Daily Archives: August 16, 2014

‘Vi kan med glæde annoncere færdiggørelsen af ​​Flyspeck-projektet, der har givet et formelt bevis for Keplers formodning.’

Sådan blev det i søndags meddelt på Flyspeck-projektets hjemmeside.

Meddelelsen er ikke nogen stor overraskelse, men den er banebrydende.

Den fjerner nemlig ikke kun en lille tvivl om et bevis fra 1998, men baner vejen for, at computere foruden at kunne bruges til at udarbejde matematiske beviser også kan bruges til at tjekke matematiske beviser – tilmed bedre end noget menneske er i stand til.

Tvivlen, der er nu er fjernet, drejer sig som nævnt om det bevis, som amerikaneren Thomas Hales i 1998 gav for Keplers formodning fra 1611 om, at den tætteste måde til at pakke appelsiner, kanonkugler eller andre sfæriske objekter er at lægge den i den velkendte grønthandlerstabel.

Ved denne form for pakning vil en andel på pi/sqrt(18)= 0,74048 af rumfanget være kugler, mens resten er luft.

300 sider og 187.000 linjer kode

Til trods for, at beviset lå færdigt i 1998, var det først i 2005, at Annals of Mathematics offentliggjorde det.

Det skete, efter at en gruppe matematikerne var kommet til enighed om, at beviset nok var mindst 99 pct. korrekt, men at de ikke kunne garantere for alle de computerberegninger, der indgik i beviset.

Hales bevis var på 300 sider tekst og 187.000 linjer kode.

Det gik i store træk ud på at bevise formodningen ved en modstrid. Hales antog, at der fandtes en pakning af kuglerne, der havde en tæthed større end pi/sqrt(18) og viste, at dette førte til en modstrid. Derfor måtte den oprindelige antagelse være forkert.

Vejen til et formelt bevis

Allerede i 2003 satte Hales sig for sammen med flere af sine ph.d.-studerende og samarbejdspartnere at lave et formelt bevis, som ikke alene baserer sig på computerberegninger, men som også kan tjekkes med computerberegninger.

Det sidste er rent faktisk muligt med diverse matematiske hjælpeværktøjer.

Hales nye FPK-projekt (Formal Proof of Kepler conjuncture) skulle have et kort navn, hvor bogstaverne fpk kom i den rigtige rækkefølge. Valget faldt på ‘flyspeck’ eller fluelort på dansk.

Ved annonceringen af Flyspeck i 2003 var det Hales’ vurdering, at det kunne tage op til 20 år blive færdig.

Men efter at beviset nu er omskrevet til 300 sider ny tekst og kun 10.000 programlinjer, er det blevet tjekket med hjælpeværktøjerne HOL Light og Isabelle.

Opgaven har helt konkret bestået i at tjekke rigtigheden af mere end 23.000 uligheder.

Det har taget 5.000 processortimer eller omkring 156 timer i parallel på 32 kerner at nå frem til at eftervise rigtigheden af disse uligheder.

Chefprogrammøren for projektet, Alexey Solovyev fra University of Utah, gav i maj dette år en timelang beskrivelse af projektet under et besøg hos Microsoft. En beskrivelse, som der findes en videooptagelse af.

Fagfællebedømmelse kan være passé

Thomas Hales siger til New Scientist, at teknologien nu kan betyde et farvel til fagfællers vurdering i verifikationsprocessen (peer review).

‘Deres mening om korrektheden af et bevis har ikke længere nogen betydning,’ siger han.

Professor emeritus i matematik ved DTU Vagn Lundsgaard Hansen har tidligere over for Ingeniøren beskrevet processen med at acceptere et nyt omfattende matematisk bevis på denne måde.

»Kravet til et matematisk bevis er, at velmeriterede matematikere accepterer og anerkender beviset. Jo flere matematikere, der har mulighed for at sætte sig ind i beviset og kontrollere dets holdbarhed, jo bedre«.

Alan Bundy fra University of Edinburgh, UK, der ikke har været involveret i projektet, tilføjer, at han håber, at Flyspecks succes vil inspirere andre matematikere til at bruge hjælpeværktøjer til deres beviser.

»Dette eksempel kan blive normen i fremtiden,« siger han.

Gennem flere år har en række virksomheder arbejdet på at lave skærme, der danner farver ved hjælp af såkaldte kvanteprikker.

3M har nu udviklet en polymerfilm, der kan beskytte kvanteprikkerne mod at blive nedbrudt, når de udsættes for vand og ilt.

Det er forudsætning for at gøre kvanteprikteknologien til en kommerciel succes, forklarer Eric Nelson fra 3M, som for nylig fremlagde resultatet på 248th National Meeting & Exposition of the American Chemical Society i San Francisco.

Samsung er et af de firmaer, som gennem flere år har arbejdet på at udvikle skærme baseret på kvanteprikker. For tre år siden præsenterede de en fire tommers skærm.

Renere farver

En LCD-skærm anvender filtre til at producere de farver, som kan ses på skærmen. Det betyder, at man ikke danner helt rene farver.

»Det er eksempelvis svært at få roser til at se meget røde ud på en konventionel LCD-skærm,« siger Eric Nelson.

I en skærm baseret på kvanteprikker dannes farverne direkte i nanometerstore krystaller (kvanteprikkerne), når de belyses bagfra med lys med lav bølgelængde – typisk blåt lys med en bølgelængde omkring 450 nm.

Afhængig af kvanteprikkernes størrelse – som ligger på mellem 2 og 6 nanometer – omsættes dette til lys ved højere bølgelængder (grønt og rødt) i kvanteprikken.

3M får deres kvanteprikker fra firmaet Nanosys, der har beskrevet deres teknologi mere indgående i et whitepaper.

Polymerfilm holder vanddamp ude

For at undgå, at kvanteprikkerne skal nedbrydes ved kontakt med vand eller ilt, skal de dog indkapsles.

3M har udviklet en teknik, der indkapsler kvanteprikkerne mellem to lag polymerfilm, og hvor en coating giver yderligere beskyttelse.

Organiske lysdioder (OLED) er en anden teknologi, som giver flotte farver, men 3M forventer, at den nye QDEF-teknologi (quantum dot enhancement film) vil være meget billigere at producere. I forhold til konventionelle LCD-skærme vil QDEF-skærme dog være dyrere. På sigt vil omkostningerne dog kunne sænkes, vurderer 3M.

‘Vi kan med glæde annoncere færdiggørelsen af ​​Flyspeck-projektet, der har givet et formelt bevis for Keplers formodning.’

Sådan blev det i søndags meddelt på Flyspeck-projektets hjemmeside.

Meddelelsen er ikke nogen stor overraskelse, men den er banebrydende.

Den fjerner nemlig ikke kun en lille tvivl om et bevis fra 1998, men baner vejen for, at computere foruden at kunne bruges til at udarbejde matematiske beviser også kan bruges til at tjekke matematiske beviser – tilmed bedre end noget menneske er i stand til.

Tvivlen, der er nu er fjernet, drejer sig som nævnt om det bevis, som amerikaneren Thomas Hales i 1998 gav for Keplers formodning fra 1611 om, at den tætteste måde til at pakke appelsiner, kanonkugler eller andre sfæriske objekter er at lægge den i den velkendte grønthandlerstabel.

Ved denne form for pakning vil en andel på pi/sqrt(18)= 0,74048 af rumfanget være kugler, mens resten er luft.

300 sider og 187.000 linjer kode

Til trods for, at beviset lå færdigt i 1998, var det først i 2005, at Annals of Mathematics offentliggjorde det.

Det skete, efter at en gruppe matematikerne var kommet til enighed om, at beviset nok var mindst 99 pct. korrekt, men at de ikke kunne garantere for alle de computerberegninger, der indgik i beviset.

Hales bevis var på 300 sider tekst og 187.000 linjer kode.

Det gik i store træk ud på at bevise formodningen ved en modstrid. Hales antog, at der fandtes en pakning af kuglerne, der havde en tæthed større end pi/sqrt(18) og viste, at dette førte til en modstrid. Derfor måtte den oprindelige antagelse være forkert.

Vejen til et formelt bevis

Allerede i 2003 satte Hales sig for sammen med flere af sine ph.d.-studerende og samarbejdspartnere at lave et formelt bevis, som ikke alene baserer sig på computerberegninger, men som også kan tjekkes med computerberegninger.

Det sidste er rent faktisk muligt med diverse matematiske hjælpeværktøjer.

Hales nye FPK-projekt (Formal Proof of Kepler conjuncture) skulle have et kort navn, hvor bogstaverne fpk kom i den rigtige rækkefølge. Valget faldt på ‘flyspeck’ eller fluelort på dansk.

Ved annonceringen af Flyspeck i 2003 var det Hales’ vurdering, at det kunne tage op til 20 år blive færdig.

Men efter at beviset nu er omskrevet til 300 sider ny tekst og kun 10.000 programlinjer, er det blevet tjekket med hjælpeværktøjerne HOL Light og Isabelle.

Opgaven har helt konkret bestået i at tjekke rigtigheden af mere end 23.000 uligheder.

Det har taget 5.000 processortimer eller omkring 156 timer i parallel på 32 kerner at nå frem til at eftervise rigtigheden af disse uligheder.

Chefprogrammøren for projektet, Alexey Solovyev fra University of Utah, gav i maj dette år en timelang beskrivelse af projektet under et besøg hos Microsoft. En beskrivelse, som der findes en videooptagelse af.

Fagfællebedømmelse kan være passé

Thomas Hales siger til New Scientist, at teknologien nu kan betyde et farvel til fagfællers vurdering i verifikationsprocessen (peer review).

‘Deres mening om korrektheden af et bevis har ikke længere nogen betydning,’ siger han.

Professor emeritus i matematik ved DTU Vagn Lundsgaard Hansen har tidligere over for Ingeniøren beskrevet processen med at acceptere et nyt omfattende matematisk bevis på denne måde.

»Kravet til et matematisk bevis er, at velmeriterede matematikere accepterer og anerkender beviset. Jo flere matematikere, der har mulighed for at sætte sig ind i beviset og kontrollere dets holdbarhed, jo bedre«.

Alan Bundy fra University of Edinburgh, UK, der ikke har været involveret i projektet, tilføjer, at han håber, at Flyspecks succes vil inspirere andre matematikere til at bruge hjælpeværktøjer til deres beviser.

»Dette eksempel kan blive normen i fremtiden,« siger han.

En helt ny bydel, Carlsberg Byen, skyder i disse år op på Carlsbergs gamle bryggeriarealer på Vesterbro i København. Et bykvarter, der forventes at rumme ca. 600.000 etage­meter, når byen er fuldt udbygget om 10-15 år.

For at gøre området mere attraktivt har konsortiet bag projektet besluttet at etablere et centralt fjern­kølingsanlæg, der kan sende kølevand ud til brugerne i et tostrenget system.

På en skoldhed sommerdag møder Ingeniøren senior projektchef for Carlsberg Byen Henrik Qvist Jensen og senior projektleder fra Frederiksberg Forsyning Jens Peter Truelsen på byggepladsen ved siden af den gamle værkstedsbygning, hvor de sidste betonelementer skal sænkes ned i de enorme buffertanke.

Om fjernkølingsanlægget siger Henrik Qvist Jensen:

»Vi vil gerne give bydelen en tydelig grøn profil, og vi tror på, at det kan lokke forretninger og erhvervsdrivende til området, fordi de fra indflytning slipper for at installere dyre og pladskrævende decentrale anlæg. Vi kræver tilslutningspligt til rørføringen, for at investeringen kan bære, men til gengæld får brugerne en fast afregning for afkøling,« siger han og tilføjer:

»Vi satte det desuden som krav, at kompressionskøleren skal drives af grøn energi, hvilket i praksis betyder, at det er overskydende strøm på nettet fra vindmøller eller el produceret om natten, hvor el er billigere. Alt i alt forventer vi, at anlægget bliver en gevinst for både Carlsberg Byen, brugerne og miljøet.«

Fornuftig økonomi

Hos Frederiksberg Fjernkøling, som er et aktieselskab under Frederiksberg Forsyning, og som både kommer til at eje og stå for driften og økonomien i anlægget, er der også optimisme at spore hos Jens Peter Truelsen:

»Vi sagde ja til aftalen, fordi vi kan se en fornuftig økonomi i afkølingsanlægget, og skulle tilslutningen af brugere til anlægget mod forventning svigte, har vi fået stillet en minimumsgaranti for det årlige kølebehov af Carlsberg Byen, så vi får dækket størsteparten af vores omkostninger ved at opføre anlægget. Samtidig er det naturligt for os at udvide vores aktiviteter på fjernkølingsområdet, da vi i forvejen har ekspertise og erfaring på området.«

Frederiksberg Forsyning kan ikke oplyse den samlede pris på anlægget, da dele af entreprisen stadig er i udbud, men når det står helt færdigt i 2016, forventes det med sin nuværende kapacitet at kunne dække behovet for afkøling, når byen er fuldt udbygget. Stiger efterspørgslen for afkøling, kan anlægget udbygges, og på længere sigt kan anlægget gøres ‘grønnere’ med supplering af grundvandskøling og varmepumper.

Gennem flere år har en række virksomheder arbejdet på at lave skærme, der danner farver ved hjælp af såkaldte kvanteprikker.

3M har nu udviklet en polymerfilm, der kan beskytte kvanteprikkerne mod at blive nedbrudt, når de udsættes for vand og ilt.

Det er forudsætning for at gøre kvanteprikteknologien til en kommerciel succes, forklarer Eric Nelson fra 3M, som for nylig fremlagde resultatet på 248th National Meeting & Exposition of the American Chemical Society i San Francisco.

Samsung er et af de firmaer, som gennem flere år har arbejdet på at udvikle skærme baseret på kvanteprikker. For tre år siden præsenterede de en fire tommers skærm.

Renere farver

En LCD-skærm anvender filtre til at producere de farver, som kan ses på skærmen. Det betyder, at man ikke danner helt rene farver.

»Det er eksempelvis svært at få roser til at se meget røde ud på en konventionel LCD-skærm,« siger Eric Nelson.

I en skærm baseret på kvanteprikker dannes farverne direkte i nanometerstore krystaller (kvanteprikkerne), når de belyses bagfra med lys med lav bølgelængde – typisk blåt lys med en bølgelængde omkring 450 nm.

Afhængig af kvanteprikkernes størrelse – som ligger på mellem 2 og 6 nanometer – omsættes dette til lys ved højere bølgelængder (grønt og rødt) i kvanteprikken.

3M får deres kvanteprikker fra firmaet Nanosys, der har beskrevet deres teknologi mere indgående i et whitepaper.

Polymerfilm holder vanddamp ude

For at undgå, at kvanteprikkerne skal nedbrydes ved kontakt med vand eller ilt, skal de dog indkapsles.

3M har udviklet en teknik, der indkapsler kvanteprikkerne mellem to lag polymerfilm, og hvor en coating giver yderligere beskyttelse.

Organiske lysdioder (OLED) er en anden teknologi, som giver flotte farver, men 3M forventer, at den nye QDEF-teknologi (quantum dot enhancement film) vil være meget billigere at producere. I forhold til konventionelle LCD-skærme vil QDEF-skærme dog være dyrere. På sigt vil omkostningerne dog kunne sænkes, vurderer 3M.

En helt ny bydel, Carlsberg Byen, skyder i disse år op på Carlsbergs gamle bryggeriarealer på Vesterbro i København. Et bykvarter, der forventes at rumme ca. 600.000 etage­meter, når byen er fuldt udbygget om 10-15 år.

For at gøre området mere attraktivt har konsortiet bag projektet besluttet at etablere et centralt fjern­kølingsanlæg, der kan sende kølevand ud til brugerne i et tostrenget system.

På en skoldhed sommerdag møder Ingeniøren senior projektchef for Carlsberg Byen Henrik Qvist Jensen og senior projektleder fra Frederiksberg Forsyning Jens Peter Truelsen på byggepladsen ved siden af den gamle værkstedsbygning, hvor de sidste betonelementer skal sænkes ned i de enorme buffertanke.

Om fjernkølingsanlægget siger Henrik Qvist Jensen:

»Vi vil gerne give bydelen en tydelig grøn profil, og vi tror på, at det kan lokke forretninger og erhvervsdrivende til området, fordi de fra indflytning slipper for at installere dyre og pladskrævende decentrale anlæg. Vi kræver tilslutningspligt til rørføringen, for at investeringen kan bære, men til gengæld får brugerne en fast afregning for afkøling,« siger han og tilføjer:

»Vi satte det desuden som krav, at kompressionskøleren skal drives af grøn energi, hvilket i praksis betyder, at det er overskydende strøm på nettet fra vindmøller eller el produceret om natten, hvor el er billigere. Alt i alt forventer vi, at anlægget bliver en gevinst for både Carlsberg Byen, brugerne og miljøet.«

Fornuftig økonomi

Hos Frederiksberg Fjernkøling, som er et aktieselskab under Frederiksberg Forsyning, og som både kommer til at eje og stå for driften og økonomien i anlægget, er der også optimisme at spore hos Jens Peter Truelsen:

»Vi sagde ja til aftalen, fordi vi kan se en fornuftig økonomi i afkølingsanlægget, og skulle tilslutningen af brugere til anlægget mod forventning svigte, har vi fået stillet en minimumsgaranti for det årlige kølebehov af Carlsberg Byen, så vi får dækket størsteparten af vores omkostninger ved at opføre anlægget. Samtidig er det naturligt for os at udvide vores aktiviteter på fjernkølingsområdet, da vi i forvejen har ekspertise og erfaring på området.«

Frederiksberg Forsyning kan ikke oplyse den samlede pris på anlægget, da dele af entreprisen stadig er i udbud, men når det står helt færdigt i 2016, forventes det med sin nuværende kapacitet at kunne dække behovet for afkøling, når byen er fuldt udbygget. Stiger efterspørgslen for afkøling, kan anlægget udbygges, og på længere sigt kan anlægget gøres ‘grønnere’ med supplering af grundvandskøling og varmepumper.

Mens ebola med uformindsket styrke hærger flere vestafrikanske lande, gror verdenssamfundets håb om en kur stærkere end nogensinde før i den lille amerikanske by Ownsboro, Kentucky.

Her producerer virksomheden Kentucky BioProcessing på sit knap 100.000 kvadratmeter store, indkapslede anlæg gensplejsede tobaksplanter, der bruges til at dyrke de tre antistoffer mod ebola, der er i ZMapp – det eksperimentelle middel, der tilsyneladende har reddet to amerikanske lægers liv.

Metoden er enkel og kan ifølge professor i biologi på Københavns Universitet John Mundy bruges til dyrkning af alle slags antistoffer og andre farmaceutiske proteiner:

»Der er i princippet ingen begrænsninger for anvendelsen af planter til at producere antistoffer.«

Selv har John Mundy og kolleger fra Rigshospitalet i gensplejsede udgaver af planten gåsemad produceret antistoffer til at forebygge rhesus-immunisering – den tilstand, der opstår, når en gravid kvinde danner antistoffer mod sit barn, fordi de har forskellige blodtyper.

Hvorfor antistoffer i planter?

Ideen med at producere lægemidler i tobaksplanter opstod i USA i 1990’erne. Salget af tobak styrtdykkede, men den daværende biotek-startup BioSource besluttede at betale landmændene for at lade genmodificeret tobak vokse videre. De ledte efter en testplatform for udviklingen af en eksperimentel malariakur. Teknologien virkede, men godkendelses- og kommercialiseringsprocesserne var dyre og langstrakte, og i 2006 gik virksomheden konkurs. Da havde den dog lagt grundlaget for de teknikker, der anvendes i dag.

Ifølge John Mundy er fordelene ved at dyrke antistoffer i planteceller frem for humane eller dyreceller mange. For det første er det billigt. I forsøget, hvor John Mundy og kolleger producerede antistoffer til brug ved rhesus-immunisering, regnede de sig frem til, at et lille væksthus med gåsemad ville være nok til at dække behovet for antistoffer til brug ved diagnosticering af tilstanden hos gravide kvinder på verdensplan. Pris: 11 mio. dollars per år.

Det aktuelle ebola-udbrud blev først registreret i februar 2014 i Guinea, men er siden sporet til at stamme fra en toårig dreng i en guineansk landsby, der blev smittet i december 2013.

Epidemien har ramt de fire lande Sierra Leone, Guinea, Liberia og Nigeria.

To amerikanske læger er blandt de smittede. De er blevet behandlet med ZMapp i USA og er i bedring.

En spansk præst blev det første europæiske offer. Han blev også behandlet med ZMapp, men døde 12. august.

De amerikanske myndigheder har godkendt en anmodning fra Liberia om at forsyne landet med små doser af ZMapp.

De canadiske sundhedsmyndigheder har meldt sig på banen med et andet eksperimentelt middel i form af en vaccine mod ebola.

Derudover er metoden hurtig.

»Hvis du har en pose frø med transgene tobaksplanter, skal du bare bruge en mark, og så kan du snart høste massevis af antistof,« siger John Mundy.

»Og så er det sikkert, fordi der mig bekendt ikke findes vira, der smitter fra planter til mennesker,« fortsætter han.

Netop overførslen af smitte har tidligere været en bekymring. Blandt andet i forbindelse med polio-vaccinen, som børn i Danmark har fået siden midten af 1950’erne. Vaccinen mod polio var blandt andet dyrket i nyreceller fra grønne aber. I 1980’erne fandt man ud af, at hiv-smitte er tæt beslægtet med SIV-smitten, som rammer aber.

»Og så stod man der og tænkte: ‘Holy shit, måske er det farligt at injicere folk med ekstrakter fra aber’,« siger John Mundy.

Europa er transgen-forskrækket

Selvom fordelene er der, og erfaringerne er gode, betyder det ikke, at plantedyrkningen vinder indpas fra den ene dag til den anden. Den nuværende ebola-epidemi synes dog at fremskynde processen. Virksomheden Mapp Biopharmaceutical Inc., der står bag ZMapp, havde fået godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder til at starte test af serummet på mennesker i slutningen af i år.

Alligevel er det allerede blevet anvendt til behandling af to amerikanske læger og en spansk præst. Samtidig er en dosis blevet sendt til Liberia til behandling af læger i landet. En godkendelse, der kommer fra selveste Barack Obama. Ifølge John Mundy bliver det imidlertid sværere at få godkendt den slags eksperimentel medicin fra planter i Europa, hvor bekymringerne for gensplejsning er mange.

»Så snart der er tale om transgen-planter, tænker folk i Europa: ‘Uha, nej, vi vil ikke have fremmede gener i vores land’,« siger han. Desuden har de store medicinalvirksomheder grundlagt deres produktion omkring humane celler, og det vil koste store summer at skulle overbevise diverse sundhedsmyndigheder om, at metoden fungerer, og de planteekstraherede antistoffer er lige så gode som dem, der dyrkes i humane celler, fordi det skal foregå over en lang, lang periode med mange forsøg.

»Det næste skridt i at evaluere vores rhesus-antistoffer ville have krævet forsøg med rhesus-immunisering af otte makakaber. Alene dette ville have kostet 480.000 dollars. Det har de færreste forskere råd til,« siger John Mundy.

Mens ebola med uformindsket styrke hærger flere vestafrikanske lande, gror verdenssamfundets håb om en kur stærkere end nogensinde før i den lille amerikanske by Ownsboro, Kentucky.

Her producerer virksomheden Kentucky BioProcessing på sit knap 100.000 kvadratmeter store, indkapslede anlæg gensplejsede tobaksplanter, der bruges til at dyrke de tre antistoffer mod ebola, der er i ZMapp – det eksperimentelle middel, der tilsyneladende har reddet to amerikanske lægers liv.

Metoden er enkel og kan ifølge professor i biologi på Københavns Universitet John Mundy bruges til dyrkning af alle slags antistoffer og andre farmaceutiske proteiner:

»Der er i princippet ingen begrænsninger for anvendelsen af planter til at producere antistoffer.«

Selv har John Mundy og kolleger fra Rigshospitalet i gensplejsede udgaver af planten gåsemad produceret antistoffer til at forebygge rhesus-immunisering – den tilstand, der opstår, når en gravid kvinde danner antistoffer mod sit barn, fordi de har forskellige blodtyper.

Hvorfor antistoffer i planter?

Ideen med at producere lægemidler i tobaksplanter opstod i USA i 1990’erne. Salget af tobak styrtdykkede, men den daværende biotek-startup BioSource besluttede at betale landmændene for at lade genmodificeret tobak vokse videre. De ledte efter en testplatform for udviklingen af en eksperimentel malariakur. Teknologien virkede, men godkendelses- og kommercialiseringsprocesserne var dyre og langstrakte, og i 2006 gik virksomheden konkurs. Da havde den dog lagt grundlaget for de teknikker, der anvendes i dag.

Ifølge John Mundy er fordelene ved at dyrke antistoffer i planteceller frem for humane eller dyreceller mange. For det første er det billigt. I forsøget, hvor John Mundy og kolleger producerede antistoffer til brug ved rhesus-immunisering, regnede de sig frem til, at et lille væksthus med gåsemad ville være nok til at dække behovet for antistoffer til brug ved diagnosticering af tilstanden hos gravide kvinder på verdensplan. Pris: 11 mio. dollars per år.

Det aktuelle ebola-udbrud blev først registreret i februar 2014 i Guinea, men er siden sporet til at stamme fra en toårig dreng i en guineansk landsby, der blev smittet i december 2013.

Epidemien har ramt de fire lande Sierra Leone, Guinea, Liberia og Nigeria.

To amerikanske læger er blandt de smittede. De er blevet behandlet med ZMapp i USA og er i bedring.

En spansk præst blev det første europæiske offer. Han blev også behandlet med ZMapp, men døde 12. august.

De amerikanske myndigheder har godkendt en anmodning fra Liberia om at forsyne landet med små doser af ZMapp.

De canadiske sundhedsmyndigheder har meldt sig på banen med et andet eksperimentelt middel i form af en vaccine mod ebola.

Derudover er metoden hurtig.

»Hvis du har en pose frø med transgene tobaksplanter, skal du bare bruge en mark, og så kan du snart høste massevis af antistof,« siger John Mundy.

»Og så er det sikkert, fordi der mig bekendt ikke findes vira, der smitter fra planter til mennesker,« fortsætter han.

Netop overførslen af smitte har tidligere været en bekymring. Blandt andet i forbindelse med polio-vaccinen, som børn i Danmark har fået siden midten af 1950’erne. Vaccinen mod polio var blandt andet dyrket i nyreceller fra grønne aber. I 1980’erne fandt man ud af, at hiv-smitte er tæt beslægtet med SIV-smitten, som rammer aber.

»Og så stod man der og tænkte: ‘Holy shit, måske er det farligt at injicere folk med ekstrakter fra aber’,« siger John Mundy.

Europa er transgen-forskrækket

Selvom fordelene er der, og erfaringerne er gode, betyder det ikke, at plantedyrkningen vinder indpas fra den ene dag til den anden. Den nuværende ebola-epidemi synes dog at fremskynde processen. Virksomheden Mapp Biopharmaceutical Inc., der står bag ZMapp, havde fået godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder til at starte test af serummet på mennesker i slutningen af i år.

Alligevel er det allerede blevet anvendt til behandling af to amerikanske læger og en spansk præst. Samtidig er en dosis blevet sendt til Liberia til behandling af læger i landet. En godkendelse, der kommer fra selveste Barack Obama. Ifølge John Mundy bliver det imidlertid sværere at få godkendt den slags eksperimentel medicin fra planter i Europa, hvor bekymringerne for gensplejsning er mange.

»Så snart der er tale om transgen-planter, tænker folk i Europa: ‘Uha, nej, vi vil ikke have fremmede gener i vores land’,« siger han. Desuden har de store medicinalvirksomheder grundlagt deres produktion omkring humane celler, og det vil koste store summer at skulle overbevise diverse sundhedsmyndigheder om, at metoden fungerer, og de planteekstraherede antistoffer er lige så gode som dem, der dyrkes i humane celler, fordi det skal foregå over en lang, lang periode med mange forsøg.

»Det næste skridt i at evaluere vores rhesus-antistoffer ville have krævet forsøg med rhesus-immunisering af otte makakaber. Alene dette ville have kostet 480.000 dollars. Det har de færreste forskere råd til,« siger John Mundy.