Daily Archives: August 16, 2014

Computerens profil er kantet og futuristisk, men også lidt småkedelig. Foto: Morten Sahl Madsen

Er man computerspiller, står man altid med noget af et valg, når der skal købes nyt hardware:

Skal man købe en ofte meget billigere, men stadig kraftigere stationær desktop-computer, eller skal man gå på kompromis, enten på prisen eller på hardwaren, og købe en gamer-bærbar, som ofte heller ikke er helt så mobil som de andre bærbare computere på markedet.

Den bærbare spilcomputer kan have sine fordele og kan for mange være et fristende og kvaliceret bud. 

Dog kommer prisen ofte et godt stykke over, hvad andre bærbare computere koster. For det er ikke billigt at presse et dedikeret grafikkort som Nvidias GTX 860 ned i en mere mobil størrelse og efterfølgende ind i en computer.

Ikke desto mindre kommer tyske XMG med et bud på en bærbar gaming-computer, som kan tilbyde gaming-ydelse til en fair pris.

XMG er en af de mindre producenter på markedet, hvor giganter som Dells’ Alienware, MSI eller Razer er mest kendt for deres gaming-bæster. Ikke desto mindre kommer de med en række computere, som på papiret virker til at være gode køb, hvor forholdet mellem hardware og pris virker fair.

Vi har taget et kig på P304-modellen fra XMG (Schenker XMG P304), og vi er imponerede over den lille maskine.

En ny art af gamer-computere
Normalt er gamer-bærbare store, tunge mastodonter med 15-17 tommer skærme, og som vejer på den pæne side af 3-4 kilo. “Slæbbar” er et kaldenavn, som længe har hægtet sig fast på de tunge, firkantede maskiner, som til gengæld kan slå en prober næve, når det handler om rå ydeevne – især selvfølgelig når det kommer til computerspil.

Men et stadig voksende marked af mindre gaming-maskiner er på vej. Bærbare på 13-14-tommer som Alienware 14 eller den testede XMG P304. Bærbare som netop går mellemvejen mellem en MacBook Air og de større 17-tommer bæster som for eksempel MSI’s GT70.

Helt en hybrid mellem en Air’s lethed og bæsternes kræfter bliver det ikke, men ofte er det en god mellem-enhed, som sagtens kan erstatte et dyrere alternativ, hvis man ikke nødvendigvis kræver Battlefield 4 i “ultra-settings” med 60 fps.

USB 3.0 x 3, HDMI, VGA og strømindgang. Foto: Morten Sahl Madsen

Blæser, lyd og mikrofon og USB 2.0. Foto: Morten Sahl Madsen

De Hårde facts
XMG – som står for Xtreme Multimedia & Gaming – kommer som mange andre specialbyggede computere med et hav af muligheder, når du skal købe computeren. Modellen findes også i en 15 eller 17 tommer-version, og med et væld af forskellige andre valgmuligheder: Processorvalg, hvor mange RAM, touchskærm eller ej, QuadHD eller Full HD og vi kan blive ved.

Den billigste i5-model af P304 koster 6.478 kroner eksklusive fragt, men har man lige vundet i Lotto og går all-in på et nyt 13,3 tommer gamerbæst med QuadHD, nyeste Quadcore i7, med 16 gigabyte DDR3 ram med ekstra “boost” og to ekstra 512 gigabyte SSD mSATA-diske og hvad har vi, ryger prisen helt op på 19.900 kroner.

Det er næsten samme pris som Apples dyreste MacBook Pro. Ikke at de maskiner kan sammenlignes direkte, men du får væsentligt mere computer i et tilbud som det fra XMG.

Det er mange penge, og nok også for mange penge, men det er et billede på, hvor du selv kan vælge, når du skal bygge din bærbar.

Den testede model fra XMG er en mellemklasseversion. Den har en i7-4710 processor, 8 gigabyte DDR3 RAM og en FullHD-skærm sammen med en 120 gigabyte mSATA SSD, 1 terabyte HDD og Windows 8.1. I alt koster den via XMG’s hjemmeside cirka 8.000 kroner.

Der medfølger ikke andet end en 120 watts oplader og det 8-cellede lithium-batteri.

Foto: Morten Sahl Madsen

Et matsort, men kedeligt design
P304′s fysik er en lidt tung klods, men det er, hvad man kan forvente af en maskine, som kan trække de fleste spil på “High”-indstillinger eller derover.

Godt og vel to kilo vejer maskinen, som er en tykbasse på tre centimeter i tykkelsen i forhold til andre 13 tommer bærbare. Det er en tung ven, men dog stadig betydeligt lettere end nogle af de andre modeller på gamer-markedet.

Man kan sagtens tage den op og bære den rundt med én arm, og man kan sagtens have den i skuldertasken eller i rygsækken, uden at man føler, at skulderen er ved at falde af – og det er lidt en sjældenhed med den her type maskine.

Designet er dog noget konservativt. Med et meget kantet og skarpt design ligner den mange af de andre “designer”-maskiner inden for genren, men der er intet nyt under solen. Skærmen er foroven dækket af et tyndt lag gummi, som giver en rigtig flot, mat farve og som er god at holde ved, men som til gengæld er en fedtfingermagnet af dimensioner.

Undersiden er af solidt plastik, gråt og sort, men selv om den egentlig er lavet ganske okay, sidder jeg alligevel og tænker, at den er noget kedelig at se på. Det er meget samme designsprog, som Alienware bruger i sine maskiner, uden at virke som en kopi.

Bedste design på en gamerbærbar er stadig Razer’s Blade, som (rent designmæssigt) er uovervindelig.

Design er selvfølgelig en subjektiv opfattelse, og XMG’s P304 signalerer på ingen måde jomfru, som visse andre gamerbærbare gør.

Skærmen er flot og farverig, men i solen udenfor er den ikke særlig god. Men for at game skal du alligevel have sat strømstikket i for ordenlig ydeevne. Foto: Morten Sahl Madsen

Masser af porte, men mangler de to vigtigste
Porte er der rigeligt af på P304:

Tre USB 3.0, en USB 2.0, HDMI, SD-kortlæser, VGA, ethernet samt mikrofon og minijack. Desværre mangler der et stik, som jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor der ikke er med: Displayport. Der er ikke engang Minidisplay-port, og det forstår jeg simpelthen ikke, når nu det er et af de bedste stik til overførsel af billeddata.

Ej heller har P304 en DVI-udgang, og igen tænker jeg: Hvorfor smide en VGA-udgang i, men ingen DVI eller Displayport?

Personligt er det et stort minus. DVI og displayport giver et væsentligt bedre billede med bedre fps, end VGA kan gøre. At der er HDMI er udmærket – specielt da det er HDMI 1.4, der kan sende 4K-materiale – men alle mine skærme bruger enten DVI eller Displayport til at overføre billedet.

Dog er det et stort plus, at man relativt nemt selv kan få adgang til hardwaren i maskinen. Det betyder, at man selv kan isætte flere RAM eller få adgang til computerens to mSATA-slots. Også både harddisk og CMOS-batteriet er muligt at udskifte. Hovedbatteriet er selvfølgelig udskifteligt og nemt at tage ud og i.

BF4. Foto: Morten Sahl Madsen

Hvad vi er her for: Gaming!
Alt det kedelige snak om de obligatoriske egenskaber er overstået, og nu kan vi endelig snakke om det, vi rent faktisk har P304 i test for: Computerspil.

Maskinen kommer med en forudinstalleret Windows 8.1 (du kan selvfølgelig købe en Windows 7-version i stedet, men… ja det er et personligt valg), og ud over Nvidias “Geforce Experience”, og lidt andre småtterier som et tilpasningsprogram til trackpad’en, er P304 ren og pletfri som en nyvasket barnenumse. Ingen bloatware af nogen art. Hvad mere kan man ønske sig?  

Den testede computer har en 120 gigabyte SSD og en terabyte HDD, så der er rigeligt plads til at installere, hvilke spil du kunne ønske dig.

Grafikkortet er Geforce GTX 860M (Mobility). For de tekniske eksperter derude er det helt præcist en GM107-version, og det er den model, som har den højeste hastighed på 1,029 MHz med tilhørende boost-funktion fra GPU’en i 800M-serien. 

Vi testede nedenstående spil for at få en generel forståelse af, hvad computeren kan klare. 
Battlefield 4 
The Elder Scrolls V: Skyrim
Bioshock Infinite
League of Legends

Spil som i de tre øverste lag kræver ganske habile grafikkort og processorkraft, hvor det sidste spilles på så højt et konkurrenceniveau, at der ikke må være nogen problemer overhovedet.

Generelt var spiloplevelsen god og solid i alle fire spil.

Først testede vi Battlefield 4, et af de flotteste og mest grafisk krævende spil på mainstreammarkedet. Først var vi optimistiske og satte alle opløsninger til Ultra, antialising på 16X, opløsningen til 1920 x 1080 og så videre. 

Vi sad på en gennemsnits FPS (frame per second) på de 35-stykker med en top på nogle og 40, men der var steder, specielt ved eksplosioner og andre intensive øjeblikke, hvor frameraten dykkede ned til 15-20 stykker, og så er det ikke spilbart – og det var først, da vi førte billedet over via HDMI-stik til en anden 1080p-skærm. Hvorvidt det har haft noget at sige, skal jeg ikke udtale mig om.

Alt dette var kun i Multiplayer, som ofte kræver mere af din computer. I Singleplayer kørte Battlefield 4 i Ultra med en stabil og spilbar – og smuk – oplevelse.

Ved en blanding af “high” og “ultra” fik vi en helt igennem spilbar oplevelse, og man bliver imponeret over den lille computers evner.

Skyrim blev smidt på “ultra” uden nogen form for problemer overhovedet. Eksplosioner fra ildkugler, drageflammer og store landskabsoverblik gav ingen problemer overhovedet. Det er selvfølgelig et snart tre år gammelt spil, men det er stadig et af de mest spillede RPG’er på pc’en, og at P304 kan køre et sådan spil på “ultra” uden problemer, siger noget om dens evner.

Bioshock Infinite kørte upåklageligt igennem som det smukke spil, det er, med en framerate på 52 fps. Og det var på “ultra” med 1920 x 1080.

League of Legends gik også uden nogen problemer. Den konkurrenceprægede MOBA kræver overraskende meget af en computer – væsentligt mere end det burde -men kørte uden nogen form for framerate-drop overhovedet 60 konstant. Heller ikke med en kombineret Amumu/Annie/Fiddlestick/Syndra/Riven ulti, skete der drop i frameraten (det var en smuk, smuk kamp…).

Taget i betragtning af, hvad der er i den lille 13 tommer maskine, fik vi alt det ud af den, som vi ville, men der er nogle kompromisser, som man skal leve med.

Larmer og bliver meget varm
Til hverdagsarbejde er P304 en lydløs og “kold” maskine. Gamercomputere har tung og kraftfuld hardware i sig og bliver derfor meget hurtigt ofte brændende varme at røre ved. Når man blot bruger computeren til daglig brug (videoafspilning, web, skrivning og så videre), holder de interne temperaturer sig på 40-45 grader, hvilket er helt efter bogen.

Men tænder man for Battlefield 4 … så skal jeg ellers love for, at der kommer gang i den sorte hævner, som min kammerat har døbt den efter en noget mirakuløs Battlefield 4-kamp.

Næsten i det sekund, du har trykket på “spil”, begynder P304′s blæsere at køre for fulde drøn. Det larmer meget. Mindst lige så meget som blæserne på de større gamerbærbare eller sågar en stationær.

Det larmer faktisk så meget, at du næsten ikke kan høre lyden fra højtalerne, som egentlig heller ikke er noget at skrive hjem om alligevel. Standardlyd. Intet andet.

Den kraftige blæser gør dog et godt stykke arbejde, og grafikkortet blev aldrig alarmerende varmt. Processoren blev til gengæld presset til det absolut yderste flere gange og var oppe på de 96 grader celsius, hvilket er lidt tæt på de 100 grader, som er grænsen for, hvor meget processoren kan klare.

Det skete dog kun én gang, da jeg afspillede en 1080p video samtidig med at jeg spillede Bioshock Infinite på “ultra”, og på intet tidspunkt blev det ydre af computeren så varm, at jeg ikke kunne røre det.

Samtidig har XMG været smarte nok til at smide blæserens køleriller på den venstre side, så man ikke får grillet sin hånd, når man bruger en mus.

Tastaturet er god og dejligt at skrive på. Det minder lidt om Lenovo’s “Floating Isles” taster. Foto: Morten Sahl Madsen

Mus og tastatur
For den kræver en ekstra mus. Hvis du spiller shooter-spil med en trackpad, skal du sælge din computer med det samme, men den skal alligevel være af en vis kvalitet – specielt når der ikke er en touchskærm. P304′s er meget gennemsnitlig og uimponerende.

Tastaturet er til gengæld ganske godt og består af meget flade, baggrundsbelyste taster, som reagerer på alle tastetryk.

Batteri
At forvente et godt batteri i en gamer-bærbar er som at forvente, at en Hummer kører 25 kilometer på en liter benzin, men man har jo lov til at blive overrasket.

P304 giver cirka fire timers batteri under dagligdags brug med 50 procent lys på skærmen, og det er slet ikke skidt i denne kategori af computere.

Spiller du på den, skal du dog ikke regne med mere end godt og vel to timers strøm, før den er fuldstændig tømt. Det er bedre end andre modeller på markedet, men skal du game, så sæt strømstikket til.

Opladeren til computeren er ikke synderligt hurtig til at lade op. På en halv time blev P304 opladt cirka 20 procent, hvilket ikke er særlig meget.

Konklusion
Schenkers XMG P304 er et lille bæst, men dog ikke en fuldblods præmiehingst som mange af de noget større, men også dyrere maskiner.

P304 giver en uhyggelig god ydeevne i samtlige spil testet, og den vil uden de store problemer køre samtlige spil, du smider på den på en helt igennem acceptabel høj kvalitet på “high” og ofte også “Ultra”. Det skulle da lige være en mod’et version af Skyrim med samtlige Graphic-enhancers på. Det er flot, men krævende!

Samtidig er den lille, let og til at komme rundt med. Trackpad’en er lille og ikke til at råbe hurra over, men til gengæld er tastaturet godt og responsivt.

Prisen er nok et af de mest lokkende punkter. En lignende model fra for eksempel Alienware vil koste fra 9.000 kroner – og det er endda med et GTX 750-serie grafikkort i stedet. Razer Blade kan slet ikke – officielt – købes i Danmark og en lignende MSI-maskine fås kun i 17 tommer og koster 10.800 kroner for en model med samme grafikkort.

Designet halter til gengæld lidt efter de nærmeste konkurrenter, men hvis man kan leve med en lidt kedeligt udseende computer (og designet er jo på ingen måde det vigtigste på en gamer-computer), er XMG P304 et rigtigt godt bud på en lille og kraftfuld computer.

Togdriften skal være mere sikker, og så skal togene køre til tiden.

For at løse den opgave skal der bruges it for godt 17 milliarder kroner.

Hovedopgaven er at udskifte de gamle analoge signalsystemer, der håndterer sikkerheden, og sikre kapaciteten omkring togdriften i kongeriget med et computerbaseret anlæg.

Frem mod 2021 erstattes de forældede signalanlæg på hele det danske jernbanenet og udskiftes med et system, hvor teknologien flyttes ind i togenes førerrum.

I praksis betyder det, at alle de lyssignaler, der i dag enten viser grønt eller rødt lys til lokomotivføreren, skal pilles ned og udskiftes med it, der helt overtager den menneskelige opgave med at holde toget tilbage eller lader det fortsætte ud af skinnerne i forvisning om, at der ikke er andre på sporet.

De nye signalsystemer vil også give færre forsinkelser, gøre det muligt at udnytte kapaciteten på jernbanen bedre og samle systemerne under en europæisk standard, der gør det nemmere med grænsekrydsende trafik.

“Samlet set forventes knap en million timers mindre forsinkelser per år, når de nye signalsystemer er indført på fjernbanen og S-banen. I praksis betyder det, at de 20.000 tog, der er forsinkede per år, vil falde til omkring en tiendedel, eller 2.000 forsinkede tog på årlig basis,” fortæller Amdi Kirkgaard Nielsen, der er disciplinleder på kommunikationsdelen af Signalprogrammet i Banedanmark.

Farvel til lyssignaler
Et specialtilpasset it-system til jernbanefolkene er naturligvis behæftet med et navn og en forkortelse, der i dette tilfælde er ERTMS, som betyder European Rail Traffic Management System

Foto: Christoffer Regild.

Illu: Banedanmark.

ERTMS er en fælles europæisk standard for signalsystemer til jernbaner, og det består af togkontrolsystemet ETCS og radiosystemet GSM-R, hvor det er Nokia, der leverer den danske GSM-R infrastruktur.

ERTMS er et it-baseret signalsystem, hvor der ikke signaleres langs sporene, men i stedet vises alle data på skærmen i lokomotivførerens førerrum. De ydre signaler er derfor ikke længere nødvendige, og dette medfører færre tekniske anlæg i og ved sporene.

“Det reducerer både jernbanens fremtidige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og dens fejlrate,” fortæller Amdi Kirkgaard Nielsen til Computerworld.

Med ERTMS foregår al datakommunikation mellem sikkerhedssystemer og togene via radio.

Standardiseringen af systemet gør det yderligere muligt at styre samme tog gennem flere lande, når de har implementeret den europæiske standard for togkontrol- og radiosystemer. For at kunne køre i flere lande skal tog i dag være udrustet med de enkelte landes nationale togkontrolsystemer, hvilket er relativt kompliceret og kostbart.

Thalys-togene, der kører mellem Paris og Köln, har for eksempel seks forskellige togkontrolsystemer.

Dette vil ikke længere være nødvendigt med ERTMS, fordi det er et europæisk standardsystem, der efterhånden vil erstatte de nationale togkontrolsystemer.

Gammel teleteknologi
En af de store poster i projektet er at opbygge et sikkert GSM-system, der skal tage hånd om at holde kommunikationen mellem tog og de bagvedliggende it-systemer i luften hele tiden.

Til jernbanebrug har GSM fået tilføjet et R i enden og bliver således til GSM-R, Global System for Mobile Communications Railway. Teknologien er den samme som den, vi har benyttet i mange år, blot med et par små modifikationer til banebrug.

Hvad er begrundelsen for at vælge en gammel teknologi som GSM til denne opgave?

“Man kan sige, at teknologien er oldnordisk, men det er den standard, man er blevet enig om på europæisk plan. Så den er ikke til diskussion. Men når det er sagt, så giver det alligevel god mening,” siger Amdi Kirkgaard Nielsen.

Der skal ikke mange bit til at fortælle et tog, om det skal stoppe eller køre. Så på den måde giver valget af GSM standarden god mening, understreger han.

I andre grene af teleindustrien jager man konstant større kapacitet. Målet for banen er anderledes. Her er det ikke kapaciteten, der er afgørende, men en meget høj oppetid.

“GSM-kommunikationen skal snakke med det it-system, der sidder i toget, og med de bagvedliggende it-systemer via nogle master langs skinnerne. Det er en ret simpel opgave, og det afgørende krav til linjen er, at den er uhyre stabil. Så i den henseende er GSM et glimrende valg,” forklarer Amdi Kirkgaard Nielsen.

Han understreger, at fejl typisk opstår i bestemte situationer:

“Hvis man helt køligt kigger på, hvornår der opstår fejl i et transmissionssystem, er det, når der pilles ved udstyret, eksempelvis når der skal opgraderes for at tilføje smarte funktioner eller mere kapacitet. Det har vi ikke i denne løsning. Der er rigelig kapacitet, så ved at ændre så lidt ved systemet som muligt er det medvirkende til den høje oppetid .”

En anden grund til GSM-valget er vedligeholdelsen:

“Et komplekst system kan være helt toptunet den dag, det afleveres, men fremadrettet kræver det stor vedligeholdelse for at undgå fejl. Det undgår vi med GSM-R. Teknisk set kunne vi sagtens anvende LTE-R, men gevinsterne ville slet ikke stå mål med de problemer, der vil være forbundet med at få eksempelvis sikkerheden på plads. Vi går ikke efter en teknologi, der er hurtig eller kan håndtere store datamængder,” siger Amdi Kirkgaard Nielsen.

Han tilføjer, at GSM ligeledes er bygget til militært brug, og at teknologien derfor er robust.

Foto: Peter Elmholt.

Sikkerheden med håndtryk
Sikkerheden er en voldsom udfordring, fortæller Amdi Kirkgaard Nielsen, og som det vigtigste peger han på, at svigt i systemet kan få katastrofale konsekvenser og i yderste konsekvens koste menneskeliv.

“De it-systemer, der giver toget kommandoen “kør” eller “stop”, er det mest kritiske. De er derfor sikkerhedsgodkendt efter alle kunstens regler. Transmissionsforbindelsen er naturligvis også vigtig, men i værste fald betyder et nedbrud af forbindelsen, at toget stopper og bliver forsinket. Det er nok utilfredsstillende for passagererne, men det er ikke en sikkerhedsrisiko. Når man laver signalsystemer, er det meget vigtigt at skelne mellem, når noget er sikkerhedskritisk, det vil sige til fare for passagerernes liv og lemmer, og hvornår det er en risiko for forsinkelse. Af og til blandes de to ting sammen”.

Der er også mere traditionelle sikkerhedsaspekter såsom at sikre mod oversvømmelser eller bombemænd, og det gør Banedanmark ved at have to separate netværk og kommandocentraler til kommunikationen.

“Den anden del er selve it-sikkerheden. Her har vi en gruppe, der hele tiden forsøger at udtænke de værst tænkelige scenarier ved brug af eksisterende security-løsninger,” siger Amdi Kirkgaard Nielsen, og han fortsætter:

“Selve netværket giver kun adgang til én type kommunikation i et lukket miljø. Tanken er, at jo flere services der er, jo flere huller er der i dit netværk. Derfor kan vores netværk kun én ting, og for at udføre denne ene ting skal der gives håndtryk mellem enhederne, så fremmede ikke kan blande sig i noget som helst.”

Selv om teknologien vil reducere antallet af medarbejdere, der i dag håndterer trafikstyring, fordi trafikstryingen samles i to centrale kontrolcentre, vil der stadig være trafikstyrings-medarbejdere til at drive og optimere trafikafviklingen, ikke mindst ved større hændelser eller forsinkelser.

“Hvis alt fejler, er der naturligvis en menneskelig backup-plan. Men hele ideen er, at det vil ske uhyrligt sjældent, og systemet skal i almindelig drift stort set kunne afvikle trafikken automatisk. Da ikke to dage er ens, vil der konstant være optimering fra trafikstyringspersonalet,” siger Amdi Kirkgaard Nielsen

Signalsystemet skal bygges til 2.000 kilometer bane, og det skal være helt færdigt i 2021.

Foto: Visual Storm.

Læs også:

Sådan sikrer 438 access points gigantisk Wi-Fi-netværk i Parken

Apples nu afdøde stifter, Steve Jobs, definerede den californiske virksomhed som et selskab, der adskiller sig fra konkurrenterne ved at befinde sig i krydsfeltet mellem humaniora og teknologi.

Denne særlige tankegang bliver virksomhedens 98.000 ansatte i Apple i dag oplært i gennem en række træningsprogrammer.

Her får de ansatte indpodet Steve Jobs’ DNA og bliver introduceret for kulturen i en designdrevet virksomhed som Apple.

Den amerikanske avis New York Times har talt med tre anonyme Apple-ansatte, der har gennemgået træningsprogrammet. Et program der ifølge avisen er omgærdet af stor fascination og hemmelighedskræmmeri.

Skal tænke som Steve Jobs
Træningsprogrammet bærer navnet Apple University, og det blev grundlagt i 2008, mens Steve Jobs kæmpede med sin kræftsygdom.

Flere medier har derfor udlagt universitetet som et forsøg på at rodfæste Steve Jobs’ DNA i Apple og forberede virksomheden på en ny æra uden den ikoniske stifter. 

“Steve Jobs forstod, at Apple er en virksomhed som ingen anden på denne planet. Derfor stod det klart, at Apple havde brug for en uddannelse, der kunne sikre, at de ansatte i virksomheden kan tænke og foretage beslutninger, som hvis de var Steve Jobs,” sagde Apple-analytikeren Tim Bajarin til Los Angeles Times i 2011.

Erfaring fra elite-universiteter
Mange virksomheder har denne type programmer, men ifølge New York Times udmærker Apples universitet sig ved rent faktisk at være et fuldtidsprogram, som Apple driver i egne lokaler med fuldtidsansat personale og undervisere, der i nogle tilfælde kommer fra amerikanske eliteuniversiteter som Yale, Harvard og Stanford.

Apple University bliver drevet af Joel Padolny, der har været dekan på Yale Business School og blev håndplukket til rollen af Steve Jobs i 2008, da universitetsprogrammet blev iværksat.

På Apples interne hjemmeside kan Apple-ansatte tilmelde sig universitetets kurser, der eksempelvis bærer navne som “Kommunikation hos Apple”, “Hvad der gør Apple til Apple” og “De bedste ting”. Det sidste kryptiske navn bygger på et citat fra Steve Jobs, hvor han opfordrede folk til at omgive sig med det ypperste, hvis de ønsker at opnå det ypperste.

Bliver undervist i Picasso
På kurserne i kommunikation bliver deltagerne eksempelvis præsenteret for en berømt samling litografier af kunsteren Pablo Picasso, der forestiller 11 forskellige tegninger af en tyr.

På de første tegninger er tyren tegnet med stor detaljerigdom, mens de sidste tegninger viser den samme tyr, der blot er tegnet med få simple streger.

En deltager i kurset forklarer i New York Times, at tegningen skal demonstrere, at du som Apple ansat konstant bør forfine dit budskab. Når Apple-ansatte deler ideer med hinanden, skal budskabet fremstå præcist, knivskarpt og i overensstemmelse med Apples ideer.

Apple har desuden ved tidligere lejligheder vist, at virksomheden har en forkærlighed for netop Picasso, der også var en del af Apples legendariske tv-reklame “The crazy ones.”

I undervisningen gør Apple meget ud at forklare, hvordan Apples tankesæt adskiller sig fra det, som du finder i konkurrerende virksomheder.

Den minimalistiske fjernbetjening til Apples tv-boks bliver ofte brugt som et eksempel på det. Den tynde aluminiums fjernbetjening har kun tre knapper, mens ærkerivalen Googles nu hedengangne tv-boks havde en fjernbetjening med 78 knapper.

Forskellen er, lød forklaringen, at Apples team har arbejdet ud fra én ide og i fællesskab fundet frem til, at tre knapper er alt, hvad der er behov for. Mens Googles fjernbetjening ifølge Apple er et eksempel på, hvad der sker, hvis hver enkelt designer og ingeniør på et projekt får gennemtrumfet sine personlige ønsker.

Apple-medarbejdere bliver ifølge New York Times normalt instrueret i ikke at udtale sig om virksomheden i medierne, og Apple University er ingen undtagelse fra denne regel. Angiveligt er der aldrig sluppet billeder ud fra klasselokalerne på Apple University, og  en talskvinde fra Apple ønskede heller ikke at kommentere historien, da New York Times kontaktede virksomheden.

Læs også:
Gør alt for at undgå læk: Så vanvittigt er Apples hemmelighedskræmmeri 

Afsløring: Her er Apple-butikkernes succesformular

Samsung lægger sig i kølvandet på en række af de øvrige store teknologi-spillere, der i den seneste tid har opkøbt selskaber, der har udviklet teknologier til at forbinde hjemmets apparater med internettet.

Samsung køber nemlig iværksætter-virksomheden SmartThings, der udvikler software-løsninger til at forbinde forskellige hus-apparater med hinanden og med en app, der gør det muligt at kontrollere og overvåge apparaterne fra ejerens smartphone.

Angiveligt lægger Samsung omkring en milliard kroner for det blot to år gamle selskab, der blev grundlagt som et Kickstarter-projekt.

Også Oracle og Google har for nylig været i gang med at opkøbe selskaber, der har udviklet teknologier til det spirende ‘internet of things,’ hvor køkken-maskiner, kameraer, biler og alverdens andre ting kobles sammen via internettet.

Eksempelvis købte Google i januar det lille termostat-firma Nest for 17,5 milliarder kroner.

Det kan du læse mere om her: Derfor vil Google betale milliarder for lille termostat-firma

“SmartThings understøtter et åbent og voksende undersystem af udviklere, der producerer nye typer af forbundne enheder og unikke apps i cloud’en med henblik på at ændre den måde, som hverdagens maskiner fungerer på,” skriver Samsung i en meddelelse.

Selskabets eget Tizen-styresystem er udviklet netop med henblik på at give forbrugerne mulighed for at kontrollere andre apparater via deres smartphone.

Læs også:

Ny internet-standard på vej: Dell, Samsung og Intel går sammen

Derfor vil Oracle lægge kassen for kasseapparat-firma: Her er den gyldne plan

Sikkerheds-mareridt venter: Dine pivåbne it-systemer kan hverken lappes eller opgraderes

Derfor vil Google betale milliarder for lille termostat-firma