Category Archives: computer

En ny gigant har meldt sin ankomst på det europæiske telemarked.

Det drejer sig om det tidligere britiske statsejede British Telecom – nu BT – efter selskabet for knap et år siden lagde 123 milliarder kroner for tele- og internetselskabet EE.

Dette opkøb har de britiske konkurrencemyndigheder CMA nu givet de sidste godkendelser for, efter handlen allerede i efteråret 2015 så ud til at glide glat igennem.

Dermed er sammensmeltningen af Storbritanniens største leverandører på henholdsvis de faste og de mobile linjer en realitet, skriver BBC.

En international gigant
BT’s direktør Gavin Patterson udtaler efter den sidste godkendelse, at kombinationen af BT og EE (tidligere Everything Everywhere) bliver en digital mester for Storbritannien, da selskabet vil øge innovationen i det stærkt konkurrenceprægede telemarked.

Mesterdrømmene har i hvert fald en økonomiske muskler at hvile på, da de to selskaber dag tilsammen har en omsætning på knap 250 milliarder kroner.

Det nye BT med EE i folden er samtidig godt 10 gange større end danske TDC alene målt på omsætningen.

Set i et internationalt perspektiv er dog stadig en sum penge op til teleselskabernes absolutte superliga.

Her omsætter mastodonter som AT&T, Verizon, japanske NTT og China Mobile for tre til fire gange så meget som den nye britiske telegigant.

En anden storhandel på vej
BT’s opkøb af EE glider igennem kort tid efter, at den danske EU-Konkurrencekommissær Margrethe Vestager i efteråret har sat gang i en undersøgelse af en anden storhandel på det britiske telemarked.

Det drejer sig om 100 milliarder kroner-fusionen mellem teleselskabet 3 og britiske O2, som 3 vil købe af Telefónica.

Den danske konkurrencekommissærs undersøgelse blev påbegyndt efteråret, fordi hun haft mistanke om, at handlen vil kunne være konkurrenceforvridende, hvilket i sidste ende vil betyde højere priser for forbrugerne.

Læs også: Margrethe Vestager: Telia-Telenor-fusion ville gå ud over kunderne

Årsagen er, at de to selskaber modsat BT og EE er rene mobilselskaber, som potentielt vil kunne få en alt for stor magt med en markedsandel på omkring 40 procent.

En sammensmeltning mellem 3 og O2 vil samtidig reducere antallet af store britiske mobiloperatører fra fire til tre.

Og det anses altså af EU for at være mere potentielt konkurrenceforvridende, end at teleselskabet med fleste faste linjer og et mobilselskab med flest mobilkunder går sammen.

Læs også: 

Teleselskabernes desperate kamp: Har svært ved at følge med på brutalt marked

For adskillige år siden blev “Internet.org”-initiativet startet af Facebook, og lige nu foregår der en større diskussion om dette initiativ i udenlandske medier.

Kort fortalt går det ud på at tilbyde gratis “basis-internet” til én milliard indere, som i dag ikke har nogen internetforbindelse.

Det lyder jo umiddelbart som noget, man kan have svært ved at have noget imod, men sagen er lidt mere kompliceret end som så.

Der er nogle store dilemmaer, og jeg synes derfor, det er en interessant diskussion, og det ville være ærgerligt at gå glip af den her i vores lille andedam.

Derfor kan I betragte denne klumme som et oplæg til diskussion.

I får min holdning til problematikken, og jeg håber, at I vil byde ind med jeres egne holdninger i debatsporet under artiklen.

Hvad mener man med basis?
Først og fremmest bør vi lige kigge nærmere på sætningen: “gratis basis-internet til en milliard mennesker, som i dag ikke har adgang til internettet”.

Nøglen til den fortsatte diskussion er det lille ord “basis”, som indgår i sætningen, for hvad menes der egentlig med basis?

Er “basis” en lav hastighed eller en begrænsning på antal MB/måned, man kan downloade?

Lad os kigge nærmere på Facebooks egen definition:

“Free Basics by Facebook provides people with access to useful services on their mobile phones in markets where internet access may be less affordable. The websites are available for free without data charges, and include content on things like news, employment, health, education and local information.”

Der er altså ikke tale om en gratis internet forbindelse, men gratis adgang til bestemte websites.

Jeg er loren ved ideen
Se, det synes jeg jo, er en helt anden ting, og det har nogle implikationer, som gør, at jeg er noget loren ved hele ideen.

Onde tunger kunne indvende: “Steen, din løn afhænger af, at folk gider at betale for deres internetforbindelse, så selvfølgelig skal du være imod det!”

Og der er ingen tvivl om, at traditionelle ISP’er vil få det særdeles svært i et marked, hvor en ekstern spiller kommer ind og forærer produkterne væk.

Så det er skidt for “branchen”, men det kan brugerne jo være helt ligeglade med.

Figur 1: Kilde: Wikipedia

Er det godt for brugerne?
Men er det egentlig godt for brugerne?

Umiddelbart vil jeg mene, at det for den enkelte bruger er uendeligt meget bedre dog at have nogen adgang til internettet, frem for ingen adgang overhovedet.

Internet.org har da også nogle fine casestories, hvor man viser forskellige afrikanske unge mennesker, der har færdiggjort uddannelser og lignende som følge af denne adgang.

Men hvis vi løfter os lidt højere op og kigger på samfundet som et hele, så synes jeg faktisk, at der er nogle betydelige problemer, da hele denne idé strider totalt mod de generelle principper for netneutralitet (figur 1.)

Når jeg leverer en internetforbindelse til en bruger i Danmark, blander jeg mig ikke i, hvilke services eller websider som den pågældende bruger benytter.

Derfor er Fullrate netneutrale (og det er vores kolleger i Danmark i øvrigt også).

Vigtigt: De eksempler, jeg kommer med i det nedenstående, er altså ikke noget, vi overvejer at gøre. Det strider 100 procent mod vores grundholdning, og bringes udelukkende for at illustrere mine pointer! 

Hvad skulle argumentet være for ikke at være netneutrale (hvis vi lige glemmer de to åbenlyse svar: 1. Moral, etik og fairness og 2. Kunderne vil forhåbentlig skride og sende en ikke-net-neutral ISP ud i glemslen)?

Konkurrencefordel?
Det kunne for eksempel være for at give egne produkter en konkurrencefordel.

Forestil jer, at Fullrate implementerer “FullFlix” som en konkurrerende service til Netflix.

Efter nogen tid konstaterer vi, at kundeindtaget til den nye service ikke er så stort som forventet, og at mange kunder stadig foretrækker Netflix.

Hvad gør man så? Hvis man ikke håndhæver netneutralitetsprincipperne, kunne man jo overveje enten helt at blokere for Netflix i eget net eller at båndbreddebegrænse trafikken fra Netflix.

Flere penge?
Det kunne også være for at tjene flere penge.

Man kunne indgå eksklusivaftaler, så brugere af en service var tvunget til at være kunder hos en bestemt ISP for at kunne benytte en trediepartsservice.

En ISP kunne forlange gebyr fra serviceleverandører for at tillade, at leverandørens service er tilgængelig i ISP’ens net.

Bekymrende udvikling
“Det lyder sgu ikke godt, men heldigvis sidder du bare og finder på, Steen!”

Nej, desværre. Det er en ret præcis beskrivelse af en særdeles bekymrende udvikling, der foregår i USA i disse år (læs for eksempel her). 

Internet.org bygger på nogenlunde samme koncept. Der eksisterer en proces for udvælgelse af indholdsleverandører og websites, og der skal penge på bordet, før man kan komme med.

Indtil videre har jeg kun beskæftiget mig med de kommercielle implikationer ved manglende netneutralitet, men de demokratiske problemer er faktisk endnu værre. Specielt for et ungt demokrati som Indien.

Det er overvejende sandsynligt, at udrulningen af internet.org i sin nuværende udformning i Indien vil gøre det særdeles svært for alternative operatører at etablere sig på markedet efterfølgende.

En businessplan forudsætter et vist kundeindtag for at kunne hænge sammen, og mange mennesker (som ikke har prøvet andet) vil sandsynligvis stille sig tilfreds med gratisudgaven; De kan jo ikke vide hvad der mangler.

Det vil nok heller ikke være nemt for et alternativ til Facebook at blomstre op under sådanne vilkår.

Og hvad så?
Ok, så borgerne må nøjes med visse kommercielle produkter og undvære andre. So what?

Hvad med nyhedssites? Blogsites? Alternative politiske sites?

Hvem bestemmer, hvad der er tilgængeligt, og kan man både købe plads til sig selv og samtidig betale for, at andre ikke kan få plads?

Kunne de store etablerede partier for eksempel sikre, at mindre partier med alternative holdninger får sværere ved at komme til orde?

Er beslutningsprocessen åben, så alle kan se, hvem der betaler for hvad, og hvem der bliver afvist – og med hvilke begrundelser.

Eller vil det blive pakket ind under “forretningshemmeligheder”?

Hvad med demokratiet?
I Danmark kan man for prisen for den billigste internetforbindelse og den billigste pc etablere en webside som er fuldkommen uafhængig, og hvor man kan komme ud med lige præcis det budskab, man måtte have behov for (med få lovbundne begrænsninger: bagvaskelse, racisme, …).

Dette er på det lidt højtravende plan efter min mening en af de helt store fordele, som menneskeheden har fået med internettet.

Det er fremmende for demokratiet, og det åbner mulighed for systemkritik og åben debat – også hvis man ikke har særlig mange penge.

Hvad skal man gøre i Indien, hvis Internet.org bliver en realitet – og bliver markedsdominerende?

Hvordan skal den lille m/k uden midler og kontakter kunne nå én milliard medborgere med holdninger, som måske ikke deles af parnasset?

Mulighederne for at etablere en internetbaseret start-up bliver også mødt med et øget kapitalbehov, så selv om internetadgang generelt er fremmende for jobskabelse, vil lige præcis denne model trække den modsatte vej til en vis grad, så effekten for job og velstand kan vel diskuteres.

Men lidt viden er vel bedre end ingen viden?
Men omvendt har de mennesker jo i dag ingen internetforbindelse overhovedet, og argumentet om vigtigheden af adgang til viden er uangribeligt.

Adgang til viden er enormt vigtig, men jeg mener, det skal være UNBIASED adgang til viden.

En lidt polemisk sammenligning kunne være Nordkorea, hvor befolkningen jo også har internetadgang.

Der er sikkert adgang til både nyheder og videndatabaser, men er det unbiased, og vil I kalde Nordkoreanerne for et oplyst folk?

Er det mindre slemt, hvis det er en stor koncern, der sidder på informationerne, end hvis det er en diktator?

Hvad siger I? Jeg synes den er svær!

De regulatoriske myndigheder i Indien tager i øvrigt stilling til lovligheden af Internet.org i slutningen af denne måned.

Der er masser af artikler om det på nettet, for eksempel

https://info.internet.org/en

http://indianexpress.com/article/technology/social/at-facebook-we-also-believe-in-net-neutrality-very-strongly-mark-zuckerberg/

http://www.theverge.com/2015/4/15/8423075/indian-startups-leave-facebook-internet-org-net-neutrality

https://www.facebook.com/notes/access-now/open-letter-to-mark-zuckerberg-on-net-neutrality-advocacy-in-india/1048696751840666

Husk, I kan følge mig på facebook, hvor jeg skriver løst og fast om teknologi, og hvor I kan komme med forslag til emner, som jeg kan tage op i klummen.

Min lille private teknologiske losseplads finder I her, hvor jeg dumper de artikler, jeg har skrevet, og diverse andet snask – alt sammen med primært fokus på teknologi.

Foto: Google.

Det behøver ikke være en dyr fornøjelse at kunne streame video fra din telefon til dit fjernsyn.

Det bankede Google fast med syvtommersøm, da firmaet for et par år siden lancerede den ultrabillige Chromecast-enhed, der kan omdanne ethvert fjernsyn med HDMI-port til en form for smart-tv. 

Med et enkelt klik på din smartphone er det muligt at vise video fra streamingtjenester som for eksempel YouTube, Netflix eller tv2.dk på dit fjernsyn, og den lille enhed koster kun 270 kroner. 

Her på Computerworld var vi glade for den originale Chromecast, og derfor var det også spændende at få fingre i den nye version, som stadig blot går under navnet Chromecast.

De reelle nyheder ved den nye Chromecast kan tælles på en hånd: Bedre Wi-Fi, mere stabil teknologi og et anderledes design.

Vi vil allerede nu sige, at du ikke behøver at købe den nye version, hvis du er en tilfreds ejer af den første version af Chromecast.

Leder du til gengæld efter en let mulighed for at vise video på dit fjernsyn, så er den nye Chromecast en smart og billig løsning.

Nyt design
Mens den første version af Chromecast lignede et lille USB-stik, ligner den nye Chromecast i højere grad en farvelagt Oreo-kiks.

Det runde design betyder, at Chromecast i mindre grad sidder i vejen for andre HDMI-stik, hvilket tidligere var et problem på nogle typer fjernsyn.

Du kommer dog ikke til at se meget til den lille dongle, for det er stadig meningen, at den skal sidde gemt væk bag dit fjernsyn.

Den er dog flot og godt designet, og det mere runde design har givet plads til et par bedre antenner, hvilket skulle forbedre forbindelsen og dermed også billedsignalet.

Når vi nu har fat i antennerne, så understøtter den nye Chromecast 5 GHz-frekvensen, hvilket kan være smart i tæt beboede lejlighedskomplekser, hvor der er mange netværk – som ofte benytter 2,4 GHz-frekvens – hvilket skaber interferens og udfald på nettet.

Det kræver dog, at du har en 802.11ac-router. Har du en ældre router, som kun understøtter 2,4 GHz, fungerer den nye Chromecast stadig udmærket, men udnytter ikke sit fulde potentiale.

Hvordan fungerer det så?
Den nye Chromecast fungerer på præcis samme måde, som den første version gør:

1. Din telefon skal være på samme netværk, som din Chromecast.
2. Tænd dit tv.
4. Åben en app, som understøtter Chromecast.
5. Tryk på Cast-ikonet (ofte i højre hjørne)
6. Vælg din video. 
7. Hent dine popkorn fra microbølgeovnen. 

Egentlig streamer du ikke indhold fra din telefon til dit fjernsyn, men i stedet sender din telefon et link til din Chromecast, som herefter selv sørger for resten.

Den henter selv indholdet, hvad end det er fra YouTube, Netflix, DR TV, Viaplay, TV2 Play eller en af de mange andre apps, som nu understøtter Google Cast, som teknologien i en Chromecast egentlig hedder.

Det betyder, at du kan sende sms’er eller skyde grise ned med vrede fugle på din telefon, imens du sidder og ser tvillingerne Anders og Torben på TV2 Play.

Apples pendant til en Chromecast, Apple-TV og Airplay, streamer direkte fra telefonen, så du ikke kan bruge den imens du ser tv.

I forhold til den første Chromecast er den nye version noget hurtigere til at starte en video, når du har trykket på Cast-ikonet.

Vi oplevede kun meget få udfald under testen. Færre end på den gamle model. 

Det er en blanding mellem en bedre processor og det hurtigere netværk, der skaber den hurtigere og mere stabile oplevelse. 

Et potentielt minus er dog, at det kun kan vise video-materiale i 1.920 x 1080 opløsning. Har du købt et 4K-tv, så bliver det ikke med en Chromecast, at du kan se YouTube i 4K. Der skal du i stedet have fat i en boks som for eksempel Nvidia Shield.

Foto: Google

Køb eller ikke?
Hvis du allerede ejer den gamle Chromecast, og ikke har en 802.11ac-router i hjemmet, så er der kun meget lille grund til at købe den nye Chromecast.

Den nye Chromecast koster mere eller mindre det samme som den gamle – et sted mellem 320 og 270 kroner – og den nye vil være mere fremtidssikker, hvis du på et senere tidspunkt får fingrene i en ny router.

Læs også: Fem streaming-gadgets som kan gøre dit fjernsyn ekstra smart

Aflivningen skal foregå på den rigtige måde, når den sidste digitale gnist af liv forlader din gamle telefon, og det er på tide at sende den til de evige pixelmarker.

Din smartphone indeholder nemlig en række yderst giftige stoffer, der kan gøre stor skade på både natur og mennesker, hvis de nedbrydes forkert.

Derfor skal du huske at indlevere din gamle smartphone på en genbrugsstationen ligesom alt andet elektronik. 

Men inden din gamle HTC Legend eller iPhone 3G tager på sin sidste rejse, skal du sikre dig, at dine data er slettet. Data på gamle enheder kan nemlig også være skadelige for dig. 

Fabriksnulstil
Selv om det ikke er lovligt at tage materialer ud af en genbrugsstation, så er det set før, at computerharddiske er blevet stjålet og tømt for data.

Sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS mener dog, at det for flertallet vil være nok at nulstille telefonen og aflevere den med de originale fabriksindstillinger. 

“Det vil være nok for langt de fleste, men for dem, som gerne vil sikre sig bedre eller som har behandlet meget følsomme data igennem telefonens levetid, findes der nogle måder at sikre sin telefon fra at blive kompromitteret,” siger Peter Kruse.

“Det er langt sværre at få data ud fra de små flash-baserede lagersystemer end de gamle, mekaniske harddiske, som man ser i computere,” tilføjer Peter Kruse. 

På en iPhone finder du nulstillings-værktøjet under Indstillinger, Generelt, Nulstil.

På en Android-telefon finder du samme værktøj under Indstillinger, Backup og Nulstil, Nulstil til fabrikstilstand.

Bank den med en hammer
Ved at nulstille telefonen til fabrikationsindstillinger, slettes data fra telefonen, så det ikke lige er til at gå til.

Det er dog muligt at genskabe data, hvis man har avanceret værktøj til det. 

Hvis du vil være helt sikker på, at det ikke er til at genskabe, så kan du i første omgang kryptere din Android-telefon. Denne mulighed findes kun på nyere modeller.

Efter du har krypteret din Android-telefon, skal du nulstille den.

Det vil gøre den så godt som umulig at åbne for efterfølgende.

Til en iPhone findes der software som iOS Data Wiper, der kan overskrive din telefons indhold og dermed slette dine data,

Men hvad gør du, hvis din telefon er så meget i stykker, at du ikke kan gå ind og nulstille den?

“Hvis du vil være sikker på, at det vil være næsten umuligt at genskabe data fra din gamle telefon, skal du pakke din telefon ind i en pose, tage en stor hammer og gennembanke den til ukendelighed. Husk at slå alle de små dele” , siger Peter Kruse.

Det er dog ikke umuligt at redde data fra telefoner og computere, som er blevet totaltskadet.

Læs her: Er din telefon, pc eller tablet totalsmadret: Her er tre vilde rekonstruktioner af data

CPO hos Airtame, Attila Sükösd. Foto: Github

Der er langt mellem danskerne i Airtames udviklingsafdeling.

Helt præcist er der kun én eneste dansker.

Han blev hyret for nogle måneder siden sammen med en håndfuld af sine udenlandske medstuderende fra DTU.

Det er der flere grunde til, hvis man spørger CPO og medgrundlægger af Airtame, Attila Sükösd. En af dem er, at der er meget få danske udviklere, som er dygtige nok.

“De fleste af vores udviklere er nok udenlandske, fordi det er svært at finde talentfulde medarbejdere til vores stillinger. Vi arbejder jo med cutting edge-teknologi, så der er ikke så mange, der har styr på det endnu,” forklarer Attila Sükösd.

Dropper 95 procent af ansøgerne
Allerede før jobsamtalerne er der mange ansøgere, som ryger i svinget. For niveauet er bare ikke til det. For at sikre mod ukvalificerede ansøgere, skal man nemlig løse en række tekniske udfordringer online, før man kan komme til samtale hos Airtame.

Og det tynder betragteligt ud i ansøgerfeltet beretter Attila Sükösd.

“Vi dropper måske 95 procent af ansøgerne. Dem, vi leder efter, er typerne, som ikke bare går på universitetet, men som har små projekter, bare så de kan lære noget mere. Folk som ikke skal holdes i hånden, når de skal arbejde med ny teknologi.”

Dem er der tilsyneladende ikke så mange af i Danmark. Og de få, der er, leder bestemt ikke efter en stilling i et startup.

Det kan du læse mere om her: Erfarne udviklere ved en skillevej: Stor, sikker virksomhed eller drømmen og gevinsten hos en startup?

“Vores indtryk er, at de virkeligt kvalificerede folk allerede har gode stillinger, og enten leder de ikke efter nyt job eller ikke kender til os.”

Derfor er Airtame begyndt at skrive direkte til kvalificerede kandidater for at lokke dem ind i folden, men det har ikke lønnet sig endnu.

“Jeg tror personligt, at danske udviklere er mindre risikovillige end udenlandske udviklere. De leder simpelthen mere efter sikkerhed i ansættelsen, end udenlandske udviklere gør,” vurderer Attila Sükösd.

Derfor prøver Airtame også at fange udviklernes interesse, før de er lullet ind i en tryg fornemmelse hos en af de store it-kæmper.

“Vi tager ud til universiteterne for at tale om vores forretning og skabe opmærksomhed hos de studerende. Det har vi gjort i et halvt års tid nu.”

Det har indtil videre resulteret i Airtames eneste danske udvikler, i et hold af 15 udviklere.

Der er ikke længere brug for danskere
Men hvorfor vil Airtame overhovedet have danske medarbejdere, når det er til at få udviklere fra resten af verden?

“Folk fra Danmark plejer at passe bedre ind, og vi kan møde dem ansigt til ansigt, før vi ansætter dem. Derfor er det vigtigt for os at have en lokal gruppe af kandidater at trække på,” lyder det fra Attila Sükösd.

Men måske er behovet for danske udviklere i virkeligheden bare en fase, som en startup som Airtame vokser fra.

For når man spørger Attilla Sükösd, hvad det betyder for Airtame, at firmaet kun har en enkelt dansk udvikler, er svaret ikke lovende for danske udviklere.

“Jeg tror ikke, at det betyder så meget. Det giver en rigtigt fin stemning, at vi har så mange forskellige nationaliteter ansat. Man kan lære noget nyt om andre kulturer og verdensdele bare ved at tale med sine kolleger.”

Til februar kan Airtames medarbejdere udvide deres kulturelle horisont, når en af firmaets nyeste ansatte flytter til Danmark fra Australien.

Læs også: Har du den rette it-profil? Denne type it-folk vil store danske it-virksomheder ansætte i 2016

Et flertal i Folketinget ønsker, at tjenester som Airbnb og Uber automatisk skal oplyse skattemyndighederne om, hvem der tjener penge på deres platforme.

Det skriver DR.dk.

“Det er rigtig godt for borgerne, at de har mulighed for at benytte sig af tjenester som for eksempel Uber. Vi skal bare være sikre på, at det foregår på ordentlige vilkår,” siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, til dr.dk

Der er ifølge DR opbakning til forslaget fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Alternativet samt fra Det Konservative Folkeparti.

Skal udlevere navne på brugere
Bliver loven ændret, vil det betyde, at selskaberne i fremtiden skal indberette oplysninger om, hvilke personer, der tjener penge på platformene, og hvad deres indtægt er.

Taxabranchen har ofte fremhævet, at det giver Uber-chaufførerne mulighed for at undgå at betale skat, når denne type indberetning ikke automatisk finder sted, hvilket betyder, at taxachaufførerne konkurrerer mod Uber på ulige vilkår.

Som Computerworld tidligere har beskrevet, bliver den københavnske taxabranche i øjeblikket presset hårdt af Uber, der formodes at have flere hundrede biler på gaderne i København.

Mange kunder opfatter blandt andet Uber som et attraktivt tilbud, fordi tjenesten tilbyder priser, der er betydeligt lavere end de takster, som taxabranchen opererer med. 

Skatteminister opfordrer til dialog
I en pressemeddelelse oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V), at han i første omgang ønsker, at man fører en dialog med selskaberne.

Det er hans forhåbning, at en sådan dialog kan sikre, at selskaberne sørger for at deres brugere indberetter skattepligtig indkomst uden, at det bliver nødvendigt at indføre ny regulering.  

“Det er i mine øjne forkert, hvis man ser disse nye virksomhedskoncepter som et problem. Jeg ser det som et udtryk for innovation, som bidrager til at gøre os rigere som samfund og give alle danskere flere muligheder.”

“Jeg ønsker ikke at skabe et stort kontrolregime. Tværtimod går vi i dialog med branchen for at finde nogle løsninger, så man på en nem og ubesværet måde kan svare den skat, man skal,” siger skatteminister Karsten Lauritzen ifølge pressemeddelelsen.

Flere steder i verden pålægger Airbnb allerede automatisk turistskatter på udlejninger. Det sker eksempelvis i Paris, Amsterdam og i en række amerikanske stater.

Læs også: 

Når tillid bliver en god forretning: Sådan kan man score kassen på at tro på hinanden

Så hårdt presser Uber københavnsk taxa-branche efter et år i Danmark: Markedet er ved at blive oversvømmet

Danske taxachauffører i demonstration: Derfor vil vi have Uber for en dommer

Netflix har for nyligt annonceret, at der i den kommende tid vil blive lukket for udenlandske versioner af Netflix-udbuddet fra eksempelvis den amerikanske udgave af streamingtjenesten.

Den amerikanske udgave af Netflix bugner ellers af film og tv-serier, som danske Netflix-kunder må se langt efter.

Indtil nu har det været muligt for en dansker at se den amerikanske udgave af Netflix igennem proxy servere, hvor det ligner, at man rent fysisk sidder i USA.

Men den dør lukker altså inden længe.

“Det betyder, at i de kommende uger vil dem, der bruger proxyer og ‘unblockere’ kun vil have mulighed for at få adgangen til servicen i det land, hvor de befinder sig. Vi er sikre på, at denne ændring ikke vil få nogen betydning for de kunder, som ikke benytter proxyer,” skriver Netflix i et blogindlæg.

Her er det vicepræsident for indholdsleveringsarkitekturen hos Netflix, David Fullagar, der står som afsender.

Erkender det bliver svært
Ifølge det canadiske online medie The Globe and Mail har chefen for Netflix’ produktudbud, Neil Hunt, udtalt på CES-messen, at Netflix vil benytte standardteknologier til at lukke for proxyserverne med.

Og herefter bliver det lettere tåget, hvordan lukningen af brugen af proxy-servere, VPN-tuneller og andre kreative løsninger rent faktisk fungerer i praksis.

“Eftersom målet for disse proxy-folk er at gemme deres geografiske placering, er det ikke indlysende, hvordan det kommer til at virke. Det er jo altid et katten-efter-musen-spil,” har Neil Hunt forklaret ifølge The Globe and Mail.

“Vi fortsætter med at stole på blacklister med VPN-udgangssteder vedligeholdt af professionelle selskaber. Når VPN-udbyderne er kommet med på blacklisten, er det dog trivielt for dem at flytte til nye IP-adresser og unddrage sig,” fortsætter han erkendelsen af, at Netflix står over for noget af en teknisk udfordring.

Ét Netflix til hele verden
Licensudfordringer med kun at tilbyde danske Netflix-kunder et begrænset sortiment af, hvad amerikanerne kan zappe rundt i, er også en realitet, som Netflix selv ikke er meget for at sluge.

Udfordringerne stammer fra produktions- og distributionsselskaber bag diverse film og tv-serier, som traditionen tro gerne vil lancere deres underholdningsprodukter på bestemte måder i forskellige lande for at få mest ud af deres investeringer.

Ifølge Netflix’ blogindlæg står denne tilgang for distributionen af film og tv-serier dog foran sin undergang.

“Vi gør fremskridt med at tilbyde de samme produkter over hele verden, men der er stadig lang vej hjem, før vi kan tilbyde alle de samme film og tv-serier alle steder. Over tid forventer vi dog at kunne gøre det,” lyder det i blogindlægget fra Netflix.”

Læs også:

Nye regler på vej: Din konto til Netflix og HBO skal fungere i alle EU-lande

Netflix vil omkode alle film for at spare båndbredde

4G har været i brug i kommercielle netværk i nogle år efterhånden, men det fulde potentiale i netværksteknologien er slet ikke indfriet endnu.

En ny test hos teleoperatøren M1 i Singapore, der er foretaget sammen med netværksgiganten Huawei, giver os et fingerpeg om de hæsblæsende hastigheder, der kan opnås med 4G.

M1 og Huawei har i en test opnået en download peak-hastighed på 1 Gbps, mens uploadhastigheden nåede op på 130 Mbit/s.

Det skriver Telecomlead.

“Gennem teknologiinnovation kan vi strække kapaciteten i nuværende 4G-teknologi forud for 5G’s ankomst til at opnå en fantastisk peak download hastighed på over 1 Gbps,” udtaler teknisk chef hos M1, Denis Seak.

Sådan testede de
Testen, der blev udført hos M1 i Singapore, inkluderede blandt andet prototype på en enhed med CAT14-understøttelse.

De smartphones, der er på markedet i øjeblikket, understøtter maksimalt hastigheder på op til 450 Mbps, og de fleste af dem kan ikke komme over 300 Mbps.

Læs også:Din smartphone elsker WiFi-netværk: Suger mere datatrafik end 4G-nettet

Derudover blev hastighederne ifølge Telecomlead opnået ved hjælp af 3CC aggregation, 4×4 MIMO (Multiple-Input Multiple-Output), Higher Order Modulation 256 QAM og 2CC uplink carrier aggregation.

Det kan du vente dig på 4G-nettet
Som forbruger skal man dog ikke forvente at kunne nyde godt af 1 Gbps-hastigheder i 4G-nettet i den nærmeste fremtid.

Dels er der meget langt fra de hastigheder, man kan opnå i en test i et laboratorium til den reelle hastighed, brugerne får leveret i det kommercielle netværk.

Dels tager det tid, før teleoperatørerne har opgraderet netværkene til at kunne levere noget, der bare ligner de hastigheder, M1 og Huawei har opnået i Singapore.

Og endelig er der så den begrænsning som selve smartphonen og tablet-pc’en har i forhold til, hvor hurtige hastigheder, der kan opnås på enheden.

Her undersætter en iPhone 6s eksempelvis maksimalt 300 Mbps.

Vi er vilde med 4G-data
Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at hastighederne i 4G-nettet vil fortsætte med at stige i de kommende år.

4G/LTE hitter stort hos forbrugerne i disse år, og vi suger mere om mere data ned via det mobile bredbånd.

Læs også: Derfor bliver 4G ikke en erstatning for hverken kobber eller fiber

En rapport fra Ericsson fastslog sidste år, at datatrafikken på mobilnetværkene fra smartphones står til at opleve en årlig vækst på 50 procent i de kommende år.

Hvor en gennemsnitlig smartphonebruger i Vesteuropa sidste år havde et månedligt dataforbrug på 2 gigabyte, venter Ericsson, at det vil være steget til 18 gigabyte i 2021.

Af samme grund stiger presset på 4G-netværkene, og derfor har operatører og netværksselskaber travlt med at opgradere, så både hastigheden og kapaciteten kan følge med efterspørgslen.

Fuld gang i de danske 4G-netværk
Herhjemme har de fire store teleoperatører – TDC, Telia, Telenor og 3 – investeret massive summer i deres 4G/LTE-netværk.

I øjeblikket arbejder flere af dem også med LTE Advanced og såkaldt tredobbelt carrier aggregation, der skal hjælpe med at øge kapaciteten i netværkene yderligere for at kunne følge med datavæksten.

Med tredobbelt carrier aggregation kan man opnå teoretiske hastigheder på op til 450 Mbit/s. Læs mere om det her her.

Læs også:

Din smartphone elsker WiFi-netværk: Suger mere datatrafik end 4G-nettet

Opsigtsvækkende 4G-test hos Telenor og Intel i Danmark: Vil øge hastigheden til 450 Mbit/s

LTE/4G: Sådan er hastigheden og dækningen hos TDC, Telia, Telenor og 3

Derfor bliver 4G ikke en erstatning for hverken kobber eller fiber

Forleden henvendte mig til Trafik- og Byggestyrelsen.

Jeg ved godt, det lyder som begyndelsen på sådan en træls anekdote af den slags, du kan trætte din omgangskreds med, mens du harcelerer over elendig service, ufleksible medarbejdere og uendelig ventetid.

Men nej. Jeg fik fantastisk, fleksibel og personlig behandling – i telefonen.

Sagen er, at min klassiske sommerbil skulle synes, men ventetiden på reservedele til den lidt specielle bil for at klare synet betød, at jeg havde overskredet deadline for synet.

Godt nok kan der gives dispensation, men reglerne for dispensationer er skrevet af mistænksomme og ondsindede jurister og har desuden en række tidsfrister, som kræver, at du indleder ansøgningen inden for de første 12 uger efter din egen undfangelse.

Så jeg ringede udstyret med intet andet end bilens registreringsnummer, kom direkte igennem til en serviceorienteret medarbejder og forklarede min sag – og fik 14 dages livgivende udsættelse.

Fordi jeg ringede.

På synsindkaldelsen i min E-boks var der godt nok også angivet en e-mailadresse.

Men jeg er gennem årene blevet stadigt mere overbevist om, at offentlige myndigheder kun opretter fællespostkasser som en slags fælde,  hvis snedige formål er at fungere som en slags digital honningfælde, hvor eventuelle kværulanter kan lokkes til at bruge alt deres krudt.

Vi, med et dybere kendskab til, hvordan tingene reelt fungerer, ved, at et eventuelt e-mail-svar kun under de allerbedste omstændigheder kan forventes at nå frem til vores oldebørn.

Det er i virkeligheden problemets kerne.

Hvor mange offentlige digitaliseringsprojekter har reelt resulteret i en bedre, nemmere og mere effektiv service set fra et brugerperspektiv?

Det er derfor, at vi ser selvbetjeningsløsninger, som reelt er interne effektiviseringer – men få løsninger, som skal gøre det nemmere at være bruger.

Det er derfor – her 140 år efter, at Alexander Graham Bell i 1876 stjal ideen om telefonen fra Elisha Gray – at det forsat er nemmere, sikrere og mere effektivt for brugere at gribe knoglen. På trods af de milliarder, der er investeret i digitaliseringen af den offentlige sektor.

Forventningerne til den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som ventes i foråret 2016, er derfor skyhøje. Her må servicedimensionen nødvendigvis få en betydende rolle, hvis anvendelsen af offentlige digitale løsninger skal øges.

Også selvom det måske betyder, at jeg ikke længere skal tale med de serviceorienterede medarbejdere i Trafik- og Byggestyrelsen.

Læs også: Kanalstrategi: Det er FORBUDT at snakke med folk.