Daily Archives: October 18, 2014

På det 110.000 kvadratmeter store testområde uden for Kreuzlingen i Schweiz tester forsvarsgiganten General Dynamics European Land Systems’ (GDELS) datterselskab Mowag sit bud på Danmarks kommende pansrede mandskabsvogn (PMV), den nye Piranha V.

Den er én fem kandidater, der i øjeblikket konkurrerer om en milliardkontrakt med det danske forsvar, som i 2015 skal vælge en ny PMV til at erstatte Forsvarets gamle M113-køretøjer.

Piranha V er det nyeste skud på stammen i Piranha-serien og endnu ikke i tjeneste nogen steder i verden. Den er bedre beskyttet mod eksempelvis miner og vejsidebomber end de tidligere Piranha-versioner, og Mowag har udstyret den med tyske MTU’s 6V199 TE21 turboladede dieselmotor, som præsterer 580 hestekræfter og en topfart på 110 km/h.

På testområdet i Schweiz bliver PMV’en udsat for 60 procents stigninger, grøfter, vådt føre, mudderbaner, et svømmebassin og to forskellige serier vejbump.

I næste uge skal EU’s stats- og regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles, og hvis alt går vel, lander de i løbet af fredag en aftale om fælles klima- og energimål for 2030.

Aftalen er opvarmning forud for COP21 i Paris til november næste år, hvor verdens ledere har lovet hinanden at indgå en global klimaaftale, der forhåbentlig sikrer, at vi kan holde den globale opvarmning på maksimum to grader i 2100.

Men hvis det skal kunne lade sig gøre, er det ikke nok at bygge flere vindmøller og installere flere solfangere. Energiformer som atomkraft er en nødvendighed, ellers kan vi ikke begrænse CO2-udledningen overhovedet, slår FN’s klimapanel, IPCC, fast i udkastet til sin femte rapport om klimaændringerne og effekterne heraf. En rapport, som skal danne beslutninggrundlag, når aftalen i Paris skal indgås.

Atomkraft udleder nemlig kun CO2 på niveau med produktion af vedvarende energi fra for eksempel vindkraft.

I hovedtræk skærer Vesten ned på brugen af atomkraft, mens Østeuropa og Asien udbygger.

I Europa bygger kun Finland og Storbritannien nyt, mens Tyskland, Sverige og Schweiz udfaser, og Frankrig vil skære markant ned på a-kraften.

Kina, Indien og Rusland udbygger brugen af a-kraft voldsomt, mens USA bygger videre trods den generelt skeptiske stemning i Vesten.

Vietnam, De Arabiske Emirater og Tyrkiet vil gerne bygge kraftværker.

»Nu, hvor FN melder ud, at atomkraft skal have en mere fremtrædende rolle i vores klimaplaner, tror jeg, at flere vil komme til at se mere positivt på det,« siger Erik Nonbøl, seniorforsker på DTU Risø og ekspert i reaktorfysik.

A-kraft har aldrig været på vej ud

Ulykken ved Fukushima Daiichi-­værket i marts 2011 blev af mange opfattet som dødsstødet for atomkraftens udbredelse, og Japan, Kina og Sydkorea lukkede midlertidigt ned for alle deres værker efter ulykken for at undersøge sikkerheden.

Den uafhængige årlige rapport World Nuclear Industry Status Report tegnede i 2012 da også et billede af en industri i dyb krise: Fire lande annoncerede, at de ville udfase atomkraft, fem lande besluttede, at de enten ikke ville engagere sig eller ikke re-engagere sig i atomkraft, ud af 59 igangværende konstruktioner var 18 forsinket med flere år, kreditrating-bureauet Standard & Poor’s nedgraderede deres vurdering af 75 procent af alle nukleare virksomheder og forsyningsselskaber, fire lande aflyste planlagte projekter – og så videre. Men på trods af denne krise har atomkraft aldrig været på vej ud af verdens energibillede.

»Selv om enkelte landes planer om at udbygge kapaciteten har været sat på standby, har langt de fleste holdt liv i dem. Især når vi kigger østpå,« siger Erik Nonbøl.

For mens Vesteuropa er splittet mellem lande som England og Finland, der opfører nye værker, og Tyskland og Sverige, der udfaser eller begrænser brug af kernekraft, bygger kineserne nye værker hurtigere end nogensinde set før.

Fra 2002 til 2013 har kineserne således sat 17 nye reaktorer i drift, mens 27 er under konstruktion, og endnu flere er på vej. I 2020 vil kineserne have tredoblet deres produktion af atomenergi til 58 GWe, i 2030 er kapaciteten planlagt til 200 GWe, og i 2050 lyder målet på det dobbelte.

Til sammenligning er det samlede output fra verdens 437 atomkraftværker i dag på GW. Kineserne har brug for atomkraft såvel som for biomasse, naturgas og vedvarende energi som alternativ i et land, hvor omkring 80 procent af landets elektricitet bliver produceret med kul, som bidrager til en svimlende luftforurening.

Også i Østeuropa er der planer om at udvide atomkraftens rolle.

»Med Ruslands støtte naturligvis,« lyder det fra Erik Nonbøl:

»At bygge kernekraftværker er en stor økonomisk belastning for et hvilket som helst land og da især et østeuropæisk. Men med mulighed for at købe russisk design og optage billige russiske lån mod at russerne får part i værkerne, har også østeuropæerne råd,« siger han.

Blandt de østeuropæiske lande, som lige nu er i gang med at bygge eller planlægge fremtidige atomkraftværker, er Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumænien, Bulgarien og Ukraine, der har planlagt konstruktion af to nye reaktorer og har 11 mere på tegnebrættet.

Der skal mere atomkraft til

Det Internationale Energiagentur, IEA, vurderer, at produktionen af atomkraft vil vokse med en tredjedel på verdensplan fra 2011 til 2035, hvis de nuværende planer om udvidelse holder. Det betyder, at atomkraftens andel af elproduktion vil ligge stabilt på 12 procent over årene.

Ifølge IEA’s beregninger er de 12 procent dog ikke nok til at holde den globale opvarmning på to grader. Selvom atomkraften har fået en genfødsel efter Fukushima, vil produktionen i 2025 være 7 til 25 procent under IEA’s såkaldte 2DS-mål, som giver 80 procents chance for, at verden når sit mål om to grader på den globale opvarmningskonto – forudsat, at vi halverer CO2-udslippet fra 2011 og frem til 2050.

Skal vi nå to graders-målsætningen, skal atomkraft udgøre 18 procent af verdens energiproduktion, konkluderer IEA.

Hovedparten af verdens nuværende atomkraftværker er af generation 2 bygget fra 1970’erne og frem. Disse værker har forskellige typer af sikkerhedssystemer, og de fleste er blevet opgraderet på sikkerheden flere gange, siden de blev bygget.

De værker, der i dag er under opførelse, er af generation 3 og i nogle tilfælde 3+. Et af de første 3+-værker, der er under opførelse, er det finske Olkiluoto 3, som bygges af franske Areva og er både berømt og berygtet for at blive ni år forsinket og op mod dobbelt så dyrt som planlagt. De væsentligste forskelle på generation 2 og 3 (herunder 3+) ligger i sikkerheden – tredje generation har et passivt sikkerhedssystem, der gør, at disse værker kan lukke ned uden elektricitet og manuel operatør.

Bedre uran-udnyttelse

Derudover opererer genera­tion 3 blandt andet med en højere udnyttelse af uran og en længere levetid. Mens tredje generation lige nu bliver bygget, arbejder verdens store kernekraftlande videre på udviklingen af genera­tion 4, som endnu kun har kørt på testniveau. Generation 4 består af seks reaktordesign, tre af dem termiske reaktorer og tre hurtige reaktorer, der fungerer med hurtige neutroner og kan bruge det radioaktive affald og lave energi af det hele og ikke kun af den ene procent naturlige uran, som almindelige reaktorer kan.

»Der er væsentligt større perspektiver i disse reaktorer, fordi de kan køre på uran-238, hvilket betyder, at der vil være uran-ressourcer til kernekraften langt ud over de 100 år, vi regner med nu,« siger ekspert i reaktorfysik Erik Nonbøl.

Uran-238 udgør over 99 procent af alt naturligt forekommende uran, men er langt mindre radioaktivt end for eksempel uran-235 og uran-233, hvilket i øjeblikket gør det uegnet som selvstændigt reaktorbrændstof.

Generation 4-værkerne vil desuden have langt højere udgangs­temperatur end generation 3.

»Hvor dagens reaktorer opererer med en udgangstemperatur på 270-300 grader, vil generation 4 være helt oppe på 500-700 grader,« siger Erik Nonbøl.

Den høje temperatur vil gøre værkerne i stand til at producere plutonium, som kan bruges som brændsel og gøre værkerne i stand til at udnytte op mod 90 procent af uranet, hvor de i dag kun udnytter omkring én procent.

»Samtidig åbner de høje temperaturer op for at bruge værkerne til brintfremstilling, som kan bruges til brændstof i andre henseender,« siger Erik Nonbøl.

Ifølge interesseorganisationen World Nuclear Association vil generation 4 være klar til implementering mellem 2020 og 2030. Erik Nonbøl mener dog, at der først kan blive tale om reel produktion tidligst i 2030.