For nylig så jeg Dr. Alban i det svenske melodigrandprix. Det var en noget sørgelig forestilling i forhold til, hvor ikonisk den svenske eurodance-scene var for 1990′erne. Men måske var det dåsebeatet, der aktiverede mit nostalgicenter og fik mig til at tænke en ret bizar tanke: 1990′erne var fede!
Altså, det var de jo ikke. Bortset fra Nirvana. Og Pantera. Og førnævnte eurodance, bortset fra Aqua. Men altså, der var nogle ting, der forsvandt i 1990′erne, som aldrig kommer tilbage. Og det gælder ikke kun Kurt Cobain.
Pc’er var knapt så fede i 1990′erne. Jo, de blev opgraderet til multimedie-pc’er og fik Windows 95 og cd-rom-drev og modem, men de var nogle beige klodser uden meget charme, uanset om der stod Apple eller Olivetti på dem. Udviklingen sprintede af sted som en 80486 DX2 med Turbo-knappen trykket i bund, og det kostede et par hyggelige teknologier livet.
Disketteboksen
Disketten er der ingen, der savner. De var upålidelige og langsomme. Men kasserne, vi opbevarede dem i, var geniale.
Der fandtes kun ét design. 99 procent plastik. Beige bund, røgtonet gennemsigtigt låg og en lille lås, som ikke rigtigt havde nogen funktion, fordi nøglen altid sad i. Inden i var der små opdelere, så man kunne adskille sine disketter i grupper af cirka 10-12 styk.
Men hvorfor skulle man dog savne disketteboksen? Jo, kassen med dine 72 disketter var sidste gang, du selv havde overblikket over dine vigtige data.
Hvor ligger dine vigtige data i dag? Hvis du er ligesom de fleste, så ligger de måske på en harddisk, lidt i skyen, lidt på en mobiltelefon, lidt på en gammel mobiltelefon, en masse på en gammel bærbar og en hel masse på en ekstern harddisk, hvor du sidst sikkerhedskopierede dem til for fire år siden.
Disketteboksen var anderledes. Der var den røde diskette, som var din sikkerhedskopi af universitetsopgaven. Så var der tre disketter: Dokumenter, Dokumenter 2 og Dok 3. Så var der sikkert også en Misc. og én til, der hed Dokumenter.
Men det gjorde ingenting, for din hjerne kunne sagtens overskue disketteboksen, og det tog sjældent mere end fire forsøg at finde den rigtige diskette. Det er blot ét forsøg mere, end hvis du både bruger Google Drev, OneDrive og Dropbox.
Papir i endeløse baner
Hvis du aldrig har haft papir i endeløse baner mellem hænderne, så er du gået glip af en primitiv tilfredsstillelse. Glem bobleplast. 500 perforerede ark er det sande himmerige.
Papir i endeløse baner var en genial enkel løsning på det mekaniske problem at fodre en printer med papir. Her kunne printeren blot æde løs med episke papirstop til følge, for selvom nåleprintere arbejdede langsomt, så havde de ingen hæmninger med at smække papirtraktoren i højeste gear, måske for at bevise, at der ikke bogstaveligt var tale om ‘endeløse’ baner.
Men det lyder jo forfærdeligt i forhold til den liflige duft fra en laserprinter eller den spøgelsesagtige skygge af Times New Roman fra en inkjet-printer med halvtom tank?
Papirstoppinslerne blev rigeligt opvejet af at få lov til at rive perforeringen af. Triumfen ved at rive papirfremføringssporet i både højre og venstre side af arket af, uden at rive selve arket i stykker, var som at lande på Månen.
Og så kunne man lave rigtigt grimme bannere, som prydede kontoropslagstavler og datastuer på ungdomsskolerne i 1980′erne og frem til begyndelsen af 1990′erne, hvor enkeltarksmafiaen besluttede sig for at tage glæden ud af at printe.
Overheadprojektoren
Hvor mange elsker PowerPoint? Fratrukket Microsoft-ansatte og folk i konsulentbranchen, så er tallet 0. Ikke bare cirka 0, men præcis 0.
Men PowerPoint var ikke en djævelsk opfindelse, der blev skabt af en kunstig intelligens i en mainframe på CERN som følge af en elementarpartikel på afveje. Det var et program, der skulle hjælpe med at præsentere viden til et stort publikum i for eksempel et auditorium helt uden brug af sprittusser.
Før LCD-projektoren og VGA til MiniDisplayPort-adaptere var der overheadprojektoren. Den havde kun ét stik til en kraftig pære og dét var det. En enkel konstruktion med en fresnellinse og et spejl, som kunne sende alt, der blev lagt på glaspladen op på et lærred.
Det lyder jo ikke meget mere spændende end PowerPoint, altså bortset fra, at det nok var lettere at tegne anatomisk korrekte tændstiksmænd med tusch på klar plastik end i Paint. Men det sjove lå i eksekveringen.
Lad os tage en universitetsprofessor med en bunke på 24 transparenter, der skulle klaskes på projektoren i løbet af en forelæsning. Tag dernæst en transparent, som kunne vende på fire måder, hvor af kun én ville give det korrekte billede.
Hvor mange af de 24 transparenter ville ende med at stå på hovedet, spejlvendt eller begge dele? En enkelt? To-tre stykker? Halvdelen? Nej, dem alle sammen selvfølgelig.
Af uvisse årsager var det nærmest umuligt for menneskehjernen at gennemskue systemet af linser og spejle og regne ud, hvordan transparenten skulle vende. Rygterne vil vide, at det stadig bruges som træning i spatial awareness for Nasas testpiloter.
Der fænomen har hjulpet en hel generation af studerende gennem ellers ulideligt kedelige forelæsninger som opvarmning til fredagsbaren. Men måske kan vi få en tilsvarende funktion i PowerPoint 2015?
Leave a Reply