Category Archives: computer

Et grundigt kig ud i universet afslører en mangfoldighed af galakser. Nogle er fladtrykte og har spiral­arme, andre er elliptiske, og nogle lader sig ikke kategorisere så nemt, fordi de har irregulære former.

Der findes kæmpegalakser med billioner af stjerner og dværg­galakser med få milliarder. I nogle galakser er der stadig fuldt knald på stjernedannelsen, andre er faldet til ro og gør ikke meget væsen af sig.

Alle disse meget forskellige galakser er dukket op i løbet af de 13,8 milliarder år, der er gået siden big bang. Præcis hvordan det er gået for sig, kan man nu se i den mest realistiske simulering af universets udvikling, der hidtil er lavet. En imponerende computersimulering, der viser forskerne, at deres bedste kosmologiske teorier i hvert fald ikke er helt skæve.

Forskerne bag projektet, der går under navnet Illustris, har ladet et virtuelt univers udvikle sig igennem 13 milliarder år. Simuleringen starter 12 millioner år efter big bang, hvor mørket hersker over universet. Ikke en eneste stjerne er tændt, men det mørke stof har samlet sig i filamenter, som brint og helium bliver gravitationelt tiltrukket af. Hvor koncentrationen af gas bliver størst, opstår stjerner og galakser.

Nu kan man med sine egne øjne se, hvordan flade spiralgalakser som Mælkevejen dannes. Man kan følge klynger af tunge stjerner eksplodere som supernovaer og sende nye grundstoffer ud i intetheden. Galakser kolliderer og smelter sammen, og supermassive sorte huller i midten af galakserne vokser sig store og trækker stof til sig, samtidig med at de forvandles til veritable kraftcentre med enorm indflydelse på omgivelserne.

Måske findes du ikke rigtigt. Måske er du bare bits og bytes i en enorm computersimulering, der er sat i gang af en uhyre avanceret civilisation. En simulering så uhyre detaljeret, at alt det, vi opfatter som hørende til vores univers, er med i den – fra det mindste til det største.

Det er en tanke, som den svenske filosof Nick Bostrom har leget med, og han er kommet frem til, at det er ganske sandsynligt, at vi alle blot er del af en simulering. Det har så fået tre fysikere til at regne på, om vi kan finde ud af, at vi er en del af en computer­simulering, som jo trods alt må være af endelig størrelse.

Resultatet blev, at det i princippet – omend måske ikke i praksis – altid vil være muligt at afgøre, om vi kun eksisterer i en computer.

Læs mere på simulation-argument.com

2.000 års beregninger

Det har taget forskerne fem år at udvikle den uhyre omfattende simulering, og det havde ikke været muligt at køre den, hvis de ikke havde haft kraftige supercomputere til rådighed.

Hele simuleringen krævede 16 millioner CPU-timer, og hvis forskerne havde kørt den på en almindelig, gennemsnitlig pc, ville det have taget mere end 2.000 år at foretage alle beregningerne. Heldigvis havde de adgang til supercomputere, ikke mindst SuperMUC i Tyskland og Curie i Frankrig – henholdsvis nummer 10 og 20 på listen over verdens hurtigste supercomputere. 8.192 processorkerner, 25 terabyte arbejdshukommelse og mere end 200 terabyte lagerplads på harddiske blev taget i brug i de tre måneder, det tog at genskabe universet.

Problemet med at simulere universet er, at det er så frygtelig stort, og at det rummer så meget i forskellige størrelsesskalaer – lige fra de mindste elementarpartikler til ekstremt store strukturer kaldet supergalaksehobe. Det er umuligt at få det hele med i en model, så man må træffe nogle hårde valg.

På den ene side kræver en realis­tisk simulering, at man lader tingene udvikle sig i et tilstrækkeligt stort virtuelt volumen, hvor der er plads til tusindvis af galakser. På den anden side skal modellen være så detaljeret som muligt, så man kan zoome ind på individuelle galakser og følge deres udvikling gennem tiden – med stjernedannelse, supernovaer og sorte huller.

Illustris ligner virkeligheden

I Illustris-simuleringen er universet en terning, der er 347 millioner lysår på hver led. Til at starte med rummer den kun mørkt stof, brint og helium, men efter 13 milliarder år er det blevet til 41.416 galakser.

Det er selvfølgelig ikke voldsomt mange i forhold til de langt over 100 milliarder galakser, der findes i den del af universet, vi kan observere, men pointen er, at galakserne i Illustris-universet har fået vidt forskellige størrelser og former, præcis som i det virkelige univers. Antallet af elliptiske galakser i forhold til antallet af spiralgalakser svarer til det, man kan observere, og indholdet af galakserne såvel som afstanden imellem dem er også passende. Det er første gang, en simulering er kommet så tæt på virkeligheden.

Illustris tager udgangspunkt i den mest udbredte model for big bang-kosmologi, nemlig Lambda-CDM-modellen. Ifølge den domineres universet af mørk energi og koldt, mørkt stof, og universets udvikling kan beskrives ved hjælp af kun seks parametre. Illustris viser, at fysikernes teori holder vand, for ud fra Lambda-CDM-modellen og de fysiske love er det rent faktisk muligt at fremtrylle et univers, der ligner vores. Ikke blot er bestanden af galakser genskabt, simuleringen rammer også, hvor meget gas universet indeholder, hvor det gemmer sig, og hvad gassen består af – i hvilket omfang den rummer grundstoffer, der er tungere end brint og helium.

Plads til forbedringer

En model af universet kan naturligvis altid forbedres, for eksempel ved at gøre detaljeringsgraden endnu større. I Illustris-simuleringen består det virtuelle univers af 12 milliarder elementer, og det er langtfra nok til, at enkelte stjerner kan ses. Der er altså grænser for, hvor langt man kan zoome ind, og hvor små strukturer, man kan få øje på.

Forskerne har da også identificeret adskillige tilfælde, hvor modellen ikke passer helt med virkeligheden. For eksempel er stjernerne i forholdsvis små galakser for gamle, for i simuleringen begynder stjernedannelsen alt for tidligt i disse systemer. Så der skal arbejdes videre på modellen, men først vil holdet bag Illustris stille alle data til rådighed for andre forskere, som kan stille virtuelle teleskoper ind på netop det astronomiske område, der interesserer dem. De kan så spole frem og tilbage i tiden og for eksempel nøjes med at se densiteten af det mørke stof, temperaturen af gassen i og imellem galakserne eller kemien i gassen. Forhåbentlig kan simuleringen inspirere astrofysikerne til at udvikle endnu bedre teorier, der forklarer universets fænomener på en overbevisende måde.

Se en video af simuleringen her:

Er man vokset op i Danmark, er det svært at have undgået en tremmesofa. Om det så var på et lærerværelse eller hjemme hos en læge eller gymnasielærer, ja, så befolkede den sofa så mange hjem i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, at den ikke bare blev et æstetisk statement, men også et politisk.

En investering i en tremmesofa var også en fasttømring af et politisk ståsted. Der var sandsynligvis ikke mange ejere af tremmesofaer, der stemte til højre for midten.

Men Børge Mogensens ikoniske sofa er også smart – og smart tænkt. Den kan let forvandles fra en topersoners sofa, man kan sidde og konversere i, til et møbel, man kan lægge sig i på langs; den ene ende kan fires ned og fæstnes med lædersnore.

Tremmesofaen er designet i 1942, men blev først sat i produktion over 20 år efter, da den havde optrådt i en film med Ghita Nørby i en af hovedrollerne. Da var tiden også moden til en sofa, der ikke var polstret.

Tremmesofaen står også her på Designmuseum Danmarks kommende udstilling om 100-års fødselaren Børge Mogensen – iført ternet stof som det, tekstilkunstneren Lis Ahlmann havde designet til sofaen. Endda selv om den sandsynligvis slet ikke er tegnet af Børge Mogensen, fortæller museumsdirektør Anne-Louise Sommer:

»Børge Mogensen og Hans J. Wegner holdt en sommerferie, hvor de arbejdede sammen om møbler til Snedkernes Efterårsudstilling. Derefter besluttede de, hvem der skulle lægge navn til hvilket møbel. Der kom så til at stå, at Børge Mogensen havde tegnet tremmesofaen, men som Christian Holmsted Olesen, der er inspektør her på museet, og som har forsket i Wegner, påpeger, ligner lædersnorene snarere en idé, Wegner kunne have fået,« siger hun.

2 x 100 år

Anledningen for udstillingen er 100-året for Børge Mogensen. Ligesom det er 100-året for kollegaen Hans J. Wegner. Designmuseum Danmark har valgt at fokusere på Hans J. Wegners design med en stor udstilling, der sal efter sal præsenterer mesterens møbler. Fortællingen om Børge Mogensen er noget mindre – i hvertfald her på museet. For breder man fortællingen ud til også at handle om, hvordan den generation af møbeldesignere formgav velfærdsstaten Danmark, ja, så har Mogensen en stor plads.

Hans møblers udtryk er mere bastant og mere kantet – knap så raffineret som vennen og klassekammeraten Hans J. Wegners, til gengæld designede han en af de mest solgte træstole i landet, Folkestolen.

Børge Mogensen (1914-1972) blev født i Aalborg og kom ind på Kunsthåndværkerskolen i 1936, hvor han blev undervist af professor Kaare Klint.

To år forinden havde han fået sit svendebrev som snedker. Som 28-årig blev han i 1942 ansat som leder af tegnestuen for FDB Møbler. Møblerne havde svært ved at vinde indpas, og i 1950 opsagde Børge Mogensen sin stilling for at tegne sine egne møbler.

I den efterfølgende periode tegnede han de kendte stole Skalstolen, Jagtstolen og Jagtspisestolen foruden opbevaringsmøblerne.

Kilde: Lars Hedebo Olsen: Børge Mogensen

En overgang stod den så mange steder, at den blev synonym med velmenende danske demokratiske tanker; et møbel, der ikke pralede, men var godt, holdbart og gedigent formgivet. Den stod i offentlige institutioner, i Brugsens cafeteria – og selvfølgelig indgik den også i interiøret i de huse, Børge Mogensen tegnede til sig selv, og som man også kan se billeder af her på udstillingen.

Folkestolen står her ved siden af dens forlæg: Kirkestolen, som Wegner og Mogensens læremester, Kaare Klint, tegnede til Bethlehemskirken i 1936. Det er en simpel træstol med armlæn og flettet sæde.

»Børge Mogensen er interessant, fordi han om nogen viderefører den tradition, Kaare Klint lagde for dansk møbelkunst. Kaare Klint underviste her,« siger Anne-Louise Sommer og viser rundt i det, der engang var et hospital, men siden 1926 blev til Museet for Kunstindu­stri, og hvor Kunsthåndværkerskolen også holdt til. Her blev det meste af den generation af møbel­arkitekter, der har sikret dansk design et godt ry, uddannet. Her blev eleverne sat til at måle. Måle kroppe, måle afstande, måle forhold mellem krop og møbel, ja måle og måle for at finde de rette proportioner.

»At opfatte kroppen på den måde internaliserer sig hos dem alle. Det bliver en del af det at lave møbler, at de passer til kroppen. Det er også tydeligt hos Børge Mogensen,« siger Anne-Louise Sommer.

Mogensen og hans klassekammerater lærte ikke bare at tilpasse proportionerne, de lærte også, at simpelt var godt. Et enkelt, elegant udtryk, hvor man kunne fornemme håndens arbejde med træet.

Designet til masseproduktion

Hvor Hans J. Wegner tegnede kunstneriske og kreative møbler, blev Børge Mogensen snarere set som folkets designer. I 1942 blev han hyret af det daværende FDB Møbler til at tegne en møbellinje, der skulle være såkaldt prisvenlig og henvende sig til et større marked. Også af den grund koncentrerede Børge Mogensen sig om at konstruere møblerne så simpelt som muligt.

»Windsorstolen blev for eksempel forenklet, så den lettere kunne produceres,« siger Anne-Louise Sommer og henviser til den træstol eller pindestol med armlæn, som også vandt indpas i mange danske hjem i 1960’erne og 1970’erne.

Men folkelige? Ja, det var Børge Mogensens møbler så nok alligevel ikke. I hvertfald ikke hvis der med folkelige menes møbler, arbejderklassen ville have. De ville – måske forståeligt nok – have behagelige møbler, de kunne tage sig en middagslur i, ikke hårde træmøbler som dem, FDB mente, de skulle sidde i. De var også forholdsvis dyre. Men Børge Mogensen mente, at man vel kunne købe et møbel ad gangen og så med tiden få råd til et helt sæt.

Børge Mogensens anden meget kendte sofa, Ambassadesofaen, var måske nok magelig – han havde selv en i sit eget hjem – men meget bekostelig. Den produceres stadig, og priserne begynder ved de 65.000 kr.

Noget andet, Børge Mogensen blev optaget af, var systematiske opbevaringssystemer, næsten som dem, man i dag kan få i Ikea, og som var noget anderledes indrettet end de store klunkeskabe, folk var vant til. Boligens Byggeskabe hed et af systemerne. Det kan også ses her på Designmuseum Danmark omend i den modsatte ende af udstillingen. Enkelt, praktisk og i god kvalitet – som de værdier, møblerne og velfærdsstaten byggede på.

Udstillingen ‘Møbler til folket! Børge Mogensen 100 år’ åbner på Designmuseum Danmark 23. maj og varer til 11. januar 2015. designmuseum.dk.

LED-lys stormer frem på markedet, hvor det især erstatter de kviksølvholdige sparepærer. Men LED-lyset har brug for egen strømforsyning, der typisk indbygges i en almindelig krone-pære eller et lysstofrør og derfor skal være små og holdbare.På DTU Elektro har ph.d.-studerende Mickey Madsen udviklet en innovativ strømforsyning, der er skrumpet ca. 80 pct. i størrelse og materialeforbrug og dermed også væsentligt i pris sammenlignet med dagens standard.

Tricket i den nye strømforsyning er at øge switch-frekvensen fra normalt 100-200 kHz til 30-60 MHz. Når frekvensen stiger, risikerer man at brænde halvlederne af, fordi der afsættes en masse energi i halvleder­nes små paracit-kapaciteter, hver gang de tændes og slukkes. Men det problem har Mickey Madsen fundet en løsning på:

»Ved at anvende kredsløbs- topologier, der normalt bruges til radiokommunikation, er det muligt næsten at eliminere switch-tabene. Foruden nogle detaljerede formler, der giver et indledende design, har det krævet en række opfindelser samt meget knowhow at opnå høj effektivitet ved disse frekvenser. Med så høj switch-frekvens skal switchen tændes og slukkes med nanosekunders præcision,« fortæller Mickey Madsen.

Den meget høje frekvens gør, at flere af de traditionelle komponenter kan ændres. For eksempel kan spolerne laves uden kernemateriale eller lægges i selve printet. Derved undgås brug af sjældne jordarter og bekymringer for forsyningssikkerhed af disse, og desuden kan elektrolytiske kapacitorer udskiftes med keramiske.

Strømforsyningen dør først

»De fleste strømforsyninger i LED-belysning holder op med at fungere lang tid før lyskilden i LED’en. Det skyldes især, at elektrolytten i kapacitorerne tørrer ud. Det slipper vi for med de keramiske,« forklarer Mickey Madsen.

Derved forøges LED-pærernes levetid væsentligt ved, at strømforsyningen ikke dør før lyskilden, som er tilfældet i den nuværende teknologi. Effektiviteten af strømforsyningen ligger på omkring 87 procent på nuværende tidspunkt, og Mickey Madsen forventer at ramme 90 procent inden august.

Sideløbende med den teknologiske udvikling er Mickey Madsen godt i gang med at transformere de små strømforsyninger til et kommercielt spinout, som får navnet Nordic Power Converters. Proto­typer af strømforsyningen er netop nu ude hos en række af de store producenter af LED-teknologi.

Teamet er nu vokset med fire forskere, og til at hjælpe med at udvikle forretningen, lede virksomhedsdannelsen og håndtere nye investorer har Mickey Madsen allieret sig med den erfarne virksomhedsudvikler Regnar Paaske:

»Vi har indledt dialog med forskellige potentielle investorer i ind- og udland. Eftersom teknologien har globalt potentiale, har vi positiv interesse og feedback fra investorer i Silicon Vally og Seattle samt flere danske investorer. Vi planlægger at gennemføre første investeringsrunde senest i løbet af efteråret,« siger Regnar Paaske.

Indtil da kører projektet på DTU Elektro og er finansieret af en række projekter, bl.a. et projekt støttet af Højteknologifonden, Grundfos og en række andre danske virksomheder samt et EU-projekt under Copenhagen Cleantech Cluster.

»Det er ikke forventningen, at vi selv skal stå for produktionen. Vi ser på forskellige modeller, men lige nu ser det mest ud til, at strømforsyningen vil blive produceret af andre på licens,« fortæller Regnar Paaske.

På DTU Cleantech Bazar 22. maj kan interesserede møde Nordic Power Converters.

Hvis man vil vide, om der er nanopartikler i kroppen på mus, behøver man blot at kigge på deres hud. Mus injiceret med guld-nanopartikler får nemlig blåviolet hud, og nanostrukturer kaldet kvantepunkter – en særlig form for nanopartikler – kan få musenes hud til at lyse gult, grønt eller rødt i ultraviolet lys.

Det har forskere fra University of Toronto i Canada fundet ud af, og de har skrevet om deres opdagelser i det videnskabelige online-tidsskrift Nature Communications.

Forskerne ville gerne finde ud af, om tilstedeværelsen af nanopartikler i kroppen kan afsløres på en simpel måde. Det viste sig, at nanopartikler akkumuleres i huden på musene, og at der er en sammenhæng mellem antallet af nanopartikler i huden og i indre organer som lever og milt.

Ved at måle på huden alene kunne forskerne få en idé om, hvor mange nanopartikler, musene var blevet udsat for. Nanopartikler fra blodbanen blev aflejret i læderhuden lige under overhuden.

Forskerne regner med, at det samme gælder for mennesker, så måske kan en simpel optisk analyse eller en biopsi af huden fortælle, i hvilket omfang man har nanopartikler i kroppen. Hidtil har det ellers været svært at afgøre, om man er blevet udsat for nanopartikler, der mistænkes for at være sundhedsskadelige.

Resultatet viste dog også, at forskellige former for nanopartikler afslører sig på forskellig vis, så det er langt fra givet, at metoden kan bruges uanset nanopartiklernes art, størrelse, form og overfladekemi.

Lydsystemer til Aston Martin og Audi, trådløse højttalere samt design til en yngre målgruppe er nogle af de innovationer, danske ingeniører har belønnet Bang & Olufsen for i profilanalysen 2014. Virksomheden var årets højdespringer sidste år, og i år stryger B&O endnu ni pladser op ad listen til en 11.-plads.

Ifølge Tine Willumsen, der er brandingekspert og CEO i marketingbureauet Above & Beyond, er B&O nu kommet til den fase i deres turnaround, hvor de strukturelle ændringer af virksomheden under Tue Mantoni begynder at tage form på trods af, at de globale salgstal stadig er en udfordring.

»Det forbavser mig derfor ikke, at netop dette brand er steget i øjnene og bevidstheden hos de danske ingeniører,« siger hun og peger på, at den fortsatte målrettede produktudvikling er taget til i tempo, alt imens distributionen enten lukkes eller opgraderes med et nyt nordisk look.

Innovationen løfter B&O

Administrerende direktør Tue Mantonis egen reaktion på placeringen er, at han er glad på alle Bang & Olufsen-medarbejdernes vegne, fordi de ifølge topchefen har ‘arbejdet rigtig hårdt i år og fortjener denne anerkendelse’.

»Jeg er specielt glad for de store spring, vi har taget inden for Karrieremuligheder, Virksomhedskultur samt Udvikling og nytænkning. Det er områder, vi har fokuseret ekstra meget på,« siger han om springene på henholdsvis 15, 7 og 9 pladser.

»Jeg tror, det er, fordi, vi de senere år har leveret varen på især innovationsdelen. Det er essentielt, at vi er på forkant med produktudvikling og design,« vurderer han.

Som eksempler på det nævner han lanceringen af den trådløse højttalerportefølje BeoLab 17, 18 og 19, der har vundet flere internationale priser, samt ‘one touch music’-systemet Essence, som netop er kommet i butikkerne.

»Til maj kommer vi med et nyt tv, hvor vi for alvor har udfordret vores ingeniører og designere til at tænke nyt, og jeg synes, at de har løst opgaven fantastisk flot,« siger han.

Økonomi og image adskilt

I oktober sidste år udkom en image-undersøgelse fra handelsplatformen Nordnet, hvor 1.000 adspurgte tildelte Tue Mantoni en tredjeplads over upopulære topchefer, fordi han ikke har leveret varen økonomisk. Men det ser ingeniørerne i profilanalysen ikke ud til at tage så tungt.

Selvom kvartalsregnskabet fra januar viser lidt bedre takter, er virksomhedens økonomi ikke stærk endnu. Alligevel har ingeniørerne placeret ledelsen i Bang & Olufsen 9 pladser bedre end sidste år, nemlig på en 21.-plads.

Også brandingekspert Tine Willumsen hæfter sig ved den fremgang, for hun mener, at hele managementstilen i virksomheden fremstår yngre og mere fleksibel med blandt andet satellitkontoret i Lyngby foruden det jyske hovedkvarter i Struer.

Fra Hong Kong til Uruguay

Allerede for 20 år siden var oplevelsen i højsædet for Bang & Olufsen – det handlede om at leve passioneret med sine B&O-produkter.

Tine Willumsen beskriver, hvordan drømmene blev tændt i designelskere verden over via diverse farverige B&O-testimonials med kunder lige fra den kinesiske forretningsmand David Tang, der røg en cigar, mens han lyttede til opera i Hongkong, til en stilsikker hotelejer i Punta del Este, der havde samme lækre danske fjernbetjening i hånden.

Dengang var det kult at leve med B&O, mener brandingeksperten.

»Det glæder mig derfor at se, at kommunikationen på ny begynder at have mere sjæl, og at diverse partnerskaber med både film- og musikbranchen netop giver B&O nogle flere af de nødvendige dimensioner for at kunne udvikle sig i stedet for at blive afviklet,« siger Tine Willumsen.

Det kan der være noget om, mener Tue Mantoni.

»Vi er begyndt at fokusere mere på at fortælle historien bag vores produkter og brand, så man kan nok sige, at vi er kommet mere i øjenhøjde i vores kommu­ni­ka­tion over for omverdenen,« fortæller han.

»Forbrugerne i dag drager i langt højere grad end tidligere deres egne konklusioner omkring et produkt eller brand. Konkurrenterne er også blevet bedre, så vi skal hele tiden være gode til at fortælle den ærlige og skarpe historie om, hvorfor vi mener, at vores produkter giver en bedre oplevelse for brugeren.«

Højere op næste år

Lige nu ligger virksomheden i Struer lige præcis uden for top-10. Men at komme op blandt listens elite er ikke et mål i sig selv for Tue Mantoni.

»Hvis vi fortsætter med at have fokus på innovation og medarbejdere, så må det vel bidrage til at forbedre forretningen og måske også vores ranking,« siger han.

Den analyse erklærer Tine Willumsen sig helt enig i:

»Virksomheden burde kunne fortsætte med at stige i denne ranking til næste år, så længe innovationen får frit spil, men stadig forbliver forankret i den unikke designarv fra Peter Bang og Svend Olufsen.«

Læs magasinet Profil 2014

Patentet er dansk og omhandler rensning af tjæreholdigt vand fra biomasseforgasning. Men en ung ingeniør og hans far fra Singapore besøgte tilfældigvis Danmark og kunne se perspektiver i at bruge den såkaldt superkritiske proces til at fjerne giftstoffer fra spildevand.

Superkritisk vil sige, at høj temperatur og tryk – 250 bar og op til 550 grader celcius – så at sige ilter giftstofferne væk og nedbryder dem til CO2 og vand.

Så i 2005 købte Zhuoyan Cai patentet og ville egentligt have udviklet videre på konceptet på de hjemlige breddegrader. Men i stedet slog han sig ned i Skævinge, hvor han og hans 10 personer store team siden har arbejdet på at forvandle ideen til et produkt:

»Det har været en stor udfordring af udvikle et komplet procesanlæg, der skal kunne fungere i tusindvis af timer. For eksempel har vi knoklet med at få reduceret energiforbruget på anlægget, hvor vi er nået frem til at kunne genanvende mere end 90 procent af energien via en særlig indbygget varmeveksler,« siger han.

Demonstration i fuld skala

I dag står et demonstrationsanlæg i fuld skala på virksomheden og kører test på forskellige slags spildevand. Til det formål har man netop indgået samarbejde med fire virksomheder, der over et års tid skal levere spildevand til anlægget. Derefter forventer Aquarden at kunne lancere teknologien til næste forår.

Ifølge marketingchef Christine Qvistorff er det særlige ved Aquardens superkritiske rensningsteknologi, at den helt fjerner de organiske og svært nedbrydelige giftstoffer fra spildevandet:

»Andre teknologier vil typisk kunne rense 80-90 pct. af de organiske forbindelser væk, hvorefter disse skal deponeres. Vi fjerner de organiske forbindelser helt ved hjælp af oxidation i superkritisk vand,« forklarer hun.

Hun tilføjer, at Aquardens teknologi først og fremmest retter sig mod virksomheder med problematisk spildevand, som for eksempel de farmaceutiske, kemiske og bioteknologiske brancher, men at også spildevand fra hospitaler og lossepladser er målgruppen.

En af de virksomheder, der lægger spildevand til testen af anlægget, er Odense Renovation, som skal levere perkolat – nedsivet regnvand – fra affaldsdeponier til behandling i Skævinge:

»Det giver god mening, hvis den superkritiske proces kan nedbringe mængden af forurenet perkolat væsentligt. Vi sparer en dyr biologisk rensning, og samtidig er det jo også bedre for miljøet,« siger civilingeniør Rasmus Olsen fra Odense Renovation.

Lover konkurrencedygtig pris

Hvad økonomien angår, så kan marketingchef Christine Qvistorff ikke give en fast pris på et nøglefærdigt anlæg, fordi det afhænger af, hvilke rensningsbehov kunden har. Men hun vil godt love, at man kan tilbyde en konkurrencedygtig løsning i forhold til den pris, kunden allerede betaler for at få renset spildevand.

»Vores markedsundersøgelser viser heldigvis, at mange virksomheder er interesserede i at kunne rense deres spildevand helt – ikke mindst fordi de forventer strammere miljøkrav i fremtiden,« siger hun.

Vanen tro er det Adidas, der leverer bolden til verdensmesterskaberne i fodbold, og til årets VM i Brasilien er den navngivet efter et slangord for brasiliansk livsstil – ‘Brazuca’.

Forgængeren ‘Jabulani’ fra VM i Sydafrika i 2010 blev ved sin lancering stærkt kritiseret for sin drilske måde at bevæge sig på. Den kunne nærmest slingre gennem luften, som det også kendes fra især baseball og i mindre omfang cricket.

Adidas har derfor gjort sig de største anstrengelser for at undgå samme kritik i år, bl.a. ved at inddrage fodboldspillerne i udvikling og test af bolden.

Uafhængige undersøgelser foretaget af John Eric Goff fra Lynchburg College i Virginia, USA, i samarbejde med Takeshi Asai fra University of Tsukuba bekræfter da også, at Brazuca er mere stabil end Jabulani.

De to forskere har ved det japanske universitet undersøgt begge bolde i en vindtunnel, hvor de aerodynamiske kræfter blev målt i hastighedsområdet 7 m/s-35 m/s, hvor 35 m/s er et hårdt skud.

Data og analyse er for nylig offentliggjort af det videnskabelige tidsskrift Journal of Sports Engi­neering and Technology. De viser, at den afgørende forskel mellem de to bolde er, at den kritiske hastighed, der adskiller den laminare strømning fra den turbulente strømning, er helt forskellig for de to bolde.

Laminar eller turbulent

Ved lave hastigheder er luftstrømmen omkring en fodbold glat, eller laminar. Det betyder, at luften hurtigt slipper bolden. Slipstrømmen er derfor stor, og det samme er luftmodstanden udtrykt ved drag-koefficienten.

Ved høje hastigheder er luftstrømmen mere kaotisk, eller turbulent. Det betyder, at luften klæber mere til bolden; slipstrømmen og drag-koefficienten er lille.

Dermed vil blødere skud med Brazuca med en hastighed i området 10 m/s-20 m/s ikke tabe fart i samme tempo som Jabulani. Det har betydning for, hvor et velplaceret skud rammer inden for målrammen.

Forskerne har også målt kraftpåvirkningen lodret og sideværts. Særligt ved mellemhastigheder (20 m/s) er Jabulani udsat for relativt store kræfter i disse retninger, som langt kan overgå modstanden i bevægelsesretningen på 2,19 newton.

Det giver Jabulani en større tilbøjelighed til at slingre i luften end Brazuca, som er udsat for mindre modstandskraft på 1,64 newton, men som også har langt mindre kraftpåvirkning lodret og sideværts.

Goff og Asai har bestemt og sammenlignet drag-koefficienten for Brazuca og Jabulani med samme værdi for Adidas Tango 12 med 32 paneler fra EM i 2012.

Målingerne viser, at Brazuca og Tango 12 opfører sig meget ens, mens Jabulani er markant anderledes. Det skyldes primært to forhold:

For det første er den samlede længde af sømmene tilnærmelsesvis ens for Tango 12 og Brazuca, henholdsvis 405 cm og 332 cm, men kun 198 cm for Jabulani.

For det andet er fordybningerne mellem panelerne henholdsvis 1,56 mm (Brazuca), 1,08 mm (Tango 12) og kun 0,48 mm (Jabulani).

Alle målinger er gennemført for en bold, der ikke roterer, men forskerne har stillet i udsigt, at de i en fremtidig artikel vil offentliggøre undersøgelser af, hvordan Brazuca opfører sig, når den roterer.

Derfor er denne bemærkning fra John Goff et passende oplæg til åbningskampen om fire uger:

»Jeg er ivrig efter at se den nye bold i aktion.«

Mursten afskaller eller misfarves i hundredvis af huse opført med imprægnerede mursten fra Egernsund Tegl. Efter en årelang kamp om ansvaret for problemerne mener boligejernes advokater nu, at de kan bevise, at skaderne skyldes de imprægnerede sten – og ikke kun forkert udførsel eller forkert mørtelvalg, som Egernsund Tegl hidtil har stået fast på.

»Vi har fået tre rapporter fra en syns- og skønsmand, som konkluderer, at årsagen til problemerne med afskalning er, at fugtindholdet i murværket er for højt – og at årsagen hertil er, at imprægne­ringen forsinker udtørringen,« siger advokat Lars Brandt fra Ladegaard, Rasmussen & partnere.

Rapporterne fra syns- og skønsmand, civilingeniør Thomas Cornelius fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) fastslår ifølge Lars Brandt, at imprægneringen forsinker den kapillære udtørring af stenene. Vandopløselige salte i stenene eller mørtlen ophobes bag imprægneringen, hvor de udkrystalliserer. Det danner et overtryk i stenen, som kan skubbe overfladen af. Fugtigheden i murværket betyder desuden, at fugen har svært ved at færdigkarbonatisere og dermed ikke opnår den nødvendige styrke og holdbarhed.

Fugten kommer fra regn

De fleste skader ses ifølge syns- og skønsmandens rapport på bygningernes sydlige og vestlige facader, hvor der er størst regnbelastning. Det indikerer ifølge rapporten, at fugten kommer fra regn og ikke skyldes utilstrækkelig afdækning under byggeriet.

Egernsund Tegl har ellers tidligere hævdet, at skaderne på stenene skyldtes, at stenene havde været håndteret forkert under opmuringen, og at de havde stået utildækket på byggepladserne, så regnvand var trængt ind i dem. Den forklaring udsendte teglproducenten i april 2012, da forskellige medier begyndte at skrive om husejere, der oplevede, at stenene i deres relativt nye huse skallede af, blev misfarvede eller havde porøse fuger.

For to år siden havde Egernsund Tegl ifølge meddelelsen kendskab til 26 sager om huse, der var opført fra 2006 til 2010. Men Egernsund Tegl afviste, at det var stenene, der var et problem. Fejlen lå hos murermestrene, der havde brugt mørtel, der ikke duede sammen med imprægnerede stentyper, der havde sjusket med afdækningen, afsyret forkert eller ikke fået trykket fugerne godt nok.

‘Det er konstateret, at der ikke er fejl ved de pågældende mursten, og at stenenes styrke er intakt’, stod der således i pressemeddelelsen.

Fire måneder senere – i august 2012 – indgik Egernsund Tegl imidlertid en aftale med brancheorganisationen Dansk Byggeri, hvis medlemmer var på vej med erstatningskrav mod Egernsund Tegl. Entreprenørerne var nemlig blevet sagsøgt af utilfredse husejere, og nu ville de hente pengene hos teglproducenten. Ifølge aftalen skulle Egernsund Tegl betale en del af omkostningerne ved udbedringen af skaderne for de husejere, der var interesseret i et forlig.

Aftalen blev kritiseret af Lars Brandt, fordi husejerne risikerede at fraskrive sig muligheden for at få erstatning, hvis de reparationer, der blev udført, skulle vise sig ikke at være så langtidsholdbare, som producenten og entreprenørerne hævdede.

I dag har den taskforce, som Dansk Byggeri nedsatte sammen med Egernsund Tegl, registreret 190 sager. Ifølge advokat Johan Iversen Møller fra Dansk Byggeri er omkring 100 af dem afsluttet med et forlig, mens 40 ikke er afsluttet. Derudover har forskellige advokater anlagt sag mod Egernsund Tegl på vegne af boligejere, entreprenører og byggemarkeder. Ifølge Lars Brandt har han sendt 110 sager til syn og skøn. Alt i alt vurderer de advokater, som Ingeniøren har talt med, at der er tale om cirka 400 huse, hvor de imprægnerede sten har givet problemer.

Ifølge Lars Brandt har han fået oplyst, at der er solgt sten til mere end 1.000 huse, så det er ikke i alle huse, at der sker afskalninger, og alvoren af skaderne er også meget forskellig fra hus til hus, medgiver Lars Brandt.

En del af forklaringen er det lokale klima, mener advokat Vibeke Asmin Hansen fra Dahl Advokat­firma i Viborg:

»Hvis et hus ligger godt beskyttet i landskabet og har et stort udhæng, der beskytter muren, så vil man nok ikke se problemer, men hvis det ligger i susende havgus ved Vesterhavet, hvor man også har meget sand i luften, vil det se anderledes ud.«

Stenene må udskiftes

Ifølge syns- og skønsmanden er det eneste rigtige at gøre ved de skadede huse at udskifte de skadede sten og fuger – og på de facader, hvor der er mange skadede og misfarvede sten, må hele formuren mures om. I advokat Lars Brandts øjne vil sådanne løsninger imidlertid stadig give husejerne et væsentligt værditab.

»Vi mener, at husejerne bør stilles på samme måde, som hvis der aldrig havde været en fejl med murværket. Hvis du kun skifter enkelte sten eller enkelte facader, vil det være meget tydeligt, og hvis du bare omfuger, kan du ikke være sikker på, at fugen er lige så stærk og holdbar, som hvis fugen havde været lavet ordentligt fra starten.«

Han mener, at Egernsund Tegl må påtage sig ansvaret for problemerne. Ifølge opgørelserne fra syns- og skønsmanden vil reparationerne koste 400.000-900.000 kroner – og Lars Brandt forventer, at de fleste sager vil koste omkring 500.000 kr. Ingeniøren har henvendt sig til Egernsund Tegl, som gerne vil svare på Ingeniørens spørgsmål, men ikke havde mulighed for det inden for redaktionens deadline.

Men teglproducenten har fået medhold i den første retssag om de imprægnerede sten. Ved retten i Esbjerg blev Egernsund Tegl i marts frikendt, mens entreprenøren blev dømt til at betale erstatning til husejeren. Vibeke Asmin Hansen repræsenterede entreprenøren, og hun har nu anket dommen.

»Dommen byggede på en rapport fra en anden syns- og skønsmand, som har en noget anden opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Set fra en lægmands synsvinkel er det dog svært at se, at 300-400 murermestre alle skulle gøre deres arbejde dårligt og lave fejl lige med denne sten,« siger hun.

Ifølge Lars Brandt er den pågældende syns- og skønsmand i to andre sager blevet erklæret inhabil, primært fordi hans arbejdsplads tidligere har løst opgaver for Egernsund Tegl i forbindelse med problemerne med de imprægnerede sten.

Lars Brandt forventer, at de første domme i sagerne vil falde i løbet af efteråret.

Det er ikke forbeholdt droner at suse næsten lydløst rundt i luften med batteridrevne elmotorer. Firmaet Airbus Group, der står bag verdens største passagerfly A380, har netop gennemført sin første bemandede flyvning med prototypen E-Fan.

Prototypen, der har plads til to personer, skal videreudvikles og på længere sigt sælges til flyskoler som træningsfly, da det eldrevne fly er billigt i drift. Der er også planlagt et E-Fan 4.0, som skal rumme fire passagerer, og slutmålet er udviklingen af et fuldt ud konkurrencedygtigt rutefly, der kan fragte 90 passagerer på kortere regionale ture.

E-Fan er bygget af kulfiber for at holde vægten nede på 500 kg og er udstyret med to propeller, der hver er indlejret i en cyllinder, som mindsker tab af fremdrift ved propelspidserne. Det er 6,7 meter langt, har et vingefang på 9,5 meter og designet er modelleret ud fra det franske letvægtsfly Columban Cri-Cri.

Batterierne sidder i vingerne tæt ved kroppen og er blandt flyets tungere bestanddele. 120 styk 250 volts lithium-ion polymer batterier driver flyets to motorer med en samlet effekt på 60 kW. Topfarten er 220 km/h og flyvetiden er mellem 45 minutter og en time.

Prototypen er designet og bygget i løbet af bare 18 måneder og består derfor af sammensatte færdige komponenter fra adskillige leverandører. Det var dog helt afgørende for ingeniørerne, at flyet blev udstyret med to propeller.

»Vi ville have dobbelt-motorer, fordi de store Airbus-fly har dobbelt-motorer. Det kunne gå med en enkeltmotor, men hvis du skal planlægge det store fly, er du nødt til at starte med en lille udgave, for at kunne viderudvikle teknologien,« siger chef for design og koncepter ved Airbus Bruno Saint-James til The Engineer.

På vej mod fire passagerer

Snart går udviklingen af et fire-passagers fly i gang og dernæst en endnu større udgave. Men den altoverskyggende udfordring for den ambitiøse drøm om et større passagerfly med 90 sæder, bliver den batteri-teknologiske udvikling.

»Vi skal gå fra 250 V og 100 A til mere end 1.000 V og tusindvis af ampere. De sidste 20 år har vi forbedret batteriers effektivitet med en faktor tre, så jeg forventer at se langt større fremskridt. På laboratorieniveau findes der allerede batterier, som er i stand til det, vi leder efter, men de er for små. Vi leder efter noget industrielt,« siger Airbus Groups teknologichef Jean Botti til The Engineer.

Se Airbus’ elektriske fly i luften for første gang:

Der er noget med ingeniører og store motorer. En goodwill, som MAN Diesel & Turbo samler op med sine nyudviklede skibsmotorer, som blandt andet er at finde i motorrummet på Maersks nye rekordstore Triple-E-skibe, som er mere energirigtige end tidligere containerskibe.

Under krisen har virksomheden fortsat sin investering i forskning og udvikling, og det er ifølge adm. direktør Thomas S. Knudsen en af årsagerne til, at motorgiganten i Teglholms­gade i København har taget et af årets mest markante hop på 22 pladser op ad imagelisten – fra plads nummer 40 til plads nummer 18.

»Vi er glade for, at der er nogen, der synes om os. Jeg synes også, vi har gjort en stor indsats,« siger han og fremhæver, at MAN Diesel det seneste år har ansat 50 ingeniører for at kunne følge med sin egen udvikling af en række nye produkter.

Satser på de studerende

Thomas S. Knudsen mener, at det gode image skyldes, at Ingeniøren og andre medier har bragt historier om MAN Diesels nyudviklinger, bl.a. til Maersks Triple-E-skibe.

For tiden er virksomheden ved at lægge sidste hånd på en helt ny motor, som MAN Diesel kalder G-motor. Den kan reducere brændstofforbruget på skibene med 4-7 procent – og det er meget, når halvdelen af verdens varetransport foregår ved hjælp af de danskdesignede motorer. Desuden har virksomheden også lanceret en ny gasmotor, som allerede har skaffet ‘motorarkitekterne’ 58 ordrer.

Men kendskabet til virksomheden kommer især fra de 1.500 studerende – herunder en stor del ingeniørstuderende – der det seneste år har lagt vejen forbi MAN Diesels museum, Dieselhouse, mener Thomas S. Knudsen.

For når de studerende har været på besøg, er de også blevet ledt igennem virksomhedens fabrik og forsøgscenter, hvor forskning og udvikling ligger.

»På den måde har vi fået øget deres kendskab til os og fortalt, at vi er verdensmestre i dieselmotorer, som kun få ellers ved herhjemme,« siger den adm. direktør og bliver bakket op af tallene i Ingeniørens analyse, der viser, at virksomheden på parameteret Kommunikation er gået fra en 71.-plads til en 38.-plads.

Hjulpet af omstændigheder

MAN Diesel har ikke haft en aktiv strategi om at blive mere synlige for hverken ingeniører eller andre. Men Thomas S. Knudsen mener, at den nye placering på profilanalysens liste hænger sammen med et bredere fokus på den samlede maritime branche, som har været mere udfarende det seneste år.

»Både brancheforeninger og DTU har været med til at kommunikere, at den maritime branche ikke er væk, bare fordi Lindø lukkede. Faktisk er den i vækst, og der er brug for mange ingeniører inden for området,« forklarer han og tilføjer, at branchen traditionelt nok har følt sig lidt overset – og nogle gange også har søgt anonymiteten.

»I forbindelse med B&W’s konkurs ville vi jo gerne ud af medierne selv. Det er 30 år siden, men vi har skullet igennem en lang udvikling, hvor vi er blevet mere og mere åbne.«

At MAN Diesel har rettet opmærksomheden mod de studerende, er en forklaring på succesen ifølge lektor i corporate branding på CBS Richard Jones.

»Det handler meget om at kende sin målgruppe, og når jeg taler med ingeniører om, hvad der tænder dem, så er det den måde, en maskine brummer på – eller ikke gør det,« siger han.

»Så at invitere de studerende ind i maskinrummet på virksomheden kan have en overraskende stor effekt på målgruppen,« siger eksperten, der samtidig mener, at det også hjælper på virksomhedens image at blive ‘co-brandet’ med en virksomhed som Maersk.

Nul arrogance

Generelt har ingeniørerne i den grad lagt mærke til MAN Diesel i løbet af det seneste år og belønnet virksomheden på alle parametre.

Men det første, Thomas S. Knudsen lægger mærke til ved analysen, er, at nul procent af ingeniørerne har klistret mærkatet ‘arrogant’ på virksomheden.

»Det er jeg meget, meget glad for. Med vores størrelse i markedet kunne vi nemt virke arrogante, og det ønsker vi under ingen omstændigheder. Af alle parametrene er det det, jeg er mest stolt af,« understreger han.

Målt på Karrieremuligheder ligger MAN Diesel på en samlet 19.-plads mod sidste års 56.-plads, ligesom Faglig udvikling er røget op på en 23.-plads mod en 50.-plads sidste år. Det skyldes primært indsatsen over for de ingeniørstuderende, mener Thomas S. Knudsen.

»Og jeg kan godt forstå det, for man kan næppe finde et sted, hvor man kan arbejde så bredspektret som maskiningeniør som her.«

På MAN Diesel er den gennemsnitlige anciennitet høj, og en række af parametrene afspejler, at det er lykkedes virksomheden at få fortalt om den virksomhedskultur, som Thomas S. Knudsen mener, at virksomheden kan være stolt af.

»Vi ønsker at have en stabil arbejdsplads, fordi vi er en videnintensiv virksomhed med en del specialviden. Så vi bruger mange kræfter på at uddanne unge mennesker i det produkt, vi har, og det er ikke bare noget, man kan læse om i en lærebog,« forklarer han.

Alt fra billard til badminton

MAN Diesel ligger desuden på en 17.-plads på parameteret Balance mellem familie- og arbejdsliv, hvilket er lidt for lavt set med Thomas S. Knudsens øjne.

»Vi behandler hinanden ordentligt og har et godt arbejdsmiljø, og så har vi en række steder, hvor vi går længere end normalt på omsorgsområdet,« siger han.

Jeg vil tro, at vi skal ansætte lidt flere ingeniører i det kommende år. Der vil fortsat være en vækst i verdenshandlen, så der skal bruges flere skibe.
Thomas S. Knudsen, adm. direktør, MAN Diesel & Turbo

Desuden bestyrer MAN Diesel Danmarks største firmaidrætsklub, som stammer tilbage fra B&W-tiden. Ud over et medarbejderhus med zumba, fitness, yoga og billard har virksomheden en imponerende mængde af sportsklubber. Thomas Knudsen remser op i flæng (og får hjælp af marketingchef Peter Dan Petersen for at huske dem alle): badmintonklub, roklub, skytteklub, kunstforening, håndbold, fodbold, adventureklub, cykelklub og fiskeklub!

»Det ligger i vores firmakultur, at vi har en stor fællesskabsfølelse, men jeg ved ikke, hvordan ingeniørerne har fundet ud af det! Måske er det en statistisk tilfældighed, for vi har hverken lavet om på vores politik eller kommunikeret mere om det,« siger han.

I samme boldgade ligger Løn og goder, som er det parameter, virksomheden ligger højest på. Et hop på hele 25 pladser har fået MAN Diesel op fra en 40.-plads til en 15.-plads, og det skyldes ifølge Thomas S. Knudsen, at MAN Diesel var nogle af de få, der regulerede lønnen opad under finanskrisen.

»Det er måske rygtedes igennem de statistikker, der er tilgængelige,« gætter han.

Helmer ikke

Overordnet set er Thomas S. Knudsen godt tilfreds med en 18.-plads, når virksomheden ikke er børsnoteret i Danmark, og MAN Diesel ‘til en vis grad er et ukendt firma’, som han siger.

»Men personligt har jeg den holdning, at vi ikke helmer, før vi ligger nummer et inden for alle områder!« smiler han.

Ifølge den adm. direktør skal topplaceringen nås gennem flere af de gode udviklingshistorier om eksempelvis de nye gasmotorer, der skal dække hele MAN Diesels motorprogram og kunne køre på både LNG, methanol, ethanol, LPG og DME.

Desuden skal alle motorerne tilpasses nye krav til NOx-udledning, som er et område, hvor virksomheden er ved at være i hus og allerede har fået de første ordrer.

Han vil også gerne ligge højere end en 26.-plads på Ansvarlighed for omgivelser og miljø, fordi det koster mindre energi at sejle et par sko fra Asien til Danmark med skib, end det koster, at direktøren kører to kilometer fra sit hjem i Farum ned til bytorvet i bil for at købe de samme sko, som han forklarer.

Flere ansættelser på vej

Brandingekspert Richard Jones mener ikke, MAN Diesel skal regne med at ligge i toppen på netop dette punkt, så længe de producerer motorer. Til gengæld kan sportsaktiviteterne være en hjælp i forhold til næste års placering.

»Det scorer altid godt at have fitness og bordtennis osv.,« siger han.

Efter at have taget det første store skridt op ad listen tror Thomas S. Knudsen, at det næste bliver sværere.

»Jeg tror, vi skal gøre endnu mere i Danmark,« siger Thomas S. Knudsen og smider en god luns af sted, der virkelig kan få ingeniørerne til at belønne dieselmotorudvikleren:

»Jeg vil tro, at vi skal ansætte lidt flere ingeniører i det kommende år. Der vil fortsat være en vækst i verdenshandlen, så der skal bruges flere skibe. Så på lidt længere sigt forventer jeg, at vi bliver væsentligt flere.«

Læs magasinet Profil 2014