Daily Archives: October 5, 2014

Man tør næsten ikke tænke på, hvordan det har været at rejse gennem Europa i 1915. Første Verdenskrig var brudt ud året forinden, og den danske maler J.F. Willumsen ville ikke lade sådan noget småtteri som en verdenskrig komme i vejen for sine rejseplaner. Det var den danske vinter for kold til.

Som mange andre i de år regnede han med, at den krig nok ville være overstået efter kort tid. Men skyderierne ophørte ikke, og da J.F. Willumsen rejste med sin kone og deres to døtre ned gennem Europa, var det for nedrullede gardiner og i et tog overvåget af soldater med skarpladte geværer.

Selv om gardinerne til et sønderlemmet Europa var trukket for, må Willumsen alligevel have set noget. I hvertfald har han ikke kunnet undgå at støde på krigsofre i sit sydfranske eksil. Krigen kom til at vare meget længere end først antaget, og Willumsen og hans familie strandede tre og et halvt år i Sydfrankrig, hvorfra Willumsen sendte raderinger og litografier hjem.

1863-1958. Tegnede, malede, lavede skulpturer og arkitektur. Willumsen kunne være kontroversiel. Da et af hans værker ikke blev antaget på Charlottenborgs Udstilling, stiftede han sammen med en række andre kunstnere Den Frie Udstillingsbygning – som han også tegnede.

J.F. Willumsen donerede sin kunstsamling til den danske stat mod, at der blev bygget et museum til ham. Det blev til J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.

Født 1968. Pressefotograf, tidligere ansat på Ekstra Bladet og Politiken. Sidste år vandt han førstepladsen i verdens mest prestigefyldte fotokonkurrence, World Press Photo, i kategorien Sportsfeature om en gruppe somaliske piger, der trodsede konventionerne for at spille basketball.

Det er ikke første gang, Jan Grarup opnår førstepladsen ved World Press Photo, ligesom han har vundet den danske pris Årets Pressefoto fem gange.

Allerede inden sin rejse lavede han litografiet ‘Ofre for det nationale spøgelse’. Her humper to soldater forbi hinanden på krykker. Den ene med amputerede fødder, den anden med den ene fod indvundet i bandager. Bag ved gør en soldat honnør, mens fire kvinder indhyllet i sorte slør passerer soldaterne.

Det er det første billede på udstillingen ‘Krigens aftryk’, der sidestiller Willumsens motiver fra Første Verdenskrig med den danske krigsfotograf Jan Grarups billeder fra det, der med en slidt kliché bliver kaldt verdens brændpunkter. For det er vitterligt fra steder på kloden, hvor ikke bare bygninger og materiel går op i røg, men også krigsofrenes sjæle bliver brændemærkede: Ramallah på Vestbredden, Helmand i Afghanistan, Centralafrika, Thailand under konflikten i 2010, Rwanda, Haiti under jordskælvet.

Smukke og grufulde

Det første af Grarups billeder på udstillingen er fra konflikten i Darfur og forestiller en gruppe tørklædeklædte kvinder. Vi behøver ikke se ligene eller lemlæstelserne hos deres kære. De ses i deres øjne.

På en anden væg hænger et billede fra krigen i Afghanistan i 2012. En dreng holder en legetøjspistol mod struben af en anden dreng, der griner stort under sin New York Yankees-kasket. Det er kun en leg, men de her drenge har set alvoren også. Legetøjspistolen har de fundet på en losseplads i udkanten af Kabul.

De mest hjerteskærende og brutale billeder er fra Afrika. Samtidig også de mest æstetiske. De er paradoksalt nok smukke i deres gru. Som den enorme bunke af de macheter, hakker og knive, der udgjorde hutuernes våbenarsenal i Rwanda. Eller billedet af de tre lig, der ligger skudt ned ved en bil. Et af ligene hænger ud ad den åbning, hvor der engang sad en forrude: Bagved står en mand og spejder længere ude i billedet.

Et af de mest grusomme billeder kan man næsten ikke holde ud at se på. Først ligner det bare et billede af et sort barn, der bliver behandlet af et par hænder klædt i plastic­handsker. Så ser man, hvad det er, pigen bliver behandlet for: I hendes hovedskal er sårene efter slag med en machete så dybe, at den hvide kraniekant stikker frem af det sorte hår. Blodet løber glinsende ned ad pigens kinder. Fotografiet er fra folkedrabet i Rwanda.

Krigen er også meningsløs og rædselsfuld hos Willumsen omend med det filter, som illustrationen udgør. Det er ikke virkelighed. Men det kunne være det. Som billedet af henrettelsen af den belgiske syge­plejerske Edith Cavell, der havde gjort sig skyldig i at skjule sårede engelske og franske soldater i det besatte Belgien. Forrest i billedet beder en præst med udstrakte arme op mod Vorherre som for at sige: Så gør dog noget! Willumsen lavede også en radering af en flok soldater, der kommer stormende gennem en by, så selv hestene får hoveder som monstre, der nedtramper dem, der måtte komme i vejen for dem.

Spørgsmålet er, hvad Grarups makabre, men smukke sort-hvide fotografier giver til Willumsens raderinger – og vice versa? Umiddelbart synes de to som et lidt umage par, der videregiver deres blik på krig fra hver sin ende af et århundrede. Så er det overhovedet en god idé at sidestille de to?

Svaret er ja. Der er fuld volumen på Grarups billeder. De kontante fotografier af lig, våben og lemlæstelser blæser ud fra de kønne hvide vægge. Willumsens er ikke mere lavmælte, til gengæld mere iscenesatte – han kunne, modsat Grarup, tillade sig at komponere sine billeder, som han ville. Det gør Grarup ikke. Vi får, hvad han har set. Men var Willumsens næsten ukendte raderinger fra Første Verdenskrig blevet udstillet alene, er det ikke sikkert, man var gået herfra med lige så stærke følelser af krigens absurditet og rædsler. Til gengæld giver Willumsens raderinger og litografier et pusterum til Grarups æstetiske rædselsscenarier.

‘Krigens aftryk’, indtil 18. januar 2015. www.jfwillumsensmuseum.dk

I næste uge offentliggøres navnene på årets modtagere af nobelpriser. Hvor der sidste år ikke var tvivl – heller ikke i Ingeniørens årlige bud på nobelprismodtagere – om, at prisen i fysik ville gå til Peter Higgs og Francois Englert for deres af hinanden uafhængige teori om Higgs-feltet og Higgs-partiklen, som blev erklæret bekræftet af Cern i 2012, så er der mere usikkerhed i år. Inge­niørens bud er dog, at prisen i år vil gå til forskning, som på håndgribelig og spektakulær vis bryder med vante forestillinger.

Det kunne være til britiske John Pendry for betydningen af negativt brydningsindeks for fremstilling af den perfekte linse og usynlighedskapper.

Langsomt lys står for tur

Men danske Lene Haus præstationer med at sænke lysets hastighed til cykeltempo og siden stoppe det helt i en sky af atomer og efterfølgende sætte det i gang igen er måske det resultat, som nu står for tur. I fysikkredse har hun i flere år været udråbt som en mulig nobelprismodtager, og hun er et af de allerbedste bud på en kvindelig nobelprismodtager i fysik, hvoraf der kun har været to tidligere.

Forskningen inden for langsomt lys, som Lene Hau for alvor satte i gang, involverer i dag forskere verden over. Ingeniøren har ikke tidligere haft Lene Hau som favorit, men dette års bud er, at nobelprisen i fysik går til Lene Hau fra Harvard University, og at hun deler den med Steve Harris fra Stanford University, som har udviklet principperne for elektromagnetisk induceret transparens, som Lene Hau udnytter i sine eksperimenter.

Et bud på nobelprisen i kemi kunne være den nu 92-årige amerikaner John Goodenough for hans grundlæggende arbejder i slutningen af 1970’erne med udvikling af lithium-ion-batterier.

De tre sjællandske nordkystkommuner og de mange private kystsikringslag har gjort skaderne op og haft travlt med at reparere efter stormen Bodils hærgen sidste december. Men på Børstrup Hage vest for Gilleleje Havn, på spidsen af landets næstmest udsatte kyst, kunne kystsikringslaget læne sig tilbage. For Børstrup Hage Kystsikringslags godt ti millioner kroner dyre ‘istidsløsning’ virkede.

Her fjernede kystsikringslaget i 2000 den tidligere kystsikring, efter at de gamle høfder havde lavet dybe indskæringer i bagstranden mellem høfder og bølgebrydere og tilladt bølger at beskadige skråningerne. I stedet lagde kystsikringslaget sten ‘tilfældigt ud’ i et forsøg på at efterligne landskabet, fra før intensivt stenfiskeri og sandsugning ødelagde kystens profil og åbnede adgang for nedbrydning.

Lavet erkender, at det er svært at vide, hvordan kysten oprindeligt så ud, men støtter sig til gamle fotos og placerer stenflakket inden for den kystlinje, som man med sikkerhed ved var der i år 1900, hvor stranden var langt bredere end i dag.

Ud over en effektiv kystbeskyttelse medfører ‘istidsløsningen’ et rigere fugleliv, og selve badeadgangen sikres ved – efter Kystdirektoratets anvisning – at lave stier ud gennem revet med passende intervaller. Også Gribskov Kommune er positiv og vil have anlægget bibeholdt.

Men til trods for, at Kystdirektoratet under besigtigelser i årenes løb har udtrykt stor begejstring for anlægget og dets synlige effekter og flere gange har tilladt lavet at udvide anlægget, har lavet nu siden 2009 kæmpet med Kystdirektoratet, som med tilbagevirkende kraft kræver dokumentation for, at anlægget virker og hvorfor.

Dokumentation fra Cowi

Men at det virker, har Cowi dokumenteret i sin 37 sider lange evalueringsrapport ‘Tilstandsvurdering af kystbeskyttelse ved Børstrup Hage’. Her står der bl.a.:

‘Stenflakket bryder bølgerne og refrakterer bølgerne således, at de bliver mindre og mere parallelle med kystlinjen. Derved nedsættes den kystparallelle materialevandring på stranden betydeligt, hvilket har medført, at der nu er opbygget en ensartet, bred sand- og ralstrand langs lagets strækning.’

Videnskabeligt materiale om, hvorfor det virker så godt, som det har vist sig at gøre, mener lavet derimod hører ind under begrebet forskning, som må være op til myndighederne og ikke er en opgave, man kan pålægge en lille gruppe mennesker, der i forvejen har brugt store summer og mange frivillige timer på at sikre kysten.

I oktober 2010 meddelte Kystdirektoratet, at kystbeskyttelsen skulle fjernes. Men da det ikke bare indebar store økonomiske konsekvenser for lavets relativt få ejendomme, men også ville efterlade kysten ubeskyttet, valgte lavet i stedet at klage til Transportministeriet, som Kystdirektoratet hører ind under.

Og Transportministeriet gav faktisk i 2013 lavet delvist medhold, men fastholdt kravet til dokumentation. Derefter besluttede lavet ikke at ville bruge mere energi på slagsmålet, men sidder tilbage med en opfattelse af, at det er urimeligt, at myndighederne tillader et projekt til mange millioner kroner, følger det, anerkender dets virkning, men ikke vil tillade det permanent, fordi man ikke kan bevise, hvorfor det virker – et krav, som vel at mærke ikke blev stillet fra starten. j

Bortset fra private lodsejeres behjertede indsats for at sikre deres huse mod at blive bølgernes bytte, har kystsikringen i Danmark længe ligget stille.

Men det ændrede stormen Bodil, som 6. december i fjor ramte landet. Oprydningen på kysterne var langvarig og dyr.

På Sjællands nordkyst brugte private grundejere 75 millioner kroner, og også kommunerne havde ekstra udgifter: Gribskov Kommune brugte fem millioner til at reparere Rågeleje Strandvej, Helsingør brugte 3,6 millioner til renovering af kystsikringen, og Halsnæs brugte 850.000 kroner til trapper og skræntfod.

Med bevidstheden om, at storme som Bodil også kommer til at rase i fremtiden, satte formændene for teknisk udvalg i de tre nordkystkommuner Gribskov, Halsnæs og Helsingør sig en måned senere sammen og aftalte, helt uden fortilfælde, at skabe en fælleskommunal og langsigtet løsning, der kan sikre mod skader efter fremtidens storme.

Byrådene stemte en plan igennem, der kræver, at kommunerne hver investerer otte milloner kroner over fire år – i et projekt til mellem 100 og 150 millioner kroner.

Initiativet kom fra den socialdemokratiske formand for teknisk udvalg i Gribskov Kommune, Bo Jul Nielsen, der i dag åbent erkender:

I Danmark er det grundejeren selv, der har ansvaret for at beskytte sin ejendom mod havet. Sådan har det været siden den første digelov i 1874.

I 1988 vedtog Folketinget den første kystbeskyttelseslov, som imidlertid ikke duede til at administrere efter. Så i 2006 fik loven en formålsparagraf, der slår fast, at nødvendig kystbeskyttelse som udgangspunkt kan tillades, men ikke, at man som grundejer kan få lov til alt.

Selv om målet specifikt er ‘en helhedsorienteret tilgang’, udføres hovedparten af kystbeskyttelsen i Danmark i dag ‘på initiativ af individuelle grundejere, som ønsker at beskytte egen bebyggelse.

Erfaringsmæssigt giver dette sig ofte udslag i store forskelle i metoder, dimensioner og materialevalg, ligesom ‘ukoordineret kystbeskyttelse ofte medfører øgede negative påvirkninger,’ står der i Kystdirektoratets kystbeskyttelsesstrategi, som også slår fast, at ‘bløde løsninger (dvs. sandfodring) skal anvendes frem for hårde’.

»Det er på høje tid, vi handler. Jeg håber, at vi kommuner kan finde fælles fodslag med grundejerne langs kysten, der årligt bruger mange millioner på at sikre deres ejendomme mod bølgerne.

Ud fra en betragtning om, at Sjællands nordkyst vel også kan fortjene penge fra statskassen, når Jyllands vestkyst hvert år bliver sandfodret for omkring 90 millioner statslige kroner, satser kommunerne nu både på statslig medfinansiering og – ved at tænke turismen ind i projektet, hvis mål er at skabe en nordsjællandsk riviera – på EU-midler.

I tirsdags blev byrådene i de tre kommuner enige om en fælles køre­plan for projektet, der bliver lagt frem for lodsejerne i 2015.

»Projektet består af en blanding af sandfodring og bølgebrydere i form af parallelle stenrev og sikring af skrænterne,« fortæller Bo Jul Nielsen.

Nordkystprojektet har sit udspring i et klimatilpasningsprojekt for Nordkysten, som rådgivningsvirksomheden DHI lavede sammen med Hasløv & Kjærsgaard Byplankonsulenter sidste år for Helsingør og Gribskov kommuner, fortæller chefingeniør Karsten Mangor, DHI.

»Stormen Bodil satte imidlertid gang i det nuværende projekt, fordi den tydeliggjorde, hvor skrøbelig den nuværende nedslidte kyst er. Gilleleje og Hornbæk havne blev delvist smadret, og der skete store erosionsskader langs nordkysten. Men det satte initiativer i gang, fordi det blev anskueliggjort, hvad en 1.000-årshændelse kan gøre ved kysten og havnene sammenholdt med, at om 100 år vil det være en årshændelse,« forklarer han.

»Man skulle for længst have gjort som på den jyske vestkyst, der i mere end 100 år har haft en 300 meters klitfredningslinje. I dag har hele landet en strandbeskyttelseslinje på 300 meter, men det er for sent. Man river jo ikke husene ned,« tilføjer Karsten Mangor.

Kysten kræver sand

Kystdirektoratet opfatter sandfodring som den rigtige måde at kystbeskytte på, siger kystteknisk chef Per Sørensen:

»Det gør vi, fordi der på en erosionskyst som den nordsjællandske, der efter mange års passiv kystbeskyttelse er udsultet, skal sandfodring til, eventuelt i kombination med andre metoder.«

Desuden hæfter Per Sørensen sig ved, at projektet vil gøre kysten tilgængelig for offentligheden:

»Det er et projekt, der vil genskabe fordums værdier, så kysten ikke bare er forbeholdt grundejerne i første række. Kystbeskyttelsesloven anbefaler jo, at kysterne skal være et sted for alle. Nogle kyster er imidlertid ikke så tilgængelige,« påpeger han.

»De kystbeskyttelsesanlæg, vi tillader, skal ud over den enkelte ejendom også sikre, at der er en strand at gå på. Ved at skabe nordkystens riviera kommer badegæsterne tilbage til kysten. Offentligheden skal kunne færdes langs med kysten.«

I dag anvender staten omkring 90 millioner kroner på at sandfodre vestkysten. På resten af de danske kyster skal grundejerne betale. De ubebyggede har kommunerne ansvaret for, og mange af dem får lov at passe sig selv.

»Udfordringen er at se, hvor staten får mest ud af sine penge. Miljøministeren vil lave en kystana­lyse, der skal kortlægge behovet og foreslå, hvem der kan bidrage,« fortæller Per Sørensen.

Overordnet prioritering mangler

Som Lars Lønstrup Nicolaisen, Vice President for vandbygning og fundering i Cowi ser det, er der ‘udfordringer i den måde, kystsikringen foregår på’:

»En af dem, vi oplever, er, at finan­siering af kystsikringen er pålagt grundejerne. Det betyder, at der mangler en overordnet prioritering af, hvordan man bedst sikrer længere kyststrækninger, som krydser over mange forskellige lodsejere,« siger han.

»Alternativet er at etablere en mere centraliseret finansiering, eller at kommunerne påtager sig et større ansvar og er med til at finansiere,« vurderer Lars Lønstrup Nicolaisen.

»Det betyder, at lovgivningen skal ændres, så den bedre tilgodeser en overordnet prioritering,« forklarer han.

Kemien for supertunge atomer er mere kompliceret, end de fleste sikkert umiddelbart forestiller sig.

I atomer med 100 eller flere protoner i kernen er elektronerne nemlig bundet så kraftigt, at de suser rundt om kernen med en hastighed på op til 80 pct. af lysets hastighed.

Den høje hastighed giver ifølge den specielle relativitetsteori elektronerne en masseforøgelse på rundt regnet 50 pct.

Det forandrer hele atomets struktur, så et supertungt atom ikke nødvendigvis har samme egenskaber som de grundstoffer, der sidder direkte ovenover i det periodiske system.

Grundstof opkaldt efter den amerikanske kemiker og nobelpristager Glenn Seaborg (1912-1999). Dannet første gang i 1974 først af russiske forskere og senere samme år af amerikanske forskere.

En kemisk forbindelse mellem seaborgium, oxygen og chlor i form af SgCl2O2 blev fremstillet allerede i 1997. Denne forbindelse mindede meget om tilsvarende forbindelser for wolfram og molybdæn og bekræftede den kemiske lighed mellem seaborgium og disse grundstoffer. Men i denne forbindelse indgår alle de yderste elektroner i kovalente kemiske bindinger, og det maskerer de relativistiske effekter.

Derfor har det været vigtigt at studere andre kemiske forbindelser med seaborgium, som det nu er tilfældet.

Grundstof nr. 114, flerovium, opfører sig eksempelvis på mange måder som bly, som det ligger lige under i det periodiske system, men det har også egenskaber, der minder meget mere om ædelgasserne.

Der er derfor stor interesse for at studere kemien for de supertunge grundstoffer mere indgående.

Det kompliceres dog af, at disse atomer er radioaktive med halveringstider, der måles i millisekunder til minutter, og de skal produceres kunstigt. Forskerne får ofte kun adgang til et nyt supertungt atom med mellemrum på timer eller uger.

Det er derfor noget af en præsta­tion, at en international forskergruppe med tysk-japansk dominans nu har dannet en kemisk forbindelse af grundstof nr. 106, seaborgium, hvor relativistiske effekter har betydning.

Forskerne har dannet carbonylforbindelser af seaborgium og sammenlignet dem med tilsvarende carbonylforbindelser af de naturligt forekommende atomer wolfram og molybdæn.

Eksperimenterne er udført med en lineær accelerator og en særlig ion-separator ved det japanske forskningsanlæg Riken, efter at forsøgene har været forberedt med mindre forsøg i Tyskland gennem fire år.

Atomer fordeles i 18 grupper

Det periodiske system er ikke blot en opremsning af atomerne i rækkefølge efter antallet af protoner i kernen eller vægt.

Opdelingen af atomer i 18 grupper, som udgør kolonnerne i det periodiske system, er foretaget ud fra de kemiske egenskaber, som er bestemt af antallet af elektroner, der kan deltage i kemiske bindinger.

Længere nede i det periodiske system bliver tingene dog mere rodede. Her findes yderligere to grupper hver med 15 grundstoffer kaldet henholdsvis lanthaniderne og acti­niderne efter det første grundstof i hver gruppe. Man kan enten argumentere for, at de alle tilhører gruppe 3 sammen med scandium og yttrium, eller at de udgør en separat gruppe.

I den allertungeste ende af det periodiske system efter actiniderne fra og med grundstof nr. 104, rutherfordium, til og med grundstof 118, som endnu ikke har fået et officielt navn, findes kunstigt fremstillede atomer, som i alle fremstillinger af det periodiske system er fordelt i grupperne 4 til 18.

Orbitalerne ændrer sig

Paulis udelukkelsesprincip siger, at elektroner i et atom ikke kan have samme kvantetilstand.

Elektronerne befinder sig derfor i skaller rundt om atomkernen. Den inderste skal kan indeholde to elektroner i en såkaldt s-orbital – den ene med spin op og den anden med spin ned.

Lithium, som er grundstof nr. 3, har således to 1s-elektroner, dvs. to elektroner i skal 1, og en 2s-elektron i skal 2. Lithium har derfor strukturen 1s22s1.

Yderlige elektroner i anden skal findes i en såkaldt p-orbital, og kulstof med atomnummer 6 har følgende struktur 1s22s22p2.

I en p-orbital kan der maksimalt være seks elektroner. I atomer med mange elektroner kan elektroner i de ydre skaller befinde sig i andre orbitaler, som kaldes d og f. Jern har eksempelvis strukturen 1s22s22p63s23p63d64s2, hvor elektronerne findes i fire skaller.

De relativistiske effekter i de supertunge atomer bevirker en sammentrækning og stabilisering af de inderste s- og p-orbitaler og en udvidelse og destabilisering af de yderste d- og f-orbitaler.

Desuden sker der en såkaldt spin-orbital splitting, så de seks elektroner, der kan findes i en p-orbital, bliver opdelt i henholdsvis en p1/2- og en p3/2-orbital med henholdsvis to og fire elektroner.

Kulilte binder sig til metallerne ved to former for bindinger mellem kulstof og metallet, der henholdsvis omfatter s- eller p-orbitaler og d-orbitalerne. I takt med, at de relativistiske effekter ændrer stabiliteten af orbitalerne, vil metal-kulstof-bindingen derfor også ændres.

Både wolfram og molybdæn binder sig til seks CO-grupper og teoretiske beregninger fra midten af 1990’erne viser, at det samme burde være tilfældet for seaborgium, der som wolfram og molybdæn er placeret i gruppe 6.

Julia Even fra Helmholtz-Institut Mainz i Tyskland har nu, baseret på sine indledende forsøg i Tyskland, designet et ekspe­riment, hvor seaborgium, der dannes ved beskydning af et mål af curium (grundstof nr. 96) med neon (grundstof nr. 10) i varianten Sg-265.

Dette atom findes i to udgaver med en levetid på henholdsvis 8,4 og 14,4 sekunder, før det henfalder til Rf-261.

Under et uafbrudt forsøg i to uger blev i alt 18 seaborgium-atomer detekteret. Disse blev sendt ind i et kammer, hvor de reagerer med kulilte, hvorved der kan dannes Sg(CO)­6

Forsøgene bekræfter, at seabor­gium med fuld ret tilhører gruppe 6 som wolfram og molybdæn, men forskerne lægger op til, at de i den kommende tid mere indgående vil karakterisere bindingerne til s/p-orbitalerne og d-orbitalen og derved betydningen af de relativistiske effekter.

Forskerne skriver om deres forsøg i den videnskabelige artikel i Science, at metoden også kan bruges til at danne carbonylforbindelser med grundstofferne 107, 108 og 109.

Walther Loveland fra Oregon State University mener, at det ikke mindst vil være interessant at bruge metoden for meitnerium (grundstof 109), hvis kemi aldrig tidligere har været studeret.