Category Archives: computer

Det er jo altid rart at kunne pege fingre ad andre, men mon ikke den seneste tids offentlige opmærksomhed omkring de aktuelle alvorlige sikkerhedshændelser i Danmark (CSC, NSA, Nets/IBM, RKI/Experian osv.), bør udmunde i en grundig omgang introspektion rundt omkring i de danske organisationer?

Er du blandt dem, som stille sidder og tænker: »godt det ikke var os, der ufrivilligt fik løftet på dynen«? Du er med garanti ikke alene. Så lad os se, om vi kan vende det hele til noget positivt.

Man har vel lov til at håbe?

Der kunne måske kaldes til en tiltrængt timeout i de danske organisationer, som passende kan anvendes til en indgående analyse af interne politikker, procedurer, risikovurderinger, system- og dataklassificeringer, prioriteringer og kompetencer, samt en vurdering af den reelle effektivitet af de implementerede og planlagte sikkerhedsmekanismer og -systemer?

Betragt det som en anbefaling. Der er en hvis sandsynlighed for, at der er plads til forbedring.

Men kalder den øverste ledelse mon selv til en sådan timeout? Og understøtter de processen omkring et fornyet fokus på IT-sikkerhed i deres organisation? Måske er det allerede på dagsordenen? Det er under alle omstændigheder en absolut nødvendighed – og man har jo lov at håbe, at de nu har lugtet lunten (og set hvor meget det kan koste at blive ramt).

En væsentlig grund til, at Microsofts Trustworthy Computing initiativ var så forholdsvis effektivt, kan tilskrives, at beslutningen og initiativet kom helt fra toppen. Og det var ikke bare varm luft og tomme løfter. Der fulgte penge med – direkte fra Bill Gates kontor. Det var næppe billigt at lægge strategien om og kode centrale komponenter op fra bunden etc., men man må i ny og næ bide i det sure æble og tage konsekvensen af fortidens forsømmelser.

Jeg er overbevist om, at det var en god investering, som for længst har tjent sig hjem.

Kan man bare tørre aben af på IT?

IT-sikkerhed er langt fra blot en opgave for IT-afdelingen. Eftersom kæden ikke er stærkere end det svageste led, så hjælper det heller ikke meget, at en enkelt afdeling kæmper for at implementere et givent sikkerhedsniveau, mens de øvrige afdelinger negligerer og nedprioriterer opgaven. Somme tider ønsker de måske ligefrem at bekæmpe et øget sikkerhedsniveau, idet det kan have betydning for eksempelvis budget og brugervenlighed.

Sikkerhed er et bredt og fælles initiativ – ellers er projektet på forhånd dømt til at fejle bravt. Det er en kultur, der skal opdyrkes og gennemsyre hele organisationen. Sikkerhed skal helst gå hen og blive naturlig praksis; ikke noget man bare forsøger at “hælde på” til sidst.

Man må forvente at de, som i sidste ende sidder med det øverste ansvar, for alvor begynder at tage IT-sikkerhed alvorligt, og give organisationen tid og ressourcer til at se sig selv efter i sømmene – og måske oven i købet få eksterne specialister til at give en uafhængig og objektiv vurdering. Det er, har jeg ladet mig fortælle, ikke altid, at vi er bedst til at se vores egne fejl og mangler.

Sikkerhed kræver i langt de fleste tilfælde ekstra tid og ressourcer samt et højt kompetenceniveau. Prioriteringen af disse elementer er selvsagt en fin balancegang, der også må holdes op imod organisationens øvrige risici og økonomi, men langsomt er IT blevet et uundværligt værktøj i hverdagen og det er som om, at vi undervejs har forsømt at opjustere kravene til sikkerheden i og omkring løsningen – og det tilhørende budget. Desto mere værdi vi hælder ind i et IT-system, desto større krav må vi stille til dets beskyttelse.

Der er løbende stillet nye og uddybende krav til funktionalitet, men sjældent “detaljer” omkring sikkerhed. Jo, »det skal i øvrigt også være sikkert«, indskydes det måske undervejs, men hvad betyder det egentlig for den givne organisation? Det finder man eksempelvis sjældent “detaljer” om i kravspecifikationer og udbud. Og hvordan ser vores outsourcing- og leverandørkontrakter ud i den forbindelse? Og hvad stiller vi af konkrete sikkerhedskrav til diverse hosting- og cloud-tjenester?

Vi er nogen, der ser gevaldigt frem til den dag, hvor det bliver almindelig praksis som minimum at ligestille “funktionalitet” og “sikkerhed”, også helt fra øverste ledelsesniveau.

Det er ledelsens opgave at skabe tid og rum for den nødvendige fordybelse i hverdagen, således at IT-sikkerhed kan få tilstrækkeligt fokus og rodfæste i hele organisationen. Der skal skabes grobund for en sund sikkerhedskultur.

Hvem står for skud?

Mange virksomheder og offentlige institutioner synes fortsat at dyrke en noget uheldig tradition, hvor det er relativt konsekvensfrit for den øverste ledelse, når organisationen ikke har udvist rettidig omhu omkring implementeringen af IT-sikkerhed.

Man har traditionelt prikket en IT-medarbejder, og hvis bølgerne gik højt måske også en IT-chef, på skulderen, når sikkerheden har været kompromitteret, men er det nu også dem, som nødvendigvis bør stå for skud?

I øvrigt sker der oftest kun noget i den dur, hvis en alvorlig sikkerhedsbrist bliver offentligt kendt – og så er en fyring mest af alt et signal udadtil. Jo, vi kan skam være handlekraftige, men følger budgettet så også med til den der tager over og skal sikre en gennemgribende forbedring? Tog man fat om roden eller fjernede man kun et symptom på en mere alvorlig sygdom i organisationen?

En ny tendens er måske ved at se dagens lys. Ser man på udviklingen i Target sagen fra USA, så har også CEO’en nu måttet tage skraldet, efter at CIO’en var røget nogle måneder forinden.

Nu kan vi kun gisne om de faktiske omstændigheder, men spørgsmålet er, om der fra den øverste ledelse har været udvist rettidig omhu omkring fokus på IT-sikkerheden og opfølgning på sikkerhedshændelser. Noget tyder på, at det ikke har været tilfældet. Én ting var den ringe håndtering af sagen i forhold til offentligheden, en anden hvorvidt man har levet op til sit ansvar.

Har man eksempelvis taget det alvorligt, når CIO’en bankede på direktionens dør og bad om penge til et nødvendigt sikkerhedstiltag? Røg whistleblowernes insisterende og pligtopfyldende fløjten bare ind ad det ene øre og ud af det andet? Har man for mange gange afvist forslag til forbedringer af sikkerheden, så medarbejderne var demotiverede og ikke længere gad ulejlige hverken sig selv eller ledelsen med ellers relevante sikkerhedsmæssige problemstillinger? Eller blev der faktisk sat de forventelige tiltag i værk – og i rette tid?

Udvises der rettidig omhu?

Man må nogle gange se tingene udefra og spørge sig selv, om det kan påstås, at virksomhedens generelle praksis vidner om rettidig omhu i forhold til prioriteringen af IT-sikkerhed og udøvelsen af »god IT skik«.

A.P. Møllers berømte motto om »rettidig omhu«, der i sin fulde ordlyd hedder »Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges«, er særdeles relevant i denne sammenhæng. Indenfor IT-sikkerhed handler det i særdeleshed om at gøre sit ypperste – alt hvad der står i ens magt – for at forebygge tab.

Og hvilke tab er det så, vi kan forvente at blive udsat for, i større eller mindre grad, når det kommer til IT-sikkerhed?

Nedenstående er næppe en komplet liste, men skulle give en idé om, hvad der er på spil.

• Tab af tillid – blandt investorer, kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere
• Tab af penge – fald i aktiekurser eller direkte tyveri
• Tab af kritisk viden – kritiske data kan blive kopieret og misbrugt
• Tab af ansigt – dårlig omtale i medier og blandt kunder
• Tab af tilgængelighed – et angreb kan lukke for systemer i lang tid
• Tab af retssager – juridiske konsekvenser i form af sagsanlæg
• Tab af udstyr – udstyr der falder i “fjendens” hænder
• Tab af tid – genetablering af systemer og data
• Tab af medarbejdere – dygtige og pligtopfyldende folk, der ikke bare vil se til

Så hvilke af disse ting kan din organisation tåle at miste – og i hvilken grad?

Tornen i eget øje

Lad os se lidt på os selv. Har vi nu garderet os tilstrækkeligt imod relevante risici, så vi minimerer sandsynligheden for at lide nævnte tab?
Hvordan står det egentlig til i din egen virksomhed eller organisation? Lad os prøve med nogle basale spørgsmål:

• Bliver alle systemer og applikationer opdateret, så snart det er relevant for sikkerheden?
• Har brugerne (herunder dig selv) kun rettigheder til et absolut minimum af systemer og data, herunder personfølsomme oplysninger?
• Logges alle relevante hændelser (herunder administratorernes systemhandlinger) og efterses disse?
• Er der implementeret en stram og velfungerende change management proces?
• Er alle data og systemer korrekt klassificeret og prioriteret?
• Hvordan ser beredskabsplanen ud og har man gennemført øvelser i denne?
• Hvordan er brugernes generelle “awareness-level” i forhold til IT-sikkerhed?
• Er din infrastruktur og dens systemer tilstrækkeligt segmenteret?
• Foretages der jævnlige penetration tests – både eksternt og internt i infrastrukturen?
• Har man implementeret 2-delt administration, når det kommer til essentielle systemer og relaterede administrative opgaver?
• Hvornår sendte man sidst de relevante medarbejdere på et kompetencefremmende kursus eller en konference, der omhandlede IT-sikkerhed?
• Er din virksomheds vigtigste dokumenter og e-mail kommunikation beskyttet af kryptering?

Nu når du ved, at det måske nok halter på visse områder, har du så meddelt det til de rette personer i virksomheden, så de har haft mulighed for at reagere?

Og hvis det nu er dit ansvar, ville du så kunne forsvare dig overfor offentligheden (eller i en eventuel retssag for den sags skyld) og med god samvittighed påstå, at du har udvist rettidig omhu, såfremt det en dag måtte komme for dagens lys, at din organisation har væsentlige huller i sikkerheden?

En afsluttende bemærkning

Nærværende indlæg skal bestemt ikke læses som et forsvar for de firmaer, hvis brister nu er udsat for offentlighedens kritik, eller en underkendelse af det signifikante i disse hændelser, men alene som en opfordring til, at vi alle lærer af det, som andre nu er udsat for og lider under.

Godt det ikke var os!

Med det nye Statoil-brændstof kaldet ‘Miles’ kan du køre længere på literen. Det tør det norske selskab godt love med testresultater fra brugere og et internationalt anerkendt testlaboratorium i ryggen.

Indtil nu har det kun været Shell, som direkte har turdet proklamere en forbedring ved at bruge benzin tilsat en række additiver, og her er det overordnede budskab bare, at man kører ‘lidt længere på literen’.

Statoil vover hele pelsen og lover, at bilister kan opleve op til 2,7 procent længere på literen for benzin og op til 1 procent længere på literen for diesel. Vel egentlig ikke en kæmpe besparelse, men alligevel noget, der for benzins vedkommende svarer til 30 øre pr. liter.

De flere kilometer på især benzin er fremkommet ved at tilsætte brændstoffet en hemmelig sammensætning af additiver. Det er der en række store virksomheder i verden, der har specialiseret sig i, og det var dem, Statoil kontaktede for at få udviklet en formel, som lige præcis lever op til de krav, Statoil sætter.

Tre virksomheder fik mulighed for at komme med et forslag, og af dem valgte Statoil at arbejde videre med amerikanske Lubrizol. Det forklarer seniorspecialist Bob Seymour fra Statoil i Danmark. Men da Lubrizol også arbejder for andre brændstofproducenter, betyder det, at Statoil ikke får alt at vide:

»Vi kender selvfølgelig hovedgruppen af de additiver, Lubrizol har sammensat. Men den nøjagtige formel kender kun de,« siger han.

Ren motor giver flere kilometer
Opgaven med at få en motor til at levere flere kilometer pr. liter brændstof er forskellig for en benzinmotor og en dieselmotor.

»I dieselmotoren er den størst årsag til tab, når dyserne i den direkte indsprøjtning kokser til. For benzin har friktionen mellem stempel og cylindervæg størst betydning,« forklarer Bob Seymour.

Faktisk mener Statoil, at de med deres nye brændstof kan rengøre dyserne i ældre dieselbiler så godt, at den begynder at køre længere på literen. Men effekten kommer først, når man har brugt 2-3 tankfulde af den nye diesel, og det kræver, at man tanker Statoil hver gang.

Når det gælder benzin, så kan additiverne opbygge et friktionsreducerende lag på indersiden af cylinderne. Efterhånden som laget ‘skrabes’ af af stemplets bevægelser op og ned, vil additiverne falde ned i motorolien, og på den måde bliver de transporteret rundt til andre dele af motoren, hvor de også kan give ekstra smøring. Bob Seymour pointerer dog, at man stadig skal huske at skifte motorolie med rette intervaller.

Testet i Polen, Sverige og hos Arla
Skeptiske forbrugere vil naturligvis altid stille spørgsmålstegn ved udsigten til sådan en besparelse, og derfor har Statoil både fået lavet en laboratorietest hos det polske testinstitut Bosmal og hos virkelige forbrugere. Blandt de sidste er danske Arla, som uden chaufførernes kendskab har testet dieselversionen. Der blev kørt 11,2 mio. km, og her fandt man en forbedring på 2,3 procent.

For benzins vedkommende fandt forbrugertesten sted hos en svensk køreskole, og her fandt man, at bilerne (BMW 330i) kørte 2,43 procent længere på en liter benzin

Additivet tilsættes, samtidig med at brændstoffet overføres til en tankbil. Det skyldes, at alle de danske benzinstationer henter brændstof fra de samme lagre. Grundbrændstoffet er altså det samme. Forskellen opstår, når hvert enkelt benzinselskab tilsætter deres eget additiv. Der går mellem en halv og en hel liter additiv til 1.000 liter brændstof.

Salget af Statoils Miles-brændstof starter torsdag 8. maj til samme pris som den nuværende benzin. Der er altså ingen ekstrapris for at køre længere på literen. Ifølge Peter Rasmussen, der er Statoils dansk direktør for brændstof, håber Statoil på at kunne tage markedsandele som modvægt til det mindre salg, en besparelse nødvendigvis vil give.

I Sverige har det nye brændstof været til salg i et års tid, og her lader det til, at det er muligt at øge markedsandelen. Statoil regner med, at Miles skal ud på alle selskabets 2.300 servicestationer i de otte lande, hvor selskabet er repræsenteret.

66 borgere og organisationer har indsendt kommentarer til Frederikshavn Kommunes VVM-redegørelse i forbindelse med olieselskabet Totals og Nordsøfondens planer om en efterforskningsboring efter skifergas i kommunen. Høringsfristen udløb mandag.

Landindspektør Lene Morthensen fra Frederikshavn Kommune betegner 66 indsigelser som mange – ikke mindst fordi VVM-redegørelsen kun omfatter Totals tilladelse til at bore et fire kilometer dybt hul og udtage en kerneprøve.

Kun hvis boringen viser, at der er de rette skiferlag i dybet, vil Total gå videre med at teste indholdet af gas ved hjælp af hydraulisk frakturering. Men så skal der en ny VVM-rapport og godkendelse til, forklarer hun:

»Vores oplevelse fra borgermøder er, at folk er bekymrede for miljøpåvirkningen fra frakturerings-processen. Men det er altså ikke det, der er på tale nu,« siger hun.

Hun tilføjer, at også en del af indsigelserne mod VVM-redegørelsen og lokalplanen ser ud til at omhandle modstand mod hydraulisk frakturering i stedet for konsekvenserne af en efterforskningsboring.

Flere miljøorganisationer, som nu har offentliggjort deres indsigelser, angriber netop kommunen for at se for isoleret på sagen, når VVM’en kun beskæftiger sig med konsekvenserne af en efterforskningsboring.

De opfordrer i stedet kommunen til at lade sagen gå om og inddrage hele indvindingsprocessen, inklusive den omdiskuterede fracking-metode, hvor skiferlagene sprækkes op ved hjælp af vand med forskellige kemikalier i.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) kalder for eksempel faseopdelingen for ’kunstig’:

’Det vil ikke give nogen mening at udføre prøveboringen, hvis der ikke kan gives tilladelse til hydraulisk frakturering efterfølgende, og derfor betragter DN kun fase 1 som et “halvt projekt,”’ skriver organisationen i sit høringssvar.

DN har netop skrevet et brev (pdf) til Folketingets Miljøudvalg, hvor de opfordrer politikerne til at tage stilling til, hvorvidt skifergas skal være en del af Danmarks energiforsyning, inden man starter en efterforskningsboring i Nordjylland.

VVM-redegørelsen kan læses her (pdf).

København har brug for 4.000 udenlandske ingeniører, biokemikerer og it-specialister. Det mener Copenhagen Capacity, som i dag lancerer ti initiativer, der skal gøre det nemmere for udlændinge af den rette støbning at slå sig ned i hovedstaden.

Nikolaj Lubanski, chef for Talent Department i Copenhagen Capacity, peger på, at der er global kamp om at tiltrække de klogeste hoveder, og at København derfor er i benhård konkurrence med byer og regioner omkring os:

Er du synlig for arbejdsgiverne? Læg dit cv på Jobfinder.

»De højtuddannede talenter er attraktive, fordi de skaber vækst og afledte arbejdspladser – og dermed potentielt kan generere en milliardgevinst for det danske samfund,« siger Nikolaj Lubanski, som har stået i spidsen for udviklingen af den nye ti-punkts-strategi.

Lykkes det ikke at tiltrække ingeniørerne, it-specialisterne og de øvrige specialister, risikerer hovedstadsområdet at mister arbejdspladser, advarer han:

»Kommer de ikke, kan det presse de virksomheder, der allerede er her – og som vi gerne vil holde på – til at kigge sig om efter andre steder at placere sig.«

Et af de ti initiativer er en jobportal til sektorer, der har et særligt stort behov for dygtige højtuddannede, f.eks. cleantech. På den måde bliver det nemmere for udlændinge at danne sig et overblik over alle potentielle jobmuligheder.

Samtidig søger portalen at løse det problem, at de fleste udlændinge næsten ikke kender nogen danske virksomheder. Ser vi bort fra mastodonter som Novo Nordisk, Lego og Mærsk er kendskabet nærmest lig nul.

Med den nye portal kan en udenlandsk ansøger stifte bekendtskab med små og mellemstore virksomheder, som vedkommende ellers aldrig ville være stødt på.

»Visse af vores gode danske virksomheder er ikoniske og velkendte for de internationale talenter. De har med andre ord ikke svært ved selv at finde deres talenter. Men Danmark er et land med mange – i international sammenhæng – små og mellemstore virksomheder, som de internationale talenter ikke umiddelbart kender til,« uddyber Nikolaj Lubanski.

Ifølge en rapport fra den verdensomspændende Insead Business School, som Nikolaj Lubanski henviser til, er Danmark verdens tredje mest attraktive land for talenter – kun Schweiz og Singapore er bedre:

»Det er en fantastisk god placering og viser, at vi ikke behøver være ydmyge. Men alt for få af de udenlandske talenter ved, at Danmark er så attraktivt, og alt for få kender de dygtige, stærke danske virksomheder, der har brug for dem. Så opgaven er at gøre opmærksom på os selv, mulighederne og så få tiltrukket talenterne, siger Nikolaj Lubanski.

Copenhagen Capacity er en offentlig organisation, der arbejder for at fremme virksomheders investeringer i hovedstadsregionen. Bag de ti initiativer står desuden en række virksomheder og organisationer, blandt andet Microsoft, Novo Nordisk, Dansk Industri og Ingeniørforeningen.

Kulkraftværkernes storhedstid i Danmark nærmer sig sin afslutning i 2021. Her kører bare 700 MW ud af landets samlede kraftværkskapacitet på 5.400 MW på kul, mens hovedparten af de danske kraftværker fyrer med eller kan benytte biomasse.

Det fremgår af en ny rapport fra Energinet.dk med opdaterede beregningsforudsætninger for el-systemet frem til 2035.

Opgørelsen viser, at den samlede kraftværkskapacitet falder fra knap 7.000 MW i 2014 til mellem 4.700 MW og 5.400 MW i 2021. Den nøjagtige kapacitet afhænger af, om en række værker ombygges til biomasse eller skrottes, men er lavere end tidligere anslået.

Det skyldes, at Energinet.dk har revideret sin metode og nu har øget fokus på værkernes økonomiske levetid på både kort og lang sigt, hvor man før lagde stor vægt på værkernes tekniske levetid.

»Hvor vi tidligere lagde vægt på driftsøkonomien på kort sigt, inddrager vi i højere grad driftsøkonomien på langt sigt. Vi kigger for eksempel på, hvilke brændsler værkerne bruger, hvordan el-priserne udvikler sig, og om værkerne tjener tilstrækkeligt med penge til for eksempel at kunne ombygge til biomasse,« forklarer økonom Christoffer Rasch fra Energinet.dk.

Han tilføjer, at de høje afgifter på kul og ingen afgift på biomasse gør det attraktivt for værkerne at skifte til biomasse, også selvom kulpriserne er lave.

Manglende selvforsyning er intet problem

Med den nye metode reduceres kraftværkskapaciteten altså i værste fald med 2.200 MW, og de 4.700 MW er langt under det maksimale effekt-forbrug i Danmark. Med andre ord kan Danmark ikke forsyne sig selv med strøm, hvis det er vindstille.

»Vi ser ikke dette som et problem i sig selv. Vi er jo allerede afhængige af og tæt forbundne med el-systemerne i de nordiske lande og i Tyskland,« siger Christoffer Rasch.

Opgørelsen dækker både de centrale og decentrale kraftværker. Også mange decentrale værker lukker i 2019-2020, fordi en tilskudsordning ophører i 2018, forudser Energinet.dk. Den samlede effekt på de decentrale er i dag 2.460 MW, og den forventes reduceret med cirka 700 MW. En del af de decentrale værker forventes at opgive at producere strøm og lægge om til ren varmeproduktion på biomasse.

For de centrale kraftvarmeværker forudser Energinet.dk både lukninger og ombygninger til biomasse. Samtidig vil el-kapaciteten på de ombyggede værkerne reduceres, da fokus vil være på at producere fjernvarme frem for el-produktion.

Energinet.dk forventer, at el-kapaciteten på de renoverede blokke vil ligge mellem 60 MW og 150 MW.

Kig bare på kabelkravlerne, men hold fokus på vejbanen, råder Storebælt A/S trafikanterne på Storebæltsbroen. For de opsigtsvækkende aktiviteter i kablerne har allerede afstedkommet et par mindre trafikuheld.

Fra fire kabelkravlere, arbejdsplatforme ophængt i østbroens hovedkabler, bevikler britiske specialister fra Spencer Group resten af året kablerne med vind- og vandtæt plastikmembran. Sammen med et affugtningsanlæg, som bliver installeret inde i brodrageren, skal det rustbeskytte hovedkablerne til en samlet pris af 70 millioner kroner.

Affugtningsanlægget producerer tør luft, som bliver ledt op til hovedkablet via slanger langs de lodrette hængere mellem brodrager og hovedkabel.

Den affugtede luft, der bliver blæst gennem hovedkablerne, fjerner den fugt og vand, som er trængt ind i kablerne gennem utætheder eller opstået ved kondens. Luften strømmer gennem de hulrum mellem de runde tråde, som danner hovedkablet. I et tværsnit af kablet er der knap 21 procent hulrum mellem de 18.648 tråde.

Men for at sikre, at den affugtede luft kan strømme fra ind- til udblæsningsmufferne, skal hovedkablet gøres lufttæt. Det sikrer specialisterne ved at bevikle kablet med en armeret elastomer (Cableguard) og tætne omkring kabelklemmer.

Hvert hovedkabel er næsten tre kilometer langt, og afstanden mellem kabelklemmerne er 24 meter. Afstanden mellem ind- og udblæsningsmuffer er op til 300 meter.

Affugtningssystemet måler luftfugtighed, tryk, temperatur og flow ved muffer. På den måde kan man overvåge, om systemet fungerer korrekt.

Hver arbejdsplatform er 33 meter lang, 4,5 meter høj, 3,5 meter bred og vejer 22 ton. Når kabelkravlerne skal på job i platformene, sker det fra en stige fra vejbanen og op på kablernes laveste punkt midt på broen. Iført sikkerhedsudstyr går de herfra op ad kablerne til arbejdsplatformene.

Mens arbejdet står på, er nødsporene omkring og under arbejdsstederne spærret af, så mandskabet har adgang til materialer fra arbejdsvogne i nødsporet. Arbejdet er efter planen gennemført ved udgangen af året.

En sten kaldet Windjana er det nyeste offer for det selvkørende Mars-laboratorium, Curiosity. Hammerboret for enden af Curiositys to meter lange robotarm har boret huller i stenen, og nu skal støvet fra dens indre analyseres.

Windjana er sandsynligvis dannet af sand, der engang blev aflejret på den gamle søbund, som den store robot kører rundt på. Det er første gang, Curiosity tager en prøve fra en sandsten.

To gange tidligere har den store Mars-robot taget boreprøver fra Mars-sten, men her har der været tale om muddersten bestående af meget finere partikler.

Efter en testboring på to centimeter borede Curiosity et 6,5 centimeter dybt hul i sandstenen. Hullerne har en diameter på 1,6 centimeter.

Borestøvet fra Windjana er lidt mørkere og knap så rødt som borestøvet fra mudderstenene, skriver Nasa i en pressemeddelelse. I løbet af de kommende dage skal borestøvet analyseres i to af Curiositys mange instrumenter.

Se Ingeniørens fokus om Curiosity

Forskerne håber på at finde ud af, hvad der binder sandkornene sammen, så de får flere informationer om det vand, der engang flød på Mars.

Curiosity er stille og roligt på vej til foden af Mount Sharp, som ligger midt i det store krater, som robotten landede i. Den skal køre nogle kilometer endnu for at komme derhen, og det vil tage adskillige måneder.

I kampen om at nedbringe mængden af elektronikskrot har tre britiske virksomheder med økonomisk hjælp fra den britiske regering udviklet en printplade, hvor 90 procent af materialet er genanvendeligt, skriver The Guardian.

Det høje procenttal står i skærende kontrast til den gængse genanvendelighed for printplader, der ofte er omkring to procent af det anvendte materiale. Printpladen udgøres af et basismateriale, der består af termoplast, som kan modstå fugt og varmeudviklingen ved almindelig brug.

Til at forbinde komponenterne med basismaterialet har virksomhederne udviklet en strømførende lim, der også er opløselig i vand, så de nemt kan tages af. Ved at dyppe pladen i vand tæt på kogepunktet kan komponenterne efterfølgende nemt skrabes af pladen og genanvendes i andre sammenhænge.

Gængse printplader er ofte fremstillet af glasfiberlignende materialer og bruger epoxylim til at forbinde komponenterne med pladen, hvilket gør dem svære at genanvende i større omfang.

Virksomhederne bag printpladen, der er døbt ReUSE (Reusable, Unzippable, Sustainable Electronics) indrømmer dog, at teknologien ikke er anvendelig inden for alle elektronikindustriens områder.

Materialerne er nemlig følsomme over for høj varme. Udstyr som professionelle servere og andet højtydende elektronik arbejder stadig ved for høje temperaturer. Enkelte kunder i bilindustrien har dog vist interesse for de genanvendelige printplader.

Mængden af elektronikskrot i verdens affaldsdepoter er et stigende problem. Elektronik er ofte fyldt med tungmetaller, der er energikrævende at udvinde, mens prisfaldet på avanceret elektronik sænker levetiden for mobiltelefoner og bærbare computere.

En forskergruppe på det australske universitet Griffith University anslår, at der hvert år produceres mellem 20 og 50 millioner ton elektronisk skrald på verdensplan, og tendensen er for opadgående.