Monthly Archives: July 2016

Det skorter ikke på anprisninger af, hvad man kan opnå af forretningsfordele, hvis man formår at udnytte den rigdom af information som ligger i virksomhedens data og at handle agilt på den viden, de indeholder.

De anprisninger står jeg såmænd ofte selv for som ansvarlig for data og analytics-forretningen i en virksomhed, der lever af at hjælpe virksomheder med at bruge data til at skabe indsigt.

For jeg har set en lang række beviser på, at den strategiske anvendelse af analyse kan skabe konkurrencemæssige fordele.

Ikke desto mindre er det også et faktum, at sejlruten kan byde på isbjerge, som skjuler en række forhindringer under overfladen.

I dette indlæg vil jeg komme ind på et par af de forhindringer, jeg nogle gange oplever, at strategien støder på ude i virksomheder og organisationer.

Analytics-strategien anskues som et dataintegrationsprojekt
Det er fristende at forsøge at integrere alle sine datakilder ind i en analytics-platform i håbet om, at mere data automatisk giver mere indsigt.

Desværre er det sjældent tilfældet.

I finanssektoren, som på mange måder har været foregangs-branche inden for analytics, var der for fem-ti år siden en række fæle eksempler på, at man fik skabt en alt for stor og kompleks maskine, som i visse tilfælde var forældet, før den endelig kom i reel drift.

Den fejl behøver nye aspiranter til analytics-strategien ikke at gentage.

Hvis din projektgruppe anbefaler en model, hvor 200 datakilder skal forsøges integreret over to år, så bør alarmklokkerne altså ringe. 

I stedet gælder det om at få præciseret, hvilke datakilder der giver mest mulig værdi til de aller vigtigste forretningsprocesser – og så begynde med en enkel, men skalerbar løsning og hurtigt få skabt sig nogle erfaringer, man kan bygge videre på.

Funktionalitet overskygger værdien af samarbejde og ekspertise
Desværre ser man alt for tit, at et analytics-projekt har 95 procent fokus på funktioner og ønskede features og kun marginalt på menneskene i det projekt/program team, som kommer til at indløse den forventede værdi.

Men selv den mest innovative software og de bedste løsninger kan falde til jorden, hvis man ikke til fulde forstår, om leverandøren, det fælles projektteam og ens egen organisationen er klædt godt nok på til at udnytte den nye viden og indgå i de nye arbejdsgange, som er en del af en succesfuld implementering.

Hvor stor en erfaringsbase har man til at gå fra projekt til drift, hvad er niveauet af nødvendige kompetencer og hvordan er de tilgængelige for projektet og i forbindelse med en endelig driftssituation?

Hvem kommer til at bruge denne løsning og hvilke forudsætninger, har de for at gøre det?

Mindst halvdelen af analytics-strategien bør have fokus på brugere og organisationen: Succes er ofte båret af mennesker, ikke teknologi.

Projektet tager ikke udgangspunkt i hvordan viden skal anvendes i frontlinjen
Et andet vigtigt aspekt af den menneskelige faktor i teknologiprojektet er selve arbejdssituationen.

Hvad foregår der helt præcis i den situation, hvor en medarbejder har brug for fakta-baseret beslutningsstøtte.

For eksempel kan mobil adgang til data og analytiske modeller fra mobile enheder skabe værdi i mange virksomheder og øge fleksibiliteten for medarbejderne.

Men lad os være ærlige: Mobile Business Intelligence er ikke for alle.

Måske kan en teletekniker i marken have god gavn af tilgangen, når der skal fejlfindes på et netværk, men i rigtig mange jobfunktioner vil komplekse analytiske modeller gøre sig bedre på en større skærm.

Marketing automation er også et anvendelsesområde, hvor virksomheder forsøger at opfylde kundernes behov i realtid og tilpasse budskaber, kampagner og tilbud til den enkelte brugers ageren.  

Det er en smuk tanke – i teorien.

Men selvfølgelig er det ikke alt, der bare kan laves om i realtid:

Har du eksisterende aftaler med forskellige interessenter eller en ekstern kampagne er det begrænset, hvor meget der kan skræddersyes i farten.

Og igen er det vigtigt at vide, hvem der håndterer processen – en call-center medarbejder, som i hvert fald i mange virksomheder ofte er en yngre og mindre erfaren person, har måske begrænsede forudsætninger og endnu mere begrænsede beføjelser til at ændre et forløb undervejs. 

Derfor: Hav øje for, hvordan den arbejdsproces, der udvikles til, rent faktisk udføres – og af hvem.

Virksomhedens faktiske processer passer ikke altid til det analytiske drømme-scenarie
At bruge data og indsigt til at optimere en ressource indsats er ubetinget den rigtige tanke.

Scenarier omkring hvilke kunder, der skal have hvilke kampagner og tilbud eller optimering af vagt og ressourceplanlægning kan bliver ret komplekst med mange input-variabler og mange begrænsninger, der skal tages højde for.

Faktum er blot, at de fleste virksomheder ikke nødvendigvis er organiseret så de kan agere så fleksibelt:

For eksempel kan en praktisk proces være, at man kvartalsvist beslutter hvilke kampagner, der skal køre imod hvilke segmenter og derfor ikke kan håndtere at optimere oftere.

Derimod vil man eventuelt kunne bruge denne indsigt i planlægningsfasen til at skabe forskellige data-drevne scenarier, som man så i hvert fald i første omgang kan tage udgangspunkt i, hvis man bibeholder en manuel allokering.

Projektets slutning går ikke over i den fornødne begyndelse
Ambitiøse projekter med analytics er en spændende rejse, hvor man ofte får skabt en masse gode og nødvendige ændringer i forretningsgangene med udgangspunkt i en bedre udnyttelse af data.

Men når den sidste integration er på plads og de fem første rapporter er afleveret, er det fristende at læne sig lidt tilbage og betragte projektet som overstået. Endelig hverdag igen!

Men når de eksterne konsulenter har takket farvel for denne gang, begynder arbejdet først for alvor.

Vær sikker på, at der ligger en klar plan for hvordan og hvornår de forskellige forretningsenheder skal smide de støttehjul, som en projektorganisation udgør: Hvem tager rorpinden og hvordan vil man sikre den fortløbende udvikling og tilpasning af den analytiske fabrik, man forhåbentlig nu har fået stablet på benene.

Jeg håber ikke, at jeg med disse formaninger har fået skræmt nogen fra at tage fat på den vigtige analytics-rejse – for gevinsterne overstiger klart farerne. Og har man planlagt fornuftigt i forvejen, husket et godt kompas og rekrutteret et søstærkt team, skal man nok nå i havn.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling. 

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt? 

Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig – måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Hans Vestberg stopper som CEO i Ericsson.

Hans Vestberg, der har været CEO i Ericsson siden januar 2010, er nu fortid i det kriseramte selskab.

Hans Vestberg træder tilbage som CEO med omgående virkning, meddeler Ericsson i en pressemeddelelse.

“Ericssons bestyrelse annoncerer i dag, at Hans Vestberg træder tilbage som president og CEO og medlem af bestyrelsen med omgående virkning,” lyder beskeden.

I stedet træder Jan Frykhammar til som konstitueret CEO, indtil den endelige afløser er fundet.

Samtidig er Carl Mellander udnævnt til ny finansdirektør, og der er da også et markant behov for, at kriseramte Ericsson får bedre styr på økonomien: 

Læs også: Ericsson sparer og fyrer for milliarder – men det er ikke nok: Nye indgreb på vej

Bestyrelsesformand Leif Johansson udtaler, at Hans Vestberg i syv år har “ført virksomheden gennem en signifikant transformation i industrien og i selskabet,” og at han har været en “inspiration for medarbejderne og lederne på tværs af Ericsson.”

“Men i den nuværende miljø, og mens virksomheden sætter fart på udførelsen af strategien, har bestyrelsen besluttet, at det er tid til, at en ny leder skal drive den næste fase i udviklingen af Ericsson.”

Skal spare milliarder af kroner
I april meddelte Ericsson, at det ikke gik hurtigt nok med den igangværende spareplan.

Læs også: Ericsson sparer og fyrer for milliarder – men det er ikke nok: Nye indgreb på vej

Den svenske tele- og netværksgigant Ericsson har i flere år været i gang med spareøvelser i milliardklassen – den seneste fra 2014 indebar, at der skulle spares omkring 7,2 milliarder danske kroner over et par år.

Men det går ikke hurtigt nok med at trimme selskabet, og derfor lægger Ericsson nu an til nye omfattende indgreb, lød det i april.

“Vi er ikke tilfredse med udviklingen i vores generelle vækst og indtjeningen over de seneste år. Vi annoncerer i dag yderligere tiltag for at accelerere eksekveringen af strategien og drive væksten og effektivitet på tværs af selskabet endnu mere frem,” udtalte Hans Vestberg.

Nu er han så selv blevet fyret i Ericcson og udtaler i den forbindelse:

“Jeg har haft 28 fantastiske år hos Ericsson, de seneste syv som CEO. Nu, hvor industrien, tager hul på en ny fase – drevet af 5G, IoT og cloud – er det tid til, at en ny CEO træder til og fortsætter arbejdet med at sikre Ericssons lederskab i industrien.”

Hans Vestberg stopper omgående som CEO, men vil over de næste seks måneder hjælpe virksomhedens bestyrelse og ledelse, oplyses det i pressemeddelelsen.

Giganten skrumper
Ericsson har i dag omkring 115.000 ansatte fordelt på 180 lande. I det seneste årsregnskab var omsætningen på omkring 192 milliarder danske kroner. I 2012 var der næsten 128.000 ansatte i selskabet.

Ercisson Danmark er også skrumpet betydeligt i de seneste 10 år. I 2009 blev afdelingen i Struer lukket ned, og cirka 200 medarbejdere mistede dengang jobbet. Så sent som i 2011 var der dog stadig 368 ansatte i Ericsson – er antal der var skrumpet til 145 i årsregnskabet for 2014.

Sidste år i januar kom der ny administrerende direktør i den danske afdeling af Ericsson, da Lars Tofft blev erstattet af Jørgen Alsing. Jørgen Alsing er samtidig også direktør for Managed Services Practice i regionen Nordeuropa og Centralasien.

Læs også:

Ericsson sparer og fyrer for milliarder – men det er ikke nok: Nye indgreb på vej

Fyringer på vej hos Ericsson: Sådan skal der spares milliarder

Tele-nedsmeltning i Sverige: Så mange mister jobbet hos Sony Mobile og Ericsson

Ny administrerende direktør i Ericsson Danmark

Det går fremad for Danmark, når det kommer til placeringen på World Economic Forums årlige rapport om landenes it-parathed og evnen til at udnytte it.

I rapporten Global Information Technology Report (PDF) finder man det såkaldte Networked Readiness Index, hvor Danmark i 2016-udgaven er placeret som nummer 11 blandt de 139 lande, der er blevet målt og vejet.

Vi ligger dermed nu foran lande som Canada, Tyskland og Australien, men bag lande som Singapore, Finland, Sverige, Norge og USA, der topper listen i den rækkefølge.

Stopper flere års deroute for Danmark
Det er dog i første omgang værd at bemærke, at Danmark efter flere års tilbagegang på listen nu igen bevæger sig i den rigtige retning på Networked Readiness Index.

I 2015-udgaven var Danmark dumpet ned på plads nummer 15, hvilket markerede lidt af et lavpunkt.

Danmark toppede nemlig i både 2006, 2007, 2008 og 2009 listen som verdens mest it-parate land, før det begyndte at gå i den forkerte retning.

I 2012 landede Danmark som nummer 4 på listen, og i 2013 blev det kun til en 8. plads. I 2014 var det 13. pladsen, vi måtte nøjes med, og sidste år altså plads nummer 15.

Her er de 20 bedste lande
Landene tildeles karakterer ud fra en række forskellige parametre i rapporten, hvilket munder ud i en samlet score, hvor 6 er topkarakter. 

Danmark klarer sig generelt rigtig godt, når det kommer til danskernes individuelle brug af it, virksomhedernes it-anvendelse og de generelle it-kompetencer.

Til gengæld er der plads til forbedringer, når det kommer til, hvilken indflydelse it og digitalisering har på vores økonomi og i forhold til digitalisering i det offentlige.

Se listen:
Her er de samlede karakterer for de 20 bedst placerede lande (bemærk at Danmark har samme karakter som flere andre lande):

1: Singapore (6.0)
2: Finland (6.0)
3: Sverige (5.8)
4: Norge (5.8)
5: USA (5.8)
6: Holland (5.8)
7: Schweiz (5.8)
8: Storbritannien (5.7)
9: Luxembourg (5.7)
10: Japan (5.6)
11: Danmark (5.6)
12: Hong Kong SAR (5.6)
13: Sydkorea (5.6)
14: Canada (5.6)
15: Tyskland (5.6)
16: Island (5.5)
17: New Zealand (5.5)
18: Australien (5.5)
19: Taipei (5.5)
20: Østrig (5.4)

“Danmark kan og skal endnu længere op”
Birgitte Hass, administrerende direktør i IT-Branchen, glæder sig over Danmarks fremgang på listen, men udtaler samtidig i en pressemeddelse:

“På trods af, at vi er verdens mest digitale folkefærd, ligger f.eks. Rwanda, ifølge rapporten, højere end Danmark, når det gælder offentlig digitalisering.”

“Tilsvarende er det besynderligt og beskæmmende, at vi ligger helt nede som nr. 54 når det gælder kvalitet, relevans og brugbarhed af vores offentlige hjemmesider,” fortæller Birgitte Hass.

IT-Branchen hæfter sig samtidig ved, at Danmark kun ligger på 29. pladsen, når det kommer til evnen til at skabe nye forretningsmodeller, services og produkter baseret på teknologi.

Det er en markant forbedring fra plads 45 i 2015, men fortsat for langt nede på listen ifølge IT-Branchen.

“For at få Danmark højere op ad ranglisten kræver det, at udvikling baseret på digital teknologi i højere grad understøttes politisk,” udtaler Birgitte Hass.

“Danmark kan og skal endnu længere op,” siger hun videre.

Læs også:

Hvem har ret? Danmark rasler ned på it-rangliste – men andre steder stryger vi helt til tops

EU-Kommissionen har henover sommeren 2016 åbnet endnu en række konkurrenceanklager mod it-virksomheden Google.

Antallet af sager er dog markant mindre og omfatter fortsat kun to egentlige sager, nemlig hovedsagen fra 2010 og Android-sagen fra 2016, og ingen af dem er helt så oplagte, som medieomtalen ellers kunne indikere.

De nye anklager præciserer således dem, som har verseret siden 2010 og betyder i øvrigt, at der næppe sættes punktum i 2016.

Siden 2010 har it-giganten Google været mistænkt for at misbruge sin superdominerende position i forhold til internetsøgninger til at begunstige sig selv, når forbrugere søgte efter informationer, varer og ydelser på internettet.

Det er en adfærd, der nærmere bestemt bestod i, at it-virksomheden Google:

1. Giver præference til egne relaterede tjenester, når slutbrugerne indtaster et søgeord som for eksempel shopping, hotel eller restauration, så trafikken ledes hen til disse, hvilket er misvisende og konkurrenceforvridende.

2. Anvender andres materiale i egne tjenester, for eksempel brugeranmeldelser, uden accept, såkaldt scraping, og truer med udelukkelse fra søgemaskinen, såfremt ejerne gør indsigelser, således at deres tjenester ikke optræder i Google-søgninger.

3. Indgår eksklusivaftaler med onlineudgivere, således at disse på deres hjemmesider alene må vise bannerreklamer, der administreres af Google via programmet AdSense.

4. Søger at hindre brugen af konkurrenter til Google AdWord, der anvendes til at vælge de ord, som en virksomhed ønsker forbundet med ved internetsøgninger.

Navnlig klagepunkt tre og fire er forbundet ved begge at omfatte brugen af eksklusivbestemmelser og Googles salg af egne produkter til internetsøgninger.

Tre selvstændige sager
De førte sammen med de to andre klagepunkter i november 2010 til åbningen af tre selvstændige sager.

I april 2013 blev disse dog fusioneret til en sag, Hovedsagen, med fire konkrete anklagepunkter.

Dog ikke mere konkrete, end at EU-Kommissionen var indstillet på en uformel lukning mod ændringer i Googles adfærd.

Tre gange blev udkast hertil fremlagt og accepteret af EU-Kommissionen, men forkastet efter den eksterne høring – nogle gange efter en noget useriøs debat, der syntes mere politisk end strengt juridisk.

I april 2015, efter ny kommissær var tiltrådt, skiftede EU-Kommissionen taktik og vedtog en såkaldt Statement of Objection (SO), der kan sammenlignes med et anklageskrift.

Den oprindelige Google.sag synes at være kørt fast
Det er et nødvendigt skridt inden en egentlig forbudsbeslutning samt den anklagede virksomhedes første officielle mulighed for at forsvare sig.

Normalt efterfølges en SO af en formel beslutning, ofte med fordømmelse og krav om betaling af bøde, men hvis sagen er kompliceret, kan der eventuelt blive tale om en eller flere supplerende SO’er, der “justerer” karakteren af anklagerne.

Da Microsoft var igennem konkurrencemøllen for 10 år siden, blev der for eksempel udstedt tre SO’er, inden EU-Kommissionen var klar til at træffe en egentlig beslutning.

Den oprindelige Google.sag synes at være kørt fast
Selv om der er gået over et år, siden EU-Kommissionen vedtog en SO i den oprindelige sag mod Google, og seks år siden EU begyndte at kigge på virksomheden, mangler vi fortsat en formel afgørelse.

Dette er usædvanligt, men skyldes formentlig, at Googles dreamteam af advokater har fundet huller i den juridiske argumentationskæde og har sendt sagen til hjørne.

I hvert fald synes EU-Kommissionen at ønske sig bedre tid til at analysere Googles svar.

Derudover mistede EU-Kommissionen en vigtig allieret i begyndelsen af 2016, da en række af de oprindelige klagere trak sig fra sagen og nu ikke længere bistår EU-Kommissionen med juridiske og faktuelle argumenter.

Det skyldes officielt, at de ønskede at fokusere på andre it-retlige problemstillinger, men grunden er formentlig reelt, at Google de facto har sat sig på internettet, og interessen i sagen mest er af retshistorisk interesse.

Det betyder ikke, at sagen mangler substans eller er død.

Google synes for eksempel løbende “frivilligt” at have justeret sin adfærd og har derved taget luften ud af kritikken.

Den SO, som blev udsendt i 2015, var for eksempel skåret ned fra fire anklagepunkter til et enkelt, nemlig den usaglige forskelsbehandling ved generelle søgninger på internettet.

Dette skulle dog senere vise sig alene at være midlertidigt, ligesom EU-Kommissionens toneleje indikerer, at det er sagen snarere end kritikken, som Google søger at punktere med sine tilpasninger. Det grundlæggende misbrug finder således fortsat sted.

Åbningen af nye fronter og genopfriskningen af gamle anklager
Som en udløber, men i princippet en adskilt sag, blev en ny undersøgelse af Google indledt i 2015, der i april 2016 blev formaliseret i en SO.

Denne gang vedrørende mobiltelefonsystemet Android og forsøg på via kontrollen hermed at sætte sig på afledte markeder.

Der er substantielt tale om samme anklage som ihovedsagen, blot overført til mobiltelefoner. Og så alligevel ikke helt.

Hvor hovedsagen omhandler Googles angivelige diskriminerende adfærd ved internetsøgninger, forskellige former for “tyveri” af andres indhold samt kundebindinger, omfatter Android-sagen to forhold:

For det første en usaglig kobling mellem tjenester, såkaldt bundling, hvor brugerne af Android forsøges påduttet særlige Google apps, eksempelvis Google Search, Google Play Store og Google Crome.

Det er apps, der alle dirigerer brugerne hen til andre Google-tjenester som Google Shopping, men som i øvrigt er gratis for både brugerne og mobilproducenterne, som præinstallerer disse apps, inden mobiltelefonerne sælges.

For det andet må mobilproducenter, der vælger en Google-app, angiveligt ikke markedsføre styresystemer, der helt eller delvis konkurrerer med Android.

Google forsøger altså at hindre videreudviklinger og alternativer til Android ved at lokke mobilproducenterne til at præinstallere Google-apps og afholde sig fra mulige konkurrenter til Android.

Forudsat at Google indtager en dominerende stilling, er begge forhold klart ulovlige, uanset muligheden for at efterinstallere konkurrerende apps.

Endvidere var det netop dette forhold, som Microsoft for 10 år siden blev dømt for.

Her var det blot MediaPlayer, der kom præinstalleret med Windows styresystemet, og derved opnået en urimelig fordel.

Afgørelsen holdt alene et mikroskopisk vindue af undskyldninger åbent med tekniske eller praktiske begrundelser og som fordømte selv meget løse og indirekte forsøg på bundling.

Udover at åbne en ny sag vedrørende Android “ompakkede” EU-Kommissionen de gamle anklager vedrørende søgetjenester og Adsence i juli 2016 ved at udsende en supplerende SO vedrørende den første og en helt ny SO vedrørende det andet.

Egentlig ikke belæg for medieinteresse
Det er disse to skridt, som har skabt den seneste medieomtale, men reelt er der ikke belæg for den betydelige medieinteresse.

En supplerende SO udsendes, når anklager udvides eller ændres, eller nye faktiske forhold ønskes inddraget.

Det sikrer de involverede virksomheder mulighed for at forsvare sig.

Tilsvarende er en SO, som allerede nævnt, en forudsætning for, at der ultimativt kan træffes afgørelse og hidtil har en sådanne manglet i forhold til brugen af eksklusivaftaler og bannerreklamer.

En SO, der omfatter brugen af AdSense, er altså udtryk for, at EU-Kommissionen ønsker at videreføre dette anklagepunkt, og det kan undre, at AdSense ikke var medtaget sidste år, da anklagerne her synes langt stærkere end omkring søgepræferencen.

En stærkere sag, der alligevel efterlader spørgsmål
Som udgangspunkt er EU-Kommissionen på stærkt grundlag i Android-sagen, formentlig stærkere end i spørgsmålet om den usaglige forskelsbehandling ved generelle søgninger på internettet.

Det samme gør sig gældende i forhold til brugen af eksklusivaftaler, det vil sige AdSense, da sådanne nærmest er per see forbudt for dominerende virksomheder.

Juraen bag de SO’er, som blev udsendt i 2016, er altså langt stærkere end den fra 2015, og det kan undre, at EU-Kommissionen spiller sin svageste hånd først.

Foreløbigt er det dog alene Google, der har modtaget dem og derved fuldt ud kan vurdere substansen heri, og Google er meget lukket herom.

Offentligheden må nøjes med en række pressemeddelelser samt nogle ledsagende udtalelser, der efterlader en række åbne spørgsmål.

Det første spørgsmål er naturligvis, hvorfor EU-Kommissionen først valgte at samle tre adskilte sager i en (hovedsagen) i 2013 for herefter at udsende foreløbigt to SO’er, og om der kan forventes yderligere to SO’er, således at alle de oprindelige fire anklagepunkter videreføres.

Det andet spørgsmål er, hvornår en formel afgørelse kan forventes.

Udstedelsen af en supplerende SO udsætter i sig selv sagen, i det Google skal have tid til at svare.

I første omgang otte uger, men forlængelse er mulig, og det er for eksempel allerede sket i Android-sagen.

Her har Google fået udsættelse til september 2016.

Primo 2017 er derfor et optimistisk bud på en afgørelse, men såfremt yderligere supplerende SO vedtages, kan tingene hurtigt skride, inden den første formelle afgørelse, og eventuelle bøde, foreligger.

Det tredje spørgsmål er, om der overhovedet bør udstedes bøder, når EU-Kommissionen ad flere gange accepterer, at sagen kunne lukkes ved forlig, for blot hver gang at opdage, at man ikke havde taget alle problemer og klagere i ed.

Dette er dog nok mere politisk end juridisk, men absolut af betydning, når alle lodderne skal vejes og en afslutning skrives.

Fortsat problemer i den juridiske kvantificering af adfærden
Det fjerde spørgsmål er juridisk og omfatter spørgsmålet om, hvorvidt den udviste adfærd strider mod konkurrencereglerne, det vil sige er ulovlig, hvilket forudsætter dels en dominerende markedsposition og dels et misbrug heraf.

Som allerede skitseret gælder der nærmest et per see forbud mod bundling og brugen af eksklusivaftaler, forudsat man er dominerende.

Google har dog bestridt det sidste, hvorfor EU-Kommissionens første juridiske udfordring er at påvise en sådan dominerende stilling, hvilket ultimativt er et spørgsmål om, hvordan markederne anskues, eller på jurasprog afgrænses.

Google er indiskutabelt dominerende, når det drejer sig om generelle søgninger på nettet, såkaldte horisontale søgninger, i hvert fald indenfor EU.

Det samme gør sig gældende i forhold til levering af Android-styresystemet. Selv om vi ikke kender Googles officielle holdning hertil, kan elementer heraf indirekte udledes fra navnlig de oprindelige tilbudte tilsagn.

Substansen synes at kunne sammenfattes til, at det er forældet at udskille specialiseret søgninger efter for eksempel bøger via Amazon eller rejser via Expedia, såkaldte vertikale søgninger, fra andre søgninger og derved som selvstændigt marked.

Google tilbyder via blandt andet Google Shopping en integrering heraf, hvilket set fra en slutbruger vinkel er både bedre og nemmere.

Men EU-Kommissionens påstand er, at det ikke nødvendigvis er billigere for forbrugeren, når Google dirigerer trafikken hen til enten egne eller betalte tjenester.

Det juridiske spørgsmål i forhold til en eventuel præferencebehandling af egne søgetjenester er derfor, om horisontale og vertikale søgninger fortsat er en kurant markedsopdeling.

Hertil kunne det fremføres, at når søgninger skal listes, skal nogen stå øverst, og hvorfor skulle det ikke være ens egne tjenester eller dem, som betaler herfor.

Det er svært at vurdere, om EU-Kommissionen har accepteret første del af ligningen, det vil sige at opdelingen mellem horisontale og vertikale søgninger er forældet, eller om EU-Kommissionen blot ønsker at helgardere sig.

Ved udsendelsen af den supplerende SO bemærkede EU-Kommissionen dog i en presseudtalelse, at Googles adfærd også var skadelig ved en bred markedsafgrænsning, og at dette aspekt var medtaget i den supplerende SO.

Det er en udtalelse, der implicit synes at bygge på en bredere markedsafgrænsning, som ikke kan afvises, og at EU-Kommissionen ser et behov for dække sig ind.

I forhold til selve misbruget, det vil sige den juridiske beskrivelse af hvordan præferencebehandlingen skader forbrugerne, er både EU-Kommissionen og Google meget lukkede.

Google advokater synes dog at fremføre, at der foreligger en leveringsnægtelse, det vil sige den mest restriktive konkurrenceretlige doktrin, mens EU-Kommissionen omvendt ser en usaglig forskelsbehandling, der tilfældigvis er en langt mere liberal doktrin.

Dette skal dog udledes fra en kombination af bisætninger i pressemeddelelser og artikler, som navnlig Google har støttet udgivelsen af, hvilket gør det svært nærmere at kvalificere – både i forhold til juraen og de præcise anbringender.

Derimod er der meget lettere at vurdere Googles brug af eksklusivaftaler, og derved den nye SO, fra juli 2016 vedrørende AdSense.

Dominerende virksomheder må nemlig slet ikke anvende eksklusivaftaler, hvilket også omfatter surrogater.

EU-Kommissionen anfører, at Google administrer 80 procent af de bannerreklamer, som onlineudgivere anvender og derved nærmest er monopolist.

Grundet surrogatforbuddet er det i øvrigt irrelevant, at Google siden 2009 gradvis har omlagt klausulerne til minimumskøbsforpligtelser, da disse kan have samme effekt som en egentlig eksklusivklausul.

EU-Kommissionen noterer dog, at Google fornylig har indstillet brugen heraf, hvilket EU-kommissionen agter at vurdere effekten af.

Det hænger derfor lidt i luften, hvorfor en formel SO vedtages nu, og ikke først når disse vurderinger foreligger, når man sidste år netop valgte at vente.

Omvendt sætter det selvfølgelig Google under pres om helt at indstille brugen og kan derfor have en vis relevans.

Google begrundelse, forretningsmodel og den juridiske betydning heraf
Det femte spørgsmål ligger i forlængelse af det juridiske og omfatter Googles motiver og eventuelle rimelige begrundelser for adfærden.

Normalt er det spørgsmål, som konkurrenceretten ikke tillægger stor betydning, men som så meget andet i Google-sagen er tingene her mere nuancerede.

Googles forretningsmodel er nemlig ikke opbygget omkring internetsøgninger eller Android-styresystemet, hvor de dominerende markedspositioner findes, men derimod Google Shopping, salget af bannerreklamer og forskellige apps til Android.

Fællesmængden for de rejste anklager er, at Google søger at generere omsætning indenfor disse segmenter, hvilket kommercielt set gør adfærden noget mere rimelige.

I forhold til Android-sagen mangler der tilmed et led i EU-Kommissionens analyserække, idet misbruget slet ikke vedrører Android, men derimod Google Play Store, der bundles med en række andre apps, eksempelvis Google Search og Google Chrome.

Der er altså tale om en pakke, man kan aftage eller lade være, og Google hævder, at ingen tvinges hertil og pakken i øvrigt er gratis.

Omsætning skabes først, når slutbrugeren anvender nogle af disse apps til at gå ind på andre Google sider som Google Shooping.

Motivet skulle herefter være en angst for, at den gradvise migrering af internetsøgninger på mobiltelefoner og tablets – frem for traditionelle stationære pc – kunne underminere Googles kontrol med internettet og dermed Googles forretningsmodel.

Googles mulige misbrugsadfærd i Android-sagen er altså rettet mod at beskytte den dominerende position, som Google benægter at indtage i hovedsagen, og adfærden bør derfor ses i forlængelse heraf.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at Google kan være dominerende, også i forhold til apps, eventuel at de ikke i praksis kan adskilles fra Android. Alligevel mangler der en mellemregning, som EU-Kommissionen ikke over for offentligheden har redegjort for.

Hertil kommer, at styresystemet Android i princippet er gratis, på samme måde som Googles søgemaskiner, og et eller andet sted skal Google tjene sine penge, hvilket kan udgøre et forsvar.

Endelig, hvilket allerede er nævnt, er der noget kunstigt i det implicitte krav om søgeneutralitet.

Virksomheder må rimeligvis kunne opliste egne og sponserede produkter og tjenester først, hvilket i forhold til Google betyder, at denne blot skal undlade at chikanere ikke- tilknyttede søgehits – for eksempel ved helt eller delvis at udelukke dem eller på anden måde aktivt nedgradere sandsynligheden for, at de optræder i søgninger.

Det er en betingelse, som Google meget entydigt hævder at håndhæve og som udgør en af de juridiske akilleshæle i sagen.

Hvad er næste skridt og hvornår kan vi forvente en egentlig afgørelse?
Det fører frem til sjette og syvende spørgsmål:

Hvor mange sager er der reelt, og hvordan agter EU-Kommissionen at lukke disse?

Der er fortsat kun to sager, Hovedsagen fra 2010, med fire anklagepunkter og Android-sagen fra 2015 med to anklagepunkter, det vil sige i alt seks anklager dækket af nu tre SO’er.

En SO er som nævnt en forudsætning for en formel fordømmelse og bøde i, hvad der formentlig i denne sag bliver, milliardklassen.

Det betyder, at EU-Kommissionen i princippet kan vælge at udsende yderligere to SO’er, hvortil kommer eventuelle supplerende SO’er, inden Google-sagaen kan afsluttes.

Der er altså udsigt til flere presseoverskrifter og breaking news, også lagt udover hvad sagen juridisk kan bære.

Og det er tilmed kun første halvleg, eftersom Google formentlig vil anfægte en bødeafgørelse ved EU-Domstolen.

Udover svagheder i den juridiske argumentationskæde, som skitseret ovenfor, kan der henvises til hele tre forligstilbud, der i sig selv bør udløse en rabat, samt løbende justeringer i adfærden.

Det sidste er et forhold, der kan mudre den tidsmæssige fiksering af lovovertrædelserne og derved bødeberegningen.

En anden mulighed, der ikke bør udelukkes, er nye forligsforhandlinger, eventuelt alene af nogle af anklagepunkterne, det vil sige det som Google oprindeligt forsøgte og som EU-Kommissionen ad flere gange accepterede.

Problemet er, at dette vil rejse en hel række overvejende politiske spørgsmål om, hvad der unægtelig ligner en noget slingrende kurs fra EU-Kommissionens side.

Endvidere vil det få både EU-Kommissionen og kommisæren til at fremstå svag, hvilket ingen af dem formentlig ønsker eller har brug for.

Det mest sandsynlige udfald er derfor fortsat en eller flere afgørelser, måske i 2017, der fordømmer en række konkrete handlinger og udmåler den største bøde nogensinde i EU konkurrenceretten.

Der er dog også elementer, som kunne pege på forlig af nogle af anklagepunkterne.

Både EU-Kommissionen og Google kunne have en interesse heri, og med frafaldet af en række af de oprindelige klagere kan dette være blevet lettere.

I sidste uge var der ellers mange Nintendo-investorer, der var glade.

Aktieværdien af det japanske firma tordnede nemlig i vejret med rekordfart.

På mindre end 14 dage var det japanske spilfirma Nintendos aktier på børsen i Tokyo blevet dobbelt så meget værd, og himmelflugten var hovedsageligt baseret på det populære smartphone-spil med de skøre figurer.

Læs også: Se kurven her: Nintendos aktiekurs på vild himmelflugt efter premieren på Pokémon Go

Men allerede nu er bøtten vendt igen.

Det fortæller Bloomberg.

Først gik det op, så gik det ned igen. Kilde: Bloomberg.

Den nu nedadgående kurve skyldes, at Nintendo har meldt klart ud omkring indtjeningen i forbindelse med spillet.

Læs også: Nintendo skifter strategi: Disse tre områder vil selskabet satse på

Firmaet har nemlig allerede regnet fortjenesten ind i regnskabet, og forventer således ikke ret mange ‘nye’ penge i kassen i forbindelse med indtægterne fra spillet.

Ligeledes ejer Nintendo kun en tredjedel af Pokemon-firmaet, hvilket altså betyder, at pengene ikke alene lander i Nintendos kasse.

Læs også: Sådan tjener Apple 20 milliarder kroner på Pokemon Go

Den besked sendte den højtflyvende aktie retur med en hastighed på 18 procent-point på en enkelt handelsdag.

På trods af aktie op- og nedture er selve spillet dog stadig uhyre populært og har oplevet en tilstrømning, som næppe har set sin lige i spilhistorien, og det er vel egentlig det, det handler om.

Læs også:
Kan du ikke logge på? Sommerens store Pokémon Go-hit DDos-angrebet af hackere

Nintendo skifter strategi: Disse tre områder vil selskabet satse på

Nye tal fra internet-giganten Google viser, at ordensmagterne i alverdens lande er endog meget sultne efter at få udleveret data fra Google.

Det fremgår af Googles såkaldte gennemsigtighedsrapport.

Her angiver selskabet, hvor mange anmodninger fra myndigheder og domstole, som søgegiganten har modtaget i andet halvår af 2015 fra juli til december.

I Googles gennemsigtighedsrapport fremgår det klart, at efterspørgslen på data stiger markant.

Du kan selv se udviklingen i data-anmodninger hos Google her: 

Kilde: Googles gennemsigtighedsrapport

Samtidig oplyser Google, at der bliver udleveret datasæt i 64 procent af anmodningerne.

Det svarer til en relativ lille stigning fra færre forespørgsler i foregående år, som du kan se i nedenstående graf.

Kilde: Googles gennemsigtighedsrapport

Markant stigning
Set over hele 2015 har der været 76.042 myndighedsanmodninger fra hele verden om brugerdata rettet alene mod Google.

I gennemsnit svarer det til lidt over 208 anmodninger hver eneste dag.

Samtidig er det en markant stigning i forhold til 2014, hvor der var 61.838 anmodninger fra myndigheder, hvilket svarer til en stigning på godt 18 procent mellem 2014 og 2015.

Sammenligner vi 2015-tallet med 2013, hvor NSA-whistlebloweren Edward Snowden oplyste hele verden om omfattende stats-overvågning fra især amerikansk side, er stigningen på lige knap 30 procent i de globale myndighedsanmodninger om Googles brugerdata.

Google forklarer udviklingen således:   

“Brugen af vores tjenester er steget hvert år, og det samme er antallet af anmodninger om brugerdata. Vi arbejder hele tiden på at organisere oplysningerne og give flere detaljer,” lyder fra Google i kølvandet på gennemsigtighedsrapporten.

I et blogindlæg følger søgegiganten op på sin rapportering og erklærer sig stolt over, at selskabet således er med til at sætte fokus på statsovervågning i hele verden.

Mange forespørgsler fra Danmark
Den danske stat figurerer også i Google-statistikken.

I andet halvår af 2015 har der således været 57 brugerdataanmodninger fra dansk politi fra Googles onlinetjenester, hvilket inkluderer videotjenesten Youtube.

Google oplyser, at der blev fremvist brugerdata i cirka en tredjedel af tilfældene fra i alt 89 Google-konti.

På verdensplan har der i alt været 40.677 myndighedshenvendelser til Google i andet halvår af 2015.

USA (12.523 anmodninger), Tyskland (7.491 anmodninger) og Frankrig (4.174 anmodninger) står som de absolutte topscorere i efterspørgslen på Google-data i perioden juli til december 2015.

I de amerikanske forespørgsler bliver der fremvist data i 79 procent af tilfældene, mens det tal ligger på henholdvis 57 procent og 59 procent, når det kommer til Tyskland og Frankrig, fremgår det af rapporten.

Du kan her læse Googles juridiske proces og ofte stillede spørgsmål om, hvorfor og hvordan Google behandler statslige anmodninger om udlevering af data.

Læs også:
Dine data er sikre i Irland: Microsoft vinder vigtig privacy-sejr

Edward Snowden på Roskilde Festival: “De siger, at du ikke har noget at være bange for, hvis du ikke har noget at skjule. Det sagde Goebbles også”

Obama lover: Vi skal nok lade være med at masseovervåge jer danskere

Den amerikanske telegigant Verizon Communications overtager en af internet-verdenes helt store pionerer, Yahoo.

Det skriver Wall Street Journal, der citerer en unavngiven kilde, som ifølge avisen ligger inde med fortrolig viden.

Ifølge avisen vil Verizon betale 4,8 milliarder dollar – godt 32 milliarder kroner – for Yahoos internet-forretning samt forskellige ejendomme.

Langvarige rygter
Der har længe været rygter fremme om, at netop Verizon og Yahoo arbejdede på en handel.

Yahoo er en af internet-verdenens helt store pionerer, og selskabet har været med stort set siden internet-æraen for alvor tog fart.

Prisen for selskabet er langt lavere end oprindeligt forventet.

Yahoo arbejdede oprindeligt med en plan om, at et salg af selskabet ville kunne indbringe helt op til otte milliarder dollar.

Også en række kapitalfonde – som Bain Capital, Vista Equity Partners samt den tidligere Yahoo-boss Ross Levinsohn – har tidligere luftet interesse for at overtage selskabet.

Det er for analytikere og andre svært at prisfastsætte Yahoos kerneforretningen – web-forretningen – korrekt, da en stor del af værdien består af en stor aktieandel af det stærkt succesrige kinesiske selskab, Alibaba Group Holding samt Yahoo Japan.

Alene disse to asiatiske dele af Yahoo er fornylig blevet vurderet til at være mellem fire milliarder og fem milliarder dollar værd.

Mens de asiatiske dele er mange penge værd, ser det værre ud med den amerikanske del af Yahoo. Her er omsætningen i årets første kvartal faldet med 18 procent i forhold til det samme kvartal i fjor.

Yahoo har i de senere år været gennem en turbulent omstilling med den meget vellønnede topchef Marissa Mayer i spidsen.

Successen har imidlertid været begrænset. Omsætningen er faldet støt, mens omkostningerne løbende er steget.

I foråret fyrede selskabet derfor hver sjette medarbejder efter et kvartal med den laveste omsætning, siden Mayer overtog ledelsen af selskabet for et par år siden.

Hun har ellers købt massivt op for at styrke Yahoo-forretningen, ligesom hun har omstruktureret og fyret store dele af virksomhedens medarbejderstab, der i dag er 40 procent mindre end i 2012.

Selskabet har desuden været plaget af masseafgang blandt topcheferne, ligesom investorerne har øget presset på selskabet for at få sat gang i væksten igen.

Med det kommende køb ventes det, at Marissa Mayer degraderes til en langt lavere rolle.

Ifølge Wall Street Journal vil Verizon anvende Yahoo som et kerneelement i opbygningen af en online-portefølje, som i dag også inkluderer Huffington Post og TechCrunch.

Yahoo har i samme ombæring udbudt 3.000 patenter på teknologier indenfor e-handel, online-annoncering og søge-funktionaliteter, som selskabet forventer vil indbringe yderligere en milliard dollar.

De ondsindede koder løber samlet set op i 1886 styk i løbet af perioden. Kilde: AV-Comparatives.

AV-Comparatives, der er en uafhængig organisation, der har specialiseret sig i test af antivirusprogrammer, har testet 19 forskellige af slagsen over en periode på fem måneder for at se hvilket, der klarer sig bedst over tid.

Testen har varet fra februar til juni i 2016.

Samlet set er der blevet kørt 1.886 forskellige ondsindede kodestumper gennem programmerne, der så har skullet bevise, om de kunne finde problemerne, før de ramte computeren.

Det har flere af dem klaret ganske udmærket.

Faktisk har syv programmer fanget og blokeret 99,5 procent eller mere.

Du kan se resultaterne i skemaet nedenfor.

Læs også: Fire sikkerhedsprodukter gør rent bord i stor antivirustest

Der er blevet testet på en Windows 7 Home Premium SP1 64-bit maskine med en stribe tredjepartsprogrammer som Adobe Flash, Reader, QuickTime og Java.

Da testen har løbet over lang tid, er de testede antivirusprogrammer løbende blevet opdateret til den nyeste version.

AV-Comparatives kalder konceptet for real-world protection test, altså en testform, der skal simulere sikkerhedsudfordringerne ved det daglige brug af computeren.

Vær opmærksom på at det er ikke alle sikkerhedsproducenter, der ønsker eller kan være med i testen, så det er ikke en komplet test.

Fokus i denne test har været på detektionsrate, altså, hvor mange procent af de ondsindede koder programmerne kan opdage og behandle.

Alle programmer er testet i standardindstillingerne.

Her er det samlede resultat. Kilde: AV-Comparatives.

Versionsnummeret på de enkelte antivirusprogrammer kan have ændret sig gennem perioden. Her kan du se versions-forløbet. Kilde: AV-Comparatives.

Microsofts sikkerhedsprodukt ligger i den tunge ende af feltet, men måske er der hjælp at hente for dem, der anvender Redmond-firmaets produkt.

I den seneste testversion af Windows (Windows 10 Build 14352) er der nemlig dukket en ny funktion op, som giver brugeren mulighed for både at anvende Windows Defender samt et tredjeparts-sikkerhedsprogram aktivt på den samme maskine.

Men det er altså stadig i testversionen.

Du kan læse mere om det her: God nyhed til dem, der vil gå med livrem og seler: Du kan bruge to antivirusprogrammer samtidig

Du kan selv klikke forbi AV-Comparatives webside, hvor du på en interaktiv grafik kan vælge forskellige parametre for, hvordan de forskellige programmer skal sammenlignes med hinanden.

Du kan finde alle testresultaterne her (PDF).

Grafisk oversigt over resultatet. Den orange linje viser falske positiver. Kilde: AV-Comparatives.

Læs også:
Ny stortest af antivirus-programmer: Så meget kraft trækker dit sikkerhedsprogram ud af maskinen

Stortest af antivirusprogrammer: Microsofts sikkerhedsprogram havner helt i bunden

Ramt af ransomware: Den dag hackere krypterede 8.000 dokumenter på Aage Krogsdams computer

Efter San Bernardino-massemordet i december, hvor en låst iPhone spillede en helt central rolle i sagen, har amerikansk politi nu taget noget mere kreative metoder i brug for at få adgang til låste smartphones.

Politiet i den amerikanske stat Michigan har således henvendt sig til en professor ved Michigans statsuniversitet med speciale inden for biometrisk identificering for at få hjælp til at åbne en smartphone tilhørende et mandeligt mordoffer.

Ideen er, at politiet ved hjælp af mordofrets fingeraftryk fra en tidligere arrestation kan 3D-printe ‘fingre’ med selvsamme fingeraftryk fra den døde mand.

Herefter kan politiet bruge disse 3D-printede ‘fingre’ til at åbne ofrets telefon med, da der på telefonen kan ligge afgørende spor omkring, hvem der kunne have myrdet manden.

Det skriver Fusion.net, som har talt med professoren fra Michigan State University ved navn Anil Jain, som bistår politiet med denne biometriske tilgang til efterforskningen.

Da efterforskningen stadig pågår, er både politiet og hjælperne fra universitet dog ikke meget for at være konkrete i sagen, oplyser Fusion.net.

Mangler menneskelig hud
Eftersom fingeraftrykslæsere på dagens smartphones ikke umiddelbart reagerer på blot et fingeraftryk, men er afhængige af små elektriske kredsløb, som ens egne fingre med menneskelig hud frembringer, er metoden langt fra skudsikker.

Derfor eksperimenterer de biometriske specialister fra universitetet med et tyndt lag af metalliske partikler smurt ud på de 3D-printede fingermodeller for at få dem til at opføre sig menneskelige fingre, som en smartphone-fingeraftrykslæser herefter vil kunne reagere på.

Indtil videre forsøger universitetsfolkene sig med alle ofrets 10 3D-printede fingermodeller.

Når universitetet er klar med sine fingermodeller, vil de blive overdraget til politiet, som så kan afprøve fingermodellerne på fingeraftrykslæseren på mordofrets telefon.

Hvad gør dansk politi?
Hvis metoden virker, er det derfor ikke usandsynligt, at politiet fremover vil kunne åbne låste smartphones med fingeraftryklslæsere, såfremt ordensmagten ligger inde med et fingeraftryk fra et offer.

Computerworld har derfor spurgt det danske rigspoliti, om der også her kan komme på tale at benytte 3D-printede fingermodeller til at tilgå låste smartphones. 

Lovens lange arm ønsker dog ikke at gå i detaljer om, hvorvidt fingeraftryk kan benyttes på denne måde på vores breddegrader. 

I stedet lyder det, at kryptering af smartphones er en fælles udfordring for politienheder alle steder i verden, og der derfor foregår en vis grad af international vidensdeling på området. 

Læs også: 
Ny lov på vej i Rusland: Efterretningstjenesten skal have bagdøre til alle chat-apps

Bagdøre på vej i din iPhone? Så alvorlige kan konsekvenserne blive for dig og dit computer-udstyr

Movieboxen var en transportabel videomaskine, der blev udlejet hos videoforhandleren. Her er den sammen med en anden af den tids store hit, den transportable kassetteafspiller. Dump: Youtube.

Det er lørdag, og far har været på tanken for at købe popcorn og leje en Moviebox og en videofilm.

Engang en del af virkeligheden, som man nok skal være lidt oppe i årene for at huske og genkende.

Movieboxen har været væk i mange år, efter at videomaskinen gjorde sit indtog under fjernsynet i de danske stuer. Men nu er videomaskinen så også på vej til de evige filmmarker.

Den sidste VCR-maskine (videocassette recorder) produceres nemlig i denne måned.

Det er måske også på tide, vil mange mene, men gode teknologier har det med at overleve længe.

Den sidste skrivemaskinefabrik lukkede eksempelvis først i 2011 på trods af den digitale tekstbehandling.

Det er farbrikken Funai Electric, der er den sidste, som producerer videomaskiner, og som nu har besluttet at lukke for produktionen.

Det skriver Mental Floss

De gamle bånd, du har liggende i skabet eller på loftet, kan du således godt køre ned på genbrugspladsen – og du behøver ikke spole dem tilbage.

Bliv kult eller hvil i fred
Funai Electric har en lang historie med VHS-formatet og VCR-maskinerne. Faktisk lancerede firmaet tilbage i 1980′erne CVC-afspilleren, der var en kompakt videooptager, som forsøgte at tage kampen op mod de mere populære VHS- og Betamax-formater.

Som bekendt endte CVC-maskinen i skraldespanden, og i stedet slog firmaet sig på at producere VHS-videomaskiner. Men den æra ender altså nu.

Selv om den nu er parkeret for evigt, var videomaskinen en markant spiller, der ændrede vores måde at anvende medierne på.

Pludselig blev det både muligt at optage og afspille på det tidspunkt, som passede ind i dagligdagen.

Så princippet er altså ikke dødt. Det lever videre i bedste velgående på streaming-tjenesterne.

Beslutningen om at stoppe produktionen er ligetil: Der er ingen, der køber maskinerne mere. Det er dog ikke ensbetydende med, at videomaskinen ikke anvendes mere.

Faktisk er der flere steder opstået grupper, der dyrker det flimrende format og de uskarpe billeder. En tendens, der også ses inden for vinylplader, der i de senere år har oplevet en genfødsel.

Måske kan interessen for VHS’en på samme vis genopstå og Funai Electric genoptage produktionen.

Hvis ikke, så hvil i fred.

Læs også:
Sådan kan du se 3D Blu-ray-film på din konsol

Kassettebånd, cd’er og mp3-filer er døde: Hvad bliver det næste?