Trods drømmen om et nyt hjem i rummet: »Jorden vil altid være vores hjemplanet«

En lille hvid prik af et rumskib svæver lydløst i det tomme rum med Saturns store ringe som baggrund. En grå prik af et menneske bevæger sig rundt i et endeløst isdækket landskab. En blå-hvid jord svæver roterende rundt i et stjernespækket univers.

Scenerne er fra ‘Interstellar’, Hollywoods nye storfilm af instruktøren Christopher Nolan, og de virker som et utiltænkt symbol på det stik modsatte af filmens overordnede budskab, der lyder: ‘Menneskeheden blev født på Jorden. Det var aldrig meningen, den skulle dø her.’

I budskabet ligger en indbygget tro på, at menneskeheden har en skæbne. Der er en mening med os. En mening. Og Christopher Nolan har også selv fremhævet, at filmen cirkler om, hvad det vil sige at være menneske.

Men menneskeheden skal passe på med at have for store tanker om sig selv. Vi er som de små prikker i de imponerende scener nævnt i indledningen. Små nysgerrige tilfældigheder i et univers, vi bebor i et ubetydeligt lysglimt af et øjeblik, et univers, der ikke er skabt for os.

Arkitekt (f. 1974) med speciale i bemandet rumfart, arbejder i dag for kolonisering af Mars gennem Mars One-projektet. Er også medgrundlægger af Copenhagen Suborbitals og har arbejdet for Nasa.

Om filmen: Alt for lang og teknisk rent hat og briller med et forfladiget og plat actionlag a la ‘Armageddon’. Men spændende og med gode eksisten­tielle spørgsmål.

Civiløkonom (f. 1968) og filosofisk fremtidsforsker, har studeret teologi. Udkom senest med bogen ‘Globalt Gearskift’ om, hvordan civilisationen står ved en korsvej med teknologien i centrum.

Om filmen: Stærkt underholdende og med et godt manuskript, der stillede gode eksistentielle spørgsmål – men med en utroværdig og irriterende hovedperson.

Sådan lyder det fra to personer, som Ingeniøren så ‘Interstellar’ sammen med fremtidsforsker Lene Andersen og rumfartsarkitekt Kristian von Bengtson.

»Vi er intet andet end et biologisk freakshow. Vi eksisterer kun nu og her. Om 200 eller 100.000 år er vi væk, og Jorden er ikke til for menneskets skyld. Det er et tilfælde, at vi er her,« lyder det fra Bengtson.

Vi er kun værdifulde for os selv

I ‘Interstellar’ er mennesket tvunget til at finde andre planeter. Verden er ved at løbe tør for mad på grund af plantesygdomme, og en tidligere testpilot og landmand får opgaven at lede en mission gennem et ormehul ved Saturn, der skal finde den mest beboelige planet på den anden side.

‘Interstellar’ er både spændende og tankevækkende. Det var begge biografgængere enige om, også selvom filmen – med von Bengtsons ord – teknisk var ‘rent hat og briller’. Men vi mennesker er ikke skæbnebestemte til at sprede vores dna i rummet. Alligevel vil vi en dag rejse ud og kolonisere andre planeter, lyder det fra de to. Men til den tid vil verden se helt anderledes ud end i Nolans univers, hvor rumraketter stadig ligner noget fra Apollo-tiden, luftsluser åbnes med store metalhåndtag, den bærbare pc stadig foldes på midten, og rumfly styres med en styrepind mellem benene.

Men når et hold mennesker en dag rejser ud for at bosætte sig på en anden planet, bliver det aldrig for, at menneskeheden skal forlade Jorden. Den er og bliver vores hjem, mener de begge:

»Vi mennesker er kun værdifulde for os selv. Og vi skal kun rejse ud, hvis vi får mere ud af livet på Jorden ved at gøre det. Hvis menneskeheden på kloden ikke bliver lykkeligere, rigere eller får nye kundskaber, er rejsen irrelevant,« lyder det fra Lene Andersen.

Nysgerrigheden ligger nedarvet i mennesket og driver os derud, men tanken om kolonisering er ikke nedarvet.

»I det førmoderne samfund frem til 1800-tallet havde mennesket ingen idé om fremskridt. Dengang var det traditionelle godt. Jo færre forandringer, desto bedre, fordi forandringer ofte førte problemer med sig. Men så kom naturvidenskaberne og f.eks. vaccinen og lægevidenskaben. Den løste en masse konkrete problemer og førte fremtidshåb med sig. Det var moderniteten. Pludselig vænnede vi os til, at videnskaben og teknologien kunne hjælpe os,« siger Lene Andersen.

På vej væk fra mental indavl

Ligesom Kristian von Bengtson minder hun om, at ‘Interstellar’s syn på fremtiden – ligesom alle fortællingers – er et produkt af vores tid. Vores fremtidssyn er under konstant forandring, især i disse år. I sin krystalkugle ser hun et samfund på vej mod en større accept af teknologien som svaret på vores udfordringer, også selvom vi ved, at den har en bagside. Vi bevæger os fra postmodernismen til metamodernismen, som Lene Andersen udtrykker det. Og det er godt, fordi 1960’erne midlertidigt gav os et meget sort syn på fremtiden og teknologien:

»Tag science fiction-tegneserierne i 1960’erne. I starten var det en lys, drømmende og utopisk verden med flyvende biler og sølvdragter, men så overtog dystopien, og det blev en trist, ond og mørk verden med fremkomsten af atomkraftens bagsider og forurening,« siger Kristian von Bengtson.

Lene Andersen peger på miljø- og videnskabsbogen ‘Silent Spring’ af Rachel Carlson som et afgørende vendepunkt for den nyere tids teknologibegejstring, og havde vi fortsat i 1960’ernes dystopiske spor, var verden i dag måske blevet som ‘Interstellar’s forestilling om samfundet på Jorden: et samfund, hvor Nasa må arbejde under jorden, og ingeniørerne inddirekte får skylden for de plantesygdomme, som hærger kloden.

»Verden har ikke brug for ingeniører, men landmænd«, siger en skolelærer i filmen, og i frustration sidder hovedpersonen så på sin veranda med en øl i hånden og hovedet fuld af viden og bander over, at samfundet fornægter Apollo-missio­nerne som propaganda.

»Vi mennesker har brug for at turde tænke stort og række ud. Ellers bliver vi skøre. Vi er nødt til at lave raketter, månelandinger og Mars-programmer, for ellers bliver der recession og mental indavl,« siger Kristian von Bengtson.

»Det er ikke bonden, der har givet os en verden af muligheder, mobiltelefoner og flyrejser. Vi er blevet for magelige og har glemt, hvad der gik forud. Husk lige at takke de mange tåber, der er hoppet ud fra broer med vinger på, næste gang du sætter dig i et fly,« siger han.

»Vi vil rejse ud, men det bliver ikke det her ormehul-hopperi – og det bliver ikke for at finde en erstatning for Jorden. Selvom jeg er en meget rumfartselskende person, tror jeg ikke på ideen om terraforming af andre planeter (at gøre dem beboelige, red.). Det er meget nemmere at fikse den her planet end at skabe livsbetingelser på en anden,« siger Kristian von Bengtson.

STAY!

Hvorfor afgrødeproblemet på Jorden ikke kan løses, skøjter ‘Interstellar’ også pænt hen over, og på den måde fremstår filmen som et produkt af mennesket og den vestlige kultur: Vi er utålmodige mennesker, der jagter hurtige løsninger, og har svært ved at magte de langsigtede udfordringer, lyder det fra Lene Andersen, der ikke kan undgå at drage paralleller til verdens klimaudfordringer.

»Vi har så uendelig svært ved at tænke langsigtet, men jeg fornemmer, vi er på vej mod et globalt skift. Endnu rejser kinesere og indere stadig i rummet for at vise deres nationalitet. Men jeg har en tro på, at vi finder sammen om en global vision. Men i den skal vi genfinde det sociale aspekt og solidariteten,« siger Lene Andersen, der dog er enig med Kristian von Bengtson i, at det først sker, ‘når lokummet virkelig brænder’.

»Vi er så utrolig gode til at tisse i bukserne, og verden løser ikke sine problemer, før vi kan kigge ud ad vinduet og se dem. Og det er et problem, for Jorden vil altid være vores hjemplanet. Den vil menneskeheden aldrig forlade,« siger han.

STAY! lyder det da også i morsesprog i en central scene i filmen. Og måske er det Nolans eget skjulte budskab til menneskeheden.