Category Archives: computer

Har jeg nogen sinde nævnt at jeg bliver gammel og træt hver gang jeg skal implementere en eller anden standard ?

Som jeg fortalte sidder jeg og roder med WARC filformatet, forgyldt i ISO 28500.

Her defineres forskellige headere, bla:

Senere, i Annex C gives nogle eksempler og her finder man:

Bemærk hvorledes WARC-Record-ID har uri’en wrappet i <…> mens WARC-Target-URI ikke er.

Gældende standard for URI’er er RFC3986 der i Annex C bla. skriver:

Appendix C. Delimiting a URI in Context

URIs are often transmitted through formats that do not provide a
clear context for their interpretation. For example, there are many
occasions when a URI is included in plain text; examples include text
sent in email, USENET news, and on printed paper. In such cases, it
is important to be able to delimit the URI from the rest of the text,
and in particular from punctuation marks that might be mistaken for
part of the URI.

In practice, URIs are delimited in a variety of ways, but usually
within double-quotes “http://example.com/“, angle brackets
, or just by using whitespace:

  http://example.com/

These wrappers do not form part of the URI.

[...]

At pakke uri’erne i <…> er altså hverken krævet eller tilladt af ISO 28500.

Kigger man efter eksempler på nettet finder man at alle wrapper WARC-Record-ID, formodentlig fordi eksemplerne i standarden gjorde det, mens andre felter, som f.eks WARC-Target-URI normalt ikkw wrappes i <…>.

Det følger indlysende at man bliver nødt til at acceptere <…> når man læser WARC filer, men skal man også bruge dem når man skriver WARC filer ?

Nogen der har et gæt på hvor meget WARC software der forventer at finde <…> ?

phk

PS: Beklager funky syntax-highlighting, vi mangler en “kode-stil” der bare lader være…

I 1971 forklarede den amerikanske sociolog Scott Feld i en artikel i American Journal of Sociology, at det for flertallet i en befolkning eller gruppe vil gælde, at de har færre venner end deres venner har i gennemsnit. Dette forhold kendes i dag som venskabsparadokset.

To koreanske forskere ansat ved henholdsvis Université de Toulouse i Frankrig og Aalto-universitetet i Finland forklarer i en ny artikel, at der findes et generaliseret venskabsparadoks, som betyder, at dine venner (i gennemsnit) også tjener mere end dig, er mere populære og lykkelige osv. Forholdet gælder vel at mærke for flertallet af befolkningen – for et mindretal forholder det sig omvendt.

Først en lille kommentar om det klassiske venskabsparadoks.

Scott Feld tog udgangspunkt i James Colemans undersøgelse The Adolescent Society fra 1961, der havde kortlagt venskabsrelationer blandt elever i 12 amerikanske high schools.

De 146 piger i Marketville havde i gennemsnit 2,7 venner, mens deres venner i gennemsnit havde 3,4 venner. Det betød, at 74 pct. af pigerne havde færre venner end deres venner havde venner.

Det er et paradoks, for når venskaber er gensidige – man siger jo netop af A og B er venner – så vil de fleste nok forvente, at der ingen forskel var.

Når det alligevel er sandt, at dine venner har flere venner end dig (for størstedelen af en gruppe), så skyldes det, at venskaber følger en power-law-fordeling,hvor de fleste har få venner, mens et lille antal har mange venner.

Gælder også på Facebook, Twitter og i forskerkredse

Venskabsparadokset gælder også på Facebook og Twitter. Dine Facebookvenner har flere venner end dig – på Twitter er der flere, der følger dem, der følger dig, end der er personer, der følger dig.

Dette forhold er af en forskergruppe ved University of Michigan i USA blevet udlagt som en forklaring på, at mange brugere af Facebook føler sig triste, da de kan se, at deres venner klarer sig bedre end dem selv – uden at tænke over, at dette er tilfældet for flertallet på Facebook.

Young-Ho Eom og Hang-Hyun Jo har nu lavet en empirisk undersøgelse blandt forskere, der har publiceret i Physical Review tidsskrifter eller som har en Google Scholar-profil.

Der var 242.592 personer i PR-netværket og 29.968 i GS-netværket. Undersøgelsen viste, at for flertallet gjaldt det, at en forfatters medforfattere havde flere medforfattere end forfatteren selv, de publicerede flere artikler og opnåede flere citationer. De var med andre ord bedre forskere.

Forklaringen skyldes simpelthen den måde, netværket er skruet sammen på, som helt svarer til netværksstrukturen for venskaber i amerikanske high schools.

Young-Ho Eom og Hang-Hyun Jo forklarer, at samme netværksstruktur findes for popularitet, indkomst, anseelse og lykke. Der findes altså et generaliseret venskabsparadoks – og derfor må de fleste af os acceptere, at vi næsten alle områder er ringere stillet end vore venner.

Omkring 3,5 meter op til skuldrene – og så er det skelet af en steppe­mammut, der for tiden kan opleves på Zoologisk Museum i København, ikke engang blandt de største af arten, der kunne blive næsten 5 meter og veje op til 10 ton.

»Det er nogle meget unikke skeletter, vi har fået mulighed for at udstille. Nogle af dem er fra en familieflok, der har en historik, som giver noget ekstra,« forklarer kreativ udvikler ved Statens Naturhistoriske Museum Joakim Engel.

Udstillingens kæmpemammut og dens familie er en del af det imponerende fund, som blev gjort i Sevsk i Rusland i 1988, hvor man i løbet af tre år gravede skeletterne af hele 33 uldhårede mammutter op af flodbreddens jord.

Man har også mulighed for at stifte bekendtskab med Dima, den mumificerede mammutbaby, som blev fundet af en guldgraver i det nordøstlige Sibirien i 1977 efter at have ligget gemt i den stivfrosne jord i mere end 40.000 år.

Ud over mammutterne sætter udstillingen også fokus på en række af de andre enorme fortidsdyr, som i dag kun findes i form af skeletter og rekonstruktioner, men som for indtil cirka 10.000 år siden dominerede naturen i både Europa, Asien og Nordamerika. Ud over mammutterne talte den såkaldte megafauna desuden hulebjørne, steppebisoner, vildheste og det imponerende Kaukasusnæsehorn.

Stakkels Stellers søko

Spørger man Joakim Engel, er der dog særligt ét af fortidsdyrene, der er fascinerende. Nemlig havdyret Stellers søko, som blev opdaget i 1741 af den tyske kaptajn Georg Wilhelm Steller under en af Vitus Berings ekspeditioner. Udstillingen byder på et delvist skelet, da komplette skeletter er sjældne. For den dovne planteæder var en blid og langsom størrelse, og det udnyttede søfolk som spisekammer, og i løbet af få årtier var Stellers søko uddød.

»Ud fra mit synspunkt er den noget af det mest interessante i udstillingen, for man ved ikke så meget om den, som man gør om mammutterne, som de fleste kender til på en eller anden måde,« siger Joakim Engel.

Er man typen, der foretrækker en udstilling pakket med interaktivitet, lange beretninger og anden information, er det nok ikke udstillingen om mammutterne, man skal besøge. For i sin opbygning er udstillingen vendt tilbage til de klassiske zoologiske museumsdyder.

»Vi lader de store skeletter være i centrum. Fundene fra Sibirien spiller hovedrollen, og så fortæller vi naturligvis historien om skeletterne. Men der er ikke tætpakket med plancher. Vi synes, at man får den største oplevelse ved selv at gå rundt og opleve skeletterne,« forklarer Joakim Engel.

‘Mammutter – Kæmperne fra Rusland’, Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 København Ø, www.zoologi.snm.ku.dk. Udstillingen løber indtil 1. august 2014

To dage før nytår kunne de danske raketbyggere i Copenhagen Suborbitals (CS) konstatere, at opbakningen til deres projekt har nået en milepæl med over 1.000 betalende medlemmer i støtteforeningen Copenhagen Suborbitals Support (CSS).

Det er under fire år siden, at en flok Ingeniørenlæsere fik ideen til støtteforeningen, som blev stiftet på Toga Vinstue i København. I dag kan foreningen hver måned sende 100.000 kroner til raketbyggerne, der også modtager høje engangsbeløb gennem donationer fra hovedsageligt udlandet og gennem bidrag fra sponsorer.

Stifterne af CS, Peter Madsen og Kristian von Bengtson, havde faktisk en enkelt bekymring, da gruppen af Ingeniørenlæsere i efteråret 2010 foreslog CS at oprette en støtteforening:

»Dengang byggede vores økonomi på, at folk betalte for at overvære vores test af motorer. Hvis vi skulle give støttemedlemmer gratis adgang, så ville det først betale sig, hvis foreningen var tilstrækkelig stor. Så vi tegnede en masse kurver på vores whiteboard i værkstedet og regnede på break even-tidspunkter, men kunne hurtigt se, at en støtteforening kunne betale sig. Det ville også give os et mere steady flow af penge,« siger Kristian von Bengtson.

I dag kommer næsten alle enkeltdonationer fra udlandet, mens støttegruppen hovedsageligt består af danskere, heraf 85 procent mænd, og langt de fleste mellem 30 og 40 år.

Ny raketmotor skal brænde i 90 sekunder

Ifølge raketbyggerne er støtteforeningen en helt central årsag til, at 50 frivillige knokler dag og nat i værkstedet, og CS er på vej med deres hidtil mest omfattende motortest 1. marts.

• Testen foregår på pladsen foran B&W værftet, og dørene åbnes klokken 12.30.
• Traditionen tro kan der købes raketpølser, drikkevarer, plakater og lign. ved testen.
• Testen er gratis for medlemmer af CSS, men koster ellers 100 kroner.
• Køb billet til rakettest her.

Og meget har ændret sig, siden Peter Madsen som ung byggede sin første væskeraket og startede den med to brugte autorelæer pakket ind i en tennissok stoppet ned i en lille æske. Nu styres startsekvensen af en CS-bygget computer, som via sensorer overvåger alt på raketten.

Under testen 1. marts vil hele den ni meter høje raket, uden kapsel, være spændt fast til prøvestanden på B&W, og i jetstrålen vil raketbyggerne teste nye ror og servoer til at styre raketten.

En markant forskel fra tidligere test er, at CS gennemfører et såkaldt full-burn, hvor motoren skal vise, at den kan holde til hele 90 sekunders brændtid, og Kristian von Bengtson og Peter Madsen har allerede diskuteret, hvad de gør, hvis motoren eksploderer, eller ikke fungerer optimalt.

Eksplosion betyder farvel til HEAT2X for evigt

Det værste scenarie er en såkaldt hardstart, hvor for meget uforbrændt alkohol og flydende ilt ophober sig i brændkammeret, hvor det antændes. Det er sket på adskillige raketter gennem tiden, blandt andet amerikanernes Vanguard, og giver en eksplosion, der vil ødelægge motoren, styrerorene, og formentlig også resten af raketten.

En eksplosion kan også forekomme, hvis forbrændingen begynder at gå i svingninger.

Skulle det ske, er beslutningen at droppe Heat 2X og arbejder videre med den store rumraket HEAT1600, og det er værd at bemærke.

For cirka et år siden tog Peter Madsen og Kristian von Bengtson nemlig en afgørende beslutning for fremtiden. De valgte at kaste sig ud i byggeriet af, hvad man kunne kalde den endelige raket – den som skal bringe Peter Madsen ud i rummet.

På det tidspunkt havde CS eksperimenteret med en lang række forskellige raketter, og der var brug for at samle alle erfaringer og tage et modigt spring.

»CS var som organisation nervøs for at tage skridtet mod en bemandet raket, fordi det var tydeligt, at den ville blive enorm. Men vi var nødt til at tage skridtet og opstille et konkret mål at stile efter. Derfor er der heller ingen grund til at bygge HEAT2x op igen, hvis motoren eksploderer. Vi ved, at vores mål er HEAT1600. Det er den, som skal bringe Peter i rummet,« siger Kristian von Bengtson.

Alligevel er HEAT2X en vigtig læringsplatform. F.eks skal kapslen TDS-80 til HEAT2X udstyres med en såkaldt ballut for at sænke kapslens fart, når den genindtræder i atmosfæren. En ballut er en mellemting mellem en ballon og en faldskærm, og Kristian von Bengtson og hans team er i fuld gang med at finde egnede materialer og design, der kan klare de ekstreme temperaturer. Læs mere på Kristian von Bengtsons blog på Wired.

• CSS blev stiftet i oktober 2010, og har nu nået 1000 medlemmer, der giver 100.000 kroner til CS hver måned. Havldelen af pengene går til husleje til de to haller, som CS nu råder over på Refshaleøen.
• Hovedparten af supporterne kommer stadig fra Danmark, men CSS er nu oppe på ca. 10% internationale medlemmer, og den andel er støt stigende.
• For at få flere til fast at støtte projektet, har CSS besluttet at gøre kontingentstrukturen langt mere fleksibel, og målet er nu 1500 faste bidragydere i løbet af 2014. Den nye medlemsform vil blive lanceret samtidig med et helt nyt fælles website i løbet af februar måned.

Kristian: Peter og mig skal være i synk

Med et rekordhøjt antal støttemedlemmer, frivillige og donationer, samt en udvidelse af raketværkstedet til ekstra lokaler er CS på en meget fornuftig kurs mod en bemandet opsendelse. Kristian von Bengtson er ikke bekymret for fremtiden, men direkte adspurgt hvad de største udfordringer er, peger han på flg. områder:

»Peter og mig skal altid være i synk. Vi er to hanløver og har haft vores kontroverser, men vi er altid gode til at komme over dem. Oftest opstår problemerne, hvis vi ikke ser hinanden længe, og her er udfordringen, at vi ofte arbejder på forskellige tidspunkter og i hver vores afdeling. Vi har lovet hinanden at år 2014 er året, hvor vi højner den interne kommunikation og husker at tage mere fat i hinanden og glædes sammen,« siger Kristian von Bengtson.

En anden udfordring er koordineringen af de stadig flere projekter mellem f.eks elektronikfolk og mekanikere, og endelig så skal der bedre styr på økonomien.

»Med 50 mennesker risikerer vi hurtigt at dræne pengekassen, hvis vi ikke hele tiden styrer udgifterne. F.eks havde vi 150.000 kr. i underskud efter året med opsendelserne af LES og Smaragd. Den situation skal vi ikke havne i igen. Derfor laver vi en gruppe, der sikrer en bedre koordinering og styring af udgifter og indtægter,« siger Kristian von Bengtson.

Kunne du finde på at forlade CS i fremtiden, hvis andre muligheder åbnede sig?

»Jeg forlader ikke det her projekt, før vi har fået sendt Peter i rummet. Den skal følges til dørs. Måske hvis nogen køber en ø til mig i Caribien og giver mig gratis drinks og en hængekøje at ligge i hele dagen, så måske … nej, ikke engang det.«

Udstødningen fra de tusinder af lastbiler, der dagligt drøner rundt på de danske motorveje, er ikke alene en miljømæssig belastning med tonsvis af CO2 og farlige partikler.

Den er også en kæmpe energiressource, fordi motorens spildvarme i udstødningen kan udnyttes og omsættes til strøm ved hjælp af en termoelektrisk generator. Det mindsker belastningen på bilens generator og sparer dermed brændstof.

Iværksættervirksomheden TEGnology fra Vejle har arbejdet på teknologien i årevis, og i januar fik virksomheden tildelt 2,3 mio kr. fra Energistyrelsen til arbejdet med at udvikle et billigt og effektivt termo­elektrisk modul (TEM) til Volvos lastbiler.

En af udfordringerne ved at udvikle termoelektriske moduler til lastbiler er, at de skal kunne fungere ved meget høje temperaturer. Her mener TEGnology at have erobret sig en konkurrencefordel ved at samarbejde med Aarhus Universitet om udvikling af materialer, der kan fungere ved helt op til 400 grader celsius.

»Det er unikt for termoelektriske moduler, og fordi vi har licens til at producere materialet, giver det os et forspring på markedet,« siger TEGnologys direktør, Paul Egginton.

»Vores test af modulet har vist, at det kan yde 100 W og dermed reducere presset på bilens indbyggede generator og få bilen til at køre 10 pct. længere på literen – og på længere sigt kan vi måske optimere modulet, så bilens egen generator helt kan undværes,« siger han.

Adgang til nyeste forskning

Samarbejdet med Aarhus Universitet opstod i 2009, da TEGnologys grundlægger, Flemming Bjørn Hansen, i sin søgen efter ny viden gentagne gange stødte på en bestemt forskers navn.

»Så tog jeg ganske enkelt telefonen og ringede til Center For Materialekrystallografí, som siden slutningen af halvfemserne har haft den specifikke ekspertise på området for termoelektriske materialer og som på daværende tidspunkt næsten havde materialet zinkantimonoid klar til produktion. Dermed fik jeg en hurtig og nem adgang til den nyeste forskning på området, og universitetes forskere blev glade, fordi de på den måde fik afprøvet deres materialer i praksis. Senere i samarbejdet blev det så et krav, at der også skulle forskes i det andet halvledermateriale magnesiumsilicid, så vi kunne komme videre med modulet,« siger Flemming Bjørn Hansen.

TEGnology er nu klar med sin anden prototype af modulet, og efter en række succesfulde test hos det tyske firma Mahle bliver TEM’en til sommer præsenteret på den store messe Thermoelectrica i USA, hvor testmodulerne gerne skulle stå klar til salg, og hvor firmaet håber at skabe kontakter i industrien.

Poul Gunder Nielsen har stillet fem spørgsmål om køkkenkværne.

Janus Søgaard Kirkeby, Project Manager, Solid Waste Management, Cowi, svarer:

1) Er det ikke rigtigt, at køkken­kværne giver den optimale adskillelse af det organiske og det uorganiske husholdningsaffald?

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad der menes med ‘den optimale adskillelse’. Det er muligt, at køkkenkværne kan frasortere en meget stor mængde madaffald – og måske mere end ved separat indsamling – fra det resterende affald, men der er ikke foretaget mange undersøgelser af dette i Danmark.

2) Har kloaksystemet kapacitet nok til dette?

Kloaksystemet vil i de fleste tilfælde ikke have noget problem med at modtage og transportere den ekstra belastning, som faktisk udgør en relativ lille merbelastning ift. nuværende. Der kan dog være lokale omstændigheder (f.eks. underdimensionerede eller dårligt vedligeholdte kloakker), som gør, at køkkenkværne ikke er hensigtsmæssige i visse områder. Der kan også være øget risiko for højere koncentration af svovlbrinte i kloaknettet, især på lange kloakledninger.

3) Kan renseanlæggene effektivt omdanne dette organiske affald til gas og gødning?

Renseanlæggene kan, hvis de har en rådnetank, omdanne affaldet til biogas, som kan bruges til el- og varmeproduktion. Der sker dog et tab af materiale – og dermed energi – i renseanlægget, hovedsageligt fra beluftningsprocessen på renseanlægget. Derfor vil der typisk dannes mere biogas, hvis affaldet indsamles separat.

4) Er metoden energimæssigt forsvarlig?

Ja, men som skrevet ovenfor så kan energioverskuddet være større, hvis affaldet indsamles separat – også selvom der anvendes mere diesel til indsamling.

5) Hvor udbredt er den – i ind- og udland?

I indland er den meget lidt udbredt. I USA derimod er det meget udbredt i de fleste stater – over 50 procent af alle boliger har installeret en køkkenkværn.

Poul Gunder Nielsen har stillet fem spørgsmål om køkkenkværne.

Janus Søgaard Kirkeby, Project Manager, Solid Waste Management, Cowi, svarer:

1) Er det ikke rigtigt, at køkken­kværne giver den optimale adskillelse af det organiske og det uorganiske husholdningsaffald?

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad der menes med ‘den optimale adskillelse’. Det er muligt, at køkkenkværne kan frasortere en meget stor mængde madaffald – og måske mere end ved separat indsamling – fra det resterende affald, men der er ikke foretaget mange undersøgelser af dette i Danmark.

2) Har kloaksystemet kapacitet nok til dette?

Kloaksystemet vil i de fleste tilfælde ikke have noget problem med at modtage og transportere den ekstra belastning, som faktisk udgør en relativ lille merbelastning ift. nuværende. Der kan dog være lokale omstændigheder (f.eks. underdimensionerede eller dårligt vedligeholdte kloakker), som gør, at køkkenkværne ikke er hensigtsmæssige i visse områder. Der kan også være øget risiko for højere koncentration af svovlbrinte i kloaknettet, især på lange kloakledninger.

3) Kan renseanlæggene effektivt omdanne dette organiske affald til gas og gødning?

Renseanlæggene kan, hvis de har en rådnetank, omdanne affaldet til biogas, som kan bruges til el- og varmeproduktion. Der sker dog et tab af materiale – og dermed energi – i renseanlægget, hovedsageligt fra beluftningsprocessen på renseanlægget. Derfor vil der typisk dannes mere biogas, hvis affaldet indsamles separat.

4) Er metoden energimæssigt forsvarlig?

Ja, men som skrevet ovenfor så kan energioverskuddet være større, hvis affaldet indsamles separat – også selvom der anvendes mere diesel til indsamling.

5) Hvor udbredt er den – i ind- og udland?

I indland er den meget lidt udbredt. I USA derimod er det meget udbredt i de fleste stater – over 50 procent af alle boliger har installeret en køkkenkværn.

Måske lyder en tankekontrolleret benrustning mere som en effekt fra filmen Iron Man end moderne lægevidenskab. Men det er ikke desto mindre, hvad en brasiliansk forsker forventer at virkeliggøre ved åbningen af VM i fodbold i juni 2014, skriver Washington Post.

Her skal en teenager, der er lammet fra livet og ned, efter planen kunne gå ind på banen og sparke den første kamp i gang – alene ved hjælp af tankens kraft, der skal aktivere et mekanisk exoskelet spændt omkring benene.

Mekaniske metalbøjler skal støtte og bøje teenagerens ben, mens bøjlerne bliver stabiliserede af gyroskoper, der bliver drevet af et batteri, der skal ligge i teenagerens rygsæk. Tyskproducerede sensorer vil skabe en følelse af pres, når hver fod rammer jorden.

Til sidst vil teenageren efter måneders træning med en virtual reality-simulator være i stand til at styre alt dette gennem et udstyr, der omsætter tanker til handling.

Vil gøre kørestole overflødige

Efter årtiers forskning lader det således til at være lykkedes for forskere fra projektet Walk Again på Duke University at give nyt håb til ofre for slagtilfælde og bilulykker samt sårede soldater, der har mistet lemmer eller førligheden i hænder, arme og ben.

»Med tilstrækkelig politisk vilje og investeringer kunne vi gøre kørestole overflødige,« lyder det fra den brasilianske neurolog Miguel Nicolelis, der står i spidsen for projektet.

Han betegnes som lidt af en pioner inden for feltet, siden han i 1990’erne var med til at udvikle den første tanke-kontrollerede arm.

Begyndelsen på den blev til ved hjælp af rotter, som fik indsat en elektronisk chip i den del af hjernen, som kontrollerer muskelbevægelser. Fra chippen sad der rækker af ledninger, som opfangede de elektriske impulser, der blev genereret af hjernecellerne, og sendte signalerne videre til en computer.

Så lærte rotterne at få vand ved at røre og aktivere en arm, og forskerne studerede de signaler, som rotten samtidig udsendte. Ved at efterligne neuronernes mønstre, kunne de sende signalerne direkte videre til armen, og rotterne lærte efterhånden at aktivere armen uden at røre den.

I 2008 lykkedes det så forskerne at få en robot i Japan til at gå på et løbebånd, fordi den via en computer fik signaler fra en abe, der gik på et løbebånd i laboratoriet på den anden side af verden – som denne video viser: