Jeg arbejdede hovedsageligt med temporale databaser fra 1990 til 2000.
Med temporale data er de SQL-forespørgsler, som man skal foretage, meget lange og svære at forstå, og det kan være meget svært at sikre sig, at det er det rigtige, man trækker ud.
Så vi skrev nogle nye sprog til at udtrække informationer fra temporale databaser. Det var en rigtig god ide. Men der skete bare ingenting.
Forskerne skændtes rigtigt meget om, hvis sprog, der nu var det bedste. Mange mente, at det sprog, de selv havde skrevet, var det bedste.
Så vi kunne ikke få det standardiseret ordentligt, og der var ingen virksomheder, der ville understøtte sprogene.
De havde travlt med objektrelationelle databaser, XML og andre ting, som konkurrenterne gjorde, hvilket betød, at de også skulle gøre det.
Så vi måtte finde noget andet at give os til i 10 år, før der kom folk fra virksomhederne og sagde: “Det, som I foretog jer dengang, var faktisk ret spændende. Kan I ikke fortælle os om det?”
Nu gør Teradata det. SAP gør det. Oracle gør det, Microsoft og IBM gør det i et eller andet omfang, og de gør det alle sammen lidt på hver deres måde. Så nu er det faktisk blevet et hit.