Daily Archives: February 27, 2014

Der er en ny blogger på Version2 i denne uge.

Mark Okman Woodhouse er Business Development Manager hos Affecto, som implementerer løsninger inden for Business Intelligence og Information Management. Han vil blogge om alle aspekter af Information Management baseret på sin 19 års erfaring I industrien.

Han lover at dække emner som implementering, strategi, markedsfokus, Enterprise Data Warehousing og meget mere.

I sit første indlæg skriver han blandt andet:

‘Jeg har fået præsenteret løsninger fra en del IT-leverandører, som proklamerer, at de kan levere løsninger, som er fuld fokuseret på at håndtere DW-løsninger langt mere effektivt end tidligere. Disse løsninger kaldes Data Warehouse Appliances-løsninger (DW Appliances). Generelt er Appliances løsninger/komponenter, som skal levere en specifik funktionalitet, som vi kender fra dagligdagen: en støvsuger, en brødrister, en boremaskine mv. Vi kan ikke rigtigt forestille os en komponent, som har samlet alle disse egenskaber (jeg kan i hvert fald ikke), og som vil fungere særligt optimalt.’

I sit indlæg diskuterer Mark flere aspekter af DW Appliances – du kan læse hele indlægget her.

Da jeg for efterhånden en hel del år siden begyndte at interessere mig for Business Intelligence (BI) og Data Warehouse-løsninger (DW), var IT-branchens fokus hovedsageligt rettet mod at:

• sikre rimelige svartider på rapporter og analyser
• give flexibilitet for forretningen til løbende tilpasninger ift. nye krav
• gøre det muligt at sammenstille data fra mange forskellige systemer
• gøre det enkelt at bygge rapporter på komplekse data

Med dette udgangspunkt har mange virksomheder skabt BI- og DW-løsninger for at sikre deres viden om deres egen forretning. Men jeg har også i den seneste tid set mange organisationer, som er begyndt at ramme loftet for effektiviteten af deres DW. Kravene fra brugerne, som har vænnet sig til effektiviteten af deres BI-løsninger, stiger konstant, samtidigt med, at datamængderne, som skal hentes ind i DW’et, nærmest stiger eksponentielt.

Dette medfører blandt andet:

• længere leveringstid på DW-projekterne og stor back-log ift. tilpasninger
• tungere administration og vedligeholdelse
• lang indlæsningstid for nye data til DW’et
• længere tid mellem indlæsning af nye data (refresh)
• længere svartider på forespørgsler fra rapporter og analyser

Jeg har gransket diverse resultater fra diverse analyse-bureauers undersøgelser om DW-løsninger, og ud fra disse oplever 60-70% af virksomhederne svartidsproblemer; og problemerne forværres i takt med konstant stigende datamængder. Det bliver sværere at skalere løsningerne til de store datamængder og den øgede kompleksitet af data, som kræves for at kunne levere de avancerede analyser, der ligger til grund for rapporter og dashboards.

Hvordan kommer vi ud over dette? Svaret på løsning af dette kunne være ”mere af det samme” – dvs. større servere med flere CPU’ere og mere hukommelse, nyere database-teknologier, mere avanceret anvendelse af database-funktionaliteterne og endnu flere udviklere. Men det er jo her, at vi er begyndt at ramme loftet.

En anden løsning vil være at begynde at se på teknologier, som er dedikeret til DW-løsninger. I dag benytter vi stort set de samme basisteknologier til såvel DW som til online-løsninger (ERP, CRM, web etc.), selvom der reelt er voldsom stor forskel på, hvordan man håndterer data fra sådanne systemer.

Jeg har fået præsenteret løsninger fra en del IT-leverandører, som proklamerer, at de kan levere løsninger, som er fuld fokuseret på at håndtere DW-løsninger langt mere effektivt end tidligere. Disse løsninger kaldes Data Warehouse Appliances-løsninger (DW Appliances). Generelt er Appliances løsninger/komponenter, som skal levere en specifik funktionalitet, som vi kender fra dagligdagen: en støvsuger, en brødrister, en boremaskine mv. Vi kan ikke rigtigt forestille os en komponent, som har samlet alle disse egenskaber (jeg kan i hvert fald ikke), og som vil fungere særligt optimalt.

Det samme gælder for DW Appliances, som basalt set er en server hardware- og database-platform, som er optimeret til DW-løsninger. Nogle løsninger er meget forskellige og nogle har mange lighedspunkter. Fælles for dem er dog, at de lover ekseptionelle forbedringer på svartider, skalérbarhed og administration – og dermed på økonomien i den sidste ende.

Det lyder som noget vi har hørt før, men jeg skal tilføje, at jeg har set på en del af de erfaringer der er gjort med DW Appliances, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at der reelt er kæmpe store gevinster at hente på DW Appliances. Indtil videre har vi set store ydelsesforbedringer både når det gælder svartider på rapporter og når det gælder load-tider af data ind i DW’et.

Selvom vi har erfaret mange fordele, skal vi også være opmærksomme på, at træerne ikke vokser ind i himlen. DW Appliances er ny teknologi til erstatning for eksisterende teknologi, og det er sjældent en god ide at lave et totalt ”floor sweep”, men i stedet lave en gradvis implementering og sikre integration mellem eksisterende Data Warehouse-løsninger og de nye DW Appliances.

Vi mangler dog stadig at se den brede anvendelse af DW Appliances, men den er helt sikkert på vej, efterhånden som virksomhederne erkender, at de ikke kommer ret meget videre på deres nuværende Data Warehouse-platform. Og så er det naturligvis ikke alle virksomheder, som umiddelbart vil have gavn af DW Appliances – det kræver trods alt, at virksomheden har Data Warehouse og BI som vigtigt element i strategien og derfor gode budgetter til netop Data Warehouse-løsninger, da den initielle investering i DW Appliances hurtigt løber op i den tunge ende.

Over 11 millioner euro – 82 millioner kroner – har München kommune sparet på at skifte Microsoft-produkter ud med Linux og LibreOffice de sidste ti år. Nu fortsætter byen med at udbygge open source-platformen for de 15.000 pc-brugere.

E-mail, kalender og en række samarbejdsværktøjer skal nemlig fremover køres med Kolab, et open source-produkt, der oprindeligt blev udviklet af den tyske myndighed for it-sikkerhed. Det skriver The Register.

Softwaren skal rulles ud over de næste fire år, hvor Kolab-pakken erstatter et gammelt Sun-produkt.

München har gjort sig internationalt bemærket ved for ti år siden at beslutte at erstatte Windows NT 4.0 med Linux og MS Office med OpenOffice, der siden er blevet omdøbt til LibreOffice. Målet var at få 80 procent af de omkring 15.500 pc-arbejdsplader væk fra betalingssoftware, men da migrationsprojektet efter ti år kunne erklæres for afsluttet, i december 2013, var man nået helt op på 14.800 af de 15.500 computere.

Ifølge The Register fik byens udmelding dengang selveste Steve Ballmer til at afbryde en skiferie for at tage til München og forsøge at overtale byen til at holde fast i Microsoft.

Om godt en måned vil de mange millioner Windows XP-brugere ikke længere få sikkerhedsopdateringer fra Microsoft, hvilket har fået masser af opmærksomhed, selvom der kom en – godt nok ikke ret populær – afløser for XP tilbage i 2007, altså for syv år siden.

Men hos Apple går det hurtigere med at falde i unåde, for det 4,5 år gamle styresystem OS X 10.6 Snow Leopard får heller ikke længere sikkerhedsopdateringer. Det skriver amerikanske Computerworld.com.

Apple har netop sendt opdateringer ud, der skal lukke et kritisk SSL-sikkerhedshul, men hullet optræder ikke i Snow Leopard. Ved tidligere lejligheder er Snow Leopard dog også blevet sprunget over, mens de nyere styresystemer har fået en sikkerhedsopdatering. Den seneste sikkerhedsopdatering til 10.6 Snow Leopard kom således i september 2013.

Snow Leopard blev afløst af OS X 10.7 Lion i sommeren 2011, så har man købt en Mac for lige over 2,5 år siden, uden at opgradere styresystemet siden da, er man i Apples øjne for langt bagud til at få kritiske sikkerhedsopdateringer.

Selvom det typisk er noget billigere og mere overskueligt at opgradere til nyere versioner af OS X, sammenlignet med at skifte til en ny version af Windows, bruger 19 procent af klodens Mac-ejere stadig Snow Leopard.

Apple har tidligere haft et princip om at understøtte den nuværende og den forudgående version af OS X, men i takt med at kadencen gik op, og der kom en ny version cirka en gang om året, blev det udvidet med en ekstra generation. I dag kommer Mac-maskiner med OS X 10.9, så version 10.8 og 10.7 er blevet patchet.

Opdatering: Det fremgik oprindeligt af artiklen, at Snow Leopard også var ramt af SSL-hullet – det er ikke tilfældet.

Hvis nogen allerede skulle have glemt det, så blev der primo 2012 nedsat en kommission (endnu een) med det formål at undersøge mulighederne for at styrke Danmarks Produktivitet. Komissionen har efterfølgende udgivet en række publikationer, der kan ses på http://produktivitetskommissionen.dk/publikationer. Det er interessant læsning og som een af de mange der dels bade er massiv bruger af internettet og DSB så læste jeg analyserapport nr. 5 om infrastruktur en ekstra gang.
Kommissioner og tilhørende rapporter har det desværre med at blive glemt ret hurtigt og får sjældent den opmærksomhed fra politikerne som de fortjener, hvad der der i bund og grund er ret ærgerligt. Navnlig set I lyset af, at regeringen netop har afsat ca. 28, 5 mia. til infrastruktur via togfonden hvoraf knap 15 mia. er afsat til at sikre timedrift imellem de største byer. Trafikstyrelsen har udgivet en fin publikation om togfonden, der kan læses på http://www.trafikstyrelsen.dk/~/media/Dokumenter/04%20Kollektiv%20trafik…

Hvis jeg holder indholdet af de 2 dokumenter op mod hinanden, så matcher mål og midler desværre ikke helt og efter min egen uvidenskabelige analyse, så er det ikke sikkert at de 15 mia. til “timedriften” er nogen fornuftig investering. Kan pengene anvendes bedre ? For min egen del ville det betyde mere for min produktivitet hvis jeg som fast pendler imellem Roskilde og København kunne være sikker på een siddeplads med plads til een lille bærbar eller tablet (kunne også indbygges som på fly med mikrofon og webcamera) og en stabil internetforbindelse på hele strækningen. Desværre er jeg ikke blevet spurgt om hvad jeg kunne tænke mig og desværre er der vist ikke sat penge af til bedre tog eller internet for den sags skyld. Det kunne ellers være interessant at lave en undersøgelse af hvad pendlere egentlig vil foretrække, hvis valget stod imellem hurtigere forbindelser eller en garanteret siddeplads med gratis og stabil internetforbindelse. Jeg spurgte 2 hold elever fra en større handelsskole med et stort opland og her foretrak de fleste bedre internet selvom en overvægt af pigerne foretrak hurtige transport.

Jeg rejser ofte rundt i landet til møder og foredrag og betaler gerne lidt ekstra for at få et bord, kaffe og en halvsløv internetforbindelse. Jeg bilder mig faktisk ind, at jeg kan være rimelig produktiv på toget og så gør det ikke så meget at rejsen tager 15 minutter eller mere i forhold til at køre i bil. Kunne man forestille sig at gode “arbejdsforhold” i togene blev opprioriteret og reelt kunne føre til at jeg kunne forhandle mig frem til et lavere antal faste timer på kontoret ? For over 20 år siden pendlede jeg en overgang imellem Nykøbing F. og København og det lykkedes mig faktisk at få lov til at møde en time senere på arbejde, da jeg kunne læse en del på mine arbejdsopgaver i toget.

Kunne nogle af de utallige halvkedelige og halvtomme DSB – bygninger ikke indrettes bedre med flydende “arbejdspladser” møderumsfaciliteter og kantiner ? Hvis det ikke var et krav, at en medarbejder skulle passe en bestemt maskine eller udføre et meget fysisk arbejde, så kunne medarbejderen og arbejdsgiveren jo supplere deres gensidige aftaler med mulighed for at arbejde hjemme, “lokalt” (f.eks. på “delekontor” ved stationen”) eller i toget ? Jeg sætter stor pris på at møde mine kollegaer ansigt til ansigt men boede jeg 1-2 timer fra min arbejdsplads ville jeg nok overveje i højere grad at kombinere de fysiske møder med virtuelle møder , hvis kvaliteten på f.eks. internetforbindelse og webudstyr var tilstrækkelig høj. Hvis der i nærheden af min bolig tilmed var mulighed for at møde andre “lokale” , med gode kontor og mødefaciliteter, så ville jeg nok også overveje om ikke det indimellem var mere attraktivt end at arbejde hjemme ved køkkenbordet og det halvtomme køleskab.

Hører gerne fra andre “rejsende” derude – er det for sent at påvirke beslutningstagerne og er jeg den eneste der kan se fordelene ved en god rejse- og arbejdsoplevelse fremfor en hurtigere forbindelse ?

PLS

I 2010 stiftede tre danske iværksættere it-firmaet Tradeshift, der blandt andet tilbyder cloudbaseret e-fakturering mellem virksomheder verden over. Knap fire år senere har virksomheden 150 medarbejdere i 31 lande verden, og planen er at vokse sig dobbelt så store i 2014.

»Vi regner med at have 300 medarbejdere, inden året er omme. Og vi fordobler antallet af danske kontorer,« siger administrerende direktør og medstifter Christian Lanng til P1.

Opret et cv på Jobfinder – og lad arbejdsgiveren finde dig.

Selv er Christian Lanng flyttet til software-mekkaet Silicon Valley, hvor Tradeshift har kontor – såvel som i London, Kina og snart også Tokyo. Alligevel holder firmaet fast i sine danske rødder og hovedkontoret i København, hvor 60 medarbejdere er beskæftiget med produktudvikling.

Vækstmeldingen fra Christian Lanng kommer, efter at det singaporeanske ventureselskab Scentan Ventures har skudt mere end 400 millioner kroner i virksomheden. Det betyder, at Tradeshift på mindre end fire år er vokset ud af et garage-kontor og nu har en værdi i omegnen af 3 milliarder kroner.

Det hele startede med NemHandel, som var et offentligt netværk til e-fakturering udviklet til danske virksomheder. Sammen med daværende kolleger og siden medstiftere Mikkel Hippe Bruun og Gert Sylvest besluttede Christian Lanng sig for at forsøge at gøre konceptet globalt, så både store og små virksomheder i hele verden kunne få lige adgang til samhandel og data og hinanden.

Det har resulteret i 500.000 brugere i mere end 190 lande, som i Danmark tæller blandt andet TDC og Vestas. Og nu altså også muligheden for endnu en gang at vokse sig større.

Medarbejdere skal stikke ud over det normale

Tradeshift har tidligere søgt efter danske softwareudviklere. Noget, som teknisk chef Gert Sylvest i 2011 betegnede som en mangelvare over for Version2.

Dengang søgte virksomheden 15-20 nye udviklere. Kodeordene var kreativ, entreprenør-gen og kontrol med den nyeste teknologi. Gert Sylvest efterlyste især folk, som var villige til at træde uden for deres eget trygge felt.

Tradeshift bryster sig af at vælge medarbejdere, der stikker ud over det normale, tør sige deres mening lige ud og ser det som deres pligt at træffe egne beslutninger.

Noget tyder altså på, at der venter firmaet en udfordrende opgave, når de de går i gang med at hyre medarbejdere til de nye danske kontorer.

Computerkraft på enorm skala er på vej væk fra rack efter rack fyldt med x86-servere, der kunne køre en vilkårlig applikation. Skal vi have fuldt udbytte af teknologien, så kan det betale sig at skræddersy serverne til de applikationer, der skal køre på dem.

»Vi ser hyperscale-tendensen i eksempelvis Googles datacentre, hvor der måske kører én million servere,« siger technology strategy manager Michael B. Jensen fra konsulentfirmaet Accenture til Version2.

Accenture har udnævnt hyperscale til at være én af de tendenser, som vil præge it-verdenen i de næste år. Det ses allerede hos store internetfirmaer som Google og Facebook, som har behov for computerkraft på meget stor skala.

Det indebærer, at infrastrukturen skal kunne skaleres og samtidig være meget robust, og det betyder også, at det kan betale sig at tilpasse serverne, så hardwaren er optimeret til lige præcis den type applikation, de skal køre.

Besparelserne kræver stor skala

Det kan lade sig gøre, fordi det sker på så stor skala, at besparelser i strøm og plads og gevinster i ydelsen eller køling kan opveje omkostningerne ved ikke blot at vælge en standardserver.

»Hardwaren kan optimeres til den applikation, du skal køre. IBM’s Watson, der nu bruges til medicinsk forskning, er specialbygget hardware, som understøtter ‘cognitive computing’. Den tilgang kan også være interessant i den finansielle sektor,« siger Michael B. Jensen.

I finansverdenen ses det allerede med in-memory-teknologierne, som kan gøre visse operationer i en applikation flere tusinde gange hurtigere i forhold til at manipulere data i RAM i stedet for på harddiske.

Det får ikke kun konsekvenser i maskinstuen, men også for den måde, virksomheden kan bruge teknologien på. En bank vil eksempelvis kunne foretage præcise låne- eller investeringsberegninger, mens rådgiveren taler med kunden, uden at skulle vente på en natlig batch-kørsel.

»Det betyder, at du skal genoverveje forretningsgangene, fordi du får muliggjort nogle procesændringer ved hjælp af it. Og den forandringsøvelse kan ofte være sværere at lave end at implementere SAP Hana, hvis man køber det som en servide,« siger Michael B. Jensen.

Brug special-servere i skyen

For mange virksomheder vil den specialiserede hardware til bestemte applikationer ikke nødvendigvis manifestere sig som indkøb af fysiske servere, men i første omgang som en valgmulighed hos de store cloud-udbydere.

Flere udbydere tilbyder allerede et bredere spektrum af konfigurationer til virtuelle servere, og det vil ifølge Michael B. Jensen også komme til at omfatte hardware, der er optimeret til bestemte typer applikationer.

»Jeg tror stadigvæk vi vil have en høj grad af generiske servere, men som cloud-bruger vil du i højere grad kunne sammensætte den service, du køber, og i nogle sammenhænge vil det være specialbygget hardware,« siger Michael B. Jensen.

Sikkerhedskonferencen ‘RSA Conference’ er i fuld gang i San Francisco i disse dage, men den normalt toneangivende og stjernespækkede konference har i år været ramt af en byge af afbud fra oplægsholdere, der i protest mod RSA’s brug af en usikker kryptering har holdt sig væk.

Blandt de mange afsløringer, Edward Snowdens læk af NSA-dokumenter har frembragt, var nemlig også historier om, hvordan NSA bevidst svækkede tilfældighedsalgoritmen Dual_EC_DRBG og dermed fik mulighed for at bryde kryptering, der brugte denne komponent.

Det gjorde RSA, oven i købet som standardvalg i produktet Bsafe, og i december lød historien, at RSA ligefrem modtog en betaling fra NSA på 10 millioner dollars for at samarbejde – men altså også dermed underløbe kundernes sikkerhed.

Historien bider dog ikke på Bruce Schneier, en af verdens mest respekterede it-sikkerhedsfolk, og en af de få, der har haft direkte adgang til NSA-dokumenterne fra Edward Snowdens læk.

I et interview med The Register forklarer han, at RSA efter hans vurdering ikke har gjort sig skyldig i bevidst at svække sikkerheden i firmaets produkter. RSA er også et offer, ikke en medskyldig, mener Bruce Schneier.

Faktisk ville RSA slet ikke komme på hans egen top 10-liste over firmaer, man burde boykotte oven på NSA-afsløringerne, hvor et teleselskab som AT&T i stedet står meget højt for at have samarbejdet så meget med NSA gennem årene.

Alligevel bruger den amerikanske sikkerhedsguru selv AT&T – for de andre selskaber er nok ikke meget bedre, vurderer han. Problemet i dag er, at man ikke kan stole på nogen af leverandørerne, for selvom de er i den bedste mening, kan de både være kompromitteret af NSA, uden at de selv ved det, eller være juridisk tvunget til at holde mund.

Og selvom NSA’s spionarbejde og beskidte vasketøj nu bliver hængt ud offentligt, skal vi ikke tro at andre stormagter opfører sig anderledes på nogen måde. Når debatten har raset ud, vil konsekvenserne af Snowdens afsløringer nok ikke være, at amerikanske produkter bliver fravalgt i stor stil – for alternativet til for eksempel hardware fra amerikanske Juniper er et kinesisk produkt fra Huawei, pointerer Bruce Schneier.

Læs hele interviewet hos The Register.

Forleden dag dumpede der et brev ind til min virksomhed.

Et rigtigt brev. Med rudekuvert, porto betalt og hele molevitten. Dem få vi ikke mange af nu om stunder.

De fleste af de “snail mails” vi trods alt modtager er ren reklame. Som oftest ryger de direkte og uåbnede i papirkurven.

Men dette brev var fra selveste Håndværksrådet.

Vi har netop haft et utæt vandrør i privaten, og i den forbindelse har vi haft en sand invasion af blikkenslagere, tømrere og malere. Flinke og kompetente folk alle sammen. Mon det skulle være kommet Håndværksrådet for øre? Er det et “takkebrev,” fordi vi støttede det danske håndværk?

Jeg åbner brevet (2 A4 sider i en A4 kuvert) og bliver noget forbavset over budskabet:

Førende bengalske IT-virksomheder gæster København

Brevet er en reklame for og en invitation til et gratis matchmaking-arrrangement med “software engineering” virksomheder fra Bangladesh!
(Jeg har en dyb skepsis overfor alt, der er gratis. Ting er kun gratis, fordi andre betaler omkostningerne. Hvad er deres motiv til bruge penge på at tilbyde mig noget gratis?)

Brevet er allerede på vej ned i papirkurven, da en tanke rammer mig.

Hvorfor?

Hvorfor inviterer Håndværksrådet os til et gratis matchmaking-arrrangement om outsourcing til software engineering virksomheder i Bangladesh?

Vi er management konsulenter. Vi har aldrig udviklet en eneste linje kode, og vi kommer heller ikke til det.
I CVR registeret er vi opført med branchekode 702200 “Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse.”
Vel næppe lige i målgruppen for outsourcing af softwareudvikling til et land 5 tidszoner væk.
(Jeg skulle i 1980, som et led i min uddannelse, skrive et program i assembler og et program i Cobol. Det burde jeg have outsourced. Ingen af programmerne kom til at virke. Sammen med min daværende chef blev vi enige om, at jeg nok skulle slå mig på salg i stedet for. Programmering lå ikke lige til mig.)

Jeg læser de to sider, men finder ingen forklaring på, hvorfor Det Danske Håndværksråd er blevet salgsorganisation for bengalske IT-virksomheder. Måske er der blot tale om almindelig “brancheglidning.” Hvem ved?

På side 2 falder jeg over en overraskende påstand – jeg citerer:

Sammenlignet med andre offshore outsourcing alternativer har Bangladesh en række komparative fordele:

• Velkvalificeret arbejdskraft
• Gode engelskkundskaber
• Høj produktivitet
• Et lavere lønnivau

En gylden regel i markedsføring er at teste sine påstande med en negation. Hvis negationen ikke giver mening, er påstanden – med mindre den kan dokumenteres – blot en floskel.

Hvis man vil fremføre den slags påstande, må man kunne henvise til kilder, der underbygger påstanden. Det gør Håndværksrådet ikke. Dårlig stil.

Ifølge World Economic Forum’s index over konkurrence-dygtighed ligger Bangladesh på en 110. plads blandt de 148 nationer, der er målinger på. Godt nok op fra en 118. plads ået før, men under Estland (32), Indonesien (38), Indien (60), Vietnam (70) og Ukraine (84). Det eneste software engineering land, jeg lige kan få øje på, der er mindre produktivt er Pakistan på plads 133.

Hvem markedsfører sig med følgende påstande?

• Ukvalificeret arbejdskraft
• Dårlige engelskkundskaber
• Lav produktivitet
• Et højere lønnivau

Nej vel?

Softwareudvikling er meget mere end programmering

Vi modtager dagligt henvendelser fra software engineering virksomheder verden over, der enten vil sælge os programmørydelser eller vil have os til at sælge deres programmørydelser til vores klienter (der alle er softwarevirksomheder). Deres “value proposition” er altid den samme: En liste med de programmeringssprog eller udvikingsplatforme, de kan tilbyde kompetencer indenfor, samt et løfte om en lav pris.

Denne stadige (og tiltagende) strøm af enslydende salgs-emails fik mig til at skrive følgede post på vores egen blog: “The Indian Software Engineering Dilemma“

Hvis man ikke beskæftiger sig med softwareudvikling, kan man let forfalde til at tro at softwareudvikling = programmering. Man kan let forfalde til at tro, at processen ser således ud: specifikation -> programmering -> program.
Det gør den ikke. Den ser mere således ud: kommunikation -> teknik -> kommunikation -> teknik -> kommunikation -> teknik -> kommunikation -> teknik -> osv.

Listen over de 12 Bangladesh virksomheder, man kan møde, samt teksten i brevet fra Håndværksrådet vidner ikke om den store indsigt i udfordringerne ved udvikling af softwarebaserede systemer. Begreber som kommunikation og kultur får ikke et eneste ord med på vejen. Til gengæld er der godt med “name dropping.” Microsoft, Cisco, Oracle, Sun (Oracle købte Sun for år tilbage), IBM og Nortel. Hvis noget skulle gå galt, kan man så altid henvise til, at alle de store (amerikanske) virksomheder også gør det. Hvorfor nævner man ikke nogle af de danske virksomheder, der angiveligt allerede har taget “en bid af kagen,” som det udtrykkes i brevet? Hvem i Danmark mener, at de ligner IBM, Microsoft og Oracle? Bare nævn en tre-fire stykker.

Hvorfor?

Jeg har intet imod software engineering virksomheder fra Bangladesh, og jeg er stor tilhænger at den globale arbejdsdeling. Alle virksomheder skal være hjertelig velkomne til at drive forretning i Danmark.

Men hvorfor er Håndværksrådet salgsafdeling for Bangladesh?
Hvis de endelig skal påtage sig denne opgave, kunne de så ikke gøre det lidt mere lødigt?

Brevet fra Håndværksrådet kan hentes >>her

Nedenstående figur viser The Hofstede Centre‘s vurdering af dansk kultur sammenlignet med Bangladesh.

Verden har fået endnu en producent af Android-telefoner, nemlig Boeing, der ellers mest er kendt for fly og våbensystemer.

Boeing løfter nu sløret for telefonen Black, der har været undervejs i nogle år og oprindeligt skulle have været lanceret i slutningen af 2012. Det skriver The Verge.

Målet med Black-telefonen er en sikker enhed, der kan godkendes til brug hos kunder, der frygter for spionage og bagdøre plantet i hardwaren eller softwaren på forhånd.

Ud over indbygget kryptering handler sikkerheden i Black-telefonen primært om, at Boeing står inde for hele ‘stakken’, fra hardwarens inderste til softwaren, der er lagt på. Boot-processen skulle også være sikret mod overtagelse. For brugeren skulle Android-oplevelsen være helt normal.

Desuden er telefonen fysisk sikret mod pilleri ved at være limet godt sammen og med særlige skruer. Skulle nogen forsøge at bryde denne forsegling, vil alle data og al software blive slettet automatisk. Telefonen er samlet i USA, understreger Boeing.

Specifikationerne for Black blegner dog lidt i forhold til, hvad Samsung og de andre typiske Android-producenter har præsenteret på Mobile World Congress i denne uge.

Boeings telefon er således over 13 millimeter tyk, bruger en 4,3-tomme skærm med 540 x 960 pixels og vejer 170 gram. Der er to Cortex A9-processorer på 1,2 gigahertz til at drive værket.

Til gengæld er telefonen forberedt til udvidelser som satellitkommunikation, solcelleopladning og biometriske scannere.

Boeing har endnu ikke en pris eller en lanceringsdato klar, men den bliver sikkert ikke billig med et kundegrundlag hos USA’s myndigheder med strikse sikkerhedskrav.

Spørgsmålet er så, om kunder uden for USA vil stole på, om produktet også er sikret mod aflytning fra NSA’s side.

Læs flere detaljer om Black-telefonen hos Boeing.