Category Archives: computer

Nye EU-krav til medlemslandenes kraftværker kan blive en bombe under de danske kraftværkers fremtid og dermed også planerne om at omlægge driften fra kul til biomasse på en række værker.

»Hvis de skrappeste krav gennemføres, som de ser ud i forslaget, må vores medlemmer lukke værkerne,« fastslår chefkonsulent i brancheforeningen Dansk Energi, Kristine van het Erve Grunnet.

De nye krav er fremkommet i forbindelse med en revision af så­kaldte Bref-noter, der rummer EU’s miljø- og effektivitetskrav til kraftværker over 50 MW. Krav, der bliver bindende, og som vil omfatte mindst 29 værker i Danmark.

Ifølge Dansk Energi tager effektivitetskravene ikke højde for den danske model, hvor fjernvarme ikke er et biprodukt fra elproduktion – snarere omvendt:

»Effektivitetsmålene er designet til kraftværker, der kører maksimal elproduktion. Danske kraftværker kører undertiden primært for at producere fjernvarme, mens el er biprodukt. Derfor vil de få svært ved at opfylde de foreslåede effektivitetskrav – og problemet vil vokse med stigende mængder strøm fra sol og vind,« siger chefkonsulenten.

Strammere grænseværdier

Samtidig lægger udkastet op til at stramme grænseværdierne for udledning af bl.a. svovl, NOx og HCl (saltsyre) fra biomasseanlæg. Det vil ifølge Dansk Energi true økonomien i konverteringen fra kul til biomasse, fordi ombygningen vil kræve ekstra og dyr røggasrensning.

Sektionsleder i Energinet.dk Kim Behnke peger på, at kravene netop modarbejder den type kraftværker, som fremtidens fleksible energi­system efterspørger:

»Ifølge udkastet stiller man de samme miljøkrav til anlæg, der kører hele tiden, og dem, der kører under 500 timer om året som spidslast. Vi risikerer, at økonomien i sådanne anlæg ikke kan bære, hvis der er krav om dyre miljøanlæg.«

Det er Miljøstyrelsen, der koordinerer indsatsen med at påvirke Bref-processen til gavn for danske interesser, og der er foreløbig afgivet 375 tekniske svar til udkastet.

»Kraftværkernes indvendinger er reelle nok. For eksempel stilles de samme NOx-emissions-krav, uanset hvilket brændsel der bruges. Det vil i praksis betyde, at halmfyrede værker tvinges til at foretage dyre investeringer i røggasrensningsanlæg og drift af disse,« siger kemiinge­niør Marianne Ripka fra Miljøstyrelsen og tilføjer, at det dog ikke betyder, at miljøkravene slet ikke bliver strammet for de store kraftværker.

Arbejdsgrupper skal se på stridspunkter

Om kravene bliver ændret efter de danske ønsker, er på nuværende tidspunkt et meget åbent spørgsmål. I øjeblikket sidder Bref-sekretariatet og tygger på de tilsammen 8.500 indsigelser fra alle landene.

Marianne Ripka tror på, at kommissionen ­– som i sidste ende skal godkende noterne – ikke vil sidde de mange indsigelser fra Danmark og andre lande overhørig. I første omgang har sekretariatet dog afvist at udarbejde et nyt noteudkast. I stedet vil man måske nedsætte arbejdsgrupper omkring specifikke emner. Hvilke er ikke meldt ud.

Danmarks Naturfredningsforenings industrimiljøekspert, Jens Peter Mortensen, tror, at det bliver svært at få ændret i noterne:

»Det er en prestigesag for kommissionen at vise, at man kan få disse Bref-noter hurtigt igennem. Derfor tror jeg ikke, at man vil ændre på grænseværdierne, for så starter hele processen forfra,« siger han og tilføjer, at flertallet af lande ikke vil få problemer med effektivitetskravene, da de ikke har fjernvarme.

Bref-noterne forventes at være på plads i 2015 og skal indarbejdes i kraftværkernes miljøgodkendelser senest fire år efter.

Det er lykkedes forskere fra universitet i Strasbourg at udvikle en lysdiode baseret på ét enkelt molekyle. Dioden er en ultratynd ledning bestående af en enkelt kæde af polythiophen-molekyler – et materiale, der allerede bruges i større kommercielle dioder i dag.

Ved at forbinde den ene ende af ledningen til et Skanning Tunnel-mikroskop og den anden til en guldoverflade kunne forskerne måle udsendelse af lys fra ledningen, når elektroner blev sendt fra mikroskopet mod guldoverfladen.

Da forskerne sendte elektroner i den anden retning udsendte ledningen ikke lys, og afslørede dermed, at ledningen kunne betegnes som en diode. For hver 100.000 elektron, der passerede igennem ledningen udsendte dioden én foton, og lysets bølgelængde blev målt til at være i det røde område.

Polythiophen er en sammensætning af hydrogen, kulstof og svovl. Det har halvleder-egenskaber, hvilket gør det idéelt at anvende i dioder, og det bruges da også allerede i dag i lysdioder i en langt større skala.

Ensretningen af strøm er det, der karakteriserer dioder og i dag anvendes meget små dioder eksempelvis i nyere fladskærmstv, hvor de bruges til baggrundsbelysningen af LCD-skærme. Det giver skærmen en bedre kontrast og mindre energiforbrug end tidligere belysningsteknologier.

Med den nye teknologi vil det være muligt at rykke dioderne helt frem, så en skærm vil kunne bestå af mange enkelte lysdioder, men selvom en skærmopløsning med pixels på størrelse med molekyler kunne være en spændende tanke, er det ikke målet med lysdioden.

Den forsvindende lille diode kan nemlig hjælpe forskere til at forstå sammenhængen mellem elektriske ledere og lys på molekylært niveau, hvor kvantefysikkens mystiske love gælder.

Endelig peger forskerne også på, at teknologien vil blive anvendelig i computer-industrien, hvor mindre altid er bedre.

»Denne forskning er det første skridt imod udviklingen af komponenter i molekylestørrelse, der kan udnytte en kombination af elektroniske og optiske egenskaber. Lignende komponenter kunne danne grundlag for en molekylær computer,« skriver forskerne selv i en pressemeddelelse.

Svovlfyldte slagger fra produktion af stenuld spredes for alle vinde i genvindings- og stålindustrien. Dermed bliver svovlholdigt affald håndteret forkert ved afbrænding i stålværker i Tyskland, ligesom ætsende svovl bliver udledt fra omsmeltning under mere eller mindre ukontrollerede forhold i Tyrkiet, Indien og Pakistan. Det giver syreregn og en række andre skadelige miljøpåvirkninger i omgivelserne.

Produktion af stenuld er en global forretning. Der produceres dagligt flere tusind ton stenuld og dermed slagger fra produktionsovnene. Det betyder, at der alene i Danmark håndteres et sted mellem 8.000 og 12.000 ton slagger årligt. Internationalt drejer det sig om mere end 100.000 ton årligt. Den præcise mængde er dog svær at opgøre, fordi producenterne ikke redegør for hverken slaggernes omfang eller svovlindhold.

Svovlen kommer ind i processen med råvarerne; den svovl- og jernholdige stenart basalt og aluminiumsmalmen bauxit. De to råvarer smeltes sammen med en række rest- og affaldsprodukter samt ler, kalk og cement og spindes til stenuld. Slaggen fra ovnenes produktion indeholder jern i store mængder – og svovl.

Jernindholdet betyder, at restproduktet bliver solgt til produkthandlere, som opmagasinerer slaggerne i store haller. Herfra går det ad mange veje ud i verden. Indledningsvis bliver det solgt til danske og udenlandske genvindingsvirksomheder, som ikke ved, at materialet indeholder stærkt svovlholdige slagger. Det er nemlig praktisk talt umuligt at se, fordi slaggerne er blandet med andet jernskrot.

I løbet af mine år i branchen og som del af ledelsen i store genvindingsvirksomheder har jeg gentagne gange oplevet, hvordan de problematiske slagger rutinemæssigt sælges uden oplysninger om svovlindholdet til genvindingsvirksomhederne og videre til stålværkerne. Svovlindholdet kan nemlig først opdages ved kontrol af smelteprøver på f.eks. stålværkerne. Hos produkthandlerne er slaggen til gengæld populær, fordi slaggen er tung uden at fylde særlig meget og dermed giver en god merpris.

Genvindingsvirksomhederne bruger jernskrottet som såkaldt shredder-materiale. Det vil sige, at det bliver hakket i småstykker og blandet sammen med andet shreddet jernskrot, f.eks. biler eller genbrugsjern fra kommunale indsamlingsordninger. Derefter bliver shredder-skrottet sorteret i flere fraktioner. Den svovlholdige jernslagge ender i den magnetiske fraktion, som oftest sælges til tyske eller tyrkiske stålværker, eller lastes i søcontainere til Indien og Pakistan.

Når jernskrottet omsmeltes på stålværkerne, bliver svovlen til svovloxid, som havner i den fri natur, medmindre der er effektiv røggasrensning. Miljøreguleringen i Tyskland sikrer til dels en effektiv røggasrensning, hvilket dog ikke ophæver det faktum, at det er en forkert håndtering af svovlholdigt affald at brænde det af i stålværker. Miljøreguleringen i andre store aftagerlande som Tyrkiet, Pakistan og Indien har kun sjældent en gennemgribende rensning af røgen. Svovloxiden giver derfor forsuring, syreregn og andre uønskede miljøpåvirkninger mange steder i verden.

En del af svovlen bindes til stålslaggen, som alt efter landets miljøregulering ender rundt omkring på mere eller mindre kontrollerede lokale deponier. Endelig bindes en del af svovlen til selve færdigstålet, hvilket forringer stålets egenskaber. Altså stålkvaliteten. Det er med andre ord meget uheldigt i alle sammenhænge, at de svovlholdige slagger ender i stålproduktionen.

De svovlholdige slagger er ganske enkelt uegnede som input til stålproduktion på alle planer, hvilket diskvalificerer slaggen som handelsvare i genvindingsindustrien. Det er ærgerligt, fordi slaggen indeholder op mod 92 procent jern. Hvis svovlen blev fjernet fra jernslaggerne, ville de altså være et værdifuldt materiale, som stenuldsproducenterne med god samvittighed kunne afsætte på markedet. I dag afsættes det på markedet – men ikke ansvarligt.

Slaggens nuværende svovlindhold betyder, at det egentlig skal håndteres som affald til deponi. Men det er ikke særlig indbydende for stenuldsproducenterne. Så skal der nemlig betales afgifter og bortskaffelse, og det kan nemt løbe op i mange hundrede kroner pr. ton. Når slaggen derimod sælges som skrot til de aktuelle råvarepriser, indbringer det mellem 1.000 og 1.500 kroner pr. ton til slaggeejeren. Gevinsten er til at få øje på.

Samtidig kan stenuldproducentens miljøredegørelse slutte den cirkelrunde fremstilling af et forløb, hvor rester fra produktionen af stenuld bliver genbrugt. I Rockwools seneste miljøredegørelse er processen fra smeltningen af sten og malm til færdigt og genbrugt produkt f.eks. fremstillet som et stort set lukket kredsløb, der tilmed genbruger restprodukter fra andre industrier.

Slaggen fra ovnene indgår i genbrugsprofilen som ressource til genvinding – ikke affald. Svovlindhold og slagger omtales ikke i miljøredegørelsen. Slaggen sælges til produkthandlere som en fumlevare. Producenten slipper dermed af med slagger, svovl og ansvar for det videre forløb, når restproduktet forlader matriklen.

Det endda i så stor udstrækning, at lande som f.eks. Indien har indført et importforbud mod materialet. De mest professionelle stålværker skriver ind i deres kontrakter (negativlisten), at slaggerne – ligesom stålsand, radioaktive materialer og lignende – ikke må være i fraktionen.

Nogle partier bliver solgt direkte til stålværker i Indien. Hvis de svovlholdige slagger bliver identificeret, bliver skrottet kasseret eller afsat til landområdernes små (virkelige små) familievirk-somheder, som forsøger at omsmelte affaldet til dårlig kvalitetsstål. Omsmeltningen foregår uden røggasrensning eller ordentlige deponier.

Ansvarlig slaggehåndtering ville gavne alle. Derfor undrer det mig, at en så innovativ og ansvarsbevidst virksomhed som Rockwool ikke arbejder stålsat på at fjerne svovlen fra jernslaggerne. I sin Mandatory Report for CSR, 2012, skriver Rockwool blandt mange andre lignende politikker, at ‘virksomheden skal tage initiativer til at fremme større miljøansvar’, og at virksomheden skal opfattes som ‘ansvarlig og pålidelig’ og endelig, at virksomheden skal ’enten overholde eller overgå alle relevante nationale og internationale miljøstandarder og miljøregulering’.

For at leve op til det ansvar må Rockwool og alle andre stenuldsproducenter, der afsætte svovlholdige jernslagger til genvinding, begynde at tage ansvar for deres produkt og produktion i alle faser, bl.a. ved at redegøre eksplicit for omfanget af slaggerne og svovlindholdet og den ansvarlige håndtering af svovlen. Først da vil snyderiet af genvindingsindustri og stålværker kunne undgås, og miljøet i både Danmark og andre lande slippe for svovl under ukontrollerede forhold.

Hvis Rockwool havde samme ambition for slaggehåndtering i egen produktion som for råvarer, andre industriers restaffald og slutproduktets klimaeffekt, ville virksomheden kunne udvikle den teknologi og proces, der skal til for at fjerne svovlen. Den rene teknologi vil i sidste ende være en bedre forretning end den dårlige samvittighed.

I it-regi er det eneste, der er værre en dårlig it-sikkerhed, nok falsk it-sikkerhed. Det var nogenlunde det, der var tilfældet, da en Version2-læser bemærkede en mildest skrevet uheldig omgang med personfølsomme data, da han blev bedt om at sende data til legitimations-oplysninger til banken som konsekvens af den såkaldte hvidvaskningslov.

Det foregik via en nyoprettet webformular, der skulle være til sikker kommunikation med Vestjysk Bank. Men i stedet endte dataene med at blive sendt over nettet i ukrypteret mail-format ligesom pasbilledet, Version2-læser Bjørn Damborg Froberg havde vedhæftet, endte med at være tilgængelige for alle med den rette URL.

Sikkerhedsproblemet er nu fikset, men udviklingschef i banken, Carsten Anderson er dog ikke stolt af implementeringen, der i princippet blotlagde personoplysninger stik mod Datatilsynets anbefalinger på området.

»Det er noget rigtig skidt, vi har lavet. Vi er selvfølgeligt enige i Datatilsynetes anbefalinger,« siger Carsten Anderson.

Banken havde netop lanceret webformularen, der skulle sikre krypteringen. Formularen have kun været i luften i omkring seks dage, før Bjørn Damborg Froberg 25. februar gjorde banken opmærksom på problemer i forhold til sikkerheden. Herefter blev sikkerheds-hullet lukket i løbet af et kvarter, fortæller Carsten Anderson.

Pas kunne tilgås af alle

Hullet skyldes, at selvom informationerne sendt via formularen ganske vist blev krypteret, så fik kunden automatisk en retur-mail med oplysninger, som ikke var krypteret. Eksempelvis indeholdende CPR-nummer. Og hvad værre er, et link til billedmateriale sendt via webformularen, i Bjørn Damborg Frobergs tilfælde, et indscannet pas.

Linket havde format af:

http://www.vestjyskbank.dk/Files/Files/FormUpload/XXXXXXXXXXXXXXXX_Pas.jpg

Bjørn Damborg Froberg testede, om billedets-url’en kunne tilgås af andre, det kunne det. Carsten Anderson bedyrer, at udover der ikke længere bliver sendt en autogenereret og ukrypteret mail retur til kunderne med personfølsomme oplysninger, så skulle det heller ikke længere være muligt for uvedkommende at tilgå indhold på http://www.vestjyskbank.dk/Files/Files/FormUpload/

Vestjysk Bank har selv i samarbejde med bankens it-leverandør udviklet løsningen, som Carsten Anderson medgiver, har været for dårligt testet.

»Vi har ikke fået det testet ordentligt. Normalt er vi meget omhyggelige med at få testet den slags ordentlig. Hvis der er nogen, der går ind for datasikkerhed, så er det os, det er en beklagelig fejl, og det er ikke noget, vi normalt sløser med,« siger udviklingschefen og fortsætter:

»En bank skal man jo kunne stole på. Hvis man indtaster noget personfølsomt på vores hjemmeside, skal man jo kunne stole på, det kun er banken der modtager det og ingen andre.«

Vi er flove

I forhold til webforumularen med den problematiske implementering, lyder det ærligt fra Carsten Anderson:

»Vi er egentlig flove over den.«

Bjørn Damborg Froberg oplevelser med it-sikkerheden i Vestjysk Bank er dog ikke helt slut. Han fortæller i en henvendelse til Version2, hvordan han i første omgang blev opfordret til at sende alle informationer i en mail. Det afviste han dog at gøre, og blev først derefter gjort opmærksom på den – på daværende tidspunkt – ikke så sikre webformular. Men at sende personfølsomme oplysninger i en mail, er ikke i overensstemmelse med bankens politik, lyder det fra Carsten Anderson.

»Bankens anbefaling er, at man bruger den krypterede formular eller gør det via vores netbank, der også er sikker. Det er ikke bankens politik, at sende den slags på mail. Det er ikke noget, banken anbefaler, og det er ikke noget, vi anbefaler nogen som helst at gøre. Det er også imod vores it-sikkerhedspolitik,« siger Carsten Anderson.

Måske går du med en lille Android-app i maven, der skriver på at komme ud? Inden du sætter dig til tasterne i håbet om at blive den næste Flappy Bird til Googles platform, så er der en række ting, det er værd at overveje.

»Først og fremmest skal man tage stilling til, om der overhovedet er behov for en app. Man skal jo ikke udvikle den, bare for at udvikle den,« siger ekstern lektor på ITU Jacob Avlund, der underviser i Android-udvikling, og derudover er partner i firmaet Siblingsoft, som laver apps.

Som eksempel nævner Jacob Avlund en webbutik. Her er der ikke nødvendigvis behov for en app, der ligger permanent på folks mobiltelefoner, og som de først skal ind og hente via Google Play, hvilket er besværligt, og der er derfor større sandsynlighed for at de slet ikke orker. I stedet for at bruge tiden på app-udvikling, vil den være bedre brugt på at lave en hjemmeside i responsivt design, der også fungere på en mindre mobil-skærm, påpeger han.

Til udvikling af app’en er der forskellige værktøjer, man kan anvende. Hvilket der er mest egnet, afhænger af app-typen. Hvis det eksempelvis er et grafisk krævende spil eller en app der benytter ny funktionalitet, så kan det være en god idé at kode den direkte til Android-platformen i Java – eksempelvis med Eclipse og Android Development Tools (ADT), selvom det kan være en omstændelig proces, fortæller Jacob Avlund.

I den forbindelse understreger han, at det er vigtigt ikke at undervurdere, at langt de fleste Android- og iOS-udviklere koder native Java/Objective C som udgangspunkt. Og det vil sige, at det som virksomhed er nemmere at finde ressourcer, der kan det, og tilsvarende er nemmere for udviklere at få job med det.

HTML5

Men ofte kan lettere tilgængelige alternativer, være en mulighed. Eksempelvis kan app’en laves i HTML5 via udviklerværktøjet phonegap. Fordelen er, at det let kan testes i en browser, og at det kører nogenlunde uden videre, ikke bare på Android, men også på andre enheder, hvor HTML5 er understøttet, forklarer Jacob Avlund.

Dog kan en app, der bliver afviklet som HTML5 på telefonen, have nogle performence-udfordringer, og så bliver resultatet næppe heller en fuldstændig gnidningsfri integration med telefonens øvrige brugergrænseflade.

»Mit indtryk er, at man som regel godt kan se, når en app er lavet med Phonegap. Det er meget svært at lave noget, der ligner og specielt opfører sig som telefonens øvrige grænseflade. Man skal virkeligt have styr på sit CSS, hvis det skal se ordentligt ud,« siger Jacob Avlund.

Han tilføjer, at selvom HTML5 som sådan ikke understøtter eksempelvis adgang til info fra telefonens accelerometer, så har phonegap implementeret egen api til HTML5, der alligevel gør det muligt at få fat i eksempelvis data fra accelerometeret.

Hybrid-frameworks

En anden tilgang kan være de såkaldte hybrid-frameworks som Titanium. Her kan man skrive sin kode i javascript. Og den bliver også afviklet i telefonens javascript-fortolker, kombineret med native-kald til det underliggende styresystem, hvad enten det er Android, IOS eller i visse tilfælde Windows Phone, forklarer Jacob Avlund.

Lige netop Titanium understøtter dog ikke Windows Phone endnu, selv om det er på vej, fortæller Jacob Avlund.

Fordelen ved native-kaldene er, at telefonens egen brugergrænseflade bliver anvendt, og derfor kommer app’en også til at have samme udtryk, som den øvrige brugergrænseflade. Og så yder app’s lavet på denne måde relativt bedre sammenlignet med app’s lavet via Phonegap og i HTML5, vurderer Jacob Avlund.

»Et hybrid-framework som Titanium vil tit og ofte være godt nok, men det egner sig ikke til at lave store, grafisk tunge spil, der skal man stadig udvikle en native-app,« siger han.

Og så kan der være en anden udfordring med udvikling i et hybrid-framework. Jacob Avlund forklarer, at de af og til kan vise sig at anvende mindre officielle api’er fra Google og Apple, som egentlig ikke er ment til at skulle anvendes af andre end leverandørens egne udviklere. Formålet er tit at opnå en højere ydeevne på det færdige produkt, men problemet kan være, at disse api’er ikke fungerer i nye versioner af eksempelvis Android. Eller at de bliver udskiftet med andre.

»Og hvis du skal bruge noget af det allernyeste funktionalitet, så skal du vente på, dem der laver hybrid-løsningerne, får fulgt op på, hvad man kan på forskellige platforme,« siger Jacob Avlund.

En anden udfordring

En anden udfordring, primært på Android, som Jacob Avlund kalder klassisk, er de mange forskellige skærmstørrelser, der skal tages højde for, og de forskellige Android-versioner, der er på markedet. Hvis app’en ellers skal virke ordentlig på tværs af forskellige enheder, så er det en rigtig godt idé at teste den godt, fortæller Jacob Avlund.

Hvis det bare er til intern brug i en virksomhed, så er det dog ikke nødvendigt at bruge tid på at teste og understøtte eksempelvis ældre versioner af Android, påpeger han.

Sidst men ikke mindst, så er det ikke kun formålet med app’en, man bør have for øje, når udviklingsmetoden skal vælges.

»Man skal ikke undervurdere den fordel det er ikke at skulle til at lære et nyt programmeringssprog. Hvis ellers kravene til app’en er til forhandling, så er det en rigtig god idé at vælge et programmerings framework, der understøtter et sprog, man kender godt, eksempelvis javascript. Det kan tit og ofte lette hele udviklingsprocessen enormt og gøre en stor forskel,« siger Jacob Avlund.

I fredags kunne Version2 berette, at man i EU er nået frem til en aftale om at afskaffe roaming-afgifter på tale, sms og mobil-data. Lovgivningen skal træde i kraft fra december 2015, og dermed vil det altså være slut med de skyhøje regninger til borgere, der bruger deres mobiltelefoner i andre EU-lande end deres eget.

En større lovpakke om forskellige aspekter af telekommunikation, der blandt andet omfatter netop roaming-aftalen, er på vej igennem EU, og i mandags skulle de have været til afstemning i industri-udvalget, hvor danske Jens Rohde er næstformand. Afstemningen blev dog udskudt, og et af de store stridspunkter i lovforslaget er netneutralitet – og nu tages de reducerede telefonregninger som gidsel i kampen om båndbredden.

Netneutralitet diskuteres heftigt i både Europa og USA, hvor mange har erklæret netneutraliteten for død, efter at Netflix har indgået atale med Comcast om at betale for at få opprioriteret sin trafik – en model som TDC for nylig meldte sig positivt indstillet for som en fremtidig mulighed i Danmark.

I EU har man indtil videre udarbejdet et forslag, der i sin nuværende form stadfæster, at man som udgangspunkt ikke må forskelsbehandle internettrafik – dog med visse undtagelser. Der er gives nemlig plads til det, der hedder ”specialised services” – altså specielle aftaler mellem eksempelvis indholdsleverandører og tele-selskaber.

Skeptikere mener, at begrebet er så åbent for fortolkning i det nuværende forslag, at det i praksis vil udhule den netneutralitet, som forslaget skal sikre – altså lige adgang til al slags indhold på interenttet. Derfor har den franske socialist Catherine Trautmann på vegne af den socialdemokratiske gruppe indleveret en række ændringsforslag til stramninger, der blandt andet skal præcisere, hvad der må kaldes en specialised service.

I ændringsforslagene slår Trautmann fast, at en specialiseret tjeneste ikke må have samme funktion som en anden tjeneste, der er frit tilgængelig via almindelige internetforbindelser. Altså vil en aftale, som den Netflix og Comcast har lavet, umiddelbart ikke være tilladt.

Jens Rohde er leder af den liberale gruppe, og han forklarer, at selvom han er for netneutralitet, er han nødt til at stemme imod stramningerne. Ellers truer både EPP-gruppen (centrum-højre), ECR-gruppen (konservative), og EFD-gruppen (højre) nemlig med at trække tæppet væk under hele pakken af telelovgivning.

Og hvis det sker, så vil også den aftale om roaming, der skal gøre det markant billigere at bruge sin telefon i andre EU-lande, også ryge på gulvet.

»Jeg har fået klar besked fra EPP-gruppen, ECR-gruppen, EFD-gruppen, og halvdelen af min egen gruppe om, at hvis man stemmer for dette her, så vil de trække støtten til hele forslaget. Og hvis det sker, så bliver der ingen roaming-aftale og slet ingen netneutralitet«, siger Jens Rohde til Version2.

Afstemningen i industri-udvalget er indtil videre udskudt til 18. marts.

Det er ikke bare den norske offshore-industri, der kæmper med at skaffe kvalificeret arbejdskraft i øjeblikket. Nu går norsk forsvar også ind i kampen om at tiltrække ingeniører, skriver Teknisk Ukeblad

Kæmpeinvesteringen inden for luftfartsområdet betyder, at forsvaret skal skaffe teknologikyndige i et omfang, der ikke er set tidligere i norsk forsvarshistorie, fortæller Christopher Lindahl, major i FLO DIV LU, der er norsk forsvars tekniske myndighed inden for luftmateriel med ansvar for nyanskaffelser på området.

»Projekterne bliver større både i omfang og kompleksitet. Det kræver et kæmpeløft på ingeniørsiden,« forklarer Cristopher Lindahl til Teknisk Ukeblad.

Læg dit CV på Jobfinder og bliv synlig for arbejdsgiverne

14 nye fregat- og kystvagthelikoptere, 16 nye redningshelikoptere og op mod 52 nye F-35-kampfly er på det norske forsvars indkøbsliste over de kommende år. Både selve anskaffelsen og den fremtidige drift kræver massiv rekruttering på ingeniørområdet.

Alene i denne måned er der slået 13 ingeniørstillinger op i FLO DIV LU. Den boomende olieindustri har dog igennem en længere periode støvsuget markedet for ingeniører, fortæller HR-chef Anne Lunder.

»Vi har tidligere måtte aflyse stillinger flere gange, fordi ingen af ansøgerne var kvalificerede. Nu oplever vi imidlertid, at det er ved at blive mere arbejdsgivers marked, og i den senere tid er det blevet lidt lettere at skaffe kvalificerede ansøgere,« fortæller Anne Lunder.

Både nyuddannede og mere erfarne ingeniører er efterspurgte, og selv om forsvaret som offentlig institution ikke kan matche den private olieindustri på lønningerne, håber Anne Lunder, at udsigten til at skulle håndtere nogle af verdens mest avancerede luftfartøjer vil få kandidaterne til at melde sig.

Leverancen af fregathelikoptere, hvoraf en del skal bruges til antiubådskrigsførsel, forventes afsluttet i 2017 og har en budgetramme på 6,1 milliarder norske kroner (5,5 milliarder danske kroner). Indkøbet af op mod 52 nye F-35 kampfly er estimeret til værdi af 64 milliarder norske kroner (57,7 milliarder danske kroner). De første fly skal leveres i 2015 og 2016, mens de første af de 17 redningshelikoptere forventes leveret i 2017.

I samarbejde med tyske, finske og amerikanske forskere har kemikere fra Københavns Universitet vist, hvordan naturlige dampe fra træer kan udvikle sig til partikler, der kan binde vand.

Opdagelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature og betegnes som gennembrydende, da forskere verden over længe har søgt en nøjagtig forklaring på, hvordan skyer bliver dannet.

Problemet har været, at man ikke har vidst, hvilken kemisk komponent der omdanner træernes gas-molekyler til de større partikler, som vanddamp kan kondensere på. Men det ved vi nu, siger professor Henrik Kjærgaard fra Kemisk Institut på KU i en pressemeddelelse.

Han er ekspert i teoretiske beregninger af, hvordan kemiske stoffer forandrer sig i atmosfæren og medforfatter på det samlede forskningsprojekt, hvor han beregnede resultaterne af tyske klimaforskeres eksperimenter, der startede på forskningsinstitutionen Jülich.

Aerosoler kræver ren luft

Skyer opstår, når vanddamp samler sig om en skykerne. Skykernen består af luftbårne partikler kaldet VOC’er, en gas, som træer naturligt udskiller. Men hvordan de kulholdige gasser bliver til partikler, der vokser sig store nok til, at vanddampen kan samle sig om dem, har hidtil været ukendt.

Vanddamp kan kun blive til skydråber, hvis der er noget vandet kan kondensere på. Man kalder det kondensationskerner eller aerosoler.

De største aerosoler i atmosfæren består af partikler og krystaller, f.eks. sod, støvkorn eller salt fra havskum. Denne slags aerosoler står for dannelsen af cirka halvdelen af skydråberne i atmosfæren.

Den anden halvdel af skydannelsen tilskrives aerosoler dannet i gasfasen. Som udgangspunkt er de meget små, kun omkring 1 nano-meter. Mange af dem går tabt, inden de når at vokse sig til en størrelse, hvor de kan danne skydråber.

Kilde: Københavns Universitet

Forsøg med VOC’erne har nemlig tidligere vist, at de holder op med at vokse, så snart de kom i forbindelse med byluft. Så da forskerne undersøgte gasserne fra fyrretræerne i finske skove, hvor luften var ren, gjorde de en overraskende opdagelse.

For her voksede VOC’erne lynhurtigt og blev til store mængder aerosoler. Samtidig fandt de ud af, at det er NOx-gasser byen, der gjorde, at VOC’erne ikke kunne vokse og blive til aerosoler.

Her kom professor Henrik Kjærgaards beregninger ind i billedet, da eksperimentet ikke viste, hvordan omdannelsen skete. Han kunne så beregne, hvordan ilt var en vigtig komponent, som også samtidig forklarede, hvorfor NOx-gasserne brød reaktionskæden.

»Når NOx-gasserne reagerer med VOC’erne, stopper de for yderligere optag af ilt. Derved kan de ikke vokse sig større og tiltrække flere VOC’er og blive til en aerosol. Derfor er det en helt anden proces, der foregår, når NOx-gasser er til stede i forhold til, når de ikke er til stede,« siger Henrik Kjærgaard til Videnskab.dk.

Professoren håber, at den nye indsigt i dannelsen af skykerner vil gøre det muligt at forudsige klimaets udvikling mere præcist end i dag.

Forskere har nemlig længe vidst, at aerosoler har indflydelse på jordens klima, fordi de netop danner skyer, der er med til både at reflektere sollys og holde på jordens varme.