Category Archives: computer

De dage, da Windows var verdens mest udbredte styresystem, er forlængst forbi.

For selv om Microsoft sælger både Windows 8, Windows RT og Windows Phone – og stadig også lidt Windows 7 – er Windows som en samlet gruppe af styresystemer på ingen måder i stand til at hamle op med Android.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Gartner.

Ifølge it-analysehuset blev der sidste år sendt næsten 880 millioner Android-baserede enheder af sted fra producenternes fabrikker til butikkerne.

Det antal Android-forsendelser vil ifølge Gartner være steget til mere end 1,3 milliarder i 2015.

Til sammenligning blev der i 2013 sendt blot 325 millioner Windows-baserede smartphones, pc’er og tablets ud på markedet – og det antal vil kun være vokset til 379 millioner i 2015.

Apples to styresystemer, iOS og Mac OS, blev sendt af sted på samlet 241 millioner enheder i 2013, og det antal vil ifølge Gartner være steget til 324 millioner i 2015.

Derudover er der i Gartner-opgørelsen en stor gruppe af “andre” styresystemer, som lå på 873 millioner i 2013 og vil falde til 565 millioner i 2015.

Kritikere af denne slags opgørelser vil nok fremhæve, at man ikke kan gøre styresystemernes styrkeforhold op på den måde, fordi Windows stadig er ganske dominerende på den klassiske pc, mens Android styrer på smartphones, og iOS fylder rigtig meget på tablet-fronten.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at grænserne imellem de forskellige produkt-kategorier er ved at blive visket ud, og at forbrugerne i stigende grad vender sig imod tablets, smartphones og andre mere moderne produkter, så pc’en dermed fylder mindre og mindre relativt set.

Det er grundlæggende her, at Microsofts store Windows-udfordring ligger gemt, fordi de nye Windows-platforme, Windows Phone og Windows 8/RT, ikke kan modsvare det ekstreme fald, der er i salget af traditionelle pc’er med Windows.    

Det er også forklaringen på, at Microsoft nu – efter at have tøvet i flere år – har lanceret sin Office-pakke til iPad – en af de platforme, der i det senere år har stjålet meget af rampelyset fra Windows.

Læs også:

Det nye Microsoft: Lægger WIndows bag sig – her er den nye fremtid
Vildeste fald nogensinde: Så meget droppede pc-salget i 2013

I første omgang så det ellers ud til at YouSee opdatering og opgradering af kapacitet løste en del af de problemer Computerworld tidligere har skrevet om. Men nu viser det sig, at problemet kan stamme fra Wifi-spot tjenesten.

Først var der ingen sammenhæng mellem kundernes problemer med hastigheden på YouSees net og så den højt profilerede Wi-Fi-delingstjeneste YouSee Wi-Fi-spot. I stedet var det kunderne som surfede mere, end YouSee-ejeren TDC havde regnet med.

Men nu viser det sig, at sammenhængen er der – med den ekstra bonus, at Wi-Fi-spot også i særlige tilfælde kunne åbne for adgang til mapper uden passwordbeskyttelse på dit netværk. Det skriver YouSee i en status på tjenestens Facebook-side.

“Vi har midlertidigt lukket YouSee Wi-Fi-spot på grund af en softwarefejl. Fejlen kan være årsag til de problemer, enkelte af jer har skrevet om med fald i bredbåndshastigheden. Desuden indeholder den en sårbarhed, som skaber risiko for, at udefrakommende i særlige tilfælde kan skaffe sig adgang til en kundes netværk,” skriver YouSee.  

Problemer med leverandører
“Vi har haft, hvad man kan kalde intensive drøftelser med vores leverandører Cisco og Netgear her over weekenden,” forklarer TDC’s pressechef, Ib Konrad Jensen, til Computerworld og understreger, at der endnu ikke er en tidsplan for hvornår Wi-Fi-spot kommer op igen.

Men understreger han, det er helt klart intentionen at få tjenesten tilbage til brugerne, men af hensyn til brugeroplevelsen og brugernes sikkerhed har de valgt at lukke Wi-Fi-spot.

Konkret betød hullet i routerens software, at udefrakommende potentielt kunne få adgang til delte filer på brugerens interne netværk.  Men, forklarer Ib Konrad Jensen, YouSee ikke har nogle konkrete meldinger om brugere som har haft ubudne gæster.

Hullet i routerens software er dog alvorligt nok til, at sikkerhedsselskabet CSIS Security Group har sendt en sikkerhedsbulletin ud: “CSIS har fundet flere kritiske sårbarheder i TDC’s Yousee hotspot implementering som kan give adgang til private oplysninger og eksponere følsom netværksdata for uvedkommende.”

Indtil videre er Wi-Fi-spot tjenesten dog lukket mens YouSee tester ny software fra leverandørerne. Vil du vide mere, har YouSee oprettet en spørgsmål- og svar-side om problemerne.

Læs også: Du surfer for meget: Københavnske kunder presser YouSees net i bund

Er dette pressebilledet af Lumia 630? Svaret kommer den 2. april. Foto: @evleaks.

Denne uge byder angiveligt på store lanceringer fra Microsoft og Nokia.

Onsdag den 2. april går startskuddet til Microsofts årlige udviklerkonference Build, hvor flere end 6.000 Microsoft-folk mødes i den amerikanske by San Francisco.

Her forventes det, at Microsoft vil løfte sløret for den næste udgave af Windows Phone i version 8.1. Desuden kommer der udviklingsværktøjer (et SDK) til det nye operativsystem.

Ifølge Windows Phone Central er det allerede bekræftet af udviklerholdet bag Phone 8.1, at de er færdige med operativsystemet.

Ligeledes ser det ud til, at Nokia vil vise de nye Lumia-modeller på samme dag, som Build-konferencen starter.

To eller måske tre nye James Bond-telefoner
I dette blogindlæg fortæller telefonproducenten Nokia om en pressekonference den 2. april.

Hvad der kommer til at ske, holdes tæt ind til kroppen, men med hashtagget #moreLumia mere end antyder telefonfabrikken, at der kommer nye telefoner på bordet.

“Det, der gør 2014 så speciel, er det spændende partnerskab mellem Microsoft og Nokia, og vi har nogle godbidder klar til dig,” kan man læse på bloggen.

Websiden The Verge skriver, at Nokia har bekræftet to nye telefoner baseret på Windows Phone 8.1.

Den lille udgave er Nokia Lumia 630 med kodenavn Moneypenny.

Den vil være den første Windows-mobil, hvor knapperne under skærmen er skrottet og flyttet til funktioner på selve skærmen.

Ifølge Windows Phone Central vil den have en skærm på 4,5 tommer og 1 gigabyte hukommelse.

Den anden model med et kodenavn, der også refererer til James Bond, Martini, vil få det mere borgerlige navn Nokia Lumia 930.

Vurderingen lyder på en 5-tommer skærm, processor med fire kerner på 2,2 GHz og 20 megapixel kamera.

Der går også rygter om en tredje model kaldet Goldfinger, der vil være en flagskibsmodel med 3D touch-teknologi, hvor brugeren blandt andet kan navigere via håndbevægelser foran skærmen.

Det skulle eksmepelvis være muligt at navigere i menuer uden at berøre selve skærmens overflade.

Windows Phone Central, der plejer at være godt informeret om telefonerne, vurderer dog først modellen klar næste år.

Windows Phone med action-center
Microsoft prøver også at holde på informationer om nyheder i Phone 8.1, og firmaet har ikke bekræftet noget officielt.

Men der har været lækager, der blandt andet beretter om en ny funktion i form af et såkaldt action-center.

Websiden Windows Phone Central hævder at være kommet i besiddelse af en intern mail med et skærmdump af funktionen, der blandt andet kan bruges til at kontrollere Wi-Fi, Bluetooth og flytilstand.

Ligeledes kan automatisk opdatering af apps og en fintunet browser samt mulighed for at have tre kolonner med kakler på startmenuen være blandt nyhederne.

Computerworld deltager på Build-konferencen, og vi skriver om nyhederne, så hurtigt som de bliver vist frem af Microsoft og Nokia.

Læs også:

Kæmpe strategiskift: Nu satser Nokia på Android-platformen

Her er taberne på det danske smartphone-marked

Test: Nokia Lumia 1520 er en gigantisk mobil der udløser fnis

Derfor skal Nokia og Android imponere på MWC

Microsoft i snedig manøvre med nye Windows-telefoner

Spilleren kan kravle op på ryggen på en fjendtlig Titan, som var robotten en rodeotyr.

Med et hult drøn lander en Titan på slagmarken. Mudderet står i en sky omkring nedslagstedet, som piloten spæner frem fra sit skjul og springer ind i kamprobottens cockpit. Et kort sekund er verden sort, inden de mange systemer vækkes – menneske og maskine er klar til kamp.

Spiludviklerne fra Respawn Entertainment har de seneste par år høstet priser på spilmesser rundt om i verden, hver gang de har vist Titanfall frem – over 80 forskellige priser er det blevet til.

Samtidig er Titanfall blevet kørt i stilling som det første regulære kvalitetsspil til Microsofts Xbox One.

Forventningerne til spillet har således været meget store. Ikke mindst fordi folkene bag Respawn Entertainment har en fortid på den meget succesfulde Call of Duty-serie, og Titanfall derfor er blevet udråbt som spillet, der skal puste nyt liv i 3D-shooter-genren.
 
Velkendte spilmekanismer
Nu er det imidlertid det med et actionspil som Titanfall, at der skal være en hårfin balance mellem det meget velkendte og det nye.

Således vil spillere med erfaring fra blandt andet Call of Duty eller Battlefield hurtigt føle sig hjemme i Titanfall, uanset om de er til fods eller sidder i en kamprobot.

3D-shootere har et veletableret sprog for, hvordan styringen er skruet sammen, og hvilke bevægelser i fingrene der udløser hvilke mekanismer i spillet – et sprog som Titanfall også taler. Det er et sprog, som spiludviklerne heller ikke har det store ønske om at pille alverden ved – for hvorfor fikse noget, der fungerer.

Der er ofte noget meget konservativt over 3D-shootere, og hverken spiludgivere eller målgruppen synes parate til, at spillene foretager kvantespring i forhold til originalitet eller indhold.

Således heller ikke Titanfall, der skåret helt ind til benet blot kombinerer kamprobotter med parkour. Objektivt set to elementer der allerede har vist sig populære i actionspil.

Taktikken er vertikal
Når Titanfall så alligevel fremstår forfriskende, er det netop, fordi spiludviklerne fra Respawn Entertainment formår at kombinere kamprobotter og parkour overbevisende, med masser af indbygget tempo og krav til, at spillerne skal nytænke deres brug af spillets omgivelser.

I det rene rå slagsmål, hvor kamprobot og pilot står over for hinanden, er konfrontationen hurtigt overstået, og efterlader kun en smattet menneskemasse under robottens solide fødder.

Det er ikke nogen rigtig god idé at befinde sig på jorden mellem to kæmpende Titans.

Men piloten er udstyret med jetbælte, kan snildt hoppe et par etager i vejret og løbe langs murene – når spillerens mentale perspektiv flytter sig fra omgivelserne gadeniveau til det vertikale, åbner Titanfalls muligheder sig samtidig op.

Succesoplevelser i Títanfall hænger sammen med en varieret brug af sin kamprobot og så at bevæge sig ud på hustagene, mens robotten opererer overladt til sin kunstige intelligens. Banernes højdeforskelle skal indgå i spillerens taktiske overblik, de skal udnyttes til flankeringsmanøvrer, baghold og være en aktiv medspiller.

Plads til nybegyndere
Respawn Entertainment har erfaring nok til at vide, at et spil som Titanfall skal finde sin målgruppe blandt de spillere, der gerne vil i kamp mod andre spillere online. Historiefortællingen er derfor kun en skitse – et obligatorisk snøft, som fint kan ignoreres, så slåskampen kan komme i gang.

Som altid er der indlysende forskelle på de enkelte spilleres evner, men Titanfall er her fremragende til at favne også de spillere, der kun kigger forbi slagmarken en gang imellem.

Uanset hvor dygtig en spiller er, skal der nemlig nok blive lejlighed til at smadre omkring i en kamprobot og mulighed for at føle, at ens indsats i kampen gør en forskel.

Titanfall har måske ikke genopfundet 3D-shooteren – men de tonstunge kamprobotter har trampet så hårdt omkring, at spiloplevelsen er frisk, fornøjelig og ikke mindst hæsblæsende.

Du kan hente spillet her.

Kassettebånd fra en svunden tid.

ComputerViews: Der er et sted i min kælder – mellem flossede edderkoppespind og gråt mur-puds – hvor man finder musik-mediernes gravplads.

I en mørnet flyttekasse fra forrige årtusinde fandt jeg netop dér for nogle dage siden min samling af kassettebånd. Den er ganske pæn, samlingen. I hvert fald målt på kvantitet.

Kassettebåndet er min generations lp. Båndmediet er fra dengang, da musikken bare var mere ægte.

Og i hvert fald fra dengang, da man måtte slide mere for at skaffe sig de cool numre med bands som Guns N’ Roses, Smashing Pumpkins og Metallica.

Man kopierede fra venner og bekendte, fra biblioteket, fra P3′s sendeflade og fra Gud ved hvor. For det var sådan, man gjorde dengang (kom ikke og sig at du ikke gjorde), og der var ingen, der talte om pirateri.

Igennem årene førte det ene bånd til det andet, og før jeg så mig om, havde jeg fået en ganske pæn musiksamling.

Den troede jeg så, at jeg skulle nyde godt af til tid og evighed – især fordi jeg havde brugt det meste af mine teenageår på at sidde klar til at trykke Record, når Wind of Change med Scorpions eller Bang med Gorky Park endelig var on air.

Men kassettebåndene i flyttekassen er i dag intet værd. Som i intet overhovedet.

For jeg ejer ikke længere nogen afspiller, og selv hvis jeg gjorde, tvivler jeg på, om jeg ville kunne leve med at skulle spole frem og tilbage imellem numrene og vende båndet hver halve time. 

Mon ikke også lydkvaliteten er blevet noget forringet i årenes løb?

Compact Disc post-mortem.

Cd’en sejrede over alt og alle – og nu er den død
Bedre vil det formentlig gå, hvis jeg begynder at afspille indholdet fra den anden flyttekasse, der også gemte sig kælderen.

Compact Disc’en var i sandhed lidt af en revolution, da den gav sig til at indtage danskernes musikreoler.

Så slank, så funklende, så ren i lyden: Cd’en var mediet over alle medier, mente man, og selv om lp-fans og kassettebånds-folket (jeg selv inklusive) for en tid holdt stædigt fast i, at cd’en var alt for skrøbelig over for ridser og for digital og klinisk i lyden, sejrede den ad helvede til.

Og så burde denne lille historie slutte.

Problemet er bare, at de der par hundrede cd’er, jeg brugte de fleste af mine spareskillinger på fra cirka 1990 og frem til cirka 2006, jo ikke længere opbevares i dagligstuen. I stedet ligger de gemt og glemt i en diarré-brun flyttekasse i kælderen.

Det gør de, fordi en fyr ved navn Steve Jobs mente, at kombinationen iPod + iTunes var en rigtig god idé. Og havde ret.

For omkring 2005 købte jeg min første iPod, og stille og roligt begyndte mine musik-indkøb at blive foretaget i iTunes Store og andre online-butikker i stedet for hos den lokale cd-pusher.

Cd’ens død var ikke lige så brat og brutal som kassettebåndets (måske først og fremmest, fordi man havde brugt så mange penge på cd’er, at det gjorde ondt at smide dem ned i kælderen), men cd’erne er i dag for mit vedkommende et fortidens medie. Præcis som kassettebåndet.

iPod og iTunes ændrede alt.

Minidisc levede stærkt, døde ung.

Musiksamlingen på harddisken
Jeg havde en lang periode, hvor jeg brugte de fleste af mine aftener og weekender på at rippe mine cd’er til computerens harddisk, så de kunne synces til min iPod og senere også til smartphonen.

Selv de gamle, støvede kassettebånd fik lidt af en revival, da jeg gav mig til at overføre de vigtigste koncertoptagelser, interviews og special-udsendelser fra radioen til den digitale musiksamling på C-drevet.

Jeg tænkte dengang, at det var OK at bruge tid på det arbejde, for nu var det jo sidste gang, at jeg skulle aflive den gamle musiksamling og skabe en ny. Når først musikken ligger på computeren, lever den evigt, var min logik.

Og det var for så vidt også sandt – bortset fra at jeg senere måtte sande, at musikken var rippet i en alt for ringe kvalitet og derefter måtte gentage arbejdet, da jeg havde fået en større harddisk og bedre pc-højtalere.

Der var sågar også en periode, hvor jeg måtte betale løsesum for at få frigivet nogle af de muskfiler, der var købt på iTunes i de første par år, fordi de alle indeholdt et Digital Rights Management-lag, som der gik kuk i. 

Mens dette stod på, måtte jeg så også erkende, at den visuelle del af min musiksamling – alle vhs’erne – var ved at lide samme skæbne som kassettebåndene.

For i kælderen ligger såmænd også en mindre samling videobånd, der formentlig aldrig vil blive vist på flimmerkassen igen. Afspilleren er for længst ædt af lossepladsen.

Den korteste levetid fik det Sony-udviklede Minidisc-format, der i nogle få år trådte ind på musik-scenen som det bedste medie til optagelser.

Jeg fik endda købt både en bærbar afspiller og et musikanlæg med Minidisc-slot. Og så døde det medie også og endte sine dage i et diskret hjørne af gravpladsen i kælderen.

Musik-streaming ala Spotify.

Bedst som jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at al min musik – nu rippet i en ordentlig kvalitet og struktureret og navngivet knivskarpt – skulle leve for evigt på computerens harddisk, skete der for et par år siden noget ganske uventet.

Selv AAC-filerne (for det var det format, jeg endte med at satse på) blev forældede.

Nogle halvskøre svenskere fandt nemlig på den idé, at de digitale musik-filer slet ikke skulle opbevares lokalt hos brugeren, men i stedet skulle streames fra nettet via tjenesten Spotify.

Mine AAC-filers dage var dermed talte, og Spotify og musiksamling på abonnement tog over.

Her befinder mange af os sig så i dag; vi lejer os til musikken og nyder på den måde at have adgang til hele Led Zeppelins katalog når som helst og hvor som helst.

Aldrig mere skal en musiksamling erklæres død. Streamingen er kommet for at blive. 4ever.

For der kan da ikke være bedre måder at tilgå musikken på, vel?

Vil det ske igen?
Jeg har ikke svaret, men jeg har tænkt tanken mere end én gang på det seneste.

Neil Young, der 10 år før min fødsel sang After the Gold Rush, har gang i et projekt, der skal genføde musikken i en ordentlig kvalitet.

“Vi lever i en digital tidsalder, og desværre har vi kun fem procent af det indhold i musikken, som vi plejede at have,” har Neil Young udtalt om baggrunden for de nye Pono-afspillere, der leverer musikken i FLAC-format (Free Lossless Audio Codec).

“Den afspiller masterfiler. Den afspiller den bedste lyd, man kan få. Det kan ikke blive bedre end det her. Det her er det, de laver i studiet, den højeste opløsning,” siger Young. 

Og han er ikke alene om at levere det budskab, for en lang række musikere bakker allerede op om mission Pono.

Og nu siger jeg ikke, at Pono eller lignende koncepter kommer til at blive det nye giga-hit hos musikelskere. Selv hvis det gør, kan streaming vel også levere den form for kvalitet, hvis bare man har den nødvendige båndbredde og afspiller til rådighed?

Men tanken er interessant: Er musik-streaming endestationen, eller vil musiksamlingen skifte karakter endnu en gang i fremtiden?

Mens svaret blæser i vinden, vil jeg nok beholde de gamle flyttekasser i kælderen nogle år endnu. Bare for en sikkerheds skyld. Og for mindernes.

Læs også:

Kan dette produkt genføde musikken efter Mp3-massakre?

Winamp får dødsstødet: R.I.P. – din MP3-pioner

CD’erne skal rippes – hvilken bitrate og hvilket format?

Kassettebånd fra en svunden tid.

ComputerViews: Der er et sted i min kælder – mellem flossede edderkoppespind og gråt mur-puds – hvor man finder musik-mediernes gravplads.

I en mørnet flyttekasse fra forrige årtusinde fandt jeg netop dér for nogle dage siden min samling af kassettebånd. Den er ganske pæn, samlingen. I hvert fald målt på kvantitet.

Kassettebåndet er min generations lp. Båndmediet er fra dengang, da musikken bare var mere ægte.

Og i hvert fald fra dengang, da man måtte slide mere for at skaffe sig de cool numre med bands som Guns N’ Roses, Smashing Pumpkins og Metallica.

Man kopierede fra venner og bekendte, fra biblioteket, fra P3′s sendeflade og fra Gud ved hvor. For det var sådan, man gjorde dengang (kom ikke og sig at du ikke gjorde), og der var ingen, der talte om pirateri.

Igennem årene førte det ene bånd til det andet, og før jeg så mig om, havde jeg fået en ganske pæn musiksamling.

Den troede jeg så, at jeg skulle nyde godt af til tid og evighed – især fordi jeg havde brugt det meste af mine teenageår på at sidde klar til at trykke Record, når Wind of Change med Scorpions eller Bang med Gorky Park endelig var on air.

Men kassettebåndene i flyttekassen er i dag intet værd. Som i intet overhovedet.

For jeg ejer ikke længere nogen afspiller, og selv hvis jeg gjorde, tvivler jeg på, om jeg ville kunne leve med at skulle spole frem og tilbage imellem numrene og vende båndet hver halve time. 

Mon ikke også lydkvaliteten er blevet noget forringet i årenes løb?

Compact Disc post-mortem.

Cd’en sejrede over alt og alle – og nu er den død
Bedre vil det formentlig gå, hvis jeg begynder at afspille indholdet fra den anden flyttekasse, der også gemte sig kælderen.

Compact Disc’en var i sandhed lidt af en revolution, da den gav sig til at indtage danskernes musikreoler.

Så slank, så funklende, så ren i lyden: Cd’en var mediet over alle medier, mente man, og selv om lp-fans og kassettebånds-folket (jeg selv inklusive) for en tid holdt stædigt fast i, at cd’en var alt for skrøbelig over for ridser og for digital og klinisk i lyden, sejrede den ad helvede til.

Og så burde denne lille historie slutte.

Problemet er bare, at de der par hundrede cd’er, jeg brugte de fleste af mine spareskillinger på fra cirka 1990 og frem til cirka 2006, jo ikke længere opbevares i dagligstuen. I stedet ligger de gemt og glemt i en diarré-brun flyttekasse i kælderen.

Det gør de, fordi en fyr ved navn Steve Jobs mente, at kombinationen iPod + iTunes var en rigtig god idé. Og havde ret.

For omkring 2005 købte jeg min første iPod, og stille og roligt begyndte mine musik-indkøb at blive foretaget i iTunes Store og andre online-butikker i stedet for hos den lokale cd-pusher.

Cd’ens død var ikke lige så brat og brutal som kassettebåndets (måske først og fremmest, fordi man havde brugt så mange penge på cd’er, at det gjorde ondt at smide dem ned i kælderen), men cd’erne er i dag for mit vedkommende et fortidens medie. Præcis som kassettebåndet.

iPod og iTunes ændrede alt.

Minidisc levede stærkt, døde ung.

Musiksamlingen på harddisken
Jeg havde en lang periode, hvor jeg brugte de fleste af mine aftener og weekender på at rippe mine cd’er til computerens harddisk, så de kunne synces til min iPod og senere også til smartphonen.

Selv de gamle, støvede kassettebånd fik lidt af en revival, da jeg gav mig til at overføre de vigtigste koncertoptagelser, interviews og special-udsendelser fra radioen til den digitale musiksamling på C-drevet.

Jeg tænkte dengang, at det var OK at bruge tid på det arbejde, for nu var det jo sidste gang, at jeg skulle aflive den gamle musiksamling og skabe en ny. Når først musikken ligger på computeren, lever den evigt, var min logik.

Og det var for så vidt også sandt – bortset fra at jeg senere måtte sande, at musikken var rippet i en alt for ringe kvalitet og derefter måtte gentage arbejdet, da jeg havde fået en større harddisk og bedre pc-højtalere.

Der var sågar også en periode, hvor jeg måtte betale løsesum for at få frigivet nogle af de muskfiler, der var købt på iTunes i de første par år, fordi de alle indeholdt et Digital Rights Management-lag, som der gik kuk i. 

Mens dette stod på, måtte jeg så også erkende, at den visuelle del af min musiksamling – alle vhs’erne – var ved at lide samme skæbne som kassettebåndene.

For i kælderen ligger såmænd også en mindre samling videobånd, der formentlig aldrig vil blive vist på flimmerkassen igen. Afspilleren er for længst ædt af lossepladsen.

Den korteste levetid fik det Sony-udviklede Minidisc-format, der i nogle få år trådte ind på musik-scenen som det bedste medie til optagelser.

Jeg fik endda købt både en bærbar afspiller og et musikanlæg med Minidisc-slot. Og så døde det medie også og endte sine dage i et diskret hjørne af gravpladsen i kælderen.

Musik-streaming ala Spotify.

Bedst som jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at al min musik – nu rippet i en ordentlig kvalitet og struktureret og navngivet knivskarpt – skulle leve for evigt på computerens harddisk, skete der for et par år siden noget ganske uventet.

Selv AAC-filerne (for det var det format, jeg endte med at satse på) blev forældede.

Nogle halvskøre svenskere fandt nemlig på den idé, at de digitale musik-filer slet ikke skulle opbevares lokalt hos brugeren, men i stedet skulle streames fra nettet via tjenesten Spotify.

Mine AAC-filers dage var dermed talte, og Spotify og musiksamling på abonnement tog over.

Her befinder mange af os sig så i dag; vi lejer os til musikken og nyder på den måde at have adgang til hele Led Zeppelins katalog når som helst og hvor som helst.

Aldrig mere skal en musiksamling erklæres død. Streamingen er kommet for at blive. 4ever.

For der kan da ikke være bedre måder at tilgå musikken på, vel?

Vil det ske igen?
Jeg har ikke svaret, men jeg har tænkt tanken mere end én gang på det seneste.

Neil Young, der 10 år før min fødsel sang After the Gold Rush, har gang i et projekt, der skal genføde musikken i en ordentlig kvalitet.

“Vi lever i en digital tidsalder, og desværre har vi kun fem procent af det indhold i musikken, som vi plejede at have,” har Neil Young udtalt om baggrunden for de nye Pono-afspillere, der leverer musikken i FLAC-format (Free Lossless Audio Codec).

“Den afspiller masterfiler. Den afspiller den bedste lyd, man kan få. Det kan ikke blive bedre end det her. Det her er det, de laver i studiet, den højeste opløsning,” siger Young. 

Og han er ikke alene om at levere det budskab, for en lang række musikere bakker allerede op om mission Pono.

Og nu siger jeg ikke, at Pono eller lignende koncepter kommer til at blive det nye giga-hit hos musikelskere. Selv hvis det gør, kan streaming vel også levere den form for kvalitet, hvis bare man har den nødvendige båndbredde og afspiller til rådighed?

Men tanken er interessant: Er musik-streaming endestationen, eller vil musiksamlingen skifte karakter endnu en gang i fremtiden?

Mens svaret blæser i vinden, vil jeg nok beholde de gamle flyttekasser i kælderen nogle år endnu. Bare for en sikkerheds skyld. Og for mindernes.

Læs også:

Kan dette produkt genføde musikken efter Mp3-massakre?

Winamp får dødsstødet: R.I.P. – din MP3-pioner

CD’erne skal rippes – hvilken bitrate og hvilket format?

Kassettebånd fra en svunden tid.

ComputerViews: Der er et sted i min kælder – mellem flossede edderkoppespind og gråt mur-puds – hvor man finder musik-mediernes gravplads.

I en mørnet flyttekasse fra forrige årtusinde fandt jeg netop dér for nogle dage siden min samling af kassettebånd. Den er ganske pæn, samlingen. I hvert fald målt på kvantitet.

Kassettebåndet er min generations lp. Båndmediet er fra dengang, da musikken bare var mere ægte.

Og i hvert fald fra dengang, da man måtte slide mere for at skaffe sig de cool numre med bands som Guns N’ Roses, Smashing Pumpkins og Metallica.

Man kopierede fra venner og bekendte, fra biblioteket, fra P3′s sendeflade og fra Gud ved hvor. For det var sådan, man gjorde dengang (kom ikke og sig at du ikke gjorde), og der var ingen, der talte om pirateri.

Igennem årene førte det ene bånd til det andet, og før jeg så mig om, havde jeg fået en ganske pæn musiksamling.

Den troede jeg så, at jeg skulle nyde godt af til tid og evighed – især fordi jeg havde brugt det meste af mine teenageår på at sidde klar til at trykke Record, når Wind of Change med Scorpions eller Bang med Gorky Park endelig var on air.

Men kassettebåndene i flyttekassen er i dag intet værd. Som i intet overhovedet.

For jeg ejer ikke længere nogen afspiller, og selv hvis jeg gjorde, tvivler jeg på, om jeg ville kunne leve med at skulle spole frem og tilbage imellem numrene og vende båndet hver halve time. 

Mon ikke også lydkvaliteten er blevet noget forringet i årenes løb?

Compact Disc post-mortem.

Cd’en sejrede over alt og alle – og nu er den død
Bedre vil det formentlig gå, hvis jeg begynder at afspille indholdet fra den anden flyttekasse, der også gemte sig kælderen.

Compact Disc’en var i sandhed lidt af en revolution, da den gav sig til at indtage danskernes musikreoler.

Så slank, så funklende, så ren i lyden: Cd’en var mediet over alle medier, mente man, og selv om lp-fans og kassettebånds-folket (jeg selv inklusive) for en tid holdt stædigt fast i, at cd’en var alt for skrøbelig over for ridser og for digital og klinisk i lyden, sejrede den ad helvede til.

Og så burde denne lille historie slutte.

Problemet er bare, at de der par hundrede cd’er, jeg brugte de fleste af mine spareskillinger på fra cirka 1990 og frem til cirka 2006, jo ikke længere opbevares i dagligstuen. I stedet ligger de gemt og glemt i en diarré-brun flyttekasse i kælderen.

Det gør de, fordi en fyr ved navn Steve Jobs mente, at kombinationen iPod + iTunes var en rigtig god idé. Og havde ret.

For omkring 2005 købte jeg min første iPod, og stille og roligt begyndte mine musik-indkøb at blive foretaget i iTunes Store og andre online-butikker i stedet for hos den lokale cd-pusher.

Cd’ens død var ikke lige så brat og brutal som kassettebåndets (måske først og fremmest, fordi man havde brugt så mange penge på cd’er, at det gjorde ondt at smide dem ned i kælderen), men cd’erne er i dag for mit vedkommende et fortidens medie. Præcis som kassettebåndet.

iPod og iTunes ændrede alt.

Minidisc levede stærkt, døde ung.

Musiksamlingen på harddisken
Jeg havde en lang periode, hvor jeg brugte de fleste af mine aftener og weekender på at rippe mine cd’er til computerens harddisk, så de kunne synces til min iPod og senere også til smartphonen.

Selv de gamle, støvede kassettebånd fik lidt af en revival, da jeg gav mig til at overføre de vigtigste koncertoptagelser, interviews og special-udsendelser fra radioen til den digitale musiksamling på C-drevet.

Jeg tænkte dengang, at det var OK at bruge tid på det arbejde, for nu var det jo sidste gang, at jeg skulle aflive den gamle musiksamling og skabe en ny. Når først musikken ligger på computeren, lever den evigt, var min logik.

Og det var for så vidt også sandt – bortset fra at jeg senere måtte sande, at musikken var rippet i en alt for ringe kvalitet og derefter måtte gentage arbejdet, da jeg havde fået en større harddisk og bedre pc-højtalere.

Der var sågar også en periode, hvor jeg måtte betale løsesum for at få frigivet nogle af de muskfiler, der var købt på iTunes i de første par år, fordi de alle indeholdt et Digital Rights Management-lag, som der gik kuk i. 

Mens dette stod på, måtte jeg så også erkende, at den visuelle del af min musiksamling – alle vhs’erne – var ved at lide samme skæbne som kassettebåndene.

For i kælderen ligger såmænd også en mindre samling videobånd, der formentlig aldrig vil blive vist på flimmerkassen igen. Afspilleren er for længst ædt af lossepladsen.

Den korteste levetid fik det Sony-udviklede Minidisc-format, der i nogle få år trådte ind på musik-scenen som det bedste medie til optagelser.

Jeg fik endda købt både en bærbar afspiller og et musikanlæg med Minidisc-slot. Og så døde det medie også og endte sine dage i et diskret hjørne af gravpladsen i kælderen.

Musik-streaming ala Spotify.

Bedst som jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at al min musik – nu rippet i en ordentlig kvalitet og struktureret og navngivet knivskarpt – skulle leve for evigt på computerens harddisk, skete der for et par år siden noget ganske uventet.

Selv AAC-filerne (for det var det format, jeg endte med at satse på) blev forældede.

Nogle halvskøre svenskere fandt nemlig på den idé, at de digitale musik-filer slet ikke skulle opbevares lokalt hos brugeren, men i stedet skulle streames fra nettet via tjenesten Spotify.

Mine AAC-filers dage var dermed talte, og Spotify og musiksamling på abonnement tog over.

Her befinder mange af os sig så i dag; vi lejer os til musikken og nyder på den måde at have adgang til hele Led Zeppelins katalog når som helst og hvor som helst.

Aldrig mere skal en musiksamling erklæres død. Streamingen er kommet for at blive. 4ever.

For der kan da ikke være bedre måder at tilgå musikken på, vel?

Vil det ske igen?
Jeg har ikke svaret, men jeg har tænkt tanken mere end én gang på det seneste.

Neil Young, der 10 år før min fødsel sang After the Gold Rush, har gang i et projekt, der skal genføde musikken i en ordentlig kvalitet.

“Vi lever i en digital tidsalder, og desværre har vi kun fem procent af det indhold i musikken, som vi plejede at have,” har Neil Young udtalt om baggrunden for de nye Pono-afspillere, der leverer musikken i FLAC-format (Free Lossless Audio Codec).

“Den afspiller masterfiler. Den afspiller den bedste lyd, man kan få. Det kan ikke blive bedre end det her. Det her er det, de laver i studiet, den højeste opløsning,” siger Young. 

Og han er ikke alene om at levere det budskab, for en lang række musikere bakker allerede op om mission Pono.

Og nu siger jeg ikke, at Pono eller lignende koncepter kommer til at blive det nye giga-hit hos musikelskere. Selv hvis det gør, kan streaming vel også levere den form for kvalitet, hvis bare man har den nødvendige båndbredde og afspiller til rådighed?

Men tanken er interessant: Er musik-streaming endestationen, eller vil musiksamlingen skifte karakter endnu en gang i fremtiden?

Mens svaret blæser i vinden, vil jeg nok beholde de gamle flyttekasser i kælderen nogle år endnu. Bare for en sikkerheds skyld. Og for mindernes.

Læs også:

Kan dette produkt genføde musikken efter Mp3-massakre?

Winamp får dødsstødet: R.I.P. – din MP3-pioner

CD’erne skal rippes – hvilken bitrate og hvilket format?