Danmark har en stærk og faglig velfunderet affaldssektor. Det er måske derfor, den i mange år har været forskånet for indblanding udefra. Det er slut nu. Affaldsområdet er blevet højpolitisk. Det er der både økonomiske, miljømæssige og teknologiske årsager til. Når støvet har lagt sig, er vore vante forestillinger ikke, hvad de har været. Og det er affaldssektoren heller ikke.
Miljø – fra affald til ressourcer: Det er ikke en ny udvikling, men den har taget fart under den nuværende regering. Affald er ikke blot noget, der skal bringes af vejen så skånsomt som muligt. Det er en strategisk ressource for industri og landbrug. Da råstoffer er svære at hente ud af asken, skal vi sortere langt mere, og brænde langt mindre.
Ligesom affaldsforbrændingsanlæggene er væsentlige for kraft-varmeproduktionen i dag, vil vore kartoffelskræller og andet grønt affald være et værdifuldt bidrag til at sikre biogasproduktionen fra landbrugets gylle. Og i ressourcesamfundet vil der ikke være en særskilt affaldssektor, men værdikæder med et tæt samspil mellem oparbejdning og produktion.
Økonomi – fra offentligt monopol til konkurrence: Danmark har stærke, kommunale forbrændingsselskaber. Det har fungeret godt i mange år. Det kan være svært at forestille sig, at det kan være anderledes, og hvordan forsyningssikkerheden kan garanteres under markedsvilkår. Men det tænkte man nok også i elselskaberne, hos postvæsenet, og i teleselskaberne, før de blev liberaliseret. I dag har vi fortsat strøm og tele i kablerne og breve i postkassen, uden at vi savner de gamle monopoler.
Regeringen planlægger en øget liberalisering af affaldsforbrændingen. Vi har i kommunerne mange års erfaring med konkurrenceudsættelse og har sparet penge på det i årenes løb. Men det kræver, at man tænker sig om. Indsamling, håndtering og myndighedsopgaven for husholdningernes affald skal ligge hos kommunerne.
Til gengæld kan øget konkurrence forhåbentlig reducere udgiften til forbrænding. Regeringen regner med, at vi kan spare 300 mio. kr. årligt. De penge får vi brug for, når vi skal styrke sorteringen – og håndtere gælden i forbrændingsanlæggene.
Teknologi – kildesortering med måde: Villaejerne på Frederiksberg har fem forskellige kommunale skraldespande: hård plast, metal, papir, haveaffald, og restaffald til forbrænding. Inklusive andre ordninger kan der kildesorteres i 14 forskellige affaldsfraktioner. Oveni kommer genbrugsstationen til det tunge affald og et stigende virvar af private ordninger for skruelåg fra mælkekartoner, kaffekapsler og tøj.
Det er tidskrævende og kompliceret for brugerne. Det tager plads op – med ikke særligt kønne affaldsspande. Det har været nødvendigt, fordi der ikke har været alternativer. Men det bør ikke være et mål i sig selv, at det skal være bøvlet at handle miljørigtigt. Alle andre steder i kommunerne bruger vi ny teknologi til at gøre tingene så enkle og nemme for borgerne som muligt. Det må også kunne lade sig gøre på affaldsområdet.
I dag er teknologien moden, så plast, metal og pap kan samles i en spand og sorteres på moderne sorteringsanlæg, der samtidig kan sortere i bedre kvalitet med langt flere fraktioner, end vi i dag har spande til. Målet på lang sigt må være tre affaldsbeholdere: Bioaffald til forgasning, tørt affald til sortering og en lille restbeholder til forbrænding.
Vi skal kende vores besøgelsestid: Der blæser nye vinde på affaldsområdet. Blæsten vil nok også udviske mange af de selskaber, vi kender i dag, som det er sket for Jydsk Telefon, Nesa og Post- og Telegrafvæsenet. Men skraldet skal stadig hentes. Og vi har i kommunerne fortsat en forpligtelse til sammen med borgere, staten og private virksomheder at få en bedre affaldssektor. En affaldssektor, tæt integreret i energi-, industri- og landbrugsproduktionen, med bedre genanvendelse, større fokus på brugervenlighed – og forhåbentlig ikke dyrere end i dag.
