Category Archives: computer

En ny EU-rapport sætter fokus på et for teleindustrien meget ømt punkt: At der er for stor forskel på de bredbåndshastigheder, der markedsføres, og de hastigheder, der rent faktisk leveres til kunderne.

Konklusionen på en meget omfattende undersøgelse af bredbåndshastighederne i alle EU-landene – og herunder altså også i Danmark – er nemlig, at man som bredbåndskunde kun får omkring 75 procent af den hastighed, der optræder i selskabernes markedsføringsmateriale.

Læs også: Du er heldig: Netop dit teleselskab har (også) Danmarks bedste mobilnetværk

Det værste er måske næsten, at der ikke er sket nogen mærkbar forbedring på området over de seneste par år.

“Til trods for fortsatte investeringer i bredbåndsnetværk, hvilket øgede den gennemsnitlige reelle download-hastighed signifikant fra 30 Mbps i 2013 ttil 38 Mbps i 2014, forbliver forskellen mellem den markedsførte og den reelle hastighed konstant,” står der i EU-rapporten. 

Står forskel på teknologierne
Nedenstående figur viser, hvordan de forskellige bredbåndsteknologier klarer sig i forhold til de markedsførte hastigheder:

Som det ses af figuren, er det især bredbånd over kabel-tv og fiber, der klarer sig nogenlunde i undersøgelsen, mens klassisk bredbånd over kobbernettet klarer sig markant dårligere med at levere den lovede hastighed.

“xDSL-baserede services leverede kun 63,3 procent (63,8 procent i 2013) af den markedsførte downloadhastighed,” skriver EU, der samtidig kan fortælle, at syv ud af 10 bredbånds-linjer i EU er baseret på xDSL-kobbernettet.

Læs også: Bredbåndshastighed er slet ikke alt: Derfor er latency og stabilitet afgørende

“Det betyder, at langt størstedelen af de europæiske forbrugere har en meget langsommere internethastighed, end de kunne forvente. I nogle få lande får forbrugerne kun halvdelen af den markedsførte hastighed for xDSL,” står der videre i EU-rapporten.

Du tvinges selskaberne til at være ærlige
Det fremgår også, at nye EU-regler, der er en del af det spkaldte ‘Telecoms Single Market’, betyder, at operatørerne fra den 30. april næste år skal være mere gennemsigtige i forhold til de reelle hastigheder, der kan leveres – og dermed også være langt mere åbne om, hvad man som kunde reelt kan forvente.

Det er desværre ikke muligt, at zoome ind på de enkelte lande i EU-rapporten for at se, hvordan specifikke leverandører klarer sig i forhold til at levere de hastigheder, de bringer på banen i markedsføringen.

Derfor viser rapporten heller ikke de danske bredbåndsselskabers reelle hastigheder i forhold til markedsføringen (her markedsføres der typisk med op til-hastigheder).  

Men fortæl gerne om din egen bredbåndsforbindelses kvalitet i debatten herunder.  

Læs også:

Du er heldig: Netop dit teleselskab har (også) Danmarks bedste mobilnetværk

Bredbånds-gennembrud: Telegigant opnår 5 Gbps i hastighed på kobbernettet

Bredbåndshastighed er slet ikke alt: Derfor er latency og stabilitet afgørende

Bredbånds-hastigheder: Så hurtigt skal dit bredbånd være, før det er hurtigt nok

Derfor skal bredbånd være 25 til 30 procent hurtigere hvert år

H7 er et meget komfortabelt headset, som sidder godt på hovedet. Foto: Morten Sahl Madsen

B&O Play, Bang og Olufsens sub-brand, har lanceret et nyt headset med Bluetooth-forbindelse, ‘over ear’-puder og en touch-flade på siden. Og selvfølgelig B&O Plays design og lyd – på godt og ondt.

H7 er et produkt, som ligger sig lige mellem H6 og H8 – derfor det originale H7-navn. Headsettet har taget over ear-designet fra H6 og blandet med den trådløse funktion fra H8. Et bastardbarn om man vil, men smukt er det.

I hvert fald, hvis man kan lide B&O og B&O Play. Stilen er umiskendelig, materialerne i ægte, tykt læder og tungt metal, og du er ikke i tvivl om, at der er brugt lang tid på designet.

Det afspejles også på prisen, som også er et nøk højere end konkurrenterne med lignende produkter, og det kan virkelig tale imod at købe et B&O Play H7.

Materialerne på B&O Play er intet mindre end lækre. Hvis du ikke er til “natural”-farven (som er meget lys), så kommer H7 også i en sort/mørk version. Foto: Morten Sahl Madsen.

Design, holdbarhed og knapper
Hvis vi begynder med det ydre, så er H7 som nævnt et produkt, som skal vises frem.

Det er stilet på en underspillet, dansk måde, som holder stilen fra andre B&O Play-produkter.

B&O Play er et sub-brand til struerske Bang og Olufsen, som er rettet mod et yngre, mere trendy og ofte urbaniseret målgruppe.

Puderne til at dække dine øre er i blødt læder, og bliver ikke ubehageligt varme at have på efter et par timer. Noget som andre over ear-headset kan blive. Ligeledes er H7 ikke et problem, hvis du har briller ligesom testeren her. Jeg kunne fint sidde i flere timer og lytte til AC/DC uden problemer. Noget der igen har været et problem på andre headset.

Der er sparet på mængden af knapper på headsettet. På siden er der en tænd/sluk/parring-knap, som sidder ved siden af et micro-USB og et mini-jackstik. På den anden side er der et udskifteligt batteri, så du kan have et ekstra på dig, hvis du er på en lang rejse. Du kan også bare sætte et mini-jackstik i.

På siden finder du også en touch-flade, som lader dig skifte og stoppe din musik, samt skrue op og ned for lydstyrken.

Knap og porte.

Touch-fladen fungerer, men er ikke den bedste løsning.

Hvor godt er det så?
Det er ikke til at komme uden om, at B&O Play bygger nogle af de dyreste headset på markedet. H7 koster 3.299 kroner. Det er 1.300 kroner mere end et tilsvarende headset fra for eksempel Parrot. Et Beats-headset med Bluetooth koster også “kun” 2.500 kroner.

Men du får også noget andet ved B&O Play H7.

Det mener B&O Play i hvert fald. Ud over et veldesignet og solidt produkt, får du en flot lyd, som både har dybde, en god klang og en ganske fin bas. En lidt neutral lyd ville nogle nok kalde det.

Jeg har dog ikke oplevet på noget tidspunkt, med nogen form for musik, at musikken ikke har lydt tilfredsstillende.

Knapperne på siden – touch-fladen – fungerer udmærket uden at være vildt effektiv.

Det er samme system, som du finder på H8, hvor du med swipes og roteringer skifter sang og ændre lydstyrke, men jeg synes alt for ofte, at jeg ramte forkert eller kom til at ringe nogen op ved en fejl.

Konklusion:
Imens målgruppen for H7 er personer, som gerne vil give lidt ekstra for designede produkter, så er prisen stadig noget, som trækker ned for H7.

3.299 kroner er rigtig mange penge for et headset – specielt når der på markedet er mange andre bluetooth-headset, som også giver dig en rigtig god lydoplevelse til markant færre penge.

Men går vi over den barriere, så er B&O Play H7 et rigtig godt headset.

Batteriet holder snildt en hel dags brug og lades hurtigt op igen. Ligeledes oplevede jeg aldrig at Bluetooth-forbindelsen røg – heller ikke under cykelture.

Touch-fladen er ikke den bedste, men fungerer udmærket, så snart du får fat i, hvordan den virker. Ligeledes er selve lydscenen rigtig god, men jeg mangler lidt, at jeg kan ændre den til min personlige smag, ligesom jeg kan igennem Parrot Zik 2.0′s tilhørende app.

Læs også: Test: Headset fra B&O spiller fantastisk, men har alvorlig fejl

Dell har i de senere år købt massivt op. Fokus for opkøbsiveren er især software-firmaer, som Dell kan se spille en rolle i selskabets langsigtede strategi mod at omdanne sig selv fra pc-producent til it-service-selskab.

Den omstilling kan du læse mere om her.

Senest har Dell meddelt, at selskabet er på trapperne med selskabets hidtil største opkøb – nemlig af mægtige EMC, som Dell-ejer Michael Dell har store planer med.

Det kan du læse mere om her: Dell køber EMC for 440 milliarder kroner: Nu vil selskabet i krig med alle it-giganterne

Det trækker altid store veksler på organisationerne at blive opkøb: Nye ejere har altid nye måder at gøre tingene på, kulturforskelle skal overvindes, nye mål skal formidles, nye kontakter skal etableres.

Michael Dell har imidlertid fundet en effektiv metode, som han konsekvent anvender, og som mange CEO’er og bestyrelser ikke forstår, mener den anerkendte analytiker, Rob Enderle.

Ifølge er det i dag mest udbredt i erhvervslivet at anvende det, som han kalder ‘Dr. Frankenstein-metoden,’ når det gælder opkøb.

Her bliver det nyligt opkøbte selskab banket ind i den nye ejers organisation, hvor det gradvist bliver tvunget til at tilpasse sig den nye ejers politikker, processer og så videre.

‘Konkurrerende elementer fjernes’
Undervejs i denne proces fjernes ofte ‘konkurrerende elementer’ i det opkøbte selskab – enten fordi de opsuges eller (sjældnere) lukkes helt, mens medarbejdere automatisk overføres til det nye selskab, uanset om de har de nødvendige kompetencer eller ej til at begå sig i den nye organisation.

Hertil kommer, at det opkøbte selskabs sælgere (selvfølgelig) skal vænne sig til den nye ejers ofte anderledes aflønnings-strukturer.

Rob Enderle skriver, at han selv har arbejdet i et decideret oprydningshold i IBM, som blev sat ind efter opkøb (‘acquisition cleanup-team’)

“Her så jeg med egne øjne den unødvendige smerte og skade, som de mest almindelige processer forårsagede,” skriver han.

Han har eksempelvis set, hvordan alene den tvungne overgang til ny aflønningsstruktur for sælgerne førte til en heftig omsætnings-nedgang, da næsten alle de dygtige sælgere hurtigt efter opkøbet forlod selskabet.

Ifølge Rob Enderle skaber ‘Dr. Frankenstein-metoden’ så mange katastrofale problemer, at der er stor risiko for, at hele værdien af det opkøbte selskab bliver reduceret til ingenting, ligesom direktionen pludselig skal bruge al sit fokus på at løse disse problemer.

Dells metode er anderledes
Michael Dells metode er imidlertid helt anderledes, lyder det fra Rob Enderle.

Metoden blev oprindeligt udviklet af IBM i et forsøg på at bibeholde de ønskede værdier, som jo i første omgang oftest er grunden til, at man gennemfører et opkøb af et selskab.

Her fokuserer den nye ejer først og fremmest på værdien i det opkøbte selskab fremfor på at sikre ensartethed i den samlede organisation.

Første skridt er at identificere og beskytte de opkøbte værdier og sikre, at intet af det opkøbte bliver ødelagt – altså kultur, processer, aflønnings-strukturer, ledelse, ansættelses-procedurer og så videre.

I stedet skal ledelsen fokusere på at effektivisere og reducere omkostninger. Det kan Dell gøre ved eksempelvis at inddrage selskabets ret skarpe supply chain.

Er der værdi?
Tommelfinger-reglen er, at forandringer kun skal gennemføres i den opkøbte organisation, hvis de kan udløse finansielle gevinster uden at true de identificerede værdier.

Ifølge Rob Enderle vil Dell for eksempel ikke røre ved forretningsenhed i et opkøbt selskab, som konkurrerer direkte med andre af Dells datterselskaber – hvis blot enheden tjener penge og vokser.

Erfaringen er nemlig, at kunderne i givet fald vil blive sure og søge over mod ‘rigtige’ konkurrenter. Og der er jo ikke meget logik i både at gøre ellers loyale kunder sure, fjerne et indtjenende produkt og sende kunderne over til konkurrenterne på én gang, lyder ræsonnementet.

Har du kendskab til firmaer, der har anvendt ‘Dr. Frankenstein-metoden’? Hvordan gik det? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.

Den ulovlige streaming-tjeneste Popcorn Time er stødt på rigtig mange problemer og forhindringer i den senere tid.

Også de danske brugere har været under filmbranchens lup i den sammenhæng.

Det kan du læse mere om her: Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Nu beretter flere netsider, som TorrentFreak, at hoved-udgaven af tjenesten er nede – for altid.

Oplysningerne bygger på et Twitter-indlæg fra en Popcorn-udvikler, der skriver, at det højst sandsynlig er det sidste indlæg på Popcorntimetv. Han takker for supporten.

Websiden TorrentFreak har også snakket med en anden udvikler, der kalder sig “Wally”.

Han fortæller, at tjenesten i praksis er pillet af nettet.

“Jeg har lukket alle serverne ned, og der er intet, jeg kan gøre for at bringe dem op igen. Jeg har også slettet alle log-filer, der kan være skadelige for andre udviklere,” siger han til torrent-siden.’

Forsøger du at komme på tjenesten via Popcorntime.io, får du en besked om, at websiden er lukket ned af ejerne.

Brugere, der har hentet applikationen, får ifølge TorrentFreak en besked om, at “tjenesten ikke kan hente filmene.”

Folk flygter
Der er flere elementer, der har været med til at gøre en ende på Popcorntime.io.

For det første har mange udviklere forladt tjenesten af frygt for at komme i klammeri med myndighederne eller at blive sagsøgt af rettighedsejerne.

Ligeledes skal der angiveligt være interne problemer i teamet, der har drevet tjenesten, men presset fra filmbranchens advokater har nok været så stort, at mange ikke har ønsket at føre tjenesten videre.

Går du til popcorntime.dk finder du eksempelvis en lukket webside, med en besked om at “Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet efterforsker en sag, der involverer dette domænenavn.”

En tjeneste under .se-domæne, der til forveksling minder om originaltjenesten, skriver i øvrigt, at “Denne Popcorntime-tjeneste vil aldrig lukke ned.”

Helt væk er Popcorn Time-fænomenet altså ikke.

Læs også:
Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Popcorn Time-grundlægger: Vi blev tilbudt millioner for at sprede malware til brugerne

Skyldig eller ikke-skyldig: Sådan håndterer du advokatkrav om brug af Popcorntime

Popcorntime til musik sender pladeselskaberne i alarmberedskab

Ja, skattefars EFI-system og sidste års lukning af Arbejdsskadestyrelsens Proask-system til 283 millioner kroner har hørt til de absolut største sværvægtere blandt de offentlige it-skandaler i nyere tid.

Men det ser faktisk ud til, at staten har fået ganske godt styr på sine nuværende og fremtidige it-projekter, der koster mere end 10 millioner kroner at føre ud i livet.

Det fremgår af en rapport fra Statens It-projektråd, hvor blot fire ud af statens 32 it-projekter har fået advarselsfarven gul.

Det mest glædelige ved rapporten er nok, at ingen af de store it-projekter længere har påklistret den røde alarm-farve.

De resterende 28 it-projekter er dog ikke alle grønne, da omkring en håndfuld af projekterne indtil videre er farveløse.

Det gælder eksempelvis Skats såkaldte ICE-projekt, som Statens It-projektråd endnu ikke har nok indsigt i til at kunne risikovurdere og dermed farvekategorisere i enten rød, gul eller grøn.

Læs også: Skat skrotter it-systemet EFI og ansætter 400 nye medarbejdere

Dermed ser det ud til, at det har hjulpet at indføre it-projektrådet tilbage i 2010, da rådet er sat i verden for at risikovurdere og guide kuldsejlede projekter ind på ret kurs.  

Tre store fokusområder
For både EFI og Proask gælder det, at de blev planlagt og søsat, inden Statens It-projektråd blev nedsat i 2010, og derfor har disse to projekter ikke været gennem samme risikovurdering som de øvrige statslige it-projekter.

Alligevel mener Statens It-projektråd, at der på baggrund af disse to kuldsejlede it-fiaskoer er tre vigtige områder, som statens it-folk fremadrettet skal være meget opmærksomme på, hvis de vil lande succesrige projekter.

De tre områder er: Ledelse, kompetencer og forudsætninger.

På ledelsesområdet fremhæver It-projektrådet, at lederne skal være indstillet på, at ethvert it-projektet samtidigt også er et forandringsprojekt.

Læs også: Danske chefer aner intet om gevinsterne i deres egne it-projekter

“En ansvarlig topledelse skal bane vejen for projektet, løse eventuelle organisatoriske problemer og sikre, at de rigtige ressourcer er til projektets rådighed,” lyder det blandt andet fra Statens It-projektråd til de statslige beslutningstagere.

På kompetencefronten bliver staten af rådet blandt andet tilskyndet til at sammensætte sine it-teams på bedste mulige måde og samtidig selv tage sin rolle som kunde alvorlig.

Under forudsætninger skriver It-projektrådet, at eksempelvis lov- og EU-projekter bør planlægges under hensyntagen til, at tidsfaktoren ofte er den mest risikofyldte, og man derfor gør sig det klart, hvor komplekst den slags projekter egentlig er.

Lad os få it-venlig lovgivning
Hos it-interesseorganisationen Dansk IT er der glæde over, at der ikke længere er røde faresignaler blandt de store, statslige it-projekter.

Samtidig rejser organisationen advarende pegefinger med udgangspunkt i It-projektrådes anbefalinger.

“Som rapporten også påpeger, vil man fremover se større og mere komplekse projekter. Og det kan vise sig at blive en stor mundfuld, fortæller Ejvind Jørgensen, formand for Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor i en pressemeddelelse i kølvandet på It-projektrådes rapport.

Ejvind Jørgensen nævner i den sammenhæng blandt andet, at mere simpel lovgivning fremover kunne give mere simple it-projekter.

Læs også: Markante ændringer på vej efter EFI-skandalen: Skattelov skal skrives om

Det skyldes rationalet, at komplekse it-projekter ofte er bygget på kompleks lovgivning, som giver mange undtagelser i den efterfølgende (digitale) sagsbehandling.

“Den offentlige sektor kommer til at stå over for præcis de samme udfordringer som den private sektor, hvor forretningsmodeller i flere og flere sektorer eroderer som følge af digitaliseringen. Lovgivning og
lovgivningsprocessen er i den forbindelse heller ikke en hellig ko,” fastslår Ejvind Jørgensen i pressemeddelelsen fra Dansk IT.

Læs også:
Computerworld mener: It er ikke tryllestøv du kan bruge til at redde ting, som er for komplicerede i forvejen

Som Computerworld skrev torsdag, er den første store opdatering til Windows 10 på trapperne. Du kan læse om Threshold 2-opdateringen her.

En del brugere af Edge-browseren, der blev lanceret sammen med Windows 10, havde håbet på, at den første store opdatering af styresystemet også ville betyde en vigtig ny funktion til Edge: Nemlig muligheden for at køre med udvidelser i browseren.

Men det bliver ikke tilfældet, for Microsoft kommer ikke til at tilføje den funktion til Edge i år.

Læs også: Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig

I en skriftlig udtalelse til The Verge forklarer Microsoft, at virksomheden har det som en høj prioritet at kunne understøtte udvidelser i Edge, men samtidig skriver Microsoft:

“Vi arbejder aktivt på at udvikle en sikker model for udvidelser for at skabe den sikreste og mest pålidelige browser til vores kunder, og vi ser frem til at dele mere om dette i en fremtidg Windows 10-opdatering i 2016.”

Sløv start for Edge
Microsofts Edge-browser erstatter den aldrende Internet Explorer og er Microsofts bud på, hvordan moderne web-browsing kan ske sikkert og hurtigt.

Men selvom Edge indeholder en række spændende og brugbare funktioner fra fødslen, mangler browseren muligheden for at tilføje udvidelser/extensions.

Netop derfor bør man ikke have Edge-browseren som sin standard-browser endnu, har det tidligere lydt i en advarsel fra Symantecs Norton Antivirus til brugerne.

Forklaringen er, at nogle af Nortons sikkerheds-funktioner, eksempelvis beskyttelsen mod phishing, er baseret på browser-udvidelser.

Samtidig er udvidelser noget, som de fleste brugere i dag vil forvente, at en moderne browser understøtter.

Her er markedsandelen
Når man ser på Statcounters globale statistik over desktop-browsernes markedsandele, er Edge-browseren forsat slet ikke at finde på listen.

Chrome fører an med en markedsandel på over 56 procent, mens både IE og Firefox ligger på 17 procent, og Safari har 4,5 procent.

Opera-browseren ligger på 1,85 procent og er med på listen over de fem mest udbredte browsere i øjeblikket – så det må formodes, at Edge har en endnu mindre markedsandel end det.

Herhjemme ligger Edge nu på en markedsandel på 1,89 procent i den seneste Gemius-opgørelse.

Læs også:

Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig

Windows 10 stormer frem – men Edge-browseren kan slet ikke følge med

Derfor gav Edge-browser problemer hos danske netbanker: Pop-up-bøvl spændte ben for browseren

Jeg er vild med Doctor Who. Jeg har været fan af Batman siden… for evigt. Jeg var flad af grin til Lego-filmen. Ja, jeg på det nærmeste ELSKER Lego.

Alligevel var jeg sådan lidt på vippen omkring det nye Lego-spil med undertitlen Dimensions.

Lego Dimensions er et computerspil og så lidt til. Foruden den (fornøjelige) underholdning formidlet via Playstation, Xbox eller Wii U skal man nemlig også bevare overblikket over en Lego-plade med figurer, som kobles til konsollen via USB-kabel. Lego-pladen skal man selv bygge via en af de velkendte step-by-step-guides, der toner frem på skærmen indledningsvis.

Det var faktisk en positiv overraskelse; at blive mødt af en samling klodser, der kunne fremmane en Stargate-agtig portal, og, for en kort stund, var jeg revet tilbage til mit børneværelse, hvor der blev samlet alt fra piratskibe over ridderborge videre til rumfærger. Nogle efter anvisning fra manualer, andre fra fri og krøllet fantasi.

Min begejstring fortsatte, da selve spillet tog fart; indenfor den første time havde Orlando Bloom (Legolas), Elizabeth Banks (LEGO The Movie), Peter Capaldi (Doctor Who), Dan Castellanata (Homer Simpsons) og Michael J. Fox (Marty McFly) ladet deres velkendte stemmer lyde igennem spillets afsindigt velproducerede små filmklip.

Det er en super oplevelse at kunne genkende helte og hovedpersoner fra film og tv-serier fra de seneste 20 år, og gør det kun sjovere, når man hopper fra Lego-verden til verden.

Skurken i spillet, Lord Vortech (Gary Oldman), har stjålet en dims, der kan true hele universet, så selvfølgelig skal han stoppes. For at spillet ikke bliver alt for kort og kedeligt, er han assisteret af skurkene fra de mange medregnede universer. The Joker, Saruman, Bane, GLaDOS, Gollum og alle de andre gør storartede entréer undervejs.

Lego-spillene har altid været meget stilrene i deres udtryk, og Dimensions er ingen undtagelse. Det klods-ede look egner sig fint til universer så forskellige som Ringenes Herre og Doctor Who.

Spillets narrativ er bygget op omkring den fysiske LEGO-portal; heltene hopper herind og sendes til nye verdener fyldt med opgaver, monstre og bosser. Hvad enten det er Ninjago, Doctor Who eller Batmans hjemmebane, man gæster, virker plot, stemning og soundtrack tro mod kildematerialet og burde please alle fan-grupperinger, selvom der indrømmet er mange.

Netop de mange fangrupper, som skal pleases, er en af mine anker ved Lego Dimensions; man kommer måske lige en snas for vidt omkring. Jeg har svært ved at se, hvilken demografi der synes, at alle verdener og figurer er lige interessante. Selv hvinede jeg begejstret, da Batman ville fange fugleskræmslet fra Troldmanden fra Oz, da han jo deler navn med superskurken fra flagermusens eget univers, men jeg var larmende uinteresseret i Ninjago- og/eller Legends of Chima-universerne.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er et ret stort overlap imellem folk, der har VHS-maskinen stående fremme, så man kan nyde Marty McFly i sin grynede storhedstid, og så dem der har reolerne fyldt med Ninjago-figurer.

Myriaden af figurer, man kan spille, er både forfriskende, forvirrende og foruroligende, for selvom det er sjovt at høre den karikerede Batman hyggesnakke med Gandalf, imens Wyldstyle kommenterer på Batmobilens look, så ville jeg da helt vildt gerne høre, hvadDoctor Who ville sige til Doc Brown eller Shaggy fra Scooby-Doo.

Tilføjelsen af en fysisk portal, du stiller foran din konsol, er sjov, men også en bekostelig affære. Alene standardpakken her koster 800 kroner.

Det kan også snildt lade sig gøre, det forudsætter bare, at jeg foruden Startpakken til 799 kroner supplerer med indtil flere pakker af 129-199 kroner. Pludselig er det altså et halvpebret underholdningsprodukt, man har med at gøre.

Det er da smart, at forældre kan forkæle deres poder med både Lego og gode spil til hjemmets konsol, og at bedsteforældre, onkler og tanter har oplagte gave-idéer for de næste par sæsoner, men er man så småt vokset fra de hårde pakker under juletræet, er det pludselig en god slump penge, man skal finde frem i budgettet for at få pleaset alle dele af sit fan-skab.

Lego har uden tvivl kigget Skylanders og Disney Infinity over skulderen i den nye kreative forretningsmodel, men har skruet godt op for alle knapperne, så man er langt over et par tusinde kroner, hvis man vil hele spillet igennem.

Og det er synd, for Dimensions er solid underholdning efter klassiske legospil-principper; det hele ses skråt bagfra og undervejs i banerne skal der nedkæmpes fjender, trykkes på knapper og løses overkommelige hovedbrud. Det er velpoleret, sjovt og bare all-around godt spildesign. Lego-spillene har længe bejlet til Marios trone som regent over de børnevenlige spil, og Lego Dimensions gør intet andet end at sætte streg under, hvem der er kronprinsen i dét regnskab.

Det, der trækker fra i oplevelsen, er, at man konstant mindes om, hvordan spillet havde været lige lidt sjovere, havde man punget ud for flere udvidelsespakker. Fordelt med rund hånd gennem de mange baner er der områder spærret af med den ene eller anden slags forhindring og et stort pop-up skilt, der gør opmærksom på, at her kan kun Superman, Marty McFly eller Scooby Doo komme ind, og de koster altså mere end Lego-klodser.

Det er synd, for det bryder med det fantastiske flow i banerne, og minder i stedet om, at spillet kunne have været SÅ meget mere, hvis der bare var blevet tænkt i sjov og ballade snarere end i kroner og ører.

Læs også: Anmeldelse: Vanvid og dødsræs i den postapokalyptiske Mad Max-verden

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Den specielle hængsel

Under tastaturet ligger der en dedikeret grafikchip udført af Nvidia. Det er formodentligt en modificeret 940m. Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Vægt i forhold til de andre modeller i samme “ultrabook”-kategori. Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Surface Books hemmelige våben
Surface Book består af to dele:

Øverst en skærm som også fungerer som en fuldt funktionel Windows 10-tablet med indbygget processor og op til tre timers batteritid.

Den minder meget om en nu klassisk Surface Pro 3, men blot endnu tyndere (8 mm) mens den stadig har køleriller hele vejen rundt.

Men Microsoft synes, at du skal have endnu mere computerkraft.

I bunden af computeren, som også kunne kaldes tastatur-dock til tabletten, finder du ikke bare et gigantisk batteri, men også et dedikeret grafikkort fra Nvidia.

Det vil sige, at når Surface Book er “samlet”, benytter computeren Nvidia Geforce GPU’en,imens den benytter Intels integrerede grafikmotor, når du benytter den som tablet.

Hvordan Microsoft har gennemført dette, vides endnu ikke, men der er blevet gættet meget – blandt andet på en indbygget Thunderbolt-forbindelse, som ville kunne overføre den slags data.

Hvad mere smart er, at det ser ud til, at Surface Book har indbygget Nvidia’s Optimus.

Optimus er en løsning, hvor Nvidia-kortet kun er slået til, når der er behov for det – selv når det er knyttet sammen med skærmen.

Det vil sige, at hvis du bruger computeren til spil eller videoredigering, er grafikkortet slået til, men sidder du og skriver i Word, benytter computeren den meget mere strømbesparende Intel HP Graphic fra Skylake-processoren.

Det er smart.

Smartest er det dog, at grafikkortet og processor er i to forskellige dele af computeren.

Det betyder, at varmefordelingen er meget mere optimal end i traditionelle computere, og det er første gang, vi ser et grafikkort i en aftagelig del af resten af computeren.

Den nye stylus har 1.024 niveauer af tryk, og er derfor bedre end sidste års model. Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Det er en Surface – så selvfølgelig er der også en stylus
Microsoft opkøbte N-Trig – firmaet bag stylussen i Surface Pro 3 -  i løbet af sommeren, så selvfølgelig har Surface Book også teknologien derfra.

Det er dog en markant forbedret pen i forhold til på Pro 3, så Surface Book – og Surface Pro 4 – har 1.024 niveauer af tryk i sig. Det er det samme niveau, som var på de første Pro-enheder.

Pennen føles god at bruge.

Du kan skifte pen-spidsen, hvilket mange grafikere nok er glade for, og Microsoft har brugt mange mandtimer på at få pen og Surface til at spille optimalt sammen.

Blandt andet er skærmen god til ikke at registrere din hånd, når du skriver med pennen. 

Om det er brugbart eller ej, er op til dig. Nogle vil bruge pennen meget, mens andre overhovedet ikke vil bruge den.

Vidunderlig skærm
Skærmen på Surface Book er 13,5 tommer med en opløsning på de skyhøje 3.000 x 2.000 pixels – altså seks megapixel.

Den har desuden en lidt utraditionel skærmratio med nutidens standarder på 3:2, hvilket giver en god brugeroplevelse på for eksempel hjemmesider, men er knap så god, når der skal ses film.

Skærmen er et IPS-panel, som benytter speciel teknologi lånt fra blandt andet fjernsyn, som giver en utrolig god kontrast og billedkvalitet.

Og skærmen er utrolig.

Ud over at være en skærm med en af de absolut højeste opløsninger, har den også en 100 procent dækning af sRGB-skalaen, og den kan producere over 400 nits i lysstyrke. Det er ret meget, og kan give dig gode muligheder for at benytte den udendørs.

Porte: Det nødvendige
På Surface Book finder du en række nødvendige porte. To USB 3.0 type A (de “klassiske” USB-hunstik), en minidisplay-port, og en SD-kortlæser. Desuden er der en minijack-port på skærm/tablet-delen.

Det er, hvad der kan kaldes standard på en ultrabook.

Det er dog underligt, at der ikke findes hverken USB 3.1 eller Intels Thunderbolt 3.0, men man kan vel ikke få det hele. Heller ikke på den ultimative bærbar.

Mangler du stik, kan du dog tilknytte computeren til en dedikeret Surface Book Docking Station, som giver dig yderligere fire USB 3.0-, to DisplayPort-, Ethernet- og en minijack-port.

Mere om grafikkortet
Surface Book kommer i flere versioner. Pcworld.com har testet en uden og en med dedikeret GPU, og det er klart sidstnævnte, som er mest tiltalende.

Nvidia Geforce GPU’en er uspecificeret fra Microsofts side, men formodentligt er der tale om en modificeret version af Geforce 940m.

Forskellen på Surface books GPU og en 940m er, at Surface Books GPU har 1 GB af GDDR5 i stedet for de markant langsommere DDR3 i de fleste GeForce 940m-bærbare.

Mange havde forventet en stærkere GPU end den, som nu er blevet afsløret at være i Surface Book.

Flere brugere i forskellige internet-fora er irriterede over, at det ikke er en noget stærkere chip, som for eksempel 950m, men det tillader ultrabookens design endnu ikke.

CPU-evner
Takket være den nye Skylake-processor klarede begge de testede Surface Books sig godt. Den ene har en i5-6300U og den anden en i7-6600U.

Skylake-processorer kan holde en højere clock-hastighed end den tidligere Broadwell-generation selv under hårde opgaver.

Dog bliver i7-processoren ikke presset til sit yderste på grund af sin placering i det tynde design.

Der er simpelthen ikke plads nok til at håndtere den varme, det måtte give.

Ikke desto mindre yder begge stadig godt. I skemaerne herunder kan du se processorens evner i diverse situationer.

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Den integrerede Intel-grafik
En af Skylakes helt store forcer er den integrerede grafik-chip.

Skylake er markant bedre end Broadwell eller Haswell-generationerne.

Mellem en Surface book i5-6300U og en XPS 13 er der cirka 32 procents forskel til fordel for Skylake.

Herunder kan du se endnu en graf, som viser forskellen.

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Nvidia-chippen til spil
Lad os så endelig se på, hvad en dedikeret GPU i en ultrabook-krop kan gøre.

I grafen herunder kan du se, at en Surface Book med den integrerede GPU er 50 procent bedre end en Surface Book, som kun har den integrerede Intel Graphic HD 520.

Imod Dells XPS 13 er den 80 procent bedre.

Der er dog langt til en egentlig gamer-computer med markant bedre køling.

Dog kan du uden tvivl spille spil på den, som ikke kræver alverden. CS:GO, DOTA, League of Legends og StarCraft II kan den klare uden problemer.

De kan endda klares alene ved den integrerede HD 520, men med Nvidia GPU’en fordobles grafik-evnerne.

Det betyder, at Tomb Raider, et nyt og grafisk flot spil, snildt kunne spilles med en FPS på 71 (med en opløsning på 1.280 x 1024 og ikke “6K”-opløsningen), og DiRT Rally blev spillet med lige så høj FPS ved samme opløsningskompromis.

Det er udmærket gaming-evner til de fleste brugere, men går du efter at kunne spille spil på din computer som hovedformål, så skal du måske i stedet overveje en mere dedikeret gamer-computer.

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

…og til arbejde
Chippen kan dog bruges til meget mere, og det primære fokus vil nok også ligge på de arbejdsrelaterede opgaver.

Den taler direkte til folk, som vil bruge den til CAD/CAM eller andre programmer, som kræver grafiske evner.

Blandt andet har Pcworld.com testet encoding af video. Forskellen mellem en Macbook Pro 13 og en Surface Book var her på 50 procent – igen til fordel for Surface Book.

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Latterlig lang batteritid
Okay så Surface Book har et flot, unikt design i gode materialer og en ydeevne i toppen af sin kategori, men vi stopper ikke der.

Microsoft lover en batterilevetid som kun få andre Windows-pc’er tør kaste sig ud i: 12 timers brug.

Det lyder som noget, som en Macbook Air kan tilbyde, men Microsofts påstand er ikke langt fra sandheden.

Alt efter, hvad du bruger af programmer og hvor meget lyd, du kører med, virker batterilevetiden til at leve op til løfterne.

i5-modellen var tændt i over 13 timer, altså længere tid end hvad Microsoft lover.

Det er det længste, vi nogensinde har set på en 13-tommer ultrabook.

Tager du skærmen af tastatur-delen, skæres batteritiden ned med en del, da størstedelen af batterierne sidder i tastatur-delen.

Dog kunne Pcworld.com stadig få batterilevetiden på tablet-delen op på lidt over 3 timer.

Hvis du spiller på den eller ser meget film, er batteritiden naturligvis mindre, men sådan er det jo med alle bærbare computere.

Derfor er det sikkert at sige, at Surface Books batterilevetid er imponerende.

Pcworld.com har ikke testet i7-6600U-versionen med det dedikerede grafikkort.

Det forventes dog, at batterilevetiden ved kontorbrug er nogenlunde den samme, men forvent dog også, at batteriet drikkes lige så hurtigt som saftevand ved en børnefødselsdag, når du starter op for spil eller grafiske programmer. Som man kunne forvente det.

Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Størrelsesforskellen mellem Surfacebook og andre på markedet. Her er en HP Spectre x360, Macbook Pro 13 og en Dell XPS 13. Foto: Gordon Mah Ung, PCworld.com

Pris
Da Surface Book endnu ikke (måske aldrig?) kommer officielt til Danmark, er du nødsaget til at købe den i USA eller i et af de andre engelsktalende lande, når salget starter der.

Men taler vi om prisen, er den lige så luksuriøs som computeren selv.

For den “billigste” Surface Book (uden Nvidia GPU) er udstyret med en i5-6300U Skylake-processor, 8GB RAM, 128 SSD og selvfølgelig den flotte 3.000 x 2.000 pixel skærm.

Og det er til en pris på 1.500 dollar (cirka 9.900 kroner)

For de samme penge kan du købe dig en Dell XPS 13 med Skylake i5, 256 GB SSD, Touchskærm med QHD-opløsning. Ligeledes kan du købe en HP spectre x360 med en i7-chip, QHD-skærm og 512 GB SSD.

Surface Book er altså med andre ord noget dyrere end tilsvarende produkter – og vil du op og have i5-modellen med Nvidia-GPU’en? Ja så bliver prisen 1.900 dollar (12.500 kroner).

Går du all-in med en i7-processor, 16 GB RAM og 1TB SSD, da bliver prisen 3.200 dollar (21.000 kroner).

Og så skal du huske både amerikansk moms (på typisk 8-10 procent) plus den told, som du skal betale i den danske lufthavn.

Konklusion
To ting var interessante, da Microsoft løftede sløret for Surface Book ved sit store event i begyndelsen af oktober.

Først og fremmest var det løftet om “den ultimative bærbare”, og derefter løftet om, at der ikke ville være en bærbar i sin klasse, som er hurtigere.

Begge ting som lyder som det værste marketingspjat, og som hurtigt kunne skydes ned.

Men Surface Book er den hurtigste 13-tommer computer på markedet. Det beviser benchmarks.

Der er ingen 13-tommer traditionel Ultrabook, som kan slå Surface Books dedikerede grafikchip, og Surface books CPU giver så meget kraft, som den kan i sin utrolig tynde skal.

Er den så den ultimative bærbar? Vi er uenige – for Surface Book er meget mere end bare en bærbar. Med et tryk på en knap omdannes dens overdådige skærm til en tablet-oplevelse, som ingen anden bærbar kan give dig. Og det er virkelig unikt.

Læs også: Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig

Rigsrevisionen har undersøgt informationssikkerheden i it-systemer, der understøtter samfundsvigtige opgaver i seks institutioner.

Undersøgelsen fokuserer på, hvordan institutionerne styrer udvidede administratorrettigheder.

Det kan være de rettigheder, en systemadministrator udstyres med, eller rettigheder for en systemkonto.

Konklusionen lyder, at institutionerne ikke har efterlevet en række anerkendte anbefalinger om god it-sikkerhedspraksis.

Endvidere skriver Rigsrevisionen: “Der er behov for ledelsesmæssig fokus og prioritering for at rette op på de konstaterede forhold.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

Effektiv informationssikkerhed kræver, at ledelsen går aktivt ind i arbejdet.
Det vigtigste redskab i den forbindelse er risikovurderingen.

Der findes ingen it-risici. Der findes kun forretnings-risici.

Enhver risiko tilknyttet et it-system har i sidste ende en forretningsmæssig konsekvens. Derfor skal ledelsen på banen.

Konsekvens gange sandsynlighed
Jeg definerer en risiko som konsekvensen af et sikkerhedsbrud set i forhold til sandsynligheden for, at det sker.

Et sikkerhedsbrud opstår på grund af en kombination af en sårbarhed og en trussel.

En sårbarhed kan for eksempel være mangelfuld kontrol med administratorrettigheder.

Truslen består i, at uvedkommende kan udnytte sårbarheden og få adgang med administratorprivilegier.

Konsekvensen af dette sikkerhedsbrud kan være, at hackere får fat i fortrolige data. En anden konsekvens kan være, at systemet bliver inficeret med skadelig software.

For at kunne risikovurdere sikkerhedsbruddet skal vi have et bud på sandsynligheden: Hvor sandsynligt er det, at truslen vil blive udmøntet i praksis?

Hvis konsekvensen er meget alvorlig, men sandsynligheden er forsvindende lille, bliver den samlede risikovurdering lav.
Sat på formel er risiko altså lig med konsekvens gange sandsynlighed.

Direktørens værktøj
Risikovurdering er det praktiske værktøj, ledelsen kan bruge i sikkerhedsarbejdet.

Direktøren kan ikke vurdere, om en sikkerhedsrettelse til virksomhedens CMS er vigtig.

Men hvis it-organisationen kan levere data om sårbarhed, trussel, konsekvens og sandsynlighed, kan ledelsen træffe en informeret beslutning om, hvad den skal gøre ved risikoen.

I teorien lyder det måske enkelt. Men mange års erfaring med risikovurdering har lært mig, at udfordringerne dukker op, så snart man skal gøre det i praksis.

For eksempel kan det være vanskeligt at sætte tal på sandsynlighed.

Jeg anbefaler, at man opdeler sandsynlighed og konsekvens i fire niveauer.

De fire T’er
Når en risiko er vurderet, er der fire ting, vi kan vælge at gøre ved den. På engelsk taler man om de fire T’er: Treat, transfer, tolerate og terminate.

• Treat: Vi behandler et eller flere af elementerne i risikoen. Vi kan fx fjerne sårbarheden ved at opdatere software.

• Transfer: Vi overfører risikoen til en anden. Det gør vi, når vi tegner en forsikring: Går noget galt, betaler forsikringsselskabet.

• Tolerate: Vi beslutter at leve med risikoen. Det vil typisk være, hvis risikoen er lille, eller hvis det er meget dyrt at gøre noget ved den.

• Terminate: Vi holder op med at bruge de systemer, som risikoen er forbundet med, så den forsvinder.
Brug et rammeværk

Som det fremgår, er der meget at holde styr på. Mit råd lyder derfor, at man anvender et rammeværk til opgaven.
Der findes flere rammeværk til risikovurdering. Går man ISO-vejen, kan man vælge ISO 27005.

Et godt alternativ er Octave Allegro fra CERT ved Carnegie Mellon University. Octave Allegro er overskueligt og nemt at komme i gang med.

Vælg et rammeværktøj, der passer til jeres opgave, og som I føler jer fortrolige med.

Et udbredt problem
Rigsrevisionen skriver i rapporten, at resultaterne kan være gældende for en større kreds af statslige institutioner end de seks, der er blevet undersøgt.

Jeg kunne tilføje: Og for mange andre offentlige institutioner og private virksomheder.

Problemet med at holde styr på privilegerede brugerkonti er velkendt. Og jeg er sikker på, at det samme gælder problemet med at få ledelsens bevågenhed, når det gælder informationssikkerhed.

Her kan risikovurderingen blive en løftestang: Den lader dig som it-ansvarlig vise den øvrige ledelse, at det her handler om at håndtere forretningsmæssige risici for tab af penge, anseelse, kunder eller andet.

DKCERT (www.cert.dk) er et dansk Computer Security Incident Response Team, der håndterer sikkerhedshændelser på forskningsnettet.

I samarbejde med tilsvarende organisationer over hele verden indsamler DKCERT information om internetsikkerhed. DKCERT er en organisation i DeIC, DTU.

Henrik Larsen opdaterer en gang om måneden Computerworlds læsere med de seneste tendenser inden for informationssikkerhed.

Torben Lundberg blev i 2013 udnævnt til international CIO i den britiske mediekoncern Local World.

Torben Lundberg, tidligere CIO i Berlingske-koncernen og i Mecom, blev i 2013 udnævnt til international CIO i den britiske mediekoncern Local World.

Her skulle han skulle stå i spidsen for 150 medarbejdere og en gennemgribende digitalisering af virksomheden.

Nu stopper Torben Lundberg imidlertid i den stilling, meddeler Local World.

Mediawatch skriver, at Torben Lundberg stopper, fordi Local World har foretaget en succesfuld outsourcing af selskabets it, og at den outsourcing nu har gjort Torben Lundbergs CIO-rolle overflødig.

“Torben har bidraget markant til de fremskridt, vi har taget i at etablere en strømlinet og effektiv it-organisation, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden,” skriver Local World desuden i en meddelelse ifølge Mediawatch.

God til at skære i it-omkostningerne
Local Worlds websider har samlet set omkring 10 millioner unikke brugere om måneden, og koncernen udgiver omkring 100 forskellige titler.

Da Torben Lundberg fik den CIO-posten hos Local World i 2013, fortalte han til Computerworld, at han blandt andet ville få til opgave vedligeholde og forbedre den tekniske infrastruktur og herunder levere de systemer, der kunne understøtte digitaliseringen af virksomheden.

Samtidig ville en af hans vigtige opgaver blive omkostningsreduceringer hos Local World.

“Det er klart, at de har kigget på, at jeg er meget god til at få cuttet it-omkostninger og generelle bygningsomkostninger ned, ligesom jeg også har erfaring med forskellige andre outsourcing-aktiviteter. Det kommer de til at kunne trække på,” fortalte Torben Lundberg, der altså nu selv forlader Local World.

Læs også:

Dansker til tops som CIO i britisk koncern