Category Archives: computer

Glem alt om mørke vintre i gløde­lampens skær. Glem også halogenerne med deres skarpe og energislugende lys. Men glem især sparepærerne med deres langsomme opstart, flimrende lys, dårlige spektrum og kviksølvholdige gasser.

Efter flere års famlende forsøg med mere eller mindre heldige produkter er LED’erne nu værdige til at indtage rollen som vores foretrukne indendørsbelysning. Det gælder både i hjem, kontorer og industrivirksomheder.

Farven er gået fra skarpt blålig over hvidt og ned i de spektre, som gør dem behagelige at se på. Nu kan de gøre, at du nemmere falder i søvn, og afværge en snigende vinterdepression.

Næste gang du står nede i det lokale byggemarked og skal vælge belysning, kan det også godt være, at navnet på pakken ikke virker bekendt. Det skyldes ifølge Anne Bay, der er direktør i Dansk Center for Lys, at helt nye spillere er kommet til i de senere år. Hun er netop kommet hjem fra messen ‘Light+Building’ i Frankfurt.

»Bortset fra gamle kendinge som Philips og Osram kommer langt størstedelen af de nye spillere fra elektronik- og halvlederindustrien. Samtidig var markedet tidligere delt op i leverandører af lyskilder og leverandører af armaturer – nu er det hele rodet sammen,« siger hun og peger på store halvledervirksomheder som Samsung og LG, der både leverer lyskilderne og armaturerne.

Også danske virksomheder som Prolys.dk, Luminex og Chromaviso er med helt fremme i udviklingen.

Det varme lys

Hvor LED-lyskilder tidligere havde problemer med farveskalaen, så har producenterne nu udviklet andre løsninger, for eksempel hvide dioder baseret på violet lys, også kaldet NUV-dioder. Her er lysspektret bredt ud og farveægtheden dermed forbedret ved at lægge rød, grøn og blå fosfor på dioden. Ulempen er, at NUV-dioderne er dyre og mindre effektive.

I modsætning til sparepærerne kan LED reguleres trinløst. Det har en af de danske producenter, Prolys.dk, benyttet sig af og udviklet en kronepære med almindelig skruefatning, hvori der indgår to forskellige LED’er. Den ene har en farvetemperatur på 2.000 K, og den anden er på 2.800 K, Ra-værdien ligger på over 92. Det forklarer udviklingschef og medejer Mike Hjorth Andersen:

»Ved at skrue ned for farvetemperaturen, når der skrues ned for lyset, kan vi simulere en traditionel glødepære. På den måde sætter vi fokus på brugernes oplevelse af, hvad der er et behageligt lys, uden at det flimrer,« siger han.

Samtidig er prisen for alminde­lige LED-pærer til vores hjem drastisk faldende. Konkurrencen er ekstremt hård, og Mike Hjorth Andersen forventer, at vi i Danmark inden for det næste halve år vil kunne købe tre styk 40 watts-erstatninger for 100 kroner.

Ved at kombinere flere forskelligfarvede dioder i en enkelt lyskilde er det muligt at skabe alle toner af hvidt lys. Det kendes naturligvis fra forskellige typer af computerskærme, men bruges nu altså også i egentlige lyskilder. Lyskilderne indeholder enten kombinationer af kolde og varme LED’er eller RGB-dioder og hvide LED’er og er grundlaget for såkaldt ‘Human Centric Lighting’ eller på dansk ‘døgnrytmelys’.

Ifølge Anne Bay er netop døgnrytmelys det nye sort inden for belysning. Det skyldes opdagelsen i 2002 af den tredje receptor i øjet, som vi i dag ved har betydning for reguleringen af den menneskelige døgnrytme:

»Selv om det er kunstlys, kan det efterligne dagslyset og reguleres i løbet af døgnet, så menneskets naturlige døgnrytme understøttes,« fortæller hun.

OLED er langt fra gennembrud

Med OLED tager lyskilderne endnu et skridt. Lyskilden bliver her til en flade, som kan bøjes. I en OLED består det lysafgivende lag af en carbonforbindelse, og OLED har allerede fundet vej ind i display af forskellige størrelse på vores telefoner og til en vis grad også vores computerskærme. Men det kniber endnu med at udnytte dem til generel belysning:

»Det er ekstremt svært at få levetiden og lysstyrken op. Det skal nok lykkes, men der er et stykke vej endnu,« siger Mike Hjorth Andersen og peger på, at de mest lysstærke highpower LED’er i laboratoriet i dag ligger på 250 lumen/W, mens OLED’er kun ligger på 50-60 lumen/W fordelt over en større flade.

Heller ikke Anne Bay tror, at OLED’ernes gennembrud er lige om hjørnet. Foruden problemer med effekt og levetid kan OLED’er ikke bruges alle steder, da lyset er diffust i modsætning til LED’ernes retningsbestemte lys. Dermed mangler vi skygger, som er med til at give os formoplevelse og afstandsbedømmelse:

»Men jeg vil tro, at vi inden for 4-5 år vil se en langt større udbredelse af OLED-lys,« siger hun.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

»Glem House of Cards og Game of Thrones – den danske middelalderhistorie er meget vildere og har det hele: intriger, blodsudgydelser, magtkampe. Det overgår langt fantasien,« siger Christian Irgens.

Han er kommunikationschef på det nye Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som efter en gedigen saltvandsindsprøjtning på 140 millioner kroner åbner dørene i dag – mere end klar til at fortælle netop dén historie.

For de mange millioner har museet udgravet voldgraven og fyldt den med vand, opført et nyt museum, tegnet af arkitekterne Lundgaard & Tranberg, og ikke mindst fortalt den spændende middelalderhistorie med indlevelse og ny teknologi.

Da arkæologerne begyndte at udgrave det gamle voldanlæg, stødte de ikke bare på rester af flæskestegssandwich og gamle flasker – de fandt også to sammenstyrtede tårne fra den oprindelige kongeborg, der i perioden fra midten af 1300-tallet og et par hundrede år frem, var Danmarks største.

Dengang var der i alt ni tårne. Nu står der kun ét tårn tilbage i Vordingborg. Gåsetårnet. Det blev bygget i 1360’erne, og navnet henviser til Valdemar Atterdags hån over for de tyske magtcentre, han konstant kæmpede imod.

De to genfundne tårne menes at være styrtet sammen for 350-400 år siden efter at have levet en tid som ‘de skæve tårne i Vordingborg’, for arkæologerne har kunnet notere sig sætningsskader i fundamenterne. Men de ligger altså endnu i voldgraven, for det ville kræve yderligere finansiering at udgrave og genetablere dem.

Levende borg

Hvordan det oprindelige borganlæg har set ud, kan man nu alligevel få en god fornemmelse af på den iPad, man får udleveret ved indgangen.

Med såkaldt Augmentet Reality bliver borgen vækket til live på skærmen, mens man går rundt i området med iPad’en. Og borgen har været enorm. Omkring seks millioner mursten blev brugt til byggeriet, der blandt andet omfattede en 770 meter lang borgmur. Det vidner ikke bare om en stor borg, der var strategisk placeret midt i Danmark med gode søfartsmuligheder, det siger også noget om, at kongen var blevet rig. Teglsten var bekostelige.

Mursten er et af de seks temaer, Danmarks Borgcenter tager op i løbet af udstillingen. For danskerne kendte ikke til mursten, før italienske munke blev bragt hertil af biskop Absalon (1128-1201). Han havde et stort netværk inden for den katolske kirke efter at have studeret i Paris. Som Christian Irgens siger:

»På det tidspunkt kendte danskerne kun til at klaske ler op mellem nogle trækonstruktioner.«

Teknikken gjorde det muligt at bygge imponerende borge og kirker i et stenfattigt land som Danmark. Murstenene gav magten form.

Ny teknologi i formidlingen

Danmarks Borgcenter har især lagt vægt på historiefortællingen, så både børn og voksne bliver underholdt fra indgang til udgang. Indgangen er stadig det gamle bindingsværkshus, der har ligget der i århundreder, mens den nye bygning, der ligger i forlængelse af det, er en rå betonbygning støbt in situ og belagt med Cortén-stål.

En del af den nye bygning er gravet ned under jorden for ikke at forstyrre det fredede fortidsminde for meget.

Når man køber billet, får man udleveret en iPad og et par høretelefoner, og derefter kan man vælge forskellige formidlingsveje gennem udstillingen. Videoer og animationer som projektioner på væggene går igen i den nye udstillingsbygning. Her er også opført en stor jernkasse med en længde på cirka 12 meter som noget af det første, man møder. Her fortælles historien om kongen og kirken, kampen mellem det gode og onde – der også var central i middelalderens politiske intriger.

»Vi viser også kampen mellem det gode og det onde som en sindstilstand. For hvad er fordele og ulemper ved alliancerne? Hvad får man? Og hvad giver man køb på? Og hvordan forsvarer man det over for sig selv og for Gud?« siger Christian Irgens.

Et andet tema er magt. Udstillingsarrangørerne har udvidet for­ståelsen af begrebet, så det ikke kun handler om Valdemar Atterdag (1320-1375) og hans generobring af Danmark borg for borg, men også om magtens natur. 20 kendte danskere, blandt andre politikere som Mogens Lykketoft og Connie Hedegaard, soldater, arkæologer og historikere fortæller på forskellige videoprojektioner om magt. Hvordan får man – og tager man – magt i dag?

På moderne vis bliver den besøgende også opfordret til at se nærmere på sit eget liv: Hvor har vedkommende magt? Hvilke alliancer indgår han eller hun i?

Historien bliver fortalt i et lettilgængeligt sprog af skuespillerne Dan Schlosser og Jens Andersen, mens musik af Rasmus Zwicki akkompagnerer de besøgende. Der er også en særlig børne-app. Den inkluderer spillet Ghost Hunt, så man kan tage iPad’en med ud på det gamle borgareal, hvor borgen og de gespenster og væsner, folk troede på i middelalderen, bliver vakt til live, mens man med fantasifulde våben kan bekæmpe dem.

Ifølge Christian Irgens kan det endda blive svært at få børnene med hjem igen:

»Vi har lige afprøvet det på en syvårig dreng. Han ville ikke med hjem, før han havde været gennem de sidste tre poster og slået de sidste monstre ihjel,« siger han.

Når Danmarks Borgcenter har valgt at formidle historien sådan, er det netop for at tiltrække et andet publikum end dem, der normalt går på museum, fortæller Christian Irgens:

»Historieformidling på museerne har traditionelt været fortalt af historikere for historikere. Vi har villet gøre den fantastiske historie, der ligger her, tilgængelig for så mange som muligt. Og når man har adgang til ny teknologi, er det utroligt, så mange måder man kan fortælle historie på.«

Danmarks Borgcenter i Vordingborg åbner i dag. Se mere på danmarksborgcenter.dk, museerne.dk eller facebook.com/museumsydostdanmark.

Da Pihl & Søn gik konkurs i august sidste år, måtte konkurrenten Aarsleff nedskrive sit regnskab med 30 mio. kr., som de havde til gode hos Pihl. Desuden måtte Aarsleff overtage alt arbejde på de to store projekter, som entreprenøren udførte i et joint venture med Pihl – nemlig ombygningen af Nørreport Station og den nye Värtahamnen i Stockholm.

Konkurrentens konkurs kom angiveligt som en overraskelse for Aarsleffs administrerende direktør, Ebbe Malte Iversen, som i Børsen kaldte den ‘aldeles uventet’. Men Aarsleff havde haft bedre indsigt i Pihls forretning end de fleste, fortæller bogen ‘Sørens saga’, som udkommer i dag: Aarsleff var nemlig i begyndelsen af 2012 meget tæt på at købe Pihl.

Forfatteren, Poul Høegh Østergaard, har skrevet om og for bygge­branchen i mange år og var i gang med en portrætbog om Pihls mangeårige direktør og ejer, Søren Langvad, da krisen ramte entreprenørkoncernen med fuld kraft. Søren Langvads liv var uløseligt forbundet med Pihl, så gennem de mange samtaler, forfatteren havde med Søren Langvad, fik han også et indblik i hans forsøg på at sikre Pihl & Søns overlevelse i kampen mod kreditorerne.

Kontakt til Aarsleff

I efteråret 2011 er Søren Langvads holdning, at hans fire børn, som står til at arve Pihl & Søn, kan gøre med selskabet, hvad de vil. Efter hans død, men ikke før.

Allerede få måneder senere kradser krisen imidlertid så kraftigt hos Pihl, at Søren Langvad opsøger konkurrenten Aarsleff, som Pihl dog også har et nært samarbejde med.

‘For en umiddelbar betragtning det perfekte match. Begge er inge­niør­tunge anlægsentreprenører – Aarsleff hovedsageligt under jorden, Pihl over den og på vandet. De er skåret efter nogenlunde samme værdisæt og kender hinanden fra en stribe vellykkede joint ventures,’ skriver Poul Høegh Østergaard i bogen.

Aarsleff er ligesom Pihl & Søn vokset kraftigt efter årtusindskiftet. Fra 2004 til 2011 har Aarsleff næsten fordoblet sin omsætning til ca. 6,6 mia. kr. I modsætning til situationen hos Pihl er væksten imidlertid foregået med sorte tal på bundlinjen.

Hos Pihl har væksten været meget mere voldsom – en tidobling i omsætningen på ti år. I starten går det fint, men 2011 ender med et underskud på knap 200 mio. kr.

I bogen erkender Søren Langvad da også, at væksten har været for voldsom.

»For eksempel havde vi jo aldrig lavet boligbyggeri, men pludselig for en halv snes år siden fik vi en masse boligbyggeri og en masse nye folk ind til at styre det. Der blev lavet nogle grumme fejltagelser, der har kostet os det hvide ud af øjnene. Vi gik for massivt ind. Det skulle vi nok ikke have gjort. Firmaets styrke har været at få beslutningerne så langt ned i geledderne som muligt. Når man gør det, åbner man selvfølgelig også for, at der bliver truffet nogle forkerte beslutninger. Men det er jo også det, der skaber noget,« fortæller Søren Langvad i bogen i september 2011.

To måneder senere forlanger Danske Bank, som har 700 mio. kr. til gode hos Pihl, at de får lov til at lave en kritisk gennemgang af alle Pihls igangværende projekter. Banken har faktisk allerede udpeget en uvildig konsulent – nemlig Birgit W. Nørgaard.

Den økonomiuddannede Nørgaard har flere store lederposter og ikke mindst redningen og salget af ingeniørrådgiveren Carl Bro på cv’et. Især det sidste skræmmer ifølge bogen Søren Langvad.

Derfor ringer han i december 2011 til Aarsleffs administrerende direktør, Ebbe Malte Iversen.

»Han spurgte, om han måtte komme over at snakke med os. Det måtte han selvfølgelig gerne,« fortæller Ebbe Malte Iversen til Ingeniøren.

Kort tid senere sidder Søren Langvad sammen med Halldór P. Ragnarsson, der er udset til at efterfølge Søren Langvad i direktørstolen hos Pihl, i et mødelokale hos Aarsleff i Åbyhøj ved Aarhus.

»De ville gerne tale om et tættere samarbejde. Det var naturligt, for vi havde gennem mange år haft et godt samarbejde og en god forståelse for hinanden. Og vi havde stor respekt for Pihls styrker, især inden for projektledelse af større projekter.«

Mødet bliver fulgt op af flere samtaler i de følgende uger. Begge parter kan se gode synergimuligheder.

»Pihl havde gennem årene evnet at samle en gruppe af projektledere, som var gode til at arbejde meget projektorienteret med udpræget brug af underentreprenører: Altså til at tage et eller andet sted hen i Danmark eller udlandet og samarbejde med underentreprenører om løsningen af et konkret projekt, hvorefter de tager hjem igen eller ud på et andet projekt, hvor de skal indgå i en ny projektorganisation. Det kræver folk, der er geografisk mobile, fagligt mobile og med Sørens ord har en ‘polyteknisk kvalifikation’. Desuden kræver det en fleksibel organisation. Det ville være et godt match for vores virksomhed, hvor vi også har stærke kompetencer inden for projektledelse af store projekter, men i højere grad arbejder med egenproduktion,« forklarer Ebbe Malte Iversen.

Men samtidig med, at Pihl og Aarsleff fik aftalt, hvordan et eventuelt samarbejde skulle foregå – og ifølge bogen fik sat navne på ledere og nøglemedarbejdere – blev det også klart, at Pihls regnskabsbøger kunne gemme på uhyggelige overraskelser.

»På det tidspunkt vidste vi jo ikke, at 2011 ville ende med underskud på knap 200 mio. kr. Men tallene fra 2010 havde indikeret, at resultaterne var under pres. Og det stod klart i drøftelserne, at resultatet i 2011 ville blive ringe,« siger han.

Derfor var det også udelukket, at Aarsleff kunne overtage Pihl med det samme.

»Der var forskellige samarbejdsmodeller på bordet. Én af dem kunne ende med en overtagelse. Men det var udelukket, at det kunne ske hurtigt. Vi skulle se Pihls tal og udvikling over en længere periode. Og vi ville ikke have kunnet overtage dem i 2011, for deres gæld og lave egenkapital ville have sat vores soliditet for meget under pres,« siger Ebbe Malte Iversen.

Meldingen om, at Aarsleff ikke kan reagere hurtigt, får Søren Langvad til at trække følehornene til sig. I ‘Sørens saga’ skriver Poul Høegh Østergaard, at pengene ikke passede til det, som Søren Langvad havde forestillet sig. Men Ebbe Malte Iversen erindrer ikke, at der nogensinde kom et konkret købstilbud på bordet.

For at komme Danske Bank i forkøbet meddeler Søren Langvad i foråret 2012, at han vil overlade direktørposten til Halldór P. Ragnarsson og selv fortsætte som formand for bestyrelsen. Men Danske Bank kræver, at Birgit W. Nørgaard bliver bestyrelsesformand. Fordi Søren Langvad har deponeret sine aktier hos banken som sikkerhed for en kreditudvidelse, kan han ikke nægte. Birgit W. Nørgaard bliver direktør, og derefter bliver både Søren Langvad og Halldór P. Ragnarsson kørt ud på hvert deres sidespor.

Overtog Pihls projektledere

Efter Søren Langvads død i december 2012 og Pihls konkurs i august 2013 overtog Aarsleff som nævnt det fulde ansvar for at gennemføre de to byggerier, hvor de var i joint venture med Pihl: to projekter, som på tidspunktet for overtagelsen stadig så ud til at give overskud.

Aarsleff tilbød Pihls medarbejdere på projekterne at fortsætte hos dem, og derudover tilbød de ansættelse til mange af de ingeniører, som netop havde mistet jobbet.

I dag har cirka 50 tidligere Pihl-­ansatte job hos Aarlseff.

»Organisatorisk har vi på sin vis opnået en del af det, som oprindeligt var intentionen med det tættere samarbejde. Vi har overtaget de fleste medarbejdere fra de projekter, hvor vi arbejdede i joint venture, og så er der kommet nogle andre dygtige og erfarne projektledere til, som vi tidligere har arbejdet godt sammen med på andre projekter.«

Om samarbejdet med Pihl kunne have ændret entreprenørens skæbne tør Ebbe Malte Iversen ikke spå om.

»Men en udvidelse af vores samarbejde kunne måske have haft en signalværdi, der kunne have bidraget til, at Pihl havde fået en mere sikker udvikling,« vurderer han i dag.

»Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig herom, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke.«

Sådan skrev en af de mest berømte kirkefædre, Augustin af Hippo, for godt 1.600 år siden. Siden har filosoffer og fysikere kæmpet med at forstå tiden.

Den amerikanske fysiker Lee Smolin vil nu gøre op med både Isaac Newtons og Albert Einsteins opfattelse af tiden og sætte tiden over alt andet.

For Newton var tid og rum absolutte begreber, som fungerede uafhængigt af hinanden. Universet var som et mekanisk ur, der var designet og trukket op af Gud.

Einstein gjorde tid og rum relative og smedede dem sammen i en firedimensional rumtid, hvor forskellen på fortid og fremtid ikke var anderledes end forskellen på op og ned eller højre og venstre.

‘Sondringen mellem fortid, nutid og fremtid er kun en illusion,’ skrev Einstein i et brev i marts 1955 til sin afdøde ven Michele Bessos familie.

Til trods for at tidens gang for almindelige mennesker er noget af det mest faste i tilværelsen, så mener de fleste fysikere, at tid opstår på grund af mere fundamentale egenskaber ved universet, hvor tidens retning forklares med termodynamikkens love.

‘Efter lange overvejelser køber jeg ikke den forklaring,’ skriver Lee Smolin i en ny artikel i Physics Today, hvor han opridser hoved­temaerne i sin bog ‘Time Reborn’, der udkom i 2013, og i en endnu ikke udkommet bog, ‘The Singular Universe and the Reality of Time’, skrevet sammen med filosoffen Roberto Mangabeira Unger.

Tre store spørgsmål

For Smolin er tid en reel størrelse, og det er måske endog den eneste egenskab ved naturen, der hverken opstår på grund af noget andet eller er approksimativ.

Det er et kontroversielt synspunkt, og det vil have drastiske konsekvenser, hvis det er rigtigt. Fortid og fremtid vil ikke være ligestillede som i det firedimensionale rumtidsbegreb, og naturlovene vil ændre sig med tiden.

I den fremragende serie Tænkepauser er for nylig udkommet bogen ‘Tid’, skrevet af professor i relativistisk atomfysik ved Aarhus Universitet
Ulrik Uggerhøj.

Det er en nutidig indføring i konsekvenserne af den specielle og den generelle relativitetsteori omkring tid og samtidighed, som godt kan tåle sammenligning med George Gamows klassiker ‘Mr. Tompkins i drømmeland’ fra 1940. Ud over de relativistiske fænomener er der noget om atomure og tidens retning.

Det er en velskrevet og letlæst bog, som er krydret med flere fornøjelige citater. Den amerikanske fysiker John Wheeler har sagt: ‘Tid er naturens måde til at undgå, at alting sker på en gang’. Det er dog et cirkulært argument i den lommefilosofiske kategori, og John Wheeler har da også indrømmet at have fundet bemærkningen på et herretoilet i Austin i Texas.

Selvom Ulrik Uggerhøj i modsætning til Lee Smolin holder sig til bredt
accepterede fysiske teorier og eksperimenter, så ender bogen med bemærkningen om, at tid nok længe vil forblive ‘noget mærkeligt noget’ – som Kaj og Andrea synger i en Povl Kjøller-sang fra 1970’erne.

Bogen, som kan læses på en lille times tid, ligger i denne tid i toppen af bestsellerlisten for dansk faglitteratur.

Ulrik Uggerhøj: Tid, Aarhus Universitetsforlag, 60 sider, 40 kr.

Når Lee Smolin vil gøre tiden til et kernebegreb for en beskrivelse af naturen, er det i et forsøg på at besvare tre kosmologiske spørgsmål:

1. Hvorfor har naturen udvalgt de naturlove, vi kan deducere os frem til ud fra observationer og eksperimenter? Og hvorfor er naturkonstanterne så fintunede, at ganske små afvigelser fra deres værdier vil medføre, at der slet ikke ville være et univers, som vi kender, med stjerner og kompliceret kemi.

2. Hvorfor var universet utrolig homogent i dets første tilstand efter big bang?

3. Hvorfor er universet i dag næsten 14 milliarder år efter big bang langt fra termisk ligevægt, så der findes en lang række irreversible processer givet ved bl.a. termodynamikkens regler?

Mystisk forklaring

En besvarelse af disse spørgsmål er ifølge Lee Smolin umulig, hvis man antager, at det eneste, der ændrer sig i universet, er bevægelser og positioner af atomer styret af uforanderlige naturlove. En beskrivelse, han kalder for Newtons paradigme.

Nogle fysikere har godt nok forsøgt sig med multivers-forklaringer, hvor der findes mange forskellige universer med forskellige værdier for naturkonstanterne. Når værdierne for naturkonstanterne er helt rigtige for liv i vores univers, er det ikke så overraskende, for vi ville jo ikke være til stede, hvis betingelserne var forkerte.

Smolin er ikke multivers-tilhænger, for hypotesen har ikke produceret en eneste forudsigelse, som man kan undersøge og i givet fald falsificere.

Den traditionelle forklaring på, at universet stadig er langt fra termisk ligevægt, og at der findes en termodynamisk forklaring på tidens retning, er, at universet begyndte i en meget usandsynlig tilstand med meget lav entropi. Men det er blot at forklare et mysterium med et andet mysterium, mener Smolin.

Sorte huller og nye universer

Han mener derfor, at den eneste udvej er at løsrive naturlovene fra tidens åg.

Smolin tager udgangspunkt i en teori om, at et nyt univers opstår, når en stjerne kollapser til et sort hul, og tiden i henhold til den generelle relativitetsteori stopper. Kvanteeffekter vil efterfølgende sætte gang i et nyt univers. Hvor tiden slutter i det sorte hul, begynder den ved et big bang i et nyt univers.

Lee Smolins tilføjelse til denne teori er, at egenskaber for partikler og naturlove ændres ganske svagt og tilfældigt, når et nyt univers opstår.

Ændringerne afgør, om det nye univers vil have mindre eller større tilbøjelighed til at danne sorte huller, som kan blive til nye universer og så videre. I denne proces vil der være en tilbøjelighed til, at lige præcis den form for univers, som vi befinder os i, bliver et typisk univers.

Smolin har hentet inspiration fra evolutionsbiologien og kalder princippet for kosmisk naturlig udvælgelse.

Det står dog fast, at mange fysiske systemer beskrives godt med tidsuafhængige love. Hertil beretter Smolin, at termodynamikken har vist, at tidsirreversible effektive love kan opstå ud fra tidsreversible fundamentale love. Han har nu sat sig for at undersøge, om det omvendte også kan være tilfældet.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Teknikerne i Københavns Kommune er netop nu ved at lægge linjeføringen for de store rørledninger, som skal føre vand fra de oversvømmelsesplagede dele af hovedstaden og ud i havnen.

Rørledningerne er en del af kommunens skybrudsplan – men faktisk får rørledningen fra Østerbro og ned til Århusgade den konsekvens, at terrænet i en del af Nordhavnen skal hæves tre meter over daglig vande for ikke at blive oversvømmet af vand fra et helt andet sted i byen.

Nødvendigheden af at beskytte beboelser og kritisk infrastruktur mod oversvømmelser har allerede ramt planlægningen af nedgangen til metroens kommende Nordhavn Station, der bliver hævet til kote 3,05.

Metroselskabets planlæggere arbejder nu sammen med By & Havns byudviklingsprojekt, hvor byplanlæggerne går med de samme overvejelser om at hæve dele af Nordhavnen.

»Nu laver Københavns Kommune et kæmpearbejde i forhold til at håndtere skybrud. Og hvis de afleder vandet fra Østerbro til Århusgade/Strandboulevarden, går det ud over Nordhavn Station. Derfor har vi været nødt til at beholde den i 3,05, for at være sikker,« siger Lillah Lucie Emmik Sørensen.

Vandet bliver sammenstuvet

I virkeligheden handler det om, at byens naturlige vandveje ned mod Øresund i tidens løb er reguleret væk. Åbne vandløb er lagt i rør, og boliger, erhverv, jernbaner og motorveje er lagt ud som barrierer, der stuver eksempelvis vandet fra Emdrup sø, Utterslev Mose, Lersøgrøften og Vilhelmsdalsløbet sammen på bl.a. Lyngbymotorvejen.

Dén uhensigtsmæssige sammenstuvning har Københavns Kommune med sin skybrudsplan sat sig for at løse. Planlæggerne har nu sendt planerne for syv vandoplande i offentlig høring, fortæller Lykke Leonhardsen, enhedschef i Byens Udvikling i Københavns Kommune. Planerne skitserer principperne, men er hverken detailprojekteret eller vedtaget:

»Politikerne har sagt god for princippet om at få vandet væk, men ikke præcist til linjeføringen af rørledningerne. Vi er ved at lave en implementeringsplan for alle skybrudsprojekterne, som indebærer, at politikerne i år skal diskustere prioriteringen,« fortæller Lykke Leonhardsen.

Senest er en stor rørledning omkring Vesterbro, fra Sankt Jørgens Sø til Kalvebod Brygge, sendt i offentlig høring.

Når alle syv vandoplande er endelig behandlet, beder forvaltningen teknik- og miljø, økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om at tage stilling til rækkefølgen for at realisere. Og så kan de enkelte projekter sættes i gang i en ruf, nogle muligvis forsinket af behovet for VVM-redegørelser og lokalplaner.

I alt 20 år regner teknik- og miljøforvaltningen med, at det vil tage at gennemføre skybrudsplanerne for hele byen.

Brand i medicinalfabrik på Amager: gå indendøre. Svindel med danskernes betalingskort i Sydamerika: vær opmærksom på dine kontoudtog. Vi kender alle meddelelserne fra radio og tv om, hvordan vi bør forholde os i den slags situationer.

I skærende kontrast står de officielle udmeldinger, eller rettere mangel på samme, i forhold til den såkaldte Heartbleed-sårbarhed, der har påvirket adskillige servere på internettet, uundgåeligt også i Danmark. Og som i princippet har gjort det muligt for enhver at fiske fortrolige oplysninger ud af serveres hukommelse om brugernavne, passwords, mail-indhold og så fremdeles. Nærmest kun fantasien sætter grænser.

Sårbarheden har eksisteret i det udbredte OpenSSL-bibliotek siden 2012, som ellers netop skulle sikre kommunikationen med servere, men reelt har bevirket det modsatte.

Mens Heartbleed har fået folk med forstand på it-sikkerhed verden over helt op at ringe, har der ingen officielle udmeldinger været fra danske myndigheder – såvidt Version2 har kunnet finde frem til – om, hvordan almindelige borgere bør forholde sig i forhold til Heartbleed-sikkerhedshullet. Ligesom der tilsyneladende heller ingen meldinger har været om, hvilke offentlige digitale tjenester, der eventuelt har været berørt af sårbarheden – som dermed også vil have berørt de borgere, der har været i kontakt med tjenesterne.

Version2-blogger med forstand på it-sikkerhed Henrik Kramshøj fra Solido Networks var tidligt ude med et blogindlæg om Heartbleed. Og han har efterfølgende slået til lyd for, at folk – over en bred kam – bør skifte deres kodeord, da sandsynligheden taler for, at mange har været i berøring med kompromitterede servere.

Og han undrer sig over, at det er folk som ham, der skal råbe vagt i gevær, mens der ingen officielle udmeldinger har været fra myndigheder:

»Nogen burde være ude og fortælle om det. En af årsagerne til, at de ikke gør det, kan være, de er bange for, at det vil skabe utryghed. Men man kan ikke stikke hovedet i busken altid. Vi skal have det ud så bredt som muligt, det er vi nødt til,« siger Henrik Kramshøj.

Meldingen bakkes op af Ulf Munkedal, direktør i it-konsulent-virksomheden FortConsult. Han peger på, at det kan være uafklaret, hvilket myndighed der har ansvaret for at komme med en generelt udmelding i en situation som den nuværende.

»Jeg undrer mig også over, at der er helt tavst. Jeg går ud fra, det er fordi, man er igang med at finde ud af, hvad konsekvenserne er, og hvad man kan gøre ved det,« siger han.

Ulf Munkedal påpeger, at hvis tavsheden skyldes, at der mangler en ansvarsplacering for den slags udmeldinger, så skal det naturligvis også løses. Helst så ansvaret ligger hos en af de eksisterende myndigheder.

»Der er nok af dem. Det er ikke fordi, der mangler myndigheder, der arbejder med it-sikkerhed.«

Peter Kruse fra virksomheden CSIS efterlyser også en borgerrettet udmelding fra de danske myndigheder. Og i den forbindelse mener han, der i vores nabolande har været et langt større pressemæssigt fokus på problemstillingen blandt mainstream-medierne, end det foreløbigt har været tilfældet i Danmark.

»I Danmark tror jeg ikke, man har forstået, hvad det egentlig går ud på,« siger han.

Og når eksempelvis en myndighed som Digitaliseringsstyrelsen ikke har meldt generelt ud, gætter Peter Kruse på, at det kan skyldes, at de og andre myndigheder i første omgang har haft så travlt med at få afdækket og lukket sårbarheden i egne systemer, at borgerrettede udmeldinger simpelthen er kommet i anden række.

»Det er det offentlige Danmarks forbandede pligt at sørge for at gøre det her læsbart og forståeligt for borgerne og for pressen. Så folk kan forstå, hvad det er,« siger Peter Kruse og henviser til, at den manglende gennemslagskraft i forhold til Heartbleed-sårbarheden hænger sammen med, at den går hånd i hånd med ord som OpenSSL og private nøgler.

Varslingsorganisationen DK-CERT var tidligt ude med en melding omkring Heartbleed-sårbarheden. Men der er tale om en generel, kort meddelelse, der ikke er videre let at afkode for ikke-it-kyndige personer. Siden – i går og i dag – har der været to andre korte meddelelser med informationer, der tidligere har været fremme i udenlandske medier. Heller ikke her, er der tale om tekst, der må formodes at give meget mening for den almindelige borger, som ej næppe heller finder frem til skrivelserne.

Version2 har kontaktet DK-CERT telefonisk og via mail for en uddybning af virksomhedens rolle i forhold til den slags varslinger. Men organisationen har ikke givet svar.

Desuden har Version2 været i kontakt med Center for Cybersikkerhed for at høre, om organisationen har tænkt sig at komme med en officiel udmelding – dette var i går, den 10. april, altså tre dage efter sårbarheden blev bredt kendt.

Efterfølgende, det vil sige i dag, har Center for Cybersikkerhed offentliggjort en ganske kort meddelelse om sårbarheden på organisationens hjemmeside, der ikke kan siges at være hverken videre informativ eller borgerrettet. Sidst Center for Cybersikkerhed offentliggjorde en nyhed på hjemmesiden var iøvrigt 27. marts.

»Center for Cybersikkerhed har siden 7. april 2014 fulgt situationen tæt og har varslet centerets kunder. De seneste dage er en nyopdaget sårbarhed i krypteringsprotokollen OpenSSL blevet dækket af danske og internationale medier. Center for Cybersikkerhed har siden 7. april 2014 fulgt situationen tæt og har varslet centerets kunder. Centeret har på nuværende tidspunkt viden om et fåtal af forsøg på udnyttelse af sårbarheden, men fortsætter med at følge situationen nøje,« står der på hjemmesiden..

Center for Cybersikkerheds pressefunktion oplyser, at ansvaret for at varsko borgere i den slags situationer ligger hos Digitaliseringsstyrelsen, myndigheden hvor blandt andet NemId hører under.

Digitaliseringsstyrelsen har tidligere fortalt til Version2, at situationen bliver taget alvorligt. Styrelsen er dog ikke vendt tilbage på en henvendelse om, hvorvidt der kommer en officiel melding fra myndigheden på tidspunkt. Eksempelvis i forhold til, hvordan borgere bør forholde sig.

Om Heartbleed

Heartbleed-sårbarheden relaterer sig til det udbredte OpenSSL-bibliotek, der skal skabe en sikker forbindelse til en server. Heartbleed blev offentligt kendt i april i år, men har eksisteret i OpenSSL til produktionsmiljøer siden 2012.

Sårbarheden gør det kort fortalt muligt for vilkårlige besøgende at sende en særlig datapakke til en server, hvorefter serveren returnerer dele af indholdet i sin hukommelse. Det kan i princippet være serverens private nøgler, andre besøgendes brugernavn og kodeord samt indholdet af eksempelvis e-mails, chat-beskeder etc.

Altså et eklatant it-sikkerhedshul, som har fået den anerkendte og nøgterne it-sikkerhedsmand Bruce Schneier til at kalde Heartbleed for katastrofal samt give sårbarheden 11 på en skala fra 1 til 10 målt på, hvad der må formodes at være alvorlighed.

Omkring 25 procent af analyserne på Rigshospitalets Molekylærgenetiske Laboratorium er flyttet fra traditionel sangersekventering til Next Generation Sequencing (NGS).

Sangersekventering af f.eks. et til to gener tager groft sagt to til fire dage at udføre. NGS kan gøres på samme tid og til samme pris, men forskellen er, at det er uden betydning, om man kun sekventerer et gen eller flere hundrede. Udfordringen ved NGS er derimod at udpege genetiske variationer, som man regner med har en klinisk betydning.

»Forskellen mellem sangersekventering og NGS er som forskellen mellem at købe en lille og en stor bog til samme pris. Der står mere i den store bog, men det tager også længere tid at læse den og ikke mindst at finde alle stavefejlene,« siger Morten Dunø, der er laboratorieleder på Molekylærgenetisk Laboratorium.

Ifølge Morten Dunø ændrer NGS på lægernes metoder. Nu ser de ikke længere på ét gen ad gangen, men kigger i stedet på ‘den kliniske boldgade’, som han udtrykker det.

»F.eks. kan arvelig døvhed skyldes mutationer i over 50 kendte gener, og nu kan vi kigge på dem alle,« siger Morten Dunø.

Derfor udvikler lægerne såkaldte genpakker, og det betyder bl.a., at de i dag ser på 11 gener som mulige årsager til bindevævssygdomme i stedet for på de to gener, som var en del af sangersekventeringen.

Genpakkerne er lægernes måde at undgå et for stort analysearbejde på, men hvis pakkerne ikke giver svar, vælger lægerne i nogle tilfælde at foretage en såkaldt exom-sekventering. Det er en sekventering af alle de kodende regioner af genet (omkring to procent af det totale humane genom),og den giver lægerne tusindvis af varianter.

På Klinisk Genetisk Klinik på Rigshospitalet er man netop begyndt at bruge exom-sekventering i særlige tilfælde, men det er tidskrævende. Lægerne skal nemlig arbejde sig gennem et hav af ubrugelige data for at ende med en stribe kandidatgener, der mistænkes for eksempelvis at give kræft.