Daily Archives: June 22, 2014

Skæbnetimemodel: Hvordan skal fremtidens tog-Danmark se ud?

Hvad nytter det at investere milliarder i elektrificering, nye signaler hastighedsopgraderinger og helt nye banestrækninger, hvis togoperatørerne ikke kan finde ud af at tiltrække passagererne?

Det dilemma har transportminister Magnus Heunicke (S) bokset med hele foråret, hvor hans embedsmænd har forhandlet en ny trafikkontrakt med DSB, som sidder på 90 procent af passagertogstrafikken i dag.

Selv om den nuværende kontrakt udløber i år, er parterne imidlertid stadig ikke kommet frem til en løsning – men mange ideer er på bordet.

Hverken DSB eller Transport­ministeriet vil udtale sig særlig meget om forhandlingerne, men de seneste års rapporter om alternative materielstrategier, effektivisering af DSB og mulighederne for en radikal omorganisering giver sammen med enkelte udtalelser fra parterne alligevel et fingerpeg om, hvor forhandlingerne er på vej hen.

2014 DSB’s trafikkontrakt skal forhandles på plads inden udgangen af året.

2015 Folketingsvalget skal senest foregå i 2015. Skifter regeringsmagten, har blå blok allerede lagt op til at udlicitere flere strækninger. Den elektrificerede strækning mellem Esbjerg og Lunderskov åbner. Der er mulighed for at sende kørslen i udbud.

2018 Arrivas kontrakt på kørslen i Midt- og Vestjylland udløber. Der er dog option på at forlænge kontrakten til 2020.

2021 Femerntunnellen åbner. Det er forventningen, at der skal indkøbes ca. 45 togsæt til at køre som regional- og intercitytog mellem København og Hamborg.

Skal DSB splittes op?

Et af de store spørgsmål er naturligvis DSB’s rolle. Siden opsplitningen af DSB og Banedanmark har DSB både været togoperatør og haft ansvar for driften af stationsbygninger og værksteder.

På grund af problemerne med IC4 har DSB desuden fået gjort sig selv til togproducent. Selv om DSB er blevet kraftigt effektiviseret over de senere år, kan organisationen derfor stå over for endnu større ændringer.

En af de ting, der overvejes, er nemlig, om DSB skal splittes op i to eller tre forskellige selskaber, så ét selskab vil stå for udbud af togdriften i Danmark, et andet vil være operatør, og et tredje stå for driften og udviklingen af stationerne.

I dag ejer DSB 301 stationer, men perroner og spor ejes og serviceres af Banedanmark, og nogle steder har de lokale kommuner også en del af stationsområdet. Ifølge en konsulentrapport fra 2011 betyder det delte ejerskab, at ingen tager ansvar for stationerne, og en del af dem forfalder.

Embedsmændene skeler angiveligt til Sverige, hvor stationerne drives af et selvstændigt selskab, som nogle steder har sørget for at få konferencefaciliteter, butikker og supermarkeder ind på stationerne – og i Holland er de sågår helt nede på perronerne. Det gør det mere attraktivt at tage toget, når man bogstaveligt talt kan klare sine indkøb på vejen, men i Danmark er stationerne ikke blevet tilsvarende udviklet.

Uden stationsansvar vil DSB blive mere ligestillet med de andre operatører som Arriva, der gennem interesseforeningen Danske Tog presser på for at få sendt flere strækninger i udbud. Selvom grundarbejdet til et udbud af kørslen mellem Fredericia, Odense og Svendborg er lavet, har regeringen indtil videre afholdt sig fra at sende flere strækninger i udbud. Det vil oppositionen imidlertid gerne lave om på.

»Der er meget, der taler for, at vi rører i gryden og organiserer jernbanedriften på en ny måde,« siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, således.

DSB har på sin side afvist, at de vil byde, hvis de strækninger, de kører på i dag, sendes i udbud. Risikoen for at blive anklaget for ulovlig statsstøtte er for stor, har selskabets bestyrelsesformand, Peter Schütze, tidligere fortalt til Jyllands-Posten.

Et kompromis, der kunne sikre en bred politisk aftale, kunne imidlertid være, at DSB blev forpligtet til at udbyde en vis procentdel af sin trafik. På sigt kunne det føre til, at DSB’s rolle bliver at udbyde togtrafikken i Danmark. Om DSB – eller en del af DSB – i den situation skulle kunne være operatør er endnu uafklaret.

Eventuelle udliciteringsplaner vil imidlertid først kunne føres ud i livet, når arbejderne med signaler og elektrificering er overstået, for det er svært at udlicitere strækninger, hvor operatøren ikke kan vide, hvor påvirket hans togdrift vil blive.

Skal købe op mod 290 nye tog

For passagererne er det tredje uafklarede spørgsmål måske det vigtigste: Hvornår får vi et ordentligt, driftsikkert og komfortabelt superlyntog, der kan opfylde ambitionerne i timeplanen? Og hvornår bliver DSB’s øvrige materiel udskiftet?

DSB’s direktør, Jesper Lok, har tidligere udtalt, at han regner med, at DSB skal købe op mod 290 tog. En del skal erstatte IC4, nogle skal køre til Tyskland, når Femernforbindelsen åbner – hvis DSB skal drive den strækning – og andre skal erstatte Øresundstogene, hvoraf mange er fra starten af 1990’erne. IC3 og det elektriske søstertog IR4 er også ved at være oppe i alderen, men de kan måske levetidsforlænges, indtil elektrificeringen er overstået i slutningen af 2020’erne.

Men har DSB med en gæld på 16 mia. kr. overhovedet råd til at investere i eksempelvis Bombardiers dobbeltdækkertog Twindexx, som DSB’s direktør, Jesper Lok, i 2011 talte for? Ja, mener kontorchef i Transportministeriet Lasse Winterberg:

»Det med, at DSB ikke har en krone at købe tog for, er jo, som man tager det. Halvdelen af den nuværende kontraktbetaling til DSB på 4 milliarder kroner går jo til forrentning og afskrivning af tog. Og hvis vi antager, at den næste kontrakt ligner den, der er i dag, så er der jo en grundbevilling til at købe tog. Vi skal have analyseret det i bund, men det burde række til at komme i gang,« siger han.

Politikerne kræver hyldevarer

Politikerne fra begge sider af salen kræver, at DSB køber standardtog, og for at sikre det har transportministeren hyret Deloitte til at kvalitetssikre købsprocessen.

»Man har brændt nallerne så grundigt på IC4, så nu er alle partier enige om, at vi skal have hyldevarer. Velafprøvede, gennemtestede, stensikre hyldevarer, som vi bare kan male DSB på siden af og sætte på skinnerne,« siger Arne Lund, der er trafiksekretær i Enhedslistens folketingsgruppe.

Men spørgsmålet om, hvor meget man må ændre, før et standardtog ikke længere er så standard mere, er tilsyneladende stadig et af de spørgsmål, som DSB og Transportministeriet ikke kan blive enige om.

En anden mulighed, der også er under overvejelse, er, at staten overtager ejerskabet til togene, og at operatørerne på de forskellige strækninger leaser dem af staten. En tredje mulighed er, at staten køber kapacitet af en togproducent, som så skal garantere for drift og vedligehold af togene i en given periode. Den model bliver i dag brugt nogle steder på den østrigske jernbane.

Spørgsmålet om ejermodeller og konkrete togmodeller bliver formentlig ikke afklaret under efterårets kontraktforhandlinger med DSB. Det vil tage nogle år, vurderer Lasse Winterberg.

»Når trafikkontrakten med DSB er indgået, så har vi de overordnede retningslinjer. Og så er forventningen nok, at der derefter går et par år eller tre, inden beslutningsgrundlaget for et eventuelt togkøb er oparbejdet tilstrækkeligt til, at nu vil man sende udbudsmateriale ud,« siger han.

Så passagererne må væbne sig med tålmodighed, før der er gode tog til alle.

Posted in computer.

En kamerafilosofi fylder 100 år

Det er lille og besværligt – og har teknologisk set altid haltet lidt bagud. Men med et Leica-kamera kommer man helt tæt på og får samtidig en følelse af at være tilbage til dengang, apparatet blev opfundet.

Sådan lyder den prisvindende danske krigsfotograf Jan Grarups skudsmål af Leica-kameraet, der fylder 100 år i år.

»Som en af de eneste krigsfotografer bruger jeg Leica – M-serien med små søgere. Det har en helt unik kvalitet, og det er ikke et intimiderende kamera,« siger Jan Grarup, der har specialiseret sig i at gå tæt på ofre for krig i for eksempel Afghanistan og for naturkatastrofer som i Haiti.

»Alle de andre professionelle kameraer er bedre, hurtigere og kan meget mere. Så det at bruge Leica handler om følelser, fornemmelser og stoflighed. Leica er nærmest blevet en filosofi,« siger fotografen, der i 2011 vandt Leicas egen fotopris, Oskar Barnack Award.

1849 Leica bliver grundlagt som Optical Institute af Carl Kellner.

1869 Ernst Leitz I overtager virksomheden og omdøber den til Ernst Leitz Optical Industry og gør virksomheden til den største producent af mikro
skoper i 1907. Virksomheden begynder også at producere kikkerter.

1914 En ansat, Oskar Barnack, har udviklet et lille mobilt kamera, som Ernst Leitz II tager patent på efter at have brugt det i New York. Kameraet bliver senere kendt som ur-Leica. Lei­ca-navnet er en sammentrækning af Leitz og camera.

1925 Ernst Leitz II har overtaget firmaet efter sin far og satser nu på kameraer. Leica Model A bliver præsenteret på Leipzig Spring Fair. I 1935 er kameraerne den mest indbringende forretning i virksomheden.

1954 Leica M3 lanceres med et helt nyt system, hvor én søger bruges til både at fokusere og se det udsnit af en scene, man fotograferer. En skrueanordning på objektivet påvirker linser i søgeren, så billedet er i fokus, når to billeder mødes i søgeren. Det er også blevet nemmere at sætte film i kameraet, og M3 er stadig den reference, Leica fremstiller M-kameraer efter.

1960 Alberto Korda tager det ikoniske portræt af Ernesto ‘Che’ Guevara med et Leica M2 (en forenklet udgave af M3) og et 90 mm Leica objektiv.

1968 Leicaflex SL er det første spejlreflekskamera på markedet, men bliver overhalet på elektronik og automatik af japanske producenter. Først i slutningen af 1970’erne indhenter Leica konkurrenterne med R3 og R4.

1972 Nick Út tager med sit Leica-kamera billedet af den vietnamesiske pige Kim Phúc, der løber nøgen og forbrændt væk fra en napalmbombet landsby under Viet­nam­krigen.

1996 Det første digitale kamera fra Leica kommer på gaden, men pga lange scanningstider er det primært til reproduktioner til museer eller arkiver eller til studiooptagelse. Først ti år senere lanceres M-kameraet i en digital version. I 1996 lancerer Leica også deres første digitale spejlreflekskamera, R8.

2009 Leica lancerer sit første kompakte digitale kamera, X1, med 12,2 megapixels. På trods af den høje opløsning er hver pixel stadig meget stor og fanger meget lys. Dette sikrer lav billedstøj og korrekt farveskelnen.

Kilder: Leica og Wikipedia

Lilleput-æraen

Leica er kendt som 35 mm fotografiets forfader. Tilbage i 1914 var det en ansat i den tyske virksomhed Leitz Werke Wetzlar, Oskar Barnack, der opfandt og byggede kameraet, som han døbte ‘Liliput’. Senere er det blevet kendt som ur-Leica.

Men på grund af Første Verdenskrigs indtræden blev det lille, handy kamera først rigtigt lanceret og udbredt i 1925.

Indtil da måtte fotografer arbejde med storformat-kameraer af træ, der krævede stativer og et mørkt klæde til at dække fotografen, mens han fokuserede. Så de små Leica-kameraer startede en helt ny æra fra cirka 1930-1970, fordi fotografer pludselig kunne være mobile med et eller flere små kameraer og arbejde ubemærket og hurtigt.

Og det er stadig de egenskaber, en fotograf som Jan Grarup værdsætter ved Leica.

»Jeg kan gå tæt på, uden at jeg træder ind over den intime sfære hos de mennesker, jeg fotograferer. Det har kolossal betydning i mit arbejde, at kameraet ikke tager al opmærksomheden« siger han.

»Faktisk ser de nogle gange på mig med sådan et ‘Nååh, den stakkel, han har ikke råd til et ordentligt kamera’, og så bærer de mere over med, at jeg er der,« griner han.

Historien i søgeren

Da verden først havde fået øjnene op for den lille kamerarevolution, blev det en stor succes, og nogle af de mest ikoniske billeder er taget med et Leica.

De mest kendte tæller blandt andet Robert Capas ‘Falling Soldier’ fra Den Spanske Borgerkrig, det kendte portræt af den cubanske revolutionsleder Ernesto ‘Che’ Gue­vara, fanget i linsen af Alberto Korda, og den nøgne og forbrændte pige Kim Phúc, der er fotograferet af Pulitzer Prize-vinderen Nick Út under Vietnamkrigen.

Frem til 1970’erne var Leica det førende kameramærke, men så begyndte japansk producerede SLR-­kameraer (spejlreflekskameraer) med automatik, motorer osv. at slå igennem og fik mange pressefotografer til at skifte fra Leica M-kameraer til de smarte japanske modeller fra blandt andet Nikon og Canon.

Langsomme i optrækket


Leica M3 fra 1954 var banebrydende med et nyt system, hvor én søger blev brugt til både at fokusere og se det udsnit af en scene, man fotograferer. M3 er stadig den reference, Leica fremstiller M-kameraer efter. (Foto: Leica)

Leica M var i sin tid unikt, fordi man blandt andet kunne fokusere linsen og se det udsnit af en scene, man fotograferede, via en separat søger.

I 1980 demonstrerede Leica som de første autofokus i form af deres ‘Correphot’ baseret på et Leica­-flex SL2, som de fremviste på Leica ‘Olympiad of Color Photography’. De lancerede aldrig systemet, som de dømte til ikke at have nogen fremtid. Så helt frem til 2009 har alle Leica-kameraer været med manuel fokus – på nær kompaktkameraer som Minilux, Digilux 1, Digilux 2, D-Lux og C-Lux, der er udviklet sammen med Panasonic.

Heller ikke digitalteknologien troede den hæderkronede kameraproducent på, skønt de allerede i 1996 lancerede Leica S1 Alpha og Leica S1 Highspeed mellemformat-kamaraer, hvoraf det største havde hele 75 megapixels.

»De har været langsomme til at udvikle kameraer, og selvom de er kommet efter det, er de stadig ikke på niveau med Canon og Nikon,« siger Jan Grarup, der kalder sit favoritkamera ‘langsomt’ og ‘besværligt’.

»Det er ikke en hidsig terrier, men et langsomt kamera. Alt er manuelt, så man skal lære at bruge det. Men så er det også svært at bruge andet,« siger fotografen.

Fantombilleder

For Jan Grarup er det især lysfølsomheden i objektiverne, der er helt unik. Objektiverne er kendt for at tegne nøjagtigt og skarpt.


Det første kompakte digitale kamera, X1, kom fra Leica i 2009. (Foto: Leica)

»Leica har mere stoflighed over sig og er på mange måder måske mere virkelighedstro,« siger han.

»En ting, jeg ikke bryder mig om ved de nye professionelle kameraer, er, at de er på et teknisk niveau, der næsten kan gengive noget, der ikke findes i virkeligheden. Men det er ikke en teknisk bedømmelse fra min side, men mere noget med fornemmelse og følelse.«

Selvom Leica ikke laver kameraer for alle, er firmaet respekteret i branchen af de fleste på grund af historien bag.

Mange af de store fotografkoryfæer har ‘skudt’ med det, men det bliver ifølge Jan Grarup valgt fra i dag, fordi det er ‘vanvittigt dyrt’ – et M-kamera uden objektiv koster lige under 50.000 kr. – og besværligt i forhold til mere automatiserede kameraer.

»Så man tager det ikke til sig, hvis man ikke ser fidusen i at komme tilbage til noget af det oprindelige fotografi,« vurderer han.

Posted in computer.