Category Archives: computer

De er fløjet ind fra Vacaville, Californien, som enorme isklumper forseglet i rustfrit stål. Her, i optøningsrummet hos medicinalfirmaet Roche i Mannheim, Tyskland, vender indholdet af de 100-300 liter store ‘cryovessels’ nu langsomt tilbage til en temperatur over frysepunktet.

Indholdet er biologisk medicin: kopier af menneskelige antistoffer, fremstillet af levende celler og genmodificeret til at bekæmpe en speciel form for brystkræft.

I Mannheim skal disse såkaldte monoklonale antistoffer fortyndes, filtreres og fyldes på 14 milliliters hætteglas. Derefter skal hætteglassene en tur til Schweiz for at blive pakket i salgsemballage med navnet Perjeta, før de rammer f.eks. danske sygehuse til en pris af lige under 29.000 kr. pr. glas.

Et levende Fort Knox

»Opbevaringen af de aktive stoffer er vores Fort Knox,« som produktionschef Markus G. Mattern siger om afdelingen med ståltanke fulde af ufortyndede antistoffer – og sammenligningen med den fæstning, der bevogter USA’s guldreserver, er ikke helt ved siden af. Hver af beholderne med indhold har en værdi af mellem en halv og en hel million euro.

»For et traditionelt kemisk lægemiddel udgør selve det aktive stof måske 10-20 procent af produk­tionsomkostningerne. For et biologisk lægemiddel udgør det aktive stof hele 80 procent,« siger Markus G. Mattern.

Det aktive biologiske stof fremstilles altså ikke her, men i USA. På fabrikken i Mannheim er fokus på at skabe en opløsning af ‘guldet’, der kan anvendes på hospitalerne. Men selv om man således kunne beskrive Mannheim som blot ‘et pakkeri’, er det ikke et helt almindeligt et af slagsen. Det er en toptunet maskine, hvor redundans og detaljefiksering på alle planer skal sikre, at den størst mulige del af den værdifulde råvare kommer frem til patienterne.

»Produktionen af biologiske stoffer er måske 30 procent mere kompleks end for kemiske lægemidler. Og en del af kompleksiteten skyldes de hensyn, vi tager, fordi det er ekstremt dyre stoffer, som kun få producerer – og fordi de kan redde eller forlænge liv,« siger Markus G. Mattern.

Hjertet i Mannheim-fabrikkens produktion af salgsklare hætteglas er sterilrummene. Fabrikken har fem af slagsen, og samlet beskæftiger de 450 specialiserede medarbejdere – hver trænet i seks til otte måneder, før de får lov at arbejde på egen hånd.

I modsætning til traditionel kemisk medicin, der består af syntetiske stoffer produceret i et laboratorium, er biologisk medicin baseret på naturlige stoffer fra mennesker, dyr eller planter.

Et biologisk lægemiddel som et monoklonalt antistof kan bestå af cirka 25.000 atomer, mens et simpelt kemisk lægemiddel som acetylsalicylsyre er et molekyle med kun 21 atomer.

Fremstillingen af et monoklonalt antistof består af over 5.000 trin, og selv små ændringer på ethvert af disse trin kan ændre stoffet eller dets virkemåde.

Der findes ca. 250 biologiske lægemidler på markedet, og over halvdelen af al medicin under udvikling er biologisk. Alene Roche har 39 biologiske lægemidler under udvikling.

Vand og strøm for enhver pris

For at holde sterilrummene rene, aflukkede og sikre er der brug for fire kvadratmeter tekniske installa­tioner for hver kvadratmeter sterilrum. Aircondition-anlægget til ét sterilrum har kapacitet til at klare en by på 5.000 indbyggere, og hvert 30. sekund tager sensorer prøver af luften forskellige steder i rummet. Hvis to på hinanden følgende prøver viser tegn på røg, udløses røgalarmen.

Det er i sterilrummene, at den færdige opløsning af lægemidlet fyldes på sterile hætteglas, inspiceres og godkendes. En vagt i sterilrummet varer højst tre timer, og hver gang en medarbejder går ind i rummet, er det i en ny dragt forsynet med sin egen unikke stregkode. De dragter ryger der mellem 800 og 1.000 af i vasketøjskurven hver uge – og kun to specialiserede vaskerier i Tyskland er kvalificerede til at vaske dem.

Vandet, som de aktive stoffer blandes op med, er også et kapitel for sig. Alene for at sikre redundans i vandforsyningen er der investeret fem millioner euro i Mannheim, men så er der også tale om et anlæg, der i princippet kunne producere demineraliseret, sterilt vand med Rhinen som kilde, fortæller Markus G. Mattern og understreger, at anlægget er i stand til at forsyne alle igangværende produktioner med vand selv i tilfælde af et totalt forsyningssvigt.

To tanke med hver 24.000 liter demineraliseret vand sørger for bufferkapaciteten, og når vandet er bragt helt frem til en status som Water For Injection (WFI) – det vil sige sterilt og godkendt til injektion – holdes det i konstant cirkulation ved en temperatur på 80 grader celsius for at modvirke bakteriedannelse.

Selve produktionen kræver 1.000 liter WFI i timen, og under en rengøringscyklus mellem to produk­tioner ryger der hver time 4.000 liter igennem systemet – til en produk­tionspris af 1 euro per liter.

Alene prøvetagning og kontrol af vand beskæftiger tre mennesker, som hver dag analyserer 180 prøver, udtaget fra nogle af de 250 prøve­tagningssteder i vandsystemet. For­uden at de overvåger de data, der løbende registreres og lagres fra 800 datapunkter.

Grundlaget for det hele er naturligvis elektricitet, og på fabrikken i Mannheim har Roche investeret fem millioner euro i at sikre produktionen mod såvel små som store udfald i strømforsyningen. Det første klares af et svinghjul, der kan træde til øjeblikkeligt og klare forsyningen i 16 sekunder. Er hullet længere end det, træder en gastur­bine til, som starter efter ti sekunders udfald.

Ifølge Markus G. Mattern redder nødstrømsanlægget i gennemsnit omkring tre batches om året.

Menneskelige ressourcer

For at holde et anlæg af den kaliber kørende er det også nødvendigt med kontrol og menneskelige ressourcer ud over det sædvanlige på et produktionsanlæg.

Hver anden uge bliver en vilkårligt udvalgt afdeling udsat for en såkaldt ‘white glove inspection’. Her gennemgår et hold på tre mennesker sammen med den område­ansvarlige en del af fabrikken ned i de mindste detaljer med fokus på rengøring og uddannelse.

En fjerdedel af alle ansatte i Mannheim er akademikere, og omkring seks procent er ingeniører. Til at sikre, at hele maskineriet er på dupperne 95 procent af tiden, som tilfældet er i Mannheim, er der 80 mennesker ansat i afdelingen for Engi­neering & Maintenance – en afdeling, der sammen med resten af fabrikken er ansvarlig for den statistik, der viser, at 98 pct. af alle hætteglas fra Mannheim når frem til pakkeriet i Schweiz i den rette kvalitet.

Men inden medicinen kommer så langt, er den blevet læsset på lastbiler gennem et system af sluser, der sikrer, at der først lukkes op til lastbilens indre, når det er kontrolleret og godkendt. Og på hele transporten mellem fabrik og pakkeri er temperaturen overvåget af såvel transportørens udstyr som af temperaturloggere placeret mellem medicinen. Ét system er ikke nok til at overvåge medicin, der kan sælges til en pris på lidt over halvdelen af, hvad et tilsvarende hætteglas fyldt med flydende guld ville koste.

»Vi ville aldrig have den grad af redundans i produktionen, hvis det handlede om et mere simpelt lægemiddel,« siger Markus G. Mattern.

Ingeniøren var inviteret til Mannheim af Roche A/S

En ny teknologiplatform for produktion af energirigtige vindues­rammer er resultatet af et samarbejde mellem virksomheden Fiberline Composites og to ph.d.-studerende fra Aalborg Universitet.

»Produktionsteknisk er det her et stort fremskridt. Vi kan nu tilpasse vinduesrammer helt efter behovet og halvere energitabet enten ved at holde på varmen – eller ved at holde varmen ude,« siger Lars Tilsted Lilleheden, udviklingschef hos Fiberline Composites.

Kompositmateriale har meget stor styrke og stivhed i forhold til egenvægten, så det er muligt at fremstille lette, æstetiske og elegante vinduer og døre. Det er samtidig muligt at tilpasse rammerne på flere forskellige måder, både med forskellige materialer og selve rammens opbygning.

En palet af nye materialer

Forskningsprojektet er et samarbejde med to ph.d-studerende fra Aalborg Universitets institutter for Maskinteknik og Byggeri og Anlæg.

»Vi har fået en bredere palet af nye materialetyper, som måske kan vinde indpas i fremtiden, blandt andet naturmaterialer som hør-, kork- og træfibre,« fortæller han.

»Desuden har vi nu et regneværktøj, hvor man kan plotte parametre ind, hvorefter det beregner præcis, hvilken rammeprofil der er den optimale,« siger han.

Teknologiplatformen vil ikke kun kunne bruges til vinduesrammer. Mekanikken i de nye komposit­materialer vil være interessant i alle former for bærende konstruktioner og for eksempel vindmøllevinger, som Fiberline Composites også producerer profiler til.

Projektet er støttet af Innovationsfonden med seks millioner kroner, og det blev afsluttet sidste år.

Efter fem års udviklingsarbejde er den landstrafikmodel, som Folketinget i 2009 bevilgede 60 mio. kr. til – og som siden har fået 3 mio. kr. ekstra – stadig ikke helt køreklar.

Landstrafikmodellen, som udvikles på DTU Transport, er et værktøj til at beregne effekterne af store og små infrastrukturprojekter. Eksempelvis skulle de strategiske analyser af infrastrukturprojekter i Østjylland og hovedstadsområdet og en eventuel bro over Kattegat regnes igennem i modellen. Analyserne skulle være klar i 2013, så ‘centrale dele af Landstrafikmodellen’ skulle have været klar til brug i 2011. Men i marts, da der blev lavet en status på arbejdet med de strategiske analyser, måtte Transportministeriet erkende, at Landstrafikmodellen stadig ikke duede.

‘Det har imidlertid vist sig mere omfattende end planlagt at udvikle Landstrafikmodellen, hvorfor den er forsinket hos DTU,’ stod der i rapporten. Derfor var konklusionerne i rapporten primært bygget på beregninger foretaget i de eksisterende modeller, som Landstrafikmodellen egentlig skulle erstatte.

En af dem, der blev voldsomt skuffet over den udmelding, var Jens Kampmann. Han er formand for Kattegatkomiteen, der kæmper for en fast tog- og vejforbindelse fra Østjylland over Samsø til Sjælland.

»Indtil videre har Landstrafikmodellen ikke givet brugbare tal. Tværtimod har der været forsinkelser og åbenlyse forbedringsbehov. Derfor er vi kritiske over for modellen,« siger han i dag.

Hos Dansk Industri er branchedirektør for transportområdet Michael Svane heller ikke imponeret af modellens foreløbige præstationer.

»Jeg har stor respekt for de gæve mennesker på DTU, der udvikler modellen. Vores indtryk er, at de er gået ambitiøst og struktureret til værks. Men det ændrer ikke på, at opgavens omfang nok har været undervurderet, og at man har gjort modellen så kompleks, at nogle af de ting, den kan, nærmest kun har akademisk interesse.«

Han understreger, at Dansk Industri bakker 100 procent op om, at der er et behov for at få udviklet en landstrafikmodel, men den bør ‘slankes,’ hvis den skal være anvendelig.

»Man kan jo spørge sig selv, hvor mange decimaler man skal have efter kommaet for at kunne bruge en model til at træffe beslutninger. Problemet er også, at modellen nu er så kompleks, at den har fået karakter af en sort boks, hvor man ikke kan gennemskue, om de tal, der kommer ud, nu er de rigtige.«

Opgaven undervurderet

Hos DTU Transport, der udvikler modellen, forklarer vicedirektør Camilla Riff Brems, at forsinkelsen skyldes, at opgaven blev undervurderet, og at brugerne har stillet nye krav i udviklingsprocessen.

»Landstrafikmodellen er bl.a. blevet forsinket, fordi der har været brugerønsker til flere foreløbige versioner af modellen, der skulle anvendes til konkrete projektberegninger, og fordi elementer af modellen er blevet fremrykket til tidligere versioner end oprindeligt planlagt. Derudover har det vist sig, at dataindsamlingen og -valideringen på flere punkter har været mere omfattende end forudset,« skriver hun til Ingeniøren.

Hun medgiver, at modellen er blevet meget kompleks. Men der er umiddelbart kun udsigt til, at den bliver endnu mere kompleks.

»Der (er) blandt brugerne (…) udtrykt ønske om, at modellen skal tage højde for mange forskellige mekanismer i trafikanternes adfærd og i trafikafviklingen. I forhold til den nuværende version er der fortsat ønsker til øget kompleksitet fra bl.a. Vejdirektoratet.«

Kræver erfarne brugere

Hos Vejdirektoratet ser afdelingsleder Torfinn Larsen da heller ikke kompleksiteten som et problem. De uforklarlige tal, der er set i de hidtidige test af modellen – eksempelvis at der skulle komme enormt mange togrejsende til Samsø, hvis der bliver bygget en Kattegat-bro – vil blive luget ud, når modellen bliver brugt mere, vurderer han.

»Når vi er ude over testfasen og har brugt den på nogle projekter, tror jeg ikke, at det vil være et problem. Det så vi også med udviklingen af OTM-modellen (som modellerer trafikken i hovedstadsregionen). Men det kræver, at brugerne er folk, der er vant til at arbejde med modeller og kender de faldgruber, der er, når man skal fortolke resultaterne.«

Både Vejdirektoratet og Dansk Industri ønsker en ‘light-udgave’ af modellen, så man kan lave hurtigere beregninger. Men det er der ingen planer om at nå, før Landstrafikmodellen er klar i version 2.0 næste år, oplyser Camilla Riff Brems.

Den næste store test for Landstrafikmodellen bliver den analyse af Kattegatforbindelsen, som Cowi skal have færdig i juni. Transportministeren har indbudt kontaktgruppen om Kattegatforbindelsen til et møde 2. juni, men det er uvist, om rapporten er klar der.

En eksponentielt accelererende teknologisk udvikling inden for områder som eksempelvis 3D-print og informationsteknologi giver muligheder, der ikke kunne forudses for blot et par år siden.

Udviklingen er blevet hyldet som startskuddet for en ny tidsalder fuld af produktivitet og innovation i mange industrier – men uheldigvis er en af de ‘industrier’, der rider med på bølgen, den kriminelle.

»Vi har set, hvor lidt kontrol de nationale og internationale ordensmagter virkelig har, når det kommer til at styre de nye, slagkraftige og eksponentielt accelererende teknologier,« vurderede sikkerhedsekspert Marc Goodman under en nylig TED Talk:

»Hvad vi ser, er, at organiserede kriminelle grupper og terrororganisationer ofte er langt foran ordenshåndhævere, når det kommer til at forstå og udnytte det potentiale, der findes i disse teknologier.«

Hos det danske Center for Cybersikkerhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste er man enig i, at de kriminelle nogle gange er langt foran.

»Hvis der for eksempel opstår en sikkerhedsbrist som den nylige Heartbleed-bug, og de kriminelle opdager den først, så står sikkerhedsvinduet så at sige på vid gab. Det gør det noget nær umuligt at spore de forbrydere, der har rige muligheder for at udnytte svag­heden, før den repareres, og sådan noget er utrolig svært at gardere sig mod,« siger centerchef Thomas Lund-Sørensen.

I Danmark har en del personer på egen krop mærket angreb, hvor it-kriminelle har udnyttet muligheder for at bryde ind i e-mail-konti og bankers online-systemer, hvor de har stjålet personlig information og tømt bankkontoer.

Sager i udlandet har vist, at kriminelle har fundet måder at udnytte en lang række andre moderne teknologier og fænomener på. It-kriminelle bruger i dag for eksempel crowdsourcing, hvor man mere eller mindre arbejder i internatio­nale projektgrupper. I Japan har Yakuza-mafiaen brugt outsourcing i forbindelse med mord. Billigere kinesiske bander er simpelthen blevet ansat som underleverandører.

I USA har man set eksempler på, at kriminelle har udviklet deres egen udgave af de såkaldte flash mobs, hvor grupper af mennesker samles i en given butik og på et forudbestemt signal begynder at stjæle.

Tyverierne koordineres ofte via sociale medier, og alle deltagerne kender ikke nødvendigvis hinanden. Angrebene er så godt som umulige at stoppe – forestil dig en Netto, hvor der lige pludselig er 100 mennesker, der begynder at rive ting ned fra hylderne og løbe mod dørene.

It-teknologi er flere gange blevet brugt til cyberangreb, blandt andet af russiske hackere, som i 2007 angreb estiske finansielle institu­tioner, mens nordkoreansk malware, i 2013 pludselig fik computere i sydkoreanske banker og medier til at slette alt indhold og forårsagede skader, der stadig gøres op den dag i dag.

3D-print gør håndjern outdatede

Ud over klart at illustrere de kriminelle muligheder, der ligger i ny teknologi, illustrerer eksemplerne også et kerneproblem for ordenshåndhævere: Teknologierne kan sende mange af deres nuværende metoder og våben på pension.

For eksempel viste den kontroversielle gruppe Defence Distributed i 2013, at det var muligt at 3D-printe en fuldt funktionel pistol ud fra CAD-tegninger, gruppen gjorde frit tilgængelige online. Det gør serienumre på skydevåben til fortid og kan på sigt gøre alle registrerings­baser for skydevåben ligegyldige.

Selv hvis det lykkedes for ordenshåndhævere at arrestere de kriminelle, kan 3D-print gøre det svært at holde på de kriminelle.

I år viste en tysk hacker, at det var muligt at 3D-printe en fungerende nøgle til de håndjern som det hollandske politi anvender. Hackeren havde lavet nøglen ved at analysere et foto af nøglen ved hjælp af 3D-software og havde så fremstillet nøglen.

På konferencen ‘Driving Technology 2014’ sætter IDA fokus på de såkaldt disruptive teknologier, der i disse år ændrer vores samfund.

Eksperter fra Singularity University i Silicon Valley møder på konferencen chefer og talenter fra danske og nordiske virksomheder.

Konferencen finder sted i Ingeniørhuset, København, 19. og 20. maj 2014.

Pris 12.500 DKK. Læs mere på ida.dk/driving-technology

Kombinationen af nyt og gammelt

Ud over at finde nye måder at anvende ny teknologi på er kriminelle også gode til at se mulighederne i at kombinere nyt og gammelt.

»Omkring en tredjedel af verdens computere indgår i botnets. I dag anvendes de mest til at sende spam, men forestil dig en kriminel, der kontakter et online casino og siger: ’Det er et fint foretagende, du har dig her. Du tjener ti millioner dollars om dagen. Det ville være synd, hvis din hjemmeside blevet lagt ned af et DDoS-angreb, ville det ikke?’ Med andre ord god gammeldags afpresning,« forklarer Brad Templeton, der er ekspert inden for netværk og computerteknologi ved tænketanken Singularity Univer­sity i USA og oplægsholder ved IDAs konference ‘Driving Technology’ 19. og 20. maj (se boks).

Hos It-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky har den svenske sikkerhedsekspert David Jacoby med interesse fulgt med i udviklingen inden for netop kombinationen af it og gammelkendte metoder.

Sidste år viste han, at det ved hjælp af simpel frækhed var muligt at gå ind i et svensk ministerium og få adgang til fortrolige data.

David Jacoby vurderer, at mens de nye teknologier giver en række muligheder, så er de største problemer i dag stadig forbundet med gamle brister i sikkerheden.

»Det er rigtigt, at vi ikke kan vide, hvilke angreb teknologierne vil afstedkomme, men det er heller ikke det vigtigste lige nu. Vi er blevet så forhippede på at bekæmpe det nye, at vi ofte glemmer de gammelkendte metoder og problemer såsom svage passwords. Inden for it tror jeg, at den bedste måde at styrke sikkerheden på er at kigge indad på os selv som privatpersoner og medarbejdere samt på virksomheds- og organisationsniveau. Det er vigtigere for it-afdelingen at vide, hvordan salgspersonalet anvender it-systemerne, end det er at vide, hvilke mulige angreb man kan blive udsat for,« fortæller han.

Det er en holdning, som Thomas Lund-Sørensen deler.

»Der er generelt en manglende opmærksomhed omkring problemerne rundt om på beslutningsniveauet hos virksomheder og organisationer. Der tænkes i dag måske for meget i usability og for lidt i, hvordan man kan sikre sine systemer ved at opdele dem, så en hacker ikke kan få adgang til hele dit it-system, hvis vedkommende bryder ind,« siger han.

En planet på størrelse med Jorden kan eksistere i den beboelige zone omkring en anden stjerne end Solen. Det ligger nu helt fast, efter at amerikanske astronomer skærtorsdag præsenterede planeten ­Kepler-186f i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science.

Planeter uden for Solsystemet kaldes exoplaneter, og blandt de 1.781 exoplaneter, der hidtil er fundet, er Kepler-186f den, der ligner Jorden mest, hvis man både kigger på størrelse og temperatur. Astronomerne har brugt tre års målinger fra rumteleskopet Kepler til at beregne planetens størrelse, og ­Kepler-186f ser ud til at have en radius på 1,11 gange Jordens radius – dog med en usikkerhed på 0,14 jordradier. Inden for usikkerheden kan planeten altså godt være præcis så stor som Jorden, men den er sandsynligvis en smule større.

Sammen med mindst fire andre planeter kredser Kepler-186f om en rød dværgstjerne, der befinder sig små 500 lysår (4,7 millioner milliarder kilometer) herfra i retning af stjernebilledet Svanen. De fire inderste planeter er alt for varme til at huse liv, men den nyopdagede Kepler-186f befinder sig i en afstand fra stjernen, hvor temperaturen er passende til, at der kan eksistere vand i flydende form. Hvor der er vand, kan der også være liv, og derfor er fundet af Kepler-186f så vigtigt.

Atmosfæren skal være tilpas tyk

Adskillige andre exoplaneter er tidligere blevet udråbt til at være Jordens tvilling, men her har der været tale om såkaldte superjordkloder, der er større end Jorden, men mindre end gaskæmper som Neptun.

Det er et uafklaret spørgsmål, præcis hvor massiv en planet skal være, før den kan fastholde en tyk atmosfære af brint og helium. Astronomernes bedste modeller viser, at planeter med en radius på mindre end halvanden gange Jordens sandsynligvis er fri for den meget tykke dyne af gas, som ellers ville gøre det uhyre svært for livet at få fodfæste. Med andre ord er chancen for liv klart størst på planeter, der ikke er voldsomt meget større end Jorden, og som altså kredser rundt i den beboelige zone om stjernen, hvor temperaturen hverken er så høj, at vand kun kan eksistere som damp, eller så lav, at alt vand er frosset til is.

Sådan en planet er Kepler-186f, som godt nok kredser rundt i udkanten af den beboelige zone, hvor forskerne ikke kan være helt sikre på, at vandet ikke fryser til is. Hvis planeten skal holde på varmen fra stjernen, skal dens atmosfære helst være lidt tykkere end på Jorden – men altså stadig ganske tynd i forhold til planetens størrelse, præcis som det er tilfældet for Jorden.

Alt liv på Jorden kræver flydende vand, og det er ikke urimeligt at tænke sig, at denne forudsætning kan strækkes til at gælde alt liv i universet. Så når vi nu ved, at der findes veltempererede klippeplaneter, øger det sandsynligheden for, at der er liv andre steder end på Jorden. Det forhold, at temperaturen på Kepler-186f tillader flydende vand, er dog ikke ensbetydende med, at der rent faktisk er vand på planeten.

De store mængder vand på Jorden kan meget vel skyldes et sammentræf af omstændigheder, der er relativt sjældne i universet. Vandet blev måske bragt til Jorden af kometer og asteroider, som kun kom på kollisionskurs med vores planet, fordi deres baner langt ude i Solsystemet blev forstyrret, da gaskæmperne Saturn og Jupiter vandrede væk fra Solen. Det er i hvert fald, hvad den anerkendte Nice-model for solsystemets tidlige udvikling postulerer.

Uden dette par kæmpeplaneter, der drog hærgende gennem solsystemet for nogle milliarder år siden, ville Jorden formentlig være en gold og øde planet uden det mindste spor af liv – uanset beliggenheden i den beboelige zone.

Spor af liv i lys

Over halvdelen af de exoplaneter, der hidtil er opdaget, er spottet ved hjælp af Kepler-teleskopet. Det holder imidlertid kun øje med de cirka 150.000 stjerner, der højst er 3.000 lysår væk på 105 kvadratgrader af himlen – omtrent så stort et område af himmelkuglen, som man dækker med en hånd, hvis man holder den op i strakt arm.

Hvis man ekstrapolerer data fra Kepler, som tre amerikanske forskere gjorde sidste år, kommer man frem til, at der alene i vores galakse må findes flere milliarder planeter, der omtrent er på størrelse med Jorden, og som befinder sig i den beboelige zone om deres stjerne. Antallet er så højt, at det alligevel skulle være underligt, hvis kun Jorden rummer rigelige mængder af vand og de grundstoffer, der i øvrigt er nødvendige for livets opståen.

Nu, hvor astronomerne har påvist, at der findes jordlignende planeter derude, må næste skridt være at finde ud af, om nogle af planeterne også huser liv. Det er noget af en opgave, for selv de nærmeste exoplaneter er mere end 40.000 milliarder kilometer væk, og der skal enorme teleskoper til at opfange det ekstremt svage lys fra dem.

Spektralanalyse af lyset fra en exoplanet kan fortælle astrofysikerne noget om sammensætningen af dens atmosfære, og visse kemiske forbindelser kan være tegn på liv. En beboet planet som Jorden har både vanddamp, iltmolekyler, kuldioxid og metan i atmosfæren, så hvis disse forbindelser også kan genkendes i lyset fra en exoplanet, stiger sandsynligheden for, at der er liv på planeten. Helt sikker er det dog svært at blive, for typisk kan tilstedeværelsen af de gasser, der kan forbindes med liv, også stamme fra naturlige geologiske processer.

Under alle omstændigheder kræver det en ny generation af teleskoper, hvis vi skal opdage flere jordlignende exoplaneter, og hvis vi skal kunne fange og analysere lyset fra dem. I løbet af det kommende årti vil det internationale rumteleskop James Webb og det kæmpemæssige European Extremely Large Telescope gøre os klogere på de allerede opdagede exoplaneter, og det europæiske rumteleskop Plato vil gøre det muligt at finde mange flere. Jagten efter liv på andre planeter er kun lige begyndt.