Daily Archives: March 20, 2014

Mennesket kan skelne mellem flere millioner forskellige farvenuancer og omkring en halv million forskellige toner.

I den videnskabelige litteratur og i populærvidenskabelige skrifter hævdes det typisk, at næsen kan skelne mellem 10.000 forskellige lugte, skriver Andreas Keller fra Rockefeller University i New York sammen med tre kollegaer i en ny artikel i Science.

Men det er mildest talt en underdrivelse.

Andreas Keller har nemlig sammen med tre kolleger gennemført forsøg med 26 personer, der viser, at mennesker kan skelne mellem mindst 1,72 x 10^12 lugte. Og det er endda en konservativ værdi, skriver forskerne i deres artikel.

Der er tale om den første egentlige undersøgelse af næsens evne til at skelne mellem lugte. Tallet på 10.000 har nærmest været taget ud af den blå luft.

Ekstrapolation er en nødvendighed

Andreas Keller brugte 128 forskellige lugtmolekyler, som han blandede i kombinationer indeholdende enten 10, 20 eller 30 molekyler.

Selv om tallet lyder voldsomt højt, så bemærker Keller i artiklen, at der findes 1,54 x 10^29 forskellige kombinationer med 30 af de 128 stoffer (128!/(30! x (128-30)!).

For hvert blandingsforhold, der kan identificeres, er der altså 8,95 x 10^16 blandingsforhold, der ikke kan skelnes.

Det siger sig selv, at man ikke har undersøgt alle kombinationer. Vurderingen af evnen til skelne lugte er sket ved ekstrapolation.

Forsøgspersonerne skulle ud fra tre prøver, hvoraf to var identiske, finde den prøve, der skilte sig ud.

Det viste sig, at forsøgspersonerne kunne identificere forskelle mellem blandinger, hvor op til 51,17 pct. af ingredienserne var de samme. Kom man over dette tal, var det kun et fåtal af forsøgspersonerne, der kunne skelne mellem blandingerne.

Da der er 1,72 x 10^12 blandinger bestående af 30 lugte ud af 128, der højst har 51,17 pct. af de samme indgredienser, konkluderer forskerne, at dette tal er en nedre grænse for, hvor mange forskellige lugte, mennesker kan skelne mellem.

Det reelle tal kan være mange gange større, skriver de.

Lugtesansen har mistet værdi

Spørgsmålet er så, om moderne mennesker har brug for denne evne.

I en pressemeddelelse fra Rockefeller University bemærker Andreas Keller, at vore forfædre måske havde større nytte af denne evne.

Menneskets opretstående position har fjernet næsen fra jorden, hvor de fleste lugte stammer fra, og moderne bekvemmeligheder som køleskabe og daglige bade har fjernet mange lugte i hverdagen.

»Det er måske derfor den generelle opfattelse er, at lugtesansen er mindre vigtig end evnen til at se og høre,« siger Andreas Keller.

Det er bedre at kryptere end at lade være, også selvom du ikke har noget at skjule. Det var et af budskaberne fra den internationalt anerkendte it-sikkerhedsekspert Bruce Schneier, under sig indlæg på konferencen hos ‘Digital Threats and Solutions’, som InfinIT har arrangeret sammen med WAYF, DI ITEK og IDA-IT.

Schneier, konferencens hovedtaler, tog sit afsæt i afsløringerne om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s overvågningsprogrammer og den tidligere efterretningsanalytiker Edward Snowdens løbende afsløringer af disse.

»Kryptering virker,« lød det fra Schneier, der refererede fra et af Snowdens interviews.

Selvom NSA har et større budget end alle andre efterretningstjenester kombineret, så er de ikke lavet af ‘magi’, påpegede Schneier. Med andre ord, hvis ellers krypteringsalgoritmen er rigtigt implementeret, så er der ikke noget, der tyder på, NSA kan knække den kommunikation.

»Den dårlige nyhed er, at end-point-sikkerheden er utrolig svag. NSA finder jævnt veje uden om den,« sagde Bruce Schneier.

Problemet er implementeringen, bagdøre, standarder, der bevidst er svækkede og den slags, forklarede Schneier. Og så at folk ikke krypterer deres kommunikation.

Det bør de gøre, lød det fra Schneier. Også selvom man ikke mener, man har noget at skjule for hverken NSA eller USA. For hvis de kan lytte med, så kan andre sandsynligvis også. Eksempelvis Kina, Rusland, it-kriminelle eller andre.

»Jeg vil under alle omstændigheder anbefale kryptering,« sagde han.

Og den anbefaling har også andre formål, end at forhindre det, nogle vil betragte som mindre venligtsindede personer eller organisationer i at lytte med på linjen.

Masseovervågning for let

I en lille anekdote fortalte Schneier, at han for nyligt havde undersøgt, hvornår han holdt op med at slette mails, for i stedet bare at søge den mail frem, han skal bruge. Det var i 2006. Pointen? I dag er det – hjulpet på vej af Moore’s Lov om en fordobling af computerkapaciteten hver 18. måned – sådan ca. – lettere (og billigere) at opbevare information, end det er at sortere informationen, og så kun gemme det, der skal bruges. Det samme gælder for efterretningstjenester, påpegede Schneier.

Han fortalte også, at den udvikling er hjulpet yderligere på vej for NSA’s vedkommende at terror-angrebet 11. september 2001 mod World Trade Center. Siden har den stående ordre til den amerikanske efterretningstjeneste, ifølge Schneier lydt, at noget lignende aldrig må ske igen. Og hvis noget lignende aldrig må ske, så dur det heller ikke, at gå glip af noget information, overhovedet.

»Vi har ganske enkelt gjort masseindsamling (af information, red.) for let,« sagde han og fortsatte:

»Vi har skabt en verden, hvor det er lettere for NSA at spionere på alle, frem for at fokusere (på enkelte, red.).«

Men, var Schneiers pointe, det er muligt at gøre det sværere at lave masseindsamling af information, nemlig ved at kryptere. Hvis kommunikationen i nettet i udgangspunktet, i chat, mails osv, er krypteret, så kræver det flere ressourcer at indsamle information, og det vil derfor bedre kunne betale sig for efterretningstjenester af fokusere overvågningen mod eksempelvis mistænkte terrorister.

Tiltrækker kryptering ikke uønsket opmærksomhed?

I den forbindelse ville én af konferencens tilhørere gerne vide, om der ikke var en risiko for at kryptering netop ville tiltrække sig uønsket opmærksomhed fra efterretningstjenester, fordi der er så relativt få, der gør det..

»Jo flere af os, der ikke behøver kryptere vores data, som krypterer data, jo mindre vil det rejse et rødt flag. Så hvis alle bruger kryptering hele tiden, jo mere normalt bliver det,« svarede Schneier.

Når det er sagt, så er kryptering dog mere en lappeløsning, end en løsning på overvågningsproblematikken. For hvilken mail-udbyder, hvilken hardware leverandør eller leverandør af andet it-relateret, har ikke indbygget en eller anden form for svaghed, en bagdør eller har en aftale med en efterretningstjeneste?

»Det er problemet. Lige meget hvor god, vores teknologi er, så stoler vi i sidste ende på, at virksomheder implementerer den ordentligt,« sagde Schneier.

Så selvom kryptering kan gøre det mere bøvlet at lytte med på alt, så vil det i udgangspunktet være muligt at lytte med for dem, der vil det.

»På kort sigt er det i virkeligheden et spørgsmål om, hvem man har mindst mistillid til,« sagde han.

Hvis overvågningsproblematikken skal løses, så er det derfor ikke nok med teknik og kryptering, det kræver politisk handling, påpegede Schneier, som dog ikke havde noget endegyldigt svar på, hvad der skal ske:

»Vi befinder os midt i et meget stort problem, og jeg har ikke en oplagt løsning.«

Selvom Transportministeriet lige har droppet at købe 15 nye øresundstog, som skulle give flere pladser i de overfyldte myldretidstog, forsikrer transportminister Magnus Heunicke (S) i disse dage, at der snart kommer nye tog. Den melding undrer dog professor Otto Anker Nielsen fra DTU Transport:

»Jeg har svært ved at vurdere, hvor let man kan finde en anden leverandør, som kan levere billigere tog hurtigt, som fungerer lige så godt. Det var vel egentlig det, man gjorde med IC4-togene, hvor AnsaldoBreda kunne levere kendt teknologi billigere end de andre leverandører og med hurtig levering i 2003 (hvor produktionen begyndte i 2001). Så hvis man betragter IC4-togene som en kæmpe succes, så er det sikkert en glimrende idé at forkaste at købe lidt for dyre tog, som man ved fungerer,« skriver han til Ingeniøren.

»Det er jo mærkeligt, at hvis der findes andre standardtog, der er billigere end de nuværende øresundstog, hvorfor man så ikke allerede også har fået tilbud fra deres producenter?«, spørger han.

Hverken transportministeren eller DSB vil på nuværende tidspunkt sige noget om den anden løsning, som angiveligt er på vej. Derfor er det usikkert, om de andre tog, som ministeren taler om, også vil skulle sættes ind på Øresundsbanen, som det var planen med togene fra Bombardier.

Men hvis de skal, kan det ifølge Otto Anker Nielsen blive svært at finde tog, der kan det samme som øresundstogene.

»Øresundstogene er ikke helt simple, fordi de håndterer såvel dansk som svensk kørestrøm (forskellig spænding og frekvens, red.), ligesom de har både danske og svenske ATC-systemer (systemer til overvågning af, at lokomotivføreren reagerer korrekt på advarsler fra sikkerhedssystemerne, red.). Desuden er der mulighed for gennemgang gennem alle sæt, hvilket er et sikkerhedsmæssigt krav ved kørsel i tunnelen under Øresund,« siger han.

I går havde transportministeren denne kommentar til det kommende togkøb:

»Nu er det ikke sådan, at togmateriel bare står på lager et eller andet sted, så DSB er ved at støvsuge markedet og drøfter naturligvis også mulighederne med potentielle leverandører af togmateriel.«

Danmark har en stærk og faglig velfunderet affaldssektor. Det er måske derfor, den i mange år har været forskånet for indblanding udefra. Det er slut nu. Affaldsområdet er blevet højpolitisk. Det er der både økonomiske, miljømæssige og teknologiske årsager til. Når støvet har lagt sig, er vore vante forestillinger ikke, hvad de har været. Og det er affaldssektoren heller ikke.

Miljø – fra affald til ressourcer: Det er ikke en ny udvikling, men den har taget fart under den nuværende regering. Affald er ikke blot noget, der skal bringes af vejen så skånsomt som muligt. Det er en strategisk ressource for industri og landbrug. Da råstoffer er svære at hente ud af asken, skal vi sortere langt mere, og brænde langt mindre.

Ligesom affaldsforbrændingsanlæggene er væsentlige for kraft-varmeproduktionen i dag, vil vore kartoffelskræller og andet grønt affald være et værdifuldt bidrag til at sikre biogasproduktionen fra landbrugets gylle. Og i ressourcesamfundet vil der ikke være en særskilt affaldssektor, men værdikæder med et tæt samspil mellem oparbejdning og produktion.

Økonomi – fra offentligt monopol til konkurrence: Danmark har stærke, kommunale forbrændingsselskaber. Det har fungeret godt i mange år. Det kan være svært at forestille sig, at det kan være anderledes, og hvordan forsyningssikkerheden kan garanteres under markedsvilkår. Men det tænkte man nok også i elselskaberne, hos postvæsenet, og i teleselskaberne, før de blev liberaliseret. I dag har vi fortsat strøm og tele i kablerne og breve i postkassen, uden at vi savner de gamle monopoler.

Regeringen planlægger en øget liberalisering af affaldsforbrændingen. Vi har i kommunerne mange års erfaring med konkurrenceudsættelse og har sparet penge på det i årenes løb. Men det kræver, at man tænker sig om. Indsamling, håndtering og myndighedsopgaven for husholdningernes affald skal ligge hos kommunerne.

Til gengæld kan øget konkurrence forhåbentlig reducere udgiften til forbrænding. Regeringen regner med, at vi kan spare 300 mio. kr. årligt. De penge får vi brug for, når vi skal styrke sorteringen – og håndtere gælden i forbrændingsanlæggene.

Teknologi – kildesortering med måde: Villaejerne på Frederiksberg har fem forskellige kommunale skraldespande: hård plast, metal, papir, haveaffald, og restaffald til forbrænding. Inklusive andre ordninger kan der kildesorteres i 14 forskellige affaldsfraktioner. Oveni kommer genbrugsstationen til det tunge affald og et stigende virvar af private ordninger for skruelåg fra mælkekartoner, kaffekapsler og tøj.

Det er tidskrævende og kompliceret for brugerne. Det tager plads op – med ikke særligt kønne affaldsspande. Det har været nødvendigt, fordi der ikke har været alternativer. Men det bør ikke være et mål i sig selv, at det skal være bøvlet at handle miljørigtigt. Alle andre steder i kommunerne bruger vi ny teknologi til at gøre tingene så enkle og nemme for borgerne som muligt. Det må også kunne lade sig gøre på affaldsområdet.

I dag er teknologien moden, så plast, metal og pap kan samles i en spand og sorteres på moderne sorteringsanlæg, der samtidig kan sortere i bedre kvalitet med langt flere fraktioner, end vi i dag har spande til. Målet på lang sigt må være tre affaldsbeholdere: Bioaffald til forgasning, tørt affald til sortering og en lille restbeholder til forbrænding.

Vi skal kende vores besøgelsestid: Der blæser nye vinde på affaldsområdet. Blæsten vil nok også udviske mange af de selskaber, vi kender i dag, som det er sket for Jydsk Telefon, Nesa og Post- og Telegrafvæsenet. Men skraldet skal stadig hentes. Og vi har i kommunerne fortsat en forpligtelse til sammen med borgere, staten og private virksomheder at få en bedre affaldssektor. En affaldssektor, tæt integreret i energi-, industri- og landbrugsproduktionen, med bedre genanvendelse, større fokus på brugervenlighed – og forhåbentlig ikke dyrere end i dag.

Lars Knudsen skriver: Mit spørgsmål er afledt af indslaget i TV-avisen om, at elproduktionen fra solceller havde sat rekord.

Jeg opfattede, at en del af årsagen var, at solceller producerer bedst, når de er kolde. En solrig vinter er derfor optimal.

Mit spørgsmål er: Gad vide, hvor meget solcellens temperatur betyder? Det vil nok ikke kunne betale sig at installere køleanlæg i cellerne, men kunne det tænkes, at overrisling med vand, der fordamper, kunne betale sig? Måske kunne man forestille sig at bruge de forstøverdyser, som kendes fra nogle supermarkeders grøntsagsafdelinger …

Du kan læse Ingeniørens artikel, der førte til TV-avisens historie, her.

Har du et bud på et svar? Så skriv det i debatten herunder.

Fly spækket med højelektronisk udstyr er vendt tilbage til den australske by Perth uden at have fundet et eneste tegn på vragrester fra det forsvundne MH370.

Overvågningsfly fra USA og Australien har været i luften i ti timer, hvor de har søgt i området 2.500 kilometer sydvest for Perth, hvor australske satellitbilleder taget for fire dage siden viser to genstande lige under havoverfladen. Den ene genstand er vurderet til at være 24 meter lang, mens den anden er fem meter lang.

Eftersøgningen er belastet af overskyet vejr med regn i et område ved de såkaldte De Brølende Fyrrere, der er kendt for at have voldsomt vejr. Nye fly og skibe er på vej til området for at fortsætte eftersøgningen, der i løbet af to til tre dage bør give vished for, at de mulige vragrester tilhører MH370, lød det fra den australske forsvarsminister, David Johnston, på en pressekonference ifølge nyhedsbureauet Associated Press.

Få de seneste nyheder om MH370 i din indbakke med Ingeniørens nyhedsbrev

27 lande deltager nu i efterforskningen, der stadig finder sted andre steder i Det Indiske Ocean og på land, blandt andet med det norske fragtskib Hoegh St. Petersburg, der var på vej fra Madagaskar til Melbourne med en ladning biler, da det blev bedt af de australske myndigheder om at deltage i efterforskningen.

Eftersøgningen er fyldt med helikoptere, krigsskibe og fly med det mest avancerede udstyr.

Læs mere om efterforskningen hos Australian Maratime Safety Authority.

Det netop hjemvendte overvågningsfly Orion fra det australske flyvevåben er et eksempel. Orion er et fly på 35 meter, der har seks analytikere om bord plus to piloter, to flyingeniører, en taktisk koordinator, en navigatør og en mekaniker til håndtering af sensorer. Orion kan flyve i 15 timer med en hastighed på 750 km/h og er udstyret med et arsenal af sensorer, blandt andet en digital multi-mode-radar, elektro-optiske detektorer (visuel og infrarød), magnetiske detektorer og akustiske sensorer, skriver de australske myndigheder.

Se Ingeniørens fokus om Malaysia Airlines MH370

Idéen poppede op som en af mange under en løs snak ved kaffemaskinen for næsten fem år siden. Hvorfor ikke bruge vores materialer til andre produkttyper, f.eks. vinduer? funderede Kristian Skovgaard Jørgensen, projektchef i Rockwool.

Som medarbejder i virksomhedens udviklingsafdeling kan Kristian Skovgaard Jørgensen bruge ti procent af sin arbejdstid på egne idéer, og det benyttede han sig af.

Klar til et karriereskift? Opret et cv – og lad din næste arbejdsgiver finde dig.

Han hev en lille uges tid ud af kalenderen for at forstå, hvad vinduer er for en størrelse: Hvordan bygger man dem, hvad er de lavet af, hvem producerer dem, hvem bruger dem, og hvilke problemer har de?

»Jeg syntes, idéen var interessant, fordi jeg både kunne se marked, produkt og kunder for mig, og derfor besluttede jeg at grave lidt dybere ned. Da jeg efter to-tre dage havde fået et overblik, kunne jeg se, at idéen holdt,« fortæller Kristian Skovgaard Jørgensen.

Herefter fulgte flere samtaler, hvor han sparrede med udviklingsdirektør Steen Lindby, som netop var ham, han havde talt med ved kaffemaskinen.

»Efter et stykke tid kiggede vi på hinanden og blev enige om, at det ikke var helt dumt, og så begynder det store arbejde. Hovedtingen er nemlig ikke, at det siger ’pling’, når man står ved kaffemaskinen, og så er man færdig, for vi har masser af idéer. Dem er der aldrig underskud af. Det store arbejde er at finde de gode idéer,« understreger Kristian Skovgaard Jørgensen.

Fremmede omgivelser inspirerer

Præcis hvornår og hvordan de gode idéer popper op, kan han ikke svare på. Nogle gange kommer de, når han slapper af, men det kan også ske, når han har travlt.

Hvis han er i gang med et projekt, og der opstår et konkret problem, kan han godt tvinge løsningen frem, men skæve idéer kommer ikke på kommando:

»Jeg kan aldrig være sikker på, hvornår den fede idé kommer. Idéer som f.eks. at lave vinduer kommer på tidspunkter, når jeg er lidt ude af rutinen. Gode idéer kan også dukke op, hvis jeg går tur i en fremmed by og undrer mig over noget. Så samler jeg indtrykkene sammen og kombinerer dem,« forklarer Kristian Skovgaard Jørgensen.

Idéer kan ikke planlægges

Ifølge Steen Lindby, udviklingsdirektør i Rockwool, er vinduerne et godt eksempel på, hvad der er kommet ud af en omvæltning i udviklingsafdelingen for fem år siden. Ud over at tildele medarbejderne ti procent af deres tid til egne idéer blev unødvendige møder og administration skrottet for at give mere tid til f.eks. idéudvikling.

Det skete i erkendelse af, at nye forretningsidéer er altafgørende for at være konkurrencedygtig, påpeger Steen Lindby, udviklingsdirektør i Rockwool.

»Udfordringen for ledelsen er, at vi tror, vi kan planlægge alt. Problemet er bare, at du ikke kan planlægge den gode idé, og det er derfor, vores medarbejdere skal bruge ti procent af deres tid på egne idéer,« siger Steen Lindby.

Kom på markedet i januar

Og innovationstiden er givet godt ud på Kristian Skovgaard Jørgensens idé. Vinduerne, som bliver produceret i samarbejde med Outrup Vinduer, kom på markedet i januar i år, og i løbet af de første to-tre uger er der leveret et par kilometer mineraluldsrammer til producenten, fortæller Kristian Skovgaard Jørgensen:

»Ved lanceringen talte jeg med en masse håndværkere, som var begejstret over, at de ser ud som gamle vinduer. Da jeg fik den feedback, vidste jeg, at vi havde ramt deres behov, for folk køber vinduer på udseendet. Det er en stor tilfredsstillelse at være med til at udvikle noget, som folk har lyst til at bruge,« siger han.

Jobfinder sætter spot på ingeniører, som har en særlig evne til at få idéer med både teknisk og kommercielt potentiale. Dette er det sjette af en række portrætter.

Da folkevognen kørte ud af avisen, fik konstruktionsingeniøren en god idé
Elektroingeniøren gav kunderne lune fødder – og flere kroner på deres energikonto
Hans idé revolutionerede Siemens’ forretning
Hans grydeske fik publikum til at juble

Det danske rigsfællesskab er blevet en hel del større.

Det sker, efter at Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser, CLCS, i New York har afsluttet behandlingen af et krav fra den danske regering og det færøske landsstyre om rettigheder til den ydre grænse for kontinentalsoklen. Det oplyser Udenrigsministeriet.

Området, som nu altså udvider kongeriget, udgør et areal på 87.792 kvadratkilometer eller godt det dobbelte af Danmark. Det ligger nordøst for Færøerne klemt inde mellem søgrænserne for Island og Norge ved den såkaldte Ægir Ridge tæt på Jan Mayen.

Rigsfællesskabet har sendt en såkaldt submission med krav om rettigheder til kontinentalsoklen uden for 200 sømil. En submission er en præsentation af dokumentation som krævet i henhold til FN’s Havretskonvention til en stats fastlæggelse af ydergrænsen for sin kontinentalsokkel uden for 200 sømil fra kysten.

Kommissionen har bekræftet det danske krav ved at udstede, hvad der kaldes en CLCS-rekommandation. Regeringen havde sammen med landsstyret foreslået den ydre grænse i submission, der blev indleveret til FN i april 2009.

CLCS anerkender med andre ord retten til et havbundsområde, som dækker 87.792 kvadratkilometer. Der er håb om olie- og gasforekomster i området, men de store fund udebliver indtil videre.

Sagen er dog ikke helt klappet af. Der er overlappende krav i området over for Norge og Island, der også har submissioner i CLCS over området. Behandlingen af Norges submission blev afsluttet i 2009, mens Islands forventes færdigbehandlet i indeværende år.

Vil du have flere nyheder om jagten på ny olie? Tilmeld dig Ingeniørens nyhedsbrev

De tre stater aftalte dog allerede i 2006 en deling, som skal anvendes ved den endelige grænsedragning, når alle tre submissioner er færdigbehandlet af CLCS.

Det vil altså være muligt inden for en overskuelig tid endeligt at fastlægge kontinentalsoklens grænser i området, oplyser ministeriet.

Páll Einarsson, professor i geofysik ved Islands Universitet, oplyser til islandske medier, at magmakammeret under Hekla nu indeholder mere materiale end ved det seneste udbrud i 2000, og at vulkanen er parat til et nyt udbrud.

Ved den lejlighed gik der kun 79 minutter fra de første rystelser til det egentlige udbrud. Der forventes ikke længere varsel ved det næste udbrud.

Hekla har været i udbrud 20 gange de seneste 1.000 år. Der var været alt mellem 10 år og mere end 100 år mellem udbruddene.

De islandske myndigheder planlægger nu at sætte advarsler op i området på islandsk og engelsk om et muligt kommende udbrud.

Et webcam af Hekla kan ses her.

Jagten på lithium-ion-batteriets afløser er intens, og med i kapløbet er en gammel kending. Det er lithium-luft-batteriet, som har været kendt i over 40 år. Japanske forskere har netop præsenteret en mulig model for et lithium-luft-batteri med dobbelt så stor energitæthed (300 Wh/kg) som et lithium-ion-batteri.

Tilbage i 1970’erne, da ideen med at udskifte en katode af fast stof med den rene luft første gang blev præsenteret, faldt konstruktionen på, at man endnu ikke havde materialeteknologi, som kunne modsvare de teoretiske forventninger. Siden blev teorien genoplivet, og omkring år 2000 begyndte forskerne igen at give batteriet opmærksomhed i kølvandet på øget interesse for elektriske biler.

På den igangværende ‘247th National Meeting & Exposition of the American Chemical Society (ACS) i Dallas har japanske forskere fra Mie University med professor Nobuyuki Imanishi i spidsen præsenteret en mulig løsning på et af lithium-luft-batteriets grundlæggende problemer.

For at kunne overføre ioner mellem lithium-elektroden og katoden skal der være en elektrolyt. Et design, hvori der indgår vand, har vist sig at være mest effektivt.

Men vand har det problem, at der dannes brint, hvis det kommer i kontakt med lithium. Hvis man forsøger at beskytte lithium med et ekstra lag materiale, så det ikke kommer i forbindelse med vand, så ryger effektiviteten i batteriet.

De japanske forskere har derfor valgt en sandwichløsning, hvor først en polymer-elektrolyt og derefter en faststofelektrolyt afskærmer lithium-elektroden fra vandet.

Interesseret i batterier og elbiler? Prøv Ingeniørens nyhedsbrev

I en pressemeddelelse fra ACS meddeles der ikke noget om, hvilke materialer der er tale om, men meget tyder på, at faststofelektrolytten er keramisk.

Det tror seniorforsker Poul Norby fra Institut for Energikonvertering og -lagring på DTU også. På instituttet har forskerne i længere tid arbejdet med netop genopladelige lithium-luft-batterier i samarbejde med bl.a. Stanford i USA, Haldor Topsøe A/S, Lithium Balance og SDU. I dette projekt arbejdes der med lithium-luft-batterier uden vand.

»Det er klart, at flere elektrolytter komplicerer batteriet væsentligt. En keramisk membran skal både være kompatibel med vand på den ene side og med polymerelektrolytten på den anden side, samtidig med at den skal kunne lede lithiumioner og være mekanisk stabil,« siger han.

Selvom forskerne er nået et væsentligt skridt videre, så tror Poul Norby ikke, at vi vil se kommercielle lithium-luft-batterier før om 10-15 år:

»På DTU kan vi også opnå meget høje værdier for energitætheden, men alle forskere rundt om i verden har store problemer med at opnå en høj effekttæthed og effektivitet. Udviklingen kan selvfølgelig lige pludselig gå hurtigt, men på den anden side kan det også være, at vi aldrig får løst problemerne,« siger han.

De japanske forskere har indtil videre vist, at deres batteri kan op- og aflades 100 gange, hvilket er en del under, hvad man forventer af et batteri til en elbil. Men med dobbelt så stor energitæthed vil det betyde, at elbiler, der i dag kun kan køre 160 km på en opladning, vil få dobbelt så lang rækkevidde.