Var 1980′erne ikke bare fantastiske? Det var Commodore 64 i stedet for iPad, popmusikken nåede sit højdepunkt, og videomaskinen gjorde det muligt at se noget andet end sort-hvide filmklassikere som Tarzan på Danmarks Radio.
Ok, 1980′ernes var måske ikke helt fantastiske på alle punkter, men lad os lige dvæle ved videomaskinen et øjeblik. Jeg skrev for nylig om min sidste tur til Blockbuster. Det var et farvel til en æra, som begyndte dengang i 1980′erne, så det er jo nærliggende at smutte en tur ned ad Random Access Memory Lane og grave et par ting frem, som de unge Facebook-fravælgende iPad-afhængige teenagere er lykkeligt uvidende om.
5. Videoudlejning foregik i baglokalet
Jeg voksede op i provisen, så jeg kan ikke sige, om de fine folk i København havde videoudlejningsbutikker i midt-80′erne. Men der, hvor jeg færdedes, foregik videoudlejning på et plan, der kun lige var et trin mindre skummelt end ud af bagagerummet på en Lada.
Før videoudlejning blev big business, så var det en sidegesjæft for den lokale radio- og tv-forhandler, og det foregik som regel på meget lidt plads i baglokalet, hvor hylderne var proppet med kulørte film med Arnold Schwarzenegger. Den øverste hylde var som regel reserveret til, well en særlig genre.
Videoudlejning var noget, der krævede udvidede åbningstider, og i den lille flække jeg voksede op i, skulle vi i mange år ind til den store by i nærheden, hvis vi ville leje film. Indtil den lokale benzintank fik sit eget lille udvalg af film. Tanken var vist også åben helt til klokken 21, og det var det tætteste, vi dengang kom på at kunne vælge en film on-demand en lørdag aften.
4. Betamax og Video 2000
Du kan støde på unge mennesker, som omtaler Facetweet eller SnapSpace som det nye ‘Betamax’, fordi der er kommet noget nyt og mere cool. They weren’t there, man!
Dengang, hvor Betamax var en ting, var det gravalvorligt. Nej, det var ikke en formatkrig som Xbox vs. Playstation. Det var forskellen på, om du kunne se ‘Nu går den vilde skattejagt’, eller måtte tage chancen med Politiskolen 4.
Der fandtes ikke bare VHS og Betamax. Der var også Video 2000, og den første videomaskine, vi fik, var med Philips’ VCR-format, hvor båndspolerne lå ovenpå hinanden. Det var fra 1970′erne, og i 1980′erne var det umuligt at opdrive lejefilm i dét format.
Videoudlejerne havde som regel kun et par kopier af hver film stående, og det betød, at VHS-kopien af ‘Crocodile Dundee’ kunne være udlejet, og der kun var Betamax eller Video 2000-udgaven tilbage.
Det var langt mere alvorligt, end hvorvidt HBO’s app kan spille i fuld HD på Apple TV, skulle jeg hilse at sige.
3. Tracking, tracking, tracking
Videobåndene var analoge. Med digital video har du enten billede og lyd, eller også har du ingenting. Sådan var det ikke 1980′erne. Alle videomaskiner var udstyret med en skrueknap, som skulle betjenes med størst mulige forsigtighed.
Tracking kunne være en kunstform. Det gjaldt om at finde det punkt, hvor læsehovedet og båndet ramte hinanden på en måde, så man fik aflæst både hele billedsporet og lydsporet. Hvis det ikke lykkedes, så fik man som regel grå, sorte og hvide streger henover billedet.
Finjusteringen foregik som regel på gulvet, fordi tracking-knappen af uvisse grunde var placeret på det mest utilgængelige sted på videoafspilleren.
2. Trailers var højdepunktet
Det kan virke meget naivt set med nutidens øjne, men forfilm eller ‘trailers’ var dengang noget, man kun så, når man havde lejet video. Der var ingen uofficielle kopier på Youtube eller en officiel hjemmeside for de nyeste film.
Nej, vi fik kun nyt om det sidste nye fra Hollywood gennem de tre trailers på de lejede videobånd, og der var ingen, der spolede forbi dem. Det var jo som at få hele tre ekstra film med i pakken!
Fraværet af internettet betød så også, at vi heller ikke fik nogen spoilers, selvom der kunne gå mere end et år, fra en film fik premiere i USA, til vi kunne leje den på Tanken.
1. Ingen videomaskine? Moviebox!
I dag kan ethvert barn se fantastiske film fra det 21. århundrede som Die Hard 5: A Good Day to Die Hard (Pro-tip: lad vær) på sin smartphone. Men i 1980′erne kostede en videomaskine det samme som en smartphone gør i dag. Det var mange penge den gang, hvor der ikke fandtes 29% lån fra L’Easy eller Ikano Bank til at forhindre pinlige episoder, hvor man bliver set med en forældet iPad 2.
Vi havde også kun én tv-kanal, fordi vi ikke boede i nærheden af et naboland eller havde råd til fællesantenne, der kunne nå det tyske tv-slaraffenland. Så der var ingen grund til at optage en tv-udsendelse. Alt blev jo alligevel også genudsendt flere gange.
Så når der skulle lejes film, skulle der også bruges en videomaskine. Visse tv-forhandlere ville udleje ramponerede Betamax-maskiner, som også hjalp dem med at holde liv i deres arkiv af Betamax-film.
Men den hellige gral var Movieboxen. Den mest populære udgave var Esseltes Moviebox, som kom i en sort plastikkuffert. Den blev sluttet til tv’et via antennestikket, fordi der endnu ikke var nogen, der havde et tv med noget så nymodens som et SCART-stik.
Kanal 12 på tv’et var som regel reserveret til Movieboxen, og ved at skrue på et lille hjul, kunne man ‘tune’ sig ind på boxens signal.
Movieboxen var en lortemaskine. Der skulle virkelig trackes for at få et hæderligt billede, og det var ret tydeligt, at danskerne i 1980′erne ikke behandlede lånt elektronik med fløjlshandsker. Vi var mere vant til at fikse ting med en hammer end ved at trykke på knapper.
Men Movieboxen var dét, der gjorde det muligt for os at leje en weekends underholdning, også selvom vi ikke havde råd til at investere i vores helt eget Video 2000-system.
Leave a Reply