Til hverdag bevæger jeg mig i en verden, hvor vi er vant til at virtualisere alt, der rører sig. Hvis der står server, applikation, netværk eller desktop på æsken, så skal det slås i stykker og virtualiseres. Og det er smart, for så kan det lettere flyttes rundt, udnyttes bedre, spare strøm osv osv. You know the drill.
Nu er vi så nået til os selv og vores arbejdsprocesser. Eller nået til og nået til – det har vel været på agendaen et stykke tid. Virtuelle mødepladser, videokonferencer, webinarer, collaboration portaler og lignende teknologier.
Og min højre hjernehalvdel råber; ”det er smart – mere af det”. Lad os lave en masse virtuelle mødesteder, hvor medarbejdere, partnere og kunder kan dele informationer og workflow med hinanden, så alle er opdateret på alt hele tiden og i real tid. Og rationelt set, så giver det rigtigt god mening. Man er ikke afhængig af at skulle mødes fysisk – hvilket kan være et logistisk mareridt, selv i et bette land som vores – og man kan meget hurtigt nå bredt ud til dem, man skal kommunikere med.
Og så kommer det store ”meeeen”. For selv om det giver rigtig god mening, så oplever jeg igen og igen, at når man virkeligt skal skabe noget, eller man skal nå i dybden med en arbejdsproces eller have et budskab helt igennem – så tyr vi meget ofte til, at mødes face-to-face. For så ”kan vi rigtigt få noget fra hånden”. Det sker ofte for os selv – vi holder en række TechTalk seminarer hver måned. Og her kunne man argumentere for, at det kunne da bare klares som webinar i stedet. Så kunne alle deltagere spare transporttid og vi kunne spare en masse omkostninger til lokaleleje og forplejning. Og så kunne vi hver i sær sidde, hvor vi havde lyst til og være virtuelt tilstede med et lille login. Og endnu bedre – det kan optages, og så kan jeg se det når jeg har lyst til det. Men feedback’en er altid, at det skal være fysiske møder, så man kan ”mødes ordentligt” med andre – se dem i øjnene. Ellers får man ikke det hele med.
Et andet eksempel er de mere intelligente intranet, der dukker op i virksomhederne i øjeblikket. Intranet, der bygger på samme tankegang, som de sociale medie platforme, vi kender fra ”privaten”. Medarbejdere kan lave profiler med fine profilbilleder og fremstå med deres virtuelle avatar, når de kommenterer på dette og hint. Her er der også mulighed for at samarbejde om deciderede konkrete arbejdsopgaver, opdatere hinanden og holde styr på det workflow, der skal til for at komme i mål med opgaven. Det morsomme er så bare, at når man så kigger ind i de fysiske mødelokaler, så er de stadigt bookede og fyldt med kollegaer og medarbejdere, der koordinerer internt om projekter og opgaver…
Jeg synes derfor, at måtte konkludere – helt og totalt uvidenskabeligt – at vi analoge mennesker og vores workflow bare ikke dur til selv at blive virtualiseret. Nuvel – vi kan måske støtte os lidt til brugen af virtuelle møderum og –steder. Det er en elegant måde at holde alle opdaterede på, hvad der sker uden at de fysisk skal mødes; men det bliver ikke HELT, som når vi mødes ”4Real”. Det kan selvfølgelig også være, at jeg blot tilhører generation ”bagud” og ikke har fanget konceptet ordentligt. Er det også oplevelsen blandt læserne, eller er I bedre til at håndtere hele dette virtuelle “mødes-med-hinanden”? Kan det bruges til at skyde kreative processer og relationer i gang, eller er det blot et vedligeholdelsesværktøj?
Men jeg tror stadigt på idéen, for det ER en smart måde at optimere vores tid på, så vi bliver mere effektive og produktive – og det krav kommer vi ikke uden om, at vi skal. Der skal man bare slå op i aviserne for at se, hvor pressede vi danskere er på den front.
Leave a Reply