Daily Archives: February 14, 2015

Spiltest: Dying Light – udøde om dagen, udødelige om natten

Zombier forgår som bekendt ikke let, og de seneste års konstante strøm af udøde i underholdningsbranchen ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.

Den polske spiludvikler Techland, der blev et kendt navn med Call of Juarez, har allerede erfaring med digitale zombier.

I 2011 udkom således Dead Island, et relativt forglemmeligt spil solgt på en uforglemmelig trailer.

Dying Light læner sig op ad sin forgænger – på godt og ondt – og låner tilmed en hel del gameplay-elementer fra andre spil.

Resultatet er et spil, der svarer lidt til et påskeæg i hænderne på en landskabsmaler – præget af smukke detaljer og solidt håndværk, men det virker bekendt og føles hult.

Den har vi hørt før…
Du er Kyle Crane, et stereotypisk amerikansk, hvidt muskelbundt, der er blevet sendt ud for at infiltrere karantænezonen i den fiktive by Harran (inspireret af den historiske tyrkiske by af samme navn) og finde en person i besiddelse af hemmelige oplysninger, der kunne bringe din organisation, GRE (Global Relief Effort) i vanære.



Turismen er død i Harran – men flot er byen dog stadig. Klik for større billede.

Efter en dårlig faldskærmslanding i Harran bliver Kyle overfaldet af en bande, der jages på flugt af zombier, alt imens Kyle bliver reddet af to andre overlevende og bragt med til deres tilflugtssted.

Du får hurtigt vundet deres tillid, og efter en kort guidet løbetur bliver du kastet for zombierne som en af “de gode”.

Det er et tyndt plot, et fænomen der desværre stadig er alt for typisk i computerspil, og efter 10-15 minutter står det klart, at det ikke blot er historien, den er gal med – originalitet er noget, man må lede langt efter i næsten enhver henseende.

Dying Light gør rigtig mange ting godt – problemet er bare, at det virker identitetsforladt (eller -forvirret), fordi det ikke tør stå på egne ben.

Gammelt stof, nye klæder
Da Techland kom under vingerne på WB Games var de angiveligt glade for den “kreative frihed”, som det affødte – derfor er det en anelse underligt at se, hvordan Dying Light låner med arme og ben fra andre spil.

Parkour – eller “free running” – er et centralt element i Dying Light, hvorfor beskrivelsen “Mirror’s Edge med zombier” er nærliggende.

Har du prøvet nogle af de største titler de seneste par år, vil du dog sandsynligvis også kunne genkende komponenter fra Far Cry-serien, Fallout-serien og sågar Red Dead Redemption for bare at nævne et par stykker.



Du optjener forskellige typer erfaringspoint bl.a. ved at udføre missioner, løbe og tæve zombier – de bruges til at købe nye færdigheder. Klik for større billede.

Der er som sådan ikke nogen grund til at genopfinde den dybe tallerken, men Dying Light har så travlt med at efterligne og spænde over genrer, at det i sidste ende er lige så forglemmeligt som sin forgænger.

Det er ærgerligt, for spillet er på ingen måder decideret dårligt, men man sidder ofte med en følelse af, at det kunne have været noget helt specielt.

Bortset fra nogle indledende problemer med pc-versionen (en tendens der desværre rammer mange moderne spiltitler, der er udviklet og optimeret primært til spillekonsoller) lever Techland op til sit navn – der er helt styr på den tekniske del.

Dying Light er ganske enkelt umådeligt flot.



“It was like that, when I got here…” 

Annonce:


Alt lige fra belysningen til teksturerne skriger af realisme, og lydkulissen gør sit for at skabe en uhyggelig stemning ­- hvad enten det er en klirren fra en flaske på jorden eller skrig i det fjerne, sidder man næsten hele tiden med en urolig fornemmelse af, at det er bedst at holde sig i bevægelse.

Forskelligt som dag og nat
Ud over zombier er Harran befolket af både skøre typer og postapokalyptiske stereotyper.

Der er ikke meget kulør på persongalleriet, men når mørket falder på, sker der til gengæld ting og sager med byens hvileløse “beboere”.

Om natten bliver der vendt op og ned på hierarkiet, og opholder du dig uden for en af de sikre zoner, må du være beredt på at flygte over hustagene, hvis de skræmmende stærke og hurtige “volatiles”, “night hunters” og andre superzombier opdager dig og sætter jagten ind.



Der er væsentligt mere bid i zombierne om natten. Klik for større billede.

Det står i skarp kontrast til de nærmest komiske “almindelige” zombier, der vælter rundt i gaderne og falder over hinanden.

De bliver hurtigt til forhindringer eller omvandrende boksebolde, som du forsøger at tæve på nye og underholdende måder, efterhånden som du lærer nye færdigheder.

Dying Light er kort sagt uensartet og svinger stemningsmæssigt som et pendul mellem Dead Rising og The Walking Dead.

Underholdning uden substans
Der har på det seneste været en bølge af såkaldte “open world”-spil, og det ser ikke ud til, at den stopper lige foreløbig.

Det lader til at være en populær misforståelse, at en åben spilverden i sig selv er et kvalitetstempel – ja sågar et must så snart en udvikler har et vist budget.

Der er masser at lave i Harran, men såvel den kreative nedslagtning af zombier som sidemissionerne bliver hurtigt ensformige.

Hvor megen morskab du får ud af Dying Light, afhænger i sidste ende af, hvilke forventninger du har på forhånd.

Håber du på en helstøbt, intens og karakterdrevet spiloplevelse i stil med The Last of Us, vil du nok blive skuffet.



Er du træt af våben, der konstant går i stykker? Send zombierne på flyvetur med et godt gammeldags dropkick.

Annonce:


Er du til gengæld blot ude på at more dig med at hoppe rundt på hustage og lege kispus med zombier, så er der mange timers underholdning at finde her.

Falder du inden for sidstnævnte kategori, anbefales det, at du inviterer vennerne med – sandkasser er som regel sjovest, når man har andre at lege med, og Harran er ingen undtagelse.

Op til 4 spillere kan spille sammen online og følge kampagnen samt fuldføre sidemissioner sammen eller konkurrere i forskellige tilfældigt genererede minispil undervejs, såsom “hvem kommer først til punkt X på kortet” eller “hvem slår flest zombier ihjel, inden tiden udløber”.

Du kan også invadere andre spillere som en af nattens superzombier i “Be the Zombie”. Online kan Dying Light faktisk være rigtig sjovt – hvis du selv er villig til at slå hjernen fra.

Posted in computer.

Test: Er Samsung Edge’s kurvede skærm genial eller tåbelig?

Skal man bygge noget, bare fordi man kan?

Samsung knækkede koden for buede skærme for et par år siden, og det koreanske firma har siden påduttet sine store 55+ tommer fjernsynsskærme de kurvede former.

Efterfølgende er det samme sket med Samsungs smartwatches, og snart også med selskabets compturskærme.

Sidstnævnte er et sted, hvor det rent faktisk giver mening, men det er en anden historie. 

Men Samsung har også smidt sine buer på phablet-telefonen Note 4.

Ud af det ægteskab kommer Samsung Edge, en Samsung Note 4 på 5,6 tommer, hvor den ene side af skærmen, den højre, buer ud over kanten som et andet vandfald.

Funktionerne er stadig få. Og selvom der er steder, hvor skærmen giver mening, så sidder man efter at den første “Wow”-effekt har lagt sig med en lidt underlig følelse i maven: Hvorfor er kurven der?

Specifikationer

Mål: 151,3×82,4×8,3mm, 176 gram
Display: 5,6″ AMOLED display, 525 PPI
Kamera: 16 MP f/2.0 optik med optisk stabilisering
[b]Batteri: [/b]3000 mAh
Ydelse:
 Snapdragon 805 quad-core 2,7GHz, Adreno 420 grafik, 3GB RAM
Lagerplads: 32GB + op til 128GB micro-SD
Software: Touchwiz UX og Android KitKat 4.4.4

Annonce:


Minder dejligt meget om storebror
Hvis vi et kort sekund ser bort fra den kurvede skærm, så er det mere eller mindre en Note 4-telefon, som vi sidder med i hånden.

5,6 tommer AMOLED-skærm i en QHD-opløsning, hvilket svarer til 1.600 x 2.560.

Det er en høj opløsning, som ellers kun matches af for eksempel LG G3, og selvom skærmen er flot, så er det nok for meget af det gode.

De fleste brugere vil nok ikke kunne se forskel på en Note 4-skærm og en Samsung Galaxy S5-skærm, som kun er 1080p.

Også processor, kamera og styresystem er det samme. Du kan læse vores længere anmeldelse af Note 4, som vi egentlig var glade for, men som helt klart går efter en helt bestemt målgruppe.

Nemlig dem som stadig ønsker at bruge en stylus til deres telefon, som var det en Palm.



Kameraknapperne er blevet forvist til den buede kant. Det fungerer rigtig godt. Foto: Morten Sahl Madsen



Telefonen fungerer – ud over den buede skærm – fuldstændig som en Note 4-telefon. Foto: Morten Sahl Madsen

Den buede skærm: De gode ting
Skærmens buede kant giver en smule mere skærmplads at arbejde på.

Blandt andet har Samsung været så smarte at sætte ikon-docken, som ellers normalt er at finde i bunden af skærmen, og har placeret den på den buede skærm.

Det gør, at dit skrivebord bliver lidt større.

Notifikationer og beskeder kommer også ude på den buede skærm, så du hurtigt får et hurtigt overblik over, hvem det er der skriver til dig, og om natten går telefonen i “night-mode”, og skærmen lyser svagt klokkeslæt ud af den buede skærm.

Det forvandler telefonen til et vækkeur af den gamle slags, så du ikke længere behøver at brænde dine øjne ud af en alt for lysstærk telefon, når du skal se, hvad klokken er.

Også på kamera-delen har Samsung udnyttet skærmen.

Her er mange af software-knapperne rykket over, og det giver rigtig god mening.



Foto: Morten Sahl Madsen



Det er en stor telefon, men hvis du er tilhænger af “phablet”-kategorien, så er det ikke et problem for dig. Foto: Morten Sahl Madsen

Den buede skærm: De dårlige ting
Men der er altså heller ikke meget mere godt at sige.

Det er teknisk flot, og jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har siddet og nullet det bløde glas med min tommeltot. Det føles fantastisk.

Men funktionsmæssigt er der langt til guldet.

Ud over ovenstående tilfælde, så er der ikke meget, den buede skærm tilføjer.

Hvorfor ligger Google Chromes ikoner ikke på den buede skærm, når jeg bruger skærmen i portræt-mode? Hvorfor kan jeg ikke styre apps som Spotify eller Netflix fra kanten?

Buen bliver simpelthen ikke udnyttet nok til, at det giver mening.

Samsung har selvfølgelig bygget ENDNU en app-store, hvor du kan hente såkaldte paneler til den buede skærm, men der er næsten intet at hente. I hvert fald intet nævneværdigt.

Samsung Galaxy Note Edge

Plus:

  • Flot og skarp AMOLED-skærm
  • Metallisk design – Vi kan lide det Samsung. Bliv ved med det
  • Kraftig hardware

Minus:

  • Den buede skærm er en gimmick og bringer kun meget lidt brugbart nyt.
  • Den buede skærm hæver prisen meget – ligesom buede skærme hæver prisen på fladskærme

Karakter:


Priser fra EDBpriser

Konklusion: Det ér en gimmick
Den skrå kant på Edge er en sjov tilføjelse og et forsøg på at skille sig ud.

Et godt forsøg, og det er imponerende, at det kan lade sig gøre, og at selve interaktionen med skærmen er så flydende og ren. Ingen hakken eller problemer.

Hvis der da bare var et formål med den. Du kan med andre ord bruge den buede skærm til alt for lidt.

Resten af telefonen er til gengæld en telefon, som gør det godt.

Det er en Note 4, og hvis du er til meget store telefoner med stylus, så ville vi nok foreslå Note 4 i stedet for Edge. Den kommer også til en billigere penge.

Note 4 koster omkring 4.600 kroner på diverse hjemmesider.

Edge koster 6.400 kroner i skrivende stund.

Læs også: Tre ugers test af iPhone 6 Plus: Kæmpestor, dyr, besværlig og herlig

Posted in computer.

Sådan undgår du at købe en langsom tablet eller mobil

Posted in computer.