Daily Archives: February 26, 2014

En kemiker fra Københavns Universitet har fået amerikansk patent på et antiresistensmiddel, som han og hans samarbejdspartnere håber i første omgang kan gøre op med problemerne omkring multiresistent tuberkulose.

Jørn Bolstad, som kemikeren hedder, er lektor på Københavns Universitet og har i samarbejde med lægerne Jette Kristiansen fra SDU og Oliver Hendricks fra Kong Christian X’s Gigthospital opdaget, at schizofrenimedicinen Thioridazin har en dræbende effekt på den mekanisme, som gør bakterier modstandsdygtige over for antibiotika.

Bakterier bliver resistente ved at udvikle en efluxpumpe, som skiller sig af med det bakteriedræbende stof, inden det gør skade. Men isomerer i Thioridazin har vist sig at blokere for efluxpumpen, så antibiotika bliver inde i bakterien, indtil den dør, i stedet for at skyde den væk.

Stoffet Thioridazin skader ikke mennesker nævneværdigt, men Jørn Bolstad har ifølge en pressemeddelelse fundet ud af at gøre stoffet helt harmløst. Han har nemlig isoleret den del af stoffet, som kun har en meget lille effekt på menneskehjernen.

»Vi har nu et stof, der godt nok blokerer bakteriernes efluxpumpe, men mennesker bliver højst en smule sløve af det,« siger Jørn Bolstad.

Skal kurere tuberkulose

Den dødbringende lungesygdom tuberkulose har udviklet resistens over for de fleste af de antibiotika, som ellers har kunnet dræbe de bakterier, som medfører sygdommen.

Selvom sygdommen i dag hverken er et stort problem i Danmark eller i resten af den vestlige verden, rykker de antibiotikaresistente bakterier stadig tættere på. Og nu mener Jørn Bolstad, at det er muligt at bringe antibiotika i spil igen ved at behandle to gange.

»Man kan sige, at vi kurerer bakterierne for deres resistens, og så slår vi dem ihjel med antibiotika,« forklarer Jørn Bolstad.

Thioridazin er allerede godkendt som lægemiddel. Derfor håber Jørn Bolstad og hans samarbejdspartnere på, at deres antiresistensmiddel, kaldet JEK47, kan blive godkendt uden den helt store godkendelsesprocedure, som nye lægemidler ellers normalt skal igennem.

Og selvom den rette investor ikke skulle vise sig, så stoffet kan komme på markedet, vil Jørn Bolstad hellere forære sin opdagelse til en ngo, der kan bruge stoffet i fattige lande med store resistensproblemer, end han vil se det samle støv i sin skrivebordsskuffe.

»Men der er rigeligt af resistensproblemer at tage fat på også i den industrialiserede verden, så jeg håber, der kommer en investor, der vil udvikle dette banebrydende stof,« siger Jørn Bolstad.

Midt i al virakket over, at det endnu engang er lykkedes det offentlige at hælde millioner af kroner ud på et fejlslagent it-projekt, faldt jeg over følgende citat i Berlingskes artikel:

Aktindsigten tegner også et billede af, at kræfter i ministerierne og i styrelsen til tider har forsøgt at lægge et røgslør ned over projektet. Til eksempel skriver Arbejdsskadestyrelsen i maj 2012 til Beskæftigelsesministeriet, at »der ved den første gennemførsel af testcases er fundet omkring 200 fejl«. En embedsmand i ministeriet anbefaler dog, at det bliver formuleret på en anden måde i orienteringen til finansudvalget.
»Selv om I skriver, at der er gode muligheder for at udbedre fejlene, kan det give anledning til unødvendige komplikationer. Såfremt I kan fastholde, at det ikke er bekymrende, mener (vi, red.), at afsnittet bør gennemskrives, så det ikke giver et forkert indtryk for udenforstående«

Altså hvis jeg fik en rapport med indholdet “der er fundet 200 fejl”, så ville jeg blive meget nysgerrig på, hvad “en fejl” betyder. Er det at der er 200 test cases, der er fejlede? Det skal da ikke tage mig ret mange minutter at committe noget, som får 200 af vores regressionstests til at fejl i en ruf, men det sige jo ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt det kan klares med et hurtigt fix, eller om det kræver månedsvis at rette op på.

Eller kan vi antage, at de 200 fejl formodentlig stammede fra 200 reelt forskellige problemer i koden? Jeg kan godt forstå, at man som embedsmand er bekymret for, hvordan en lægmand (politiker) tolker sådan et tal, men så har man vel et ansvar for at skrive en uddybende forklaring i stedet for bare at udelade informationen?

Ville du også feje 200 fejl ind under gulvtæppet?

Idag oprandt endelig dagen, hvor verden officielt får en ny standard for identitetshåndtering på internettet. Lanceringen skete parallelt på GSM World Congress i Barcelona og på RSA Conference i San Francisco.

Den officielle pressemeddelelse kan ses mange steder, bl.a. på bloomberg.com. Selve standarden kan ses på OpenID.net.

Det har taget 6 år og en masse erfaringer at komme videre fra OpenID2 til OpenID Connect, som den ny standard hedder. Parallelt hermed er behovet for sikker online identitetshåndtering mangedoblet, så den ny standard kommer ikke et øjeblik for tidligt. Derfor er det også lykkedes på forhånd at skabe langt bredere og stærkere support for den ny løsning end der har været for nogen af forgængerne.

Udviklingen har længe været drevet af større udbydere af emailtjenester, som f.eks. Google og Microsoft, men for nylig er der sikret opbakning fra GSM Association, der tæller ca. 800 teleoperatører. Specielt Deutsche Telekom samt de britiske teleoperatører har været aktive i denne proces. Der har desuden været et stærkt engagement fra Japan, hvor OpenID bevægelsen er mere organiseret end noget andet sted og hvor der stilles lignende krav til privatlivsbeskyttelse som i Europa.

OpenID Connect er en protokol til granulær udveksling af identitetsrelaterede attributter og som sådan ikke et alternativ til NemID som autentifikationsmekanisme. Den er derimod en mere lettilgængelig og fleksibel pendent til SAML2 protokollen, som bl.a. benyttes i det offentliges Nemlog-In, men som pga sin kompleksitet ikke har vundet indpas på kommercielle hjemmesider.

Derfor vil OpenID Connect med fordel kunne anvendes sammen med både NemID og diverse andre én-, to- eller multifaktor autentifikationsmekanismer for at øge både sikkerhed og privatlivsbeskyttelse. Samt ikke mindst for at skabe grundlag for interoperabilitet mellem forskellige løsninger – og dermed konkurrence mellem disse – både på lokalt og internationalt plan.

Flere analyser af OpenID Connect vil følge på denne blog samt mere udførligt på BedreID.dk. Der mangler stadig færdiggørelse af optionelle dele af standarden, f.eks. session management (håndtering af bl.a. Single-logout), udarbejdelse af profiler for forskellige typer anvendelser m.m. Så alle med holdninger til problematikkerne omkring identitetshåndtering kan stadig nå at bidrage på flere fronter – og det er i øvrigt helt gratis at deltage i arbejdet.

For første gang siden Mt. Gox lukkede sin hjemmeside ned natten til tirsdag, er den øverste chef, Mark Karpales, nu dukket frem med en kort skriftlig udtalelse. Det skriver The Guardian.

Karpales skriver, at hans udmelding er en reaktion på de mange spekulationer omkring Mt. Gox og dens fremtid.

»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at forsikre alle om, at jeg stadig er i Japan og arbejder hårdt på at finde en løsning på de seneste problemer med hjælp fra forskellige parter,« udtaler han.

Han beder desuden folk om at holde op med at kontakte hans medarbejdere, da han har instrueret dem i ikke at svare eller give informationer.

De japanske myndigheder har tidligere på ugen nægtet at tage nogen former for ansvar i forbindelse med Mt. Gox og de pengebeløb, som brugerne måtte have tabt.

The Guardian skriver, at en talsmand fra landets offentlige finansagentur, Financial Services Agency, blandt andet gjorde det klart over for Wall Street Journal, at de ikke anser bitcoins som en møntfod i samme boldgade som eksempelvis guld. Derfor ligger bitcoins uden for deres “regulative tilsyn”.

Men i kølvandet på myndighedernes mildest talt kølige syn på bitcoins, udtaler en talsmand fra den japanske regering til Wall Street Journal, at de for første gang nu vil undersøge lovligheden af bitcoins.

Desuden fortæller talsmanden ifølge The Guardian, at man i samarbejde med politiet er i gang med at indsamle informationer om Mt. Gox, og at de er indstillet på at »tage affære«.

For nylig så jeg Dr. Alban i det svenske melodigrandprix. Det var en noget sørgelig forestilling i forhold til, hvor ikonisk den svenske eurodance-scene var for 1990′erne. Men måske var det dåsebeatet, der aktiverede mit nostalgicenter og fik mig til at tænke en ret bizar tanke: 1990′erne var fede!

Altså, det var de jo ikke. Bortset fra Nirvana. Og Pantera. Og førnævnte eurodance, bortset fra Aqua. Men altså, der var nogle ting, der forsvandt i 1990′erne, som aldrig kommer tilbage. Og det gælder ikke kun Kurt Cobain.

Pc’er var knapt så fede i 1990′erne. Jo, de blev opgraderet til multimedie-pc’er og fik Windows 95 og cd-rom-drev og modem, men de var nogle beige klodser uden meget charme, uanset om der stod Apple eller Olivetti på dem. Udviklingen sprintede af sted som en 80486 DX2 med Turbo-knappen trykket i bund, og det kostede et par hyggelige teknologier livet.

Disketteboksen

Disketten er der ingen, der savner. De var upålidelige og langsomme. Men kasserne, vi opbevarede dem i, var geniale.

Der fandtes kun ét design. 99 procent plastik. Beige bund, røgtonet gennemsigtigt låg og en lille lås, som ikke rigtigt havde nogen funktion, fordi nøglen altid sad i. Inden i var der små opdelere, så man kunne adskille sine disketter i grupper af cirka 10-12 styk.

Men hvorfor skulle man dog savne disketteboksen? Jo, kassen med dine 72 disketter var sidste gang, du selv havde overblikket over dine vigtige data.

Hvor ligger dine vigtige data i dag? Hvis du er ligesom de fleste, så ligger de måske på en harddisk, lidt i skyen, lidt på en mobiltelefon, lidt på en gammel mobiltelefon, en masse på en gammel bærbar og en hel masse på en ekstern harddisk, hvor du sidst sikkerhedskopierede dem til for fire år siden.

Disketteboksen var anderledes. Der var den røde diskette, som var din sikkerhedskopi af universitetsopgaven. Så var der tre disketter: Dokumenter, Dokumenter 2 og Dok 3. Så var der sikkert også en Misc. og én til, der hed Dokumenter.

Men det gjorde ingenting, for din hjerne kunne sagtens overskue disketteboksen, og det tog sjældent mere end fire forsøg at finde den rigtige diskette. Det er blot ét forsøg mere, end hvis du både bruger Google Drev, OneDrive og Dropbox.

Papir i endeløse baner

Hvis du aldrig har haft papir i endeløse baner mellem hænderne, så er du gået glip af en primitiv tilfredsstillelse. Glem bobleplast. 500 perforerede ark er det sande himmerige.

Papir i endeløse baner var en genial enkel løsning på det mekaniske problem at fodre en printer med papir. Her kunne printeren blot æde løs med episke papirstop til følge, for selvom nåleprintere arbejdede langsomt, så havde de ingen hæmninger med at smække papirtraktoren i højeste gear, måske for at bevise, at der ikke bogstaveligt var tale om ‘endeløse’ baner.

Men det lyder jo forfærdeligt i forhold til den liflige duft fra en laserprinter eller den spøgelsesagtige skygge af Times New Roman fra en inkjet-printer med halvtom tank?

Papirstoppinslerne blev rigeligt opvejet af at få lov til at rive perforeringen af. Triumfen ved at rive papirfremføringssporet i både højre og venstre side af arket af, uden at rive selve arket i stykker, var som at lande på Månen.

Og så kunne man lave rigtigt grimme bannere, som prydede kontoropslagstavler og datastuer på ungdomsskolerne i 1980′erne og frem til begyndelsen af 1990′erne, hvor enkeltarksmafiaen besluttede sig for at tage glæden ud af at printe.

Overheadprojektoren

Hvor mange elsker PowerPoint? Fratrukket Microsoft-ansatte og folk i konsulentbranchen, så er tallet 0. Ikke bare cirka 0, men præcis 0.

Men PowerPoint var ikke en djævelsk opfindelse, der blev skabt af en kunstig intelligens i en mainframe på CERN som følge af en elementarpartikel på afveje. Det var et program, der skulle hjælpe med at præsentere viden til et stort publikum i for eksempel et auditorium helt uden brug af sprittusser.

Før LCD-projektoren og VGA til MiniDisplayPort-adaptere var der overheadprojektoren. Den havde kun ét stik til en kraftig pære og dét var det. En enkel konstruktion med en fresnellinse og et spejl, som kunne sende alt, der blev lagt på glaspladen op på et lærred.

Det lyder jo ikke meget mere spændende end PowerPoint, altså bortset fra, at det nok var lettere at tegne anatomisk korrekte tændstiksmænd med tusch på klar plastik end i Paint. Men det sjove lå i eksekveringen.

Lad os tage en universitetsprofessor med en bunke på 24 transparenter, der skulle klaskes på projektoren i løbet af en forelæsning. Tag dernæst en transparent, som kunne vende på fire måder, hvor af kun én ville give det korrekte billede.

Hvor mange af de 24 transparenter ville ende med at stå på hovedet, spejlvendt eller begge dele? En enkelt? To-tre stykker? Halvdelen? Nej, dem alle sammen selvfølgelig.

Af uvisse årsager var det nærmest umuligt for menneskehjernen at gennemskue systemet af linser og spejle og regne ud, hvordan transparenten skulle vende. Rygterne vil vide, at det stadig bruges som træning i spatial awareness for Nasas testpiloter.

Der fænomen har hjulpet en hel generation af studerende gennem ellers ulideligt kedelige forelæsninger som opvarmning til fredagsbaren. Men måske kan vi få en tilsvarende funktion i PowerPoint 2015?

På Mobile World Congress har producenten af hukommelseskort, Sandisk, lanceret verdens første MicroSD-kort på 128 gigabyte. Det skriver T2 Teknisk Ukeblad.

Det norske medie skriver, at produktlanceringen næsten falder sammen med tiårsdagen for de første MicroSD-kort på 128 megabyte. En maksimal kapacitet, der altså siden nu er blevet tusind gange større.

Men selvom der kan være mange data på kortet, hører det ikke til feltets hurtigste med en læse- og skrivehastighed på 10 MB/s. Dog er denne hastighed nok til for eksempel at optage Full-HD video.

Kortet lanceres til en pris på 199,99 dollars svarende til omkring 1.100 danske kroner. Det vides endnu ikke, hvornår kortet kommer i handlen i de danske butikker.

Hvad sker der, når man sætter op mod 100.000 spillere til at styre det samme spil? Det er det, eksperimentet ‘Twitch Plays Pokemon’ forsøger at besvare, og det har ført til en uventet kamp mellem anarki og demokrati, skriver blogger og spilforsker Dennis Ramirez på Gamasutra.com.

Eksperimentet kan sammenlignes med metaforen om, at hvis man sætter tusind aber med tusind skrivemaskiner i et rum, så vil de på et tidspunkt genskabe Shakespeares samlede værker. Sandsynligheden taler dog for, at man skal vente noget længere end i Twitch Plays Pokemon-eksperimentet.

Efter fem dages spiltid var spillerne halvvejs gennem spillet, men var dog stødt på problemer.

Twitch Plays Pokemon, eller TPP, fungerer ved, at spillerne logger på en chatserver, hvor de kan skrive kommandoer til en emuleret udgave af det originale Pokemon Red, som udkom til Nintendo Gameboy-konsollen i 1996.

Kommandoerne fortolkes og sendes videre til spillet, som altså kan få mange modstridende kommandoer på samme tid. Det gav problemer, da spillerne skulle gennem en labyrint, og derfor blev der indført et afstemningssystem, hvor spillerne kunne stemme på, hvilken kommando der skulle vælges.

Det førte imidlertid til protester fra spillere, som ville have genindført anarkiet, så nu er TPP udstyret med en funktion, som lader spillerne vælge mellem demokrati eller anarki.

Tanken bag eksperimentet er, at en mængde af uafhængige personer kan have større sandsynlighed for at vælge rigtigt, når de bliver stillet over for valgmuligheder, end ren tilfældighed.

I TPP vælger spillerne ikke altid rigtigt, og de mærkelige tilfældige handlinger, som spillerne får Pokemon-hovedpersonen til at foretage sig, har ifølge Dennis Ramirez endda skabt en hel mytologi, hvor spillerne sætter visse gentagne irrationelle handlinger ind i deres egen fortælling, der ikke har med spillet at gøre.

Selvom det kan tage timevis for spillerne at overvinde visse forhindringer, så har de foreløbig klaret sig bedre end et parallelt eksperiment, som blev sat op efter inspiration fra TPP. En tilfældighedsgenerator skulle generere tilfældige kommandoer og nåede også langt i spillet, men endte med at miste alle sine penge og slippe sine indfangede pokemoner løs.

Ifølge Dennis Ramirez er det mest interessante ved eksperimentet, at selvom visse individer ser ud til at forsøge at sabotere spillet, så korrigerer andre spillere for sabotagehandlingerne, så der sammenlagt fortsat sker fremskridt i spillet.

Det er blot to uger siden, sygehusene i Region Nordjylland blev ramt af et alvorligt nedbrud på grund af en hardwarefejl på netværket. Onsdag formiddag gav en webserver nye problemer, som blandt andet gik ud over medicinsystemet.

»Vi har nogle systemer, som er ramt af lange svartider. Vi er nu ved at flytte dem til andre servere,« siger it-chef Claus Wegener Kofoed til Version2.

Han understreger, at problemerne ikke har samme omfang som for to uger siden, hvor alle systemer i regionens datacentre var utilgængelige i seks timer.

Onsdagens fejl ramte én af de webservere, som blandt andet ligger bag hjemmesiden rn.dk. Webserveren blev overbelastet af trafik, og den sendte ikke en del af trafikken videre til en sekundær server, sådan som det ellers var meningen.

Det betød, at der var meget lange svartider på hjemmesiden, og det gik også ud over visse af de kliniske systemer, som sad på samme segment som webserveren.

It-folkene i Region Nordjylland arbejdede onsdag ved middagstid på at flytte de berørte systemer til andre fysiske servere for at afhjælpe problemet med svartiderne.

Årsagen til overbelastningen af webserveren er endnu uvis.

»Vi koncentrerer os først om at afhjælpe problemet, og så bagefter begynder vi at lede efter årsagen og løse den,« siger Claus Wegener Kofoed.

Forskere ved University of Liverpool har for første gang udviklet en computervirus, der kan inficere det trådløse netværk i sig selv og sprede sig som en forkølelse blandt mennesker.

Virussen, som holdet har døbt ‘Chameleon’, er i stand til at lægge sig på et access point, hvor den automatisk finder og inficerer de systemer på netværket, der har den laveste beskyttelse. Det skriver Science Blog.

Men det særlige ved virussen er, at den i forsøget ikke blev opdaget af computernes antivirussystemer. Det skyldes, at virussen kun er til stede via det trådløse netværk og aldrig lægger sig fysisk på computeren.

Når virussen først er inde i et access point, kan den desuden også sprede sig til andre dårligt beskyttede hotspots i nærheden. Det er særlig problematisk i tætbefolkede områder, hvor afstanden mellem de trådløse netværk ikke er større, end at virussen kan se og eventuelt inficere et nyt netværk. Og så er epidemien for alvor i gang.

Professor i netværkssikkerhed Alan Marshall fortæller, at folk ikke troede, at det var »muligt at udvikle en virus, som kunne angribe wifi-netværk, men vi har demonstreret, at det er muligt, og at den kan sprede sig hurtigt.«

Professoren fortæller, at man nu kan bruge den viden til at udvikle nye teknikker, der kan identificere denne type angreb.

Ford vil efter længere tids problemer med softwaren i sine Windows-baserede bilcomputere helt skrotte platformen og i fremtiden gå over til BlackBerry QNX. Det fortæller anonyme kilder tæt på sagen i følge Seattle Times.

Avisen skriver, at Fords bilejere længe har klaget over en række fejl i fabrikantens Sync-platform. Systemet giver blandt andet mulighed for håndfrie telefonopkald, stemmestyring, musikkontrol og navigation.

Ved at gå over til BlackBerrys QNX-platform, vil Ford i følge kilderne spare penge på licenser i forhold til den nuværende aftale med Microsoft. Desuden forventer man, at systemet vil blive hurtigere og mere fleksibelt.

Hvis kilderne taler sandt, vil aftalen betyde en hel del for det vingeskudte BlackBerry, der i november 2013 havde mistet 95 procent af sin værdi siden virksomhedens højdepunkt i midten af 2008.

BlackBerrys QNX-platform kan man i dag blandt andet se i biler fra Audi og BMW.