Daily Archives: August 1, 2014

De danske myndigheder bør droppe alle tanker om et slutdepot for landets radioaktive affald og i stedet koncentrere sig om at få etableret et såkaldt mellemlager, hvor affaldet kan opbevares forsvarligt, indtil de mest radioaktive dele kan sendes til slutdeponering i udlandet og resten deponeres ordentligt i Danmark.

Sådan lyder anbefalingen fra svenske organisation Miljöorganisationernes kärnavfallsgranskning (MTG) – som er en offentligt støttet samling af kernekrafteksperter fra forskellige svenske miljøorganisationer. MTG er stærkt kritisk over for de danske planer for at etablere et slutdepot til lav- og mellemaktivt radioaktivt affald fra Forskningscenter Risø og andre kilder, som Sundhedsministeriet sendte i høring kort før sommerferien.

»Sammenfattende anser MTG de danske planer for at placere og bygge et slutdepot for at være så mangelfulde, at det kun er strategien med at mellemlagre affaldet endnu en tid, der er fremkommelig,« skriver MTG i høringssvaret.

De danske myndigheder undersøger på Folketingets ordre tre muligheder for at håndtere landets radioaktive affald:
* Slutdeponering af affaldet i Danmark.
* etablering af et mellemlager.
* deponering af alt affald i udlandet.

Fordi eventuelle lækager fra et slutdepot kan påvirke landene omkring os, er Sundhedministeriets udkast til en plan for et slutdepot også sendt til kommentering i landene omkring Østersøen. Især de svenske myndigheder og miljøorganisationer har stillet spørgsmål og leveret kritik.

Strålsikkerhetsmyndigheten og Skåne Län undrer sig således over, at Sundhedsministeriet hverken har medtaget detaljerede oplysninger om det radioaktive affalds sammensætning, om de forskellige krav til og mulige udformninger af et slutdepot eller en redegørelse om miljøkonsekvenserne ved forskellige klimascenarier og mulige ulykker i planen. Og MTG er – som organisationen har været tidligere – ubønhørlig i sin kritik.

De to største kritikpunkter for MTG er, at de danske myndigheder vil opbevare høj- og mellemaktivt radioaktivt affald sammen med kortlivet radioaktivt affald, og at de seks lokationer, der er udpeget til at kunne huse et slutdepot, alle ligger så tæt på Østersøen, at der kan ske udslip til havet.

I Sverige er der i dag et slutdepot for kortlivet radioaktivt affald ved Forsmark, men alt mellemaktivt langlivet affald skal deponeres i et særskilt depot.

MTG mener, at Danmark ved at tage udgangspunkt i Det Internationale Atomenergiagenturs kriterier og anbefalinger har valgt den lavest mulige standard. Selv de mest vidtgående forslag i de danske planer ville ikke godkendes efter svenske standarder.

Eksempelvis har de danske myndigheder skitseret tre mulige slutdepotmodeller – ét over jorden og ned til en maksimal dybde på 30 meter, et lignende lager kombineret med et borehul, og et såkaldt mellemdybt lager, der kan gå ned til 100 meter under terræn.

Men i Sverige skal kortlivet affald graves ned på mindst 120 meter. Hvis de danske myndigheder vil slutdeponere både lav- og mellemaktivt affald, skal man derfor regne med at grave det ned på 300-500 meters dybde, vurderer svenskerne.

For at hjælpe Danmark og sikre svenske borgere mod eventuelle miljøkonsekvenser bør Sverige derfor tilbyde at tage imod Danmarks mellemaktive radioaktive affald og det langlivede radioaktive affald, så Danmark kan nøjes med at bygge et slutdepot til det kortlivede lavaktive affald.

Men indtil et slutdepot kan etableres, bør myndighederne altså koncentrere kræfterne om at få anlagt et mellemlager, hvor affaldet kan ligge i 50-100 år.

Hos den danske miljøorganisation Noah Friends of the Earth Denmark bekræfter den svenske kritik organisationens frygt.

»Det bekymrer os, at MKG kan pege på, at der findes alvorlige mangler i det danske slutdepotkoncept, der kan føre til negative miljøkonsekvenser i Danmark og Sverige. Vi er enige i høringssvarets konklusion om, at den eneste rigtige strategi er at mellemlagre det radioaktive affald. Det flugter også med ønsket hos borgergrupperne i de kommuner, som er udpegede som mulige værtssteder for atomaffaldet, og hos kommunerne selv,« siger Palle Bendsen fra Noahs urangruppe i en pressemeddelelse.

Senere i år skal Sundhedsministeriet udgive en samlet redegørelse om de tre muligheder, men den politiske behandling vil formentlig først gå i gang i 2015.

Debatten om de bølger, som hurtigfærgerne mellem Sjællands Odde og Jylland sender op på badestrandene, raser igen, som den har gjort så mange andre somre.

Denne gang skriver Århus Stiftstidende om to ‘mini-tsunamier’, som skyllede 30 meter op på stranden ved badeanstalten Den Permanente i Risskov.

»Den første bølge kom som en total overraskelse for alle. Jeg vil vurdere, at omkring en tredjedel af stranden var helt oversvømmet,« siger badegæsten Ingrid Sejerøe-Olsen til det aarhusianske dagblad.

Ifølge de to livreddere, som var på arbejde ved Den Permanente tirsdag, da bølgerne skyllede ind, er det sket én gang tidligere i juli.

»Når færgerne kommer tæt nok på, sender de altid mindre bølger ind mod stranden. Det er helt almindelige bølger. Nogle gange store, andre gange er de små. Men hvornår sådan nogle kæmpebølger rammer, er helt umuligt at forudsige,« siger den ene, Asger Winther, til Aarhus Stiftstidende.

Den anden livredder, Ditte Damgaard, oplyser, at livredderne selv fik travlt med at sikre deres udstyr tirsdag, for det lå på stranden, som blev oversvømmet.

Træbåd blev kastet op på stranden

Også på den anden side af Kattegat skaber bølgerne fra hurtigfærgerne ravage. TV2 Øst beretter om Marianne Nielsen fra Slagelse, som skadede sit knæ og nu skal sidde flere uger i kørestol. Hun blev ramt af en lille træbåd, som en af bølgerne fra færgerne kastede op på stranden.

Hun og hendes mand, Jens Nielsen, beretter om en 150 meter lang bølge, som pludselig dukkede op af ingenting. De beskylder Mols-Linien for at sejle alt for hurtigt så tæt på kysten og dermed ignorere faren for badegæsterne. Det afviser færgerederiet dog.

Sidste år var der også kritik af de bølger, som hurtigfærgerne fører med sig, når de sejler mellem Jylland og Sjælland. På begge sider af Kattegat bragte medierne beretninger om folk, der kom til skade.

Bølgehøjden har været diskuteret mere end ti år, ikke kun for badegæsterne skyld, men også for de beskyttede natur-områder, som færgerne sejler tæt forbi.

Mediet Maritime Danmark forudså for to år siden, at den dengang nye hurtigfærge ville skabe nye problemer, fordi den er større end sine forgængere og dermed også danner større bølger.

Maritime Danmark henviste til, at da rederiet Cat-Link helt tilbage i 1990’erne indsatte de første katamaranfærger mellem Kalundborg og Aarhus, var der heftig debat. Børn var ved at blive trukket til havs, lystfiskere blev kastet omkuld, og småbåde kæntrede på grund af bølgerne, lød det blandt andet.

‘Det bliver spændende at se hvordan badegæster, lystfiskere, roere og jollesejlere tager imod Katexpress 1’, skrev Maritime Danmark dengang.

Siden dengang er Katexpress 2 også kommet til, og nu kender vi svaret på spørgsmålet.

Mols-Linien: Vi sejler efter reglerne

Mols-Linien selv har altid henvist til, at rederiet sejler efter reglerne.

‘Mols-Linien sejler fuldstændig i overensstemmelse med søfartsmyndighedernes bekendtgørelse om sejladssikkerhedsmæssig godkendelse af hurtigfærger på sejlruten mellem Odden og Aarhus’, lyder det i en mail sendt til Århus Stiftstidende.

‘På foranledning af Mols-Linien har det uvildige teknologiske serviceinstitut, Dansk Hydraulisk Institut, foretaget målinger og udarbejdet analyser til Søfartsstyrelsen, der viser, at hurtigfærgernes bølger er mindre end de formelle grænser’, oplyser mailen.

Er dine data sikre mod amerikanske myndigheders snagen, fordi de ligger i et datacenter inden for EU?

Ikke nødvendigvis, viser en sag, hvor Microsoft har nægtet at give adgang til data fra en server i Irland, fordi det er uden for USA’s grænser. Men for anden gang har en dommer nu slået fast, at loven er på myndighedernes side. Det skriver Reuters.

I første omgang tabte Microsoft sagen i en lokal domstol, en magistrate judge, og ankede derefter sagen. Denne gang er det en distriktsdomstol, som har behandlet sagen og givet myndighederne medhold i kravet om at få adgang til e-mails, selvom de er placeret i Irland. Tilbage er stadig muligheden for at anke igen til den amerikanske appel-domstol, og i sidste ende forsøge at tage sagen til højesteret. Sagen er altså ikke endelig afgjort endnu, da Microsoft igen vil anke afgørelsen.

Tvisten opstod, da anklagemyndigheden i New York krævede e-mails fra en kunde hos Microsoft udleveret, og Microsoft nægtede, da disse data befandt sig i firmaets datacenter i Dublin i Irland. I sagen har Microsoft i øvrigt fået støtte fra Apple, Cisco og andre leverandører, samt organisationer som Electronic Frontier Foundation.

Problemet er, har Microsoft bekendtgjort i forbindelse med sagen, at det vil gå kraftigt ud over de internationale kunders tillid til amerikanske leverandører, i kølvandet på Snowden-afsløringerne om NSA, hvis amerikanske myndigheder skal have adgang til data, uanset hvor i verden de er placeret.

Omvendt siger amerikansk jura, at det ikke kun handler om geografisk placering, men også om adgang til data. Har et amerikansk firma adgang til data, som er placeret i et andet land, falder det ind under, hvad myndighederne kan kræve udleveret.

Konsekvenserne af dommen – hvis Microsoft ender med at tabe sagen i sidste ende – kan blive vidtrækkende, da det gør det umuligt for amerikanske firmaer at garantere for data placeret i andre lande. Hvis for eksempel et amerikansk firma med en dansk underafdeling bliver bedt af amerikanske myndigheder om at udlevere data, vil firmaet sandsynligvis vælge at gøre det, selvom det måtte være i strid med dansk lov, har to juridiske eksperter tidligere vurderet.

Det kan være en frustrerende oplevelse af jage efter en ledig p-plads ved lufthavnen, når der er kort tid til check-in lukker. Men fremover kan det være, at den slags ikke går unødigt udover blodtryk og livskvalitet, fremgår det af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Forskere fra Tyskland, Italien, Storbritannien og Schweiz arbejder på en fuldautomatisk parkeringsløsning, som er målrettet elbiler. Bilerne skal parkere sig selv og finde en ladestander i et p-hus.

Det vil sige: Efterlad bilen ved p-huset, stig ud og aktiver parkeringsprocessen via en app på din smartphone. Og når der er behov for bilen igen, hentes den frem, ligeledes via app’en – nu i opladet tilstand.

Projektet slutter i 2015, og der er investeret 5,6 millioner euro i det i i form af EU-midler.

Som begrundelse for projektet nævner pressemeddelelsen, at flere og flere vil køre elektriske biler i fremtiden, og der bliver også flere skift fra den ene transportform til den anden. Det skaber behov for forskellige parkeringsmuligheder ved transportcentre som lufthavne og banegårde.

Den formelle organisation bag auto-parkeringen hedder V-Charge Konsortiet.

»Idéen er, at vi kan bruge teknologi til at give folk et bedre mix af offentlig og privat transport,« siger dr. Paul Furgale ifølge pressemeddelelsen. Han er direktør ved instituttet for autonome systemer ved Swiss Federal Institute of Technology in Zürich og videnskabelig projektleder ved V-Charge.

I april demonstrerede forskerne systemet ved lufthavnen i Stuttgart.

Det tekniske setup involverer en server ved p-huset, som bilen kobler op til, når føreren aktiverer parkeringsprocessen på mobiltelefonen. Serveren sender besked til bilen om, hvor der er plads. Er der tale om en el-bil, kan den også sendes hen i nærheden af den nærmeste ladestander.

Navigerer med otte kameraer

Da der ikke nødvendigvis er GPS-dækning i et p-hus, så involverer løsningen også en del kameraer. Ifølge en nærmere projektbeskrivelse er der tale om otte kameraer monteret på køretøjet.

De bruges til at guide køretøjet til den rigtige plads – og naturligvis undgå at støde ind i noget på vejen. Det lader sig gøre ved, at bilen, når den ankommer til p-huset, downloader et kort over omgivelserne fra serveren. Og ved at sammenligne kort-data med inputtet fra kameraerne navigerer køretøjet til den rette plads.

Løsningen skulle fungere ved en hvilken som helst p-facilitet, så længe bilen sensorer og kameraer, som svarer til, hvad der allerede findes i de biler, som i dag har systemer til nødbremsning og parkeringsassistance.

I første omgang er systemet målrettet dedikerede parkeringsfaciliteter, men Paul Furgale er ikke afvisende over for, at systemet også kan bruges til at parkere el-biler på gader og stræder i fremtiden.

»Det vil være en større udfordring. Men når først kortene er på plads, så kommer resten af teknologien også,« siger han ifølge pressemeddelelsen. Den lægger op til, at systemet kan være kommercielt klart i de kommende år.

Teknologien skulle være kost-effektiv, blandt andet fordi der bliver brugt eksisterende produkter som ultrasoniske sensorer og stereokameraer.

Næstformand i EU-kommissionen Neelie Kroes siger ifølge pressemeddelelsen:

»Vi har behov for forskning i nye teknologier – og hvordan man kombinerer dem – for at opnå praktiske løsninger. V-Charge-systemet bevæger sig i den rigtige retning, og jeg ser frem til at bruge det.«

Videoen viser en demonstration af V-Charge

DTU kan som den eneste uddannelsesinstitution for ingeniører tillade sig at sortere i sine studerende, hvor enkelte studieretninger i år kræver et gennemsnit på minimum 9,7 for overhovedet at komme i betragtning. Samtidig melder både Syddansk, Aalborg og Aarhus Universitet stadig om ledige pladser på stort set alle ingeniørlinjer.

Klik her for at se en oversigt over optaget på ingeniøruddannelserne

DTU har ikke bare slået sin egen rekord for antallet af nye studerende i år. Med et optag på omkring 40 procent af samtlige nye ingeniørstuderende har universitetet også sat landets andre ingeniørtunge uddannelsesinstitutioner til vægs som den mest populære blandt de søgende.

Se her, hvis du vil tjekke de seneste jobtilbud for ingeniører

25-årige Randi Juel Olsen er selv studerende på DTU og næstformand i universitetets studenterorganisation Polyteknisk Forening. Hun skal til at starte på tredje semester af sin kandidat på linjen bygningsdesign.

Da hun i sin tid havde besluttet sig for at læse til ingeniør, overvejede hun aldrig at gøre det andre steder end på DTU. Hun tror, at DTU’s navn står stærkt som et prestigefuldt sted at læse i de søgendes bevidsthed

»Det er jo et internationalt anerkendt universitet. Når man søger rundt på nettet omkring de forskellige ingeniøruddannelser, beskriver DTU sig selv som teknisk eliteuniversitet, og det tror jeg da, er noget, mange bider mærke i, når de søger uddannelse,« siger Randi Juel Olsen.

1.000 flere ansøgere

Ifølge tallene fra Den Koordinerede Tilmelding, der varetager alle ansøgninger til videregående uddannelser, fik DTU 2.289 ansøgninger med første prioritet. Det er godt 1.000 flere end nummer to på listen, Aalborg Universitet, med 1.242 ingeniør-ansøgninger med højeste prioritet.

På DTU finder man også landets højeste adgangskrav for et ingeniørstudie med et påkrævet snit på mindst 9,7 for at komme ind. Aalborg Universitet derimod har ledige pladser og ingen adgangskrav på stort set alle uddannelsesretninger inden for ingeniørfagene.

Men det er ikke noget, der bekymrer dekan for det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet Eskild Holm Nielsen. Faktisk mener han, at universitetet samfundsmæssigt er forpligtet til at holde sine døre åbne i så vid udstrækning, det er muligt, men der skal også være fornuft bag.

»Der er nogle områder, hvor vi har lukket for tilgangen, fordi vi enten ikke har kapaciteten, eller vi mener, at der er uddannet for mange. Men for eksempel inden for elektro- og maskiningeniør mener jeg, vi er forpligtet til at stille nogle flere pladser til rådighed, når vi har kapaciteten, og der er mangel på den slags ingeniører,« siger han.

Høje adgangskvotienter betyder ifølge ham heller ikke noget for, hvor dygtige ingeniører der kommer ud i den anden ende.

»Det er engagementet og sliddet på buksebagen, der er afgørende,« siger han.

Plast er blevet en del af havmiljøet. Overalt findes en grundkoncentration af plastaffald, og forskerne ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det har for livet i havet.

Det konkluderer professor Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aquas sektion for havøkologi og oceanografi. Han har gennemgået den seneste forskning, som viser, at plastaffald findes i 88 procent af verdenshavene.

Samtidig er hans gruppe ved at analysere på resultaterne af en halvanden måned lang ekspedition med forskningsskibet Dana, som kom hjem i maj fra Sargassohavet. Her var formålet først og fremmest at studere ål, men Torkel Gissel Nielsen havde også to specialestuderende til at filtrere vandet for plastpartikler.

De brugte endda finere filtre end de spanske forskere, som har kortlagde plasten i verdenshavene. Alt plast på helt ned til 0,01 mm blev opfanget.

Helt overordnet var plasten altså overalt i havene. Koncentrationen er dog ikke overraskende højst ved kysterne, hvor hovedparten af plastaffaldet bliver hældt ud.

Men ligesom sine internationale kolleger undrer Torkel Gissel Nielsen sig mest over, hvor relativt små mængder af plast togtet fandt.

»Jeg er stadig lidt forbløffet over, at vi ikke har set de store mængder af flydende plastic,« siger han.

DTU-togtet sejlede blandt andet gennem nogle af de områder, hvor plasten samles af havstrømmene. Torkel Gissel Nielsen formoder, at koncentrationen her er lidt højere end andre steder på det åbne hav, men er endnu ikke færdig med at analysere sine målinger.

»Men vi så ingen øer af farvestrålende plast, sådan som der har været rapporteret om,« understreger han.

DTU-professoren er ret sikker på, at estimaterne af, hvor meget plast der ender i verdenshavene, ikke er skudt helt ved siden af. Derfor forsvinder plasten på måder, som forskerne endnu ikke kan forklare.

En mulighed er, at plasten bliver nedbrudt hurtigere end antaget, og at små stykker bliver optaget af krebsdyr og andre, mindre organismer.

»Hvad konsekvenserne af plastforureningen er for de organismer, som er grundlaget for livet i havet, det ved man slet ikke,« konstaterer Torkel Gissel Nielsen.

Der er masser af skrækhistorier om store plaststykker, som ødelægger dyrelivet. F.eks. når albatrosser tager fejl af føde og lightere og giver sidstnævnte til deres unger.

Men det er ikke nødvendigvis lige så katastrofalt for krebsdyr at spise mindre plaststykker, påpeger DTU-professoren.

Krebsdyr har ikke et kompliceret tarmsystem, hvor plasten kan sætte sig fast, men bare et langt rør. Med deres afføring kan plasten blive ført ned til bunden, forklarer han.

Plast kan i sig selv indeholde miljøgifte som blødgørere, PAH’er og flammehæmmere. De bliver dog i vid udstrækning frigivet, når plasten skyller rundt på havet. Til gengæld kan de mindre partikler samle andre miljøgifte til sig. Derfra kan de ophobes i fødekæden, som det kendes fra eksempelvis hvaler og isbjørne. Det samme kan naturligvis gå ud over tun og andre fisk, som lever på åbent hav.

»Men omvendt vi har også en formodning om, at der kan vokse organismer på en plastpartikel, og at de på den måde kan virke som en lille energibombe,« fortæller Torkel Gissel Nielsen.

DTU Aqau vil nu lave forsøg med vandlopper, som skal vise, hvordan de bliver påvirket af de små plastpartikler.

Folk deler USB-nøgler ud som var det et silicium-visitkort. Og det er selvom man ved, at de ofte indeholder malwareinfektioner. I stedet håber, satser, regner vi med, at antivirusscanningerne og formateringer holder vores USB-hukommelsespind fri for at blive smittekilde til den næste digitale epidemi – men sådan hænger verden ikke sammen. Det skriver Wired.com, som har talt med sikkerhedsefterforskerne Karsten Nohl og Jakob Lell, som har undersøgt de små digitale hukommelser.

Og at der er noget galt med USB-hukommelserne har de to forskere planer om at vise i næste uge, hvor de vil demonstrere en kollektion af malware, udviklet til lejligheden, som viser, hvordan sikkerheden i USB-enheder længe har været fundamentalt ødelagt.

Deres malware, som er døbt BadUSB kan installeres på et USB-drev og kan efterfølgende tage kontrollen over en pc, i det skjulte ændre filer, som er installeret på hukommelsespinden eller måske omdirigere brugerens internettrafik.

Fyld USB-indgangen med superlim

Fordi BadUSB ikke residerer i selve lagerpladsen på USB-enheden, men i den firmware, der kontrollerer dens basale funktioner, kan angrebskoden holde sig skjult længe efter indholdet er blevet slettet.

De to efterforskere siger, at der ikke er nogen let måde, at klare problemet på, medmindre man forbyder at dele USB-enheder eller fylder ens USB-porte med superlim.

»Disse problemer kan ikke blive patched. Vi udnytter den måde, som USB’en er designet,« lyder det fra Nohl, som mener, at man faktisk bør smide sin USB-enhed ud, så snart den har rørt en ikke-sikker computer.

Gælder alle USB-enheder

Nohl og Lell, som forsker for sikkerhedskonsulenterne SR Labs, er langt fra de første til at pointere, at USB-enheder kan opbevare og sprede malware. Men de to white-hat-hackere har ikke kun kopieret deres egen specialkodede infektion ind i USB-enheders hukommelse. De har brugt måneder på at genudvikle den firmware, som kører de basale kommunikationsfunktioner på USB-enhederne – det vil sige chippen, som tillader enheden at kommunikere med en PC, og som lader brugere flytte filer til og fra enheden.

Deres centrale fund er, at USB-firmware, som eksisterer i forskellige former, kan blive genprogrammeret til at gemme en angrebskode.

»Du kan give den til dine it-sikkerhedsfolk, de kan scanne den, slette nogle filer og give dig den tilbage, med beskeden om, at den er ren. Men rengøringsprocessen rører ikke engang de filer, vi taler om,« siger Nohl.

Problemet rammer ikke kun USB-hukommelsesenheder. Det rammer ifølge de to hackere alle USB-enheder. Mus, tastatur og hvad man nu eller kan komme i tanke om, der smides i en USB-port.

Sikkerhedsforskerne kontaktede et taiwansk USB-firma og fortalte om deres fund, men firmaet nægtede, at det var muligt at udføre de ting, som Nohl og Lell havde demonstreret. Samtidig mener de to sikkerhedsfolk, at problemet måske kan overkommes ved, at virksomheder kun benytter USB-enheder fra visse producenter, og opfordrer ellers brugerne til at omgås USB-nøgler på samme måde som kanyler, som smides væk efter brug.

De offentlige myndigheder og den fælles indkøbsorganisation SKI bør være bedre til at genbruge de krav, der bliver stillet til leverandører, som vil byde på en opgave gennem et udbud.

I dag går der utrolig meget tid med at forholde sig til udbudsmateriale, hvor formalia er lidt anderledes, hver gang, og det er rent spild.

Sådan lyder det fra Troels Gammelgaard, direktør for it-leverandøren Progressive, som Version2 besøgte tidligere på ugen og i den anledning bad ham sætte ord på, hvordan udbudssystemet kan gøres bedre.

»Vi skal som leverandør sætte betragtelige ressourcer af til at håndtere udbud. Der er enormt mange formalia og krav, vi skal svare på gang på gang. Hvis man kunne standardisere det, ville det være win-win for både leverandør og kunde. Der er et stort besparelsespotentiale her,« siger direktøren til Version2.

Som eksempel nævner han de krav, de offentlige kunder nu stiller om en leverandør med forstand på ITIL, som netop er en standard, store dele af it-branchen nu bruger til at skabe et fælles sprog og et fælles system for drift og udvikling. Men alligevel er der nye formuleringer om ITIL i hvert eneste udbud.

»Staten har nogenlunde taget ITIL til sig nu, men måden, man beder os om at dokumentere vores ITIL-beredskab på, er ny hver gang. Så bliver der brugt millioner af kroner hos kunderne på at kravspecificere det her, og det skal leverandørerne så tilsvarende bruger millioner af kroner på at svare på og leve op til,« siger han.

En anden uskik, som kræver meget tid hos leverandørerne, er, når en kunde ikke helt selv er klar over, hvad de egentlig beder om i deres kravspecifikation.

»Tit er der ikke klarhed over, hvilken funktionalitet der er brug for – og så bruger kunden en masse tid på at specificere en lang række tekniske krav, men uden funktionalitet. Hvis man i stedet var helt skarp på de funktionelle krav og specificerede dem og så lod leverandørerne om at finde den optimale arkitektur og så videre, ville det være langt bedre. Det er jo netop leverandørerne, som har ekspertisen til at finde den bedste løsning,« siger Troels Gammelgaard.

Progressive satser generelt kun på opgaver, hvor man først skal prækvalificeres, for ikke at spilde for meget tid. Her satsede staten og kommunerne oprindeligt på at lade indkøbsorganisationen SKI være en fælles portal, så leverandørerne skulle igennem samme forløb hver gang, men sådan gik det ikke. Så nu er der mange forskellige steder i staten, man som leverandør skal godkendes.

»Man kunne ikke få SKI til at blive en succes, så nu har alle de store ministerier lavet deres egne rammeaftaler, vi så også skal prækvalificeres hos som leverandør. Men man beholdt stadig SKI,« siger Troels Gammelgaard.

Hele systemet med udbud vil han ikke lave grundlæggende om, for han har ikke et forslag til en bedre løsning, der kan sikre konkurrence blandt leverandørerne.

»Jeg er tilhænger af, at der ikke er for meget kammerateri, hvor man bare vælger dem, man har et godt forhold til fra tidligere, eller som man har fået en stor julegave fra. Så hellere bruge lidt flere ressourcer, hvis det sikrer, at det hele sker på rimelige vilkår,« siger han.

Men nogle gange er ressourceforbruget i statens it-udbud og it-projekter alligevel voldsomme. I forhold til en privat kunde, hvor en leverandør bliver hyret og kan gå i gang med det samme med at løse opgaven, kan omkostningerne være fem gange højere, når det skal ske igennem et udbud med en tyk kravspecifikation fra starten af, vurderer han.

»Der er også mange kommercielle interesser i at beholde disse udbud, for eksempel hos dem, som tjener gode penge på at hjælpe staten med at skrive udbudsmaterialet. Det tror jeg heller ikke hjælper på udviklingen. Alle myndigheder vil gerne gå med livrem og seler, så de vil hellere hyre nogle konsulenter ind – og så kan man også tørre den af på dem, hvis det går galt,« siger Troels Gammelgaard.

Der mangler også nogle gange en forståelse hos de offentlige kunder for, hvor meget tid det tager hos leverandørerne at forholde sig til udbudsmaterialet, mener han.

»Nogle gange får vi udbudsmateriale ind på 400 sider med en forventning fra kunden om, at det kan holdes under udbudsgrænsen på halvanden million kroner. Men for os kan det koste halvanden million kroner at skulle give et tilbud på sådan en opgave,« siger direktøren.

Af samme grund vælger det mellemstore firma med 130 ansatte nøje ud blandt de potentielle udbud, så der ikke bliver for mange nitter i puljen – ellers bliver det alt for dyrt.

»Vi svarer næsten aldrig på noget, hvor der ikke er prækvalifikation, og det sker også ofte, at vi vælger ikke at byde, selvom vi er blevet prækvalificerede. Vi skal meget gerne vinde mellem hver tredje og hver fjerde af dem, vi byder på,« siger Troels Gammelgaard.

Selvom der er mange gode ting ved at være erhvervsdrivende i Danmark – for eksempel, at der ikke er meget kammerateri – kan han også blive meget træt af politikernes mange tiltag, som rammer virksomhederne.

»Det kan irritere grusomt, når der for eksempel igen bliver lavet om på beskatningsforhold, eller hvornår noget er hjemmearbejdsplads eller ej. Da sundhedsforsikringer blev populære, skulle det ikke længere være skattefrit. Og så skal vi ud at spørge alle medarbejderne om de ændrede vilkår. Det er grotesk, så meget tid man ender med at bruge på al den slags. Den tid ville vi hellere bruge på at udvikle forretningen,« siger han.

Det mest tossede er, at mange af disse tiltag tilsyneladende bliver udtænkt på Christiansborg i den bedste mening i et forsøg på at hjælpe virksomhederne. Men sådan ender det bare meget sjældent i praksis.

»Jeg tror ikke, at politikerne tænker på konsekvenserne af, at de laver om på noget. Selvom det er meningen, at det skal gøre det nemmere for os erhvervsdrivende, har det en lang tilbagebetalingstid, fordi det er en stor opgave at få arbejdet ind i de daglige processer. Og inden man så når til at høste gevinsterne, bliver det lavet om igen,« siger Troels Gammelgaard.

Det amerikanske nationale sundhedsinstitut – The National Institutes of Health (NIH) – vil begynde at teste en eksperimentel ebola-vaccine på mennesker; måske allerede så tidligt som i september. Det skriver CNN.

Det amerikanske institut har arbejdet på vaccinen over de seneste par år og fortæller, at de har set positive resultater, når de tester på primater.

Sender 50 personer

Dr. Anthony Fauci, direktør for sundhedsinstituttets afdeling for allergi og infektionssygdomme, siger, at NIH har arbejdet med den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) for at få vaccinen ind i de tidlige testfaser så hurtigt så muligt. Resultatet af prøverne kan komme tidligt næste år.

Det amerikanske center for sygdomskontrol sender 50 personer til de tre hårdt ramte afrikanske lande Guinea, Liberia og Sierra Leone, siger centrets direktør, Tom Frieden. Amerikanerne vil samarbejde med de lokale myndigheder for at sætte mere fart på laboratorietest, opspore potentielt smittede mennesker og styrke det lokale sygehusvæsen.

Ifølge WHO menes ebola at have taget livet af 729 personer i de tre lande plus Nigeria mellem 1. marts og 27. juli, og man mener, at det kan tage måneder at stoppe den nuværende epidemi.

Annonceringen af den kommende vaccinetest kommer, samme dag som det amerikanske center for sygdomskontrol forhøjede sit advarselsniveau mod rejser til Guinea, Liberia og Sierra Leone fra niveau to til tre. Det indebærer, at USA nu advarer mod ikkevigtige rejser til regionen netop på grund af ebola-epidemien.

Siden 2003 har agenturet kun udstedt niveau-tre-advarsler to gange. Den ene gang var på grund af udbruddet af Sars, den anden som følge af jordskælvet på Haiti i 2010.

Spiller på flere heste

Det er ikke den førte ebolavaccine, der bliver testet på mennesker, og samtidig er det ikke den eneste behandling, som er ved at blive udviklet. I marts fik en gruppe fra University of Texas Medical Branch i Galveston, under ledelse af Thomas Geisbert, professor i mikrobiologi og immunologi, overrakt et femårigt stipendium på 26 millioner dollars til at arbejde på ebola-behandling.

Geisbert er bedst kendt for at være manden, der opdagede en luftbåren stamme af ebola, som kun smitter aber. Indtil videre har hans gruppe tre behandlinger, som de finder lovende, men som endnu kun er testet på ikkemenneskelige primater.

Den eksperimentelle vaccine, som Thomas Geisbert og hans hold arbejder på, har været næsten 100 procent effektiv i at forhindre infektioner hos makak-aber, og den viser også effekt ved behandling givet lige efter udsættelse for ebola.

I 2009 blev vaccinen givet til en laboratoriearbejder i Tyskland, efter at denne ved et uheld var blevet prikket med en inficeret nål. Arbejderen udviklede ikke ebola. Det er dog uklart, om det var på grund af vaccinen.

På grund af strikse regler for at få godkendt ny medicin kan det tage år at få en vaccine på markedet. Dog kan der laves undtagelser med meget dødelige sygdomme som ebola. Og det er ifølge Geisbert vigtigt, fordi den nuværende epidemi er sværere at få kontrol over end de tidligere.

»Tidligere udbrud er opstået i det centrale Afrika, og de har været relativt lette at afgrænse. Normalt opstår sygdommen i en lille landsby, men den er kontrolleret og brænder ligesom ud. Men hvad vi ser i Vestafrika, er helt anderledes. Der opstår udbrud af virussen samtidig forskellige steder over et meget stort geografisk område. Og det er meget svært at begrænse, fordi de organisationer, som har ekspertisen til at gøre det, er spredt voldsomt,« siger Geisbert.

WHO oplyser, at der på nuværende tidspunkt er 1.300 smittede i Vestafrika, og man kalder dette den værste ebola-epidemi i historien.

Torsdag aften lokal tid skete en voldsom gaseksplosion i den taiwanesiske by Kaohsiung.

I første omgang var en gruppe brandmænd blevet kaldt ud til, hvad der var en formodet gaslæk, men de nåede ikke at finde frem til årsagen, inden gassen eksploderede.

Myndighederne på stedet fortæller, at fire brandmænd sammen med mindst 20 andre er omkommet i en serie af eksplosioner på et areal på omkring to til tre kvadratkilometer. De mange eksplosioner og det store areal gør det vanskeligt for beredskabet at overskue de præcise konsekvenser. Indtil videre rapporteres der om flere end 270 sårede.

Endnu kendes den eksakte grund til eksplosionen ikke, men de første rapporter peger på, at eksplosionen kan være kommet af en ødelagt gasledning.

Petrokemisk eksplosion

På billeder og videofilm fra området kan man blandt andet se, hvordan biler ligger i store grøfter, hvor der tidligere var vej. Overvågningsvideoer viser, hvordan en parkeringskælder med en række motorcykler bliver splittet ad, og andre film viser, hvordan gassen nogle steder holdt ild i en stikflamme, som stak op gennem vejen.

Folk i området er blevet evakueret til skoler, mens beredskabet kæmpede mod flammerne. Fredag morgen var de fleste brande slukket, men brandfolkene forsøgte stadig at finde folk, som var fanget i brokkerne.

»Grunden til eksplosionerne er endnu ikke klar i dette øjeblik, men vi mistænker, at den lækkede gas kan være propylen,« udtaler økonomiminister Chang Chia-chu til BBC.

BBC kan yderligere fortælle, at flere petrokemiske virksomheder har rørsystemer, som løber langs kloakkerne i området.

Ifølge New York Times mistænker borgmester Chen Chu eksplosionen for at være en »petrokemisk materiel eksplosion«, mens lokale myndigheder siger, at det er for tidligt at udpege den specifikke årsag. Alle understreger dog, at der ikke er links til terrorisme.

Føltes som et jordskælv

Et øjenvidne har fortalt AFP, at han så flammer nå op i 20 etagers højde. En anden sagde til Taiwans Central News Agency, at eksplosionen var som tordenvejr, og at vejen foran ham blev revet op.

»Det føltes som et jordskælv,« sagde vidnet.

Ifølge byens borgmester er redningsarbejdet fortsat i gang. Hun opfordrer alle til at følge de instrukser fra redningsfolkene på stedet og at undgå at stå på stedet og kigge på.

Eksplosionen har efterladt 20.000 uden gas, og 1.000 mennesker kan i øjeblikket ikke komme hjem.

Se video fra eksplosionen nedenfor: