 offentliggjorde russiske forskere en måling af neutronens levetid, der var væsentligt lavere, og de angav tilmed en langt lavere usikkerhed på deres måling. På den baggrund besluttede Risø sig for samme år at lave sin egen måling.

Det ville kræve udvikling af en ny forsøgsopstilling, herunder bl.a. en protondetektor, som ville være helt afgørende for nøjagtigheden. Fornemmelsen var, at det nok ville tage to-tre år. Det holdt ikke stik.

Målingen var oprindelig planlagt til at foregå med den mindre reaktor DR2, men forsøget blev flyttet over til DR3, som havde et kraftigere og renere neutronbeam.

I 1967 kunne civilingeniør Carl Jørgen Christensen sammen med tre medforfattere dog i Physics Letters offentliggøre et resultat, der viste, at halveringstiden for den radioaktive henfaldsproces var 10,80 min. plus/minus 0,16 min.

Det var dog kun et foreløbigt resultat.

Forskningsgruppen gennemgik senere måledata på ny, og i en artikel i Physical Review D i april 1972 angav de deres endelige resultat, som lød på 10,61 min. plus/minus 0,16 min. Omregnet til levetid, som adskiller sig fra halveringstiden med en faktor på ln2, giver det 918 sekunder med en usikkerhed på 14 sekunder.

Det var et resultat, som stod uanfægtet i mange år. Det refereres stadig i nyere videnskabelig litteratur som et afgørende trin i en nøjagtig måling af neutronens levetid, der i dag angives som 882 sekunder (14 minutter og 42 sekunder) med en usikkerhed på et par sekunder.

I modsætning til andre forskningsreaktorer i udlandet var intensiteten af neutronstrålingen fra DR3 ikke imponerende. Det rådede man bod på ved at installere en ‘kold kilde’ i et af forsøgsrørene ved DR3.

Kolde neutroner har lav energi (under 5 meV) og dermed en relativ stor bølgelængde over 0,4 nanometer. Det gør dem velegnet til undersøgelser af strukturer med store atomare afstande, som det er tilfældet ved krystaldefekter, biokemiske molekyler eller magnetiske defekter i metallegeringer.

Af de neutroner, som opstår i forsøgsreaktorer, er kun 1-2 pct. kolde neutroner. Ved at sende mere energirige neutroner ind i en beholder på 0,6 liter, der indeholdt hydrogen ved en temperatur på 28 kelvin, kan man nedbremse neutronerne og få flere kolde neutroner.

Det viste sig teknisk vanskeligt at fremstille beholderen, som Risø allerede begyndte at arbejde på i 1968. Men efter at den kolde kilde var taget i brug i 1975, fik man øget intensiteten af kolde neutroner med en faktor 10. Det bragte DR3 op i den internationale superklasse.

Flere andre målinger med neutroner fra DR3 har også vakt international opmærksomhed.

Jørgen Kjems, der var direktør for Risø i perioden 1997-2007, fremhæver især Jens Als-Nielsen og Ove Dietrichs målinger af faseovergange i bl.a. beta-messing, der består af 50 pct. kobber og 50 pct. zink.

Ved en temperatur under ca. 470 grader celsius sidder atomerne i fine kubiske gitre, ved højere temperatur hersker der uorden. En metode til at studere dette var at se, hvordan neutronspredningsmønstrene ændrede sig ved overgange fra orden til uorden.

Risøs meget præcise målinger var med til at bane vejen for en ny teori udviklet af den amerikanske fysiker Kenneth Wilson, for hvilken han modtog Nobelprisen i fysik i 1982.

Bedre forståelse af magnetiske egenskaber

Kjems peger også på, at Risø med brug af DR3 har ydet afgørende bidrag til forståelsen af de magnetiske egenskaber af de sjældne jordarter, som i dag bruges til fremstilling af permanente magneter, som både bruges i vindmøller og elbiler.

Det var Allan Macintosh, som i 1971 blev direktør for Risø, der var med til at starte forsøg sammen med Hans Bjerrum Møller i 1960’erne. De udnyttede, at neutroner er magneter og kan påvirke de atomare spin i en krystal. Derved kan man studere de magnetiske egenskaber af metaller og legeringer.

Endelig er det også på sin plads at fremhæve SANS-instrumentet, som Jørgen Kjems selv var med til at udvikle som medarbejder i Fysikafdelingen i 1980’erne.

SANS står for Small Angle Neutron Scattering. Instrumentet var velegnet til at studere biologisk aktive molekyler, da det brugte ‘kolde’ neutroner fra DR3 med lav energi, som ikke beskadigede måleprøverne. SANS blev også benyttet til undersøgelse af samspillet mellem superledning og magnetisme i metaller.

DR3 banede vejen for ESS

Den pludselige lukning af DR3 i 2000 kom som et chok for mange på og uden for Risø, der havde regnet med, at reaktoren ville være operationel mindst fem år endnu. Nedlukningen medførte, at SANS-instrumentet blev installeret på Paul Scherrer Institut i Schweiz, samtidig med at der blev indgået en samarbejdsaftale mellem de to institutioner.

Allerede før nedlukningen var neutronforskerne ved Risø dog aktive omkring etableringen af en stor europæisk neutronkilde – en såkaldt spallationskilde, hvor man frigiver neutroner ved at skrælle dem af atomkerner under beskydning med protoner i stedet for at få dem som et resultat af fission i reaktorer.

Et fælleseuropæisk teknisk design til en European Spallation Source (ESS) var færdig allerede i 1998. 3. oktober 2000 mødtes danskerne med en svensk gruppe i Lund. Det blev startskuddet til arbejdet med at skaffe ESS til Øresundsregionen.

Det tog flere år for de europæiske lande at blive enige om at bygge ESS. I mellemtiden overtog amerikanerne de europæiske ideer, inklusive de solide danske aftryk, og byggede en spallationskilde ved Oak Ridge National Laboratory, som stod færdig i 2007.

Da de europæiske lande endelig vedtog at bygge en spallationskilde, lykkedes det et svensk-dansk konsortium efter en hård kamp med Ungarn og Spanien i 2009 at blive værtsland. Omkring 2020 forventes neutronkilden at stå færdig i Lund med et tilhørende stort datacenter placeret i København – henved 30 år efter, at de første tanker om anlægget blev fremsat.

Det var næppe sket, hvis ikke DR3 havde gjort Danmark til et førende sted for neutronstråling.