Daily Archives: May 17, 2014

Patentet er dansk og omhandler rensning af tjæreholdigt vand fra biomasseforgasning. Men en ung ingeniør og hans far fra Singapore besøgte tilfældigvis Danmark og kunne se perspektiver i at bruge den såkaldt superkritiske proces til at fjerne giftstoffer fra spildevand.

Superkritisk vil sige, at høj temperatur og tryk – 250 bar og op til 550 grader celcius – så at sige ilter giftstofferne væk og nedbryder dem til CO2 og vand.

Så i 2005 købte Zhuoyan Cai patentet og ville egentligt have udviklet videre på konceptet på de hjemlige breddegrader. Men i stedet slog han sig ned i Skævinge, hvor han og hans 10 personer store team siden har arbejdet på at forvandle ideen til et produkt:

»Det har været en stor udfordring af udvikle et komplet procesanlæg, der skal kunne fungere i tusindvis af timer. For eksempel har vi knoklet med at få reduceret energiforbruget på anlægget, hvor vi er nået frem til at kunne genanvende mere end 90 procent af energien via en særlig indbygget varmeveksler,« siger han.

Demonstration i fuld skala

I dag står et demonstrationsanlæg i fuld skala på virksomheden og kører test på forskellige slags spildevand. Til det formål har man netop indgået samarbejde med fire virksomheder, der over et års tid skal levere spildevand til anlægget. Derefter forventer Aquarden at kunne lancere teknologien til næste forår.

Ifølge marketingchef Christine Qvistorff er det særlige ved Aquardens superkritiske rensningsteknologi, at den helt fjerner de organiske og svært nedbrydelige giftstoffer fra spildevandet:

»Andre teknologier vil typisk kunne rense 80-90 pct. af de organiske forbindelser væk, hvorefter disse skal deponeres. Vi fjerner de organiske forbindelser helt ved hjælp af oxidation i superkritisk vand,« forklarer hun.

Hun tilføjer, at Aquardens teknologi først og fremmest retter sig mod virksomheder med problematisk spildevand, som for eksempel de farmaceutiske, kemiske og bioteknologiske brancher, men at også spildevand fra hospitaler og lossepladser er målgruppen.

En af de virksomheder, der lægger spildevand til testen af anlægget, er Odense Renovation, som skal levere perkolat – nedsivet regnvand – fra affaldsdeponier til behandling i Skævinge:

»Det giver god mening, hvis den superkritiske proces kan nedbringe mængden af forurenet perkolat væsentligt. Vi sparer en dyr biologisk rensning, og samtidig er det jo også bedre for miljøet,« siger civilingeniør Rasmus Olsen fra Odense Renovation.

Lover konkurrencedygtig pris

Hvad økonomien angår, så kan marketingchef Christine Qvistorff ikke give en fast pris på et nøglefærdigt anlæg, fordi det afhænger af, hvilke rensningsbehov kunden har. Men hun vil godt love, at man kan tilbyde en konkurrencedygtig løsning i forhold til den pris, kunden allerede betaler for at få renset spildevand.

»Vores markedsundersøgelser viser heldigvis, at mange virksomheder er interesserede i at kunne rense deres spildevand helt – ikke mindst fordi de forventer strammere miljøkrav i fremtiden,« siger hun.

Vanen tro er det Adidas, der leverer bolden til verdensmesterskaberne i fodbold, og til årets VM i Brasilien er den navngivet efter et slangord for brasiliansk livsstil – ‘Brazuca’.

Forgængeren ‘Jabulani’ fra VM i Sydafrika i 2010 blev ved sin lancering stærkt kritiseret for sin drilske måde at bevæge sig på. Den kunne nærmest slingre gennem luften, som det også kendes fra især baseball og i mindre omfang cricket.

Adidas har derfor gjort sig de største anstrengelser for at undgå samme kritik i år, bl.a. ved at inddrage fodboldspillerne i udvikling og test af bolden.

Uafhængige undersøgelser foretaget af John Eric Goff fra Lynchburg College i Virginia, USA, i samarbejde med Takeshi Asai fra University of Tsukuba bekræfter da også, at Brazuca er mere stabil end Jabulani.

De to forskere har ved det japanske universitet undersøgt begge bolde i en vindtunnel, hvor de aerodynamiske kræfter blev målt i hastighedsområdet 7 m/s-35 m/s, hvor 35 m/s er et hårdt skud.

Data og analyse er for nylig offentliggjort af det videnskabelige tidsskrift Journal of Sports Engi­neering and Technology. De viser, at den afgørende forskel mellem de to bolde er, at den kritiske hastighed, der adskiller den laminare strømning fra den turbulente strømning, er helt forskellig for de to bolde.

Laminar eller turbulent

Ved lave hastigheder er luftstrømmen omkring en fodbold glat, eller laminar. Det betyder, at luften hurtigt slipper bolden. Slipstrømmen er derfor stor, og det samme er luftmodstanden udtrykt ved drag-koefficienten.

Ved høje hastigheder er luftstrømmen mere kaotisk, eller turbulent. Det betyder, at luften klæber mere til bolden; slipstrømmen og drag-koefficienten er lille.

Dermed vil blødere skud med Brazuca med en hastighed i området 10 m/s-20 m/s ikke tabe fart i samme tempo som Jabulani. Det har betydning for, hvor et velplaceret skud rammer inden for målrammen.

Forskerne har også målt kraftpåvirkningen lodret og sideværts. Særligt ved mellemhastigheder (20 m/s) er Jabulani udsat for relativt store kræfter i disse retninger, som langt kan overgå modstanden i bevægelsesretningen på 2,19 newton.

Det giver Jabulani en større tilbøjelighed til at slingre i luften end Brazuca, som er udsat for mindre modstandskraft på 1,64 newton, men som også har langt mindre kraftpåvirkning lodret og sideværts.

Goff og Asai har bestemt og sammenlignet drag-koefficienten for Brazuca og Jabulani med samme værdi for Adidas Tango 12 med 32 paneler fra EM i 2012.

Målingerne viser, at Brazuca og Tango 12 opfører sig meget ens, mens Jabulani er markant anderledes. Det skyldes primært to forhold:

For det første er den samlede længde af sømmene tilnærmelsesvis ens for Tango 12 og Brazuca, henholdsvis 405 cm og 332 cm, men kun 198 cm for Jabulani.

For det andet er fordybningerne mellem panelerne henholdsvis 1,56 mm (Brazuca), 1,08 mm (Tango 12) og kun 0,48 mm (Jabulani).

Alle målinger er gennemført for en bold, der ikke roterer, men forskerne har stillet i udsigt, at de i en fremtidig artikel vil offentliggøre undersøgelser af, hvordan Brazuca opfører sig, når den roterer.

Derfor er denne bemærkning fra John Goff et passende oplæg til åbningskampen om fire uger:

»Jeg er ivrig efter at se den nye bold i aktion.«

Mursten afskaller eller misfarves i hundredvis af huse opført med imprægnerede mursten fra Egernsund Tegl. Efter en årelang kamp om ansvaret for problemerne mener boligejernes advokater nu, at de kan bevise, at skaderne skyldes de imprægnerede sten – og ikke kun forkert udførsel eller forkert mørtelvalg, som Egernsund Tegl hidtil har stået fast på.

»Vi har fået tre rapporter fra en syns- og skønsmand, som konkluderer, at årsagen til problemerne med afskalning er, at fugtindholdet i murværket er for højt – og at årsagen hertil er, at imprægne­ringen forsinker udtørringen,« siger advokat Lars Brandt fra Ladegaard, Rasmussen & partnere.

Rapporterne fra syns- og skønsmand, civilingeniør Thomas Cornelius fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) fastslår ifølge Lars Brandt, at imprægneringen forsinker den kapillære udtørring af stenene. Vandopløselige salte i stenene eller mørtlen ophobes bag imprægneringen, hvor de udkrystalliserer. Det danner et overtryk i stenen, som kan skubbe overfladen af. Fugtigheden i murværket betyder desuden, at fugen har svært ved at færdigkarbonatisere og dermed ikke opnår den nødvendige styrke og holdbarhed.

Fugten kommer fra regn

De fleste skader ses ifølge syns- og skønsmandens rapport på bygningernes sydlige og vestlige facader, hvor der er størst regnbelastning. Det indikerer ifølge rapporten, at fugten kommer fra regn og ikke skyldes utilstrækkelig afdækning under byggeriet.

Egernsund Tegl har ellers tidligere hævdet, at skaderne på stenene skyldtes, at stenene havde været håndteret forkert under opmuringen, og at de havde stået utildækket på byggepladserne, så regnvand var trængt ind i dem. Den forklaring udsendte teglproducenten i april 2012, da forskellige medier begyndte at skrive om husejere, der oplevede, at stenene i deres relativt nye huse skallede af, blev misfarvede eller havde porøse fuger.

For to år siden havde Egernsund Tegl ifølge meddelelsen kendskab til 26 sager om huse, der var opført fra 2006 til 2010. Men Egernsund Tegl afviste, at det var stenene, der var et problem. Fejlen lå hos murermestrene, der havde brugt mørtel, der ikke duede sammen med imprægnerede stentyper, der havde sjusket med afdækningen, afsyret forkert eller ikke fået trykket fugerne godt nok.

‘Det er konstateret, at der ikke er fejl ved de pågældende mursten, og at stenenes styrke er intakt’, stod der således i pressemeddelelsen.

Fire måneder senere – i august 2012 – indgik Egernsund Tegl imidlertid en aftale med brancheorganisationen Dansk Byggeri, hvis medlemmer var på vej med erstatningskrav mod Egernsund Tegl. Entreprenørerne var nemlig blevet sagsøgt af utilfredse husejere, og nu ville de hente pengene hos teglproducenten. Ifølge aftalen skulle Egernsund Tegl betale en del af omkostningerne ved udbedringen af skaderne for de husejere, der var interesseret i et forlig.

Aftalen blev kritiseret af Lars Brandt, fordi husejerne risikerede at fraskrive sig muligheden for at få erstatning, hvis de reparationer, der blev udført, skulle vise sig ikke at være så langtidsholdbare, som producenten og entreprenørerne hævdede.

I dag har den taskforce, som Dansk Byggeri nedsatte sammen med Egernsund Tegl, registreret 190 sager. Ifølge advokat Johan Iversen Møller fra Dansk Byggeri er omkring 100 af dem afsluttet med et forlig, mens 40 ikke er afsluttet. Derudover har forskellige advokater anlagt sag mod Egernsund Tegl på vegne af boligejere, entreprenører og byggemarkeder. Ifølge Lars Brandt har han sendt 110 sager til syn og skøn. Alt i alt vurderer de advokater, som Ingeniøren har talt med, at der er tale om cirka 400 huse, hvor de imprægnerede sten har givet problemer.

Ifølge Lars Brandt har han fået oplyst, at der er solgt sten til mere end 1.000 huse, så det er ikke i alle huse, at der sker afskalninger, og alvoren af skaderne er også meget forskellig fra hus til hus, medgiver Lars Brandt.

En del af forklaringen er det lokale klima, mener advokat Vibeke Asmin Hansen fra Dahl Advokat­firma i Viborg:

»Hvis et hus ligger godt beskyttet i landskabet og har et stort udhæng, der beskytter muren, så vil man nok ikke se problemer, men hvis det ligger i susende havgus ved Vesterhavet, hvor man også har meget sand i luften, vil det se anderledes ud.«

Stenene må udskiftes

Ifølge syns- og skønsmanden er det eneste rigtige at gøre ved de skadede huse at udskifte de skadede sten og fuger – og på de facader, hvor der er mange skadede og misfarvede sten, må hele formuren mures om. I advokat Lars Brandts øjne vil sådanne løsninger imidlertid stadig give husejerne et væsentligt værditab.

»Vi mener, at husejerne bør stilles på samme måde, som hvis der aldrig havde været en fejl med murværket. Hvis du kun skifter enkelte sten eller enkelte facader, vil det være meget tydeligt, og hvis du bare omfuger, kan du ikke være sikker på, at fugen er lige så stærk og holdbar, som hvis fugen havde været lavet ordentligt fra starten.«

Han mener, at Egernsund Tegl må påtage sig ansvaret for problemerne. Ifølge opgørelserne fra syns- og skønsmanden vil reparationerne koste 400.000-900.000 kroner – og Lars Brandt forventer, at de fleste sager vil koste omkring 500.000 kr. Ingeniøren har henvendt sig til Egernsund Tegl, som gerne vil svare på Ingeniørens spørgsmål, men ikke havde mulighed for det inden for redaktionens deadline.

Men teglproducenten har fået medhold i den første retssag om de imprægnerede sten. Ved retten i Esbjerg blev Egernsund Tegl i marts frikendt, mens entreprenøren blev dømt til at betale erstatning til husejeren. Vibeke Asmin Hansen repræsenterede entreprenøren, og hun har nu anket dommen.

»Dommen byggede på en rapport fra en anden syns- og skønsmand, som har en noget anden opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Set fra en lægmands synsvinkel er det dog svært at se, at 300-400 murermestre alle skulle gøre deres arbejde dårligt og lave fejl lige med denne sten,« siger hun.

Ifølge Lars Brandt er den pågældende syns- og skønsmand i to andre sager blevet erklæret inhabil, primært fordi hans arbejdsplads tidligere har løst opgaver for Egernsund Tegl i forbindelse med problemerne med de imprægnerede sten.

Lars Brandt forventer, at de første domme i sagerne vil falde i løbet af efteråret.

Det er ikke forbeholdt droner at suse næsten lydløst rundt i luften med batteridrevne elmotorer. Firmaet Airbus Group, der står bag verdens største passagerfly A380, har netop gennemført sin første bemandede flyvning med prototypen E-Fan.

Prototypen, der har plads til to personer, skal videreudvikles og på længere sigt sælges til flyskoler som træningsfly, da det eldrevne fly er billigt i drift. Der er også planlagt et E-Fan 4.0, som skal rumme fire passagerer, og slutmålet er udviklingen af et fuldt ud konkurrencedygtigt rutefly, der kan fragte 90 passagerer på kortere regionale ture.

E-Fan er bygget af kulfiber for at holde vægten nede på 500 kg og er udstyret med to propeller, der hver er indlejret i en cyllinder, som mindsker tab af fremdrift ved propelspidserne. Det er 6,7 meter langt, har et vingefang på 9,5 meter og designet er modelleret ud fra det franske letvægtsfly Columban Cri-Cri.

Batterierne sidder i vingerne tæt ved kroppen og er blandt flyets tungere bestanddele. 120 styk 250 volts lithium-ion polymer batterier driver flyets to motorer med en samlet effekt på 60 kW. Topfarten er 220 km/h og flyvetiden er mellem 45 minutter og en time.

Prototypen er designet og bygget i løbet af bare 18 måneder og består derfor af sammensatte færdige komponenter fra adskillige leverandører. Det var dog helt afgørende for ingeniørerne, at flyet blev udstyret med to propeller.

»Vi ville have dobbelt-motorer, fordi de store Airbus-fly har dobbelt-motorer. Det kunne gå med en enkeltmotor, men hvis du skal planlægge det store fly, er du nødt til at starte med en lille udgave, for at kunne viderudvikle teknologien,« siger chef for design og koncepter ved Airbus Bruno Saint-James til The Engineer.

På vej mod fire passagerer

Snart går udviklingen af et fire-passagers fly i gang og dernæst en endnu større udgave. Men den altoverskyggende udfordring for den ambitiøse drøm om et større passagerfly med 90 sæder, bliver den batteri-teknologiske udvikling.

»Vi skal gå fra 250 V og 100 A til mere end 1.000 V og tusindvis af ampere. De sidste 20 år har vi forbedret batteriers effektivitet med en faktor tre, så jeg forventer at se langt større fremskridt. På laboratorieniveau findes der allerede batterier, som er i stand til det, vi leder efter, men de er for små. Vi leder efter noget industrielt,« siger Airbus Groups teknologichef Jean Botti til The Engineer.

Se Airbus’ elektriske fly i luften for første gang:

Der er noget med ingeniører og store motorer. En goodwill, som MAN Diesel & Turbo samler op med sine nyudviklede skibsmotorer, som blandt andet er at finde i motorrummet på Maersks nye rekordstore Triple-E-skibe, som er mere energirigtige end tidligere containerskibe.

Under krisen har virksomheden fortsat sin investering i forskning og udvikling, og det er ifølge adm. direktør Thomas S. Knudsen en af årsagerne til, at motorgiganten i Teglholms­gade i København har taget et af årets mest markante hop på 22 pladser op ad imagelisten – fra plads nummer 40 til plads nummer 18.

»Vi er glade for, at der er nogen, der synes om os. Jeg synes også, vi har gjort en stor indsats,« siger han og fremhæver, at MAN Diesel det seneste år har ansat 50 ingeniører for at kunne følge med sin egen udvikling af en række nye produkter.

Satser på de studerende

Thomas S. Knudsen mener, at det gode image skyldes, at Ingeniøren og andre medier har bragt historier om MAN Diesels nyudviklinger, bl.a. til Maersks Triple-E-skibe.

For tiden er virksomheden ved at lægge sidste hånd på en helt ny motor, som MAN Diesel kalder G-motor. Den kan reducere brændstofforbruget på skibene med 4-7 procent – og det er meget, når halvdelen af verdens varetransport foregår ved hjælp af de danskdesignede motorer. Desuden har virksomheden også lanceret en ny gasmotor, som allerede har skaffet ‘motorarkitekterne’ 58 ordrer.

Men kendskabet til virksomheden kommer især fra de 1.500 studerende – herunder en stor del ingeniørstuderende – der det seneste år har lagt vejen forbi MAN Diesels museum, Dieselhouse, mener Thomas S. Knudsen.

For når de studerende har været på besøg, er de også blevet ledt igennem virksomhedens fabrik og forsøgscenter, hvor forskning og udvikling ligger.

»På den måde har vi fået øget deres kendskab til os og fortalt, at vi er verdensmestre i dieselmotorer, som kun få ellers ved herhjemme,« siger den adm. direktør og bliver bakket op af tallene i Ingeniørens analyse, der viser, at virksomheden på parameteret Kommunikation er gået fra en 71.-plads til en 38.-plads.

Hjulpet af omstændigheder

MAN Diesel har ikke haft en aktiv strategi om at blive mere synlige for hverken ingeniører eller andre. Men Thomas S. Knudsen mener, at den nye placering på profilanalysens liste hænger sammen med et bredere fokus på den samlede maritime branche, som har været mere udfarende det seneste år.

»Både brancheforeninger og DTU har været med til at kommunikere, at den maritime branche ikke er væk, bare fordi Lindø lukkede. Faktisk er den i vækst, og der er brug for mange ingeniører inden for området,« forklarer han og tilføjer, at branchen traditionelt nok har følt sig lidt overset – og nogle gange også har søgt anonymiteten.

»I forbindelse med B&W’s konkurs ville vi jo gerne ud af medierne selv. Det er 30 år siden, men vi har skullet igennem en lang udvikling, hvor vi er blevet mere og mere åbne.«

At MAN Diesel har rettet opmærksomheden mod de studerende, er en forklaring på succesen ifølge lektor i corporate branding på CBS Richard Jones.

»Det handler meget om at kende sin målgruppe, og når jeg taler med ingeniører om, hvad der tænder dem, så er det den måde, en maskine brummer på – eller ikke gør det,« siger han.

»Så at invitere de studerende ind i maskinrummet på virksomheden kan have en overraskende stor effekt på målgruppen,« siger eksperten, der samtidig mener, at det også hjælper på virksomhedens image at blive ‘co-brandet’ med en virksomhed som Maersk.

Nul arrogance

Generelt har ingeniørerne i den grad lagt mærke til MAN Diesel i løbet af det seneste år og belønnet virksomheden på alle parametre.

Men det første, Thomas S. Knudsen lægger mærke til ved analysen, er, at nul procent af ingeniørerne har klistret mærkatet ‘arrogant’ på virksomheden.

»Det er jeg meget, meget glad for. Med vores størrelse i markedet kunne vi nemt virke arrogante, og det ønsker vi under ingen omstændigheder. Af alle parametrene er det det, jeg er mest stolt af,« understreger han.

Målt på Karrieremuligheder ligger MAN Diesel på en samlet 19.-plads mod sidste års 56.-plads, ligesom Faglig udvikling er røget op på en 23.-plads mod en 50.-plads sidste år. Det skyldes primært indsatsen over for de ingeniørstuderende, mener Thomas S. Knudsen.

»Og jeg kan godt forstå det, for man kan næppe finde et sted, hvor man kan arbejde så bredspektret som maskiningeniør som her.«

På MAN Diesel er den gennemsnitlige anciennitet høj, og en række af parametrene afspejler, at det er lykkedes virksomheden at få fortalt om den virksomhedskultur, som Thomas S. Knudsen mener, at virksomheden kan være stolt af.

»Vi ønsker at have en stabil arbejdsplads, fordi vi er en videnintensiv virksomhed med en del specialviden. Så vi bruger mange kræfter på at uddanne unge mennesker i det produkt, vi har, og det er ikke bare noget, man kan læse om i en lærebog,« forklarer han.

Alt fra billard til badminton

MAN Diesel ligger desuden på en 17.-plads på parameteret Balance mellem familie- og arbejdsliv, hvilket er lidt for lavt set med Thomas S. Knudsens øjne.

»Vi behandler hinanden ordentligt og har et godt arbejdsmiljø, og så har vi en række steder, hvor vi går længere end normalt på omsorgsområdet,« siger han.

Jeg vil tro, at vi skal ansætte lidt flere ingeniører i det kommende år. Der vil fortsat være en vækst i verdenshandlen, så der skal bruges flere skibe.
Thomas S. Knudsen, adm. direktør, MAN Diesel & Turbo

Desuden bestyrer MAN Diesel Danmarks største firmaidrætsklub, som stammer tilbage fra B&W-tiden. Ud over et medarbejderhus med zumba, fitness, yoga og billard har virksomheden en imponerende mængde af sportsklubber. Thomas Knudsen remser op i flæng (og får hjælp af marketingchef Peter Dan Petersen for at huske dem alle): badmintonklub, roklub, skytteklub, kunstforening, håndbold, fodbold, adventureklub, cykelklub og fiskeklub!

»Det ligger i vores firmakultur, at vi har en stor fællesskabsfølelse, men jeg ved ikke, hvordan ingeniørerne har fundet ud af det! Måske er det en statistisk tilfældighed, for vi har hverken lavet om på vores politik eller kommunikeret mere om det,« siger han.

I samme boldgade ligger Løn og goder, som er det parameter, virksomheden ligger højest på. Et hop på hele 25 pladser har fået MAN Diesel op fra en 40.-plads til en 15.-plads, og det skyldes ifølge Thomas S. Knudsen, at MAN Diesel var nogle af de få, der regulerede lønnen opad under finanskrisen.

»Det er måske rygtedes igennem de statistikker, der er tilgængelige,« gætter han.

Helmer ikke

Overordnet set er Thomas S. Knudsen godt tilfreds med en 18.-plads, når virksomheden ikke er børsnoteret i Danmark, og MAN Diesel ‘til en vis grad er et ukendt firma’, som han siger.

»Men personligt har jeg den holdning, at vi ikke helmer, før vi ligger nummer et inden for alle områder!« smiler han.

Ifølge den adm. direktør skal topplaceringen nås gennem flere af de gode udviklingshistorier om eksempelvis de nye gasmotorer, der skal dække hele MAN Diesels motorprogram og kunne køre på både LNG, methanol, ethanol, LPG og DME.

Desuden skal alle motorerne tilpasses nye krav til NOx-udledning, som er et område, hvor virksomheden er ved at være i hus og allerede har fået de første ordrer.

Han vil også gerne ligge højere end en 26.-plads på Ansvarlighed for omgivelser og miljø, fordi det koster mindre energi at sejle et par sko fra Asien til Danmark med skib, end det koster, at direktøren kører to kilometer fra sit hjem i Farum ned til bytorvet i bil for at købe de samme sko, som han forklarer.

Flere ansættelser på vej

Brandingekspert Richard Jones mener ikke, MAN Diesel skal regne med at ligge i toppen på netop dette punkt, så længe de producerer motorer. Til gengæld kan sportsaktiviteterne være en hjælp i forhold til næste års placering.

»Det scorer altid godt at have fitness og bordtennis osv.,« siger han.

Efter at have taget det første store skridt op ad listen tror Thomas S. Knudsen, at det næste bliver sværere.

»Jeg tror, vi skal gøre endnu mere i Danmark,« siger Thomas S. Knudsen og smider en god luns af sted, der virkelig kan få ingeniørerne til at belønne dieselmotorudvikleren:

»Jeg vil tro, at vi skal ansætte lidt flere ingeniører i det kommende år. Der vil fortsat være en vækst i verdenshandlen, så der skal bruges flere skibe. Så på lidt længere sigt forventer jeg, at vi bliver væsentligt flere.«

Læs magasinet Profil 2014

Nikolaj Winther spørger:

Hvis man graver et hul, der er 300 meter dybt et eller andet sted på Sjælland, hvilken temperatur vil der så være på bunden? Vil det variere afhængigt af, hvilken type undergrund der er – f.eks. kridtundergrunden ved Stevns kontra Nordsjælland?

Hvis du har et bud, så skriv det i kommentarfeltet herunder:

Arkitekten kan selv beregne sol­indfald og forventet energiforbrug uden at konsultere den rådgivende ingeniør. Og han kan se ikke bare sin egen bygning, men også alle nabobygningerne som komplette 3D-modeller.

Ingeniøren kan simulere fjernvarmebehovet for en hel bydel og sammenholde de data med arkitektens CAD-tegninger. Og entreprenøren kan se hele sin bydel gengivet i detaljeret 3D – både over og under jorden.

BIM (Building Information Modeling) og dens 3D-modeller har for længst indtaget byggebranchen, og de digitale modeller bliver ved med at vokse i størrelse og kompleksitet.

Næste skridt er modeller, der indeholder så mange data, at de selv kan beregne og simulere eksempelvis energiforbrug – og som med tiden vil omfatte ikke bare ét byggeprojekt, men hele bydele og måske endda deciderede byer.

Altså én model, der indeholder et helt økosystem af digitale 3D-modeller.

Deltag i Ingeniørens webinar om Building Information Modeling – fra skitse til bygningsdrift torsdag 27. maj kl. 13-14. Oplægsholdere er Bentley, PLH Arkitekter og AG5 – Arkitektgruppe 5.

Tilmelding og information her.

Én model på tværs af fagsiloer

»Vi og flere andre ser et stigende behov for integration, hvor vores kunder på kryds og tværs af ikke kun forskellige programmer, men også forskellige brancher og indu­strier har mulighed for at tilgå de samme filer. Vi har programmer til hvert fagområde – kloak, bygninger og veje eksempelvis – men de skal også kunne snakke sammen, så man munder ud i én model,« lyder det fra Thomas Hansen, account manager for Bentley Systems, der er en af de førende leverandører af infrastruktursoftware.

Også hos BIM Equity, der forhandler den konkurrerende Gra­phisoft-software, ser arkitekt og BIM-specialist Thomas Graabæk, at de digitale modeller bliver større og mere og mere komplekse.

»Hvor man tidligere har haft en tankegang, der var baseret på kort plus data, bliver det nu til modeller plus data. I disse modeller kan man lægge alt ind. Man kan lave en meget præcis model af én bolig og lægge den ind i en grov 3D-rendering af hele byen. Eller man kan lægge kloakeringen ind for blot et enkelt område eller nogle boliger. Og det stemmer meget godt med den her GIS-tankegang,« forklarer Thomas Graabæk.

Fra uger til minutter

Allerede nu kan arkitekter i de nyeste generationer af BIM-software lave simple energiberegninger og simuleringer af eksempelvis luftcirkulation og solindfald på få minutter – beregninger, som det tidligere tog ingeniører dage eller måske uger at lave.

Den slags automatiserede beregninger vil vi se endnu mere af i fremtiden i takt med, at modellerne kommer til at indeholde større og større mængder data, forudser Bo Grave, afdelingsleder for Rambølls Integrated Business Technology:

»Det nye i forhold til bæredygtighed er det at kunne berige modellerne i en sådan grad, at vi kan begynde at have så detaljerede modeller, at man automatisk kan beregne varmetab, eller hvor meget ventilation der er brug for. Så det handler om at have så megen information og regnekraft, at vi kan automatisere de processer og lave intelligente analyser på meget kort tid.«

Det har blandt andre den danske tegnestue AG5 nydt godt af i et igangværende projekt i Jakarta i Indonesien, hvor de danske arkitekter har tegnet et bæredygtigt kontorkompleks, Gran Rubina.

I forhold til grøn energi er det ikke et projekt, der vælter kaffekopper herhjemme, men i Asien har Gran Rubina vakt stor opmærksomhed. Så stor, at AG5 her i starten af maj vandt en international arkitekturpris, International Property Awards 2014 i Asia-Pacific, for arbejdet med det indonesiske byggeri.

Undervejs i projektet brugte AG5 Bentley Systems’ BIM-software med energiberegningsværktøj til at simulere solindfald, og netop muligheden for at lave energiberegninger er noget, som den amerikanske arkitekt og partner i AG5, Brian Sheldon, gerne ser meget mere af i de næste generationer af software:

»Det, vi gerne vil se mere af, er indbyggede funktioner i softwaren i forhold til bæredygtig energi og design. Jeg gad godt, at man på en enkel måde kunne simulere naturlig ventilation og grøn energi på arkitektniveau. Jeg har ikke lyst til at overtage ingeniørens rolle med at lave beregninger og kalkulationer, men i designfasen vil jeg som arkitekt gerne kunne afprøve nogle ting,« siger Brian Sheldon.

Regnekraft en udfordring

Den amerikanske arkitekt understreger, at det i sidste ende bliver et spørgsmål om, hvor megen information man reelt skal have med i sine modeller. Enkelthed og brugervenlighed bliver afgørende i takt med, at modellerne vokser i kompleksitet.

Det samme mener Thomas Graabæk fra BIM Equity.

»De her økosystemer af digitale modeller kræver, at detaljeringsgraden kommer ned, hvor man kan styre det. Det nytter ikke med sprosser i hvert vindue, hvis man skal kigge på en model af hele København.«

Samtidig bliver det alfa og omega at udvikle nogle fælles standarder i forhold til opbygning af modellerne, påpeger Bo Grave fra Rambøll. For hvad nytter det, at ingeniør og arkitekt kan udveksle modeller, hvis modellerne ikke passer sammen?

»Det vigtige er, at det bliver sat op, så det passer til den sammenhæng, modellerne skal indgå i – og at vi er enige om, hvordan vi udvikler dem. Der skal være standard­repræsentation i form af 3D-objekter og de egenskaber, der skal knyttes til objekterne. Fra en sådan model er det muligt at foretage mange forskellige beregninger og analyser, blot de rigtige informationer er til stedet i modellerne,« lyder det fra Bo Grave.

I lighed med Thomas Hansen fra Bentley Systems ser han i øvrigt regnekraft, både i hardware og software, som en teknologisk nød, der skal knækkes, før vi vil se avancerede 3D-modeller af hele byer.

»Datahåndtering og dataaggregering er helt centralt, før vi vil se de store digitale modeller køre effektivt. Vi kan se nogle begrænsninger i software, når byggeriet bliver for komplekst. Det, man kan gøre, er at lave en model for hvert enkelt byggeri, aggregere disse data og samle dem i en fælles model – men hvordan kan det fungere smidigt og sømløst? Det er sådan noget, vi arbejder på at udvikle p.t.«

I de sidste 10 til 15 år har adgang til internettet været grundlaget for en innovationbølge, der har revolutioneret både vores professionelle og vores personlige liv. I dag er computere, tablets og smartphones nærmest livsnødvendige, når vi er på arbejde, hjemme eller på farten.

Den informationsrevolution, der er fulgt i kølvandet på hurtig internetadgang, har skabt forretningsmuligheder for mange virksomheder, der i dag er afhængige af nettet for at kunne levere deres tjenester. Og de virksomheder har nok følt en kold rislen ned ad ryggen, når internetudbydere i de seneste par år har advaret om, at den fortsatte vækst i brugen af internettet vil føre til situationer, hvor der er behov for at sænke hastighederne på de travleste tidspunkter af dagen for at sikre, at alle kan forblive online.

Men nej – der er båndbredde nok til alle, mener Brad Templeton fra den Google-støttede amerikanske tænketank Singularity University:

»Mens nogle telefonselskaber taler om flaskehalse og behovet for at sænke hastigheden i online-myldretiden, så er sandheden den, at der er masser af båndbredde til rådighed, som kan sikre høje hastigheder. Den venter bare på, at vi begynder at bruge den,« siger han.

Fri frekvens skabte WiFi

Brad Templeton er en af hovedtalerne på IDAs konference ‘Driving Technology’ i København 19. og 20. maj, og udover sit arbejde hos Singularity University er han blandt andet udvikler af selvkørende biler, softwarearkitekt, medlem af bestyrelsen for Electronic Frontier Foundation, fremtidsforsker, foredragsholder og forfatter. Han var grundlægger og softwarearkitekt hos Communications Corp, som i 1990′erne blev den første fuldt internetbaserede virksomhed – den første ‘dot-com’. Han har været aktiv i computerverdenen siden 1979, og var med til at starte USENET. I 1987 var han med til at grundlægge og senere redigere internet/USENET-fænomenet rec.humor.funny, som var internettets mest læste publikation i perioden 1988-1995.

Så Brad Templeton er ingen hr. hvem-som-helst i internetsammenhæng, og han mener, at en åbning af flere båndbredder til internetbrug ikke blot giver muligheden for næsten ubegrænset adgang til bredbånd, men samtidig vil føre til innovationer, der vil sætte ekstra fart på internetforbindelser, og drive innovation – præcis som det var tilfældet med WiFi.

Brad Templeton kommer til København i forbindelse med IDAs konference ‘Driving Technology’, der finder sted i Ingeniørhuset 19. og 20. maj. Her vil fire internationale profiler ind fra Singularity University i Silicon Valley dele ud af deres viden og coache topledere og virksomhedsstrateger fra hele Norden. Læs mere på ida.dk/driving-technology.

»WiFi kører på 2,4 gigahertz, hvilket er det samme som mikrobølgeovne. Hvis du har en mikrobølgeovn, som lækker lidt, vil det ofte afbryde dit WiFi-netværk. Det var en del af grunden til, at ingen telefonselskaber ønskede at bruge dette frekvensbånd. Det blev så at sige sat fri, og folk kunne mere eller mindre gøre med det, hvad de ville. Ud af det kom ikke blot WiFi, men også Bluetooth – og se, hvor meget vi bruge de teknologier til i dag. Årsagen til den udvikling er, at folk havde frihed til at eksperimentere med båndbredden og skabe nye tekniske løsninger og produkter,« siger Brad Templeton .

Farvel til en gammel industri

Regeringer verden over tjener store summer på at sælge rettighederne til forskellige båndbredder til eksempelvis telefonselskaber og tv-stationer. Brad Templeton ser det system som en forhindring på vejen mod en ny, fleksibel kommunikationsindustri. En industri, hvor virksomheder og regeringer ikke længere vil være i stand til at kontrollere udviklingen.

»Den spektrum-allokering, der foregår i dag, er forældet, men vi ser stadig regeringer og virksomheder forsøge at eje båndbredde og/eller sælge den igennem auktioner. Processen resulterer i, at netværk bliver monopoler, der kontrolleres af monolitiske selskaber,« siger han og fortsætter:

Den spektrum-allokering, der foregår i dag, er forældet, men vi ser stadig regeringer og virksomheder forsøge at eje båndbredde og/eller sælge den igennem auktioner.
Brad Templeton, Singularity University

»Konsekvensen er, at alle lige fra enkeltpersoner til internationale virksomheder og organisationer er afhængige af en industri, der er lukket og ikke er villig eller velegnet til at udforske de muligheder, eksponentielt accelererende teknologier giver. I bund og grund ligger telefonselskabers ekspertise og knowhow i at lægge forskellige former for ’kommunikations-ledninger’. De har ingen ekspertise i at finde på nye og innovative ting, vi kan sende gennem disse rørledninger, hvilket er hvad virksomheder som Google, Facebook og Skype har gjort og tjent penge på.«

»Tildeling af monopoler på specifikke frekvenser er ikke længere det bedste system. For eksempel er din radio i dag er så smart, at den ikke behøver at have stationer, der er låst til en bestemt frekvens. Den kan let og elegant springe mellem frekvenser, uden at du vil mærke noget til det.«

Brad Templeton fortæller, at enheder med internetopkobling potentielt snart vil kunne bruge de frekvenser, der lyder som statisk støj, når du leder efter stationer på din radio. Et andet område, der kunne frigøres til internetopkobling og andre former for kommunikation er dele af det spektrum, der i dag er i hænderne på tv-stationer.

»Mange tv-selskaber har båndbredde reserveret til kanaler, hvor der – ikke bare billedligt, men bogstaveligt talt – ikke er noget på. De har købt de båndbredder, og selv om de ikke bruger dem til noget, vil de hade, at andre bruger dem uden at betale. Det er teknisk muligt, og minder dermed om mange andre dele af radiospektret, der bare venter på, at vi begynder at bruge dem til at skabe nye tekniske løsninger og innovationer.«

Tilbage til internettets hemmelige fortid

Brad Templetons erfaring fra computerverdenen er, at visse ting skal være på plads, hvis en såkaldt ’disruptive technology’ – som eksempelvis WiFi – der skaber grundlæggende ændringer i livet for individer, virksomheder og samfund, skal kunne vokse frem.

»Du har brug for ’early adopters’, der er villige til at investere penge i nye ideer og produkter. Så har du brug for en åben platform, der kan modificeres og ’hackes’ – det har vi eksempelvis set med Linux, deri dag driver de fleste af verdens internet-servere og derigennem internettet. Du skal også leve op til Moores lov, som er en økonomisk læresætning, der slår fast, at folk vil have noget, der er enten dobbelt så godt eller halvt så dyrt, hvis de skal købe det,« siger han og tilføjer:

»En anden vigtig faktor er en pris-kontrakt, hvilket i denne forbindelse betyder, at du betaler et fast beløb for teknologien. I forhold til internettet betyder det, at du betaler et fast beløb, uanset hvor meget data du down- eller uploader. Det er det princip, der har tilladt virksomheder at skabe ting som YouTube, Skype eller Spotify – og gjort webcams til en god idé. Det er sådan, internettet fungerer i USA, men i visse dele af Europa er det ikke tilfældet, og det kommer i vejen for innovationen i disse områder,« siger han.

»Den historiske trend for computere viser klart, at disse faktorer skal være på plads, hvis du virkelig ønsker at drive innovation og udvikling. Det er som regel umuligt at forudsige, hvad udviklingen vil bestå af. Ingen ved, hvad den kloge og kreative person, der sidder ved siden af dig, kan komme på af ideer – og hun har det på samme måde med dig. De fleste af de ting, du kommer op med vil fejle, men de ting, som rent faktisk slår igennem, vil kunne skabe ’disruptive change’ for hele industrier, som vi eksempelvist har set med Spotify og lignende teknologier.«

Der går meget til spilde, når danske landmænds produktion af frugt og grøntsager skal fra jord til bord. Hvert år ender 368.000 ton, svarende til 30 procent af produktionen, andre steder end i butikkernes grøntafdelinger.

Og det er blandt andet forbrugernes krav, der kan udfordre landmændene, lyder det fra både forskere og detailhandel.

»Strenge kvalitetskrav til frugt og grønt er en stor faktor, når man ser på madspild. Hvis produkterne ikke lever op til kravene, bliver de kasseret. Og så er der selvfølgelig risikoen for sygdomme i grøntsagerne. Det gælder især rodfrugter, der ligger på lager hen over vinteren,« siger rådgivningsvirksomheden AgroTechs specialist i Research & Development, Brian Christensen.

Tabstallene i den danske frugt- og grøntproduktion stammer fra netop AgroTech, der har regnet videre på rapporten ‘Vurdering af et økonomisk omfang af madspild’ fra Københavns Universitets Fødevareøkonomiske Institut (IFRO).

Forbrugerne de største syndere

Hvert år mistes omkring 10 milliarder kroner på grund af spild af alle former for fødevarer. Heraf tabes 1,4 milliarder på spild i frugt- og grøntproduktionen. Det er derfor langtfra en regning, landmændene alene står for. Forbrugerne er nemlig fortsat de største syndere, idet de står for to tredjedele af spildet, når de smider madvarer i skraldespanden.

»Når produkterne ikke lever op til størrelses- eller formkrav hos butikkerne og forbrugerne, så går de til andre formål som foder, gødning eller biogas. Men det er ikke her, landmændene får den bedste pris. Så de er klart interesserede i, at der bliver løsnet op for de strenge kvalitetskrav,« siger Marianne Gregersen, forbrugerøkonom i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Hun konstaterer, at der lige nu er et ønske om at sælge efter vægt og ikke efter stykpris. Ved stykpris skal produkterne nemlig være meget ensartede i form og vægt. Sekre­ta­riats­chef ved Dansk Gartneri Torben Lippert er dog ikke helt så bekymret for de nuværende krav.

»Der er altid en biologisk variation i produktionen, og nogle produkter vil ikke være velegnede til at høste. Det vil nogle se som naturligt spild, mens andre vil kalde det madspild. Det er ikke sådan, at vi i dag producerer med hovedet under armen, og det har jo en mening, at grøntsagerne har en vis standard, så forbrugerne vil købe varerne,« siger sekretariatschefen.

Supermarkeder sætter standarden

Ifølge Dansk Supermarkeds pressechef, Mads Hvitved Grand, findes løsningen ikke i at sælge frugt og grønt i vægt i stedet for stykpris. Det har især Bilka allerede forsøgt:

»Vi forsøger med jævne mellemrum at sælge grøntsager og frugt i løsvægt, og de forsøg bærer altså meget sjældent frugt. I vinters har vi solgt knoldselleri i mange forskellige størrelser og former til kilopris, men de bliver simpelthen valgt fra af kunderne,« konstaterer pressechefen.

Dansk Supermarkeds undersøgelser viser, at kunderne oftest køber frugt og grønt mærket ‘Klasse 1’ efter EU’s klassificeringsregler. Derfor er det tydeligt, at selvom forbrugerne hævder, at de gerne køber skæve eksistenser i den grønne afdeling, så er det ikke dem, der oftest havner i indkøbskurven.

»Hvis vi kunne sælge alle de varer, der blev produceret af landmændene, så ville vi gøre det. Det ville jo også påvirke vores indkøbspriser, hvis landmændene kunne sælge hele produktionen. Desværre viser vores tal altså bare, at det er svært at sælge,« siger Mads Hvitved Grand.

Virksomheden Aarstiderne lever af at levere frugt og grønt i pakkede kasser med opskrifter til deres kunder. Her er det altså ikke forbrugerne selv, der udvælger de enkelte grøntsager.

»Hvis et blomkål er for lille, kan det passe i en kasse til to personer, hvorimod et for stort blomkål kan komme i en kasse til fem. Hvis vi vælger frugt og grønt fra, er det, fordi der er gået sygdom i det. Men selvfølgelig har vi en idé om, at vores grøntsager ikke skal være alt for misdannede, og det ved leverandørerne. Så det madspild er skjult for os,« siger Frank Van Beek, kvalitetsleder i Aarstiderne.

Det frugt og grønt, som Aarstiderne alligevel må skrotte, ender som foder til Aarstidernes egne køer. Og indimellem sender Aarstiderne også sjove firbenede gulerødder ud vedlagt en underholdende historie i kassen. Frank Van Beek er ikke i tvivl om, at kundernes krav sagtens kan modereres.

»For 20 år siden skulle hvidkål veje 1,5-2 kg. I dag skal det kun veje omkring ½-1 kg, fordi man helst skal kunne spise det på én gang. Man kan altså godt ændre på forbrugernes holdning,« siger han.

Overproduktion skal sikre handlen

Noget tyder på, at landmændene føler sig presset af kravene, da de i dag producerer mere frugt og grønt, end de kan komme af med i sidste ende.

»En del af madspildet sker som følge af en optimering hos landmændene og industrien, hvor man har vurderet, at det er bedre at producere meget end ikke at kunne levere kvalitet. For få produkter har jo også økonomiske konsekvenser. Men det er klart en samfundsøkonomisk belastning,« siger lektor i fødevareøkonomi ved Københavns Universitet Jørgen Dejgård Jensen.

Der er afsat næsten 40 millioner kroner til et nyt projekt, hvor AgroTech og Aarhus Universitet i samarbejde skal bekæmpe madspild hos landmænd i Danmark.

Danskerne går hvert år glip af frugt og grøntsager svarende til lasten på et fyldt lastvognstog, der strækker sig fra Aalborg til den tyske grænse, når i alt 30 procent af den samlede produktion ender som madspild.

Med AgroTech i spidsen starter et nyt projekt, hvor Aarhus Universitet leder den forskningsmæssige del, der skal undersøge, hvordan spildet fra jord til bord kan reduceres markant.

»Spildet betyder, at produktionsomkostningerne bliver for høje, og at primærproducenterne går glip af indtjening på en tredjedel af produktionen, selvom de allerede har haft udgifter til at dyrke, høste og lagre,« siger forskningsleder og lektor Merete Edelenbos fra Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet.

Forskningsteamet ved Aarhus Universitet vil have fokus på at mindske råvarespildet ved at udvikle metoder til forbedret kvalitetsvurdering af produkterne i de enkelte led i forsyningskæden, så spild bedre kan undgås.

Merete Edelenbos peger på, at spildet ofte opstår på marken, hvis produkterne ikke svarer til kvalitetskravene.

Andre gange opstår spildet på lageret, hvis alle produkter høstes, og varerne enten ikke kan sælges eller bliver dårlige og sygdomsramte under oplagringen.

»Det er særligt den del, vi vil kigge på. Man har ikke teknologien, der kan advare om, at man når nogle kritiske punkter undervejs på lageret. Vi vil finde metoder til at bestemme holdbarheden af især løg og rodfrugter, så man undgår spildet på lageret,« siger forskningslederen.

AgroTech vil derefter i samarbejde med de forskellige aktører i værdikæden implementere metoderne, så dyrkning, høst, lagring og klargøring optimeres, og spildet bliver mindre.

Økonomisk og bæredygtigt

Projektets ledere forventer, at resultaterne af projektet vil kunne skabe en yderligere årlig værdi for primærproducenterne på 180 millioner kr. ved at reducere det nuværende råvarespild med op til 30 procent.

Samtidig vil reduktionen af råvarespildet gøre produktionen af fødevarer mere bæredygtig og ressourceeffektiv. En reduktion på 30 procent af det samlede madspild vil ifølge AgroTech formindske klimabelastningen med næsten 14.000 ton CO2. Det skyldes et mindre behov for vand og næringsstoffer.

Der er afsat fire år og 37,3 millioner kroner til projektet, hvoraf 14,6 mio. kr. finansieres af Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Resten finansieres af de deltagende virksomheder og forskningsinstitutioner.