Plast er blevet en del af havmiljøet. Overalt findes en grundkoncentration af plastaffald, og forskerne ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det har for livet i havet.
Det konkluderer professor Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aquas sektion for havøkologi og oceanografi. Han har gennemgået den seneste forskning, som viser, at plastaffald findes i 88 procent af verdenshavene.
Samtidig er hans gruppe ved at analysere på resultaterne af en halvanden måned lang ekspedition med forskningsskibet Dana, som kom hjem i maj fra Sargassohavet. Her var formålet først og fremmest at studere ål, men Torkel Gissel Nielsen havde også to specialestuderende til at filtrere vandet for plastpartikler.
De brugte endda finere filtre end de spanske forskere, som har kortlagde plasten i verdenshavene. Alt plast på helt ned til 0,01 mm blev opfanget.
Helt overordnet var plasten altså overalt i havene. Koncentrationen er dog ikke overraskende højst ved kysterne, hvor hovedparten af plastaffaldet bliver hældt ud.
Men ligesom sine internationale kolleger undrer Torkel Gissel Nielsen sig mest over, hvor relativt små mængder af plast togtet fandt.
»Jeg er stadig lidt forbløffet over, at vi ikke har set de store mængder af flydende plastic,« siger han.
DTU-togtet sejlede blandt andet gennem nogle af de områder, hvor plasten samles af havstrømmene. Torkel Gissel Nielsen formoder, at koncentrationen her er lidt højere end andre steder på det åbne hav, men er endnu ikke færdig med at analysere sine målinger.
»Men vi så ingen øer af farvestrålende plast, sådan som der har været rapporteret om,« understreger han.
DTU-professoren er ret sikker på, at estimaterne af, hvor meget plast der ender i verdenshavene, ikke er skudt helt ved siden af. Derfor forsvinder plasten på måder, som forskerne endnu ikke kan forklare.
En mulighed er, at plasten bliver nedbrudt hurtigere end antaget, og at små stykker bliver optaget af krebsdyr og andre, mindre organismer.
»Hvad konsekvenserne af plastforureningen er for de organismer, som er grundlaget for livet i havet, det ved man slet ikke,« konstaterer Torkel Gissel Nielsen.
Der er masser af skrækhistorier om store plaststykker, som ødelægger dyrelivet. F.eks. når albatrosser tager fejl af føde og lightere og giver sidstnævnte til deres unger.
Men det er ikke nødvendigvis lige så katastrofalt for krebsdyr at spise mindre plaststykker, påpeger DTU-professoren.
Krebsdyr har ikke et kompliceret tarmsystem, hvor plasten kan sætte sig fast, men bare et langt rør. Med deres afføring kan plasten blive ført ned til bunden, forklarer han.
Plast kan i sig selv indeholde miljøgifte som blødgørere, PAH’er og flammehæmmere. De bliver dog i vid udstrækning frigivet, når plasten skyller rundt på havet. Til gengæld kan de mindre partikler samle andre miljøgifte til sig. Derfra kan de ophobes i fødekæden, som det kendes fra eksempelvis hvaler og isbjørne. Det samme kan naturligvis gå ud over tun og andre fisk, som lever på åbent hav.
»Men omvendt vi har også en formodning om, at der kan vokse organismer på en plastpartikel, og at de på den måde kan virke som en lille energibombe,« fortæller Torkel Gissel Nielsen.
DTU Aqau vil nu lave forsøg med vandlopper, som skal vise, hvordan de bliver påvirket af de små plastpartikler.
Leave a Reply