Daily Archives: August 24, 2014

Find den bedste e-bogslæser – til toget, ferien, tablet’en og den bærbare

Posted in computer.

Find den bedste e-bogslæser – til toget, ferien, tablet’en og den bærbare

Posted in computer.

Kan man møde sig selv i en bunke småsten på Louisiana?

Til sidst stillede en ung journalist det spørgsmål, som sikkert lå de fleste af de fremmødte på pressemødet om Olafur Eliassons nye udstilling på Louisiana på sinde:

»Hvorfor gå rundt i et imiteret flodleje på et museum, når man kan gøre det ude i naturen?«

For det er, hvad størstedelen af Olafur Eliassons udstilling er: et islandsk flodleje. Trillebør på trillebør er kørt ind med mørkegråt, islandsk grus og store sten, så det nu danner et landskab af et stykke nordisk, afsidesliggende natur. Gruset knaser under fødderne, og man skal passe på ikke at snuble over store sten og forhøjninger og vare sig for bækken, der risler ned gennem udstillingsrummene. Dette in situ-værk er ikke for stiletklædte damer. Det er næsten som at gå ved en bræ i Norge eller Island.

Det imiterede landskab fylder hele museets sydfløj. Fire rum i alt, og i hvert rum er der kørt så mange læs småsten ind, at der visse steder kun er et par meter til loftet. Andre steder danner store, grå sten en forhøjning, så vandet klukker, når det løber ned over dem. Vandet er i øvrigt nedkølet, så luftfugtigheden bliver holdt nede, og ovenlyset er reguleret, så det konstant minder om dagslys – også hvis man er på museet efter mørkets frembrud.

‘Riverbed’ – ‘flodleje’ – som værket hedder, er tilsyneladende ikke imiteret fra et bestemt sted i Island. Snarere er det et billede af et stykke landskab, der dernæst er skabt af containerlæs fra en islandsk grusgrav.

En sammensætning

Men tilbage til det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor gå rundt på et museum, som om man gik ude i naturen? Hvorfor ikke bare tage en tur til Island for at opleve et flodleje, der med garanti slår dette? Et sted, hvor man kan opleve solens skiftende lys over landskabet, mærke vinden i håret og måske få et større vue end til disse fire hvide rum, der lukker sig som en kasse om et fiktivt landskab? Olafur Eliassons svar lød sådan her:

»Man kan ikke sammenligne det. Denne udstilling er en sammensætning af noget, der foregår i naturen, og den forventning, man har til noget, man skal se på et museum. Det er ikke bare som at tage til Grønland, for der ville man jo se noget andet.«

Ja, man ville se noget andet i Grønland. Og det er uventet at stå på et kunstmuseum, som om man stod ved en bæk i et øde landskab. Og hva’ så? Så er den vel ikke så meget længere, end at man kan fundere over, hvor mange ton der ligger her. Om konstruktionen kan bære det. Til det kan direktøren for museet sige, at det har været den teknisk set mest udfordrende udstilling, Louisiana har haft. De har skullet forstærke konstruktionen under det øverstbeliggende rum.

Man kan også tænke på, hvad de vil stille op med de børn, der kommer her? Nogle af dem vil uvægerligt begynde at lave dæmninger, rykke rundt på stenene og lave bunker og veje som i en sandkasse. Det er kustoderne opmærksomme på. En af dem mente endda, at det kunne blive lidt stressende at være kustode på netop denne udstilling, for bækken må ikke tilstoppes. Vandets rytme er i øvrigt nøje afstemt til landskabet, så det lige får det forløb, det er tænkt til.

Men nu er vi jo netop på et kunstmuseum, og så skulle den gerne være længere end de praktiske spørgsmål. Det er ikke kun en bunke grus. På den ene side handler det om natur og vores forhold til den. I tidligere epoker malede kunstmalerne landskaber og formidlede deres følelser om naturens storhed og menneskets plads i den. Der kunne man stille det samme spørgsmål: Hvorfor se på et billede af en skovsø hængende over sofaen – hvorfor ikke tage ud til den?

Her bliver naturen dog anderledes present – skovsøen eller bækken er her bogstaveligt talt. Og så alligevel – det er jo kun en parafrase. Som i et af Olafur Eliassons andre værker, der blev udstillet på MoMA i New York. Det var en mur af islandsk mos, der fik hele rummet til at lugte af … ja, mos. Så på den ene side handler det om menneskets forhold til natur: Hvad gør natur ved os? Hvor meget er vi natur? Hvem er stærkest – mennesket eller naturkræfterne? Som Olafur Eliasson sagde på pressemødet:

»Hvis vi forlod dette rum, hvor vi sidder, og overlod det til forfald, ville der jo ikke gå mange år, før naturen ville tage over, og der ville vokse buske og græs her.«


En mindre del af udstillingen udgøres af en samling af geometriske modeller, som Olafur Eliasson har arbejdet på sammen med den islandske matematiker og kunstner Einar Thorsteinn. (Foto: Anders Sune Berg)

At møde sig selv

Det er ikke kun de spørgsmål, mødet med flodlejet i de hvide rum skal lægge op til. Det er mødet med os selv. Det er den fænomenologiske tilgang til kunsten, som Ola­fur Eliasson igen og igen vender tilbage til. Samme udgangspunkt kan man se i regnbuen over Aros i Aarhus, værket ‘Din blinde passager’ på Arken, hvor man midt i kunstværket netop ikke kun oplevede værket, men i lige så høj grad sig selv. Eller hvis man drager en parallel til græsk mytologi: Når Narcissus opdager sit spejlbillede i den blanke sø, fortager den smukke, stille sø sig. Intet er så dragende som os selv: Hvem er derinde?

Spørgsmålet er så, om man møder sig selv i ‘Riverbed’. Det må netop være op til den enkelte – og den enkeltes sansning og perception. Måske møder man ikke andet end en bæk i en bunke grus.

Med til udstillingen hører også ‘Modelrum’, der ligger i den anden ende af museet. Det er et bord med en stor samling af geometriske modeller, som Olafur Eliasson har arbejdet på sammen med den islandske matematiker og kunstner Einar Thorsteinn. Nogle af modellerne er 20 år gamle, og det er interessant at se nogle af forstudierne til en lang række af Eliassons arbejder. Her er en miniatureudgave af den bro, Olafur Eliasson har tegnet til Christianshavn. Der er noget, der kunne ligne forstudier til lamperne i Operaen, og eksempler på de fliser, der er brugt til beklædningen af koncertsalen i Reykjavik, som Olafur Eliasson har været med til at formgive. Ikke mindst er det fascinerende med formgivningen af de matematiske modeller, som også har optaget Eliasson. Fibonacci-tal, der bliver gengivet i forskellige spiralformede mønstre og modeller. Her kan man sikkert blive fri for at møde sig selv og reflektere. Man kan bare se på modellerne.

Olafur Eliasson: ‘Riverbed’, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, indtil 4. januar 2015. louisiana.dk

Posted in computer.