Monthly Archives: August 2014

Ingen blev ramt hårdere end Haldor Topsøe selv, da det danske ingeniørflagskib for nylig lukkede det datterselskab, som udviklede brændselsceller – med et tab på 1,5 mia. kr. og 90 fyrede medarbejdere til følge.

Offentlige kasser betalte også en del af satsningen. 275 mio. kr. lykkedes det virksomheden at tiltrække fra støtteprogrammer i de år, udviklingen af brændselsceller stod på. 112 mio. kr. kom fra det statsfinansierede energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogram EUDP, der gennem årene har støttet teknologier til brint og brændselsceller med over en halv mia. kr.

Bestyrelsesformand Torkil Bentzen fortryder ikke et sekund, at han har givet Haldor Topsøe de mange millioner. Når en stor virksomhed som Topsøe selv investerer i teknologien, er EUDP ikke klædt på til at fastslå, om der er tale om et fejlskud. En mindre virksomhed havde derimod haft sværere ved at komme igennem, har han forklaret.

Et vist risikomoment vil altid være indbygget i puljer, som deler penge ud til nye teknologier. Der er derfor ingen grund til at kritisere, at EUDP fra starten støttede SOFC-brændselsceller, selv om de i Topsøes tilfælde viste sig at være en tabersag. Men kritiske røster over, at bevillingerne fortsatte, var der særligt i de seneste år masser af, blandt andet her i Ingeniøren. Men de talte for døve ører, for systemet rummer ikke et filter, som kan stoppe penge­strømmen til store virksomheder, når de første bevillinger er begyndt at rulle ind på kontoen.

Her kunne energiforskningen med rette kigge mod den øvrige forskningsverden, hvor der ikke er slinger i valsen. Den strenge fagfællebedømmelse er fundamentet for uddelingen af de danske forskningsmilliarder. Det er helt uforståe­ligt, at andre interesser får lov at spille ind i kampen om energimillionerne, i stedet for at forvalterne koncentrerer sig om, at projekterne teknisk er på sporet.

Eksemplet er ikke enestående. Da tidligere DTU-professor Birgitte Ahring i 2008 tabte kapløbet om støttemillioner til Dongs Inbicon-selskab, gik politikerne direkte ind og fremrykkede en EUDP-pulje. Resultat: Biogasol, som det dengang Ahring-drevede selskab hed, fik tildelt 78 mio. kr.

Desværre er det tegn på, at støtten til energiforskning bliver behandlet stedmoderligt. Sidste år blev der uddelt 977 mio. kr. specifikt til forskning i og udvikling af energiteknologi. Næste år foreslår regeringen at bruge 1,2 mia. kr. Pengene kommer fra både skatteydere og elkunder og ligger i hele syv forskellige puljer, som bliver administreret af to forskellige ministerier. Det er i sig selv helt tosset, fordi alle tilskudsydere har deres egne administrative systemer – for slet ikke at tale om, at de håbefulde ansøgere skal gennemskue syv forskelligt opbyggede ordninger. Intet under, at Rigsrevisionen udtalte kras kritik af forvirringen sidste år.

Resten af forskningsverdenen går den modsatte vej. Højteknologifonden og Det Strategiske Forskningsråd er lagt sammen til Innovations­fonden for blandt andet at sikre ensartethed og gennemskuelighed. Støtten til energiteknologi bliver nødt til at følge trop. Der skal mere fokus på projekternes faglige indhold og mindre på, om det er kendte ansigter, der driver dem, og administrationen skal strømlines og forenkles. Der skal stadig være plads til fejlskud, men de skal fanges tidligere.

Efter mange års tilløb kan flyindu­strien blive det lokomotiv, som biobrændstofbranchen har sukket efter. Store flyselskaber som Lufthansa, Virgin Atlantic og British Airways har meldt ud, at tilsætning af biomassebaseret jetfuel er det eneste bæredygtige alternativ til fossile brændstoffer i fly – men samtidig er det småt med de produkter, der skal gøre det muligt at nå målet.

»Branchen efterspørger et grønt alternativ til fossil jetfuel. Men varen er ikke på hylden, og derfor bliver man nødt til at presse producenterne,« siger projektchef Martin Porsgaard fra Nordic Initiative for Sustainable Aviation – en sammenslutning af aktører inden for luftfart i Norden.

For nylig indgik British Airways en aftale med den amerikanske producent Solenas om etablering af et anlæg tæt på London, som skal producere jetfuel på basis af gas fra lossepladser. Hos SAS regner man med, at der inden 2020 vil være bygget et produktionsanlæg til grøn jetfuel i Skandinavien, og at man til den tid vil flyve med en lav andel af iblandet biobrændstof.

Der er i dag ingen kvoter på flytrafikkens CO2-udledning. Flyselskabernes egen organisation, IATA, og paraplyorganisationen ATAG, der også dækker lufthavne og udstyrsproducenter, har dog sat sig det mål, at CO2-emissionen fra verdens flytrafik ikke må stige efter 2020, og at den i 2050 skal være halveret i forhold til 2009-udledningen.

Afgifter eller kvoter er vejen

Før luftfarten kan begynde at hælde store mængder biomasse i tankene, skal der dog være tilstrækkelige mængder bæredygtig jetfuel til rådighed til den rigtige pris, påpeger miljøchef hos SAS Lars Andersen Resare:

»På kort sigt tror jeg, vi vil se priser på tre til fem gange prisen på fossile brændsler. Derfor kommer vi ikke uden om lovgivning og afgifter, før priserne mødes,« siger han og nævner som eksempler på lovgivning krav om iblanding af biobrændstof eller afgifter på udslip.

Den tanke bakkes op af tænketanken Concito og interesseorganisationen Det Økologiske Råd, der begge mener, det er en rigtig god idé at prioritere biomasse til flytransport:

»Men markedet løser ikke problemet med de høje priser. Derfor skal der en eller anden form for regulering ind, hvilket i praksis vil sige afgifter eller kvoter,« siger videnschef i Concito Torben Chrintz.

Det er imidlertid ikke kun flybranchen selv, som skubber på udviklingen. Ifølge hovedforfatteren på analysen ‘Bæredygtigt brændstof i luftfarten’, udviklingschef Erik C. Wormslev fra rådgivningsvirksomheden Niras, ser man nu, at aktører i den traditionelle raffinaderibranche er begyndt at interessere sig for koproduktion af biobrændstoffer:

»Raffinaderierne vil kunne producere en begrænset mængde biobrændstof og tilsætte det til konventionel diesel eller for den sags skyld jetfuel. Det kan på den korte bane give jetfuel til luftfarten med et par procent biobrændstof i til en konkurrencedygtig pris,« siger han.

Analysen slår også fast, at det i Danmark vil være muligt at producere cirka 600.000 ton bio-jetfuel i 2035. Det vil dog lægge beslag på mindst to tredjedele af den biomasse, der er beregnet til energiformål.

I disse år stiger flytrafikken på verdensplan med cirka fire procent årligt, og allerede i dag er den ansvarlig for to procent af verdens CO2-emission. Det tilsvarende tal i Danmark er seks procent regnet ud fra det flybrændstof, der bliver tanket indenlands.

Nordic Initiative for Sustainable Aviation står bag en konference i næste uge, hvor danske virksomheders og dansk teknologis rolle i udviklingen af bio-jetbrændstoffer er på dagsordenen.

Et internationalt hold af forskere, heriblandt danske Kristian G. Andersen, har analyseret den ebola-virus, der bliver ved med at hærge i Vestafrika.

Hele 99 ebola-virusser fra 78 patienter, der blev diagnosticeret med ebola i Sierra Leone fra sidst i maj til midten af juni, er blevet gensekventeret, så forskerne nu kender den dødsensfarlige virus meget bedre.

I en artikel i fredagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science beskriver forskerne, hvordan virussen ændrer sig ganske hurtigt, hvilket er helt afgørende viden, når det gælder om at diagnosticere ebola. De mange mutationer kan betyde, at man skal være på vagt, når man vil diagnosticere ebola ved en hurtig og simpel gen-test i felten.

De diagnosticeringssæt, der hidtil har virket, kan nemlig pludselig holde op med at fungere eller virke dårligere, fortæller Kristian G. Andersen til Ingeniøren:

»Vi har fundet ud af, at virussen ændrer sig hurtigere under et udbrud end imellem udbrud. Jo længere udbruddet varer, desto flere separate varianter af ebola-virus opstår der. Og når udbruddet fortsætter længe, kan der komme mutationer, som vi ikke kan fange med vores diagnosticeringssæt. Derfor er det vigtigt at forstå disse mekanismer.«

Bragte udstyr til Sierra Leone

Kristian G. Andersen er forsker på Harvard University i USA, hvor han prøver at finde ud af, hvordan virusser udvikler sig – specielt når de vekselvirker med immunforsvaret, og når de spreder sig fra menneske til menneske.

Han er en af hovedforfatterne på den videnskabelige artikel, og for nogle måneder siden var han i Sierra Leone for at aflevere og opstille diagnosticeringsudstyr, som han selv har udviklet, og for at uddanne det lokale sundhedspersonale i brugen af det.

Den hurtige indsats fra Harvard-forskerne betød, at udstyr til diagnosticering og til beskyttelse af sundhedspersonalet stod klar, da ebola 25. maj nåede til Sierra Leone.

Tilbage i USA har Kristian G. Andersen været leder af et analysehold på Broad Institute, der er oprettet i et samarbejde mellem MIT og Harvard. Her er genmaterialet fra de 99 virusser blevet sekventeret ved hjælp af den nyeste teknologi kaldet Next Generation Sequencing.

Vacciner skal være målrettede

Genomerne kan ikke blot føre til mere sikre diagnosticeringsmetoder. På lidt længere sigt kan de give forskerne en bedre forståelse af ebola, hvilket kan vise sig vigtigt i forhold til at udvikle vacciner og effektiv medicin mod sygdommen, siger Kristian G. Andersen:

»En vaccine skal helst fremstilles ud fra aktuelle genomer, ellers virker den måske ikke. Det er ligesom med influenza-vacciner, her virker den samme vaccine ikke to år i træk, fordi virussen ændrer sig.«

»Det samme gør sig gældende for antistof-baseret medicin som Zmapp. Det er fremstillet ud fra de gamle virusgenomer, og vi har faktisk fundet to mutationer, der kunne have indflydelse på virkningen af medicinen. Så hvis det viser sig, at Zmapp ikke virker, så skal man måske gå ind og ændre medicinen her.«

Genomerne fra den vestafrikanske ebola er blevet sammenlignet med de 20 genomer, man tidligere havde sekventeret fra andre udbrud. Ved nogle af de tidligere ebola-udbrud gjorde smittede flagermus løbende flere mennesker syge, og på den måde bidrog flagermusene til epidemiernes udvikling.

Denne gang kan forskere med stor sikkerhed sige, at kilden til udbruddet er en enkelt person i Guinea – efter alt at dømme en to-årig dreng, der døde af sygdommen i december sidste år. Siden har virussen spredt sig fra menneske til menneske.

Ud fra genomerne kan forskerne sandsynliggøre, at dette års udbrud skyldes virusser, der stammer fra det centrale Afrika. Igennem det seneste årti har ebola-virus herfra cirkuleret rundt blandt junglens dyr – sandsynligvis hos medlemmer af den familie af flagermus, der kaldes flyvende hunde – for til sidst at ende i kroppen hos den guineanske dreng.

Mere end 1.500 er døde

En af arterne af flyvende hunde, som man tidligere har fundet ebola-virus hos, trives da også i et stort område, der netop strækker sig fra det centrale Afrika til Guinea ved Atlanterhavskysten.

Drengen smittede medlemmer af sin familie, og efterfølgende har virussen spredt sig til stadig flere personer i Vestafrika.

Siden den videnskabelige artikel blev skrevet, er fem af dens forfattere døde af ebola. De fem var blandt sundhedspersonalet i Sierra Leone, og de var med til at indsamle blodprøver fra ebola-patienter i landet.

To forskellige varianter af ebola-virussen blev omtrent samtidig båret fra Guinea til nabolandet Sierra Leone, hvor sygdommen hurtigt spredte sig.

12 sierraleonske kvinder blev smittet, da de deltog i begravelsen af et offer fra Guinea, og det kan meget vel være her, de to ebola-varianter kom til Sierra Leone. Det var en healer, der havde forsøgt at helbrede syge guineanere ved hjælp af forskellige urter, der blev begravet.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er 3.069 nu blevet smittet ved epidemien, der har ramt de vestafrikanske lande Guinea, Liberia, Nigeria og Sierra Leone. 1.552 af de smittede er døde af sygdommen.

Desuden har et andet udbrud af ebola i Den Demokratiske Republik Congo kostet mindst 13 mennesker livet. Det lader ikke til, at de to udbrud har noget med hinanden at gøre.

Der er 60 millioner i tilskud til det første og bedste bredbånd på Bornholm. Erhvervsstyrelsen har sat gang i en budrunde, der skal bringe 100-megabit til beboerne på solskinsøen. Men hvis der ikke kommer et egnet ansøger, kan bredbånds-drømmene briste for bornholmerne. Det er nemlig uklart, hvem der kan – og vil – løfte opgaven, mener ekspert.

Som den eneste virksomhed med en dækkende infrastruktur på klippeøen, er TDC den mest oplagte aftager, og også dem, med bedste indtjeningsmuligheder. Men det er der en række udfordringer i.

Ifølge materialet fra Erhvervsstyrelsen, må tilskuddet nemlig ikke må bruges til at opgradere eksisterende fremskudte løsninger. På Bornholm har TDC allerede oprettet en del såkaldte fremskudt Dslam’er, som er punkter, hvor fiberen ender og deler sig i kobberkabler. Ved at etablere Dslam’er tættere på husstanden, oplever kunden bedre hastighed. Men disse skal opgraderes yderligere for at nå hastighedskravene og det må altså ikke ske med statstilskuddet.

»Der bliver lagt meget vægt på, at man ikke må bruge den eksisterende acces-infrastruktur som et springbræt til at komme med en opgradering. TDC er den eneste virksomhed, der har en dækkende infrastruktur på hele øen, men for rigtig mange af de berørte adresser kan de ikke bruge tilskuddet,« siger laboratorieingeniør Michael Jensen, der forsker i digital infrastruktur og bredbåndudvikling på Aalborg Universitet.

Forskeren forventer også, at TDC vil have svært ved rent faktisk at nå at opfylde hastighedskravet på 100-megabit til bornholmerne i 2020 gennem opgradering af det eksisterende kobbernet. Det vil sandsynligvis som minimum kræve adgang til 700 megahertz-frekvensbåndet, der endnu ikke er frigivet.

Endelig bliver TDC’s bud på opgaven udfordret af de EU-regler, som statsstøtten gives under. Her fremgår det nemlig, at staten skal være ekstremt varsom med at give tilskud til virksomheder, der i forvejen dominerer markedet, fremhæver Michael Jensen.

»Omvendt har jeg svært ved at se, hvem der ellers skal gå ind og byde på den her opgave. Man kan være i tvivl om, hvorvidt det er interessant for nogen som helst at byde på det her. Det bliver en dyr affære, og jeg ved ikke, om der er nogen, der kan se en forretning i det.« siger han.

TDC: Vi regner ikke med at få opgaven

Energiselskabet Østkraft, der huserer på Bornholm, har i forvejen et fibernet på solskinsøen, men kan ikke byde på opgaven, fordi virksomheden er kommunalt ejet. I stedet kan potentielle bredbånds-leverandøre leje sig ind. Nettet består både af fiberkabler i tomrør, som blevet nedgravet sammen med strømkablerne på øen, og af det såkaldte backbone-net, der har fiberkabel både over og under jorden. Østkraft oplyser, at der er store områder, hvor strømkablerne blev nedgravet uden tomrør, og at selskabet desuden kun udlejer den overskydende kapacitet i fibrene. I de områder – og særligt fra fibernettet til de enkelt husstande – skal alle andre selskaber end TDC starte fra bunden.

Trods infrastrukturs-forspringet på Bornholm, ser TDC ikke udbuddet som rettet mod dem.

»Vi byder på opgaven, og vi vil gerne vinde den. Alt andet ville være mærkeligt fra en stor operatør som os. Men vi regner ikke med at få den,« fortæller Jesper Gronenberg, der er direktør for ekstern kommunikation i TDC, der gerne så at udbuddet var skruet anderledes sammen.

Erhvervsstyrelsen skal bedømme hver ansøgning udfra en udregningsmodel, der giver point alt efter hvor mange hustande der dækkes og hvornår. Modellen vægter særlig højt at få 100-megabit bredbånd udbredt allerede i 2016. Det betyder, at en virksomhed, der kan levere 100-megabit bredbånd i 2016 til 3000 adresser, vil vinde opgaven over en anden virksomhed, der kan levere samme hastighed i 2020 til 5000 adresser.

Netop den kalkule gør, at TDC mener, at opgaven favoriserer selskaber, der vil lægge nye fiberkabler på klippeøen og ikke som TDC anvende det eksisterende kobbernet, hvor man med etablering af flere Dslams gradvist vil levere højere internet-hastighed.

Målet med statsstøtten til Bornholms bredbånd, er at give så mange som muligt 100-megabit internet så hurtigt som muligt. Argumentet for at netop Bornholm skal have bredbånds-tilskud, er ifølge Michael Jensen, at det er den ø, hvor der er flest mennesker med dårlig net-forbindelse. Dog påpeger forskeren, at mange andre områder i for eksempel Nordjylland, Fyn og øerne lider af de samme problemer.

Ingen adgang for nye spillere

En fiber-infrastruktur koster typisk mellem 15.000 og 30.000 per husstand, og i et besværligt område som Bornholm med granit-grund og spredte huse ender prisen sandsynligvis i toppen af den skala, vurderer Michael Jensen. Derfor kræver opgaven også en virksomhed, der kan se fidusen i en investering, der måske først er tjent hjem om 25 år.

Et af de selskaber, som kan søge tilskuddet, og gå efter at levere fiber-bredbånd på Bornholm, er Syd Energi – eller SE. Ifølge Jes Christensen, der er chef for Public Affairs i SE og Stofa, har man her endnu ikke taget stilling til, om man vil byde på opgaven. Dog er man heller ikke her begejstret for udbuddet, men modsat TDC synes SE ikke, at fiberselskabet får nogen fordele i udbuddet.

»Jeg synes helt klart, at udbuddet favoriserer det eksisterende netværk, og dermed giver man statsstøtte til kobbernettet på Bornholm. Hvorfor ikke stille nogle seriøse krav baseret på bornholmernes ønsker og på en teknologi, der rent faktisk er fremtidssikret,« spørger han.

Et af de elementer i opgaven, som i Jes Christensens øjne gør det svært for nye spillere, er de omkring 10.000 specifikke adresser, som skal have internet. Det er adresser, der er fordelt over hele Bornholm, og bruges af Erhvervsstyrelsen til at vurdere, hvem der vinder buddet.

»Der er ingen nye aktører, der kan lave en business case baseret på over 10.000 spredte adresser, « siger han.

I stedet efterlyser han, at udbuddet kunne hjælpe nye spillere på banen.

»Vi foreslog, at der blev lavet et konkurrenceparameter, som ville give opgaven til en ny aktør, hvis to tilbud ligger nogenlunde lige. Men det er ikke blevet medtaget,« siger Jes Christensen.

Et alternativ til at lægge fiberkabler kan ifølge udbudsmaterialet være et lynhurtigt trådløst internet. Men den løsning har bornholmerne dog selv frabedt sig, fordi øens mange bakker gør den teknologi særdeles ineffektiv.

Hvis kun én leverandør ender med at søge tilskuddet, kan Erhvervsstyrelsen ifølge udbudsmaterialet vælge at skrotte hele budrunden. Hvad der herefter skal ske med de bredbåndsløse bornholmere er uklart.

Film er i dag noget, danskerne i højere og højere grad klikker sig til på Netflix, i stedet for at gå ud og købe eller leje en dvd eller blu-ray-skive.

Og det sender ifølge den danske filmbranches organisation Producentforeningen ikke nok penge tilbage til filmskaberne. Derfor bør teleselskaberne betale tilsammen 62,5 millioner kroner om året til filmbranchen, mener foreningen. Det skriver DR.

Argumentet lyder, at teleselskaberne tjener gode penge på trafikken fra både ulovlige og lovlige filmtjenester på nettet, og at noget af den profit derfor skal kanaliseres videre til dem, som skaber indholdet i første omgang.

Hvis forslaget får nogen gang på jord politisk, vil det være stik modsat af, hvad teleselskaber generelt kæmper for, nemlig muligheden for at opkræve penge fra dem, som sælger indhold via internettet. Omvendt er mange borgere gået på barrikaderne for et ’neutralt’ internet, hvor alle tjenester bliver behandlet ligeværdigt af teleselskaberne. Diskussionen om netneutralitet kører især i USA, hvor teleselskaberne ønsker at kræve ekstrabetaling fra Netflix og lignende tjenester.

Jakob Willer, direktør for brancheforeningen Teleindustrien, kan ikke se meningen med en tvungen, fælles pulje. I stedet må det være op til det enkelte teleselskab, om man vil indgå den slags samarbejder med filmbranchen, siger han til DR.

For eksempel kunne teleselskaberne betale for, at de fik film hurtigere til deres streaming-tjenester, siger han.

I en senere kommentar på Twitter skriver han også, at omkring en tredjedel af datatrafikken hos Telenor er fra Netflix.

30-35% af trafikken hos Telenor er Netflix – og det tjener selskabet ikke en krone på. Tværtimod kræver det store investeringer at håndtere— Jakob Willer (@jakobwiller) August 28, 2014

Ordninger i samme stil som Producentforeningen foreslår, med betaling fra teleselskaberne til filmbranchen, findes i blandt andet Frankrig, Canada og Belgien.

Før streaming og torrent-downloads blev normalt, kunne man forsøge at løse problemet ved at indføre afgift på de fysiske medier, som blev brugt til at kopiere musik og film. Danmark har således stadig afgift på for eksempel blanke cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og hukommelseskort. I 2013 lød afgiften på 3,60 kroner for dvd og blu-ray, mens USB-lagermedier og hukommelseskort blev pålagt en afgift på 5,13 kroner. Pengene fra denne blankmedie-afgift bliver så fordelt blandt musikere og filmskabere.