Foranlediget af diskussionen i Danmark om enhedspatentet med tilhørende patentdomstol, som alt andet lige vil betyde en større harmonisering indenfor IPR i et allerede meget harmoniseret EU, vil jeg lige nævne, at der også på endnu bredere niveau er bestræbelser i gang med at harmonisere patentlovene i mellem USA, EU, Japan m.fl. Der er en gruppe kaldet Tegernsee-gruppen, der arbejder hermed.
Et af områderne er den såkaldte skånefrist. USA og Japan (m.fl.) har en skånefrist, som betyder, at man kan indlevere en patentansøgøning efter at man selv har offentliggjort sin ide. Et eksempel på dens anvendelse kan man se her, hvor en ide omtalt af Steve Jobs uden problemer gav patent i USA, mens man i det europæiske patentkontor vendte tommelfingeren nedad – ideen var jo offentliggjort! Det ser ud til, at Euroipa på dette område vil “give sig” og acceptere skånefrist. Specielt for universiteter og iværksættere er ideen god, da man får yderligere tid til at tage bestik af om det kan betale sig at indlevere. Ulempen er, at der er mere usikkerhed; man skal som konkurrent vente længere, inden man ved, om modparten vil indlevere eller ej.
I det meste af verden offentliggøres en patentansøgning 18 måneder efter sin indlevering. Hermed kan konkurrenter og andre læse den og tage bestik deraf. I USA kan man undgå dette ved kun at søge i USA. Det kan give anledning til såkaldte sub-marine patents, som i mange år ligger neddykkede og hemmelige, mens de sagsbehandles før de lige pludselig dukker op til overfladen som udstedte og nu offentligt tilgængelige patenter. Tendensen i USA er, at færre og færre af disse ansøgninger indleveres (da man som ansøger afskærer sig fra at søge i resten af verden), og det er sandsynligt, at USA vil give sig på området – som sagt bliver problemet mindre og mindre.
Et andet område, som USA allerede har givet sig lidt på, er det såkaldte first-to-file vs. first-to-invent. I USA lægges der vægt på, at det er opfinderen, som først opfandt noget, som skal have ejerskab af det tilhørende patent. Det betyder, at hvis en opfinder har fået ideen først, men er blevet overhalet af en (mere ressourcestærk) konkurrent, som ergo også har indleveret en patentansøgning før den oprindelige opfinder, så vil man i USA sige, at den oprindelige opfinder skal have ejerskabet. I resten af verden er det den part, der først indleverer, der får ejerskabet. Her har man i USA erkendt, at det er meget svært at finde ud af, hvem der var først og har ændret lovgivningen, så den mere afspejler praksis i resten af verden. Der er dog ikke fuld harmonisering endnu på området.
En række andre bestemmelser diskuteres også. Mange af dem er af ret speciel karakter, og jeg vil derfor ikke bruge yderligere tid på dem her. Det er også vigtigt at notere sig, at djævelen gemmer sig i detaljen, så disse ændringer er ikke noget man bliver enige om en eftermiddag – der er mange interesser at iagttage. Endnu er intet besluttet (bortset fra first-to-file-tilnærmelsen i USA), og det er vigtigt at huske, at denne harmonisering kun vil relatere til sagsbehandlingen, altså ikke håndhævelsen i domstolene.
Alle disse harmoniseringer betyder en yderligere forenkling af sagsbehandlingen rundt omkring i verden. Det betyder mao., at man kan forvente, at hvis et patent udstedes i et land, så er det sandsynligt, at det samme patent også kan blive udstedt i andre lande. Det gør sagsbehandlingen hurtigere og mere enkel, hvilket bør resultere i besparelser. Disse ændringer vil også komme IT-firmaer til gavn i det omfang man enten selv patenterer eller oplever, at patenter bruges af konkurrenter.
Specielt skånefristen bør være af interesse for opstartsvirksomheder og forskningsinstitutioner, der nu kan efterprøve en ide og få feedback på den, inden man vælger at bruge penge på søge om patent på ideen.
