Daily Archives: March 2, 2014

Flere hundrede lysår! Så stor en fejllæsning kan en satellit få, blot stativet i satellitkonstruktionen bevæger sig en tusindedel millimeter. Derfor er termisk stabilitet af satellit- og instrumentstrukturen helt afgørende, når internationale aktører sender deres satellitter af sted ud i rummet.

En af de virksomheder, der udvikler og producerer konstruktionerne, er danske Falck Schmidt Defence Systems (FSDS), der er baseret i Odense og primært leverer udstyr til militærapplikationer globalt. Men de seneste tre år har virksomheden også haft rumteknologi som sit forretningsområde, og i november fik virksomheden 8,2 millioner kroner til et stort udviklingsprojekt for det europæiske rumagentur, ESA.

»Det er en rigtig spændende opgave. Det er så tilpas nørdet, at vi er nogle stykker i udviklingsafdelingen, der gnider os i vores små hænder. Vi skal lave nogle rigtigt dyre stræbere, som ikke bevæger sig mere end en tusindedel millimeter, hvis vi udsætter dem for fugt, kulde og varme,« siger produktchef i FSDS Damir Ljubicic begejstret.

ESA-projektet går ud på at udvikle nogle stræbere (de gitterelementer, der tilsammen udgør stativet til ­satellitter og satellitinstrumenter), der dels er meget lettere end dem, man anvender i dag, dels kompenserer for det fugtoptag, som alle kompositkonstruktioner er udsat for. For når stræberne optager fugt, afføder det bevægelse i hele konstruktionen.

Når projektet slutter om halvandet år, regner Damir Ljubicic at have opnået, at stræberne er 30-70 procent lettere end tilsvarende stræbere, og at CME (coefficient moisture expansion) og CTE (coefficient thermal expansion) er på praktisk taget nul.

»Og så kommer vi i den situa­tion, at disse strukturelle elementer kan leveres af Falck Schmidt Defence Systems som de eneste i verden,« konstaterer han.

Fugten skal styres

Idéen er i korte træk at designe stræberne sådan, at fugten bliver styret det rette sted hen i oplægningen ved selve produktionen af gitteret, for man kan ikke helt undgå fugt. Til gengæld er det svært at forudsige, hvilken mængde fugt man skal designe op imod, for det kommer helt an på, hvor man opsender satellitten fra og hvornår. Men udvidelser på selv to hundrededele millimeter har stor indflydelse ude i rummet.

»Hvis du forestiller dig, at stræberne består af en gitterstruktur, så bliver strukturen forvrænget, hvis gitrene giver sig i længderetningen,« forklarer produktchefen.

»Hvis de nu ikke giver sig, så har vi løst problemet. Så sammen med DTU Space arbejder vi på et design, hvor vi accepterer optag af fugt ved at styre, hvor fugten bevæger sig hen i strukturen.«

Kulfiber hele vejen

Det andet formål med ESA-projektet er at designe og producere stræberne i 100 procent kulfiberforstærket epoxy.

Normalt er kulfiberstræbernes ender – såkaldte fittings – lavet af metal (titanium, invar eller alumi­nium). Men FSDS skal udvikle fittings, der er produceret i samme materiale som stræberne, fordi metalfittings bevæger sig termisk mere end kulfiber/epoxy. Mate­rialeændringen vil samtidig reducere vægten med 30-70 procent i forhold til metallerne, hvilket også er et mål, ellers ville man kunne anvende invar, der er stabilt i forhold til termisk påvirkning. Men det er tungere.

Rent produktionsteknisk kunne man vælge at vikle stræber og fittings ud i ét, men det har Falck Schmidt fravalgt.

»Det er svært at lave fittings, der ligger parallelt med hinanden, og det er ikke altid, man skal bruge det. Så det er mere fleksibelt at have stræbere og fittings hver for sig,« siger Damir Ljubicic.

»Den anden grund er, at vi arbejder med tolerancer, der hedder +/- en tusindedel, så det er rart at have en samling, man kan justere på. For det er faktisk ret svært at komme ned på de tolerancer.«

Stabil soludforskning

Falck Schmidt Defence Systems er etableret i 1935 som leverandør til redningsvirksomheden Falck Group og har siden udviklet sig til i dag primært at levere udstyr til militært forsvar i både ind- og udland. For tre år siden slog virksomheden sig på rumteknologi og købte Fredericia-virksomheden Xperion ACE, der har lang erfaring med vikling af kulfiberforstærkede epoxyrør.

Siden Falck Schmidt Defence Systems gik ind i forretningsområdet ‘space’, har virksomheden leveret sine kulfiberstræbere til blandt andre Nasa, ESA og IAI (Israeli Aerospace Industry). Og i øjeblikket arbejder FSDS på en ordre til ESA, der går ud på at levere stræbere til instrumentbroen på satellitten Solar Orbiter, som skal udforske heliosfæren og øge vores forståelse for Solen.

Ekstreme temperaturudsving

Falck Schmidt Defence Systems arbejder gerne med krav, der lyder på temperatursvingninger mellem -256 til +300 grader celsius, og samarbejder med flere danske universiteter i forbindelse med de både teoretiske og praktiske udfordringer, som alle rumfartsprojekter er udsat for.

»Når vi taler om almindelige satellitter, taler vi -30 til -40 grader, men Solar Orbiter skal længere væk fra Jorden, hvor der ikke er lige så meget refleksion af varme fra Jorden. Så selvom Solar Orbiter skal se på Solen, er den tilstrækkeligt langt væk fra både Solen og Jorden, til at den skal kunne klare en temperatur på -170 grader,« siger Damir Ljubicic.

Solsatellitten skal efter planen sendes af sted i 2017.

Det er så tilpas nørdet, at vi er nogle stykker i udviklings­afdelingen, der gnider os i vores små hænder.

Damir ­Ljubicic, Falck Schmidt Defence Systems

Foran sig har han en velformet svensknøgle. Den ligner andre svensknøgler, men denne nøgle er printet på 3D-printer i kulfiber, og den er mælkehvid. Den fungerer udmærket som svensknøgle. Han har også en forstørret form af en menneskelig dna-sekvens i gennemsigtigt plast. Bare to eksempler på, hvad der kan skabes på en 3D-printer.

Da rådgivende ingeniør og opfinder Benny Lund Verndal købte sin første 3D-printer i 2008, var det mest af nysgerrighed. Men snart viste det sig, at et stigende antal kunder kunne se meningen med det. På den måde er Benny Lund Verndal et billede på, hvordan industrien i det hele taget har taget 3D-print til sig.

I dag bruger han eksempelvis 3D-printeren til at printe fremtidige dele til høreapparatvirksomheder for at teste, om de ‘klikker’ godt sammen.

Lettere at printe det selv

Benny Lund Verndals store ekspertise ligger i at udvikle nye produk­tionsanlæg. Han har udviklet anlæg for adskillige store danske virksomheder. Men selv om han står midt i en opgave med at ændre et produktionsanlæg, kan 3D-printeren også komme i arbejde.

»Jeg har lige printet et special­beslag til et firma i Hedensted. Det er meget lettere at printe noget selv end at skulle til at skaffe sådan en speciel ting,« siger 47-årige Benny Lund Verndal, der driver Lund Engineering i Vejle med en enkelt ansat ingeniør og med sin kone som medarbejdende ægtefælle.

Opgaverne, som 3D-printeren har løst, har været mange, store som små. Der var for eksempel jolle­ejeren fra Vejle Havn, som kom og sagde, at han havde mistet skruen til sin motor. Der var måneders ventetid på en ny metalskrue.

Benny Lund Verndal lånte en gammel skrue, som han scannede.

»Så printede jeg en ny skrue i kulfiber. Han havde den i løbet af tre dage, og han har sejlet med den siden.«

Kulfiber med stålets styrke

Kulfiber gør Benny Lund Verndal i stand til at printe stærke dele til snart sagt hvilken som helst anvendelse, eksempelvis maskinbeslag.

»Når man kan printe i kulfiber, så får man stålets styrke. Det er meget nemmere at printe ting i kulfiber frem for at skulle til at maskinere en ny del i stål,« siger han.

Benny Lund Verndal har blik for alle de situationer, hvor en 3D-­printer kan gøre en forskel:

»Jeg har læst, hvordan det amerikanske militær ude i felten printer dele i metal, som er gået i stykker. Det fascinerer mig, at du kommer meget hurtigere hen til resultatet.«

I begyndelsen kom der ikke mange forespørgsler til Benny Lund Verndal om 3D-print, men det har ændret sig.

»Det er nok 20-30 procent af mine opgaver, hvor jeg bruger 3D-printeren, og 3D-jobbene kommer bare flydende stille og roligt. Jeg forventer, at der kommer større efterspørgsel i 2014. Folk har fundet ud af, at der findes en ‘3D-autist’ i Vejle,« griner han.

Benny Lund Verndal har også investeret i en større 3D-printer sammen med et par andre firmaer i det sydøst­jyske. Den kan printe emner i op til 980 x 980 x 660 mm.

Hurtig model af typehus

I dag sælger han også modeller til typehusfabrikanter. De kan på baggrund af en 3D-tegning lynhurtigt få printet en 3D-model. Det er en god hjælp til at visualisere huset over for kunderne.

Selv inden for den absolutte jernindustri kan Benny Lund Verndal af og til få afsat 3D-printede produkter i kulfiber.

»Mange maskinfabrikker skal bearbejdes lidt, før de accepterer et 3D-print, men når jeg kan komme og vise det i 3D, så kan de godt se pointen. Men de skal bare vide, at man godt kan printe komponenter i kulfiber, og det godt kan holde.«

For at bevise sin påstand har Benny Lund Verndal printet en M16-bolt og møtrik i kulfiber og hængt 1.500 kg dødvægt i. Bolt og møtrik holdt.

Derefter udsatte såvel en stålbolt som kulfiber-bolten for stræktest i en bænk, og stålbolten gav først efter.

»Hvis kulfiber ikke kunne holde til mosten, så var der altså mange Formel 1-biler, der ville gå i stykker,« påpeger han.

Opfindertrangen spirede tidligt i 47-årige Benny Lund Verndal, der voksede op med sin fars og farfars smedje på Langeland, hvor han arbejdede med allerede som knægt:

»Vi kunne alt fra cykler, over plæneklipper til traktorer og biler.«

Opfinder fra barnsben

Benny Lund Verndal fortæller, at han allerede som syvårig opfandt en æbleskræller, der blandt andet var baseret på en vinduesviskemotor fra en folkevogn.

I dag viser der sig også hele tiden muligheder for opfinderen.

»Jeg har lavet en forvokset skydelære til en automekaniker. Han skulle måle skivebremser, så jeg lavede en skydelære, der kan gå hen over navet. Jeg har printet tre i kulfiber, og så har jeg fået lavet en i rustfri stål,« siger han.

Den store model af et menneskeligt dna-sekvens ser han også muligheder i. Det kan blive en lampe med en helt særlig karakter.

Når unge fester i de gamle bygninger i Kødbyen eller spiser sig mætte i dagens ret på medborgerhuset Pilegården i Brønshøj, står de midt i et stykke unik dansk historie, hvis aftryk er ved at blive blæst væk af globaliseringen.

Fra navne som Tadeka Pharma eller Al Pharma går der historiske linjer tilbage til en tid, hvor medicinfabrikker var et sted, hvor morteren var det vigtigste redskab, hvor glaskolber boblede over et åbent ildsted, og tran fra fiskelevere blev rørt sammen i store blikspande af mænd i møgbeskidt tøj.

I dag er store danske medicinal­virksomheder som DAK og Ferro­san forsvundet i udenlandske opkøb og afvikling, men redaktør i Dansk Farmaceutforening Hans-Otto Loldrup har brugt fire år på at samle de sidste historiske rester fra danske medicinfabrikker – og det var i sidste øjeblik. Under arbejdet med bogen ‘Dansk medicin – Historien om de danske medicinfabrikker’ er flere virksomheder blevet opkøbt eller afviklet, og to centrale kilder er døde i en alder af 90 og 88 år.

Det var altså sidste udkald for at skrive bogen, og man fornemmer, at forfatteren har følt sig forpligtet til at medtage et hav af detaljer fra præparatlister til regnskaber for skovturs­arrangementer. Den gode historie kan fortabe sig lidt i detaljerne, men tager man sig tid, gemmer de 304 sider på levende fortællinger og fotografier fra en svunden tid.

Kampen mod kvaksalverne

Man kommer på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor det var almindeligt, at medicin blev solgt af ‘kloge folk’, der ikke ville røbe indholdet – som salgssuccesen Brama Livs Elixir fra slutningen af 1800-tallet, der kurerede alt fra ‘sørgelige tilstande’ til ‘gallesten’ og ‘nervesvækkelse’.

De første medicinfabrikker måtte kæmpe med plattenslagere om det uregulerede marked, men myndighederne begyndte langsomt at gribe mere ind, bl.a. over for reklamerne for produktet Sybille Livsvækker, hvor der stod, at det var i stand til at kurere folk, der ‘var mere døde end levende’. Den formulering kostede producenten 200 kroner i bøde.

Apoteker Alfred Benzon var en af de første til at tage kampen op mod kvaksalverne, og han begyndte at indkøbe råvarer fra dyre- og planteriget, såkaldte droger, til sit laboratorium under Svane Apoteket i Østergade i København. Nutiden ville nok stemple ham som ekstrem nørd, da han allerede i en ung alder samlede på opskrifter på medikamenter og havde en enorm viden om anvendelsen af f.eks. ungarske igler, svinefedt, kinesisk kamfer og olivenolie.

Det var Alfred Benzon, der stod bag byggeriet af det store industrikompleks i mursten, der strækker sig fra Halmtorvet, langs Skelbækgade og op til Dybbølsbro Station i København og i dag er kendt som en del af kødbyen. Men i midten af 1800-tallet blev der fremstillet æter og kloroform i store mængder med hjælp fra kvinder, børn og senere hestevogne og cykelbude til udbringning. Alfred Benzon blev især kendt for et epokegørende skjoldbruskkirtelpræparat og maltprodukter, som kunne erstatte sukker under krigstidens rationering.

Ormemiddel blev til antabus

Den tilfældige opdagelse af antabus i 1948 bliver også beskrevet i bogen. Laboratoriefolk hos Det Danske Medicinal- og Kemikalie-­Kompagni Medicinalco eksperimenterede med et nyt ormemiddel, og ligesom et hav af bogens andre laboratoriefolk testede Medicinalcos folk præparatet på sig selv i dobbelt dosis – uden virkning. Men da dr. Erik Jacobsen drak en pilsner til frokost begyndte han at svede, kaste op og blive ildrød. Da han igen drak tre pilsnere til aften, gentog symptomerne sig, og næste dag viste det sig, at hans kollega Jens Hald også var blevet voldsomt syg efter at have drukket pilsner.

Sammen besluttede de at undersøge sagen nærmere, hvorfor de sprøjtede en mængde af ‘ormemidlet’ ind i blodårerne på Erik Jacobsen. Reaktionen blev nu endnu kraftigere, og Jacobsens ånde fik en markant lugt, som de begge straks genkendte som acetaldehyd, et af alkoholens forbrændingsprodukter. Stoffet gjorde altså, at mængden af acetaldehyd steg og gav ubehag. Antabussen var født.

Hårdt arbejde på amfetamin

Arbejdskulturen med at bruge sig selv som forsøgspersoner var udbredt i hele branchen, og det er kun få år siden, at man på den farmaceutiske uddannelse holdt op med at strø hvidt pulver ud på borde og lade eleverne lugte og smage sig frem til produktet.

Manden bag danske medicin­fabrikkers salgsfremstød i Østen, Lau Toft, var heller ikke pilleforskrækket i den hårde tid, han knoklede i Bombay. Lau Toft skulle hjælpe ØK (Østasiatisk Kompagni) med at sælge produkter fra danske Ferrosan, Alfred Benzon og Løvens Kemiske Fabrik gennem det fælles varemærke Dumex (Danish United Medical Export). I breve hjem kan man læse, hvordan den utålmodige og hårdtarbejdende Lau Toft i 1946 kæmpede for at udarbejde ansøgninger og få licenser i et varmt Bombay fyldt med elendig hygiejne, gadeoptøjer og strejker.

‘Her er uendeligt meget at lære … Jeg pukler på kontoret regelmæssigt fra 9 morgen til 8-9 om aftenen. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det i dette klima. Jeg kan heller ikke holde til det, hvis det bliver ved – jeg har allerede denne forbandede, næsten patologiske træthed, tager amfetamin eller coffein, men det går jo heller ikke i det lange løb. Men arbejdet skal gøres, hvis historien skal lykkes,’ skrev han.

Lau Toft besøgte også et væld af lægeklinikker for at overbevise de indiske læger om at sælge danske produkter som multivitaminproduktet Vitaplex. Men lægerne blev dagligt kontaktet af mellem 10 og 15 konkurrenter, der også ville sælge deres præparater, så der var kamp om at efterlade sig et indtryk, som Lau Toft skildrede humoristisk i et brev hjem:

‘Der findes ikke den doktor, som ikke lover højt og helligt at ordinere, hvad vi så end beder ham om. Han ved, at han ikke holder sit løfte – og vi ved at han ikke holder det, og det er vor kunst at få ham dertil. … Vi snakker dernæst lidt om vind og vejr, indisk politik og lignende uberegnelige ting og slutter med et hjerteligt håndtryk, idet vi hvisker ham i øret ‘Vitaplex, don’t forget it’, og så kommer vi igen tre dage senere for at konstatere, at han alligevel har glemt det’, skriver Lau Toft, der gør Dumex til en forretning med en omsætning på 350 mio. kr. i 1976.

Anekdoterne fra bogen fortæller i det hele taget om farverige direktører på de danske medicinfabrikker. For eksempel medbragte den daværende direktør Bøje Benzon en stor løveunge som gave til indvielsen af Leo Pharmas hovedsæde i Ballerup. På Lundbeck gjorde daværende direktør og grundlægger Hans Lundbeck sig også så bemærket, at medarbej­dere i dag refererer til ham som særdeles farverig.

For eksempel blev direktøren tit set iført kjole og hvidt til langt op ad formiddagen, da han ofte plejede vigtige forretningsforbindelser i natklubben Adlon, der lå i underetagen af den ejendom på Nørregade 46, som firmaet flyttede til i 1927. I Lundbecks første år drev firmaet også en sidebeskæftigelse med udlejning af støvsugere, hvilket de færreste hjem havde dengang.

Hans-Otto Loldrup: ‘Dansk Medicin – Historien om de danske medicin­fabrikker. 304 sider, mere end 500 illustrationer. Pris: 375 kr. Kan købes på farmacihistorie.dk

Havde Edison ikke opfundet glødepæren, havde vi sovet bedre om natten. Det havde vi også, hvis Tim Berners-Lee ikke var kommet anstigende med internettet, eller hvis vi ikke skulle tidligt op og på arbejde.

Der er mange forhindringer i dag for at få den optimale søvn, og det giver anledning til, hvad der i stig­ende grad bliver kendt som ‘socialt jetlag’.

Socialt jetlag dækker over det misforhold, der opstår, når vi får for lidt søvn i hverdagen og prøver at indhente det forsømte i weekenden ved at sove ekstra længe. Resultatet er det samme, som når vi rejser gennem tidszoner – nemlig at kroppen bliver drønforvirret, vi præsterer dårligere og spiser mere usundt, fortæller søvnvejleder Mikael Rasmussen fra Center for Stress og Trivsel.

»Man kan godt få immunforsvaret op at køre igen i løbet af weekenden, men ikke de problemer, der opstår med indlæringen, koncentrationen og hukommelsen. Desuden stiger risikoen for overvægt, rygning og alkoholproblemer for hver eneste time, vi skyder søvnen,« siger han og trækker et eksempel på et studie frem.

Her sov tre grupper i henholdsvis otte, seks og fire timer i døgnet og løste løbende en række opgaver. De, der fik færrest timers søvn, klarede sig dårligere og dårligere, men syntes selv, at det gik okay. De vænnede sig således til at skrue deres potentiale 20 procent ned.

40 procent er kronisk udmattede

En af de forskere, der er gået intensivt ind i søvnens verden, er den tyske forsker Till Roenneberg, som har haft 65.000 forsøgspersoner gennem sit søvnlaboratorium for at se på døgnrytmer. I sin bog ‘Internal time’ fra 2012 fremhæver han netop socialt jetlag som en slags kronisk udmattelse, som bliver gentaget uge efter uge. Han anslår, at over 40 procent af centraleuropæerne lider af socialt jetlag med en tidsfornemmelse, der er rykket mindst to timer.

En større undersøgelse fra det amerikanske National Sleep Foundation viser store internationale forskelle på, hvor meget folk sover, og hvor meget de har brug for. I USA sover gennemsnitsamerikaneren således 6 timer og 31 minutter på hverdage, selvom de føler, at de har brug for ca. 45 min. mere. I Mexico sover de over syv timer, men føler, de har brug for mere end otte, mens japanerne sover knap 6,5 timer, men gerne ville have en halv time mere.

Til gengæld er det i højere grad tilladt i Japan at lægge sig op ad den ‘gammeldags’ måde at sove på – nemlig at dele døgnet op i to.

»Før Edison kom med det kunstige lys i 1879, havde folk en anderledes søvnrytme. De gik måske i seng kl. 21, sov nogle timer, stod op nogle timer og sov så igen. I Japan er der også en kultur med at tage en skraber i toget eller på en græsplæne i løbet af dagen. Det er der ingen, der undrer sig over,« siger Mikael Rasmussen.

Teenage-natugler

Og hvad kan vi så selv gøre ved det, når nu arbejdspladser og skoler insisterer på at åbne på et tidspunkt, der virker helt umenneskeligt for en stor del af befolkningen, og hvor der ikke står noget om lur i overenskomsten? Ja, det kommer selvfølgelig ikke udelukkende an på, om man fester hver weekend eller ej, men også om man er skruet sammen som A-menneske eller B-menneske.

»B-mennesket er nødt til at presse sig selv for at komme i seng i ordentlig tid. Men sandheden er, at det aldrig bliver helt godt for dem,« siger Mikael Rasmussen og understreger, at det modsat også er en dårlig idé som A-menneske at få skifteholdsarbejde, hvis rytmen skal opretholdes.

Og helt gal er den jo for de sløve teenagere, som ikke alene har brug for mere søvn, men også har en døgnrytme, der ligger forskudt fra de ‘voksnes’. Ifølge Till Roenneberg er alle unge natugler, indtil skuden vender igen – for kvinders vedkommende, når de er 19, for mænds, når de er 21.

Hvad de unge angår, kunne det virke oplagt at kurere jetlagget ved at sende dem tidligt i seng og fratage dem nattefesterne. Men så let er det ikke, understreger han, for de unges indre ur er simpelthen ikke kodet til at sove før ud på de små timer. Problemet er, at de i virkeligheden har behov for mere søvn end voksne, men alligevel skal op og i skole kl. 8 eller 9.

Netop på dette tidspunkt i livet er det i øvrigt meget skidt at få så dårlige sovevaner, understreger Till Roenneberg. For det er samtidig her, man er mest tilbøjelig til at begynde at ryge og drikke, og undersøgelserne viser, at der er langt flere rygere blandt de grupper, der sover for lidt, herunder også B-mennesker generelt.

Livsstil smadrer søvnrytmen

Ifølge Torben Jager Petersen, søvnspecialist på ScanSleep, får klinikken klienter ind med op mod 85 forskellige søvnproblemer, og det er ikke ukendt, at søvnrytmen er blevet smadret pga. livsstilen.

»Sover man ikke nok, får man øget fokus på søvnen, og det kan udvikle sig til en søvnforstyrrelse. Nok er vi bygget til at klare udsving, og har man en gang imellem en kort nat, er der ikke noget problem i det. Men er man bagud og groggy allerede mandag morgen, kan det trække hele ugen ned,« siger han.

Torben Jager Petersen understreger dog, at det også er vigtigt ikke at slå sig selv for hårdt i hovedet med forventninger om søvnrytmer.

»Man får ikke mere søvn af at leve mindre, så gør man livet alt for surt for sig selv og udvikler et uhensigtsmæssigt hype om søvnen. Men at prioritere søvnen i hverdagen kan gøre en stor forskel, så man ikke lever på fem-seks timer i løbet af ugen og satser på at hive det hjem i weekenden,« siger han.

Fortove med skjult airbag, flydende kajkanter med foldeskørt og diger med indbygget havnetunnel er skitser af en ikke særlig fjern klimatruet fremtid, hvor det er nødvendigt at tænke nyt for at sikre Danmarks kyster.

For allerede nu er ødelæggelserne omfattende, når hele byområder bliver oversvømmet, og bølger og højvande gnaver af kysten som i 2006 og senest under stormen Bodil i december 2013.

»I forhold til de kendte sikringers høje og massive værn mod havet, der er svære at indarbejde i bybilledet, angriber de vilde idéer kystsikring som en positiv mulighed for at finde frem til en sjov løsning, der bevarer det eksisterende uden at skæmme det,« forklarer Cathrine Leth, byrumsarkitekt hos Hasløv & Kjærsgaard, der i en række år har lavet opgaver i kystzonen, f.eks. Amager Strandpark.

Ingen af idéerne er færdigudviklede, men resultatet af en halv dags tænken ud af boksen i Hasløv & Kjærgaards tegnestue. Kystdirektoratet gav tegnestuen opgaven at udtænke vilde idéer til at løse de store kystsikringsopgaver, som Danmark står over for.

Nu håber tegnestuen, at rådgivere, flydebroproducenter og andre med udviklingsløsninger sammen med forsikringsselskaber og grønne puljer vil deltage i et seriøst samarbejde om at videreudvikle idéerne.

»Vi har viden nok, og vi skal som samfund turde tænke nyt og anderledes. Oversvømmelsesbeskyttelse skal være fleksibel og integreres i bybilledet og bidrage til at skabe nye byrum, der gør op med det traditio­nelle billede af kystbeskyttelse,« siger Cathrine Leth.

Højvandsmur i Lemvig

Forhistorien er bl.a. tegnestuens højvandsmur, der slynger sig 350 meter tværs gennem havnearealet i Lemvig, hvis indbyggere ellers gennem generationer har vænnet sig til, at fjorden mindst en gang årligt går over sine bredder og bruser ind i havneområdet og de nærmeste gader.

I vinteren i 2011/12 truede høj­vande fire gange byen og gennembrød i december 2011 den gamle højvandssikring, da vandstanden kom op på 182 cm i Lemvig.

Kombineret med et lokalt ønske om at udnytte havnen bedre fik de voldsomme hændelser kommunalbestyrelsen til at afsætte 30 mio. kr. til at omdanne den engang travle fiskeri- og erhvervshavn til et mere rekreativt område med integreret højvandssikring, moler og flydebroer.

Sikring skal være supersolid

Kommunen kunne også have anlagt en effektiv dæmning længere ude, men valgte at se den skiftende vandstand som en fordel, der gør havnen mere organisk og fastholder byens tætte forbindelse til havet.

Da Bodil hærgede, kom muren både til at fungere som mole, bølgeskærm og højvandssikring.

»Det var den ikke tænkt som. Men det viser, at de løsninger, man udtænker til at sikre mod højvande, skal være supersolide, fordi der altid kommer noget til. I dette tilfælde ikke bare vandet, men også en båd, der stod og hamrede imod muren,« fortæller Kathrine Leth.

»Lemvig ligger så lavt, at vandet uden muren havde stået i halvanden meters højde i gågaden, og alle butikker var blevet våde,« tilføjer hun.

»Muren er jo ikke specielt vild, men bare en mur, som har fået det tvist, at den også er blevet et møbel. Men den viste, at vi kunne tænke alternativt,« siger Cathrine Leth.

Det fik Kystdirektoratet til at slå til:

»Ud fra Hasløv & Kjærgaards elegante murløsning, der integrerer sig i det omgivende miljø opstod idéen om at lade de vilde tanker få frit spil,« fortæller seniorkysttekniker Thorsten Piontkowitz.

»Idéerne er selvfølgelig kun skitser og ikke ingeniørmæssige, tekniske beregninger, så vi regner ikke med, at de bliver realiseret næste år. Men nu lægger vi dem frem og invitererer kommuner og rådgivere til at være lidt innovative og tænke krea­tivt,« siger Thorsten Piontkowitz.

»Vi vil meget gerne arbejde videre med projektet, dimensionere, hvilket vandtryk nogle af forslagene skal holde til. Og når man så begynder at få styr på de tekniske beregninger, kan der måske laves prototyper, der kan etableres i en havn. Men der er vi slet ikke endnu. Nu skal vi finde ud af, i hvilket omfang det bliver muligt,« tilføjer han med henvisning til, at direktoratet p.t. er under omstrukturering.

Havne har brug for nye løsninger

Direktoratets udspil er en reaktion på en hastigt voksende interesse, både fra havne og kommunerne, der har udarbejdet overordnede klimaplaner og nu har brug for løsninger på, hvad det teknisk er muligt at lave i bebyggede områder med pladsproblemer som byområder og havne, hvor højvandsbeskyttelse skal integreres med andre opgaver, forklarer Thorsten Piontkowitz:

»I de senere år har vi på et overordnet plan aktivt rådgivet kommunerne i forbindelse med oversvømmelsesdirektivet. Men regulært rådgivningsarbejde tilkommer de private rådgivere,« fastslår han.

Aarhusvirksomheden Innoscan har specialiseret sig i lynhurtig inspektion af medicinampuller. Det gav sidste år en stigning i omsætningen på 50 pct., og i år forventer adm. direktør Mads Peter Lübeck, at man når en vækst på 30 pct.

Da virksomheden blev grundlagt i 1988 af fire ingeniører, var udgangspunktet visuel inspektion af insulinampuller for Novo. Men da kundekredsen i 2003 blev udvidet til også at omfatte franske Sanofi, begyndte det at gå virkelig stærkt. Siden er flere af de store pharmaproducenter kommet på listen: Pfizer, Bayer, MSD og Novatis/Sandoz. De var alle interesserede i Innoscans unikke og lynhurtige inspektion af fremmedlegemer i medicinampuller.

Men væksten har ikke været uden sværdslag, for når man er en gigantisk medicinproducent, kan det godt være svært at satse på inspektionsmaskiner fra en lille virksomhed, fortæller Mads Peter Lübeck:

»Novo og Sanofi gav os de referencer, vi havde brug for til at overbevise de store producenter om, at de godt kunne satse på os. Stille og roligt er virksomheder begyndt at komme til os, fordi de kan se, at vi kan noget, ingen andre kan.«

Medarbejderne ved det hele

En af årsagerne til, at kunderne stoler på Innoscan, skal findes hos medarbejderne.

»De ved simpelt hen ufatteligt meget om produktet og kundernes behov, og derfor møder kunderne heller ikke en sælger, men en tekniker eller ingeniør, som er klar til at udfordre dem,« forklarer han.

Derfor hænder det også ofte, at kunden sendes hjem for at genoverveje sin egen proces. Det gælder f.eks. fremkomsten af bobler i medicinen. Bobler ligner fremmede partikler, og derfor venter man normalt lidt med at scanne medicin­ampuller, til boblerne er forsvundet:

»Men vores instrument har en funktion, hvor vi kan undertrykke boblerne og spare ventetiden. Derfor skal producenterne ind at ændre deres proces, men opnår samtidig en større performance,« fortæller Mads Peter Lübeck.

Innoscan har netop gennemført et generationsskifte og fået italienske Stevanato Group med i ejerkredsen. Så finansieringen er på plads, og der ligger en klar strategi og en vækstplan. Nu skal der ansættes flere.

»Sidste år voksede vi med 15 medarbejdere fordelt mellem teknikere og ingeniører. Inden for de næste 12 måneder regner jeg med, at der skal ansættes yderligere 10,« siger Mads Peter Lübeck.