Daily Archives: August 14, 2014

I et forsøg på at infiltrere syriske internetudbydere kom NSA til at slukke for Syriens internet i 2012. Sådan lyder det nu fra whistleblower Edward Snowden, skriver The Guardian.

NSA ville i 2012 nemlig frygtelig gerne analysere den syriske internettrafik, mens borgerkrigen udviklede sig og truede med at destabilisere Mellemøsten. Derfor blev en eliteenhed under navnet Tailored Access Operations sat til at infiltrere de syriske internetudbydere. Det endte frygtelig galt.

For i forsøget på at installere spyware i routerne hos de syriske internetudbydere kom NSA til at slukke for dem. Hele Syrien var nu med ét smidt af nettet.

Sikkerhedsvirksomheden Cloudfare analyserede på daværende tidspunkt ulykken og kunne konstatere, at det var første gang, et land i så høj grad måtte undvære internet. Cloadfare kunne ikke registrere nogen forespørgsler fra syriske ip-adresser overhovedet.

Selv da den egyptiske regering slukkede for nettet, kunne Cloudfare stadig registrere trafik fra landet. Men det var altså ikke tilfældet med Syrien.

På daværende tidspunkt var den almene teori i medierne, at den syriske regering stod bag for at destabilisere oppositionen.

Hos NSA frygtede man, at den store bommert ville blive opdaget, men den syriske regering havde travlt med at beskylde ‘terrorister’ for fejlen. Ifølge Snowden var det en stående joke i NSA, at hvis organisationen blev opdaget, kunne man altid sende skylden videre til Israel.

Mit arbejde betyder, at jeg jævnligt bliver spurgt til råds af familie, venner, kolleger og fremmede nede på havnegrillen om, hvilken gadget de skal vælge. Det er langt fra altid, de følger mine råd, for ofte vil de bare have bekræftet, at den, de har forelsket sig i, er den rigtige.

Nu skriver DR så noget om, at vi snyder os selv, når vi køber smartphones. Det er der ingen tvivl om, men i stedet for, at jeg bare brokker mig højlydt over smartphone-frådseri, så vil jeg give mine konstruktive råd. I know, so out of character.

For visse læsere er det følgende en ualmindelig lang liste af selvfølgeligheder og for andre vil det være som en ‘DB2 RULES’ t-shirt til Oracle Open World, men så kan den bruges til at udlevere til dem, der måtte plage jer efter smartphone-råd. Det kan så godt være, at de giver op over for en tekst, der er næsten lige så lang som en frame-by-frame-analyse af Hobbitten Part II, men til dem vil jeg sige: Køb nu bare den iPhone, dit rige (slettet af redaktionen).

Din smartphone holder ikke så længe som du tror

Jeg er på smartphone nummer fire siden 2008. I gennemsnit har mine telefoner holdt mindre end to år, før de er blevet udskiftet. Og årsagerne? Den første var af den gamle generation af smartphones, som var god til mails, men ikke til browsing. Den næste var første generation af de nye smartphones, og den blev hurtigt glemt af producenten, når det gjaldt softwareopdateringer, hvor de sidste havde gjort den ulideligt langsom. Afløseren for dén telefon holdt længere, indtil USB-stikket knækkede.

Regn ikke med, at din smartphone holder mere end halvandet år. Holder den to år, så er du kommet ud med et plus i regnskabet, godt for dig, men regn med halvandet år, når du skal vælge telefonen.

Pris pr. måned: En levetid på 18 måneder betyder, at du for 100 kroner om måneden kan få en telefon til 1.800 kroner. 200 kroner giver dig en telefon til 3.600 kroner og så videre. Den billigste iPhone 5S vil koste dig 300 kroner om måneden.

300 kroner svarer til næsten en uges forbrug af Nørrebro-pizzaer, lidt mindre i provinsen. Eller 30 no-name granatæbleshots. På et år bliver det til 360 shots, svarende til en mere end halvfuld gulvspand med dejlig granatæblesprut. En iPhone koster altså det samme som en spandfuld shots.

(Illustration ikke fundet)

De fleste smartphones kan det samme

Forskellen på en moderne smartphone til omkring 1.000 kroner og en smartphone til omkring 5.000 kroner er mindre, end producenterne vil have dig til at tro. Alle telefoner kan gå på Facebook eller søge på Google eller Bing efter, hvilken film det nu var hende dér også var med i.

Forskellene ligger hovedsageligt i mængden af indbygget lagerplads, skærmopløsningen og kvaliteten af kameraet.

Der kan også være en mindre forskel i generationen af processor og andet teknisk lir, som kan påvirke batteritiden, men det er umuligt at forudse alene ud fra de tekniske specifikationer.

Lagerplads: Du skal hovedsageligt bruge lagerplads til tre ting: Spil, musik og ting, du optager med kameraet. Så hvis du er storforbruger af én af de tre ting, så skal du vælge en telefon, som har mere end 16 gigabyte lagerplads eller mulighed for at udvide med et hukommelseskort.

Er din smartphone først og fremmest en telefon med mulighed for at bruge sociale medier, e-mail og webbrowsing, så er lagerpladsen ligegyldig. Der er nok.

Skærmopløsning: Der er absolut ingen grund til at gå op i skærmopløsningen. Høj opløsning er lækker, men på moderne telefoner er forskellen ikke pengene værd.

Kameraet er den afgørende faktor

Forskellen mellem de billigste og de dyreste telefoner ligger hovedsageligt i kameraet. Det er her, du kan mærke en forskel. Men det også her, du skal være ærlig over for dig selv: Tager du rent faktisk fotos, der kræver et godt mobilkamera?

Selv de bedste mobilkameraer tager kun hæderlige billeder. En lillebitte linse og en lillebitte sensor kan kun fange en begrænset mængde lys og dybde i et foto, så selvom du kan komme langt med de gode mobilkameraer, så udretter de ikke mirakler.

Et godt råd fra fotografer er desuden, at man skal tage fotos på de betingelser, som det kamera, man har til rådighed, dikterer. Derfor kan man tage fede billeder med en billig telefon, hvis man kender kameraets begrænsninger og forstår at udnytte dem.

Og det fører så til det vigtigste: Du bliver ikke superfotograf af at eje et dyrt kamera. Teknikken kan hjælpe dig, men øvelse og viden om komposition og fotografiske teknikker er langt vigtigere.

Og du bliver heller ikke til ‘Godly Master of Instagram’, bare fordi der sidder et fedt kamera i din telefon. Den skal op af lommen, før der sker noget, så hvis du er typen, der glemmer at tage billeder, så skal du ikke spilde penge på kameraet.

Du slipper ikke for research

Jeg læser så mange tech-artikler hver dag, at jeg kan være ved at brække mig over nyheder om, at nu kommer Samsung Galaxy S5 Compact Mini Extreme Kanye West Edition i en lidt anden nuance af pink. Og alligevel har jeg ikke overblik over smartphone-markedet på noget givet tidspunkt.

Der findes glimrende websteder – også på dansk – som ikke laver andet end at teste telefonerne. Tjek deres nyeste anmeldelser, sammenlign et par stykker af den samme model og se, om dens fordele og ulemper er noget du kan leve med. Se eksempelvis anmeldelserne hos Meremobil.dk, Mobilsiden.dk eller Lyd og Billede.

Hold især øje med datoen for anmeldelsen. Er den fra sidste år, så er telefonen måske billig i dag, men du risikerer også, at det om et år er slut med opdateringer.

Prissammenligninger er ok

Prisen bør være den afgørende faktor. Lad være med at købe en mobiltelefon, der er for dyr. Du kommer til at bruge flere penge, end du regnede med, og det er ok, men lad være med at bruge for mange penge. Sider til prissammenligninger kan være fine, men brug dem kun som en rettesnor.

Som hovedregel vil jeg fraråde at købe en mobiltelefon med et abonnement. Medmindre du er løbet ind i et usædvanligt godt tilbud, så kommer du til at betale mere for telefonen og abonnementet, end du ville, hvis du købte de to særskilt.

Det er muligt, du får et tilskud, men hvad hjælper det, når du betaler en formue for fri taletid og reelt kun taler 20 minutter om måneden med den lokale pizzamand. Hvis du ikke kværner konstant i telefonen eller ser live tv på din 45 minutters togtur hver vej til og fra arbejde, så kan et af de dyre abonnementer aldrig betale sig.

Vælg i stedet en billig pakke til maksimalt 130 kroner om måneden fra et billigt selskab, og køb telefonen i løssalg – eventuelt gennem teleselskabet, men uden binding.

Du får mere for pengene i dag

Den gode nyhed er, at du i dag kan få gode telefoner til overkommelige priser. Det kræver, at man gør sit forarbejde for at kunne skille det billige bras fra den gode handel. Samsungs modeller kan – efter mine personlige erfaringer – være en jungle. Hvis du ikke går efter topmodellerne, så vælg kun en model, du har fået personlige anbefalinger af eller endnu bedre selv har haft i hånden et stykke tid.

I stedet bør du se på nogle af de kinesiske producenter, som efter et par år med ubrugelige telefoner har fundet opskriften på at kunne levere en telefon til under 2.000 kroner, som ikke føles som en tur i rickshaw trukket af vinbjergsnegle. Men Huawei og kompagni kan stadig være et minefelt. Lyt til anmelderne og glæd dig derefter over de mange penge, du har sparet.

Nokia/Microsoft kan også levere en billig telefon, der fungerer, og app-manglen er ikke så udtalt, som den var for et år siden. Der er dog stadig især et par populære danske apps, som er fraværende. Som ren smartphone er det dog hér, man lige nu kan få mest for pengene.

Apple er næsten aldrig en god handel, hvis du selv skal betale gildet. Har din arbejdsgiver masser af penge, så trygl da endelig din chef om en iPhone, men ellers er iPhone kun for de rige og for kviklånssegmentet. Undtagelsen er, hvis du allerede er iPhone-bruger og dermed er bundet til Apples tjenester, eller hvis du bruger telefonen som spilkonsol.

Er du vild med Android og Googles tjenester, så tag et ekstra kig på Nexus-serien, som er den nyeste Android uden for meget fyld. Med få undtagelser har det været gode køb.

Nå ja, og så behøver jeg vist ikke nævne, at du skal holde dig fra afbetalingsordninger med dæmoniske renter og gebyrer, og at du kun skal købe en dyr tillægsforsikring, hvis du er på telefon nummer tre, der har været en tur i ‘vaskemaskinen’.

Jeg har været til visionarium idag hos V2, fire fra digitaliseringsstyrelsen, fire udefra, armlægning efter detroit reglerne.

Sådan cirka.

Det var en fornøjelse uden lige, som det altid er at være i intelligente passionerede menneskers selskab.

V2′s journalister skriver om hvad der gik for sig og konklusioner, sådan som de måtte kunne skimtes.

Men jeg vil gerne “gå meta” et øjeblik, for det var, endnu en gang, tydeligt at alle involverede sidder og fokusere på græsset lige omkring deres personlige havestol og glemmer at rejse sig op og skue over helheden og herligheden.

Rejsekortet og i noget omfang den nuværende NemID er et flot eksempel på hvor elendigt den metode virker.

IT er en game-changer, forstået på den måde at det gør det muligt at løse problemer på en anden måde end vi har gjort manuelt, men også og endnu mere, fordi det tillader os at løse ny problemer, særligt vigtige i den forbindelse, er de ny problemer IT skaber.

Hvis vi lige tager en meget hurtig danmarkshistorie, så var det meget lang tid således at de eneste borgerrettigheder du havde var dem du kunne vride ud af kongen, med flid, penge eller magt. Hvad kongen havde givet kunne kongen naturligvis tage — og en god del mere.

Og det var sådan set det.

Hvis du som dansker pakkede dine nelliker og vandrede syd på, og det kunne du stort set uhindret gøre, blev du forskellige varianter af tysker indtil du blev imperialist under kejseren. Hvor du stillede træskoene afgjorde alene din nationalitet, hvilket vil sige hvem du (evt.) betalte skat til og hvem du drog i krig for.

Og det var der forbavsende mange der egentlig gjorde. Den præcise grænse var typisk noget med noget vand eller en bjergkæde og gode driftige folk var lige velkomne på begge sider. Grænsebomme er et forbavsende nyt fænomen.

Ikke at folk ikke kiggede skeptisk på sådanne indvandrer, men de havde præcis de samme, dvs. ingen, menneskerettigheder som dem der var født og opvokset på stedet. Var man noget særligt var det af kongeligt privilegie, var man noget særligt af anden rang var det bare den lokale herremand der havde nikket lodret. Herremandens særstilling skyldes at han, evt. sammen med vennerne, kunne tæve kongen hvis det blev nødvendigt.

De primære behov for identitetsservices var hvem der var barnets far, hvem der havde betalt skat, begge dele ting der kunne afklares uden egentlig at ane hvem folk var. Hvem der skulle stille som soldat var derimod i udpræget grad et merit- og sekundært økonomisk spørgsmål og ingen interesserede sig for fodfolkets identitet, man tiltalte dem f.eks geografisk, fordi det var en militær fordel at have en lokalkendt ved hånden.

Men så begyndte folk at drikke kaffe i stedet for brændevin og at trykke bøger i stedet for at håndskrive dem og pludselig var pokker løs.

Allehånde købmænd og kobbersmede krævede “borgerrettigheder” og — guddødemig — “retfærdighed” osv. osv. osv. Man har ikke andet ballade ud af intellektuelle!

Af primært økonomiske grunde, sekundært af helsemæssige, tilstod konger alle mulige privilegier til alle mulige mennesker, stænder, byer og gud ved hvad.

Dermed opstod en ny type kriminalitet: At påstå man besad et kongeligt privilegium man ikke havde fået og der opstod et behov for at kunne identificere priviligerede personer, uden at det kun handlede om hvem der kunne tæve hvem.

Det blev klaret lidt ad-hoc, man fuskede rundt med lakstempler, signet-ringe, arvegods af forskellig beskaffenhed osv. I særlige tilfælde kunne en gammel amme der genkendte et modermærke var tungen på vægtskålen. Det skete ikke nær så tit som litteraturen kunne forlede en til at tro.

Ca. samtidig opstår fænomenet “rejsende”, dvs. folk der befinder sig et andet sted uden at være emigreret, men i et eller andet ærinde, ofte kommercielt. Her opstår de første “rejsedokumenter”. Kong dit eller dat udstyrer en eller anden starut med et brev hvor kongen skriver hvem han er, hvad hans forehavende er og beder de lokale myndigheder behandle ham pænt. En rest af dette system genfindes stadig i mange landes pas, hvor udstederen høfligt anmoder om at deres borger “gives fri passage og ydes nødvendig assistance” på side 2.

Ambassadører og andre “udsendte” får ved gensidig aftale (“akkreditering”) særstilling derved at de uanset at de bor og arbejder i et andet land er underkastet hjemlandets love, ligesom deres residens straffelovsmæssigt hører under hjemlandet.

Behovet for identifikationservices er nu steget dramatisk, men stadig ikke noget der ikke kan klares med pen, lak og segl. Ikke at man ikke havde identifikationsservices: Hvis det virkelig kom dertil måtte præsten bevidne om det var den person han havde døbt, konfirmeret, gift eller begravet.

Senere igen begynder menigmand at rejse som pokker. Jernbanen flytter folk rundt overalt. Præster og digtere, kunstmalere og købmænd — overalt vælter de rundt, indtil det bliver således at enhver hysterisk provinsbankdirektørfrue skal realisere sig selv i Paris.

I 1920 holder man et møde i Paris for at få styr på pas og toldhåndtering, nu da første verdenskrig havde lukket grænserne helt, dvs. med pigtråd og bomme og i 1929 holder en konference i den Warszawa og vedtager et sæt mindsteregler for hvad en billet og en bagagebillet skal indeholde og hvis forsikring der skal dække hvormeget når det går galt.

Først her, for under 100 år siden opstår behovet for at staten kan identificere sine borgere i stort systematisk omfang.

Ikke at stater ikke i begrænset omfang havde gjort det tidligere med særlige befolkningsgrupper, enten til fordel, f.eks håndværksmestre, eller ulempe, f.eks våbenføre mænd, men nu er det også almindelige mennesker, af hvilke der som bekendt er langt de fleste, der skal igennem møllen.

På daværende tidspunkt var der ca. 3mio danskere, af hvilke stadig kun en forsvindende brøkdel henvendte sig til øvrigheden og fik et pas udstedt.

Med flytrafikkens indtog opstod et behov for rationalisering og derfor er det faktisk ICAO, den internationale luftfartsorganisation der er styrmand på udformning og funktion af pas og det er nu mere normen end undtagelsen at danskere har et gyldigt pas.

Eller “rejsepas” som de korrekt hedder, for passet er principielt kun til brug i udlandet.

Da man indfører kildeskatten, får man behov for at kunne kende Peter Hansen fra Peter Hansen, Peter Hansen, Peter Hansen og Peter Hansen.

Hidtil har man ikke haft noget problem, den ene boede i Tjæreby, den anden i Boeslunde osv. og de betalte deres skat til sognerådet, senere kommunen og her vidste man nok hvem folk var. Men når alle skulle betale til Allerød blev det et problem at skelne imellem dem.

Derfor gav man dem allesammen et unikt numerisk mellemnavn. For at gøre det nemt brugte man fødselsdagen til de første seks ciffre så folk kun skulle huske fire “ny” ciffre.

Folkene bag CPR var faktisk ret skarpe på det punkt, ikke mindst med anden verdenskrig i frisk erindring, men over tid skete der et “mission-creep” og folk begyndte at anvende CPR nummeret som autentifikation frem for kun til identifikation som det var tiltænkt. Hvis man ringede til kommunen og gav dem et CPR nummer, åbnedes pandoras box automatisk og oplysningerne væltede ud, hvilket både journalister og privatdetektiver misbrugte.

Den fejltagelse, eller misforståelse er der langt om længe ved at blive sat en stopper for.

Ok, det blev en lidt lang kort historie, men den bliver nødvendig i de næste afsnit…

phk

»Jeg træder tilbage. Jeg skammer mig over regeringens handlinger. Undskyld.«

Sådan lød det første af en række usædvanlige udmeldinger fra den russiske premierminister Dmitry Medvedevs Twitter-profil. Det er dog et russisk hacker-kollektiv og ikke Medvedev selv, der har tweetet til minister-profilens flere end 2.5 millioner følgere. Det skriver BBC.

De falske Twitter-meddelelser, som er skrevet på russisk, fortsatte med at sige, at landets ledere ikke forstod sund fornuft. Et tweet erklærede, at Medvedev nu ville forfølge en karriere som freelancefotograf.

Det er det russiske hacker-kollektiv Shaltay-Boltay, der har taget ansvar for angrebet, og den russiske regering har bekræftet, at kontoen er hacket.

Shaltay-Boltay fortalte via Twitter, at gruppen har fået fingre i flere mail-kontoer og indhold fra flere iPhones, der angiveligt skulle tilhøre Medvedev.

Shaltay-Boltay, som er det russiske navn for den engelske ægge-børnerimsfigur Humpty Dumpty, fik i år en blog lukket ned af de russiske myndigheder og har tidligere lækket officielle Kremlin-dokumenter.

Alle falske tweets er nu fjernet, men de kan stadig læses via Moscow Times.

17 års erfaring fra Apple og et enkelt fra Amazon. Det er hvad Kenneth Nielsen kommer til Danmark med som digital direktør i Dansk Supermarked. Detailkæden bruger lejligheden til at forfremme e-handel til et selvstændigt forretningsområde, skriver firmaet i en meddelelse.

Kenneth Nielsen arbejder lige nu i Luxembourg, hvor han er direktør for Kindle Offline UK hos Amazon. Inden da har han være regional chef hos Apple med ansvar for internationalt salg i blandt andet Østeuropa og Baltikum.

»Kenneth kommer med stærk international erfaring med digitale kunder, multichannel, vækst og udvikling,« lyder det fra administrerende direktør Per Bank i meddelelsen. Kenneth Nielsen selv vil ifølge pressechef Mads Grand sandsynligvis ikke afsløre, hvordan erfaringen konkret skal omsættes til, før han tiltræder d. 1. oktober.

Fra nu af går det kun ned ad bakke. Mere præcist er tingens internet, altså internetforbindelse til alverdens ting, lige nu den mest hypede teknologi i verden. Det vurderer Gartner i deres tilbagevendende hype-graf, skriver Networkworld.com.

Mens IoT, som ’Internet of Things’ ofte forkortes, er gået til tops, så er sidste års store teknologier på vej ned ad hype-bølgen og dermed tættere på at blive almindelige. Det drejer sig for eksempel om Big Data og Cloud computing, fortæller Gartner.

IoT har fået selskab af teknologier som wearables, altså teknologi man bærer på kroppen, og 3D-printere til private. Alle har de dog nogle år foran sig, vurderer Gartner. IoT-teknologien skal eksistere i fem til ti år mere for at nå det sidste stadie i hype-cyklussen, hvor teknologien for alvor er blevet en del af hverdagen.

Bud på næste års buzzword

Gartner har samlet oversigten over hypede-teknologier i 20 år. Den skal hjælpe organisationer med at satse på de rigtige teknologier på det rigtige tidspunkt, lyder det fra analysehuset. Af kurven fremgår det også, hvilke teknologier, der er på vej op ad hype-bølgen.

Autonome køretøjer er en af teknologierne i spil til at blive næste års store buzzword. Så sent som i sidste måned kunne Version2 berette, at Skype bliver udstyret med liveoversættelse inden nytår, og også den teknologi er på vej op.

Længere ude i fremtiden placerer Gartner teknologier, hvor teknik og biologi mikses. Her findes for eksempel hjernestyrede computere, 3D-bioprinter, der kan printe celler og Human Augmentation, der på linje med Cochlear-implanter skal bringe teknologien helt ind i menneskekroppen.

Danskerne skal til november enten have tilmeldt sig ordningen Digital Post eller søgt om at blive undtaget. Men hvis danskerne skal tage Digital Post til sig, så skal de også have mulighed for at stille krav til det offentlige. Det mener IT-Branchen.

»Danskerne bør kunne sige nej tak til gammeldags papirbreve fra det offentlige. Rigtigt mange danskere vil meget gerne slippe for at skulle rode mellem reklamerne i postkassen efter vigtige breve fra det offentlige,« udtaler chefkonsulent Bjørn Borre fra IT-Branchen ifølge en pressemeddelelse.

Brancheorganisationen mener, at borgerne skal have ret til at meddele kommunen, at de fremover kun vil modtage deres post digitalt.

»Hvis du eksempelvis tilmelder dit barn til børnepasning digitalt, så bør du også kunne forvente, at kommunen svarer tilbage digitalt. Sådan er det ikke altid i dag,« udtaler Bjørn Borre.

Med et billedbehandlingsprogram er det ingen sag at udvælge et objekt på et billede og flytte det, kopiere det eller hive og strække i det. Det er straks værre, hvis man gerne vil vende det, så man for eksempel kan se det bagfra – her rækker teknologien trods alt ikke.

Men det gør den måske alligevel i fremtidens billedbehandlingsprogrammer.

Forskere fra Carnie Mellon University og University of California i USA fundet ud af, hvordan man kan manipulere med flade objekter på et billede, som om de var fotograferet i 3D.

Det kræver dog, at programmet kan finde et passende match til det objekt, man gerne vil dreje frit rundt, i en database med 3D-modeller af genstande. Men så virker teknologien også forbavsende godt, så man får helt nye muligheder for at manipulere med sit billede og eksempelvis vende en bil om, så det ser ud som om, den er væltet.

Ud fra 3D-modellen forsøger det nyudviklede stykke software at gætte, hvordan objektet på billedet ser ud fra andre vinkler. Det er ikke altid, at resultatet er, som det ville være i den virkelige verden, men det er ofte tæt på – komplet med realistiske skygger.

Værktøjet er blevet præsenteret på den store computergrafikkonference Siggraph, der finder sted i Vancouver i Canada i denne uge, og forskerne har gjort kildekoden til programmet (til OS X) frit tilgængeligt på deres website, hvor man også kan læse meget mere om teknologien.

Den bedste måde til at forstå, hvad man kan udrette med det nye stykke software, er nok at se denne video:

Min Samsung i9100-smartphone har længe været pensionsmoden, og ditto gælder for den tidligere tablet-topmodel fra Asus, tp700t. Især sidstnævnte har nærmest kravlet af sted, siden Asus for godt et år siden udsendte den sidste officielle opdatering til Android 4.2. Så sidder man der og ærgrer sig, samtidig med at bemeldte mobil også sander til og ikke længere lader sig opdatere med de nyeste versioner af apps. I en bedre verden burde de mange hardware-producenter sætte deres produkter fri for at fremme innovation og valgfrihed. Indtil da er det godt at vide, at der er alternativer. Man kan forsøge at gøre noget ved det selv.

Problemet er blot, at jeg indtil for et par uger siden ikke orkede at tænke på de operationer, der skal til, når hardwareproducenterne dropper support af enheder, der er ældre end et par år. Men med sommerferien i sigte valgte jeg at sige “take it easy, don’t be hidsig”, og så var det ud på nettet og blive klogere.

Goddag til saɪ.ˈæn.oʊ.ˌdʒɛn.mɒd

Det viste sig, at Asus faktisk havde en officiel procedure til at låse den krypterede bootloader op – en vigtig forudsætning for at kunne udskifte operativsystemet via en af de mange flashbare ROM-filer. Et af de mest aktive og slutbrugerorienterede udviklerteams, som laver de frigørende versioner, er Cyanogenmod (saɪ.ˈæn.oʊ.ˌdʒɛn.mɒd). Så start rejsen hos www.cyanogenmod.org og udviklersitet www.xda-developers.com, som har diskussionsfora med god information.

Foryngelseskuren er vellykket. En hurtig og responsiv Samsung i9100 – takket være Cyanogenmods imponerende arbejde.

Hemmelige håndtegn

På teamets website kunne jeg til mine enheder finde hardwarespecifikke flashbare ROM-udgaver, som lader dem køre nogle af de allernyeste Android-versioner. Jeg fandt informationer om at modificere Samsung-telefonens bootloader. Alt sammen efter mystiske gerninger som at klikke syv gange på et punkt under indstillinger for at få sat telefonen i udvikler-modus, så man ved at trykke samtidig på volumen-knap op, home-knap og tænd-knap får adgang til en ny bootmenu. Forinden skal man lige halvstarte telefonen forbundet til en pc og køre et DOS-program, ADB, via et terminalvindue med en kryptisk parameterstreng, som kræver manual-læsning.

Arbejdet med at opdatere de gamle enheder er slut. Væk er tvangssoftware af møgkvalitet fra hardwareproducenterne. Og jeg har selv valgt, hvor meget Google-software jeg vil tillade på udstyret. Går du i gang, kræver det omhyggelige studier af procedurerne. Der er ingen garantier, men mange hjælpsomme råd derude på nettet. Jeg har fået min belønning: Både batterilevetid og hastighed på mit udstyr er blevet bedre, og jeg har ikke oplevet datatab de måske op til 30 gange, jeg har installeret nye versioner. Det har været tidskrævende, men også sjovt og tilfredsstillende.

Det bedste råd

Prognosen for en vellykket opdatering af sit grej stiger markant, hvis man sørger for at installere den rigtige version af Google apps sammen med operativsystem-versionen. Med andre ord: installerer du en modificeret Android 4.2.2 version, så find Google apps i 4.2.2-udgave. Den viden kunne have sparet meget tid for mig.

»Det er vanvittigt«.
Sådan lyder meldingen samstemmende fra flere af Folketingets partier på baggrund af Version2′s historie om, at rejsekort-passagerer risikerer at skulle betale ekstra, når toget eller bussen er forsinket.

»Det er da vanvittigt, folk burde jo nærmest få penge tilbage, når deres tog er forsinket. De har jo ikke fået den ydelse, de har betalt for,« lyder det fra transportordfører hos regeringspartiet de Radikale Andreas Steenberg.

Og han forventer som minimum, at trafikselskaberne i tilfælde af forsinkelser gør de rejsende opmærksomme på, at det kan betyde ekstra udgifter for passagerer med rejsekort. Hovedaktionær i Rejsekort A/S, DSB, har tidligere har oplyst til Version2, at kunderne kan få udgifterne refunderede, såfremt de henvender sig til kundeservice.

»Det må de (trafikselskaberne, red.) arbejde på at oplyse om. Og så synes jeg, de skal arbejde på at få lavet om i it-systemerne, så de kan tage hensyn til dette,« siger Andreas Steenberg.

Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested er heller ikke videre imponeret over situationen, hvor rejsekort-kunder risikerer at skulle betale ekstra, som direkte konsekvens af forsinkelser i den offentlige transport.

»Det forekommer helt vanvittigt, det må jeg sige. Og jeg kan kun sige, at hvis der er nogen som helst mulighed for at ændre på det, så skal det selvfølgeligt gøres,« siger Henning Hyllested.

Der lader dog umiddelbart ikke til at være en teknisk løsning på problemet i sigte. Christian Linnelyst, chef for salg og produktmarketing hos DSB, har tidligere oplyst til Version2, at Rejsekort-systemet på nuværende tidspunkt ikke kan håndtere forsinkelser på en måde, så passagerer i udgangspunktet ikke bliver takseret for ekstra zoner som følge af forsinkelser.

Christian Linnelyst vil dog se på, om passagererne kan informeres klart og tydeligt i tilfælde af forsinkelser.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen forventer også, at der kommer en teknisk løsning på problemet, så passagerer, der har betalt for meget, ikke selv skal henvende sig til kundeservice efterfølgende for at få deres penge igen.

Han vil bringe sagen op på et planlagt møde med transportminister Magnus Heunicke (S).

»Vi skal have et møde omkring rejsekortet med ministeren, og der er det her selvfølgeligt noget vi vil bringe op. Men jeg går da ud fra, som givet, at det her er noget, rejsekort-bestyrelsen tager op af egen drift. For selvfølgeligt skal folk ikke betale for noget, de ikke får. Det er helt klart en forudsætning for os,« siger Kristian Pihl Lorentzen og fortsætter:

»Vi vil jo gerne have flere til at tage den kollektive trafik, det er en af idéerne med rejsekortet. At det skal være lettere. Og så skal folk jo ikke føle, at de bliver snydt.«

Hvad siger du til, at det på nuværende tidspunkt ikke er teknisk muligt at løse?

»Jeg tror på, meget kan lade sig gøre. Mit livs motto er: hvor der er en vilje, er der en vej. Man skal ikke give op så let.«

Hvad med klippekortet?

Direktørsamarbejdet i hovedstaden (DSB, Movia, Metroselskabet og Trafikstyrelsen) har tidligere meldt ud, at pap-klippekortet skal i hovedstaden skal udfases 12. oktober. Men det må være en forudsætning, at rejsekortet fungerer tilfredsstillende, før det sker, mener Kristian Pihl Lorentzen.

»Vi forudsætter, at rejsekortet fungerer sikkert og tilfredsstillende, før man går ind og udfaser klippekortet. Det nye må virke fuldt tilfredsstillende, før man afskaffer det gamle. Det er vores holdning til det.«

I første omgang forventer Kristian Pihl Lorentzen, at der kommer nogle løsninger på bordet, der kan afhjælpe problemet med overtaksering ved forsinkelser.

Hvis der nu ikke findes en løsning inden 12. oktober, tror du så, det kan få betydning for udfasningen af klippekortet?

»Ja, det kunne da godt ske. Men lad os nu høre ministerens svar.«

Version2 har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Magnus Heunicke. Det har endnu ikke været muligt, da han holder ferie.

Sådan hænger det sammen

Den bizarre situation, hvor passagerer risikerer økonomisk straf ved forsinkelser, skyldes rejsekortets regler om maksimum rejsetid. Det er en tidsbegrænsning på, hvor lang tid det højst må tage at bevæge sig et givent antal zoner i et takstområde. Et takstområde er eksempelvis Hovedstadsområdet, Fyn område Øst eller Nordjylland.

I Hovedstadsområdet må det maksimalt tage 1 time at rejse 2 zoner, 1 time og 15 minutter at rejse 3 zoner, og så fremdeles. Så hvis en 2-zoners rejse fra check ind til check ud tager længere end 1 time indenfor Hovedstadsområdet, bliver rejsen automatisk takseret til et højere antal zoner, der svarer til den endelige rejsetid ved check ud. På den måde kan en 2-zoners rejse, der i udgangspunktet koster 15 kroner i Hovedstadsområdet ende med at blive takseret til 20 kroner eller mere, alt efter rejsens varighed.

For rejser mellem takstområderne er prisen uafhængig af rejsetid. Så hvis en rejsekort-passager checker ind i København og ud i Vejle, koster det ikke ekstra som følge af reglerne om maksimum rejsetid, hvis toget bliver forsinket undervejs.

Trafikselskabet Movia har tidligere over for Version2 forklaret, at maksimum rejsetid forhindrer, at passagerer kan rejse mere eller mindre ubegrænset rundt i et takstområde og kun betale for eksempelvis 2 zoner. Det selskabet kalder cirkel-rejser.

Et 2-zoners klippekort er også tidsbegrænset. Men til forskel fra klippekortet, så bliver rejsekort-kunder automatisk trukket for ekstra zoner, hvis maksimum rejsetiden overskrides. Også hvis det skyldes, at toget eller bussen bliver forsinket. Men rejsekort-systemet kan altså på nuværende tidspunkt ikke tage højde for eksempelvis et kvarters forsinkelse af et s-tog eller en bybus.