Trængsel på Månen: Nu kommer de private

Siden de amerikanske Apollo- og de russiske Lunokhod-missioner har der ikke været aflagt mobile roverbesøg på Månen. I hvert fald ikke før kineserne kort før jul landede med Yutu – ‘Jadekaninen’.

Yutu har siden været plaget af problemer og brød ned tidligere på måneden, men ser dog ud til at have nogle funktioner i behold. Og der kommer ikke til at gå lang tid, før roveren får selskab. Allerede fra næste år er der flere missioner til Månen på tegnebrættet, bl.a. udsprunget af Googles Lunar X Prize-konkurrence, som skal give nutidens unge deres eget ’Apollo-moment’.

18 hold – herunder danske Euroluna – er stadig i spil til at lande på Månen inden udgangen af 2015. Og hvis holdene vil have del i den enorme millionpræmie, er kravet, at deres rovere skal bevæge sig mindst 500 meter og sende billeder hjem.

En overkommelig destination

Derudover har Kina planer om at sende en forbedret jadekanin til Månen i 2015, og i 2017 følger Indien med Chandrayaan-II, som bliver nationens første månemission.

Uden planlagt afrejsedato er Carnegie Mellon-universitetet desuden i gang med at udvikle en rover, som Nasa vil bruge til at udforske Månens sydpol, og så er der Nasas Space Exploration Vehicle, som tilmed er udstyret med toilet og bruser til de astronauter, der skal med på tur.

Når der pludselig er så stor fokus på Månen, skyldes det, at Månen er blevet en overkommelig destination, fastslår Kjartan Kinch, post.doc. på Niels Bohr Institutet.

Han har været med til at udvikle kameraerne på Nasa-roverne Spirit og Opportunity, men understreger, at mens både Mars- og Måne-rovere skal slås med barske nattemperaturer og et råt miljø for hjul og videnskabelige instrumenter, så har udviklerne og forskerne bag Måne-roverne åbenlyse fordele:

En rover er et krav

»Afstanden til Månen er så kort, at roverne kan sende data ned i noget nær realtid. Det betyder, at forskerne kan sidde i kontrolcentret på Jorden og afgive ordrer, der bliver udført med det samme. Til Mars er det p.t. kun muligt at sende en kommando hvert eller hvert andet døgn, så alt skal forprogrammeres.«

»Det betyder blandt andet, at Mars-rovere kun kan bevæge sig omkring 100 meter i døgnet, mens månebilerne kan køre noget stærkere,« siger Kjartan Kinch.

Han understreger samtidig, at selvom Månen er blevet mere tilgængelig, så er det stadig store udfordringer og bedrifter, virksomhederne og de nationale rumfarts­agenturer står over for.

Selvom amerikanerne og russerne er begyndt at søge nye udfordringer, så var det store sager for Kina at lande på Månen, og det bliver det også for Indien om et par år.

»Forskellen er blot, at vi forventer os mere i dag af en mission. Et landingsfartøj er ikke længere nok, der skal være en rover. Og i den forbindelse anser jeg da stadigvæk Apollo-missionerne som de største bedrifter inden for rumforskning,« siger Kjartan Kinch.

»Der findes en meget lille liste af lande på Jorden med teknisk knowhow til at gennemføre en sådan mission, og nu kan private organisationer også melde sig ind i klubben, fordi det er blevet en mission, der er til at betale. Så vi kommer til at se meget mere aktivitet på Månen,« siger Kjartan Kinch.