Monthly Archives: June 2014

Siden nytår har Energistyrelsens direktør heddet Morten Bæk – og han har store visioner for den styrelse, som blev sat i verden i 1976 for at sikre energiforsyningen efter den første oliekrise.

Siden dengang er den energipolitiske dagsorden skiftet, og med beslutningen om, at Danmark skal være fri for fossile brændsler og dermed et lav-emissions samfund, mener den nye direktør, at der skal andre boller på suppen end hidtil i den seriøse og fagligt stærke styrelse:

»Omverdenen forventer, at vi spiller en central rolle i denne måske største samfundsomstilling i nyere tid. Og hvis vi skal kunne drive den grønne omstilling som et fagligt kraftcenter, så skal vi være bedre til fire ting: Vi skal være mere for kunderne; vi skal arbejde med en mere moderne og dynamisk ledelseskultur; vi skal være endnu skarpere på det faglige og endelig skal vi være bedre til offensivt at involvere vores omverden i arbejdet,« siger Morten Bæk.

Kender styrelsen på travet

Den nye direktør kender om nogen sin styrelse på travet, idet han har arbejdet i Klima-, Energi og Bygningsministeriet siden ministeriets etablering i november 2007. Først som ledende ministersekretær og så som kontorchef på både det administrative og det energifaglige område. Senest har han været afdelingschef samme sted.

De første måneder af sin direktørtid har Morten Bæk derfor brugt på at tale med Energistyrelsens ‘kunder’ eller interessenter – fra interesseorganisationer og brancheforeninger over energiselskaber til kommuner og statsinstitutioner. Og samtidig har han arbejdet på at engagere styrelsen i en målrettet strategiproces for at finde ud af, hvordan styrelsen kunne skabe mere værdi for sine kunder.

Det er der kommet en ny målsætning for organisationen ud af, som hedder ‘Vi driver omstillingen til lav-emission’ – sammen med en ny struktur og organisering, hvor medarbejderne deles ind i seks nye, faglige centre.

Det hele blev præsenteret for medarbejderne onsdag 28. maj og skal være fuldt implementeret i 2016.

Mere synlige i debatten

»Som kraftcenter skal vi fremover være meget mere synlige i den faglige energi-debat. Vi skal være mere opsøgende, deltage i flere møder og selv arrangere konferencer og seminarer og på den måde facilitere de faglige debatter, som tidligere mest fandt sted i regi af brancheforeninger og interesseorganisationer,« forklarer Morten Bæk.

Han tilføjer, at et spin-off af den mere opsøgende stil skal være, at styrelsen ikke mere kan overraskes af et pludseligt boom i solcelleudbygningen eller andre små teknologier, der vil kunne sprænge alle støtterammer.

Morten Bæk er også optaget af, at det skal være nemt for journalister at ringe ind og få en faglig kommentar fra medarbejderne i Energistyrelsen, ligesom styrelsen skal kommentere på centrale spørgsmål ud fra et fagligt synspunkt.

Som eksempel skal en ny analyse fra styrelsen ledsages af kommunikation om de faglige konklusioner og synspunkter på, hvad der er klogt og ikke klogt – ud fra et fagligt synspunkt.

Vil det sige, at I nu stopper med at udsende pressemeddelelser sent fredag eftermiddag, hvor ingen har tid til at skrive særlig indgående om indholdet?

»Vi skal nu til at udforme en effektiv ny presse- og kommunikationsstrategi, som sikrer, at vi kommunikerer om det rette, til de rette og på rette tid,« siger Morten Bæk.

Hvordan med kommunerne, som er planmyndigheder og derfor nogle af jeres vigtige interessenter. Hvordan vil de opleve den nye energistyrelse?

»Kommunerne er rigtig vigtige, og vi skal have en tæt dialog med dem for at finde ud af, hvad der driver dem, og hvordan vi bedst kan bidrage til at skabe værdi lokalt. Vi skal aktivt opsøge kommunerne – og det skal være nemt for kommunerne at ringe ind til os med spørgsmål,« siger han.

Han tilføjer, at der med regeringens vækstudspil er lagt op til at professionalisere den tekniske byggesagsbehandling, hvilket vil kunne aflaste kommunerne.

Kort efter Sovjetunionens opløsning gik russiske ingeniører i gang med at designe en ny ubåds-klasse, der skulle afløse angrebsubåde af Akula-klassen.

Ubåden skulle have været taget i brug i 1998, men Ruslands økonomiske problemer og store tekniske udfordringer satte arbejdet mere eller mindre i stå, så først i denne måned har den russiske flåde kunnet tage den nye ubåd K-560 Severodvinsk i brug. Det skriver det russiske nyhedsbureau Russia Today og Barentsoberserver.

Ifølge Russia Today er K-560 Severodvinsk, som har fået klassebetegnelserne Yasen og Graney, den mest avancerede atomubåd i den russiske flåde i dag. Ligesom flere amerikanske ubådsklasser er den udstyret med en sonartype, der fylder hele stævnen. Det betyder, at der ikke er torpedoer i stævnen, men til gengæld er sonarens ‘synsfelt’ meget større end det er for en traditionel sonar.

Den 120 meter lange ubåd har en topfart på 30 knob i neddykket tilstand og 14 knob ved overfladen. Den 90 mand store besætning har ifølge nogle medier mulighed for at undslippe ubåden via en slags redningskapsel, der kan bringe dem op til overfladen.

Ubådens bevæbning består ifølge Russia Today af 533 mm torpedoer og Onyx eller Kalibr-missiler, der er rettet mod henholdsvis skibe og mål på land. Ifølge magasinet Popular Science er der også indikationer på, at ubåden vil kunne affyre missiler mod fly.

Ifølge Russia Today er flåden allerede i gang med at bygge to søsterubåde og forventer at lægge køl til en tredje senere i år. Produktionen af yderligere tre ubåde forventes at gå i gang næste år. Søsterubådene får dog et lidt andet skrogdesign og mere moderne udstyr.

Mennesker, der har mistet førligheden og er lammede, får nu muligheden for igen at kunne bevæge en kørestol, skrive breve, tage telefonen eller sætte musik på anlægget. Med et minitastatur, der betjenes med tungen, kan de handicappede lære at navigere og betjene apparater.

I 2008 skrev Ingeniøren om projektet, der dengang var på forsøgsstadiet.

Prototypen dengang var ikke trådløs, og den var langt fra den højteknologisk løsning, som firmaet bag, TKS A/S, kan vise frem i dag, og som kommer på markedet til efteråret.

Løsningen består af tre dele. En specialtilpasset mundbøjle med et elektronisk tastatur med i alt 18 felter, en ferromagnetisk tungepiercing og en Control Unit (CU-boks), som trådløst modtager kommandoerne fra mundtastaturet og styrer kørestol og andre enheder.

Tastaturet er delt i to dele med i alt 18 felter. 10 af felterne fungerer som tastaturet på en gammel Nokia-mobil, hvor tast 2 er ‘a’, ‘b’ og ‘c’, tast 3 er ‘d’, ‘e’ og ‘f’ osv. Tastaturet benytter det såkaldte T9-system, gætter selv på, hvilket ord, brugeren er i gang med at taste, efterhånden som man staver ordet.

»Man vænner sig faktisk enormt hurtigt til at bruge tastaturet. Det er klart, at det vil tage nogle uger, før man kan skrive længere tekster hurtigt. Men det giver jo helt nye muligheder for de handicappede, at de ikke er afhængige af en hjælper til at skrive for dem. Det giver dem et privatliv – men også en mulighed for at arbejde og udføre en funktion,« siger Gert Spender, direktør i TKS A/S.

Antenne indbygget i bøjlen

Muse-delen af tastaturet fungerer ligesom et joystick, hvor midten er 0-punktet, der fylder cirka en kvadratcentimeter. Derfra kan man bevæge tungen fremad for at komme frem. Jo længere frem, man styrer, jo hurtigere kører kørestolen. Bevæger man tungen til siden, begynder kørestolen at dreje.

En af udfordringerne under udviklingen har været at få signalet fra tastaturet ned til CU-boksen. Den nuværende patenterede løsning er en mini-antenne, der sidder i selve tandbøjlen, så signalet altså ikke skal gå gennem tænder og kæbe, men kun kinden.

Tandbøjlen specialdesignes til brugerens gane og tandsæt og skulle ikke genere taleevnen.

»Men ligesom for børn, der får bøjle på, vil det lige tage et par uger, før talen er helt normal,« forklarer Gert Spender.

Til gengæld vil det være at foretrække at tage bøjlen ud ved spisning, siger han.

TKS A/S er en spinoff-virksomhed fra Aalborg Universitet, og iTongue blev vist frem i denne uge på den internationale konference for neuroscience, ICNR2014. En mindre avanceret løsning, iHandle, er allerede på markedet og kan bruges af handicappede med førlighed i hænderne.

Et iTongue-system vil komme til at koste i omegnen af 90-120.000 kroner. Prisen vil dække specialdesignet tandbøjle, tungepiercing, CU-boks samt oplæring i brug.

12 år efter at den blev opført, er Bro 34 stadig en halvhemmelig revolution. Den 41 meter lange bro, der bærer Tørringvejens to spor over motorvejen mellem Vejle og Herning, ser helt normal ud, men den er opført med nogle usædvanlige betontyper, hvor en del af cementen er erstattet med flyveaske eller slamaske. På den baggrund forventer Vejdirektoratet, at broen vil udlede 30 procent mindre CO2 i sin levetid end en almindelig bro.

Indtil videre ser broen fra projektet ved navn Grøn Beton ud til at holde godt, men der er endnu ikke opført andre broer med samme betontyper. Og det viser meget godt byggebranchens dilemma.

»Man vil egentlig gerne have en grønnere profil, men hvis der går noget galt med bare en enkelt bro, så bliver det meget, meget dyrt. Derfor er der en konservatisme over for at tage nye materialer i brug,« siger Mette Glavind, der er direktør for afdelingen for byggeri og anlæg på Teknologisk Institut (TI).

Nye materialer skal dokumenteres

Anlægsingeniørernes skepsis skal tages alvorligt, understreger hun, for kravene om ordentlig dokumentation af levetider, styrker, modstandsdygtighed over for klor­id­ind­træng­ning er meget relevante, når man skal designe bygværker, der skal kunne overleve mindst 120 år i de danske farvande.

Den dokumentation er netop, hvad et nyt projekt med et samlet budget på 29 millioner kroner skal levere.

»Det er i sig selv en vanskelig opgave at udvikle nye cementprodukter, men udfordringen er yderligere at få dem dokumenteret og accepteret i praksis, så folk tør skrive dem ind i deres specifikationer. Derfor inddrager vi hele værdikæden i projektet,« forklarer forskningsdirektør Jesper Sand Damtoft fra Aalborg Portland, som er formand for projektets styregruppe.

Ved siden af det projekt arbejder TI med flere infrastrukturrelaterede projekter – eksempelvis selvhelende beton, hvor kalkproducerende bakterier kan lappe revner, fiberarmering, anvendelse af glas- og kulfiberarmeret plast og nye typer afstandsklodser.

»Afstandsklodser er et af de kendte svage punkter. Der kan opstå små revner omkring dem, som kan give kloridindtrængning. Nu har vi udviklet en ny type klods, der giver en bedre vedhæftning med betonen.«

Anlægsbranchens anden store udfordring er vedligehold, mener professor Henrik Stang fra DTU Byg.

»Byggeindustrien er meget hæmmet af, at vi gør så lidt for at finde ud af, hvad der sker med vores konstruktioner, efter at vi har bygget dem. Det er meget sjældent, at man kontrollerer, om man egentlig får den performance ud af dem, som man havde regnet med. Selv efter at vi har arbejdet med vedligeholdelse af betonkonstruktioner i så mange år, ved vi i virkeligheden meget lidt om, hvornår det er optimalt at vedligeholde.«

Vedligehold kræver viden

Infrastrukturejerne inspicerer selvfølgelig deres bygværker og lægger vedligeholdelsesplaner, men intervaller og omfang er ofte bestemt af historiske erfaringer fra et stort antal konstruktioner og ikke på målinger på det enkelte bygværk.

»Pilotundersøgelser fra Tyskland har vist, at det kan betale sig at skaffe mere dybtgående viden om det enkelte bygværk, fordi det gør det muligt at tilrettelægge vedligeholdelsen mere intelligent.«

Optimalt set bør nye bygværker i hans øjne have bygget sensorer ind, der kan fortælle om mekanisk respons, deformationer, vibrationer, stivhedsændringer, kloridindtrængning, fugtindtrænging og carbonatisering. Sensorerne er på markedet, men der er endnu ikke lavet et system, der binder informationerne sammen i en model, der kan forudsige levetiden for den enkelte konstruktion. Men det kan være på vej, for vejvæsenerne i Europa og USA har netop lanceret et forskningsprogram, der blandt andet omhandler avancerede levetidsvurderinger.

Selv om forandringerne slår langsomt igennem i anlægsbranchen, er Mette Glavind – forsigtig – optimist.

»Nogle af de ting, vi lavede med Grøn Beton-projektet, hvor vi byggede en bro, er blevet accepteret af branchen. Et andet eksempel er selvkompakterende beton og højstyrkebeton, som også bliver brugt i dag. Vi kommer til at bevæge os fremad med små skridt, men om ti år tror jeg, at vi vil have set flere demoprojekter, hvor man har brugt glasfiberarmeret plast, stålfibre og optimerede højstyrkebetonkonstruktioner.«

Det er ikke nemt at lokke nutidens unger væk fra computeren eller mobiltelefonen, der byder på alverdens spændende spil. Men måske kan det lykkes Lego at smelte den analoge verden sammen med den digitale, så børnene i det mindste bruger en del af fritiden i selskab med de fysiske klodser.

I hvert fald forsøger Lego sig nu med en form for augmented reality – virkeligheden suppleret med et digitalt lag – i en ny serie under navnet Fusion.

Her skal man først bygge en Lego-model, og så får man adgang til et spil med en digital version af modellen i centrum, når de fysiske klodser fotograferes og genkendes af en tilhørende app.

I spillet vil brugeren løbende opleve, at der skal fotograferes nye simple Lego-modeller for at bringe historien videre. Man får altså først fuld fornøjelse af spillet, hvis man hele tiden bygger og indfanger nye Lego-ting.

Hver Fusion-æske rummer godt 200 Lego-klodser, som skal sættes sammen på en særlig plade, der har et mønster, som app’en kan genkende. Der kommer apps til både Apples iOS og Android, men indtil videre ikke til Windows.

Kun i USA indtil videre

Lego Fusion lanceres i USA til august, hvor tre spil med tilhørende klodser kommer på markedet. I Town Master skal man bygge og vedligeholde en by, i Battle Towers skal man bygge et middelaldertårn og kæmpe for sin overlevelse og i Create og Race konstruerer man en racerbil, som man kører med i spillet.

Til september kommer så et fjerde spil, nemlig Resort Designer, hvor man designer og bygger et feriecenter. Fusion-æskerne kommer til at koste 34,99 dollar stykket, hvilket svarer til knap 200 danske kroner. App’en kan hentes gratis.

Spillene er udviklet af Legos faste spilpartner TT Games, mens augmented reality-delen er baseret på Qualcomms Vuforia-platform. Den model, som skal genkendes af app’en, må højst være 16 klodser i højde og bredde, så der er grænser for, hvad man kan bygge i spillene.

Lego vil ikke sige noget om, hvornår Fusion kommer til Danmark:

»Vi kan ikke sige noget om eventuelle fremtidige planer for lanceringer i andre markeder,« lyder det fra pressechef Roar Rude Trangbæk.

Det er heller ikke lykkedes at få Lego til at afsløre flere tekniske detaljer eller planer for fremtiden for augmented reality i Lego-universet.

Man kan få en ganske lille forsmag på Lego Fusion på produktets website.

Det er ikke en overdrivelse, hvis man siger, at Boeings missilforsvarssystem GMD ikke har haft ret mange successer at fejre i dets 10 år lange levetid. Faktisk har forsvaret kun formået at ramme det simulerede fjendtlige missil i tre ud af otte forsvarstests.

En af gangene var 22. juni, hvor GMD under en test ramte et simuleret fjendtligt missil over Stillehavet. Det er første gang siden 2008, at det er lykkedes.

Men ifølge Søren Christiansen, bestyrelsesmedlem i IDA Militærteknik og tidligere salgschef for missilforsvarssystemer hos Terma, er det ikke så problematisk. Efter mange års arbejde med missilforsvar, har han svært ved at forestille sig, at træfsikkerheden nogensinde bliver perfekt.

»Træfsikkerhed er lidt utopisk. Jeg tror ikke, det vil kunne lade sig gøre at udvikle et enkelt system, der vil ramme 10 ud af 10 gange. Hvert angreb har så mange forskellige variationer og faktorer,« konstaterer han.

Naturkræfterne udfordrer teknologien

Ifølge Søren Christiansen er det ualmindeligt komplekst at bygge et system, der kan forudsige missilangrebet og destruere missilet i tide.

»Det kræver, at mange systemer skal virke sammen, mens missilerne udsættes for fysiske belastninger fra omgivelserne. Selvom vi kender til tyngdekraften, så vil naturkræfterne påvirke et ballistisk missil meget forskelligt,« konstaterer han.

Et ballistisk missil er drevet af to-tre-trins raketmotorer, der brænder ud i løbet af tre til fem minutter og så kastes bort. Så er det kun spidsen af missilet, der fortsætter i sin ballistiske bane uden for atmosfæren. Spidsen, der indeholder sprænghovedet, er beskyttet af metal og vejer op til 1.000 kg, er 5-6 meter lang med en diameter på 1-2 meter og strømlinet. Spidsen bevæger sig med op til 8 km i sekundet, så snart raketmotorerne er brændt væk, og så er det tyngdekraften, der driver missilet tilbage mod Jorden.

Forsvarsmissilet skal helst skyde det ballistiske system ned, mens det fortsat er ude i atmosfæren, da sprænghovedet typisk ikke er ét våben, men flere, der bliver sluppet løs i processen. Et missil kan indeholde ti individuelle våben, som f.eks. kunne være atomvåben.

»Det er ikke nødvendigvis alle sprænghoveder, der er ‘skarpladte’ og missilforsvaret skal derfor kunne identificere de sprængfarlige frem for fuserne. Det kræver, at it-systemerne og sensorerne arbejder ekstremt hurtigt sammen,« konstaterer Søren Christiansen.

Knappenålsspidser der skal ramme hinanden

Det fjendtlige missil identificeres via infrarøde sensorer, der eksempelvis er placeret på satellitter i rummet. Satellitten sender signal via et missilforsvars-net med information om missilets retning, hastighed, acceleration og energiudladning.

Informationerne deles mellem alle missilforsvarssystemerne samt andre uafhængige radarstationer og sensorer på Jorden, der også kan være med til at verificere informationerne. Hvis informationerne bliver verificeret af et tilstrækkeligt antal uafhængige radarer og sensorer, skydes et forsvarsmissil afsted, når den ansvarlige enhed godkender det. Denne proces er nødt til at være ekstremt hurtig og effektiv, da det fjendtlige missil rammer fra få til højst 30 minutter efter affyringen.

Forsvarsmissilet er også forsynet med raketmotorer. Forskellen mellem dette missil og det ballistiske er, at sprænghovedet ikke er udstyret med angrebsvåben, men med et forsvarsvåben, der i et vist omfang kan styre sig selv efter raketmotorerne er brændt ud. Forsvarsmissilet har dermed sine egne sensorer og kan korrigere retning undervejs.

»Så længe forsvarsmissilet er på vej op, kan man sende data til det om, hvor det fjendtlige missil er, og så kan man håbe, at missilets bane er så god, opdateret og tæt på det fjendtlige missil, at dets egne sensorer til sidst kan styre det i mål og direkte ramme det fjendtlige missil,« siger Søren Christiansen.

Med andre ord, er det langt fra sikkert, at forsvarsmissilet kan ramme i hvert forsøg. Forsvarsmissilet kan kun navigere en smule støttet af dets egne sensorer, når de primære motorer er væk. Når det ikke rammer, kan det være fordi banen ikke er præcis nok.

»Det kan handle om at være 1 sekund for sent – og så kan man være op til 8 km fra målet. De to missiler er jo typisk ikke mere end 5-6 meter lange og 1-2 meter i diameter og de bevæger sig mod hinanden i enorm hastighed. Som hvis man forsøger at få spidserne på to knappenålshoveder til at ramme hinanden, skal der ikke meget til, før de misser,« konstaterer Søren Christiansen.

Andre missilsystemer er mere succesfulde

Det er derfor ikke overraskende, at Boeing ser det som en succes, når deres missilsystem, Ground-based Midcourse Defense (GMD), har et hit under en test. Heller ikke selvom systemet har misset fem tidligere forsøg.

Ifølge Søren Christiansen er GMD også særligt kendetegnet ved at være landbaseret, da missilerne dermed ikke kan flyttes efter det fjendtlige missils retning. Systemet er derudover, som navnet fortæller, bygget til at ramme det fjendtlige missil ‘Midcourse’, hvilket betyder at det skydes ned omtrent halvvejs på dets rute, mens det er uden for atmosfæren. Forsvarsmissilerne står i dag i jordbaserede stationer på USA’s vestkyst og er bygget primært som et forsvar mod angreb fra Asien.

»Andre missilforsvarssystemer har været mere succesfulde. Lockheed Martin har udviklet et søbaseret system, Aegis, der bruges på skibe. Det har den fordel, at man kan sejle rundt med det og placere det forskellige steder. Det system har ikke haft så mange missere, måske fordi der er indbygget tættere integration mellem forsvarssystemet og it- og sensorsystemerne, der findes på samme skib. Typisk har USA derfor også et par af disse systemer liggende i Stillehavet,« forklarer Søren Christiansen.

Boeings GMD-system er anderledes, da missiler og sensorer ikke står på samme lokalitet og ikke er så tæt integreret. Det kan ifølge Søren Christiansen være én af grundende til, at GMD ikke har ikke været så heldige og har haft brug for flere tests.

Der findes også systemer, der er mobile på landjorden. Her fragtes forsvarsmissilerne rundt på store køretøjer og derved minder systemerne lidt om Aegis-systemet i deres mobilitet.

Samarbejde kan sikre træfsikkerhed

Når præsident Obama investerer i missilforsvar, er der derfor tale om mange systemer fra forskellige producenter, der overordnet kontrolleres af det amerikanske Missile Defense Agency (MDA). Missilforsvarssystemer bliver også udviklet og anvendt i resten af verden, men USA er teknologiførende.

Ifølge Søren Christiansen vil det derfor være mærkeligt, hvis man ikke vil kunne anvende flere systemer samtidig i tilfælde af et reelt missilangreb. Men det er ikke til at sige med sikkerhed, da systemerne typisk ikke testes samtidigt den dag i dag.

»Det er så enormt dyrt at teste bare ét system. Hver gang du tester, så smadrer du jo to missiler. Men man ville med al sandsynlighed optimere træfsikkerheden til nær 100 procent, hvis systemerne blev testet sammen. Og skal man nogensinde forsvare sig mod missiler, vil man jo ikke kun være afhængig af ét system,« konstaterer han.

Boeings egen video af hit-succesen 22. juni:

For et halvt år siden skulle det amerikanske firma AquaBounty have modtaget de amerikanske myndigheders endelige tilladelse til at slippe en genmodificeret lakseart ud til butikkerne. Men firmaet venter stadig. Det skriver avisen The Star i en lang gennemgang af historien om AquaBounty AquAdvantage Salmon, bedre kendt som Frankenfish.

Sammenligningen med Frankenstein kommer af, at laksen er genmodificeret til at vokse dobbelt så hurtigt som sin naturlige søster, og fisken blev faktisk skabt for 25 år siden, hvor AquaBounty bad om tilladelse til at sælge den til de omega3-hungrende amerikanere.

Men først i 2010 kom myndighederne med deres svar efter behandling af tusindvis af høringssvar. Svaret lød i korte træk: Fisken udgør ingen fare for sundheden, sikkerheden er i orden, og fisken udgør heller ingen risiko for miljøet og fødekæderne.

Beskeden fik miljøforkæmpere og forskere til at opføre sig, som havde de tisset på et elektrisk hegn. De rasede mod AquaBounty og myndighederne og fastholdt, at fisken er giftig, og at forbrugerne risikerer at udvikle allergier ved at spise den. Derudover risikerer fisken også at udkonkurrere den naturlige atlantiske laks, hvis den slipper ud, lød kritikken – også selv om Frankenfish er en steril hunfisk.

Igen fik kritikken myndighederne til at ændre holdning, og de åbnede for en ny høringsrunde, der sluttede i april 2013. Myndighederne lovede, at AquaBounty og offentligheden ville få svar inden for seks måneder, men det foreløbige svar fra myndighederne er, at de stadig er i gang med en ‘grundig gennemgang (af alle 35.000 kommentarer, red.) for at afgøre, om der er ny information, som vil få myndighederne til at ændre sine foreløbige konklusioner,’ skriver The Star.

Superlaks spiser hele tiden

AquaBounty venter stadig, selv om de nu har brugt 440 millioner kroner over de seneste 20 år. En anden, der venter, er forskeren bag Frankenfish, Garth Fletcher. Han tror ikke, at han når at opleve fisken komme på markedet. Nu drømmer han om, at hans børn eller børnebørn vil opleve det. Garth Fletcher er nu 78 år, og indledte som forsker arbejdet på Frankenfish tilbage i 1982. Det begyndte som et forsøg på at øge produktionen af laks, blandt andet for at undgå overfiskning i en tid, hvor efterspørgslen steg hvert år.

Dengang var problemet især, at mange laks ikke kunne klare de hårde vintre i Canada, og Garth Fletcher og en forskergruppe forsøgte forgæves at skabe laks med anti-frys gener. I deres arbejde faldt de over muligheden for at skabe hurtigtvoksende laks i stedet.

Atlanterhavslaks spiser kun om foråret og sommeren, men ved at tilføje et væksthormon fra stillehavslaksen Pacific Chinook, også kaldet Kongelaks, har forskerne fået Frankenfish til at spise hele året. Det er grunden til, at den på den samme tid bliver næsten præcis dobbelt så stor som sine brødre og søstre.

Fiskenes Fort Knox

I dag bliver laksene opdrættet i et 12.000 kvadratmeter kompleks i flere niveauer ved Bay of Fortune i det østlige Canada mellem Nova Scotia og Newfoundland. I et område står rækker med grønne glasfibertanke med yngel, i et andet sted ligger endeløse rækker af æg, og endelig er der tankene med store fisk. I alt er 14 personer ansat.

Komplekset i Canada bliver kaldt fiskenes Fort Knox af de ansatte. Der er opsat et utal af sikkerhedssystemer med 17 barrierer for at forhindre fiskene i at slippe ud på landjorden – og videre ud i havet. Og efter at Greenpeace i 2001 trængte ind og holdt demonstration på taget af komplekset, er der også opsat alarmer overalt og tremmer for vinduerne.

Området i Canada er dog mest en facilitet til at producere æg. De bliver nemlig sendt i specialdesignede kasser, der ifølge virksomheden kan overleve et flystyrt, til et andet kompleks i Panama for at vokse sig store og gennemgå nye undersøgelser.

Komplekset i Panama er anbragt afsides i Chiriqui-provinsen i et bjergområde med masser af floder. Pigtråd omkranser området, sammen med meterhøje stålhegn og vagter med hunde.

I dette fængsel har forskerne alene de seneste to år produceret 62 ton genmodificerede laks, svarende til cirka 100.000 fisk, der nu er gravet ned på grunden. Lige bortset fra et par enkelte, som medarbejderne mæsker sig i.

Hvor længe Frankenfish skal være forbeholdt de ansatte, kan kun myndighederne svare på.

»Det er svært, fordi vi er de første. Vi er kanariefuglen i guldminen, klokken omkring halsen på lederen af flokken. Vi er pionererne,« siger Ron Stotish, direktør for AquaBounty Technologies til The Star.

Når og hvis godkendelsen kommer i hus, vil det være første gang, at et lands myndigheder tillader genmodificerede dyr på middagsbordene.