Et kig ind bag skærmen – det arabiske nu på Louisiana

Hvis man ikke kender det arabiske ord ‘mashrabiya’ i forvejen, får man det i hvertfald lært under et besøg på Louisianas nyligt åbnede udstilling ‘Det arabiske nu’.

Mashrabiya er den semitransparente væg, de fleste kender fra moskeerne, boligerne og offentlige bygninger i de arabiske lande. Det er som oftest smukt ornamenterede skærme, der tillader naturlig ventilation, men som også lukker af. Man kan se ud – men ikke se ind. Lidt som de slør, mange arabiske kvinder bærer: De holder ydre blikke ude.

Derfor kan mashrabiya også ses som et symbol på den adskillelse, der går igen i den arabiske arkitektur og kultur. Kvinder og mænd er adskilte i moskeerne, ligesom der er skarpe skel mellem gæst og vært, mellem det private og det offentlige.

En væg er således det første, man møder på udstillingen. Den er en del af den installation, som den marokkanske arkitekt Aziza Chaouni har lavet som en nyfortolkning af det velkomstrum – en majlis – hvor man i den klassiske arabiske arkitektur tog imod sine gæster.

Går man helt tæt på væggen, kan man gennem sprækkerne se, at der foregår noget inde bagved; på bænkene er lagt tæpper vævet af genbrugsplastik, og hovedtelefoner leverer et lydtæppe med arabiske stemmer.

Rundt om det arabiske modtagelsesværelse belyses nogle af de temaer, der netop banker på afskærmningen ind til den arabiske privat­sfære: tv, internet og ikke mindst mobiltelefoner med deres videokameraer.

I en lille udstillingsenhed kan man f.eks. se et fænomen, der i den grad presser sig på for at lukke den arabiske kultur op mod omverdenen: Facebook. Der er et billede af demonstranter, der filmer optøjerne på Tahrir-pladsen i Cairo. De bliver mødt af en soldat, der ikke bærer våben – men et videokamera. En video viser også den episode, der er blevet symbolet på kvindernes oprør under det arabiske forår: En kvinde bliver banket af politiet, hvorefter de trækker hendes tøj af, så hendes blå bh bliver blotlagt. Grafitti med den blå bh er blevet gængs i Cairos gader.

Copy paste-arkitektur

Vel igennem Louisianas majlis oplever man, at arabisk arkitektur er blevet andet end afskærmning mellem det private og det offentlige, det er også blevet byer, der med rasende fart skyder op af ørkensandet.

‘Lipstick’-arkitektur bliver det kaldt, og det skorter ikke på stjernearkitekter, der bliver inviteret til at kaste lidt glamour og kultur over projekterne. Fem af verdens stjernearkitekter har for eksempel fået til opgave at lave hver deres museum på den kunstige ø Saadiyat Island. Island of Happiness, som øen hedder på engelsk, ligger ud for Abu Dhabi og får sit eget Guggenheim, sit Louvre og sit center for udøvende scenekunst m.m.

Men handler det ikke om sensationspræget oplevelsesarkitektur, er det oftest kopier af vestlig arkitektur, der vokser frem i de arabiske lande, særligt i de rige oliestater. Ahmed Al-Ali fra den Dubai-baserede tegnestue X Archi­tects har kun hovedrysten tilovers for hvad han kalder copy paste-arkitektur.

»Det kommer til at ligne Manhattan det hele,« sagde han ved åbningen af Louisianas udstilling.

»Vi skal jo ikke bare overtage vestlig arkitektur, udfordringen er at finde en vej, der er vores vej til moderne arkitektur,« fortsatte han.

Henning Larsens tegnestue er repræsenteret med byggerier i Saudi Arabien. Tegnestuen, der fik fodfæste i de arabiske lande efter at have vundet konkurrencen om at tegne udenrigsministeriet i Riyadh i 1984, viser her projektet for en diplomatskole, der snart skal opføres også i Riyadh. De danske arkitekter foreslog først et overdækket uderum, men det er skåret fra i det projekt, der nu realiseres. For araberne har vænnet sig til aircondition og bliver ikke nødvendigvis tiltrukket af et uderum, til trods for at afskærmningen kan sænke temperaturen med op til 10 grader.

80 pct. af det arabisktalende område i Mellemøsten og Nordafrika er dækket af ørken, og på udstilingen indgår naturligt nok ørkenen som et tema. I et af de mest interessante indslag reflekterer den libyske forfatter Ibrahim al-Koni på en video over ørkenen som et fristed:

»Ørkenen er utilgængelig, svær, ubarmhjertig og afstraffende. Men den er også indbydende for den, der ønsker at tage verden med storm. Fordi den er lig med frihed (…) I ørkenen er vi ved den skillelinje, der er mellem os og døden. For det er kun i ørkenen, vi kan se døden i øjnene og derefter vende trygt hjem.«

‘Det arabiske nu – arkitektur, kultur og identitet’, indtil 4. maj 2014 på Louisiana Museum of Modern Art, Gl. Strandvej 13, Humlebæk, louisiana.dk.