Daily Archives: April 17, 2016

Anmeldelse: Dark Souls 3 frembringer genkendelighedens dystre melodi

Den japanske spilproducent From Software med designer Hidetaka Miyazaki ved roret har på bare få stadfæstet sig selv som en af branchens største og mest konsekvente udviklerhuse. Fra Demon’s Souls skelsættende udgivelse i 2009 over mesterværket Dark Souls fra 2011 til den spirituelle opfølger Bloodborne i 2015, ja, få firmaer har formået at præstere på så højt et niveau over så kort en periode.

Måske vokser træerne alligevel ind i himlen, hvilket de i øvrigt har for vane i From Softwares masochistiske rollespilserie, for ej heller med Dark Souls 3 bærer serien synderligt præg af metaltræthed, i hvert fald ikke set ud fra et mekanisk synspunkt. Kreativt, derimod, er der gået tomgang i maskineriet, og dermed er Dark Souls 3 på én og samme tid det bedste, men også værste Souls-spil hidtil. Forklaring følger.

En af de fascinerende ting ved Souls-serien er den konstante udvikling, serien har gennemlevet over bare få iterationer. Hvor andre spilserier mestendels kører i samme rille, har From Software og co. stædigt insisteret på at innovere Souls-serien fra gang til gang ud. Dark Souls bandt universet sammen i et labyrintisk mesterværk uden sidestykke, Dark Souls 2 gjorde landevindinger for serien som reelt rollespil med mange forskellige figurtyper at spille, mens Bloodborne skød intensiteten i vejret med sit kompromisløse, hurtige gameplay.


Så hvad kan Dark Souls 3, som de andre ikke kunne? Ikke rigtig noget… Ser man bort fra få mekaniske tweaks føles det tredje Dark Souls-spil som en slags Greatest Hits-udgivelse, der tager de bedste og vigtigste lærdomme fra tidligere Souls-spil og vælter sammen i en indrømmet knivskarp, men også familiær Souls-oplevelse.

Dark Souls 3 er metodisk til det punkt, at man kan spore alle tidligere Souls-spil, inklusiv Demon’s og Bloodborne, i dets design.

Den lineære spilstruktur og manabaren fra Demon’s Souls er tilbage, mens kampsystemet har fået et skud Bloodborne. Diversiteten fra Dark Souls 2 er bibeholdt, mens historien trækker tråde til det første Dark Souls, endda så tætte at vi får lov at genbesøge mange af de samme områder fra 2011-klassikeren.

Resultatet er som sagt en fænamonal pakke bestående af det skarpeste, bedst pacede Souls-spil til dato. De famøse bosskampe er af tårnhøj klasse, alle nervepirrende, som det skal være, men også forskellige fra hinanden, så ikke bare man kan copy-paste den samme taktik hele vejen igennem spillet, som det var tilfældet i Dark Souls 2.


Spilsystemerne komplimenterer hinanden godt, og aldrig har muligheden for at tilpasse sin spillestil været større; fra riddere i tung udrustning over lynhurtige sabelkrigere til sårbare, men potente magikere. Der er noget for enhver smag.

Bosskampene i Dark Souls 3 er afjort seriens bedste, alle nervepirrende og forskellige fra hinanden.
Områderne er den sædvanlige blanding af gotiske slotte, giftige sumpe og snørklede grave, velkendt, men alle best in class, når det kommer til level design. At kunne spore sin rute i landskabet mange timer før og senere er en glæde, der aldrig hører op, og en kunst som Souls-spillene mestrer bedre end de fleste.

Alligevel bliver genkendelighedens klamme væsen ved med at klynge sig til Dark Souls 3, mereså end de tidligere udgivelser i serien. Ikke at det er en synd i sig selv, især ikke når kvaliteten er i top, men man har lov at være forvent, når Miyazaki svinger dirrigentstokken.

Det hele virker bare metodisk og uden samme kreative nerve, som vi også har lært at kende Souls-spillene for. Det viser sig især i de mere bløde aspekter af spillet, historien og NPC’erne, hvor der er langt mellem guldkornene og man gør lige lovligt meget brug af nostalgi for at tilfredsstille.

Dark Souls 3 står i den forstand i skarp kontrast til sidste års Bloodborne, der i langt højere grad satte en ny dagsorden. Måske jeg er for pedantisk, men er du mangeårig Souls-fan, og det er nu engang dem, Dark Souls 3 primært henvender sig til, vil det undre mig, hvis ikke du sidder tilbage med en snært af samme følelse.

Betyder det, at Dark Souls 3 er det dårligt spil? På ingen måde. Det er et fantastisk spil, men selv fantastiske spil kan gå i tomgang, og bliver Dark Souls 3, som antydet, det sidste spil i serien, skal der ingen klagesang lyde herfra.

Læs også: Anmeldelse: The Witness er et vanskeligt mesterværk

Posted in computer.

Anmeldelse: Dark Souls 3 frembringer genkendelighedens dystre melodi

Den japanske spilproducent From Software med designer Hidetaka Miyazaki ved roret har på bare få stadfæstet sig selv som en af branchens største og mest konsekvente udviklerhuse. Fra Demon’s Souls skelsættende udgivelse i 2009 over mesterværket Dark Souls fra 2011 til den spirituelle opfølger Bloodborne i 2015, ja, få firmaer har formået at præstere på så højt et niveau over så kort en periode.

Måske vokser træerne alligevel ind i himlen, hvilket de i øvrigt har for vane i From Softwares masochistiske rollespilserie, for ej heller med Dark Souls 3 bærer serien synderligt præg af metaltræthed, i hvert fald ikke set ud fra et mekanisk synspunkt. Kreativt, derimod, er der gået tomgang i maskineriet, og dermed er Dark Souls 3 på én og samme tid det bedste, men også værste Souls-spil hidtil. Forklaring følger.

En af de fascinerende ting ved Souls-serien er den konstante udvikling, serien har gennemlevet over bare få iterationer. Hvor andre spilserier mestendels kører i samme rille, har From Software og co. stædigt insisteret på at innovere Souls-serien fra gang til gang ud. Dark Souls bandt universet sammen i et labyrintisk mesterværk uden sidestykke, Dark Souls 2 gjorde landevindinger for serien som reelt rollespil med mange forskellige figurtyper at spille, mens Bloodborne skød intensiteten i vejret med sit kompromisløse, hurtige gameplay.


Så hvad kan Dark Souls 3, som de andre ikke kunne? Ikke rigtig noget… Ser man bort fra få mekaniske tweaks føles det tredje Dark Souls-spil som en slags Greatest Hits-udgivelse, der tager de bedste og vigtigste lærdomme fra tidligere Souls-spil og vælter sammen i en indrømmet knivskarp, men også familiær Souls-oplevelse.

Dark Souls 3 er metodisk til det punkt, at man kan spore alle tidligere Souls-spil, inklusiv Demon’s og Bloodborne, i dets design.

Den lineære spilstruktur og manabaren fra Demon’s Souls er tilbage, mens kampsystemet har fået et skud Bloodborne. Diversiteten fra Dark Souls 2 er bibeholdt, mens historien trækker tråde til det første Dark Souls, endda så tætte at vi får lov at genbesøge mange af de samme områder fra 2011-klassikeren.

Resultatet er som sagt en fænamonal pakke bestående af det skarpeste, bedst pacede Souls-spil til dato. De famøse bosskampe er af tårnhøj klasse, alle nervepirrende, som det skal være, men også forskellige fra hinanden, så ikke bare man kan copy-paste den samme taktik hele vejen igennem spillet, som det var tilfældet i Dark Souls 2.


Spilsystemerne komplimenterer hinanden godt, og aldrig har muligheden for at tilpasse sin spillestil været større; fra riddere i tung udrustning over lynhurtige sabelkrigere til sårbare, men potente magikere. Der er noget for enhver smag.

Bosskampene i Dark Souls 3 er afjort seriens bedste, alle nervepirrende og forskellige fra hinanden.
Områderne er den sædvanlige blanding af gotiske slotte, giftige sumpe og snørklede grave, velkendt, men alle best in class, når det kommer til level design. At kunne spore sin rute i landskabet mange timer før og senere er en glæde, der aldrig hører op, og en kunst som Souls-spillene mestrer bedre end de fleste.

Alligevel bliver genkendelighedens klamme væsen ved med at klynge sig til Dark Souls 3, mereså end de tidligere udgivelser i serien. Ikke at det er en synd i sig selv, især ikke når kvaliteten er i top, men man har lov at være forvent, når Miyazaki svinger dirrigentstokken.

Det hele virker bare metodisk og uden samme kreative nerve, som vi også har lært at kende Souls-spillene for. Det viser sig især i de mere bløde aspekter af spillet, historien og NPC’erne, hvor der er langt mellem guldkornene og man gør lige lovligt meget brug af nostalgi for at tilfredsstille.

Dark Souls 3 står i den forstand i skarp kontrast til sidste års Bloodborne, der i langt højere grad satte en ny dagsorden. Måske jeg er for pedantisk, men er du mangeårig Souls-fan, og det er nu engang dem, Dark Souls 3 primært henvender sig til, vil det undre mig, hvis ikke du sidder tilbage med en snært af samme følelse.

Betyder det, at Dark Souls 3 er det dårligt spil? På ingen måde. Det er et fantastisk spil, men selv fantastiske spil kan gå i tomgang, og bliver Dark Souls 3, som antydet, det sidste spil i serien, skal der ingen klagesang lyde herfra.

Læs også: Anmeldelse: The Witness er et vanskeligt mesterværk

Posted in computer.