Daily Archives: February 15, 2014

Baltika. Sådan lyder navnet på en helt ny type isbryder, der er bygget med et asymmetrisk skrog for at rydde et større område med is.

Hvor almindelige isbrydere kun rydder en sejlrende med en bredde på 20 meter, så kan Baltika – og hendes tre søsterskibe – skabe en sejlrende på hele 50 meter. Dermed kan én isbryder alene eskortere tankskibe gennem isfyldt farvand.

Tricket er, at Baltika er udstyret med tre dieselelektriske thrustere, en forrest og to bagerst, der kan dreje 360 grader. Thrusterne kan få skibet til at sejle sidelæns med en vinkel på op til 30 grader, og den ene side af skibet er formet, så skibet lettere glider op på isen for at knuse den med skibets 3.800 GT.

Baltika er designet og patenteret af ingeniørfirmaet Aker Arctic, der har fået det bygget på Artech Helsinki Skibsværft efter en kontrakt på 576 millioner kroner med det russiske transportministerium. Aker Arctic har store forventninger til den nye skibstype, kaldet ARC100, som i en større udgave, ARC100HD, skal operere i området syd for Nordpolen, hvor den skal assistere skibe, der sejler i Nordøstpassagen.

Nordøstpassagen vinder frem

I takt med den smeltende is er interessen for Nordøstpassagen steget. I 2012 søgte 46 skibe de russiske myndigheder om tilladelse til at sejle gennem passagen, men sidste år var det tal allerede steget til 250 ansøgninger allerede efter årets første otte måneder.

Ruten gennem Nordøstpassagen er da også markant kortere for skibe, der f.eks. sejler fra russiske Murmansk til japanske Yokohama. Syd om Europa og gennem Suezkanalen er ruten 23.780 kilometer, men gennem Nordøstpassagen er ruten kun 10.686 kilometer.

Baltika kan rydde op til 0,6 meter tykt is ved sidelæns sejlads, men må skifte til forlæns eller baglæns sejlads, hvis isen bliver tykkere. I første omgang vil russerne bruge skibet til isbrydningsopgaver og miljøopgaver i Den Finske Bugt, hvor skibet får hjemhavn i Skt. Petersborg.

Under dæk har Baltika også en spildevandstank på 900 kubikmeter, der kan separere olie og vand. Med en slags kranbetjent arm kan Baltika nemlig hjælpe med at indsamle olie.

Klippet bliver vist i samarbejde med Discovery Channels serie ‘Forklaring Følger’, der bliver sendt mandag-torsdag kl. 20.30. Afsnittet om produktion af vodka bliver sendt onsdag 19. februar.

En måbende entreprenør var, hvad der mødte biolog Paul Maslen fra Københavns Kommunes Center for Miljøbeskyttelse, da han i efteråret skulle inspicere anlæggelsen af en ny fugleø i Utterslev Mose.

Anlægsarbejdet indebar, at entreprenøren først etablerede en ring af kampesten og derefter fyldte midten ud med mindre sten – alt i alt omkring 600 ton sten – og ugen før havde det været godt i gang. Men nu var både fremdrift og opdrift tilsyneladende forsvundet.

»Før weekenden stak stenene omkring 10 cm op over vandet, men nu var omkring 30 procent af øen forsvundet. Øen var omkring 750 m2, så det var en hel del, der var væk,« fortæller Paul Maslen.

En inspektionstur på vandet viste, at stenene nu lå på cirka to meters dybde, så yderligere opfyldningsarbejde blev stoppet med det samme.

For dårlige målinger

Kommunens rådgiver Orbicon havde vurderet, at vanddybden på stedet var 30 cm, og at bunden bestod af cirka en meter dynd, erkendte, at deres målinger ikke havde været gode nok.

»Bundens bæreevne var simpelthen ikke så stor, som vi havde regnet med,« siger Paul Maslen.

Derfor er den forsvundne del af øen nu genopbygget med jord i stedet for sten, og de øverste 10 centimeter er blevet dækket af grus, så der ikke kommer vegetation på øen.

»Vi vil gerne tiltrække nogle bestemte typer måger og terner til øen, og de bliver normalt tiltrukket af strande, så der skal ikke være bevoksning på øen. Det gør også øen stort set vedligeholdelsesfri for os.«

Flere fugleøer på vej

Der har tidligere været en fugleø på stedet, og kommunen har planer om at reetablere flere fugleøer i mosen – men det vil formentlig blive med lettere materialer, vurderer Paul Maslen.

»Der er nogle øer derude, som er bygget op med jordbunde. Det kan være, at vi lægger halmballer ovenpå dem og udlægger grus på toppen, så de også bliver vedligeholdesesfri.«

Kommunen har på nuværende tidspunkt ikke afsat flere penge til projektet og oplyser endvidere, at genetableringen af den delvist sunkne fugleø ikke har medført ekstra udgifter for kommunen.

Rummet 100 kilometer over vores hoveder er alligevel så højt oppe, at de danske raketbyggere er nødt til at bygge en såkaldt ballute for at få deres næste rumkapsel sikkert ned.

Rumkapslen TDS80 skal sidde på toppen af den ni meter høje raket Heat 2X, der skal testes til maj fastspændt til jorden. Hvis testen forløber fint, har kapslen udsigt til at komme op i højder nær rummet, og på vej ned ville kapslen opnå faretruende hastigheder og temperaturer uden noget til at bremse den.

En ballute er en mellemting mellem en ballon og en faldskærm – navngivet med en kombination af de engelske ord for de to genstande. Balluter har tidligere været brugt i rumfarten, blandt andet på Gemini-kapslen, og Armadillo Aerospace har også brugt teknologien.

Typisk bliver en ballute fyldt med gas for at få sin dråbeform, men rumkapselbygger Kristian von Bengtson og hans makker, faldskærmsdesigner Søren Gregersen, vil helst opfinde en mekanisk løsning, hvor balluten folder sig ud ved brug af kulfiberstænger eller pianostænger – ligesom et Hello Kitty-telt fra Fætter BR, forklarer Kristian von Bengtson.

Danskerne har allerede bygget en prototype i nylon, som er udstyret med en række åbninger. Ideen er nemlig, at luftstrømmen gennem åbningerne vil hjælpe med at give balluten sin form.

Prototypen har været testet ophængt under en blæser, men en ny udgave skal afprøves i vindtunnelen hos Copenhagen Air Experience, hvor vindhastigheden kan komme op på 250 km/h.

I virkeligheden opnår ballute og kapsel hastigheder over lydens. I den hastighed vil temperaturen komme op på et par hundrede grader, og derfor skal den endelige ballute formentlig bygges af det flammehæmmende materiale Nomex. Det bliver i dag brugt i alt fra racerkørerdragter over airbags til Mars-rovere.

Foruden at bremse kapslen hjælper balluten med at holde kapslen stabil, men i cirka tre kilometers højde bliver den koblet af, og en faldskærm på otte kvadratmeter, en ‘drouge’, bliver skudt ud. Den bremser hastigheden til ti meter i sekundet.

»Hvis balluten går i stykker, er det usikkert, om kapslen vil over­leve. Men hænger den iturevet og blafrer over kapslen, giver den stadig vindmodstand, og så kan kapslen stadig have en chance. Men det vil ikke se godt ud,« siger Kristian von Bengtson.

Han forventer, at kapslen er helt færdig med alt udstyr til juni, og opsendelsen af Heat 2X vil så finde sted umiddelbart efter eller i sensommeren. Alt afhænger dog af den kommende test af raketmotoren, der er udskudt fra 1. marts til sidste halvdel af maj. Udskydelsen skyldes, at raketbygger Peter Madsen gled på et stykke is, slog hovedet og fik midlertidigt hukommelsestab. Han er dog i bedring nu, men har fået besked af lægen på at holde sig i ro.

I journalistik har vi fem nyhedskriterier, som pejlemærker for, hvad der er en god historie: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensa­tion og konflikt. Væsentlighed er, hvad der giver os prædikatet som samfundets vagthund. Det er de væsentlige historier, vi fortæller om ved familiefødselsdage for at vise, hvor vigtige vi er.

Men uden de andre kriterier bliver historien ofte så knastør, at familien går ud efter vand og aldrig kommer tilbage. Sådan er det lidt med sagen om træpiller.

I de seneste måneder har Ingeniøren sat fokus på den danske energisektors omstilling fra kul til træpiller. Flere værker har allerede skiftet til træpiller, vi har femdoblet vores forbrug på 11 år, og nu står vi over for en omstilling til syv milliarder kroner, hvor kul i løbet af de kommende år skal erstattes af 4,5 millioner ton træpiller om året.

Det er stort … og CO2-neutralt, kan man læse i det danske energiforlig. Men ingen kan garantere, at træpillerne er CO2-neutrale. Flere førende danske forskere mener ligefrem, at pillerne risikerer at udlede mere CO2, end kul gør. Så hvorfor kan politikere og embedsmænd ikke se, at der kommer røg ud, når man brænder træpiller af?

Netredaktøren går bonanza

Væsentlighed var nøglekriteriet i den første artikel i serien på ing.dk, der fik fint med læsere. Lidt over 4.000 er dog ikke mange (slet ikke set i forhold til, at en flere år gammel video med en helikopter på kort tid kunne indkassere 100.000 klik, fordi den gik amok på Facebook).

At redaktøren havde indsneget det hidtil ukendte ord ‘træpille­bonanza’ i overskriften, vidner nok om, at han var klar over risikoen for, at læserne ville gå ud efter vand.

Men trods svage læsertal og svag interesse fra de store medier ringede og skrev spindoktorer, interesseorganisationer og kraftværksfolk konstant. De skrev kronikker og gik så langt, at de spurgte til, hvilke historier vi ville bringe – underforstået så de kunne forberede deres folk og skrive pressemeddelelser.

En usædvanlig opmærksomhed er som regel lig med en vigtig sag, og i samme periode udsendte Dansk Energi en pjece med rosende ord om træpiller og holdt en stor konference på Christiansborg.

Men politikerne dukkede ikke op. De holdt frikvarter, som tidligere medlem af Klimakommissionen Jørgen Henningsen har formuleret det. Frikvarteret bestod i, at de ventede på den bioenergianalyse, der skal tage stilling til, hvor klimavenlige forskellige typer biomasse er, og hvad vi bør bruge i fremtiden.

Efter at Ingeniøren havde inter­view­et politiske ordførere og ministre i forbindelse med serien, stod det dog klart, at de ikke havde brugt frikvarteret på at læse om CO2-gæld, ILUC-beregninger og andre problemer relateret til biomasse. Og nu var frikvarteret ovre. Det ringede ind i form af telefonopringninger fra Ingeniøren, der havde fået aktindsigt i udkastet til rapporten.

Ligesom en skov af forskere konkluderer rapporten efter udkastet at dømme, at træpiller ikke automatisk er klimavenlige. Kommer de fra affaldstræ, er det fint, men kommer de fra gammel skov eller savanne, ser det skidt ud. Der er brug for politisk handling for at sikre klima­gevinsten, lyder det.

Og så imploderede SF

Om regeringen vil handle, får vi at se. Vi kommer ikke til at vente på nye beregninger fra en klimakommission, et miljøøkonomisk råd eller det nye klimaråd. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at tage en beslutning, lød det 29. januar fra Socialdemokraternes klimaordfører, Pernille Rosenkrantz Theil, her i Ingeniøren. Men fem dage senere imploderede SF, og en rokade spredte sig, der gjorde Pernille Rosenkrantz Theil til socialordfører. På posten som klima-, energi-, og bygningsminister blev Martin Lidegaard (R) udskiftet med Rasmus Helveg Petersen (R), så den politiske fremtid for træpillerne er usikker – og med garanti mindre videnstung.

Nu venter alle på politikerne – især Dong Energy, der har sat sine planer på standby. Forsyningssikkerhedsafgiften, der skal lægge afgift på biomasse, er udskudt på ubestemt tid, og bioenergianalysen er forsinket.

Men begge dele kommer lige om lidt. Og vender vi i ventetiden tilbage til træpillerne, så lad være med at gå ud efter vand. For så kommer vi til at gå bonanza igen.

Den eneste drone, der reelt vil kunne dække Danmarks behov for overvågning i Arktis, er den amerikanske Global Hawk RQ4. Men den kan ikke flyve i området, før der bliver sendt satelliter op til at støtte den, skriver tre forskere fra Center for Militære Studier i en ny rapport, ‘Om fremtidig brug af ubemandede fly i det danske forsvar’.

»Jeg ville fokusere på satellitter, eventuelt i samarbejde med andre nordiske lande, som den tidligere norske statsminister Stoltenberg foreslog i sin rapport om nordisk forsvarssamarbejde,« siger seniorforsker Kristian Søby Kristensen, der er en af de tre forfattere til dronerapporten til Berlingske Tidende.

Problemet er, at det kniber med satellitdækningen nord for den 85. breddegrad

‘Arktis er et stort område, så direkte (line-of-sight) kontakt mellem operatør og UAV vil ofte ikke være muligt, stationer på jorden er vanskelige at opbygge og vedligeholde og der er kun ringe satellitdækning over 85 grader nord. Disse forhold vil gøre det meget udfordrende at operere UAV’er i Arktis på nuværende tidspunkt,’ konkluderer rapporten.

Og hvis man alligevel skal sende satellitter op, kan de altså selv løse en stor del af overvågningsopgavene:

‘Hvis det er det, man sigter imod, skal kommunikationsudfordringerne nødvendigvis løses. UAV’er skal ganske enkelt bruge satellitter. Investering i satellitter er derfor nødvendigt for effektiv brug af UAV’er til omfattende overvågning i Arktis, men denne investering i satellitter vil i sig selv øge ISR-kapaciteten (Intelligence, Surveillance & Reconnaissance, red.),’ hedder det videre.

Rapporten konkluderer ligesom en anden drone-rapport udsendt af Forsvarsakademiet i december desuden, at de største dronesystemer, som Global Hawk RQ4, er stort set ligeså dyre som kampfly, når man medregner de omfattende mandskabs- og logistikkrav, systemerne stiller. Eksempelvis regner Nato med, at det vil kræve 600 ansatte at drive fem Global Hawk systemer i fredstid. Til sammenligning kalkulerer Forsvaret med 15-20 årsværk per F-16-jager i fredstid.

Alternativerne til at investere i Global Hawk-systemet er mindre skibsbårne dronesystemer, fælles dronesystemer med nordiske eller vestlige allierede, eller kampfly.

Kampfly bliver i begge rapporter desuden fremhævet for at give mulighed for at løse mange flere forskelligartede opgaver end dronerne. Men ifølge canadiske erfaringer skal man heller ikke undervurdere udfordringen ved at have kampfly i Arktis:

»For Canada indebærer det i hvert fald virkelig store omkostninger for luftvåbnet at have fly i så barske forhold både i forhold til logistisk støtte og de ekstra kapaciteter som transportfly og lufttankning, der er helt nødvendige, hvis man mener det alvorligt,« sagde major André Lessard fra det canadiske luftvåben sidste år til Ingeniøren.

Den nye rapport fra Center for Militære Studier anbefaler, at politikerne snart opretter en enhed i Forsvaret, der ligesom den såkaldte Kampflyindkøbsgruppe skal stå for at ’skabe og samle en gruppe af personel med indsigt i spørgsmålene omkring UAV’er, herunder indkøb, integration og operation.’

‘Lovgivningen her i landet gælder også for Metroselskabet og Københavns Kommune,’ siger Kaj Larssen, der er talsmand for de opbragte naboer til metroarbejdet ved Marmorkirken.

Derfor har sammenslutningen Beboerforeningerne omkring Marmorkirken i dag stævnet Transportministeriet med påstand om, at ministeriets beslutning om, at Metroselskabets ansøgning om døgnarbejde kan afgøres uden VVM-procedure, er ugyldig.

»Med sagsanlægget håber vi at få slået fast én gang for alle, at myndighederne og Metroselskabet skal overholde de krav om forudgående miljøvurdering og offentlig høring, der kræves efter både EU-retten og efter Århuskonventionen, som Danmark har tiltrådt,« forklarer Kaj Larssen.

Som beboerne opfatter det, er sagen om metrobyggeriet og de udvidede arbejdstider nemlig principiel:

»Vi ser frem til, at retssystemet undersøger, om vi som retssamfund og demokrati virkelig kan tillade, at de instanser, der er sat til at beskytte også mindretallet, blot tromler hen over borgerne og lovgivningen, fordi mangelfuld planlægning af et offentligt anlægsprojekt har medført store problemer,« siger Kaj Larssen.

Støjende og ulovligt

Naboerne til det støjende døgnarbejde ved Marmorkirken har hele tiden fastholdt – og har fået opbakning af embedslægen i – at arbejdet er sundhedsskadeligt og ulovligt.

»Aldrig tidligere, heller ikke i udlandet, har man givet tilladelse til så voldsomme støjniveauer i tæt bymæssig beboelse, døgnet rundt, alle ugens dage, over en meget lang periode,« tilføjer Kaj Larssen.

Baggrunden for stævningen er en ni dage gammel afgørelse, hvor Natur- og Miljøklagenævnet afviser at have kompetence til at behandle en klage over manglende VVM-vurdering før kommunens behandling af Metroselskabets ansøgning om døgnarbejde ved Marmorkirken.

Den har altså ikke noget at gøre med den samtidige kendelse, hvor klagenævnet kendte en tidligere kommunal beslutning om udvidede arbejdstider ugyldig.

Når beboerne har fundet stævningen nødvendig, er det for at sikre, at der sker miljøvurdering og offentlig høring, inden kommunen vurderer Metroselskabets ansøgning om at tillade støjende døgnarbejde ved Marmorkirken.

Stævningen kommer lige efter, at Metroselskabet har oplyst, at det mest støjende arbejde med at etablere afstivende vægge omkring den 40 meter dybe metrostation ved Marmorkirken netop er afsluttet.