Daily Archives: June 8, 2014

Træfibre kan erstatte stål og bomuld

Nano-fibrilleret cellulose, NFC, kaldes materialet, der er stærkere end stål, bionedbrydeligt og kan indgå i menneskeligt væv.

Det er forskere fra KTH Royal Institute of Technology i Stockholm og forskningscentret DESY i Hamborg, der har arbejdet med træfibrene. Projektet er blandt andet beskrevet i Nature Communications.

Forskerne tog cellulosefibre i nanostørrelse (fibriller) og slyngede dem sammen med vand i en lille kanal. På den måde lagde fibrillerne sig i samme retning (som vandet). Desuden tilføjede to ekstra dyser vand fra siderne, for at ‘tvinge’ fibrillerne sammen. Trådene, de fik ud af det, blev 10-20 nm i diameter, svarende til tykkelsen på et hår.


Illustration af hvordan fibrillerne placerer sig i forhold til hinanden ved hjælp af vandflow. (Illustration: Nature Communications)

Med det meget stærke røntgenlys fra PETRA lll på DESY kunne forskerne se, hvordan fibrillerne opførte sig.

Træfibre varierer en del. Blandt andet med hensyn til, hvordan de små fibriller ligger i forhold til hinanden. Det giver en række forskellige egenskaber i forhold til styrke og elasticitet. De stærkeste træfibre har en styrke, der er ligeså høj som glasfiber og det syntetiske aramid, der f.eks. bruges i skudsikre veste. Det er denne type træfibre, forskerne ønsker at skabe ud af nanofibrillerne.

Miljøvenligt og bæredygtigt

I modsætning til lignende processer, hvor man omdanner cellulose til f.eks. viscose, er denne proces meget miljøvenlig og bæredygtig. Blandt andet fordi, forskerne bruger almindeligt bordsalt, hvor man i viscosefremstilling bruger ætsende natriumhydroxid. Saltene bruges til så at sige samle trådene og lukke strukturen. Uden saltet, ville fibrene ikke få samme store styrke.


Efter vand- og saltbehandlingen størkner fibrene og ender med en tykkelse på 10 til 20 nm.

De våde filamenter tørrer på få minutter og skrumper sammen til de stærke fibre. Resultatet er et materiale, der er fuldstændig kompatibelt med biosfæren, da cellulosens naturlige struktur er bevaret i fibrene. Så materialet er endda også bionedbrydeligt og kompatibel med menneskeligt væv.

Ligesom elasticiteten i træfibre kan variere – f.eks. må nye grene, der er tynde og udsatte for vind være bøjelige – kan forskerne også variere stivheden i fibrene. Den helt store udfordring ligger i at lave materialet så stift, at det kan bruges i f.eks. vindmøllevinger og erstatte glasfibre, forklarer forskerne i en pressemeddelelse.

Men teknologien kan også bruges til f.eks. at fremstille et alternativ til bomuld, som i dag kræver enormt store mængder vand at dyrke, hvilket har gjort det til en vare i efterspørgselskategori med råolie.

Posted in computer.

Hjerneoperation gør mand til glødende Johnny Cash-fan

En 60-årig mand fra Holland har fået helt nye musikpræferencer efter en hjerneoperation. Han er nemlig blevet stor fan af den nu afdøde sanger og sangskriver Johnny Cash, som han virkelig nyder at lytte til.

Før operationen var han ikke specielt glad for musik, men hvis det endelig skulle være, foretrak han The Beatles, Rolling Stones eller sange på hollandsk. Nu er det kun Johnny Cash, der dur.

Manden fik implanteret elektroder i hjernen som led i en behandling mod svær OCD – obsessiv-kompulsiv tilstand, også kaldet tvangslidelse. I 46 år havde han haft en sygelig angst for usikre og ulogiske ting, og han havde tvangshandlinger, hvor han hamstrede ting og opsøgte andre mennesker for at blive beroliget. Han kunne hverken hjælpes med medicin eller kognitiv terapi.

Som sidste udvej fik han tilbudt dyb hjernestimulering (deep brain stimulation, DBS), og i december 2006 fik han implanteret elektroder, som stimulerer et hjernecenter kaldet nucleus accumbens, der er en central del af hjernens belønningscenter.

Læs også: Strøm på hjernen stopper rystelser hos Parkinsons-patienter

Operationen lykkedes for så vidt, at manden fik det meget bedre. Efter et halvt år havde han kun en mild grad af OCD, og han kunne leve et normalt liv. Men som uventet bivirkning er han altså blevet stor Johnny Cash-fan. Han er specielt vild med sangene ‘Folsom Prison Blues’, ‘Ring of Fire’ og ‘Sunday Morning Coming Down’.

Det er heldigvis ikke sådan, at hollænderens tvangstanker blot er afløst af nye, denne gang med Johnny Cash i centrum. Patienten føler sig nemlig ikke besat af Johnny Cash og har ikke noget specielt behov for at lytte til hans sange. Han kan bare rigtig godt lide dem, og han har købt alle de Johnny Cash-CD’er og DVD’er, der er på markedet.

Skønt han udelukkende lytter til Johnny Cash, bliver han aldrig træt af musikken. Og dog – hvis der bliver slukket for strømmen til elektroderne, for eksempel fordi batteriet løber tør, mister han interessen for Johnny Cash og går tilbage til de gamle favoritter.

Læs også: Depressioner behandles effektivt med strøm uden elektrochok

Tilfældet viser, at nucleus accumbens også fungerer som belønningscenter, når det gælder om at værdsætte musik. Men de underliggende mekanismer forstår forskerne endnu ikke, skriver de i en artikel i det videnskabelige open access-tidsskrift Frontiers in Behavioral Neuroscience.

På verdensplan har flere end 100.000 patienter fået indopereret elektroder som led i en DBS-behandling. De fleste har fået operationen for at afhjælpe symptomerne på Parkinsons sygdom.

Posted in computer.

Her ligger de på knæ for fortidens PCB-synder

Sveden hagler af min pande, min højre arm er stort set følelsesløs, og jeg mærker mit hjerte hamre. Hårdt.

På en tredje sal i en lejlighed i Birkhøjterrasserne i Farum Midtpunkt ligger jeg på knæ med en 11 kilo mejselhammer med tryk­luft og forsøger at banke miljøgiften PCB ud af den rå beton.

Iført en kæmpe maske med udsugningsboks på ryggen, heldragt, høreværn, tykke støvler og handsker er jeg – og et stort sjak af brede mænd – pakket inde i vores egen hermetiske verden, hvor den eneste lyd er mejselhamrenes buldren og vores egne tanker.

Det er, som om vi knæler side om side foran kemiens alter i håb om forladelse for fortidens synder, for vi står midt i danmarkshistoriens største PCB-renovering af 295 lejligheder – et projekt til 283 millioner kroner, altså næsten en million kroner per lejlighed. Nedrivningsarbejderne omkring mig har været i gang med mejselhamrene i to år, og de har endnu et års arbejde igen.

I 2009 opdagede boligselskabet KAB, at der var voldsomt høje koncentrationer af PCB i Birkhøjterasserne i Farum. Nogle steder var koncentrationerne i indeluften på 13.000 til 15.000 ng/m3. Ved 3.000 ng/m3 skal der ifølge Sundhedsstyrelsen straks sættes ind.

I to år før renoveringen fik KAB udført målinger for at bestemme de værst ramte steder.

Enemærke & Petersen fra Ringsted blev hovedentreprenør på opgaven med 25 specialuddannede håndværkere og 3 funktionærer inden for PCB-sanering i egenproduktion. Derudover arbejder yderligere 60 til 70 mand på pladsen.

I 2012 begyndte renoveringen, der ventes afsluttet i sommeren 2015. Da vil der stadig findes PCB i ydermurene, men kun meget begrænset i indeklimaet.

Omfanget af projektet er lige så ubegribeligt som bevidstheden om, at små børn har leget på det gulv, der nu er omdannet til små stikkende betonsplinter, som giver sår på mit knæ. Alt i lejligheden er væk. Gulvet er brækket op, radiatorer er blevet renset systematisk med hårde flaskerensere og kørt væk, blyholdig maling er fjernet fra vandrør, lofter er taget ned. Alt er revet væk.

Overalt, hvor vinkelslibere kunne komme til, har nedrivningsfolk skåret beton af dørkarme og vinduesåbninger, hvor miljøgiften er trængt ind. Væggene er sandblæst, og alle hjørner har været højtryksspulet. Nu banker mejselhamrene de sidste rester beton af de mest besværlige hjørner med en hastighed på omkring tre meter i timen.

Djævlen kunne ikke have opfundet et værre strafarbejde, og hvis indgangen til himmeriget er at få vand i hovedet, så er indgangen til helvede at gå gennem vand. Før vi overhovedet træder ind i lejlighederne, skal alle nemlig gå gennem et karantæneområde iført heldragter og masker, og for at komme ind og ud af området går man gennem vand beregnet til at skylle PCB-rester af fødderne.

Med mejselhammeren i hånden kæmper jeg for at bevise over for entreprenøren Enemærke & Petersen, at jeg ikke bare er en svækling af en kontorjournalist. Jeg bad specifikt om at blive sendt på opgave med de hårdeste af pladsens 60 mænd, men selvom jeg er vant til at banke stål på skibe på skibsværfter verden over, så er jeg presset.


Koncentreret PCB-affald ender i lukkede tromler, mens andet kommer i særlige containere med mærkater på. (Foto: Thomas Djursing)

Helvede under helvede

Pludselig springer en gnist op på mit ærme og brænder hul. Jeg går ud for at finde gaffertape og spekulerer over, hvor effektivt det automatiske udluftningssystem egentlig er. Hele blokken på 40 lejligheder er nemlig hermetisk lukket med tykt plast for at skabe et konstant undertryk. Trykket leder alt støv og luft gennem en af blokkens cirka 150 miljøbokse, der er specialfremstillede kulfiltre med 50 kilo aktivt kul.

Boksene begrænser udslippet af PCB til omgivelserne og bliver overvåget hver måned af Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut (SBMI), fortalte Enemærke & Petersens projektleder, Kim Hansen, mig, inden jeg iførte mig mit udstyr – mens han understregede, at jeg skulle beholde masken på hele tiden:

»Vi ved, det er farligt, men ikke hvor farligt, og hvordan folk med forhøjede koncentrationer i blodet vil reagere om ti år, aner ingen,« som han udtrykte det.

Jeg tænker på beboerne, som har fået målt høje koncentrationer i blodet og forskerne, der advarer om, at PCB medvirker til kræft, hormonforstyrrelser, fedme, lav sædkvalitet, problemer med immunsystemet og skader på nervesystemet.

Jeg er her heldigvis kun én dag. Alligevel klæber jeg en lap gaffertape på hullet i mit ærme, før jeg løfter mejselhammeren igen. Sjakboss Jens Erik smiler gennem masken, da han ser, at jeg opgiver at trykke hammerens store stålhåndtag i bund med mine følelsesløse hænder, men i stedet omfavner den og presser håndtaget ned med min brystkasse. Nu ryster hele min krop, og jeg er i min egen verden, der bedst kan sammenlignes med at dykke, hvor siderne af masken dugger. Alt omkring mig er uvirkeligt, og irriterende ørehængere af sange som Basims melodigrandprix-hit opstår.

Alligevel tænker jeg, at der er andre, som måske har et hårdere job. Der er et helvede under helvede. Jeg så det på min vej efter gaffertape. I kælderen findes der mørke rum, hvor støv i luften gør det svært at se. Her dominerer østarbejderne, der hver dag kæmper for at køre det sand væk, som ender her efter sandblæsningen af lejlighederne over dem. Østarbejderne samarbejder med en flok jyder på 2. sal, der løser et problem, som Enemærke & Petersen måtte give op over for.

Når en lejlighed er blevet sandblæst, skal otte ton sand fjernes. Sker sandblæsningen på 3. sal, gør lejlighedernes konstruktion det umuligt at føre sandet direkte gennem et rør hele vejen til stueetagen. Det kan kun sendes til 2. sal, hvorfra det skal flyttes ti meter for så at sendes ned gennem et nyt rør. Bevæbnet med trillebører og skovle flytter jyderne sandet de ti meter, og skovler det ned til østarbejderne. Det har de nu gjort i to år. Deres afveksling består kun i at skifte mellem sandblæsning, grovrengøring og at skovle sand. Og de skal blive ved i lidt under et år mere.


På parkeringspladserne under Birkhøjterrasserne har Enemærke & Petersen opbygget en hermetisk lukket sorteringscentral, hvor alle materialer fra nedbrydningen gennemgås, sorteres og behandles. Er PCB-indholdet i affaldet over 1.000 mg/kg, koster det nemlig 7.500 kroner per ton at komme af med. Derfor handler det om at minimere mængden af den type affald ved at sørge for, at PCB-koncentrationen i det er så høj som muligt. (Foto: Thomas Djursing)

Skræller PCB af med hobbyknive

På mine bogstavelig talt blødende knæ føler jeg, at det hele er vanvittigt. Jeg får lyst til at skære betonen ud med titanium-motorsave eller bare rive hele bygningen ned. Men Jens Erik og de andre er faktisk på akkord og har prøvet alle mulige andre metoder, og en nedrivning af bygningen vil intet ændre. Problemet er ikke at fjerne bygningen, men at håndtere affaldet, og på parkeringspladsen under Birkhøjterrasserne har Enemærke & Petersen opbygget en hel sorteringscentral, hvorigennem alle materialer passerer.

Affaldet bliver sorteret i tre grupper, og det gælder om at minimere mængden af affald med PCB-koncentrationer på over 1.000 mg/kg. Det skal nemlig køres til Nord – det tidligere Kommunekemi – og koster 7.500 kroner per ton at komme af med. Med en samlet affaldsproduktion på 1.000 ton gælder det om at koncentrere det rene PCB så meget som muligt, før det sendes til Nord. Derfor er to mand konstant i gang med at skrabe PCB-holdig maling af betonstykker og trækarme med alt fra hobbyknive til slibemaskiner. De arbejder iført heldragter og masker i hjertet af affaldsområdet i et aflangt træskur, der er hermetisk aflukket. Koncentreret PCB-affald ender i lukkede tromler, mens andet kommer i særlige containere med mærkater på.

Men affaldshåndteringen slutter ikke med de håndgribelige materialer. Foruden støvet i de i alt 290 aktive kulfiltre skal Enemærke & Petersen også bortskaffe de mange tusinde liter vand, som bliver brugt under sandblæsningen for at dæmpe støvmængderne og under højtryksspuling af hjørner i lejlighederne. I stedet for at fragte det til Nord har de bygget et rensningsanlæg på grunden i samarbejde med et dansk firma fra Slagelse.

Hjælp fra skadedyrsbekæmpere

Rensningsanlægget er dog ikke det eneste anlæg i området. Dong Energy har opsat to transformerstationer for at levere de 3.000 ampere, det kræver for at holde saneringen kørende. I de lejligheder, hvor nedrivningen foregår, afsluttes saneringen med at køre op til syv varmeblæsere i ti dage for at holde indetemperaturen på mellem 50 og 70 grader, hvilket får de sidste rester af miljøgift til at dampe ud af betonen. Varmeblæserne var stort set umulige at skaffe for Enemærke & Petersen, da traditionelle blæsere har en indbygget slukfunktion ved 40 grader. Men det viste sig, at et svensk firma havde udviklet blæsere uden denne slukfunktion til bekæmpelse af væggelus i Sydeuropa.

Løsningen er blot en af flere hundrede, der blev opfundet i den halvandet år lange periode omkring 2012, hvor der i en prøveblok blev eksperimenteret for at få PCB-koncentrationen i indeluften ned på under 300 ng/m3, som er Sundhedsstyrelsens grænseværdi. Det lykkedes at nå en koncentration på mellem 65 og 147 ng/m3, men indebar også fjernelse af asbest og blymaling, så sidste sommer flyttede de første beboere tilbage med embedslægens godkendelse.

Nu står de specialudviklede løsninger nedskrevet i Enemærke & Petersens renoveringsplan, der kan findes i fire tykke mapper på flere tusinde sider. Det er den plan, der realiseres med mejselhamrenes banken. Og når familier igen flytter ind i deres hjem efter genhusning i tre år, vil der være ryddet op efter 1960’erne og 1970’ernes byggeboom, hvor byggeriet blev industrialiseret med en naiv begejstring over nye materialer fyldt med kemi.

Så når børnene igen leger på gulvet, kan de voksne fortælle dem, at storsvedende mænd iført rumdragter har ligget på knæ for at gøres deres hjem trygt igen.

Posted in computer.

Metalvirksomhed på Als købte robotter og skabte arbejdspladser

I en produktionshal i Sønderborg står syv blå robotter. De svejser, flytter og pakker stålrør. Herefter køres rørene til kunden, som bor bare 14 kilometer nordpå i retning mod Nordborg.

Kunden hedder Linak, som er et kendt navn inden for produktion af lineære aktuatorer. Men underleverandøren, AKK Industri, er der nok ikke mange, der kender navnet på – til trods for, at den er en af Linaks vigtigste underleverandører.

Men hvordan kan en metalvirksomhed som AKK Industri med 28 ansatte holde fast i en højvolumenproduktion i Danmark? Med lønninger, der er mindst fem gange så høje som i det Østeuropa, hvortil enorme mængder af metalarbejde over de sidste ti år er blevet outsourcet?

Svaret er robotter, og det har hverken kostet arbejdspladser eller smalhals – tværtimod, fortæller den ene af de tre medejere af AKK Industri, Klaus Poulsen. Han kommer egentlig fra Aulum, men fik tilbuddet om at købe virksomheden for fem år siden:

»Da vi i sin tid overtog fabrikken hernede, var der otte ansatte, og de regnede bare med, at vi ville lukke og flytte produktionen til Aulum,« fortæller han.

Lidt automation er også godt

Men Linak rørte på sig, og startskuddet til et tættere samarbejde blev en lille serie på 2.000 af de stålrør, som Linak bruger til deres hæve-sænkeborde. Sådan fortsatte det i nogle år. AKK Industri tilbød Linak en god pris på at få svejset stålrør, og kvaliteten var i top. Der blev gennemført mindre automationsprojekter: Et drejebord med fiksturer og nogle nye værktøjer til lynhurtigt at standse huller:

»Så Linak fik øjnene op for, at vi faktisk kunne noget, og at vores priser ikke var så ringe endda,« siger Klaus Poulsen.

Faktum var dog, at Linak sendte de store ordrer til udlandet og lod AKK Industri tage sig af de mindre med mange omstillinger. Men så en dag for et år siden kom Linak og bad om et tilbud på stålrør til deres løftesøjle DL6. Klaus Poulsen indså, at de her faktisk havde brug for rigtig mange sæt stålrør:

»Det her kunne sætte fuld gas på produktionen, så jeg gik hjem og kontaktede nogle robotfolk og bad dem om at lave en skitse med robotter og klippeværktøj. Så sjussede jeg mig frem til nogle produktionstider og årsvolumener. Det præsenterede jeg for Linak,« fortæller han.

Linak havde egentlig bare været interesseret i en pris, men Klaus Poulsen ville også gerne fortælle Linak, hvordan man var kommet frem til prisen:

»Jeg ved, Linak indhentede priser fra to østlande. Men da nogle teknikere havde set på vores løsning, kunne jeg godt mærke, at vores pris var ganske fornuftig. Pludselig kunne vi konkurrere med østlandene, også om de store ordrer,« siger han.

Stor ordre i udsigt

Nu skulle det gå hurtigt, for Linak stod med en ordre på 200.000 løftesøjler om året. Hver søjle består af tre rør.

Derfor blev der indkaldt tre forskellige robotleverandører. Kontrakten gik til Tommy Skov, som driver enkeltmandsfirmaet Roboman. Det var Linak ikke vildt begejstrede for, husker Klaus Poulsen, for hvad nu hvis Tommy Skov fik en mursten i hovedet? Men alt udstyr skulle leveres af den velrenommerede japanske robotleverandør Motoman, og de fik indblik i hele processen.

Syv nye håndterings- og svejse­robotter med tilhørende udstyr blev indkøbt, så robotbemandingen i dag er oppe på 11.

Centralt i den nye produktion er to håndterings- og to svejserobotter, som samler de tre rørelementer, der tilsammen udgør en løftesøjle. De fire robotter svinger ind over hinanden i noget, der i første omgang ligner et kaotisk mønster. Men efter lidt tid kommer der systematik i bevægelserne og de tre rør bevæger sig igennem systemet.

Kapaciteten for anlægget kan skrues helt op til 330.000 løftesøjler om året, og hele anlægget kan betjenes af 1,5 person i gennemsnit. Opgaven er at føde dele af de elementer, som skal svejses, udføre kvalitetskontrol samt samle de specielle Linak-paller, hvorpå løftesøjlerne skal pakkes.

Automation er ikke farligt

Klaus Poulsen har ikke fortrudt, at produktionen i Sønderborg blev gennemautomatiseret. Når man først har fået det lidt ind under neglene, er det nemlig slet ikke så farligt, som nogen måske tror:

»Men det kræver, at forarbejdet er i orden. Det er robotleverandørens pligt at spørge helt ind til kernen og have styr på alle processerne, før projektet bliver sat i gang,« slår han fast.

Her er det vigtigt at understrege, at selv om anlægget hos AKK Industri er bygget til masseproduktion, så tror Klaus Poulsen, at det også muligt at komme langt ned i styktal:

»Sådan som vi har opbygget det, vil jeg tro, at vi kan komme ned i seriestørrelser på 3.000-4.000. Forprogrammerne ligger i cellen, og så tager det kun omkring 20 sekunder at stille om til noget andet,« siger han.

Farlige storkunder

Selv om AKK Industri leverer til andre kunder, så fylder Linak absolut mest, og Klaus Poulsen erkender da også, at det er en farlig vej, nu hvor AKK Industri leverer komponenter til 11 ud af de 16 forskellige løftesøjler, Linak bruger:

»Du kan jo ikke være helt sikker på, at der ikke kommer en anden leverandør og overhaler dig indenom. Men nu kender vi hinanden så godt. Vi har kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at nu laver vi det her i Danmark,« siger han og understreger, at det ikke bare er prisen, som er god, men også det nære kendskab til hinanden. En afstand mellem kunde og leverandør på bare 14 kilometer giver nogle helt unikke muligheder for at ses og tale om tingene.

Robotanlægget hos AKK er i år nomineret til Dansk Robotnetværk, Diras, automationpris. Prisen uddeles på Automation 2014 i dagene 9.-11. september i Brøndbyhallen.

Posted in computer.

Bedste billige bærbare og mange andre dimser, juni 2014

Lad os se hvad vi kan kratte ud af markedet i dag.

En Chromebook?

Chromebooks er superbillige bærbare fra Google (og Acer, Toshiba, Samsung), der

  • ikke kører Windows
  • er supertransportable og pæne
  • holder strømmen længe
  • aldrig får virus
  • sikkerhedskopierer automatisk

Og meget andet godt.

De koster mellem 2.300 og 3.000 kroner.

Nogle få mennesker vil elske dem, mens resten nok vil føle sig bedre tjent med en klassisk bærbar. Eller en væsentligt billigere tablet.

Det hele er forklaret grundigt i Skal du have en billig bærbar? Ja. En Chromebook? Nej.

Bedste superbillige bærbare

De superbillige bærbare koster under 3.000 kroner og har processorkraft nok til at kunne servicere dig nogenlunde fornuftigt de næste 3 år eller så.

Skulle jeg købe en superbillig bærbar lige nu, ville jeg vælge en af disse:

  1. Lenovo G505S til 2.999 kroner. 2,7 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk.
  2. Acer Aspire E1-570 til 2.699 kroner. 2,3 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk.
  3. Asus X55 til 2.799 kroner1,4 kpp, 8 Gb ram, 1 Tb harddisk.
  4. Asus F55 i til 2.490 kroner. 1,4 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk.
  5. Acer billig-navnløs til 2.222 kroner. 1,5 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk.

Lenovoen på førstepladsen er klart det bedst køb i denne bunke.

Lenovo har relativt gode tastaturer og Asus’er plejer at være gode til at tie stille og veje lidt.

Kpp er et mål for bærbares styrke.

Og husk: Køb aldrig på afbetaling. Du kommer i sidste ende til at betale 400 kroner pr. måned for den samme bærbare, som jeg køber kontant til 200 kroner pr. måned.

Bedste billige bærbare

De billige bærbare er lidt stærkere end de superbillige. De har også tit et lidt bedre batteri. Men de er typisk stadig 15.6″ store klodser på to kilo eller værre.

Lenovos nye B5400 er stadig på toppen her. Man får virkelig meget maskine for pengene.

Så her er, hvad jeg ville købe, hvis jeg skulle have en stor, billig bærbar

  1. Lenovo B5400 til 3.699 kroner. 4,2 kpp, 4 Gb ram, 1000 Gb harddisk, lavopløst spilleri, ok batteri.
  2. Acer Aspire E1-stor til 3.499 kroner. 3,3 kpp, 6 Gb ram, 750 Gb harddisk, lavopløst spilleri.
  3. Acer Aspire E1-større til 3.999 kroner. 3,3 kpp, 8 Gb ram, 1000 Gb harddisk, lavopløst spilleri.
  4. Lenovo B590 til 3.345 kroner. 3,1 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk, ok batteri.
  5. Lenovo G505S til 2.999 kroner. 2,7 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk.

 

Bedste studiebærbare

13.3 og 14 tommer bærbare passer ned i de fleste skoletasker og er til at slæbe rundt på. Nogle er endda udstyret med stærkt batteri, så man kan klare en lang skoledag (eller en lang aften på sofaen) uden at skulle sætte maskinen til.

Her er, hvad jeg ville købe, hvis jeg skulle have en studiebærbar:

  1. Lenovo M30-70 til 4.581 kroner. 3,3 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk, 1,8 kg, ok batteri, lavopløst spilleri.
  2. Acer E1-410 til 3.499 kroner. 1,9 kpp, 8 Gb ram, 1000 Gb harddisk, 2,1 kg.
  3. Lenovo U330p til 5.299 kroner. 3,3 kpp, 8 Gb ram, 500 Gb hybriddisk eller 128 Gb SSD, 1,6 kg, godt batteri.
  4. Lenovo M30-70 til 4.210 kroner. 2,5 kpp, 4 Gb ram, 500 Gb harddisk, 1,8 kg, ok batteri.
  5. Asus V301 til 4.199 kroner. 2,5 kpp, 4 Gb ram, 500 gb harddisk, 1,8 kg. Touch-skærm.

 

Bedste bærbare til videoredigering

Stærk processor, hurtig harddisk, stor harddisk, masser af ram. Der er (stadig) kun ét svar:

  1. Lenovo G510 til 4.995 kroner. 7,9 kpp, 8 Gb ram, 1000 Gb hybriddisk.

Som vi kan se af Sådan finder du en stærk bærbar, er stærkere maskiner væsentligt dyrere.

Husk dog, at stærke bærbare bliver varme og larmer, når de nedkøles.

Staldtip: køb en 27″-skærm, eller sæt den til tv-apparatet i stuen, når du redigerer video.

Det er væsentligt bedre at arbejde på en stor skærm end en lille.

Bedste billige spillebærbare

I afdelingen for de billigere og næsten spilleegnede bærbare finder vi tre fine maskiner til der alle kan levere et hæderligt antal billeder pr. sekund i de nyeste spil (på rimelig opløsning).

Jeg ville købe:

  1. Asus X550LB til 4.598 kroner. 3,3 kpp, 8 Gb ram, 500 Gb harddisk, 1 Gb 740M grafik, B&O-lyd.
  2. Asus R510 LB til 4.995 kroner. 3,3 kpp, 8 Gb ram, 750 Gb harddisk. 2Gb 740M grafik.
  3. Acer V5-573G til 5.039 kroner. 3,3 kpp, 8 Gb ram, 500 Gb harddisk, 1 Gb 750M grafik.

Der er meget mere om de spille-bærbare i Køb en sej spille-bærbar til halv pris.

Bedste billige tablets

Vi vil have 7″: gode til ture&ferier, gode som fjernbetjeninger, gode til spil, næsten ok til avislæsning.

Eller, til nød

10″: gode til læsning, visse spil

Altid quad-core processor, så tablet’en har kræfter til det hele.

Og Android, så hele familien kan være med (med Android kan forskellige mennesker bruge samme tablet uden at træde hinanden over tæerne og læse hinandens mail).

Jeg ville købe:

  1. 7″ Asus Memopad til 895 kroner.
  2. 10″ Asus Memopad til 1.548 kroner.

 

Bedste kamera

Øj, det var der en hel artikel om kaldet De sjoveste og bedste feriekameraer sommeren 2014.

Bedste skærm

En 27″ Full HD-skærm koster sølle 1.300 kroner.

En 28″ Ultra HD-skærm koster 3.700 kroner.

Ultra HD-skærmene er ret fascinerende og 4K Ultra-HD skærmene ser skrigende godt ud. I stuen, på kontoret og i de bærbare handler netop om dem.

Hvis du bare skal have en almindelig skærm, kan du nøjes med at læse  Find det bedste billede (Tv! Skærm! Projektor!).

Links

Hardwaresiden. Det er her, man får overblik. Og også et af de steder, man kan tjekke…

Processorstyrke. Se, om den bærbare kan noget. Sådan finder du en stærk bærbar forklarer videre om emnet. Køb en sej spille-bærbar til halv pris er særlig henvendt til spillerne.

Bruger den strøm? Ja, alt udstyret bruger strøm. Men du kan lære at spare.

Kan det vise Netflix? Ja, det meste af udstyret kan vise Netflix.

Sådan køber du den bedste bærbare. Snyd ikke dig selv med en svag tilbudsbærbar.

Få lavere priser i online-butikkerne med to simple tricks. Overgå prisrobotterne og cookie-læserne i snuhed.

Hvad er den bedste lyd? Den bedste lyd er klar og naturtro. Et lydanlæg, der gengiver lyd, som den lyder i virkeligheden, er et godt anlæg.

Hvad er det bedste billede? Det bedste billede er flimmerfrit, skarpt, farvemættet, lysstærkt, hurtigt opdateret. I et ord: naturtro.

Juleræs 2013: Find den bedste lyd (Hovedtelefoner! Forstærkere! Højtalere!). Lyd kan fås i små injektionssprøjter og i kæmpestore, buldrende kasser. Noget lyder fortryllende. Men her kan man ikke bare regne med, at nyt er bedst.

Juleræs 2013: Find det bedste billede (Tv! Skærm! Projektor!). Tv er billige, skærme er spændende, og projektorer fortsætter bare med at være dyre og besværlige. Her er de gode tilbud.

Juleræs 2013: Køb den rigtige tablet og mobil. Man kan få aldeles fremragende tabletter og mobiler til 1.000 kroner. De bliver bestemt ikke dobbelt så gode af at koste det dobbelte.

Køb aldrig på afbetaling. Du kommer i sidste ende til at betale 400 kroner pr. måned for den samme bærbare, som jeg køber kontant til 200 kroner pr. måned. 

Køb de bedste tv’er, skærme og projektorer. Størst er bedst. Smart er ligegyldigt.

Fornøjelse med en surround-forstærker. Selv under pres.

Tablets kan ikke så meget som en bærbar. Sådan er det bare.

Find det bedste kamera. Eller behold dit gamle, og lær at bruge det bedre.

Find de gratis glæder. Ikke alting her i verden drejer sig om hardware. Selvfølgelig skal man ikke købe dumt, men nytten og fornøjelsen af de smarte dimser hænger ikke udelukkende sammen med processorstyrke.

Posted in computer.

WildStar – cowboys i det ydre rum





Landskaberne i Wildstar er sine steder bjergtagende smukke med deres klare farver og karikerede linjer.


Velkommen til den fjerntliggende planet Nexus.

Det er her den ekstremt avancerede race The Eldan engang holdt til, inden de forsvandt sporløst, og efterlod et sandt skatkammer af en klode.

Teknologiske underværker og ældgamle hemmeligheder venter de eventyrlystne, hvad end de er en del af det intergalaktiske imperium The Dominion eller hører til The Exiles, en gruppe flygtninge og lovløse i evig opposition.

Onlinerollespillet Wildstar har stille og roligt taget form siden spiludvikleren Carbine Studios blev dannet i 2005 af 17 tidligere ansatte fra Blizzard Entertainment, hvor de var med til at forme World of Warcraft.

Nu er Wildstar endelig klar til at levere en frisk tilgang til en genre, som i overvældende grad har været synonym med netop World of Warcraft.

Holdet bag Wildstar står imidlertid overfor en række udfordringer – vi har set på nogle af dem.

Mytologien
Et af de store problemer ved at lancere et helt nyt onlinerollespil som Wildstar, hvor handlingen udspiller sig i et for spillerne jomfrueligt spilunivers, er at få formidlet hele den bagvedliggende mytologi.

Blizzard havde med World of Warcraft en stort set færdigudviklet spilverden, som rigtig mange af spillerne kendte i forvejen fra de tre meget succesfulde Warcraft realtime strategi-spil.

Selv de spillere som ikke kendte universet, ville online rende på andre, som kunne forklare dem betydninger og sammenhængene i spillet.

Carbine Studios har ydermere gjort det hele ekstra svært for sig selv ved at placere handlingen i et science fiction-univers der trækker ligeligt på teknologi og magi, og samtidig befinder sig på det overdrev i genren, hvor alle relationer og referencer til vores solsystem er fuldstændigt udvisket – den ene af de spilbare racer ligner for eksempel en kanin.

Spillerne bliver således smidt ud på meget dybt vand, og det kan føles lidt som at få smidt et ti binds leksikon i skødet, hvis hele Wildstars mytologi forsøges favnet på en gang.

Men det er heller ikke det Carbine Studios ønsker – snarere vil de forføre spillerne til stille og roligt at opdage spillets historier på egen hånd, og har blot sørget for, at kaninhullerne er meget dybe, så den videbegærlige spiller kan fordybe sig, mens de andre blot kan konstatere, at spiluniverset hviler på et solidt fundament.



Spillerne i Wildstar får mulighed for at bygge deres helt eget hus og indrette det både med møbler og mere spilpraktiske funktioner som for eksempel portaler.


Grafikken
Carbine Studios valgte på et meget tidligt tidspunkt i udviklingsprocessen at trække hele det grafiske udtryk i Wildstar i en meget karikeret retning.

Mange af spiludviklernes designprincipper er hentet direkte i tegnefilmenes verden, og det ses blandt andet i spillets klare og velfinerede farveholdninger såvel som i formgivningen af de enkelte zoner, hvor der er fin sammenhæng mellem de store penselstrøg og de små detaljer.

En af fordelene ved at gå denne grafiske vej er, at Wildstar automatisk får en meget længere udløbsdato.

Den karikerede streg i miljøer og figurer holder sig langt bedre end den realistiske tilgang til spilgrafik, som efter blot et år eller to står og skriger på fornyelse.

Den anden fordel ved de karikerede udtryk frem for den realistisk grafik er, at spillernes fantasi i højere grad leger med.

Det er nemmere at læse sig selv ind i en karikeret streg og være en deltager i spilverdenen, mens realistisk grafik i langt højere grad placerer spilleren i en betragterrolle.

Ved at karikere spillets figurer opnår spiludviklerne også, at spillerne ikke sætter spørgsmålstegn ved, om for eksempel deres måde at bevæge sig på virker realistisk.



Telegraph-systemet med farveplamager er Wildstar måde at fortælle spilleren, at nu er det en god idé at flytte sig.


Sværhedsgraden
Carbine Studios vil gerne lære onlinerollespillerne en ny måde at kæmpe på.

I Wildstar handler det nemlig ikke om blot at klikke på et fjendtligt mål, og så knalde våben og evner af i en lettere bevidstløs løkke indtil sejren er sikret.

I stedet drejer det sig om at være hurtig på de virtuelle fødder, og mere end nogensinde gælder det for onlinerollespil eviggyldige råd: “lad være med at stå i ting på jorden.”

Wildstar benytter et såkaldt telegraph-system, hvor såvel fjender som spillerens egne angreb markeres med farvemarkeringer på jorden.

Så når der former sig en rød plamage under spillerens fødder, så er det Wildstars måde at sige: “flyt røven”.

Samtidig rettes spillerens angreb ikke mod et enkelt mål, men rammer i stedet alt der befinder sig inden for et lyseblå målområde eller telegraph, som automatisk markeres sekundet før skuddet eller den magiske effekt går af.

En pistol har for eksempel en rektangulær blå telegraph, som strækker sig  en vis længde ud i den retningen, som spillerens figur vender.

Det resulterer i meget actionfyldte kampe, hvor det er lige så vigtigt at springe til siden eller forhindre et angreb, som det er at holde styr på hvor ens egne angreb placeres.

I kampe med grupper bliver det en ren farveplamage af felter, når flere forskellige fjender med forskellige typer af angreb røde telegraphs blander sig med medspillernes forskellige gavnlige telegraphs.

Carbine Studios vil gerne have spillere der nyder aktive kampe hvor bevægelse og placering betyder noget, hvor fjenders angreb kan udnyttes til egen fordel og som nyder at kunne udføre dobbelt eller triple-kills.


Økonomien
Som et efterhånden noget usædvanligt træk, når et handler om onlinespil, så har Carbine Studios helt fravalgt free-2-play modellen, og lancerer i stedet Wildstar som et abonnementsbaseret spil.

Det er spiludviklernes måde at sige: “Vi ved, at vi har lavet et spil, der er så godt, at det er værd at betale penge for at spille!”

Og så alligevel – for det er nemlig muligt at spille Wildstar, uden at skulle have penge op af lommen.

Carbine Studios har nemlig valgt en todelt forretningsmodel, der lægger sig op af den model, som det islandske onlinerollespil Eve Online har benyttet sig af i adskillige år.

Spilleren kan enten vælge at betale et fast abonnement, og så er den pot ude.

Eller spilleren kan vælge at knokle inde i spillet med at samle sig virtuel valuta, og investere denne i de såkaldte C.R.E.D.D. via spillets auktionshus. C.R.E.D.D. kan så online veksles til yderligere spiltid.

Det er imidlertid andre abonnementsbetalende spillere, der vælger at sætte C.R.E.D.D. til salg, og på den måde veksler deres virkelige penge til virtuel valuta.

Systemet har adskillige fordele – det er dels en effektiv måde at komme goldfarmere til livs på, men skaber samtidig plads i spillet til de spillere, der ikke har tiden til at optjene nok virtuel valuta til indkøb af fartøjer, våben med videre.

Se tiden an
Carbine Studios har med Wildstar lagt an til et onlinerollespil, som både på papiret og i den foreløbige spiloplevelse uden problemer kan give World of Warcraft kamp til stregen.

Spiludviklerne har lovet at udgive masser af nyt spilmateriale løbende, så spillerne ikke løber tør for ting at foretage sig online.

Erfaringer fra stort set samtlige onlinerollespil har imidlertid tidligere vist, at spillere æder sig gennem nyt indhold i et tempo, som ingen spiludviklere kan følge med i.

Det er endnu for tidligt at komme med konklusioner om Wildstars såkaldte endgame, som er betegnelsen for den spiloplevelse, der venter spillerne, når deres figurer ikke længere kan stige i niveau – det er kvaliteten af dette, som i høj grad har betydning for, om spillerne vælger at blive hængende på Nexus, eller om de zapper videre til andre spiloplevelser.


Læs også: Komplet tåbeligt spil: Der er gået ged i det hele

Læs også: Spil-test: På eventyr i et af årets smukkeste tablet-spil

Posted in computer.