Monthly Archives: August 2014

Lad os starte med, hvad der med sikkerhed er sandt. Der findes en teknologi kaldet superkavitation, som undervandsfartøjer kan benytte til at sejle langt hurtigere, end vandets friktion ellers tillader.

Russerne har blandt andet benyttet superkavitation til særlige torpedoer, der kan skyde en fart på 370 kilometer i timen. Med superkavitation sejler torpedoerne så at sige i en luftboble under vandet, så de er fri for at skulle bryde vandmodstanden.

370 km/t er en imponerende hastighed under vandet, men så kan torpedoerne også kun følge en direkte linje. Der er ingen måde at styre dem på, da et ror ikke er til meget hjælp inde i luftboblen. Desuden er deres rækkevidde begrænset til ikke meget mere end ti kilometer.

Selvfølgelig har forskere verden over arbejdet med teknologien, siden russerne præsenterede den under Den Kolde Krig. Meget af forskningen er foregået i militære laboratorier og har derfor været ukendt for offentligheden.

Hurtigere end 5.800 km/t

Ikke desto mindre virker det ikke blot usandsynligt, men totalt kropumuligt, at kineserne nu skulle være klar med en teknologi, som kan få en ubåd til at krydse Stillehavet med overlydsfart. Lyden rejser vel at mærke hurtigere under vand end i luften, så vi taler altså hurtigere end 5.800 km/t.

Iagttagere og kritikere flyder over med mishagsytringer overalt på nettet. Det har dog ikke forhindret alverdens medier – og nu altså også dette – i at viderebringe nyheden, som optræder i en artikel fra South China Morning Post. Så herfra må læserne slå deres egne bullshit-alarm til.

Hong Kong-avisen har talt med Li Fengchen, der er professor på det kinesiske Harbin Institute of Technologys laboratorium for komplekse strømninger og varmeoverførsel. Avisen skriver, at han har et bud på, hvordan de to problemer, som han selv fremhæver med superkavitation, løses på én gang.

Det første problem er, at fartøjet skal søsættes med hastigheder på over 100 kilometer i timen for at kunne generere og opretholde den nødvendige luftboble ved hjælp af sine jetmotorer. Derefter skal problemet med styringen løses.

Væskemembran reducerer friktionen

Ifølge Li Fengchen kan begge udfordringer overkommes med en særlig væskemembran, som konstant sprøjtes over fartøjet. Selv om membranen løbende bliver vasket af, vil den reducere friktionen i vandet betragteligt ved lave hastigheder. Derfor kan ubåden gå over til superkavitation allerede ved 75 km/t.

Når først fartøjet stryger af sted med overlydshastighed, kan væskemembranen doseres meget præcist. Det indebærer, at det er muligt at skabe forskellig friktion på forskellige dele af fartøjet, hvilket ifølge professoren kan bruges til at styre det med.

»Ved at kombinere væskemembran-teknologi med superkavitation kan vi reducere udfordringerne ved starten markant og gøre det lettere at styre ved cruise-hastighed,« siger Li Fengchen til South China Morning Post.

Han erkender dog, at der udestår mange andre problemer, inden en overlyds-ubåd kan se dagens lys, herunder at udvikle de nødvendige raketmotorer til undervandsbrug.

På den anden side er teknologien ikke begrænset til militært brug, siger professoren og nævner både civil transport under vandet og svømning.

»Hvis en svømmedragt kan skabe og fastholde mange små bobler i vandet, så kan den reducere vandmodstanden markant. Svømning bliver lige så ubesværet som at flyve,« siger den kinesiske professor.

Herfra er du velkommen til at slå bullshit-alarmen fra igen og dele med de øvrige læsere, hvor mange gange undervejs den bimlede.

De mystiske sten, der lister sig rundt og efterlader lange spor i sandet på Racetrack Playa i Death Valley i USA, er ikke så mystiske længere. Nu har amerikanske forskere med egne øjne observeret, hvordan stenene bevæger sig.

Det er hverken rumvæsener, alger eller pludselige vinde med orkanstyrke, der er på spil. I stedet har det vist sig at være tynde isflager, der skubber til ørkenstenene. Forskerne har beskrevet fænomenet i en artikel i open access-tidsskriftet Plos One.

Om sommeren er Death Valley et ekstremt varmt og tørt sted, men om vinteren kan det blive koldt i ørkenen, og der kan falde lidt regn og sne. En sjælden gang imellem er der nedbør nok til, at der danner sig en kortlivet og lavvandet sø på Racetrack Playa, der normalt er en knastør slette.

Om natten kan det blive så koldt, at der dannes is på overfladen af søen. Når så solen står op om morgenen, begynder isen at smelte og bryde op, så der dannes store, tynde isflager på søen.

Der skal blot en brise til at få disse isflager, der kun er mellem tre og seks millimeter tykke, til at drive rundt på søen, og hvis de støder ind i sten undervejs, kan de stille og roligt skubbe til dem.

Ganske store sten på 15-16 kg kan skubbes af sted med en beskeden hastighed på op til seks meter i minuttet, og forskerne observerede, hvordan de kunne bevæge sig over 60 meter på den måde, alt imens de efterlod sig spor i mudderet under dem.

En let vind med en hastighed på 4-5 sekundmeter var tilstrækkeligt til at få isflagerne til at skubbe til stenene, da forskerne var på pletten i december 2013.

Tidligere spor røber, at sten på helt op til 320 kg kan rykkes mange meter af isen.

Det var i øvrigt rent held, at forskerne var til stede de vinterdage, hvor mange af stenene sejlede hen over søbunden. Det var nemlig meningen, at fænomenet kun skulle observeres på afstand.

I vinteren 2011 havde forskerne forsynet 15 sten med GPS-udstyr aktiveret af en bevægelsessensor og lagt dem ud på Racetrack Playa. Og så var planen egentlig bare at vente og se, hvad der ville ske.

Men indimellem skulle forskerne ud at hente data fra en vejrstation og skifte batterier på udstyret, og det skete blandt andet i december 2013, hvor sletten pludselig var dækket af en syv centimeter dyb sø. Stenene begyndte at røre på sig, mens forskerne kunne se og fotografere dem.

Forskerne fandt også ud af, at isen indimellem danner spor i søbunden, uden at der er en sten involveret. Det forklarer spor, der ikke har en sten for enden. Her troede medarbejderne i Death Valley-nationalparken ellers, at det var turister, der havde stjålet sten.

Her fortæller Richard Norris fra Scripps Institution of Oceanography om forskningsresultatet, og man kan se en sten bevæge sig:

Onsdag aften stemte 28 byrådsmedlemmer i Frederikshavns Kommune ja til, at det franske olieselskab Total kan indvinde anslået 2.500-3.500 m3 grundvand i forbindelse med prøveboringer efter skifergas.

Tre byrådsmedlemmer stemte nej til tilladelsen, som var den sidste forhindring for Totals prøveboringer i den nordjyske by Dybvad.

Modstandere af skifergasprojektet havde håbet på et afslag, men ifølge Carsten Cederholm, der er formand for Netværk til Oplysning om Skifergas, var byrådets godkendelse forudsigelig.

»Det var sidste chance for byrådet til at modsætte sig en videreførelse af projektet. Men de havde allerede givet tilladelse til indvinding af grundvand til brug for den ene prøvebrønd, så det var forventeligt, at de også ville give tilladelse til den anden,« siger Carsten Cederholm.

I Nordjylland er Total i fuld gang med at forberede den første af to prøveboringer. Dog må selskabet ifølge Carsten Cederholm væbne sig med tålmodighed, da klagerne over VVM-undersøgelsen af projektet endnu ikke er behandlet af Miljø- og Naturklagenævnet.

Netværk til oplysning om skifergas har sammen med borgergrupper indgivet otte klager over, hvad de betragter som mangler i VVM-redegørelsen for de to planlagte prøveboringer. Fristen er 10. september, hvorefter Miljø- og Naturklagenævnet vil tage stilling til sagen.

Ifølge VVM’en, som Rambøll har udarbejdet for Total, er der med den nu godkendte grundvandsindvinding tale om en lille vandmængde, der skal indvindes i en kort periode. Grundvandssænkningen er for lille til at påvirke indvindingen hos de nærliggende brøndejere og vandværker.

Hvor meget grundvand der vil blive brug for, hvis en egentlig produktion af skifergas skal igangsættes, foreligger der endnu ingen beregninger af.

Se Ingeniørens fokus om skifergas i Danmark

Der er en helt reel trussel om alvorlige og meget skadelige cyberangreb mod danske myndigheder – og det skal de fremover tage mere alvorligt og blive bedre til at håndtere.

Sådan lyder hovedkonklusionen i en ny rapport, hvor Center for Cybersikkerhed og Digitaliseringsstyrelsen sammen har set på det store hackerindbrud hos CSC i 2012 og omsat det til anbefalinger om it-sikkerhed.

»… myndighederne skal være mere opmærksomme på at stille passende sikkerhedsmæssige krav til leverandørerne og følge løbende op på, at leverandørerne efterlever kravene,« fremgår det af rapporten.

Helt fra starten slår rapporten fast, at angrebet mod CSC, hvor politiets kørekortregister og Schengen-register var i hackernes vold, var dybt alvorligt, og at manglende sikkerhed hos CSC banede vejen:

»Sagen viser også, at de angrebne systemer på angrebstidspunktet var sårbare i en sådan grad, at det lykkedes angriberne at kompromittere fortroligheden af følsomme oplysninger, og at angriberne havde etableret et fodfæste i systemerne, så de potentielt kunne have forårsaget tab eller forvanskning af uerstattelige data,« lyder det i rapporten.

For at undgå tilsvarende sager i fremtiden skal danske myndigheder blive bedre til at holde snor i leverandørernes it-sikkerhed. Det kræver de rigtige kompetencer hos myndigheden selv – man kan ikke bare tro, at ansvaret kan overlades til en leverandør.

»Herunder er det væsentligt, at der hos myndigheden er kompetencer, som (bl.a. i dialog med leverandøren) kan vurdere behov for tilkøb af sikkerhedsrelaterede ydelser (såsom opdeling af netværk, vedligehold af forbindelse til internettet, opdatering af systemer mv.),« anbefaler rapporten.

Sikkerhed er heller ikke kun et spørgsmål om at pakke sine systemer godt ind, men handler også om, hvordan systemerne er skruet sammen fra starten af, og hvorvidt hele arkitekturen er tidssvarende.

Myndighederne skal løbende forebygge ’tilsanding’ af systemerne og have styr på, at systemer og funktionalitet, som ikke længere bliver brugt, bliver stoppet, lyder en anbefaling.

Rigspolitiet bliver ikke nævnt ved navn i den 18 sider lange rapport, men får indirekte kritik for ikke at have haft godt nok styr på sikkerheden for systemerne hos CSC.

En direkte lære fra CSC-sagen er således, at sikkerheden kan forbedres ’væsentligt’, hvis kunde og leverandør har et løbende og aktivt samarbejde om sikkerhed, som også ISO27001-standarden kræver det, lyder det for eksempel.

Har man gamle systemer i porteføljen – som Rigspolitiet jo i høj grad har – skal man være særligt opmærksom, fordi trusselsbilledet var helt anderledes, da de blev designet. Når de bliver koblet sammen med internet-tjenester, kan det give sikkerhedsmæssige problemer, fordi der ikke er taget højde for trusler udefra, lyder en af erfaringerne fra CSC-hacket.

Rapporten om CSC-hackersagen er den tredje, som Center for Cybersikkerhed har forfattet, men den første, som bliver offentliggjort, da de to første går mere i detaljer om, hvordan angrebet foregik.

Denne tredje rapport er mest tænkt som anbefalinger til it-chefer i den offentlige sektor, som har eksterne leverandører til it-driften. Læs hele rapporten (pdf).

Siden hackerangrebet blev offentligt kendt i juni 2013, har en ung dansk mand siddet varetægtsfængslet, anklaget for at stå bag sammen med svenskeren Gottfrid Svartholm Warg, som blev udleveret til dansk retsforfølgelse fra Sverige i november 2013. Sagen mod de to anklagede begynder tirsdag den 2. september. Kravet fra anklageren lyder på fire års fængsel.

60 millioner i statsstøtte til første og bedste bredbånd på Bornholm. Erhvervsstyrelsen har netop sparket gang i en udbudsrunde, der skal bringe 100-megabit bredbånd til omkring 10.000 husstande på øen i 2020.

»Bornholmerne kan se frem til et markant løft i adgangen til hurtigt bredbånd, som kan bidrage til øget vækst og udvikling på Bornholm – det gælder både borgere, virksomheder og sommerhusejere på øen,« siger erhvervs og vækstminister Henrik Saas Larsen i en meddelelse.

Tilskuddet skal gives til den ansøger, der hurtigst kan give det bedste bredbånd til flest mulige bornholmere. Målsætningen er 100-megabit download og 30-megabit upload i 2020, men i 2016 kan hastigheder ned til 30/5-megabit godtages. Umiddelbart virker aftalen godt skruet sammen, mener laboratorieingeniør Michael Jensen, der forsker i digital infrastruktur og bredbåndsudvikling på Aalborg Universitet. Dog er der et smuthul, der bekymrer eksperten.

»Der er åbnet for en kattelem. Hvis man ved 2020 ikke efterkommer hastighedskravene, skal man betale tilskuddet tilbage, og så er bornholmerne jo fuldstændig lige vidt,« siger Michael Jensen til Version2.

Bornholmer-huse kan være for dyre at give bredbånd

Af udbudsmaterialet fremgår det, at hvis firmaet ikke kan leve op til hastighedskravene eller ikke dækker så mange adresser som lovet, skal tilskuddet betales tilbage, og der kan komme en bod på op til 10 millioner kr. Og det er et lille beløb, hvis vi taler virksomheder i TDC-størrelsen, mener Michael Jensen.

Forskeren kan dog godt se pointen i, at selskabet ikke tvinges til at koble afsides husstande til bredbåndsnettet.

»Bornholm er jo en klippeø, så man kan ikke bare grave i blød muld og lægge fiberkabler. Man må erkende, at visse huse på Bornholm kan være så dyre at tilslutte, at det ikke kan lade sig gøre med en fornuftig forretningsplan selv med tilskud,« siger han.

De 60 millioner kr. gives som et tilskud fordelt over to år. For at få det fulde beløb, skal virksomheden selv lægge en tredjedel af udgifterne – altså en investering på 30 millioner kr. Argumentet for, at netop Bornholm skal have bredbånds-tilskud, er, at det er den ø, hvor der er flest mennesker med dårlig net-forbindelse. Det er ifølge Michael Jensen svært at vurdere, hvor langt tilskuddet kommer til at række. En fiber-infrastruktur koster typisk mellem 15.000 og 30.000 per husstand, og i et besværligt område som Bornholm med klippegrund og spredte huse ender prisen sandsynligvis i toppen af den skala, vurderer forskeren.

Hedder man Jesper, har man statistisk set en fin indtægt, men havner oftere i fængsel, i forhold til Danmarks befolkning generelt.

Den slags viden svælgede den danske befolkning i i sidste uge, da applikationen Navnehjulet fra Ugebrevet A4 blev frigivet. I løbet af et døgn havde websiden med den mobiloptimerede applikation haft 650.000 besøg. Uden problemer med overbelastning, forklarer folkene bag i et blogindlæg.

Alle svar om de 2.300 navne blev nemlig kørt igennem på forhånd, så indholdet lynhurtigt kunne blive præsenteret for brugerne. Og siden blev lagt i Amazons sky, så der ikke var kapacitetsproblemer, selvom en større del af Danmarks befolkning kastede sig over navnelegen.

Målet var fra starten, at Navnehjulet skulle være nemt at dele på Facebook – så man kunne drille sine venner med deres navne – og det blev til hele 15 forskellige Facebook-knapper. Dermed kunne man både dele en opsummering af alle data om et navn, eller nøjes med enkelte punkter, for eksempel at kvinder med navnet Shila oftest arbejder som frisør.

Projektet strakte sig over et år, og udover Ugebrevet A4 var analysefirmaet Kaas & Mulvad og en den amerikanske udvikler Chase Davis fra New York Times involveret. Alle data blev købt hos Dansk Statistik.

Læs mere om projektet i Kaas & Mulvads gennemgang af forløbet ’bag kulisserne’.

Dropbox skrumper priserne til en femtedel af førprisen for en rund terabyte. Men det gør ikke pludselig Dropbox rasende billig – faktisk bringer det drastiske prisfald blot Dropbox ned omkring samme niveau som konkurrenterne.

I marts måned startede Google nemlig priskrigen, og i juni fulgte Microsoft med, så 100 gigabyte begge steder kostede cirka 11 kroner om måneden, og en hel terabyte landede på 56 kroner om måneden.

Hos Dropbox bliver alle betalings-abonnementer nu samlet, så der kun er én mulighed, nemlig en terabyte, som i Europa koster 75 kroner om måneden, men i USA følger konkurrenternes priser på 56 kroner (ti dollars). Med i pakken får man en stribe muligheder for at dele filer med andre, som så kan få tidsbegrænset adgang eller få læseadgang, men ikke mulighed for at ændre i filerne.

Som privatperson med et begrænset behov for plads i skyen kan man ofte klare sig med de gratis versioner, men her ligger Dropbox stadig bagerst i køen og tilbyder kun 2 gigabyte lagerplads gratis. Det er dog muligt at få tildelt mere plads, for eksempel ved at lokke andre kunder til.

Både i Google Drev og i Microsofts OneDrive får man nu 15 gigabyte gratis lagerplads som standard. Hos Google skal pladsen dog deles mellem alle Google-tjenester, så for eksempel Gmail-indhold også tærer på den gratis plads.

De fleste i Danmark er nok skiftet væk fra Windows XP, som Microsoft for små fem måneder siden stoppede med at understøtte, med mindre man betaler ekstra.

Men på verdensplan er Windows XP med omkring en fjerdedel af markedet stadig et populært styresystem, som nu altså ingen sikkerhedsopdateringer får. Det har en græsk udvikler, som kalder sig Harkaz, valgt at lave om på ved at udgive sin egen, uofficielle ’Service Pack 4’, skriver ZDnet.com.

Pakken med opdateringer installerer sig selv og kræver bare Windows XP med Service Pack 1. Den er dog ikke helt klar endnu, men er nu ude i beta-version og er på vej som release candidate.

Hvor opdateringerne kommer fra, er ikke meldt ud, måske af juridiske årsager, men der er flere muligheder. Man kan nemlig stadig købe sig til officielle opdateringer fra Microsoft, som for eksempel flere regioner i Danmark er blevet nødt til, fordi noget af softwaren på sygehusene kun kører på Windows XP. Og så sender Microsoft også stadig opdateringer ud gratis til varianten Windows XP Embedded, som typisk bliver brugt i for eksempel kasseapparater og andre lukkede systemer.

Tidligere har det således været fremme, at man ved at ’forklæde’ sin Windows XP-computer som en XP Embedded stadig kan modtage alle opdateringer automatisk.

Microsoft har meldt ud, at man ikke bør forsøge sig med andre opdateringer til Windows XP end de officielle. Generelt ønsker Microsoft at få alle XP-brugere til at opgradere til en nyere version af Windows.

Windows XP blev lanceret i 2001 og erstattet af Windows Vista i 2007. Men styresystemet blev stadig solgt i 2008 og 2009, fordi Vista ikke kunne køre på de billige, men svage netbooks, der var den store dille dengang.

Der er en helt reel trussel om alvorlige og meget skadelige cyberangreb mod danske myndigheder – og det skal de fremover tage mere alvorligt og blive bedre til at håndtere.

Sådan lyder hovedkonklusionen i en ny rapport, hvor Center for Cybersikkerhed og Digitaliseringsstyrelsen sammen har set på det store hackerindbrud hos CSC i 2012 og omsat det til anbefalinger om it-sikkerhed.

»… myndighederne skal være mere opmærksomme på at stille passende sikkerhedsmæssige krav til leverandørerne og følge løbende op på, at leverandørerne efterlever kravene,« fremgår det af rapporten.

Helt fra starten slår rapporten fast, at angrebet mod CSC, hvor politiets kørekortregister og Schengen-register var i hackernes vold, var dybt alvorligt, og at manglende sikkerhed hos CSC banede vejen:

»Sagen viser også, at de angrebne systemer på angrebstidspunktet var sårbare i en sådan grad, at det lykkedes angriberne at kompromittere fortroligheden af følsomme oplysninger, og at angriberne havde etableret et fodfæste i systemerne, så de potentielt kunne have forårsaget tab eller forvanskning af uerstattelige data,« lyder det i rapporten.

For at undgå tilsvarende sager i fremtiden skal danske myndigheder blive bedre til at holde snor i leverandørernes it-sikkerhed. Det kræver de rigtige kompetencer hos myndigheden selv – man kan ikke bare tro, at ansvaret kan overlades til en leverandør.

»Herunder er det væsentligt, at der hos myndigheden er kompetencer, som (bl.a. i dialog med leverandøren) kan vurdere behov for tilkøb af sikkerhedsrelaterede ydelser (såsom opdeling af netværk, vedligehold af forbindelse til internettet, opdatering af systemer mv.),« anbefaler rapporten.

Sikkerhed er heller ikke kun et spørgsmål om at pakke sine systemer godt ind, men handler også om, hvordan systemerne er skruet sammen fra starten af, og hvorvidt hele arkitekturen er tidssvarende.

Myndighederne skal løbende forebygge ’tilsanding’ af systemerne og have styr på, at systemer og funktionalitet, som ikke længere bliver brugt, bliver stoppet, lyder en anbefaling.

Rigspolitiet bliver ikke nævnt ved navn i den 18 sider lange rapport, men får indirekte kritik for ikke at have haft godt nok styr på sikkerheden for systemerne hos CSC.

En direkte lære fra CSC-sagen er således, at sikkerheden kan forbedres ’væsentligt’, hvis kunde og leverandør har et løbende og aktivt samarbejde om sikkerhed, som også ISO27001-standarden kræver det, lyder det for eksempel.

Har man gamle systemer i porteføljen – som Rigspolitiet jo i høj grad har – skal man være særligt opmærksom, fordi trusselsbilledet var helt anderledes, da de blev designet. Når de bliver koblet sammen med internet-tjenester, kan det give sikkerhedsmæssige problemer, fordi der ikke er taget højde for trusler udefra, lyder en af erfaringerne fra CSC-hacket.

Rapporten om CSC-hackersagen er den tredje, som Center for Cybersikkerhed har forfattet, men den første, som bliver offentliggjort, da de to første går mere i detaljer om, hvordan angrebet foregik.

Denne tredje rapport er mest tænkt som anbefalinger til it-chefer i den offentlige sektor, som har eksterne leverandører til it-driften. Læs hele rapporten (pdf).

Siden hackerangrebet blev offentligt kendt i juni 2013, har en ung dansk mand siddet varetægtsfængslet, anklaget for at stå bag sammen med svenskeren Gottfrid Svartholm Warg, som blev udleveret til dansk retsforfølgelse fra Sverige i november 2013. Sagen mod de to anklagede begynder tirsdag den 2. september. Kravet fra anklageren lyder på fire års fængsel.

Det er Morten Bays påstand i Politiken den 22. august. Ifølge hvad han skriver, er rent drikkevand og rigtige toiletter grundlæggende betingelser for at have gavn af internettet. Han er i øvrigt freelance journalist og skriver fast om IT i Politiken.

At dømme efter indlægget er Morten Bay af en eller anden grund irriteret over at Mark Zuckerberg vil give penge til gratis mobilt internet i Afrika, og mener Zuckerberg skulle hyre nogle bedre konsulenter. Selv kender Morten Bay åbenbart ikke noget til brugen af Internet i den tredje verden.

Jeg har selv tilbragt en del perioder på Filippinerne og endda forsket i deres brug af elektronisk kommunikation. Her er så mine erfaringer.

Internettet gør det muligt at gå fra ingen kommunikation udefra til at have adgang til al den information vi tager for givet. Noget så simpelt som vejrudsigter for farmere, viden om priserne i byen for deres produkter, så de bedre kan forhandle med opkøbere, nyheder direkte fra Internettet i stedet for at være afhængige af fjerdehånds rygter, og viden om behandling af sygdomme, for dem der ellers skal køre langt for at nå en læge de måske ikke har råd til.

Elever og lærere som stort set ikke har nogen bøger at slå op i, får adgang til Wikipedia. Familier kan holde kontakt til andre som bor i hovedstaden eller udlandet over Facebook eller Skype, noget som betyder meget for deres mentale velbefindende. Mennesker som ellers har været isolerede, kan føle at de er del af en større verden.

De kan endda lære hvordan de selv bygger bedre toiletter og får adgang til rent drikkevand, eller søger om penge til det.

Jeg har set, hvordan gruppen af brugere ofte er større end vi umiddelbart forestiller os. Medlemmerne af en familie deler en mobil, bekendte af lærere og forældre kan få adgang til skolens computere, og netcafeer bliver brugt af studerende der skal lave opgaver.

Det er min erfaring, at det er afgørende at sørge for, at der er et socialt miljø omkring adgangen til Internettet, så flere får adgang og der er nogen som føler ansvar for udstyret. Det kræver igen at der har været nogen ude og tale med de lokale om deres behov og hvordan de bedst kan opfyldes.

Det var der ikke i et projekt som for omkring tyve år siden placerede mønttelefoner i filippinske landsbyer med et radiolink til telefonnettet. Projektet var ikke særlig vellykket, blandt andet fordi de fleste samtaler var indgående, og der ikke var nogen som stod klar til at tage mønttelefonen og give besked til den samtalen var til.

Det er afgørende at mobiler og computere kan repareres så lokalt som muligt. Det er et problem med moderne smartphones og laptops, så der kan være brug for at udvikle udstyr som er mere robust og lettere at reparere, men som måske er større og ikke ser helt så smart ud.

Rent teknisk er det indlysende at satse på trådløse løsninger, hvor afstandene er store, og der aldrig har været faste telefoner. Det kan være radiolinks til skoler og andre med større behov for kapacitet – jeg har set hvordan radiolinks til mønttelefoner blev lavet om til internet. Computere med mobildata til brug hvor der er adgang til elektricitet og mulighed for at holde dem tørre, og ellers smartphones som kan bruges ude i de yderste bebyggelser, bare der er mulighed for at få dem opladet.

Nu er der forskellige holdninger til hvad der er vigtigst. Jeg har set at lokale prioriterer elektronisk kommunikation højere end køleskabe og toiletter med moderne bekvemmeligheder som fliser og murede vægge omkring.

Litteratur:
Eksempel på selvhjælp for dem der ikke har adgang til en læge:
Where there is no doctor: http://hesperian.org/books-and-resources/
(Kan også anbefales til rejser i det vilde udland.)