Hvor skal man dog begynde, når man taler om Overwatch? Spillet er Blizzards første nye IP i over 17 år, men det har ikke afholdt hele internettet fra, at koge over af rendyrket hype og glædesrus.
Faktisk er netop denne hype nærmest uset i spilsammenhæng. Før Overwatch overhovedet var udkommet, var der allerede hundredetusindvis af fans, der havde samlet sig i alle afkroge af internettet for, at diskutere det kommende spil og hvad det kunne.
Der dukkede hele 9,4 millioner spillere op til den åbne beta, hvilket allerede på daværende tidspunkt viste, at Overwatch ikke bare var en døgnflue, og man begyndte langsomt at få fornemmelsen af, at spillet ville blive et kæmpe hit – lige i tråd med resten af Blizzards udgivelser de sidste mange år.
Den omsiggribende hype og efterfølgende ros der er tilfaldet spillet, er ikke bare dukket op af ingenting. Spillets omfattende karakter-galleri med hele 21 spilbare helte er et selling point i sig selv, hvor banerne og spillets farverige visuelle udtryk bidrager til et produkt, der er poleret ud over det sædvanlige. Alle animationer er detaljerede og gennemtænkte, og især lydsiden er en vigtig brik, der går hånd i hånd med spillets gameplay.
Karaktererne har en helt unik stil
Dykker man ned i den yderst gennemtænkte lydside, og de bittesmå detaljer deri, så vil man hurtig se hvor meget der er tænkt ind i det overordnede billede. Modstandere som er tættest på dig – uanset om de er synlige eller ej – kan høres med fremhævede fodtrin og dialoger, hvor fjender langt væk vil være placeret baggrunden af lydbilledet. Den ene detalje i sig selv viser hvor meget Blizzard har tænkt ind i spillet. Det giver også spilleren en mulighed for, at bedømme hvor relevante modstanderne er, i forhold hvor man står.
Men detaljegraden stopper ikke her. Når en karakter benytter sig af sin såkaldte “ultimate” evne, så vil holdkammeraterne høre én dialog, mens fjenderne vil høre en anden. Dette gør, at man aldrig er i tvivl om, hvad der sker på slagmarken – især når det går ekstremt hurtigt, og man måske er midt i en kaotisk nærkamp på et angrebspunkt.
Animationerne er, som tidligere nævnt, fantastiske og polerede til nær perfektion. Man føler virkelig hvor forskellige karaktererne er, og hvad der adskiller dem fra skabelonsskårne helte som man ellers ser i gaming. Winston er f.eks en Gorilla/videnskabsmand, der med sin tesla-kannon og “forcefield” er yderst effektiv til at smide sig selv i kampens hede, og samtidig beskytte sit hold.
Der er Lúcio eksempelvis en helt anden type, der med sine evner til både at bruge healing og speed boost, er i stand til at støtte holdet fra en sikrere afstand. Der er karakterer til enhver smag samt situation, og Blizzard vil helst have, at man justerer sin spillestil i kampens hede, således at man konstant sidder med den taktiske overhånd. Og det fungerer.
Winston ser måske rar ud, men inderst inde er han en anelse vred
Overwatch
Annonce:
Overwatch er en dynamisk team-shooter, der virkelig afhænger af, at alle 6 spillere på hvert hold kan spille sammen – det er i hvert fald de tidspunkter, hvor spillet virkelig skinner. De uendeligt mange kombinationer af holdsammensætninger holder det friskt, mens de fire gamemodes – escort, assault, control og hybrid – byder på forskellige tilgange til taktikker. Man føler virkelig, hvordan slagets gang vendes i løbet af kampene, og intensiteten er aldrig dalende.
Blizzard har formået at producere lidt af en FPS-perle, der tager den ellers kendte formular omkring holdbaserede shooters, og poleret det til et skinnende eksempel på, hvordan det gøres helt rigtigt. Man får det klart sjovest, desto flere man er sammen på holdet, men der er intet i vejen for at hoppe ind, og bare give sig i kast med tingene på egen hånd. De mange skins, sprays og andre unlocks holder også gang i spillets “grind”, hvor de uendeligt mange levels ellers ville være intetsigende. En klar anbefaling herfra.
Læs også: Anmeldelse: Uncharted 4 er en oplevelse i særklasse
