Politisk usikkerhed truer Danmarks nye havvindmøller

Fire selskaber meddelte i onsdags de danske energimyndigheder, at de vil deltage i kampen om at få lov at bygge havmølleparken Horns Rev 3 nordvest for Blåvands Huk. Den 400 MW store park skal stå færdig i starten af 2020.

De fire ansøgninger om prækvalifikation er første skridt i retning af at sikre mere konkurrence om prisen på den tredje havmøllepark på Horns Rev end på skræmme­eksemplet Anholt Havmøllepark, hvor der kun var én byder, og hvor den garanterede pris endte på 1,05 kroner pr. kWh for de første producerede 20 TWh.

Metoden har været en ny udbudsmodel – ‘udbud efter forhandling og forudgående dialog’ – og den efterkommer et ønske fra branchen, som har bedt om mere dialog mellem myndigheder og bydere.

Men ifølge samme branche udgør de seneste politiske udmeldinger fra Venstre og Dansk Folkeparti om at genåbne energiforliget og dermed grundlaget for havmølleparkerne den rene gift for den igangværende udbudsproces.

I processen har Energistyrelsens folk – for at sikre konkurrencen – brugt mange kræfter på at opsøge selskaber i ind- og udland. Ligesom man har fortalt om projekterne på diverse vindkraftkonferencer for at gøre så mange selskaber og investorer som muligt interesserede i at byde på både Horns Rev og Kriegers Flak-havmølleparken.

Direktør for brancheforeningen Vindmølleindustrien Jan Hylleberg siger, at hans udenlandske kolleger finder den nyskabte usikkerhed om havmølleparkerne både uforklarlig og useriøs:

»Først bliver de bedt om at bruge penge og tid på at prækvalificere sig til et udbud, og derefter kan de ikke få klar besked om, hvorvidt havmølleparkerne stadig skal bygges,« siger han.

»Ingen kan lige nu med disse udmeldinger sige med sikkerhed, at parkerne realiseres. Hvis tilliden til udbuddet skal genoprettes, bør politikerne snarest offentligt genbekræfte tidsplanen,« siger han og tilføjer, at ingen seriøs investor vil fortsætte uden sådan en udmelding.

Ros til ny udbudsmodel

Der er ellers ros fra branchen til den nye, åbne udbudsmodel og den igangværende udbudsproces, fordi den giver god gennemsigtighed for byderne, ligesom man er glad for dialogen med udbyderen omkring specifikke emner.

»Det er vores vurdering, at man også prøver at sikre, at der er så få fordyrende bindinger på udbuddet som muligt – for eksempel hvad angår stramme tidsbegrænsninger,« siger Jan Hylleberg.

På udbuddets velspækkede engelsksprogede hjemmeside kan man ligeledes finde resultater af disse dialogmøder og Q&A’s om alt fra finansielle krav til byderne til forhold omkring nettilslutning, miljøforhold, negative elpriser, og hvordan fundamentet testes i forhold til påsejling.

Følg udbygningen af vindenergi i Danmark – abonnér på Ingeniørens nyhedsbrev

Specialkonsulent i Energistyrelsen Peter Mandix Sehested vil ikke sætte navne på de fire ansøgninger, som styrelsen har modtaget. Men af referaterne på hjemmesiden fremgår det, at selskaber som Siemens, ABB, Vattenfall, E.on, Statoil, Dong Energy, Vestas, Scottish Power Renewables og et tysk selskab ved navn EnBW Erneuerbare und Konventionelle Erzeugung AG har deltaget i møder med styrelsen.

»Jeg tror bestemt, at vores indsats og den nye udbudsform har fået tiltrukket nogle nye spillere, som ellers ikke ville være blevet interesseret i danske projekter,« siger Peter Mandix Sehested fra Energistyrelsen.

Kort tidsramme skræmte

Som nævnt er den valgte nye udbudsform resultat af et ønske fra branchen, der blev formuleret i en diger rapport af konsulentfirmaet Deloitte.

Rapporten blev udarbejdet for Klima- og Energiministeriet og skulle belyse, hvordan man kan fremme konkurrencen ved etablering af store havmølleparker – oven på et mislykket Anholt-udbud. I rapporten blev 13 energiselskaber og investorer interviewet i 2010-2011 om, hvorfor de ikke havde budt.

Men selskaberne holdt sig også væk på grund af en alt for kort tidsramme på Anholt-udbuddet, fremgik det af rapporten: Der var kun tre et halvt år, fra ordren blev givet, og til samtlige Anholt-vindmøller skulle være tilsluttet, hvilket altså var for hård en nød for selskaberne at knække.

Samtidig var der i betingelserne indbygget en meget stor bod for forsinkelser plus en bestemmelse om, at alle bydere var forpligtet af deres bud i seks måneder efter afgivelsen – også selvom de ikke vandt udbuddet.

Specialkonsulent Peter Mandix Sehested fra Energistyrelsen kan ikke sige noget konkret om de to forhold af hensyn til konkurrencesituationen for byderne, men peger på, at det alt sammen vil fremgå af det endelige udbudsmateriale, der snart bliver offentliggjort:

»Men jeg kan sige, at rapporten fra Deloitte og dens konklusioner har været grundlaget for vores arbejde«, siger han og tilføjer, at udbudsmaterialet skal godkendes politisk af forligskreds og minister før offentliggørelse.

Presset tidsplan på Kriegers Flak

Hvad angår det pressede tidsskema – så er planen på Horns Rev 3 indtil videre, at der er cirka fem år, fra udbuddet er afgjort i 2015, til hele parken skal være i drift primo 2020.

På Krigers Flak-mølleparken på 600 MW er tidsfristerne dog mere stramme, idet der er godt fire år fra ordregivning og til parken skal være i drift. Og kun godt halvandet år til at montere og nettilslutte parkens 100 vindmøller (hvis man vælger en møllestørrelse på 6 MW) eller 75 vindmøller (ved valg af 8 MW-møller).

Det skyldes, at nettilslutningen af parken – som blandt andet omfatter et 90 km langt 600 MW søkabel fra parken til et sted syd for København – først kan garanteres færdig i juli 2018.

»Vi har haft tidsrammerne for Kriegers Flak oppe at vende med selskaberne, men der er ikke endeligt taget stilling til dette tidsaspekt. Indtil videre holder vi fast ved planen om idriftsættelse i 2020, som jo er en politisk fastlagt dato,« siger Peter Sehested fra Energistyrelsen.

Holder slutpris på 78 øre pr. kWh?

Hvad havmølleparkerne, som hver for sig repræsenterer tocifrede milliardinvesteringer, i sidste ende kommer til at koste de danske elforbrugere, og om de bliver billigere end Anholt-parken – det afhænger af den lange række af faktorer, som indgår i den samlede business-case, som hvert selskab udformer.

Et eksempel på en sådan business-case for Kriegers Flak er udførligt beskrevet i Deloitte-rapporten fra 2011.

Ud over selve anlægsinvesteringen i hardware som vindmøllerne, fundamenter og montage vil byderne indkalkulere forventning til elprisen, mølleparkernes elproduktion og indtægterne herfra, driftsomkostninger på parken samt det valgte afkastkrav.

I afkastkravene er inkluderet de risici, som de pågældende investorer vurderer relevante – både i forhold til selve projektet og markedet generelt.

I business-casen på Kriegers Flak anvendes 100 stk. 6 MW møller og et afkastkrav på 7,9 pct., hvilket giver en garanteret afregningspris på 78,1 øre pr. kWh i 2010-priser.

Fordelt over 12 år giver det en samlet pris for elforbrugerne på maksimalt 2 mia. kroner. Men da prisen er en garantipris, er det realistiske tal for elforbrugerne 900 mio. om året, hvis el-spotprisen ligger på de 42 øre i 2020, som Energinet.dk opererer med i sin 2013-fremskrivning.

Ifølge Deloitte-rapporten vil et øget afkastkrav på bare 0,6 procentpoint – for eksempel afledt af en investors krav om at få afdækket en politisk usikkerhed – betyde en øget budpris på 3,8 øre/kWh.