Daily Archives: April 25, 2014

En jury i Texas har kendt olieselskabet Aruba Petroleum skyldig i at have gjort en nabofamilie syg af forurening fra hydraulisk frakturering (fracking) i forbindelse med skifergas-udvinding.

Familien Parr sagsøgte i 2011 Aruba Petroleum, fordi den mente, at selskabet har udsat familien for farlige gasser, kemikalier og affald fra 22 skifergasbrønde i nærheden af familiens landejendom, der ligger i det største skifergasområder i Texas kaldet Barnett Shale.

Tirsdag gav et flertal i juryen så familien ret og tilkendte den en erstatning på i alt 16 mio. kroner for helbredsgener og ejendomsværditab. Det skriver blandt andre Daily Mail og Climate Progess, som er del af det liberale netmedie Thinkprogess.

Parr-familien, som består af to voksne og et barn, hævder, at de oplever symptomer som kronisk næseblod, ujævn hjerterytme, muskelkramper og åbne sår. Og at de først efter et stykke tid fandt ud, at det måtte skyldes skifergasboringerne.

Dommen kaldes banebrydende, fordi det er en af de første, hvor naboer er blevet tilkendt erstatning på grund af gener fra skifergasboringer. Der er under alle omstændigheder tale om den største erstatning hidtil, siger direktør i Earthjustice, Deborah Goldberg, der følger fracking-sager tæt.

Overfor ClimateProgress forklarer hun, at dette skyldes, at fracking-virksomheder har været gode til at undgå retssager. I tidligere retssager har sagsøgerne ikke været i stand til at bevise, at olie- eller gas-udvinding var den egentlige årsag til skaden.

I en erklæring fra Aruba Petroleum, som ThinkProgress har bedt om, beklager selskabet juryens dom og skriver, at ’de faktiske omstændigheder i sagen og den lov, som anvendes på disse omstændigheder, ikke understøtter dommen’.

Selskabet anfører også, at Aruba opfylder de krav til luftkvalitet, som myndighederne i Texas stiller.

Til andre medier har Aruba Petreoleum sagt, at selskabet vil appellere dommen, fordi der er et dusin andre selskaber, der operer i det samme område.

Barnett Shale er en geologisk formation med store forekomster af naturgas. I 2007 konkluderede eksperter, at formationen måske indeholdt de største producerbare reserver af naturgas på land i hele USA .

I Barnett Shale befinder gassen sig i en meget hård skifer, og først med de seneste forbedringer inden for hydraulisk frakturering-teknologi og vandrette boringer er der for alvor kommet gang i udvindingen af skifergas fra formationen.

Mens det har lange udsigter at integrere det danske rejsekort på en mobiltelefon ifølge Rejsekort A/S, så kører et tilsvarende system i Tyskland på en lang række forskellige mobiltelefoner.

Som med det danske rejsekort skal brugerne checke ind og ud. Men i Tyskland er rejsekortet altså den rejsendes smartphone, og check-in og check-ud kan foretages via en af flere forskellige teknologier: QR-koder, GPS, NFC og manuel indtastning af unikke numre, der identificerer brugerens position.

Dermed fungerer det tyske system helt uden brug af den fysiske infrastruktur, vi kender i Danmark: rejsekort-standere på stationer og i busser, som alle skal kommunikere med det centrale system.

Det var det statsejede Deutsche Bahn AG, der startede projektet Touch&Travel som et pilotforsøg i 2008 og begyndte at rulle det bredt ud i Tyskland i 2011.

»Vi foretog en analyse: Et terminal-baseret check-ind/check-ud- system i hele landet ville være alt for dyrt,« fortæller Birgit Wirth, chef for Touch&Travel ved Deutsche Bahn, over telefonen.

Så i stedet valgte DB at satse på en eksisterende infrastruktur, nemlig mobilnettet, som transportør af data om check-in og check-ud til backend-systemet. Sådan opstod Touch&Travel til mobiltelefoner.

Birgit Wirth ønsker ikke at løfte sløret for, hvor meget det nuværende Touch&Travel-system har kostet at udvikle og koster i drift – og dermed hvor meget DB har sparet på ikke at bygge en fysisk infrastruktur som de danske rejsekort-standere. Men hun oplyser, at det er væsentligt billigere, end det ville have været at opsætte en fysisk infrastruktur.

Da DB lancerede Touch&Travel i 2008, var det med NFC (Near Field Communication) for øje. NFC er en radioteknologi, der gør det muligt at sende information over helt korte afstande. Dengang troede DB, at NFC ville blive hurtigere udbredt.

Systemet byggede på NFC-baserede touchpoints. Det er små steder på stationerne med en passiv NFC-chip, som sender et unikt identifikationsnummer, kaldet et UID, når en telefon bliver holdt op til det. På den måde er det muligt at identificere, hvilken station telefonen befinder sig på ved check-in.

Altså lidt som med det danske rejsekort-system. En væsentlig forskel her er dog, at det er telefonen, der sender informationer tilbage til Touch&Travels backend-system om, at nu har en given bruger checket ind på den og den station. Selve touchpointet kræver end ikke strøm, det er passivt og leverer blot et UID til telefonen.

Ikke bare NFC

Da DB i 2011 stod over for at skulle rulle Touch&Travel bredt ud, stod det imidlertid klart, at NFC ikke havde fundet nær så hurtigt vej ind i mobiltelefonerne som først forventet.

»Den tekniske udvikling gik ret hurtigt, og vi besluttede os for også at anvende GPS til check-in og check-ud. Det er slet ikke nødvendigt med en infrastruktur – hvad enten det er terminaler (som rejsekort-standerne, red.) eller touchpoints,« siger Birgit Wirth.

Touch&Travel-systemet har dog stadig touchpoints som supplement til GPS-baseret lokation. Og i dag er et touchpoint ikke bare med NFC, men også med de såkaldte QR-koder, altså en slags stregkoder, der kan scannes med en mobiltelefons kamera. Derudover har passagererne mulighed for manuelt at indtaste et identifikationsnummer for deres check-in- eller check-ud-position.

Danske Rejsekort A/S har tidligere givet udtryk for, at hvis det nuværende rejsekort-system skal fungere på mobiltelefoner, skal det ske via NFC. I den forbindelse har det vist sig, at telefonen skal have en NFC-chip af en bestemt type, der understøtter den MiFare-teknologi, rejsekortet bygger på.

Ifølge Birgit Wirth fungerer DB’s løsning med alle NFC-telefoner, da der kun er tale om at læse et simpelt UID fra et touchpoint.

Kunderne foretrækker NFC

Langt de fleste kunder foretrækker dog at anvende GPS-delen ved Touch&Travel, fortæller hun. Det gør det desuden muligt at checke ind på vej til perronen, eller inden bussen kommer.

Omvendt har de fysiske NFC/QR-touchpoints den fordel, at de fungerer, også selvom telefonen befinder sig et sted uden GPS-dækning – eksempelvis på en undergrundsstation. Her kan wifi-signaler desuden også anvendes som et led i stedbestemmelsen af telefonen.

Men hvad med sikkerheden i den tyske løsning? Rejsekort A/S har tidligere udtrykt bekymring over, at f.eks. et GPS-signal kan spoofes, altså forfalskes, så telefonen kan checke ind eller ud et andet sted, end den faktisk befinder sig. Men en ting er dog at svindle med GPS-positioneringen. Umiddelbart forekommer det endnu mere oplagt at kopiere QR-koder og UID’er fra de passive NFC-chips og så ellers checke ind og checke ud efter forgodtbefindende rundt om i Tyskland.

Men så let går det ikke. Ud over at svindel med GPS-signaler ifølge Birgit Wirth ikke er et reelt problem, så bliver positionsbestemmelsen koblet sammen med celle-id’er fra mobilmaster i området. Og hvis ikke celle-id og eksempelvis QR-kode passer sammen, så afslører det ugler i mosen.

Og skulle det alligevel lykkes driftige svindlere at snyde med check-in-positionen, så er der flere mekanismer i Touch&Travels backend-system, der kan opdage svindlen. Blandt andet ved at sammenligne rejsetider og køreplaner i realtid.

Sporing på flere måder

Danske Rejsekort A/S har ud over bekymringer i forhold til sikkerhed også givet udtryk for andre problemer i forhold til at implementere den tyske løsning i Danmark. Blandt andet i forhold til sporing af passagerer. For at beregne billetprisen, der nogle gange afhænger af den rejste rute, bruger Touch&Travel nemlig en særlig lokationsbaseret service – Location Based Service (LBS) – til at kortlægge mobiltelefonens rute. Denne service kan købes hos flere tyske teleoperatører, men det er ifølge Rejsekort A/S ikke muligt i Danmark.

Birgit Wirth understreger dog, at LBS-data ikke bliver anvendt under kundens rejse, men først ved check-ud som en af flere faktorer til at bestemme den rejste rute. Og hun oplyser, at en enkelt af Tysklands fire store teleoperatører faktisk ikke understøtter LBS, og at DB i den forbindelse har forsøgt kun at anvende telefonernes eget positioneringssystem.

»Én (operatør, red.) understøtter ikke LBS, men kvaliteten af rute- og prisbestemmelsen har vist sig at være omtrent den samme,« siger Birgit Wirth.

Også transaktionstiden – det vil sige den tid, det tager at godkende og opdatere et rejsekort i forbindelse med check-in eller check-ud – er ifølge Rejsekort A/S et krav, der er med til at udelukke mange potentielle alternativer til det danske rejsekort. Rejsekort A/S har tidligere givet udtryk for, at transaktionstiden ikke må overstige 300 millisekunder – et tal, som blandt andet transportmyndighederne i London også har bragt på banen som en acceptabel transaktionstid.

Men i London skal mange passagerer også gennem et sluse-baseret system, hvor døre åbner og lukker, når rejse-hjemlen bliver godkendt. Og i Danmark er der som bekendt sat standere op, passagererne skal benytte.

»Men med GPS er det ikke nødvendigt at have meget hurtig check-in- og check-ud-tid, fordi folk gør det på vejen. De er ikke fokuserede på at anvende en terminal,« siger Birgit Wirth.

Omkring 20 af Tysklands ca. 70 trafikorganisationer indgår i Touch&Travel. Og ifølge Birgit Wirth kommer der løbende flere til.

Der er fire måneders forskel mellem de kommuner, der er hurtigst til at behandle byggesager, og dem, der er langsomt. Det viste en opgørelse fra brancheforeningen Dansk Byggeri sidste år. Mere end halvdelen af kommunerne er mere end to måneder om at give tilladelse til nyt byggeri.

Samtidig er der store forskelle i kommunernes gebyrer for sagsbehandlingen. Eksempelvis koster det 1.830 kroner at få godkendt en fabriksbygning på Ærø, mens Københavns Kommune skal have 875.000 kroner for den samme opgave.

Men det skal der laves om på, lovede både statsminister Helle Thorning Schmidt (S) og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen på Dansk Byggeris årsdag torsdag.

Helle Thorning Schmidt fortalte, at regeringen er i gang med at vurdere, hvilke af Produktivitetskommissionens anbefalinger den ville følge. Der vil ifølge statsministeren ikke være råd til ‘markante nye skatte- og afgiftslettelser,’ men der var andre ting, som politikerne kunne gøre for at forbedre byggeriets produktivitet, lovede hun.

»Vi skal have ensartet sagsbehandlingstiden,« sagde hun således.

Kort efter indtog Venstres formand Lars Løkke Rasmussen scenen og lovede også en indsats mod de lange sagsbehandlingstider.

Efterfølgende åbnede klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Pedersen (R) op for, at hele byggesagsbehandlingsområdet kunne blive omorganiseret for at effektivisere det. Det forslag har blandt andet været oppe og vende i den arbejdsgruppe for effektivisering af byggesagsbehandlingen, som afleverede sin anbefalinger helt tilbage i september 2012.

Kommunerne har på sin side fremhævet, at der er mange grunde til forskellene i sagsbehandlingstider. Eksempelvis er der stor forskel på, hvor mange parter der skal høres i forbindelse med byggesagsbehandlingen, og mange kommuner oplever, at ansøgerne og deres rådgivere levere ufyldestgørende ansøgninger. Og kommunerne kan ikke kontrollere, hvor hurtigt ansøgerne afleverer de nødvendige oplysninger.

Både statsministeren og byggeriets minister vil desuden se på, om de kan fjerne nogle af de særregler, der gør det svært for udenlandske byggevareproducenter at komme ind på det danske marked.

»Er der overhovedet nogen grund til, at vi stiller skrappere krav i Danmark end i andre lande,« spurgte Rasmus Helveg Pedersen ud i forsamlingen.

Lars Løkke Rasmussen bakkede op om et opgør med de danske særregler og fremhævede igen Venstres forslag om at gøre BoligJob-ordningen permanent for at minimere boligejernes tilskyndelse til at bruge sort arbejdskraft.

I begyndelsen af maj forventer regeringen at offentliggøre sin energirenoveringsstrategi og senere på året kommer der en byggepolitiske handlingsplan, fortalte Rasmus Helveg Pedersen.

Politikerne lægger blandt andet op til at revidere byggeriets aftalesystem. Desuden skal det være nemmere og mindre bureaukratisk at deltage i offentlige udbud.

Regeringens fremskrivning af CO2- udledningen fra biltrafikken i 2020 undervurderer sektorens egen evne til at reducere CO2-udledningen.

Ifølge en ny rapport fra Ea Energianalyse udarbejdet for interesseorganisationen Energi- og Olie­forum vil sektoren for vejtransport udlede to millioner ton CO2 mindre i 2020, end de officielle fremskrivninger forudsiger. Dermed vil udledningen være 10 millioner ton.

Forskellen skyldes, at Energistyrelsens basisfremskrivninger for 2020 vurderer den gennemsnit­lige udledning pr. bil til at være 110 gram CO2 per kørt kilometer.

Det er 15 gram mere end de 95 gram pr. kilometer, som Ea Energi­analyse lægger til grund for sine beregninger.

Ea Energianalyse forklarer den ganske mærkbare forskel med, at Energistyrelsens fremskrivninger ikke tager højde for EU’s 2021-krav til nye biler, der gennemsnitligt ikke må overstige en CO2-udledning på 95 gram pr. kilometer.

Det er et krav, der længe har været undervejs, men som først blev endeligt vedtaget i november 2013, hvorfor det heller ikke indgår i Energistyrelsens seneste fremskrivning. I styrelsens hidtidige fremskrivninger anerkender man, at estimaterne er konservative.

Opdateret fremskrivning på vej

Energistyrelsen oplyser til Ingeniøren, at man ganske rigtigt i sine hidtidige fremskrivninger ikke har taget højde for de nye EU-krav.

Siden seneste fremskrivning er kravet om energieffektivitet i biler blevet til virkelighed, og det skal være opfyldt i 2021. Det vil derfor også ændre på Energistyrelsens fremskrivninger

»I vores hidtidige fremskrivninger har vi ikke haft de nye EU-reguleringer med. Vi er i gang med at lave en ny fremskrivning, og der kommer de selvfølgelig med. Vores gæt lige nu er, at det ikke falder meget langt fra Ea’s resultat,« siger kontorchef i Energistyrelsen Morten Petersen.

Han understreger dog, at Energistyrelsen endnu ikke har kigget på detaljerne i den nye rapport, ligesom nogle faktorer, der bliver lagt til grund for reduktionen af CO2, kan synes optimistiske.

Blandt andet fremhæver kontorchefen, at det i beregningerne også forudsættes, at tre procent af alle solgte biler i 2020 vil være elbiler, og at fem procent vil være plug-in- hybridbiler.

»Det er en noget mere markant indfasning af el- og hybridbiler, end vi normalt opererer med. Det kræver i hvert fald, at afgifterne bliver ændret efter 2015. Det kan sagtens være realistisk, det er dog mere baseret på et fremtidsscenarie, mens vi prøver at holde det mere kælderkoldt,« siger Morten Petersen.

Kan hjælpe Danmark i mål

Ifølge Ea Energianalyse vil den sparede CO2-udledning i 2020 kunne være med til at løfte Danmarks opgave med at opfylde sin klima­plan for 2020, hvor den samlede CO2-udledning skal mindskes med 40 procent sammenlignet med niveauet i 1990.

I regeringens eget oplæg til klima­planen lyder det, at der vil blive udledt 4 millioner ton for meget CO2 i 2020, hvis ikke man indfører en række tiltag for at reducere udledningen.

Det førte i august måned til et katalog på ca. 80 ideer til, hvordan CO2-udledningen kan nedbringes yderligere.

Med de nye beregninger vurderer Ea Energianalyse dog, at der kan findes store CO2-besparelser i det regnskab – og også i statskassen, da det vil betyde et mindre behov for investeringer i nye tiltag for at nedbringe CO2-udledningen.

Interesseret i klimavenlig bilteknologi – abonnér på Ingeniørens nyhedsbrev

Morten Petersen understreger dog, at der fortsat venter en stor opgave, og derfor løser den reducerede udledning fra biler langtfra alle problemer:

»Man skal være opmærksom på, at det ikke giver en lineær reduk­tion hen over årene efter 2020. Det giver et dyk nedad, men herefter skal der stadig reduceres langt mere. Det, der også bliver udfordringen nu, er, at det har været et langt og hårdt slag i EU at få vedtaget de nye regler. Derfor er muligheden for at stille yderligere krav til energi­effektiviteten i transportsektoren selvfølgelig også blevet begrænset. På den korte bane i hvert fald,« siger han.

Et britisk firma er nu klar med en undersøisk minerobot. Den skal efter planen grave efter kobber i Papua Ny Guinea, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men robotten og den undersøiske minedrift møder modstand fra bl.a FN, skriver nyhedssiden BizNews.com. Lige nu befinder robotten sig da også stadig på landjorden i Newcastle i England.

Den Internationale Havbundsmyndighed, der er en del af FN, har nemlig endnu ikke afgjort, om minedriften kan igangsættes. Problemet med minedriften er, at robotterne risikerer at ødelægge den lokale fauna.

»Jeg tror, at vi virkelig skal være forsigtige med, hvad der sker med miljøet,« siger Nii Oduntun, generalsekretær for Den Internationale Havbundsmyndighed og fortsætter:

»Vi ved ikke nok til at tage nogle af de risici, vi har taget på landjorden.«

Knuser alt på sin vej

Minedriften fungerer nemlig ved, at robotten, der er på størrelse med en tank, kører langs havbunden og knuser alt, den kommer i nærheden af. Herefter sendes den knuste havbund bagud, hvor et andet køretøj suger mineralerne op til et skib, der ligger ved overfladen. Det er også herfra, at robotten fjernstyres.

Metoden er meget effektiv og giver mineraler med en kvalitet, der er op til 15 gange højere end mineraler, der findes på landjorden, hvor minedrift er mest udbredt. Den forholdsvist lille robot kan producere samme mængder mineraler som en landbaseret mine i mellemstørrelsen.

Miljøaktivistorganisationen Greenpeace er foruroligede og kalder det øgede fokus på undersøisk minedrift for en øjenåbner.

Robotten har fire meter brede skæreklinger og skal efter planen grave i et område kaldet Solware 1, hvor havdybden ligger på 1.500 meter. Ud over kameraer har robotten 3D-sonar-sensorer, der muliggør navigation, når mineralrige væsker fra havbunden umuliggør normal navigation.

Firmaet bag robotten, Nautilus Minerals, regner med at finde en løsning på de rejste problematikker og være i gang med minedriften i løbet af to-tre år.

»Det er min tur til at hente børn, så jeg går kl. 15 i dag.« Bemærkningen falder upåagtet ved frokostbordet. Chefen sender et hurtigt nik og taler videre om den middagsaftale, han har med flere af medarbejderne i weekenden.

Et sandsynligt scenarie på en dansk arbejdsplads? Ja. Mange af os er vant til flekstid, frihed under ansvar og venskabelige forhold til vores chefer. Men i en kinesisk ingeniørs ører klinger det af ren galimatias.

Med et cv på Jobfinder bliver du synlig for potentielle arbejdsgivere.

Det er underligt, at I stoler sådan på hinanden. Gælder det også for os udlændinge?
Spørger en af af de udenlandske ingeniører, der deltager i workshoppen.

Som på den workshop for udenlandske ingeniører og forskere i Danmark, som Ingeniøren deltager i bag de polerede glasfacader på Industriens Hus på Rådhuspladsen. Dansk Industri og IDA står bag invitationen af deltagere fra nær og fjern: Indien, England, Brasilien og Kina.

En kinesisk forsker er den første til at bemærke det aparte danske forhold chefer og ansatte imellem:

»Man er da ikke venner med sin chef.«

Alene tanken ser ud til at forvirre hende. Og det på trods af, at hun har været ansat ved Carlsberg i snart et halvt år og efter eget udsagn har set beviser på det mærkværdige forhold mellem chefer og ansatte flere gange.

De andre deltagere er enige: En chef er en chef – ikke andet. Ellers mister han sin autoritet, og medarbejderne har ikke respekt for ham.

Det handler om tillid

Generelt har workshoppens deltagere svært ved at forstå den frihed, der hersker på danske arbejdspladser. De fleste kommer fra kulturer, hvor privatlivet tilpasses arbejdet og ikke omvendt. Man går altså ikke klokken 15, bare fordi man skal hente børn.

»Men det handler om tillid,« siger Lotte Ellegaard, chef for IDAs Global Team og den ene af aftenens to oplægsholdere:

»Jeg er ligeglad med, at mine medarbejdere går på Facebook i arbejdstiden eller bestiller en flybillet. Jeg forventer bare, at de gør deres arbejde på et andet tidspunkt.«

Deltagerne ryster på hovedet, som var det den mest tåbelige bemærkning, de nogensinde har hørt.

»Det er underligt, at I stoler sådan på hinanden. Gælder det også for os udlændinge?« lyder det fra en herre ved hjørnebordet.

Både Lotte Ellegaard og supplerende oplægsholder fra Dansk Industri Lise Thomsen kæmper med at finde en passende grimasse.

»Danmark er et lille land, hvor vi opfatter os selv som homogene. Derfor er vi lidt bange for nye kulturer. Det kan vi lige så godt indrømme,« lyder det fra Lise Thomsen.

Stræben efter enighed

En del af danskernes nervøsitet for fremmede kulturer hænger sammen med vores evige stræben efter enighed, bliver deltagere og oplægsholdere enige om.

»Jeres kultur fungerer sådan her: ‘Hvad end du gør, så bevar den gode stemning. Du må aldrig få en konflikt til at eskalere’. Har jeg ret?« spørger en deltager.

»Ja, vi danskere kan ikke lide konflikter, og vi tror, der er en løsning på alt. Vi fortæller os selv, at vi altid vil det bedste for hinanden,« siger Lotte Ellegaard.

Derfor kan Lise Thomsen også stolt berette om den stræben efter enighed på det danske arbejdsmarked, som har eksisteret siden før Titanics forlis og indførelsen af stemmeret for kvinder: Den danske model.

I 1899 blev arbejdsgiverforeninger og fagforeninger enige om spille­reglerne på det danske arbejdsmarked, og siden har det kørt uden de store ændringer. Denne aften er arbejdsmarkedets parter repræsenteret ved IDA og Dansk Industri, og de to kvinder forsøger ihærdigt at forklare deltagerne, hvorfor det er vigtigt, at de arbejder sammen.

»Hvem kan egentlig huske en konflikt før lockouten i 2013?« spørger Lotte Ellegaard, inden hun selv giver svaret:

»Ja, det er svært. Vi skal nemlig helt tilbage til gærstrejken i 1998, hvor overenskomstforhandlingerne brød sammen.«

Den danske model fungerer altså. Eller hvad? En lettisk kvinde kigger hovedrystende op fra sine noter.

»Det virker omstændeligt og dumt,« siger hun: »Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke.«

Google og Apple er tilsyneladende ikke ret glade for, når konkurrenten henter nye ansatte i hinandens virksomheder.

Derfor lavede de en hemmelig – og ulovlig – aftale om ikke at rekruttere medarbejdere hos hinanden.

Aftalen er dog blevet afsløret, og sammen med Intel og Adobe Systems, der har været med på samme ordning, er virksomhederne nu tilsammen blevet tvunget til at betale 1,75 milliarder kroner for at undgå et gruppesøgsmål fra medarbejdere.

Det skriver Ritzau.

Ifølge retsdokumenter ville sagsøgerne angiveligt forsøge at få en erstatning på hele tre milliarder dollar.

Ud over at være bange for at miste deres egne medarbejdere har de enorme selskaber frygtet, at sådanne rekrutteringer kunne skabe en lønkrig selskaberne imellem, der ville presse lønningerne i vejret.

Det fældende bevis, der har tvunget Google og Apple til at overgive sig og betale regningen, er en mailkorrespondance mellem Google-chef Eric Schmidt og Apples afdøde leder, Steve Jobs.

Her er det kommet frem, at Eric Schmidt skulle have forsikret Steve Jobs om, at han ville lave fyringer i sin egen personaleafdeling. Fyringen skulle ske efter, at en jobkonsulent hos Google skulle have forsøgt at headhunte en Apple-medarbejder, hvilket altså var i strid med den interne aftale.

Ifølge Ritzau har selskaberne tidligere erkendt, at der findes aftaler om ikke at ansætte personer fra rivaliserende virksomheder, men i denne konkrete sag har skyldsspørgsmålet også drejet sig om, at sådan en aftale er blevet indgået for bevidst at holde lønningerne nede.

Selvom antallet af brugere bliver ved med at stige, så er der vist ikke så megen tvivl om at Facebook har toppet.

Dels har de fleste mennesker nu genfundet alle de gamle skolekammerater og ungdomskærester de havde glemt hvorfor de havde droppet.

Dels har de fleste fået dækket deres behov for at fortælle hele den virtuelle vennekreds om hvor dejligt man tvinger sig selv til at have det meget tidligt mandag morgen. Så 98% af nyhedsstrømmen er “likes”, links og “LOL’s” hvilket begrænser den indholdsmæssige værdi ret markant.

Derfor er der en del mennesker der kun checker Facebook med ujævne mellemrum. Jeg kunne bruge mig selv som eksempel.

Og der er en del der stadig står registreret som brugere, men som aldrig er på.

Det er fint. Det har de lov til.

Men der er et problem og det er de sidste 2% af nyhedsstrømmen – dem som har relevans.

Når man er registreret som bruger og står på en masse menneskers venneliste, så har de en formodning om at man har hørt om den polter-abend der blev arrangeret i sidste øjeblik. Og så bliver de fornærmede når man ikke dukker op. Men når man kun checker en gang om ugen så er der en ret stor risiko for at man misser guldkornene.

Så er det egentlig ikke enten-eller?

Enten fravælger man det helt, lukker sin konto og ser hvem der fortsat er ens venner.

Eller også går man all-in og checker “nyheder” mindst en gang om dagen.

Hvad vil læser-panelet foreslå?

Efter en vellykket testperiode bliver en komplet digital 3D-model af Danmark nu lagt frit tilgængeligt i computerspillet Minecraft.

Det er Miljøministeriet, der på baggrund af geografiske data fra Geodatastyrelsen har digitaliseret Danmark i det populære compterspil. Dermed er Danmark det første land i verden, der har langt sig selv ud i en 1:1 3D-kopi på nettet.

Formålet med at lave den massive model har dels været at skabe interesse for de frie geodata, og dels at udstyre landets skoler med et anderledes digitalt lærringsværktøj til brug i undervisningen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl udtaler i en pressemeddelelse, at modellen vil give de unge mulighed for at »plante deres egen skov, anlægge en sø, bygge en rideskole, et biogasanlæg eller en vindmølle. Kun fantasien sætter grænsen. Vi bygger bro mellem den digitale verden og naturen,«.

Eleverne på Ørestad Skole har allerede haft mulighed for at kigge nærmere på den store 3D-model i en testversion, som skolen med succes har haft stillet til rådighed i en periode.

»I gamle dage rullede læreren et Danmarkskort ned i klasselokalet og eleverne terpede landsdele. Med Danmarks frie geodata i en Minecraftverden er landet nu ude på børnenes pc eller tablet, og det understøtter digitaliseringen i folkeskolen,« udtaler folkeskolelærer Katrin Kristensen fra Ørestad Skole.

Hun tilføjer, at skolen i forvejen havde gode erfaringer med at bruge Minecraft i særligt matematikundervisningen.

»Men med virkelighedens Danmark lagt ind i en Minecraftverden får vi endnu flere muligheder for at skabe læring. Og eleverne synes også, det er sjovere, når det er deres eget hus, gade osv. de arbejder ud fra,« udtaler hun.

Projektet, der officielt går under navnet “Danmarks frie geodata i en Minecraftverden”, er et såkaldt demonstationsprojekt, der vil blive afsluttet den 23. oktober i år. Men i følge Miljøministeriet vil alle brugere vil dog efterfølgende stadig kunne downloade 3D-modellen til deres egen server.

Læs mere om projektet her.

En gruppe it-forbrydere nåede at stjæle mere end 11 millioner kroner fra en række banker, før de blev fanget. Tyverierne lod sig gøre takket være et lille velplaceret stykke hardware, der tillod tyvene at overvåge flere af bankens computere. Det skriver Graham Cluley.

Det lille stykke hardware er en såkaldt KVM (Keyboard, Video, Mouse) enhed, der normalt bruges til at kontrollere flere computere fra én position.

Enheden, der typisk ikke fylder mere end en stor smartphone, var forbundet med et 3G-modem, så hackerne kunne holde kontakten med boksen fra et nærliggende hotel.

Ved at udgive sig for at være it-teknikker, fik en af hackerne adgang til baglokalet i en af Barclays filialer i London. Herfra havde han adgang til bankens it-systemer, og formåede at tilslutte KVM-enheden, før han forlod banken igen.

Hackerne fik takket være enheden opsnappet bankpersonalets kodeord og kunne generelt følge med i, hvad der foregik på skærmene. Det gjorde dem i stand til at lave 128 bankoverførsler til en række særlige hvidvaskningskonti. Overførsler, der altså sammenlagt svarede til mere end 11.300.000 kroner.

Selv om banken opdagede tyverierne den samme dag, lykkedes det kun at redde lidt over halvdelen af det stjålne beløb.

Gruppen fortsatte med at bruge metoden i andre banker, men blev afsløret i tredje forsøg. De i alt ni anholdte i sagen er i følge Graham Cluley til sammen blevet idømt 24 års fængsel.