Verdens have indeholder mellem 60.000 og 80.000 ton kviksølv fra forurening, og grundet menneskeskabte forhold er mængden i lave farvande tredoblet siden den industrielle revolution, mens indholdet i mellemdybe farvande er vokset med 150 procent.
Det konkluderer et hold forskere i en netop publiceret artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature efter at have undersøgt alle de større have i en årrække.
Undersøgelsen viser, at der er relativt mest kviksølv i de kolde farvande omkring Island og Antarktis. Men ifølge Carl Lamborg, der er forsker ved Institut for maritim kemi og geokemi på Woods Hole Oceanographic Institution, Massachusetts, er de fundne mængder langt mindre end, hvad man havde forventet på baggrund af tal for afbrænding af kul, cementproduktion og andre industrier, der resulterer i udledning af kviksølv. Hvis forventningerne står til troende, mangler der mange tusinde ton.
For at adskille det menneskeskabte kviksølvindhold i havene fra det naturligt forekommende har forskerne blandt andet brugt CO2-målinger. Det skyldes, at forholdet mellem menneskeskabt CO2-indhold og ditto kviksølvindhold som regel er konsistent i forskellige farvande på tilsvarende dybder. Blandt andet fordi kulafbrænding både skaber CO2 og kviksølv.
Ved hjælp af eksisterende databaser over målte CO2-mængder i havene kunne forskerne lave et index med værdierne i forhold til hinanden og estimere det menneskeskabte kviksølvindhold.
»Hvor er resten? Guldminevirksomhed kan være en stor kilde, så det forsvundne kviksølv kan være i jorden nær miner,« udtaler Lamborg ifølge Newscientist.
Et andet bud på, hvor det forsvundne kviksølv befinder sig, kan være i sediment ved flodmundinger og kystvande i primært Asien.
Helen Amos, der er forsker på Harvard University, har for nylig estimeret, at omkring 90 procent af det kviksølv, der løber gennem floder som resultat af minedrift, ender i netop de asiatiske sedimenter.
Kviksølv kan være yderst skadeligt for mennesker, og konsekvenserne kan være skader på nervesystemet allerede i forsterstadiet, hvilket kan gøre børn udviklingshæmmede.
Kulafbrænding og minedrift er nogle af de industrielle processer, der er skyld i udledning af kviksølv.
Ifølge Carl Lamborg kan den øgede mængde af kviksølv i lavere vande øge menneskers indtag af stoffet, gennem de fisk vi spiser. Og han håber, at de nye tal kan være en øjenåbner.
Indtag af fisk er en kilde til kviksølveksponering for mennesker. Inde i fisken kan der dannes Methylkviksølv, som er yderst skadeligt.
»Jeg håber, at det vil hjælpe flere lande frem til en vurdering af, hvor meget vi har brug for at regulere udledningen af kviksølv,« udtaler han ifølge tidsskriftet Science.
Mere end 100 lande har underskrevet Minamata-traktaten, der har til formål at nedbringe den globale udledning af kviksølv. Traktaten tager sit navn fra den japanske by, hvis befolkning har lidt grusomt af kviksølvforgiftning med flere tusinde ofre siden 1950’erne. Byen lægger også navn til Minamata-syge, der netop kommer af kraftig kviksølvforgiftning.
Leave a Reply