Monthly Archives: October 2015

Hele telefonens styressytem minder i meget høj grad om iOS. Også Lenovo benytter samme taktik på deres tablets. Blandt andet har du ingen app-skuffe, hvor du kan have apps i.

Honor 7 er en telefon fra Huawei, men det er ikke noget, som Huawei praler med.

Det stÃ¥r kun pÃ¥ bagsiden af den pastelblÃ¥ kasse, og der stÃ¥r ikke engang, at den er bygget af Huawei. Næ, den er “powered by Huawei,” hvad end det sÃ¥ betyder.

Honor er en serie af telefoner, som er rettet mod det yngre segment af mobilbrugere, som ikke har brug for en vanvittig Octo-Core-processor fra Samsung eller en gigantisk skærmopløsning fra LG.

Det er i hvert fald den tanke, man får, når man tænder for telefonen for første gang. For softwaren minder slet skjult om noget, som man har set før.

Til gengæld koster telefonen markant mindre end en iPhone – eller andre af de dyrere telefoner pÃ¥ markedet. Til en pris pÃ¥ cirka 3.000 kroner svæver Honor 7 pÃ¥ samme prisniveau som OnePlus 2. Og hver kommer med sine fordele og ulemper.

Design
Honor 7 er som sagt en telefon fra Huawei. Og så alligevel ikke. Det er et søsterbrand, som nogle steder markedsføres under Huawei og andre steder ikke. Det er forvirrende or brugeren, for hvem skal man rette henvendelse til, hvis du har brug for support? Huawei eller Honor?

Ikke desto mindre følger telefonen nogenlunde samme designsprog, som du også finder på de andre produkter fra Huawei.

Telefonen er indpakket i metal med plastikkanter i top og bund Рformodentligt for at give antennen fri adgang. Foran er der ingen knapper Рde er softwarebaseret, og p̴ siden finder du de obligatoriske standby- og volume-knapper.

I venstre sider finder du også en ekstra knap. Den kan du indstille til en række udvalgte funktioner såsom snapshot med kameraet, lommelygte eller en google-søgning.

Resten af designet er lidt intetsigende. Det er ikke ment pÃ¥ en negativ mÃ¥de, men du stopper ikke en op med en Honor 7, som du for eksempel gør med en Samsung Galaxy S6 Edge. Eller den føles ikke lige sÃ¥ lækker at have i hÃ¥nden som en LG G4 eller en iPhone 6 – eller sÃ¥gar en Lumia 640.

Specielt det store “honor”-ikon er generende. Det skærer lidt i fingrene, nÃ¥r du kører hÃ¥nden over telefonen, og efter bare en uge eller to er der skidt i det ene “o”.

Designet er funktionelt, men lidt uinspirerende. Foto: Morten Sahl Madsen

System
Lad os køre Honor 7 igennem en tjekliste.

Honor 7′s antenner er gode, gav kun meget fÃ¥ dækningsproblemer pÃ¥ mit 3-abonnement (altid pÃ¥ 3G – ofte pÃ¥ 4G i København og omegn), og lydkvaliteten i en samtale er godkendt.

Telefonen kører Huaweis egenudviklede Kirin-processorer, som giver en udmærket ydeevne, men som ligger langt fra for eksempel en Samsung Galaxy S6.

Prisen er jo også derefter, og vi oplevede ikke, at vi havde problemer med apps og lignende.

 Forvent dog ikke, at den kan køre store, grafiske spil pÃ¥ niveau med de egentlige flagskibstelefoner – det gør de stadig markant flottere og mere flydende.

Skærmen er en FullHD-type skærm, som giver et rigtig flot billede uden de store dikkedarer.

Der er et stykke op til en AMOLED-skærm fra Samsung eller en fra LG, men ret skal være ret, og du vil ikke blive skuffet for skærmen pÃ¥ Honor 7 – hvad end det er til web eller fotos.

Kameraet er udmærket, og billeder taget med kameraet bliver generelt flotte.

Det er et 20 megapixel kamera med en blænde på f/2.0.

Billederne bliver ofte flotte, og der er en række software-funktioner, som for nogle vil være interessante. Blandt andet slow-motion, Panorama, og… Food-mode? Ja du kan tage et billede af din mad med dette kamera, og det vil gøre billedet mere appetitligt. Alt i alt skal du kigge langt efter et kamera, som tager sÃ¥ gode billeder i sin prisklasse.

Frontkameraet har ogsÃ¥ en “beautifier”, en slider som kan gøre din hud mere end eller dine øjne mere skinnende. Kameraet bliver dog presset i mørke omgivelser.

Telefonen har en virkelig god fingerskanner på bagsiden til din pegefinger, som virker mindst lige så godt som dem på en iPhone 6 eller Samsung Galaxy S6.

Den kan desuden tilknyttes forskellige funktioner, så hvis du swiper op eller ned, så kommer notifikationsmenuen frem. Ikke nogen dum ide.

Højttaleren i bunden snyder. Der er to højtalerriller i bunden, men det er reelt set kun den ene, som der kommer lyd ud af. Havde Huawei… undskyld Honor -  ikke forventet, at det ville blive opdaget? Lyden er ligeledes ikke vildt imponerende, sÃ¥ brug i stedet et headset.

Alt dette understøttes af et 3.100 mAh stort batteri, som giver en solid brugstid.

Der gik nemt halvanden dag med strøm pÃ¥ telefonen, og Honor 7 har desuden “Fast Charge”, hvilket betyder at en halv times opladning giver 30 procent strøm. Ganske fint.

Hnor 7 er en rigtig fin telefon, hvis dine forventninger ikke ligger i toppen af skalaen. Forvent ikke en Android-telefon i Samsung Galaxy S6-skalaen, men for 3.000 kroner får du overraskende meget. Foto: Morten Sahl Madsen

iOS’sk udseende
Til sidst kigger vi pÃ¥ softwaren. Telefonen kører Android 5.0, men er modificeret næsten til ukendelighed af Huaw… Honor.

Det minder rigtig meget om systemet på iOS, hvor der blandt andet ikke eksisterer en app-skuffe.

Lenovo benytter samme tilgang til udseendet, og du kan jo altid hente en anden launcher til din telefon, hvis du ønsker at gemme nogle apps væk.

Menuer, felter og lignende minder igen meget om iOS, og specielt kamera-appen er næsten identisk.

Dog er ydeevnen som førnævnt solid – sÃ¥fremt du holder dig fra meget grafiske spil som for eksempel Implosion.

Du kan desuden tilpasse telefonen i en meget høj grad. Der er en god tema-butik, og ved at “white-liste” specifikke apps kan du begrænse udvalgte apps fra at have adgang til den sparsomme 3G/4G-data. Det er en god funktion.

Konklusion:
Efter et par ugers brug er konklusionen tydelig: Honor 7 er en god Android-telefon, hvis du ikke sætter de helt store krav.

Det er der ingen skam i, og i bytte får du en meget god pris med en rigtig god hardware til prisen. Designet er konservativt og en smule kedeligt, men solid og velbygget. Kameraet tager gode billeder, og batterilevetiden er godkendt til UG.

Men den grafiske chip i Huaweis chipset er mangelfuld og kan ikke ordentligt understøtte nyere spil.

Husk ogsÃ¥ at du for samme pris – 3.000 kroner – kan købe dig en P8 eller en OnePLus 2.

Sidstnævnte er uden tvivl en meget stor konkurrent til Honor 7, men Honor 7 er også uden tvivl noget lettere at købe, da flere danske teleoperatører sælger den.

OnePlus 2 skal du have en invitation til.

Læs ogsÃ¥: Test: Du kan fÃ¥ fire Lumia 640 for én iPhones pris – og Lumia 640 er faktisk en rigtig god telefon

SÃ¥ har vi balladen igen: Filmbranchen og telebranchen er atter røget i totterne pÃ¥ hinanden.Â

Det er ikke mere end et lille års tid siden, at filmbranchen og telebranchen sidst var ude i et offentligt slagsmål - blandt andet fordi den danske filmbranchen mente, at teleselskaberne skulle betale penge til en filmpulje på grund af de tab, filmbranchen har som følge af internettet.

Nu er der så lagt op til endnu et offentligt bokse-drama, der får Rocky-filmene til at lige en krammer mellem Bamse og Kylling.

Under overskriften “Teleindustrien lader hÃ¥nd om forbrugerne” skriver brancheforeningen Danske Biografer, at “teleindustrien er ude af stand til at forstÃ¥ filmbranchens udfordring og alene – i ufattelig kortsigtet tænkning – blot vil have større omsætning til sig selv.”

“… det handler ene og alene om at teleindustrien vil rage til sig og efterlade filmbranchen i en rygende ruinhob, mens teleindustrien gÃ¥r pÃ¥ jagt efter en ny branche, de kan malke,” skriver Kim Pedersen, der er formand for Danske Biografer. Læs hele indlægget her.

Indlægget fra Danske Biografer kommer, efter at Teleindustriens direktør Jakob Willer i sidste uge selv skrev en kommentar om filmbranchens grædekoner i forbindelse med den nye Filmaftale, hvor der på en møde med kulturministeren blev diskuteret branchens udfordringer.

“Filmbranchens grædekoner”
Jakob Willer skrev blandt andet:

“Der blev igen fra filmbranchen fremsat urigtige pÃ¥stande om, at teleselskaber og internetudbydere tjener mange penge pÃ¥ trafikken fra film pÃ¥ nettet – bÃ¥de den ulovlige og den lovlige – og der blev fremsat fantasifulde forslag om at fÃ¥ internetudbydere til at subsidiere filmbranchen, indføre internetskat og blankbÃ¥ndsafgift pÃ¥ bredbÃ¥ndsforbindelser og gøre internetudbydere ansvarlige for at overvÃ¥ge brugerne og filtrere den ulovlige trafik ud af internettet.”

“Og hvis vi ikke gjorde det – sÃ¥ skulle der vanke bøder,” skrev Jakob Willer.

I indlægget hos Danske Biografer skriver formand Kim Pedersen blandt andet til Jakob Willer og resten af telebranchen:

“Helt overser Jakob Willer, at filmen netop er tilgængelig digitalt, og at pirateri først optræder nÃ¥r filmene netop er fuldt tilgængelige pÃ¥ nettet. Danske film oplever ikke pirateri, sÃ¥ længe de vises i biograferne. Det er først nÃ¥r folk netop har legal adgang til filmene digitalt pÃ¥ nettet, pirateriet opstÃ¥r.”

Her er problemet – ifølge filmbranchen
“Willer forstÃ¥r øjensynligt ikke, at filmbranchen ikke kan overleve med en omsætningsnedgang pÃ¥ 66 procent, som musikbranchen oplevede, da de fulgte Willers rÃ¥d. Det til trods for, at en film er million-fold dyrere at producere end en sang,” lyder det fra Kim Pedersen fra Danske Biografer, der ogsÃ¥ kommer med denne anklage: 

“Først dræbte teleindustrien videoforretningerne og næste mÃ¥l for deres erobring er biograferne – dog ganske uden at kunne kompensere for indtægterne disse to sektorer repræsenterer.”

Kim Pedersen skriver desuden, at det er forbrugerne, der bliver taberne i sidste ende, hvis teleindustrien får held med at reducere den danske filmindustri til produktion af billige tv-film, reality- og gameshows.

“At teleindustrien arrogant lader hÃ¥nt om forbrugerne, i deres jagt efter indtjening, burde dog ikke komme som en overraskelse, men her tydeliggjort mere end nogensinde,” skriver Kim Pedersen.

Læs også:

Filmbranchen om danske teleselskaber: der er free riders og skal betale

Computerworld mener: Film-afgift på internet er som en elendig b-film

Nye krav om film-afgift på internet: Det skal det koste

Dansk telebranche: Film-afgift på internet vil være helt urimelig

Telefirmaer afviser film-afgift: Det er det rene vanvid

Efter hylen og skrigen i årevis: Nu elsker musikbranchen digitalisering

Facebook er klar med en lynopdatering til iPhone og iPads, efter selskabet er blevet mødt med beskyldninger om, at Facebook-app’en dræner iOS-baserede maskiner for strøm meget hurtigt.

Ifølge Facebook-udvikler Ari Grant har Facebook fundet ‘enkelte nøgle-issues ‘ og fundet frem til en række forbedringer, hvoraf nogle allerede er blevet lanceret.

Den første opdatering, som Facebook har sendt pÃ¥ gaden, skal sætte en stopper for det, som Facebook kalder for ‘CPU-spin,’ som skyldes en fejl i netværks-koden.

“Et ‘CPU-spin’ er som et barn pÃ¥ bagsædet af en bil, som bliver ved med at spørge: ‘Er vi der snart, er vi der snart, er vi der snart,’ hvor spørgsmÃ¥let jo ikke bidrager det mindste til at vi vitterligt nÃ¥r frem til vores destination,” lyder det fra Ari Grant pÃ¥ Facebook.

Ifølge selskabet er problemet blevet forværret af, at Facebook-appen i nogle tilfælde er fortsat med at afspille lyd til afspillede videoer i det skjulte og med lyden skruet helt ned, efter videoen er blevet slukket.

Det har ført til, at app’en har drænet batteriet for strøm.

Facebook vil nu løse dette problem ved at fjerne muligheden for at afspille lyd i baggrunden fuldstændigt.

Problemet er opstÃ¥et med iOS 9 og blev opdaget af it-manden Matt Gilligan i sidste uge. Kritikken vakte straks genklang blandt mange brugere, der kunne genkende problematikken og som kritiserede Facebook for at være ‘bruger-fjendtlige’ og i ‘dyb mangel for respekt for iOS-brugere.’

En ny EU-rapport sætter fokus på et for teleindustrien meget ømt punkt: At der er for stor forskel på de bredbåndshastigheder, der markedsføres, og de hastigheder, der rent faktisk leveres til kunderne.

Konklusionen pÃ¥ en meget omfattende undersøgelse af bredbÃ¥ndshastighederne i alle EU-landene – og herunder altsÃ¥ ogsÃ¥ i Danmark – er nemlig, at man som bredbÃ¥ndskunde kun fÃ¥r omkring 75 procent af den hastighed, der optræder i selskabernes markedsføringsmateriale.

Læs også: Du er heldig: Netop dit teleselskab har (også) Danmarks bedste mobilnetværk

Det værste er måske næsten, at der ikke er sket nogen mærkbar forbedring på området over de seneste par år.

“Til trods for fortsatte investeringer i bredbÃ¥ndsnetværk, hvilket øgede den gennemsnitlige reelle download-hastighed signifikant fra 30 Mbps i 2013 ttil 38 Mbps i 2014, forbliver forskellen mellem den markedsførte og den reelle hastighed konstant,” stÃ¥r der i EU-rapporten. 

Står forskel på teknologierne
Nedenstående figur viser, hvordan de forskellige bredbåndsteknologier klarer sig i forhold til de markedsførte hastigheder:

Som det ses af figuren, er det især bredbånd over kabel-tv og fiber, der klarer sig nogenlunde i undersøgelsen, mens klassisk bredbånd over kobbernettet klarer sig markant dårligere med at levere den lovede hastighed.

“xDSL-baserede services leverede kun 63,3 procent (63,8 procent i 2013) af den markedsførte downloadhastighed,” skriver EU, der samtidig kan fortælle, at syv ud af 10 bredbÃ¥nds-linjer i EU er baseret pÃ¥ xDSL-kobbernettet.

Læs også: Bredbåndshastighed er slet ikke alt: Derfor er latency og stabilitet afgørende

“Det betyder, at langt størstedelen af de europæiske forbrugere har en meget langsommere internethastighed, end de kunne forvente. I nogle fÃ¥ lande fÃ¥r forbrugerne kun halvdelen af den markedsførte hastighed for xDSL,” stÃ¥r der videre i EU-rapporten.

Du tvinges selskaberne til at være ærlige
Det fremgÃ¥r ogsÃ¥, at nye EU-regler, der er en del af det spkaldte ‘Telecoms Single Market’, betyder, at operatørerne fra den 30. april næste Ã¥r skal være mere gennemsigtige i forhold til de reelle hastigheder, der kan leveres – og dermed ogsÃ¥ være langt mere Ã¥bne om, hvad man som kunde reelt kan forvente.

Det er desværre ikke muligt, at zoome ind på de enkelte lande i EU-rapporten for at se, hvordan specifikke leverandører klarer sig i forhold til at levere de hastigheder, de bringer på banen i markedsføringen.

Derfor viser rapporten heller ikke de danske bredbåndsselskabers reelle hastigheder i forhold til markedsføringen (her markedsføres der typisk med op til-hastigheder).  

Men fortæl gerne om din egen bredbåndsforbindelses kvalitet i debatten herunder.  

Læs også:

Du er heldig: Netop dit teleselskab har (også) Danmarks bedste mobilnetværk

Bredbånds-gennembrud: Telegigant opnår 5 Gbps i hastighed på kobbernettet

Bredbåndshastighed er slet ikke alt: Derfor er latency og stabilitet afgørende

Bredbånds-hastigheder: Så hurtigt skal dit bredbånd være, før det er hurtigt nok

Derfor skal bredbånd være 25 til 30 procent hurtigere hvert år

Dell har i de senere år købt massivt op. Fokus for opkøbsiveren er især software-firmaer, som Dell kan se spille en rolle i selskabets langsigtede strategi mod at omdanne sig selv fra pc-producent til it-service-selskab.

Den omstilling kan du læse mere om her.

Senest har Dell meddelt, at selskabet er pÃ¥ trapperne med selskabets hidtil største opkøb – nemlig af mægtige EMC, som Dell-ejer Michael Dell har store planer med.

Det kan du læse mere om her: Dell køber EMC for 440 milliarder kroner: Nu vil selskabet i krig med alle it-giganterne

Det trækker altid store veksler på organisationerne at blive opkøb: Nye ejere har altid nye måder at gøre tingene på, kulturforskelle skal overvindes, nye mål skal formidles, nye kontakter skal etableres.

Michael Dell har imidlertid fundet en effektiv metode, som han konsekvent anvender, og som mange CEO’er og bestyrelser ikke forstÃ¥r, mener den anerkendte analytiker, Rob Enderle.

Ifølge er det i dag mest udbredt i erhvervslivet at anvende det, som han kalder ‘Dr. Frankenstein-metoden,’ nÃ¥r det gælder opkøb.

Her bliver det nyligt opkøbte selskab banket ind i den nye ejers organisation, hvor det gradvist bliver tvunget til at tilpasse sig den nye ejers politikker, processer og så videre.

‘Konkurrerende elementer fjernes’
Undervejs i denne proces fjernes ofte ‘konkurrerende elementer’ i det opkøbte selskab – enten fordi de opsuges eller (sjældnere) lukkes helt, mens medarbejdere automatisk overføres til det nye selskab, uanset om de har de nødvendige kompetencer eller ej til at begÃ¥ sig i den nye organisation.

Hertil kommer, at det opkøbte selskabs sælgere (selvfølgelig) skal vænne sig til den nye ejers ofte anderledes aflønnings-strukturer.

Rob Enderle skriver, at han selv har arbejdet i et decideret oprydningshold i IBM, som blev sat ind efter opkøb (‘acquisition cleanup-team’)

“Her sÃ¥ jeg med egne øjne den unødvendige smerte og skade, som de mest almindelige processer forÃ¥rsagede,” skriver han.

Han har eksempelvis set, hvordan alene den tvungne overgang til ny aflønningsstruktur for sælgerne førte til en heftig omsætnings-nedgang, da næsten alle de dygtige sælgere hurtigt efter opkøbet forlod selskabet.

Ifølge Rob Enderle skaber ‘Dr. Frankenstein-metoden’ sÃ¥ mange katastrofale problemer, at der er stor risiko for, at hele værdien af det opkøbte selskab bliver reduceret til ingenting, ligesom direktionen pludselig skal bruge al sit fokus pÃ¥ at løse disse problemer.

Dells metode er anderledes
Michael Dells metode er imidlertid helt anderledes, lyder det fra Rob Enderle.

Metoden blev oprindeligt udviklet af IBM i et forsøg på at bibeholde de ønskede værdier, som jo i første omgang oftest er grunden til, at man gennemfører et opkøb af et selskab.

Her fokuserer den nye ejer først og fremmest på værdien i det opkøbte selskab fremfor på at sikre ensartethed i den samlede organisation.

Første skridt er at identificere og beskytte de opkøbte værdier og sikre, at intet af det opkøbte bliver ødelagt – altsÃ¥ kultur, processer, aflønnings-strukturer, ledelse, ansættelses-procedurer og sÃ¥ videre.

I stedet skal ledelsen fokusere på at effektivisere og reducere omkostninger. Det kan Dell gøre ved eksempelvis at inddrage selskabets ret skarpe supply chain.

Er der værdi?
Tommelfinger-reglen er, at forandringer kun skal gennemføres i den opkøbte organisation, hvis de kan udløse finansielle gevinster uden at true de identificerede værdier.

Ifølge Rob Enderle vil Dell for eksempel ikke røre ved forretningsenhed i et opkøbt selskab, som konkurrerer direkte med andre af Dells datterselskaber – hvis blot enheden tjener penge og vokser.

Erfaringen er nemlig, at kunderne i givet fald vil blive sure og søge over mod ‘rigtige’ konkurrenter. Og der er jo ikke meget logik i bÃ¥de at gøre ellers loyale kunder sure, fjerne et indtjenende produkt og sende kunderne over til konkurrenterne pÃ¥ én gang, lyder ræsonnementet.

Har du kendskab til firmaer, der har anvendt ‘Dr. Frankenstein-metoden’? Hvordan gik det? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.

H7 er et meget komfortabelt headset, som sidder godt på hovedet. Foto: Morten Sahl Madsen

B&O Play, Bang og Olufsens sub-brand, har lanceret et nyt headset med Bluetooth-forbindelse, ‘over ear’-puder og en touch-flade pÃ¥ siden. Og selvfølgelig B&O Plays design og lyd – pÃ¥ godt og ondt.

H7 er et produkt, som ligger sig lige mellem H6 og H8 – derfor det originale H7-navn. Headsettet har taget over ear-designet fra H6 og blandet med den trÃ¥dløse funktion fra H8. Et bastardbarn om man vil, men smukt er det.

I hvert fald, hvis man kan lide B&O og B&O Play. Stilen er umiskendelig, materialerne i ægte, tykt læder og tungt metal, og du er ikke i tvivl om, at der er brugt lang tid på designet.

Det afspejles også på prisen, som også er et nøk højere end konkurrenterne med lignende produkter, og det kan virkelig tale imod at købe et B&O Play H7.

Materialerne pÃ¥ B&O Play er intet mindre end lækre. Hvis du ikke er til “natural”-farven (som er meget lys), sÃ¥ kommer H7 ogsÃ¥ i en sort/mørk version. Foto: Morten Sahl Madsen.

Design, holdbarhed og knapper
Hvis vi begynder med det ydre, så er H7 som nævnt et produkt, som skal vises frem.

Det er stilet på en underspillet, dansk måde, som holder stilen fra andre B&O Play-produkter.

B&O Play er et sub-brand til struerske Bang og Olufsen, som er rettet mod et yngre, mere trendy og ofte urbaniseret målgruppe.

Puderne til at dække dine øre er i blødt læder, og bliver ikke ubehageligt varme at have på efter et par timer. Noget som andre over ear-headset kan blive. Ligeledes er H7 ikke et problem, hvis du har briller ligesom testeren her. Jeg kunne fint sidde i flere timer og lytte til AC/DC uden problemer. Noget der igen har været et problem på andre headset.

Der er sparet på mængden af knapper på headsettet. På siden er der en tænd/sluk/parring-knap, som sidder ved siden af et micro-USB og et mini-jackstik. På den anden side er der et udskifteligt batteri, så du kan have et ekstra på dig, hvis du er på en lang rejse. Du kan også bare sætte et mini-jackstik i.

På siden finder du også en touch-flade, som lader dig skifte og stoppe din musik, samt skrue op og ned for lydstyrken.

Knap og porte.

Touch-fladen fungerer, men er ikke den bedste løsning.

Hvor godt er det så?
Det er ikke til at komme uden om, at B&O Play bygger nogle af de dyreste headset pÃ¥ markedet. H7 koster 3.299 kroner. Det er 1.300 kroner mere end et tilsvarende headset fra for eksempel Parrot. Et Beats-headset med Bluetooth koster ogsÃ¥ “kun” 2.500 kroner.

Men du får også noget andet ved B&O Play H7.

Det mener B&O Play i hvert fald. Ud over et veldesignet og solidt produkt, får du en flot lyd, som både har dybde, en god klang og en ganske fin bas. En lidt neutral lyd ville nogle nok kalde det.

Jeg har dog ikke oplevet på noget tidspunkt, med nogen form for musik, at musikken ikke har lydt tilfredsstillende.

Knapperne pÃ¥ siden – touch-fladen – fungerer udmærket uden at være vildt effektiv.

Det er samme system, som du finder på H8, hvor du med swipes og roteringer skifter sang og ændre lydstyrke, men jeg synes alt for ofte, at jeg ramte forkert eller kom til at ringe nogen op ved en fejl.

Konklusion:
Imens målgruppen for H7 er personer, som gerne vil give lidt ekstra for designede produkter, så er prisen stadig noget, som trækker ned for H7.

3.299 kroner er rigtig mange penge for et headset – specielt nÃ¥r der pÃ¥ markedet er mange andre bluetooth-headset, som ogsÃ¥ giver dig en rigtig god lydoplevelse til markant færre penge.

Men går vi over den barriere, så er B&O Play H7 et rigtig godt headset.

Batteriet holder snildt en hel dags brug og lades hurtigt op igen. Ligeledes oplevede jeg aldrig at Bluetooth-forbindelsen røg – heller ikke under cykelture.

Touch-fladen er ikke den bedste, men fungerer udmærket, sÃ¥ snart du fÃ¥r fat i, hvordan den virker. Ligeledes er selve lydscenen rigtig god, men jeg mangler lidt, at jeg kan ændre den til min personlige smag, ligesom jeg kan igennem Parrot Zik 2.0′s tilhørende app.

Læs også: Test: Headset fra B&O spiller fantastisk, men har alvorlig fejl

Den ulovlige streaming-tjeneste Popcorn Time er stødt på rigtig mange problemer og forhindringer i den senere tid.

Også de danske brugere har været under filmbranchens lup i den sammenhæng.

Det kan du læse mere om her: Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Nu beretter flere netsider, som TorrentFreak, at hoved-udgaven af tjenesten er nede – for altid.

Oplysningerne bygger på et Twitter-indlæg fra en Popcorn-udvikler, der skriver, at det højst sandsynlig er det sidste indlæg på Popcorntimetv. Han takker for supporten.

Websiden TorrentFreak har ogsÃ¥ snakket med en anden udvikler, der kalder sig “Wally”.

Han fortæller, at tjenesten i praksis er pillet af nettet.

“Jeg har lukket alle serverne ned, og der er intet, jeg kan gøre for at bringe dem op igen. Jeg har ogsÃ¥ slettet alle log-filer, der kan være skadelige for andre udviklere,” siger han til torrent-siden.’

Forsøger du at komme på tjenesten via Popcorntime.io, får du en besked om, at websiden er lukket ned af ejerne.

Brugere, der har hentet applikationen, fÃ¥r ifølge TorrentFreak en besked om, at “tjenesten ikke kan hente filmene.”

Folk flygter
Der er flere elementer, der har været med til at gøre en ende på Popcorntime.io.

For det første har mange udviklere forladt tjenesten af frygt for at komme i klammeri med myndighederne eller at blive sagsøgt af rettighedsejerne.

Ligeledes skal der angiveligt være interne problemer i teamet, der har drevet tjenesten, men presset fra filmbranchens advokater har nok været så stort, at mange ikke har ønsket at føre tjenesten videre.

GÃ¥r du til popcorntime.dk finder du eksempelvis en lukket webside, med en besked om at “Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet efterforsker en sag, der involverer dette domænenavn.”

En tjeneste under .se-domæne, der til forveksling minder om originaltjenesten, skriver i øvrigt, at “Denne Popcorntime-tjeneste vil aldrig lukke ned.”

Helt væk er Popcorn Time-fænomenet altså ikke.

Læs også:
Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Popcorn Time-grundlægger: Vi blev tilbudt millioner for at sprede malware til brugerne

Skyldig eller ikke-skyldig: Sådan håndterer du advokatkrav om brug af Popcorntime

Popcorntime til musik sender pladeselskaberne i alarmberedskab

Ja, skattefars EFI-system og sidste års lukning af Arbejdsskadestyrelsens Proask-system til 283 millioner kroner har hørt til de absolut største sværvægtere blandt de offentlige it-skandaler i nyere tid.

Men det ser faktisk ud til, at staten har fået ganske godt styr på sine nuværende og fremtidige it-projekter, der koster mere end 10 millioner kroner at føre ud i livet.

Det fremgår af en rapport fra Statens It-projektråd, hvor blot fire ud af statens 32 it-projekter har fået advarselsfarven gul.

Det mest glædelige ved rapporten er nok, at ingen af de store it-projekter længere har påklistret den røde alarm-farve.

De resterende 28 it-projekter er dog ikke alle grønne, da omkring en håndfuld af projekterne indtil videre er farveløse.

Det gælder eksempelvis Skats såkaldte ICE-projekt, som Statens It-projektråd endnu ikke har nok indsigt i til at kunne risikovurdere og dermed farvekategorisere i enten rød, gul eller grøn.

Læs også: Skat skrotter it-systemet EFI og ansætter 400 nye medarbejdere

Dermed ser det ud til, at det har hjulpet at indføre it-projektrådet tilbage i 2010, da rådet er sat i verden for at risikovurdere og guide kuldsejlede projekter ind på ret kurs.  

Tre store fokusområder
For både EFI og Proask gælder det, at de blev planlagt og søsat, inden Statens It-projektråd blev nedsat i 2010, og derfor har disse to projekter ikke været gennem samme risikovurdering som de øvrige statslige it-projekter.

Alligevel mener Statens It-projektråd, at der på baggrund af disse to kuldsejlede it-fiaskoer er tre vigtige områder, som statens it-folk fremadrettet skal være meget opmærksomme på, hvis de vil lande succesrige projekter.

De tre områder er: Ledelse, kompetencer og forudsætninger.

På ledelsesområdet fremhæver It-projektrådet, at lederne skal være indstillet på, at ethvert it-projektet samtidigt også er et forandringsprojekt.

Læs også: Danske chefer aner intet om gevinsterne i deres egne it-projekter

“En ansvarlig topledelse skal bane vejen for projektet, løse eventuelle organisatoriske problemer og sikre, at de rigtige ressourcer er til projektets rÃ¥dighed,” lyder det blandt andet fra Statens It-projektrÃ¥d til de statslige beslutningstagere.

På kompetencefronten bliver staten af rådet blandt andet tilskyndet til at sammensætte sine it-teams på bedste mulige måde og samtidig selv tage sin rolle som kunde alvorlig.

Under forudsætninger skriver It-projektrådet, at eksempelvis lov- og EU-projekter bør planlægges under hensyntagen til, at tidsfaktoren ofte er den mest risikofyldte, og man derfor gør sig det klart, hvor komplekst den slags projekter egentlig er.

Lad os få it-venlig lovgivning
Hos it-interesseorganisationen Dansk IT er der glæde over, at der ikke længere er røde faresignaler blandt de store, statslige it-projekter.

Samtidig rejser organisationen advarende pegefinger med udgangspunkt i It-projektrådes anbefalinger.

“Som rapporten ogsÃ¥ pÃ¥peger, vil man fremover se større og mere komplekse projekter. Og det kan vise sig at blive en stor mundfuld, fortæller Ejvind Jørgensen, formand for Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor i en pressemeddelelse i kølvandet pÃ¥ It-projektrÃ¥des rapport.

Ejvind Jørgensen nævner i den sammenhæng blandt andet, at mere simpel lovgivning fremover kunne give mere simple it-projekter.

Læs også: Markante ændringer på vej efter EFI-skandalen: Skattelov skal skrives om

Det skyldes rationalet, at komplekse it-projekter ofte er bygget på kompleks lovgivning, som giver mange undtagelser i den efterfølgende (digitale) sagsbehandling.

“Den offentlige sektor kommer til at stÃ¥ over for præcis de samme udfordringer som den private sektor, hvor forretningsmodeller i flere og flere sektorer eroderer som følge af digitaliseringen. Lovgivning og
lovgivningsprocessen er i den forbindelse heller ikke en hellig ko,” fastslÃ¥r Ejvind Jørgensen i pressemeddelelsen fra Dansk IT.

Læs også:
Computerworld mener: It er ikke tryllestøv du kan bruge til at redde ting, som er for komplicerede i forvejen

Som Computerworld skrev torsdag, er den første store opdatering til Windows 10 på trapperne. Du kan læse om Threshold 2-opdateringen her.

En del brugere af Edge-browseren, der blev lanceret sammen med Windows 10, havde håbet på, at den første store opdatering af styresystemet også ville betyde en vigtig ny funktion til Edge: Nemlig muligheden for at køre med udvidelser i browseren.

Men det bliver ikke tilfældet, for Microsoft kommer ikke til at tilføje den funktion til Edge i år.

Læs også: Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig

I en skriftlig udtalelse til The Verge forklarer Microsoft, at virksomheden har det som en høj prioritet at kunne understøtte udvidelser i Edge, men samtidig skriver Microsoft:

“Vi arbejder aktivt pÃ¥ at udvikle en sikker model for udvidelser for at skabe den sikreste og mest pÃ¥lidelige browser til vores kunder, og vi ser frem til at dele mere om dette i en fremtidg Windows 10-opdatering i 2016.”

Sløv start for Edge
Microsofts Edge-browser erstatter den aldrende Internet Explorer og er Microsofts bud på, hvordan moderne web-browsing kan ske sikkert og hurtigt.

Men selvom Edge indeholder en række spændende og brugbare funktioner fra fødslen, mangler browseren muligheden for at tilføje udvidelser/extensions.

Netop derfor bør man ikke have Edge-browseren som sin standard-browser endnu, har det tidligere lydt i en advarsel fra Symantecs Norton Antivirus til brugerne.

Forklaringen er, at nogle af Nortons sikkerheds-funktioner, eksempelvis beskyttelsen mod phishing, er baseret på browser-udvidelser.

Samtidig er udvidelser noget, som de fleste brugere i dag vil forvente, at en moderne browser understøtter.

Her er markedsandelen
Når man ser på Statcounters globale statistik over desktop-browsernes markedsandele, er Edge-browseren forsat slet ikke at finde på listen.

Chrome fører an med en markedsandel på over 56 procent, mens både IE og Firefox ligger på 17 procent, og Safari har 4,5 procent.

Opera-browseren ligger pÃ¥ 1,85 procent og er med pÃ¥ listen over de fem mest udbredte browsere i øjeblikket – sÃ¥ det mÃ¥ formodes, at Edge har en endnu mindre markedsandel end det.

Herhjemme ligger Edge nu på en markedsandel på 1,89 procent i den seneste Gemius-opgørelse.

Læs også:

Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig

Windows 10 stormer frem – men Edge-browseren kan slet ikke følge med

Derfor gav Edge-browser problemer hos danske netbanker: Pop-up-bøvl spændte ben for browseren

Jeg er vild med Doctor Who. Jeg har været fan af Batman siden… for evigt. Jeg var flad af grin til Lego-filmen. Ja, jeg pÃ¥ det nærmeste ELSKER Lego.

Alligevel var jeg sådan lidt på vippen omkring det nye Lego-spil med undertitlen Dimensions.

Lego Dimensions er et computerspil og så lidt til. Foruden den (fornøjelige) underholdning formidlet via Playstation, Xbox eller Wii U skal man nemlig også bevare overblikket over en Lego-plade med figurer, som kobles til konsollen via USB-kabel. Lego-pladen skal man selv bygge via en af de velkendte step-by-step-guides, der toner frem på skærmen indledningsvis.

Det var faktisk en positiv overraskelse; at blive mødt af en samling klodser, der kunne fremmane en Stargate-agtig portal, og, for en kort stund, var jeg revet tilbage til mit børneværelse, hvor der blev samlet alt fra piratskibe over ridderborge videre til rumfærger. Nogle efter anvisning fra manualer, andre fra fri og krøllet fantasi.

Min begejstring fortsatte, da selve spillet tog fart; indenfor den første time havde Orlando Bloom (Legolas), Elizabeth Banks (LEGO The Movie), Peter Capaldi (Doctor Who), Dan Castellanata (Homer Simpsons) og Michael J. Fox (Marty McFly) ladet deres velkendte stemmer lyde igennem spillets afsindigt velproducerede små filmklip.

Det er en super oplevelse at kunne genkende helte og hovedpersoner fra film og tv-serier fra de seneste 20 år, og gør det kun sjovere, når man hopper fra Lego-verden til verden.

Skurken i spillet, Lord Vortech (Gary Oldman), har stjålet en dims, der kan true hele universet, så selvfølgelig skal han stoppes. For at spillet ikke bliver alt for kort og kedeligt, er han assisteret af skurkene fra de mange medregnede universer. The Joker, Saruman, Bane, GLaDOS, Gollum og alle de andre gør storartede entréer undervejs.

Lego-spillene har altid været meget stilrene i deres udtryk, og Dimensions er ingen undtagelse. Det klods-ede look egner sig fint til universer så forskellige som Ringenes Herre og Doctor Who.

Spillets narrativ er bygget op omkring den fysiske LEGO-portal; heltene hopper herind og sendes til nye verdener fyldt med opgaver, monstre og bosser. Hvad enten det er Ninjago, Doctor Who eller Batmans hjemmebane, man gæster, virker plot, stemning og soundtrack tro mod kildematerialet og burde please alle fan-grupperinger, selvom der indrømmet er mange.

Netop de mange fangrupper, som skal pleases, er en af mine anker ved Lego Dimensions; man kommer måske lige en snas for vidt omkring. Jeg har svært ved at se, hvilken demografi der synes, at alle verdener og figurer er lige interessante. Selv hvinede jeg begejstret, da Batman ville fange fugleskræmslet fra Troldmanden fra Oz, da han jo deler navn med superskurken fra flagermusens eget univers, men jeg var larmende uinteresseret i Ninjago- og/eller Legends of Chima-universerne.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er et ret stort overlap imellem folk, der har VHS-maskinen stående fremme, så man kan nyde Marty McFly i sin grynede storhedstid, og så dem der har reolerne fyldt med Ninjago-figurer.

Myriaden af figurer, man kan spille, er både forfriskende, forvirrende og foruroligende, for selvom det er sjovt at høre den karikerede Batman hyggesnakke med Gandalf, imens Wyldstyle kommenterer på Batmobilens look, så ville jeg da helt vildt gerne høre, hvadDoctor Who ville sige til Doc Brown eller Shaggy fra Scooby-Doo.

Tilføjelsen af en fysisk portal, du stiller foran din konsol, er sjov, men også en bekostelig affære. Alene standardpakken her koster 800 kroner.

Det kan også snildt lade sig gøre, det forudsætter bare, at jeg foruden Startpakken til 799 kroner supplerer med indtil flere pakker af 129-199 kroner. Pludselig er det altså et halvpebret underholdningsprodukt, man har med at gøre.

Det er da smart, at forældre kan forkæle deres poder med både Lego og gode spil til hjemmets konsol, og at bedsteforældre, onkler og tanter har oplagte gave-idéer for de næste par sæsoner, men er man så småt vokset fra de hårde pakker under juletræet, er det pludselig en god slump penge, man skal finde frem i budgettet for at få pleaset alle dele af sit fan-skab.

Lego har uden tvivl kigget Skylanders og Disney Infinity over skulderen i den nye kreative forretningsmodel, men har skruet godt op for alle knapperne, så man er langt over et par tusinde kroner, hvis man vil hele spillet igennem.

Og det er synd, for Dimensions er solid underholdning efter klassiske legospil-principper; det hele ses skråt bagfra og undervejs i banerne skal der nedkæmpes fjender, trykkes på knapper og løses overkommelige hovedbrud. Det er velpoleret, sjovt og bare all-around godt spildesign. Lego-spillene har længe bejlet til Marios trone som regent over de børnevenlige spil, og Lego Dimensions gør intet andet end at sætte streg under, hvem der er kronprinsen i dét regnskab.

Det, der trækker fra i oplevelsen, er, at man konstant mindes om, hvordan spillet havde været lige lidt sjovere, havde man punget ud for flere udvidelsespakker. Fordelt med rund hånd gennem de mange baner er der områder spærret af med den ene eller anden slags forhindring og et stort pop-up skilt, der gør opmærksom på, at her kan kun Superman, Marty McFly eller Scooby Doo komme ind, og de koster altså mere end Lego-klodser.

Det er synd, for det bryder med det fantastiske flow i banerne, og minder i stedet om, at spillet kunne have været SÅ meget mere, hvis der bare var blevet tænkt i sjov og ballade snarere end i kroner og ører.

Læs også: Anmeldelse: Vanvid og dødsræs i den postapokalyptiske Mad Max-verden